ar ikke ol

1 stor fejl i Hvedekorn 4, 2009, der langt om længe udkommer på onsdag:

Mette Reinhardt Jakobsen hedder debutanten, født 1972, på side 14,

og ikke, som skrevet står, Mette Reinholdt Jakobsen,

korrekt er altså: Mette Reinhardt Jakobsen,

og pludselig er jeg, redaktøren. savskæreren i Mette Reinhardt Jakobsens grusomme digt nr. 3:

Save save brændte børn
midtover. Skrigunger.

Undskyld, Mette Reinhardt Jakobsen!

Pral 5

14:30 i dag modtog jeg to digte af Marius Nørup-Nielsen, "to af de farligt friske til Hvedekorn"; men lige så fresh, rådvild en fyr det ene er, lige så tristesseemmende, funky en gut er det andet.

En leporelloliste er mørk dobbeltkonfekt

Jeg anmelder gjaldende, hvis ikke truttende, Arenas leporello-boks i WA i dag, hvilket det for en gangs skyld er muligt at linke til: http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/1 men før jeg kommer i gang med den aktuelle udgivelse, skal jeg absolut nørde rundt i leporelloens danske litteraturhistorie, som desværre er forholdsvis sølle, i hvert fald så vidt jeg har tjek på den: Knud Holten med 1 ægte leporello, Klaus Rifbjerg med 1 ægte (dobbetl) leporello, Mikkel Thykier med diverse semi-leporelloer, realiserede og u-, Teddy Josephsen med 1 ægte og splinterny (også anmeldt i WA i dag, ulinkbart selvfølgelig), og så glemte jeg rent Jørgens Sonnes sene, hjemmegjorte lokalavis-leporelloer, som han har udstillet et par gange, men ellers holder bidsk for sig selv. Der må sgu da bare være flere! Og jeg venter utålmodigt på, at I, mine bloglæsere, afslører dem! NU!

Et Hvedekorn i hånden på EKM er bedre end noget

Klokken 13 i går inde at hente min bunke af Hvedekorn nr. 4, 2009, i Borgens nye domicil på en tredie sal på Mosdalvej i Valby, og det er ikke løgn, at det er lige over Scleroseforeningen, men der var slet ikke så downbeat eller deprimt, som jeg frygtede: gode, lyse rum og en stor, central reception, mest af alt lignede det faktisk Rosinante&Co på deres tredjesal i Købmagergade, og på Jens Christiansens skrivebord lå korrekturen til en ny, massiv Simon Grotrian-samling, og det gjorde mig så glad, at der ikke var trist, at jeg helt glemte, at være vemodig over, at det hermed var endeligt slut for parret Hvedekorn og Borgen, det huskede jeg først på, da jeg sled mig over Valby Bakke ad langgaden, og så var jeg det også, reelt og intest vemodig, hele vejen hjem til Frederiksberg.

Intet vemod på H. C. Andersens Boulevard hos Kunststyrelsen 2 timer senere, da Eske K. Mathiesen fik overrakt Kritikerprisen - E-e-e-e-e-e-e-ske! råbte vi - af Torben Brostrøm, der forinden havde holdt en elegant og pikant motivationstale, men før da havde jeg overrakt Eske et eksemplar af Hvedekorn 4, 2009, der jo indeholder sensationen "Mathiesens Kanon for Dansk Billedkunst" foruden al mulig anden billedskøn poesi, herriblandt hele 7 debuter og en interaktiv sektion med navneleg og tegne-instruktions-digt, og xtra mange poesiskønne billeder, nærmere bestemt eksperimentelle fotos knipset af Hvedekorns afdøde grafikredaktør 1961-65 Richard Winther, heriblandt nogle, der er ret frække. Fra nummeret hart jeg sakset denne énlinjer af Rolf Sparre Johansson, født 1985, der præcist opsummerer prisfest og prismodtager:

for enden af guleroden er der en trompet

Kældermand i kø

Til når jeg skriver noget friskfyragtigere om Højholt end den læseinstruks, som jeg rent faktisk sidder og skriver nu:

Per; HAPS!

Pral 4

Bent Vinn Nielsens nye roman, hans første i seks år, Et liv i almindelighed, ligger til anmeldelse i mit postrum på WA, første gang nogensinde jeg er anmelder på Bent Vinn og sørme da på tide, det er hårdt ikke at være tvunget til at udtrykke sin beundring for en stor forfatter - så er det snart kun Vibeke Grønfeldt blandt yndlingene, som jeg savner at forsøge mig på (og håbet er lysegrønt: hendes faste anmelder er netop rømmet til Kristeligheden).

Eske-festival!

Jeg kan slet ikke holde op med at være glad for Kritikerprisen til Eske Satie-bog. Og vil I ikke allesammen love mig at møde op i dag klokken 16 hos Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, det imposante hus på hjørnet, og være med til at råbe et high, high hurra!?

Og her er omsider et digt fra bogen, for den er sgu et hovedværk - af en ballonbog:

Går de fejl af hinanden?
Eller forstår de netop hinanden?

Elskværdigste Grevinde!
Jeg ønsker inderligt at dedikere
den tredje af mine Fem Grimasser til Dem.
Ønsker De at modtage min dedikation?

Med glæde, monsieur Satie. Dedikationen
vil jeg gerne have. Grimassen må De
godt beholde.

Jamen, ædle Grevinde! Den er er et hovedværk!

Ja, det plejer grimasser
jo at være!

- Stik hid!

Tillykke til Asger Schnacks Bebop også

med Kritikerprisen 2009 til Eske K. Mathiesens Bonjour monsieur Satie! Det er første gang et ikke-kommercielt lilleforlag - eller hvad vi skal kaldet det, I ved hvad jeg mener! - står bag den præmierede bog siden Peter Seeberg i 1970 fik Kritikerprisen for Arena-romanen Hyrder (gamle Rosinante, der udgav både Peter Høegs De måske egnede, 1993, og Jytte Borbergs Verdens ende, 1996, tæller ikke, for så skulle fx (gamle!) Borgen også tælle, og det gør de heller ikke).

