Radikal holdningsløshed 2

Som om May Schack efter Lilian Munk Rösings yderliggående krysteriske anmeldelse af Pia Tafdrups nye digtsamling Salamanderhjerte vil demonstrere, hvor crazy holdningsløst en Politiken-anmelder kan te sig, når hun virkelig gør sig umage, leverede hun i går en (ligesom Tafdrup-anmeldelsen) 4 hjerter-anmeldelse med 1 eneste (slet ikke entydigt) positivt adjektiv. Bogen er Anne-Cathrine Riebnitzkys debutroman Den stjålne vej (i parentes bemærket udkommet på det forlag, der er opkaldt efter avisen, Politikens Forlag), og her er anmeldelsens afslutning med det omtalte adjektiv ("illustrativ" og "klar" (når det gælder et budskab) betagter jeg ikke som (heller ikke tvetydigt) positive adjektiver i en æstetisk smagsdom i 2012 (men måske nok i 1972)):

Romanen er således et indlæg i debatten. den er illustrativ, budskaberne er klare, og fortællingen føres effektivt frem. Forfatteren har virkelig noget på hjerte i sin skildring af et så pilråddent samfund, der skaber så store menneskelige lidelser, at man har svært ved at se for sig, hvad det overhovedet kan ende med.

At (virkelig) have noget på hjerte er heller ikke en æstetisk kvalitet eller ros. Det eneste, romanen sprogkunstnerisk prises for, er. at den bliver ført effektivt frem, hvilket jo ikke syner særligt overbevisende, som ros af sprogkunst, når det står alene, fordi det så bare syner som ros for håndværksmæssig professionalisme, der jo ikke er det samme som kunst, selvom et kunstværk selvfølgelig sagtens (men ikke uden videre helst) kan være håndværksmæssigt professionelt. Tidligere i anmeldelsen, der uendeligt refererer handling og (debatmæssig) tematik og (journalistisk) vinkling, konstateres det, parallelt med Rösings Tafdrup-anmeldelse, at der også er "plads til humor, som når en afghansk kvindelig læge uddeler de forbudte p-piller. Malika kommer dem i anden-hustruens mad - hun vil ikke have, at det 13-årige barn bliver gravid. Der er bare det, at manden spiser kvindernes rester ..." Det er som om, at hvis der bare gøres et ærligt forsøg på humor i en bog eller af en forfatter af udpræget uhumoristisk tilsnit, så er det automatisk en spektakulær, litterær kvalitet, men det er da egentlig en stor hån overfor det uhumoristiske projekt, der jo netop ikke vil kvalificere sig på humoren - og som bekendt er al humor ikke god eller stor humor ... Min vurdering er, at May Schack vinder svingdørsmesterskabet, hun er lige nogle kritiske grader værre end Lilian Munk Rösing til ikke at tage personlig, faglig, litteraturkritisk stilling - på sand forloren Politiken-manér (selvom hun nok reelt - men hvor skal vi vide det fra for sure? - er gladere for Riebnitzkys roman end Rösing er for Tafdrups digtsamling).