Scoopet i i dag 50-årige Pia Juuls samlede digte, Indtil videre, der udkom i går, er (unævnt af de hidtidige anmeldelser) inkluderingen af det lille, for længst udsolgte og totalt uopdrivelige B16-hæfte, der udkom på Basilisk for akkurat ti år siden, Adresser (uddrag af adressebogen), og som (sammen med Martin Lars anagram-bugnende B16, Oder - og Rasmus Nikolajsens første bøger) varsler det næste tiårs OULIPO'ske, mere eller mindre masochistisk spilleregel-ophængte minimalsystem-bølge, der kun måske pauserer lige nu (markeret af Nikolajsens nye prosa-triptykon-trip Den ulykkelige boghandler, der så vidt jeg kan læse er ustyret af spilleregler nede i bogstaveligheden (ud over en håndfuld gentagelser x 3, 3 x Sille fx)).
Bag på Adresser står der:
Pia Juul, f. 1962. Har boet mange steder, nu på Sydsjælland.
Og nu, 2012, i Bakkehuset.
Dette er tekst nr. 9:
1981
grumme rastløst unge nød de tilværelsen ved ingenmandslandets gærde således krøb og løb livet efter glæden i englekorets tonefald gennem ødemarkens tomrum efterhånden blev ordene rå gyset afmægtigt livet løb efter ådsler romancen holdt ud sålænge
Mærkelig tekst, men også mærkelig juulsk tekst, ikke sandt!
SpilleregeL (urøbet i både B16-hæftet og de samlede digte og røbet af mig overfor Klaus Rothstein, der skal anmelde bogen i WA, i går ved reception - efter nogen tøven, men jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg i sin tid selv regnede den ud, og så syntes jeg, det var rimeligt nok (jeg har så også for længst røbet den i Generationsmaskinen for 8 år siden, men hvem kigger længere i den?)):
Første bogstav i hvert ord staver tilsammen en adresse, hvor Pia Juul har boet.
Ergo bliver den citerede tekst til:
grundtvigskollegiet gøteborg alle århus
(egentlig burde i genoptrykket jo 'ådslet' udskiftes med to ord, der begynder med a, hvad med 'anelsesfulde antiloper'? nej, i hvert fald ikke!)
Jeg synes ikke, det er Pia Juuls mindst vidunderlige værk! I sandhed et grandiost bonus-track!
vi
overraskes
dagligt
rundtosset
over
fantasiens
fingerfærdige
sjoverstreger
virkeligheden
ejer
jo
få
rigtige
edderdunsdyner
drømmene
regerer
inderligt
kaotisk
sandheden
besværer
erindringen
rådner
galvaniser
chokoladen
Med andre ord: Tillykke, digter!
Jeg hader dit digter-volapyk. Stil dig på en scene, begrav dit publikum i en tsunami af meningsløst mundlort, kald dig litterær hypnotisør, foredragsholder og digter. At erstatte hver andet ord man siger med et synonym fra fremmedordbogen og proppe tekster med bisætninger er ingen kunst.
SvarSletDet er heller ingen kunst at lukke ubegavet lort ud i et kommentarfelt og udstille sin egen uvidenhed - det kan enhver brøleabe. Jeg er bitter over, at der findes sådan nogen som dig i den litterære blogsfære. Find dig dog din egen legeplads (JP's blog er fyldt med dine ligesindede), hvor du kan følge med eller drik en øl, læs en bog og kom op på et højere niveau.
SletKan du præcisere din kritik en smule?
SvarSletThe King of Marvin Gardens
SvarSletJeg køber Rådhuspladsen