Og, Asger, hvad med at tage en lille bunke Satie'er med i Kunstrådet i dag til let nedsat pris (bogen kan næsten heller ikke blive billigere: 150 kr.!), alle de universitære kolleger til Brandesprismodtager Erik A. (tillykke til ham også, for hans Poebog og Holbergbog i hvert fald!) skal pinedød have poesi med hjem i fjällräven.

Mathiesens formel

EN
HUMORESKE
I EN
TÆNDSTIKSÆSKE
ER EN
GAVEÆSKE

DVS.

EN
GAVEESKE
ER EN
HUMORÆSKE
I EN
TÆNDSTIKSESKE

Seks poetiske fakta* om kulturminister Per Stig Møller

Han er født samme år som Peter Laugesen (og min mor), 1942.

Han er magister og dr.phil. i litteraturvidenskab.

Han har skrevet disputats på fransk om eksilkritikeren Malthe-Brun

Han har redigeret antologien Erotisme.

Han er tidligere litteraturredaktør på B.T. og skribent på Berlingske Aften.

Han er far til digteren Asger Stig Møller.

* dvs. fakta, der kan få én til nære visse positive forventninger på poesiens vegne; en kulturminster er også poesiens minister.

Martin Glaz Serup i Tast-Manien

Martin Glaz har ovre i sit kornkammer http://kornkammer.blogspot.com/ et vittigt link til min indrømmet ret maniske og rundtossede blogpost nedenfor om Højholtforpligtelser betitlet (hvis man betitler et link, når linket rent teknisk ER titlen? bedre er vel så: et link med ordlyden) "Lars Bukdahl i Amfetaminien" (lige over et link til "Thomas Boberg i Venezuela", og det intertekstuelle link er naturligvis til Laugesens Katatonien), MEN HAN SKULLE NØDIGT LINKE, SKULLE HAN! Jeg sad i fredags og stavede mig møjsommeligt igennem hans med bittesmå typer bogstaverede, blå tekstcover til Per Bäckströms essaysamling om "Experimentell poesi" Vårt brokigas ochhellericke, som viste sig at være/illudere en komplet udskrift af sms'er sendt af Martin i løbet af et døgn, fra 00:00:40 den ene nat til 23:59:41 den anden, for hvad der ligner ca. to år siden. Og der er mindst - jeg opgav at tælle, det var hårdt nok at læse - 300 selvstændige text messages. Og selvom vi siger, at det er Martins personlige rekord (og derfor udvalgt til coveret), og at flere faktorer medvirker til at hidse frekvensen op: primært at mand og kone befinder sig forskellige steder i landet, må det kaldes imponerende; her en lille sekvens ved aftenstide:

18:36:01 Ja. Mail gerne, ser det - i morgen - og det er jo ikke fordi det er en katastrofe at have købt WA. KH M 18:37:01 Søndag tidligt er fint for os - så kan du blive til mandag, er det ikke der din ferie slutter? KH fra Herning, Martin 18:37:51 Status: Inga og Eliot kan en sang der kan drive dig til vanvid! 18:39::08 Nu er vi skredet fra opvasken og går aftentur! Vejret er dejligt! 18:39:17 Jeg sidder her med din mor og Tove ... Kys 18:41:31 Og Inga skal også tisse, så det var en kort aftentur! 18:43:16 Tak og vi ses lige om lidt

7 velformulerede sms'er til vistnok tre forskellige adressater på 9 minutter, mens der spadseres ind og ud af et hus! Det er teenagefart! Ingen tvivl om, at teksten som poetisk tekstartefeakt: readymade formindsket og udstanset til visuelt digt, er noget af et kup, men det er et kup, der ikke er helt uforuroligende, tast-manier, hvilket du kun alt for godt ved. Hyperaktive i alle telefonkæder, foren eder! Hastigt!

Mørk lakrids!

Anbefales:

Läkerol
DARK
The Liquorice Pastille
for Conoisseurs
(alt med guldtyper på den sorte æske)

Det vil for fremtiden være min yderste ros, den yppperligste superlativ, i anmeldelser og Hvedekornssvar:

(dette er ikke bare sort...)

Dette er mørk lakrids!

Højholtforsømmeligheder, Per Efterkrav

Fordi jeg for fanden skulle have skrevet min Højholtbog, Begyndere for Per Højholt, En læseinstruks, for to år siden og både havde skrevet kontrakt (og fået forskud) og haft bogen annonceret i Gyldendals efterårskatalog 2008 (major pinligt!), og fordi jeg i mellemtiden hele tiden ville begynde at skrive den færdig lige om lidt, har jeg været skrækkelig Højholtforsømmelig i de to år, for det skulle jo altsammen bare lige samles op, Højholtmæssigheden, når jeg sad dér og i ét forhåbentligt sus skrev mig gennem den bog, min bedste undskyldning har været Hvedekorn, som jeg overtog i 2008, men hvis jeg, som planen og aftalen er, skal være redaktør på det blad til mine dages ende, kan det jo ikke blive ved med at være en undskyldning, så kan jeg jo slet ikke få nogen bøger skrevet, og der er så mange bøger at få skrevet, for tre uger siden gjorde jeg mig helt klar til omsider at begynde at skrive færdig, rettede, opdaterede og fortroliggjorde mig med planen og første kapitels blueprint og genlæste 6512, andet kapitels "læsebog", og påbegyndte akkurat kapitlet, men selvfølgelig sprang jeg store idiot til siden akkurat i afsættet og genopstartede 1. februar bloggen, som jeg (midt mellem døgnets deadlines på WA), har skrevet manisk på siden, er dette post nr. 50?, tættere på overspringshandlingen som decideret forpulet GENRE kommer jeg ikke, til gengæld (som overspringshandlinger fra overspringshandlingen Bloggeri tilbage til hovedhandlingen H-bog, som jeg i stedet kommer endnu længere bort fra), har jeg fået samlet op på nogle af de sekundære forsømmeligheder, genlæst Bo Hakon Det skæves majestæt, 2008, læst brevudgaven Poetiske forposter, også 2008 og Stefan Kjerkegaards konkurrerende intro Hørbylundemanden, 2009, og fremfor alt har jeg omsider fået taget hul på rigdommene på Det Kongelige Biblioteks Højholt-side http://www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/hoejholt/index.html der inkluderer tre unge, utrykte digtsamlinger og udkastene til ikke fære end 14 trykte samlinger, det er et utroligt smart og lækkert, animeret bladrende system, der fremviser materialet, men jeg kan virkelig ikke sidde og læse (hånd- og maskinskrevet) poesi på en skærm, jeg bliver nødt til at skrive det ud, og det tager altså på selv en nok så photosmart printer, tid såvel som tryksværte, så foreløbig har jeg kun fået den første af de utrykte samlinger, Derude - Herinde, 1949, i hænderne, og nu har jeg også med samme hænder (i bogens aand) bævrende læst den, og det er jo ikke the lost surrealist eller bare 40-tal-samling, men stadigvæk en egenartet, minimalistisk-patetisk og purt billedfabulerende sag, som fortjener at blive en selvstændig læsebog i læseinstruksen, og fx er det her da uden videre og til hver en tid et fint, fint digt:

