Helt ærlig anti-helt

Svar til Christian Jungersens blog-kommentar nedenfor:

Kære CJ

Jeg kan ikke huske, at jeg har skrevet i WA, at selvom jeg ikke havde læst den, var jeg sikker på, at Krat var elendig, men jeg kan alt for godt huske, at jeg brugte et par hårde sommerferiedage i sommerhus på at læse Krat og at jeg som åbenbart forudset ikke brød mig om den. Hvad angår Undtagelsen, skimmede jeg den selvfølgelig ikke, før jeg anmeldte den, jeg læste den, som jeg læser alle bøger, jeg anmelder, så kan jeg afhængigt af bogens incitament læse mere eller mindre grundigt (eller decideret flere gange, som senest Rasmus Nikolajsens stadig trælst underanmeldte Den ulykkelige boghandler) - men jeg kan godt lide at være ærlig omkring læseomstændighederne, og de er som anmeldelses-sådan jo aldrig ideelle, og så kan der i forskellig grad være yderligere kritiske momenter, men i og med jeg rent faktisk expliciterer omstændighedernes forbandethed kan læseren jo netop selv relativere smagsdommen accordingly, sådan som du gør i blogposten; det er lidt absurd at jeg skal være en skurk for, modsat mine anmelderkolleaer, at spilde bønnerne om, hvor kompromitteret af hverdag og deadlines og alskens forces majeures en læsning altid er. Ligesom i den kriminelle blogpost, hvor jeg tillader mig at være ærlig omkring det faktum, at en kritiker (og enhver læser) ikke læser alting (hvilket jeg tidligere faktisk prøvede på; alting = alt, jeg mistænkte for at være godt + alt der var hypet tydeligt; nu har jeg valgt at nøjes med alt, jeg mistænker for at være godt) og kan blive nødt til at bruge sin kvalificerede fordomsfuldhed - baseret på tidligere læsninger af samme forfatter og vagtsom anmeldelses-aflæsning - til at vælge til og fra. Jeg kan godt se, at det er frustrerende, når du af en eller anden grund gerne vil læses og vurderes af mig, at jeg ikke over en dørtærskel stoler på, at din bog er umagen værd at spilde tid på, men selvfølgelig ikke kan afvise, at den faktisk er det, hvilket jeg jo for fanden hele tiden besværger - jeg er meget omhyggelig med ikke at lyve om, hvad jeg kvalificeret kan udtale mig om. Sådan som sagerne står iflg, min fordoms-scanning, vil jeg langt hellere læse Selskabet gør op endnu en tre-fire gange end læse din roman, og det er jeg velsagtens i min gode ret til!?

kh LB

PS: du spørger til mine vurderingskriterier, dem har jeg igen og igen sat på formel de sidste 20 år, enklest lyder de til stadighed: Skønhed og originalitet; man kan også bare, hvilket alle under alle omstændigheder bør gøre, læse Selskabet gør op: Sådan!