Farveægte begejstring

i Lilian Munk Rösings og Tue Andersens Nexøs anmeldelser i Politiken og Information PÅ DAGEN af Christina Hesselholdts fortællekreds Selskabet gør - det var den gode konsekvens af Rösings 4 hjerter til Pia Tafdrup, ingen vej udenom at give Hesselholdt 6 hjerter (= anmelder-sex, undskyld!) - og jeg tror ikke, at Tue nogensinde har skrevet en både kvalitativt og vurderingsmæssigt (dobbelt anmelder-sex!?) bedre god anmeldelse, men så åbenbart heller ikke læst en bedre bog, det er meget skønt, når begejstring ikke har uld i mund, men taler i tunger, der er kritisk inspirerede, ekstatisk præcise (nu får jeg Nexø til at lyde som Hesselholdt, men det er jo det, han (næsten) gør på trods af hans skepsis overfor akkurat Rösings (gentaget ved flere universitetslektioner i anmelderi, som vi alle 3 har deltaget i) fremhævelse af mimetisk farvning som en godartet smittefare ved anmelder-sex (som jo ikke er sex mellem anmelder og forfatter, men mellem anmelder og bog, og vel faktisk en art voldtægt, eftersom bogen, i/til den forbindelse, ikke har noget at skulle have sagt, se det ikke for jer, nøjes med, det er slemt nok, at se de ved læsning opstemte ører i Højholts Auricula):

(...) Hesselholdts pen – som sagt: det er det egentligt nye i Selskabet gør op – (er) simpelthen vildere og mere udkokset end nogensinde før. Prosaen springer rundt som en forvirret bevidsthed, helt retningsløs og uforudsigelig. Skriftens fremdrift afbrydes konstant af parenteser, pludselig optræder et citat fra Hesselholdts tidligere bog Kraniekassen. Knopskuddene synes uendelige og uendeligt rige, glidet fra erindring til erindring er på en gang sørgmodig og perlende let og uforudsigelig og livlig, som jeg ved ikke hvad./ Enkelte steder bryder syntaksen nærmest sammen. Her er Camilla endt på en rideskole:/ »Det var nær den lyden kom fra. Fra et udendørs løbebånd. Og på løbebåndet gik en hest. Gik og gik en hest i sin trædemølle, tramp tramp tramp. Over den på ridehallens mur gik dens sorte skygge og trampede i sin egen sorthed.«/ Der er strøm på, også i forhold til Hesselholdts tidlige forfatterskab, hvor hver sætning var perfekt og kontrolleret. Og det er skønt, skønnere end nogensinde før. Et eksempel til, for der er hele tiden noget nyt at glæde sig over. Alma tænker på de lektioner hos en danserinde, »tung som en havnearbejder, denne danserobot«, hun tog engang, så hun kunne danse brudevals med Kristian. Dén Kristian, hun nu ikke kan udholde og må skilles fra:/ »Mange lektioner senere mente jeg at noget nær fuldendthed var opnået, og jeg ønskede at hun kunne erstatte Kristian, bare i de frygtelige minutter på den store dag det tager valsen at sentimentalisere sig gennem tiden; en melodi fuld af standsninger, som nogen der bærer på et skab og hele tiden må sætte det fra sig, alternativt slæbe det et stykke. Brudevalsen er sørgmunter, et frygteligt ord, og lader forstå at efter bølge kommer dal, men efter dal sørme atter bølge.« Læg mærke til, hvordan prosaens perfekte rytme og det fuldstændigt fantastiske billede af brudevalsens stop-go-bevægelse faktisk kun bliver bedre af det lidt for lange ord »sentimentalisere« og den fine distance, der ligger i mundtlighedens »sørme«. Det her er ikke perfekt, det er den sprødest kæntrende prosa, man kan forestille sig på dansk.

Imens bliver Pia Tafdrup ved med at få anstrengt lunkne anmeldelser af sin digtsamling Salamandersol, senest af Erik Svendsen i JP, Erik Skyum i Information og Klaus Rothstein i Weekendavisen, kun Peter Stein Larsen i i Kristeligt Dagblad lyder som om, han VITTERLIGT går ind for bogen - og jeg er så bange for at læse det flere sider lange digt om 80'er'digtningen/digteren, det lyder i citaterne SÅ slemt, men jeg kan nok ikke lade være.

Til gengæld vil jeg pludselig gerne, efter Kamilla Löfströms anmeldelse i Inf og især Nanna Gouls i WA, læse Christel Wiinblads nye roman Ingen åbner; jeg var midest talt ikke glad for første del af det, der vistnok skal bliver en romantrilogi, Prolog, men her LYDER det som om, at den hårdt pointerede, stilistiske styring, der i Prolog klumpede helt til, i sin nye, sardoniske i stedet for sentimentale udformning giver skarp og skærpende mening; Hvor dejligt, hvis det er sandt, at bogen er rigtig god.

Men selvfølgelig står I alle sammen lige nu i kø ved nærmeste boghandler for at købe eller stjæle Selskabet gør op, det er en simpel læserpligt!