Nat som dagen
solen trængt ud i sidegaderne
omkring torvet
mens stjerneprocessionen
vandrer op gennem taarnene
og trapperne falder sammen

i søen lige bag ved landsbyen
svømmer en fisk
helt alene med vandet
og fiskene

Og blandt bon mot'erne i den sidste afdeling, "Splinter af et spejl", har jeg - måske! - fundet mottoet til min bog:

Et digt bør kunne læses fra siden!

Hvis det ikke snarere er anti-mottoet, således at mottoet nemlig bliver:

En bog skal læses en face!

Men hvad gør jeg lige nu? Hvor klokken nærmer sig 12, og jeg ikke kan strække denne blogpost meget længere? Og jeg ikke har nogen akutte anmeldelsesbøger. Færdigskriver jeg kapitel 2 og påbegynder kapitel 3, så jeg i det mindste er ordentligt I GANG? Jeg kan alligevel ikke nå at blive færdig-færdig inden min Kina-rejse om halvanden uge, som planen var for tre uger siden, men heldigvis har jeg fået en deadline til 1. juni på en lille Hans Otto Jørgensen-monografi til Arena, og Højholt´skal dermed pinedød blive færdig senest midt i april, og det når jeg stensikkert hverken eller, men det kunne være skønt at nå det CIRKA. Eller jeg kunne skrive samleanmeldelse til WA af Bo Hak/ brevsamling/ Kjerkegaard, men ville det ikke bare være endnu en falsk begyndelse på færdigskrivning, der sagtens kan vente til i morgen eller i overmorgen? Inde på KB's side lige før fik jeg sprunget mig over i fortegnelsen over Højholts bogsamling http://www2.kb.dk/elib/mss/hoejholt_bogsamling/lyrik.htm hvor mystisk nok Dan Turèll kun er repræsenteret med 1 dedikation, i Drive-in digte:

De kærligste hilsner til Hørbylunde fra en høstarbejdende vesterbrobonde

Pral 3

16:19 modtog jeg syv drømme af Helle Helle, hvilket er voldsomt mange drømme på én gang, en veritabel drømmeoverflod, dream overload - hvordan skal der i nat blive plads til mine egne?

Metamorderisk

Læren af Michael Hanekes Funny Games US, set på dvd fredag morgen: Jo kirurgisk knappere metaen, jo brutalere effekten. 2 små monologer til kameraet, midtvejs og mod slutningen, og 1 sen tilbagespoling og sletning (af forløsende mord) = 2 ørenfigner og 1 mavepumper! Og pludselig har jeg fået metaangst, altså angst for meta: Da jeg i aftes så Guillermo del Toros rigeligt unheimliche Djævlens rygrad, var jeg hele tiden mest bange for, at det lille, blege drengespøgelse ville henvende sig til MIG med sine onde profetier ...

Zpejlinger

I sin 4 hjerters-anmeldelse i Politikens bogtillæg igår af Mathilde Walter Clarks forførerroman Priapus bekender Mikkel Bruun Zangenberg at han "lidt for ofte" føler sig "ramt af Clarks portræt" af en forfører, men det, tror jeg, er (typisk mandlig = ja, jeg er sgu en værre forfører!) ønsketænkning. Hvad, Zangenberg genkender og ømt spejler sig i, er snarere romanens uudholdelige stilholdning - i en blogpost nedenfor, "Abstrakt læselyst / Marius & Kaktus", uden navns og titels nævnelse karakteriseret som "viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul" - som han i anmeldelsen antyder visse forbehold overfor, der imidlertid straks fejes af bordet igen , med formuleringer, der nemlig selv er i værste forstand "barokke broderier", kælent overgjorte - og vel derfor (affejningen, jf. curlingsspilleres affejning af/til den spejlblanke is)!:

(...) fortælleren er måske også en anelse for forelsket i sin egen sans for barokke broderier. Men det er petitesser og pedanteri af den slags, som i teksten påfaldende ofte tilskrives en karikatur, der ryger pibe og er iklædt tweedjakke - så Gud forbyde, at vi her skulle gøre os skyldige i den synd. Som mand føler jeg mig lidt for ofte ramt af Clarks portræt - og det er vel at mærke en cadeau. Rummer "Priapus" nu sandheden om den mandlige forfører? Får Cordelia det sidste ord? Næppe, her er ingen nemme sandheder at få ved disken.

Stilholdningen, Clarks og Zangenbergs, i to ord (og ét retorisk spørgsmål): Cadeau? Næppe!

Og i mit fordomsinventarium er det sgu da en stilholdning, jeg lige akkurat forbinder med pibe og tweedjakke, men sådan er det nok med fjendebilleder: helvede er de andre rygende pibe og iført tweedjakke.

Fortolket fodnote til et hestehul

Hestehullet

Det var dengang, drengen var ude og bade sammen med sin kusine. Hverken drengen eller hans kusine var begyndt i skolen. Det var en meget varm søndag eftermiddag, hvor de var taget på familieudflugt med kaffe og saftevand og smurte boller. Mens børnene badede sad de voksne og snakkede på deres medbragte klappe ud-stole. Det var ved fjorden, der var lavvande. Drengen og kusinen gik længere ud, men det gik dem stadig kun til knæene. De gik længere ud endnu, da de så ind mod land, var de voksne bare som nogle små prikker, hvis de havde kaldt på dem, havde de ikke kunnet høre det. Pludselig blev det dybt, det var et hestehul*. Drengen strakte tæerne ud, men kunne ikke nå bunden. Han sank dybere, vandet over hans hoved blinkede, men han kunne ikke komme op og få luft. Han slugte vand og gik i panik, fægtede med arme og ben. Og lige som han troede, at nu ville han drukne, at han aldrig mere skulle se sin mor og far, fik han fodfæste. Han var reddet, men skammede sig over at have været ufrosigtig, og derfor fik de voksne aldrig noget at vide om den dag, han var gået i hestehul.

