Olga Ravn har en fin, stadig mere lyrisk rablende klumme i Informations bogtillæg, på Facebook selvbeskrevet som "det sædvanlige tynde suppe om træer", der åbenbart og trist nok er hendes sidste "i det mindste for en tid"; det er allerede over et halvt år siden, opdager jeg, at hun haft en anmeldelse i avisen, mens hun vistnok stadigvæk anmelder til 1-5 F'er i Femina (senest 4 (eller var det faktisk 5? nej det må have været 4) F'er til Christian Jungersen gudhjælpeme (ja, ja, jeg har ikke læst bogen endnu, og måske gør jeg det aldrig) - jeg har lige smidt en ordentlig bunke blade i containeren; dameblade i flok er TUNGE). I klummen fremhæver Olga klummen på bekostning af anmeldelsen:
Klummen kan anskues som et brev, den ligger tættere på den personlige,
næsten private, henvendelse og på den skønlitterære tekst end så mange
andre journalistiske former. Det kunne være fint, hvis en anmeldelse
også kunne blive sådan, men jeg ved ikke, hvordan man gør. Det er svært
at finde en balance mellem brev og dom, jeg er så uinteresseret i
dommen, Virginia Woolf skriver i A Room of One’s Own fra 1929: Truth is
only to be had by laying together many varieties of error, jeg tror på
det. Brevet, det kommer altid fra et konkret sted, det har
afsenderadresse, poststempel, det udpeger den skrivendes krop, jeg
skriver til Dem fra Østjylland, brevet har geografi. Der er dødelighed i
det, og rum.
Hvorfor skulle anmeldelsen ikke kunne være personlig og have geografi og dødelighed og rum? Det er svært at opnå i Femina, kan jeg godt se, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i Information, jf. ikke mindst Kamilla Löfströms og nu Politiken-opsnappede Lilian Munk Rösings anmeldelser? Og hvad er det for et falsk skisma mellem brev og dom? Breve er da fulde af domme og ikke mindst (unge og yngre, midaldrende og ældre) forfatteres konversation er spækket med domme om bøger skrevet af folk, der ikke er med i konversationen. Vi dømmer hele tiden, vi kan ikke lade være, og vi har brug for, at nogen, vi stoler på (også til at tage sytematisk fejl!), dømmer for os og forsøger at gøre det kvalificeret og personlig og med dødelig rumlighed, hvordan skulle vi ellers navigere vores læsning? Efter intuition og venners/netværks råd (jeg har tidligere vrisset af FB- og blog-tendensen (også på Olgas blog) til automatisk at fremhæve (med store coverfotos) bøger skrevet af klassekammerater/netværksmedlemmer)? Vi læser Gertrude Stein, fordi stærke læsere kæmpende mod andre stærke, anti-Steinske læsere har dømt hende læseværdig. Olga lukrerer totalt på andres domme, og hvorfor skal vi ikke have lov til at lukrere på hendes, når der nu er så frygteligt få SYNLIGE, yngre kritikertalenter (i forhold til digtertalenterne, som hun også befinder sig iblandt, men hvorfor vælge mellem det ene og det andet talent, når man nu blæret nok har begge?)?
I en klumme fra november, efter hun var holdt op med at Inf-anmelde, opremser Olga flere anfægtelser over anmelderiet:
Langsomt, som bogen (hendes egen debutbog LB) materialiserede sig, som den blev mere og mere
virkelig, blev det sværere og sværere at sige og skrive noget om andres
bøger, at skrive anmeldelser simpelthen. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt
anmelderen var nærig, om man kunne se på det som en ikke-generøs praksis
at æde af andres arbejde, at smykke sig med deres dumhed eller evne, kleptomanisk. Men jeg tænkte også: læseren konstituerer anmelderens position som hævner. Jeg har aldrig modtaget så mange thumbs up, som da jeg skrev min ondeste anmeldelse af Carsten Andersens roman Ifølge Lukas.
Læseren skænker måske anmelderen mere magt, end hun er berettiget til,
og hos læseren vejer dommen oftest tungere end analysen af værket. Der
er ikke på samme måde plads til af fejle i anmeldelsen, som der er i det
litterære værk, hvor omveje og vildfarelser kan bringe meget godt med
sig, og alligevel er det i anmeldelserne, at vi konstant fejler, i den
hastige skrift, de er, i den hurtige meningsdannelse.
Jeg synes da anmelderi er og kan og bør være en totalt generøs praksis: Skrift brugt til at illuminere, lyst eller mørkt, anden skrift, engageret, (i de dårlige, jo tit TYKKE bøgers tilfælde) opofrende læsning smidt i grams. Hvad er det for en trælst hierarkiseret, autenticitetsforhippet model af forholdet mellem litteratur og kritik, Olga bringer til torvs, når hun taler om kleptomnai og at æde af andres arbejde (al skrift æder kleptomanisk af andre arbejde for syv søren). Og hvorfor skulle man ikke, bevidst om egen fejlbarlighed, kunne tøve og stamme i en anmeldelse? Og hvor ved Olga fra og hvorfor overhovedet kere sig om, at læseren er mere interesseret i dommen end analysen? Og for fanden dommen og analysen hænger siamesisk sammen, det er kun på universitetet, hyggende sig i pensums gummicelle, at man tror sig helligt velforvaret. Kanon som for helvede neverending kritisk samtale. Som du simpelthen ikke får lov at melde dig ud af, Olga, nu du har givet den en glitrende lillefingernegl. Og hvad er der galt med hurtighed? Jf. bare dagens klumme i al hast om træer!? KH
Ingen kommentarer:
Send en kommentar