Svingdørsmusik

Sikke mange kræfter Politikens Lilian Munk Rösings stresset citatoverfylde og parafrasepressede (som i afpresning: "At ordene både er ar efter sår og spor efter kærtegn, født af livets både blide og brutale berøringer"), 4 hjerter-anmeldelse af Pia Tafdrups nye digtsamling Salamandersol bruger på at undgå at tage stilling til bogen, til sidst er der ingen vej udenom, men hold op, hvor er det forbeholdsforet:

I dag er det svært at goutere ord som "illumination", "smaragdgrøn" og "salamandersjæl", men hvis man ikke lader dem blokere sin hørelse, kan man også høre dødsbevidstheden bimle diskret med små klokker af sort humor. Og hvis man lader sig bære med af ord- og billedstrømmen, får man en ret svimlende og bevægende oplevelse af et muterende liv med nedsmeltninger og genfødsler og føler sig lidt mere klar til at fortsætte sit eget liv med og mod døden.

Kunne jo have været fint, når nu anmeldelsen myldrer med (stærkt nedklippede) citater, at få et enkelt eksempel på sort humor (og spøjst hvordan humor, efter anmeldelsen distanceret har omtalt poesiens dagsordenskift til "ironi, sprogspil og kløvet tunge", alligevel er en primær og forløsende kvalitet, for det er det sandelig og sandt nok ikke for Tafdrup) men måske synes Rösing, at det er sort sjovt med det citerede, dødsbevidste digt om digteren der sidder "en nat mellem præparerede ligdele i en rus af poetisk inspiration, indtil et færdigt digt stirrer på hende, og hun er "alene tilbage mellem formløse skygger/ hvor den griber ud igen, døden -/ med mulighed for at indgå/ i samlingen på Anatomisk Institut""? Ikke rigtig skægt, vel? Den afsluttende flovse er kriminelt graverende: Føler Rösing sig VIRKELIG lidt mere klar til at fortsætte sit eget liv (og hvad betyder det helt præcist?) efter at have læst Tafdrups digtsamling, og hvor meget er lidt mere klar, 1, 2, 3, 4, 5 % mere klar, og hvor længe holder virkningen monstro? Hvis hun altså rent faktisk har ladet sig bære af ord- og billedstrømmen, det afslører hun ikke, om hun har, ligesom hun heller ikke røber, om de nævnte ord har blokeret hendes hørelse (jeg er i parentes bemærket nu ret glad for ordet "illumination"). Og læg mærke til (ved simpelthen at fjerne den), hvordan gradueringen "ret" reducerer graden af (potentiel) svimmelhed og bevægelse i lige så høj grad som "lidt" minimerer den (potentielle) forøgede livsparathed; det er svært at få en positiv smagsdom til at lyde mindre genuint begejstret. Men hvad skal man gøre, når det er digterens 60 års fødselsdag og anmeldelsen skal på forsiden af 2. sektion med stor portrættegning og stort digt? Man kunne, hvis man ikke lod sig bære med af svingdøren, være ærlig.