- fra Hans Otto Jørgensen og Maria Wandels Vand blod tis og maskiner, 2010

*
Væld nedefra kan bløde det fine sand i strandkanten så meget op, at det bliver flydende og løst helt ned. De enkelte sandskorn slibes ved denne evindelige kværnen efterhånden runde og glider desto villigere fra hinanden og lader hvad som helst tungt passere ned imellem sig.*

- fra Per Højholts Praksis, 8: Album, tumult, 1989

*
Så er det, man begynder at spørge, hvad det mon er for "væld nedefra" i sindet, der kan bløde det op, så hvad som helst slår ind og synker ned i det? Skulle det mon være sprogets evindelige kværnen igennem et liv, der sliber ordene runde og altbetydende, og at det derfor er ind og ned i sproget, man kan synke og forsvinde med sin eksistentielle tyngde?

- fra Bo Hakon Jørgensens Det skæves majestæt, 2008

Frit indemuret, eller frimurreren

(dette er ikke et readymade- eller konkretdigt, det er bare for, at det vildt og kosteligt perfekte faktum, outet i WA Bøger i dag, kan synke ind, men hvis I virkelig ikke kan lade være, er I velkomne til at messe det, faktummet, iklædt kjole og hvidt og med en kutte over hovedet:)

Digteren Lene Henningsen har i 10 år arbejdet som sekretær og oversætter for Den Danske Frimurerorden. Nu formidler hun en bid af sin viden i den første frimurerbog for børn.

Selvfølgelig!

Digteren Lene Henningsen har i 10 år arbejdet som sekretær og oversætter for Den Danske Frimurerorden. Nu formidler hun en bid af sin viden i den første frimurerbog for børn.

Selvfølgelig!

Digteren Lene Henningsen har i 10 år arbejdet som sekretær og oversætter for Den Danske Frimurerorden. Nu formidler hun en bid af sin viden i den første frimurerbog for børn.

Selvfølgelig!

Digteren Lene Henningsen har i 10 år arbejdet som sekretær og oversætter for Den Danske Frimurerorden. Nu formidler hun en bid af sin viden i den første frimurerbog for børn.

Selvfølgelig!

Digteren Lene Henningsen har i 10 år arbejdet som sekretær og oversætter for Den Danske Frimurerorden. Nu formidler hun en bid af sin viden i den første frimurerbog for børn.

Naturligvis! Men hvordan får jeg (ikke!) fingre i den frimurerbørnebog, og i hvilken indianerstamme i Amazonas helt præcist arbejder Karen Marie Edelfeldt, pist forsvundet i 5 år, som sekretær og oversætter og regnmager?

Pralhalsstarrig

Jeg vil bare gerne lige prale med, at Hvedekorn nr. 3, 2009, der hårdt nok er nyeste nummer (og kun næstsidste nummer på Borgen) idag får en femstjernet anmeldelse af min yndlingslyrikanmelder (næstefter mig selv) Jørgen Johansen i Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/boeger/poetisk-overskud hvori det bl.a. hedder:

Mens Hvedekorn er på vej mod store flyttedag, fra Borgens Forlag til Rosinante, demonstrerer tidsskriftet betryggende poetisk overskud. Det nyeste nummer blander fint kortene, så debutanter og garvede Hvedekorns-folk mødes, og en enkelt udlænding [nej, det er en kompliceret udlænding, Raymond Queneau! LB] kigger indenfor. (...) Og så er der altså fire debutanter i nummeret, Louise Harbo, Karsten Wraae Larsen, Stefan Christensen og Lea Løppenthin, alle en varm velkomsthilsen værd. Institutionen »Hvedekorn« med Lars Bukdahl som aktuel førstelæser fortjener fem stjerner.

Jeg vil også gerne citere stjernerne:

* * * * *

SCORET! SET! SET!

Min kommentar i dagens WA Bøger, "Forventningens slæde", continued:

Jeg nåede 12:30-forestillingen i Dagmar, og Shutter Island skuffede
i
k
k
e

(det er så meningen af 'i k k e' skal ligne den svimle vindeltrappe i et ufremkommeligt fyrtårn, hvor farlige psykiatriske patienter lobotomiseres til en anti-kommunistisk krigerrace, kan I godt se)

grim grimmere grimet

I en anmeldelse til Ekko af Nicolas Windings film Valhalla Rising kalder jeg filmen(s første kvarter kun) for "en fuldt overbevisende vikinge-samurai-film, grimet og pågående brutal (...)" - min filmredaktør rettede så "grimet" til "snavset" med kommentaren "Er det det engelske ord for snavset, du bruger her. Jeg foreslår, at du skriver det på dansk". Men 'grimet' er et godt, gammelt, kærnedansk ord, der, som ODS formulerer det, betyder: "som har sorte (snavs)streger ell. strimer i ansigtet; sort, sværtet el. snavset (i ansigtet); ogs.: sortsmudset" (perfekt citat af Grundtvig er inkluderet: "den grimede Giæst, med samt hans lappede og skidne Bonde-Trøie"). Så - no fucking way!

Krt

Jeg glemmer altid det første i i kritisk, kritik, kritiker, sigende nok, prøv selv: krtisk, krtik, krtiker.

Mailemnepoesi

kommentator fundet!
SV: komentaaaar!
komentaaaar
SV: Hvedekorn i testklubben
SV: [Fwd: SV: Modernisering af badeværelse]
Shanghai Litfest - introducing Your Elf
Helle Helle sent you a message on Facebook
SV: følgeseddel
THE TRAVELLERS BOX
valhalla igen igen
SV: SV: SV: SV: SV: nr. 4 - last rites
onsdag og mad
korrektion
SV: Modernisering af badeværelse
SV: Kort præsentation til DLM
Re: Hvedekorn er flyttet hjem til dig
SV: SV: SV: SV:

Pral 2

08:15 modtog jeg endnu et digt af Peter Nielsen, dette med titlen "Landskab nær New York" (samtidig blev titlen på det første digt ændret til "Hermeneutisk notat"), at I bare ved det!

Pral

17:07 modtog jeg - i min egenskab af redaktør for Hvedekorn, men stadigvæk - et splinternyt digt af Peter Nielsen, der hedder "Indkapslet i deres biologi", og som jeg foreløbig vil holde for mig selv, ha!

Intimblænder

Jeg forbliver anfægtet af Maja Lucas' Katrines hånd, eller jeg blev anfægtet påny, da Maja Lucas' Katrines hånd i fredagens WA Bøger kombinerede sig med Susanne Bjertrups interview med Maja Lucas om hendes bogs virkelighedsbaggrund, "Sidste udkald", lige over min anfægtede anmeldelse af bogen selv. Og hvad er det også for en hasten ud i dobbeltkontraktindgåelse hos selv den smalleste forfatter, lige så snart en journalist møder op med en mikrofon: Nemlig, min bog om hvordan en ung kvinde, Sarah, oplever sin stedmor Katrines kræftsygdom og død er baseret på min egen oplevelse af min egen stedmors kræftsygdom og død for et års tid siden, og lad os tale inderligt sammen om at opleve sin stedmors kræftsygdom og død, så det er umuligt for læserne at finde ud af, om det er bogen eller virkeligheden, der bliver talt inderligt om. Jeg (og det er så atter mig LB) foreslog tidligere på dagen min ven Jens, at han burde lave et fiktivt brud på dobbeltkontrakten, når han senere på foråret skal interviewes i hoved og røv om sin soldaterroman Bombaygryde: Nej, jeg har sgu aldrig været i kamptropperne på Bornholm, ha, ha, ku' I lige se mig dér, jeg var militærnægter på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Jeg (og det er så atter mig LB) kendte ikke til interviewet med Maja Lucas, da jeg skrev min anmeldelse, derfor måske'et i følgende passage: "Der er ikke noget, der for alvor er forvirret eller pinligt eller forkrampet eller grotesk eller bittert. Hvilket igen er dejligt for og i den virkelighed, der måske ligger bag, men ikke for den fiktion, den virkelighed er formateret til. " Men hvorfor skal vi høre om virkelighedsbaggrunden, og hvad forskel skal fiktiviseringen egentlig forestille at gøre for os menige læsere (der findes også privilegerede læsere, nemlig familien, som har reageret "Overordnet postivt. Det var en forudsætning for overhovedet at udgive den", hov, det er da vist ikke et kunstnerisk hensyn) - nu, efter dobbeltkontraktindgåelsen? I interviewet står der følgende om skriveprocessen: "Hun skrev i desperation. (...) Skrift var det halmstrå, hun havde at klynge sig til. Skriften var det hun kendte (...) Hvor der før var en levende kvinde, er der nu en roman, der gengiver sygdommens forløb i kunstnerisk bearbejdning. Stakken af oprindeligt private notater er blevet beskåret og arrangeret til et litterært værk, der forstørrer visse aspekter af forløbet og formindsker andre. " Men altså ikke decideret fiktiviserer eller laver om (for ikke at sige forløjer)? Den eneste (for menige læsere) kontrollerbare fiktivisering er, at Maja i bogen hedder Sarah, den eneste kontollerbare udeladelse er, at det ingen steder nævnes eller ekspliciteres, at Sarah/Maja skriver private notater om sine oplevelser med sygdommen og den syge undervejs, og dermed heller ikke, hvorvidt de små og større jeg-fortalte tekststykker i præsens, der udgør bogen, i fiktionens kontekst er at betragte som (fiktivt!) ubearbejdede eller kunstnerisk bearbejdede udgaver af sådanne notater. Og hvorfor nævnes/ekspliciteres det egentlig ikke? Måske fordi det vil indføre en konkret og formel (og potentielt dæmoniserende: for hvornår præcist går skriveprojektet fra at være et "desperat" projekt til at være et bogprojekt, før eller efter døden?) distance i en tekst, der fortæller os, at der netop ingen (af steddatter-stedmor-relationen genereret) distance er mellem Sarah og Katrine, og at der ingen forskel i (mangel på) distance er mellem Sarah og Katrines biologiske børn? Men det er måske netop den distance(forskel), der muliggør private notater og litterariseret bog? I interviewet taler Lucas om, at i hvert fald hun " blev opmærksom på, hvem, der var forældre til hvem. Selv om jeg stod hende meget nær, var hun trods alt ikke min egen mor på samme måde, som hun var mor for mine stedsøskende." Den forskel fremgår bare ikke af selve bogen, ud over altså måske af bogens faktum. Lad mig til sidst privatisere blogposten: Min egen mor døde for halvandet år siden efter et parallelt sygdomsforløb, og jeg kunne hverken dengang eller nu drømme om at skrive, fiktivt eller faktuelt, på eller om det virkelighedsstof; det ville krænke både min egen blufærdighed og min mors, og derfor blev jeg ved læsningen af Lucas' roman umiddelbart stødt (over min fornemmelse af rimelig direkte virkelighedsbagggrund), men det var og er jo ikke en følelse, jeg kritisk kan bruge til noget: det ville være en sølle dansk samtidslitteratur, der skulle indrette sig efter MINE grænser for, hvad JEG kan skrive om og på. Min kritiske anke mod bogen som kunstværk er og bliver, at kombinationen af (for) harmonisk indhold og (for) smagfuld form giver et spændingsløst, nær-kitschet resultat. Og så har jeg ikke ret eller grund til at gætte på, om harmonien er for god til at være sand (og altså skyldes steddatter-distancen og/eller hensynet til de privilegerede læsere, familien) eller snarere for god til ikke at være sand (altså at sygdomsforløbet ind til benet var sådan som det beskrives i bogen 1:1) . Men efter WA-interviewet er det i orden, synes jeg, at overveje, om det ikke var blevet en både sandere og bedre bog, hvis notatskriveriet var blevet skrevet ind i fiktionen som en dynamisk anfægtelse af og for læser og forfatter. Synes I ikke?

Hvor blev du af, Charles Carlsen?

Opsang

Smid Mismodet ned i en Kælder,
klyng Sorgerne op i et Træ
og lad den fornuftige grine
og kalde dig Dosmer og Fæ;
thi her i vor Samling skal Glæden
bortskylle de traurige Tanker
og tappes af bankende Hjerter,
som Kromanden tapper sit Anker.

Ja, kom, der er Plads i vor Stue,
naar Solen har glødet sig træt.
Saa henter vi Solskin fra Sjælens
solspekterbesmurte Palet,
og saa maa der larmes og støjes,
saa meget I lyster og orker,
om saa vi skal vække de sløve,
der ligger i Halmen og snorker. -

Charles Carlsen

- fra Vild Hvede no. 2, december 1930

Prosaidealisme og poesirealisme

På vej i s-tog til den kinesiske ambassade i Hellerup i forgårs læste jeg Christina Hesselholdts novelle "Han skulle være aldrig steget på toget" i februar-nummeret af Ud & Se http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2010/02/ og måtte atter konstatere , at Christina Hesselholdt lige nu er mit personlige kritiske prosaideal: sådan som hun skriver sin skønlitterære prosa, drømmer jeg om at skrive min kritiske prosa: anmeldelser etc., ikke kun på grund af parenteserne, men også på grund af dem, og på grund af syntaksens springskhed og på grund af semikolonerne (og på grund af semikolonerne i parentserne!):

En mand steg at toget. (Det er vores mand, og han holder af ordet 'steg', som taler om et langsomt værdigt bevægetempo, der passer til hans tyngde, hans tresårs-alder; men han kan også lide ordet 'entre', som bare betyder at 'træde ind', men lyder af noget langt vildere, han henholdsvis 'steg og 'entrede' her i livet. Hans nevø entrede, udelukkende). Først var han steget på toget på Nørreport Station, så var han steget af i Hillerød og derefter atter steget på et tog: det. der engang hed et bumletog, eller en gris (hvorfor?), men som nu er strømlinet og bevæger sig glidende og hedder et lokatog (sørgeligt for en dyrker af dengang). Heller ikke i dette tog kunne vinduerne åbnes, han kunne ikke stikke næsen ud og lugte: Nu er jeg kommet på landet

Som udgangspunkt for tyve år siden, da jeg skrev kritik i Kristeligt Dagblad og Christina Hesselholdt gik på Forfatterskolen og debuterede med Køkkenet, gravkammeret & landskabet, havde jeg helt anderledes målrettet nys om idealet end hyper-minimalistiske hende, men så skiftede hun gennem flere spring radikalt prosaretning, og på et eller anden tidspunkt i løbet af de sidste fem-ti år overhalede hun mig bare og skrift-legemliggør nu - som excentrisk bedst: som senest i DSB-novellen og første halvdel af Camilla and the Horse - idealet uden videre. Og jeg er meget stolt af at have et uddrag fra hendes kommende fortællekreds, der angiveligt er ren Camilla, med i Hvedekorn nr. 1. 2010 til april.

Mit skønlitterære (prosa- og) poesiideal kunne så passende og fikst nok være Louis Jensen, der kosteligt interviewes (og fotograferes) i samme nummer og præsenterer en spritny firkant, nemlig denne mildest talt ideelle:

En syv hundrede og første gang da jeg sad ved mit spi-
sebord faldt alle mine 36 tænder ud af munden. Fryg-
teligt! Vi så på hinanden. Var vi forskrækkede? Yes! Så
sagde jeg: Nu da I ikke længere har fast arbejde i min
mund, skal jeg hjælpe jer med at få nyt arbejde. De
4 visdomstænder blev ansat på Aalborg Universitet. 12
fik jeg meldt til en fodboldturnering. En fortand blev
målmand. 1 blev præst. En fra overmunden og en fra
undermunden giftede sig. De havde altid tygget sam-
men og kunne ikke undvære hinanden. 3 kindtænder
blev ansat hos Føtex. En blev postbud i rød uniform. 12
fandt selv et arbejde, og den sidste ansatte jeg som sne-
rydder. Men én ville ikke ansættes. Den rejste alene ud
i den vide verden. Det er den, der sender mig postkort.

Smil reelt i et s-tog!

Hvad er kunst så lige?

Senere i dag, klokken 15, deltager jeg i en såkaldt champagnesalon i KafCafeen, hvor min WA-kollega Poul Pilgaard Johnsen skal udspørge mig om, hvad kunst er, og jeg har lovet ham inden klokken 10 at give et foreløbigt bud her på bloggen -

------- men først, meddeler min kære hustru, skal vi tage mega-opvasken efter det animerede selskab i går -----

- tilbage igen, og here goes:

kunst er
knast,
kunst er
knyst,
kunst er
knust
kants-
ten re-
konst-
rueret

Nej, det er et dårligt (fordi) poetisk svar.

Kunst er en attraktiv og særlig unyttiggørelse af et materiale, ord fx eller hår, fordi eftermiddagens anden gæst er frisøren Gun-Britt Zeller om hvem værten hævder, at hun "har en kunstners tilgang til sit håndværksfag". Og i forhold til ting/værker, der også kan/skal bruges til noget, anmeldelser, supper, kopper, kjoler, huse (hår bruger man jo faktisk ikke i den forstand til noget, det skal vel i og for sig bare sidde fast på hovedet ... ligesom et digt i en bog skal sidde fast på papiret, men selvfølgelig kan hverken fritflyvende frisurer eller fritflyvende digte udelukkes) er kunsten vel det eventuelle attraktivt og særligt unyttige ekstra. Ja, vi kommer altså ikke ud over det lommefilosofiske gruk-stadium (som er et temmelig lavt stadium) denne formiddag, men så meget desto mere illuminerende kommer refleksionen til at boble om de her kun fem timer, tror vi på.

VÅDT PÅ GEJL

KRITISK MANIFEST - TRIPTYKON

I
Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at det er foranderlige tider, vi lever i. For en stor medievirksomhed som Berlingske Media repræsenter det udfordringer, men det åbner samtidig for op for en verden af nye muligheder. Og dem har vi tænkt os at udnytte. Vi har sat barren højt, og hvis vi skal leve op til vores egne målsætninger, er det afgørende, at vi i det daglige navigerer efter de samme ledelsesværdier. I år har vi brugt kræfter på at nedfælde et helt nyt sæt ledelsesværdier, der matcher den virkelighed, vi lever i. AMBITION er en central værdi. Arbejder man i Berlingske Media er det ud fra et bevidst valg af en karriere, man brænder for - ikke blot en beskæftigelse. Som leder skal man konstant udvise kundefokus og forstå, hvad der skaber værdi for kunderne og os. Man skal besidde MOD, EVNE og VILJE til at træffe beslutninger - også de svære - og føre dem ud i livet. INVOLVERING er også et nøgleord. Ikke mindst i form af opstilling af mål og opnåelse af dem gennem delegering, opfølgning og coaching. Og så skal kunne omfavne alle facetter af innovation. Fra udvikling af mere effektive arbejdsmetoder til udvikling af helt nye produkler.

II
Berlingske Media ville ikke være nået så langt, så hurtigt i sin transformation af virksomheden uden et hold af engaegrede og dygtige medarbejdere. Berlingske Medias ledere og medarbejdere har forstået nødvendigheden af i krisetider at øge produktiviteten og gøre tingene anderledes, og deler ambitionen om at blive Danmarks mest dynamiske og innovative mediehus. Fra processen startede og til i dag, er der sket et kvantespring i vores evne til forundring, nytænkning og det at håndtere en helt ny virksomhedskultur. I løbet af de seneste to år er vi blevet dygtigere til at samarbejde på tværs, se nye muligheder og tage dem som en udfordring. Der er sket en betydelig opgradering af den samlede medarbejderstab med nye kompetencer og færdigheder. Der er en imponerende stærk vilje til at bringe vores forskellige projekter i mål, og alle bidrager til virksomhedens samlede bedste. De nye muligheder i markedet er ved at gå op for os, og der er blevet kortere vej fra ord til handling. Det er både sjovt og ind i mellem hårdt. Derfor skal der store ambitioner til for at være en del af Berlingske Media.

III
I Berlingske Media er vi heldige at have et væld af forskellige kunder. Mange er abonnenter, nogle er annoncører, nogle er digitale brugere og flere har købt forbrugsvarer hos os. For at stå stærkt i konkurrencen er det afgørende, at vi forstår kunderne og kommer tæt på dem. Målet er at forbedre vores kunderelationer på en række områder. Der har vi igangsat et ambitiøst, tværgående 'Kunden i centrum'-projekt, som skal sikre, at vi øger relevansen af vores tilstedeværelse i en række specifikke kundesegmenter - f.eks. indenfor feltet POESI ved at levere bedre og mere målrettede nyheder og produkter. Tanken er at skabe et mindset, hvor en privatperson ikke bare ses som læser eller netbruger, men som en kunde med mange forskellige behov og interesser, som vi har mulighed for at tilfredsstille med printindhold, digitale produkter, læserarrangementer, sevices og forbrugsvarer. Vi arbejder nu ud fra et løfte, som skal give vores kunder oplevelsen af at føle sig genkendt, velkommen og personligt værdsat - hver gang de er i kontakt med Berlingske Media.


[ordlyden hentet i Berlingske Medias årsskrift 2009 GODT PÅ VEJ, uddelt til samtlige virksomhedens medarbejdere; et enkelt sted er ordet SPORT skiftet ud med et andet ord]

snevit 8

sneen
tynger
leen

(feen
bøjer
skeen)

Gavegenbrug

Apropos debatten om kunststøtte i Information og et sted nedenfor er her en artikel, jeg skrev for fem år siden til en bog, der fejrede Statens Kunstfonds 40 års-jubilæum, og jeg synes, jeg har absolut ret stadigvæk:

GAVEGIVERI INC.

På Velvet Undergrounds plade nr. 2, White Light/White Heat, 1968, finder man det kuriøse, 8 minutter lange nummer ”The Gift”, ”Gaven”. Teksten, et stykke kortprosa forfattet af Lou Reed tilbage i collegetiden, reciteres monotont og sirligt af John Cale til akkompagnement af en elegisk blanding af hvid støj og solid rock’n roll. Historien i teksten er den, at ungersvenden Waldo savner sin kæreste Marcia, som er taget væk til et fjernt college, så forfærdeligt meget, at han sender sig i en pakke til hende. Marcia på sin side savner ikke Waldo synderligt, hun sidder på sit collegeværelse med sin veninde og milde moralske tømmermænd, da pakken med Waldo ankommer. Efter flere forgæves åbningsforsøg hugger veninden Sheila af alle kræfter en saks gennem papiret og pappet og foringen og lige ned i Waldos hoved!
Jeg har altid syntes, at den historie var et glimrende, præcist og ironisk billede på produktionen og receptionen af kunst, herunder sprogkunst: Man sender sig selv til den elskede (omverden), omhyggeligt pakket ned i en kasse, og modtagerens frustrerede forsøg på at få hul igennem resulterer til syvende og sidst i et hul i hovedet på en selv.
Jeg vil i denne forbindelse, Statens Kunstfonds 40 års jubilæum, lægge vægt på titlen ”Gaven”. Kunstværket som en gave. Som man så kan reagere mere eller mindre adækvat i forhold til. Men hvis det er en god gave – og det er jo i Waldos tilfælde diskutabelt, en saks i hovedet havde han nu ikke fortjent – så er den adækvate reaktion taknemlighed. Og det er min simple pointe: At kunstværker er gaver til almenheden, som i skikkelse af staten har at vise sig taknemlig ved at give en gave igen, som kan opmuntre kunstneren til at levere endnu en gave, som staten kan reagere på med en til gave. Så har vi gang i en rigtig gavekamp eller gavefest, det indianerne kaldte en ”potlach”, og som ifølge mit leksikon nogle steder antog ”groteske former”. Efter min mening kan gavefesten ikke blive grotesk nok, og det gælder begge gavegivere: Lad os skrue generøsitetens volumen op på 11!
Lige for øjeblikket er topmålet af statens taknemlighed den livsvarige ydelse. Det er i princippet en gave, der virkelig er til at tage og føle på: Penge i nakken resten af kunstnerens dage. Men for det første er det for galt, at det er indtægtsregulerede penge: Hvem har nogensinde hørt om indtægtsregulerede gaver? For det andet er det bare alt for få penge, hvor meget det nu end er: Det skal pinedød da være alt, alt for meget af gode, for det er lige præcis, hvad kunstnerne forventes at præstere. Og for det tredje er det ikke sjovt eller retfærdigt i forhold til gavekampen, at gaven forbliver på det samme beløb livstiden ud: Kunstnerne motiveres ikke til at overgå sig selv, når statens gaver ankommer i one-size på samlebånd. Jeg mener, når store kunstnere sent eksploderer fantastisk, som f.eks. da Per Højholt omsider barslede med monstret Auricula i 2001, så burde statens pengegave af ren taknemlighed mindst fordobles.
Jeg synes også, at staten bør overveje at udvide gavegivningen til naturalier og serviceydelser og særlige begunstigelser. Det burde være en selvfølge, at gode kunstnere til hver en tid kan banke på hos overborgmesteren og bestille rådhuspandekager. Eller hvad med pludselige, uvarslede forsendelser – apropos ”The Gift” – med luksusartikler: Chokolade, cigarer, pelse, parfume, charmeklude, manchetknapper. En diamantbroche til gengæld for en fremragende digtsamling! Fordi kunst også er luksus, den højeste og nødvendigste, absolut overflødighed. Jeg kommer her i tanke om en anden sigende yndlingstekst om gavegiveri, Per Højholts digt ”En lagkage til overs” fra samlingen Praksis, 1: Revolver, 1977:

Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth
som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker
til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen
Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film
mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af
lagkager længere inde i biografen til alle de andre
som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film
og spise lagkage og nikke op til billedet i mørket

Kunststøtte er at sidde inde i mørket og række rækker af lagkager videre til bl.a. og ikke mindst Per Højholt og Jørgen Leth. Kunst er, at der altid er en lagkage til overs, selv efter den mest grundige børnefødselsdag!
Nogle gange kan jeg som kritiker godt bliver så positivt overrumplet af en bog, at jeg fattes ord og helst bare vil fremhviske et: Tak! Det kunne selvfølgelig se meget fint ud på avissiden med kun et fattigt ord i overstørrelse, men det går heldigvis og desværre ikke. Heldigvis, fordi de glædeligste bøger (der i min bog også er de bedste!) fortjener at få en rigtig lang og grundig klamamse med på vejen. Det er nu engang sådan en kritiker bedst viser sin taknemlighed: Ved at forære læserne (og forfatteren) et forslag til en klargørende formel for bogens fremragendehed: Et gave-røntgenbillede (sådan et kunne Waldo nok have haft brug for). Derfor er det også godt at vide, staten sørger for et ordløst, men til gengæld klækkeligt tak i form af penge i nakken, og som sagt helst rigtigt mange.
En bog, jeg var stærkt taknemlig for, fordi den kom efter 13 års lyrisk tavshed, var Jørgen Leths Billedet forestiller, 2000. Billederne i digtsamlingen forestiller i de fleste tilfælde hans andet eller alternative fædreland, Haiti, hvor man på en helt anden selvfølgelig måde end herhjemme opererer med gaver i forretnings- og følelseslivet. Min tredje yndlingstekst om gavegiveri er digtet ”Køleskabet” fra Billedet forestiller, for hvis man nu vil gemme sin lagkage, kan man blive nødt til at have et køleskab:

Summer, det åbnes og lukkes, det er tændt, det har produceret
isterninger, det rummer madrester, coca cola og øl, samt medicin,
det er en fæstning i huset, adgang for få betroede. Man kan nå frem
til det ved at gå ned ad trapperne og bevæge sig hen forbi møbler-
ne i det store rum og bag ved barrieren. Det står og summer, und-
tagen når byens elektricitet er ude af drift og hele huset forstum-
mer, og vandpumpen er gået i stå, inverteren ude af stand til at
invertere opgemt strøm, telefonen død, og den evige eftermiddag
er sat ind og får alting til at flyde ud og være ligegyldigt.
Glem ikke mit køleskab, sagde den unge kvinde, som fik sit velfor-
tjente køleskab båret op ad den stejle skråning og anbragt i sit lille
rum med sengen og ventilatoren og det lille gaskomfur.
Når den evige eftermiddag breder sig ud over byen og forvandler
køleskabene i husene og i hullerne i muren til tavse monumenter.

Kunststøtte er et køleskab til lagkagen og en lagkage til køleskabet. Kunst er (når digteren siger:), når den evige eftermiddag breder sig ud over byen og forvandler køleskabene i husene og i hullerne i muren til tavse monumenter. Hvilket nemlig er lige så sandt, som det er skønt. Takket være digteren Leth.
Uden virkelig eksorbitante beløb og luksusartikler er statens gave lig med smør på brødet. Dvs. helt elementært: Tid. for måske er tid penge, men penge er i hvert fald tid. Tid til at lave kunst i stedet for at lave alt muligt andet. At Tænke Sig-digteren Didrik Skelet (pseudonym for Hans Ditlev) formulerede problemstillingen således i 3. samling af sine 100 ultra-short-stories, 1946: ”Der var en digter, der var langt forud for sin Tid./ Og derfor var han ogsaa lang bagud med sin Husleje./ Aa ja.” Og bortset fra, at jeg alvorligt talt går ind for eksorbitante beløb og luksusartikler, er det da svært at forestille sig et mere passende udtryk for taknemlighed end et stykke tid på en sølvbakke (hov, der kom luksusen ind igen).
Jeg vil slutte med min fjerde yndlingstekst om gavegiveri. Ligesom Velvet Undergrounds ”The Gift” handler teksten om en postbud, der kommer med en pakke med nogen indeni, men bare rolig, denne her ender godt. Det er digtet til bogstavet P i Halfdans ABC, 1967, en bog, som Danmark har god grund til at være Halfdan Rasmussen evig taknemlig for:

Postbud – postbud
med den røde jakke,
ring på min dør nu
og bring mig en pakke,
en pakke, der kan snakke
når jeg føler mig forladt,
en pakke med en rød lille
postkassekat.

ca. sytten dage på pippip

Hvorfor er Gasolins og Mogens Mogensens tekst til "Det bedste til mig og mine venner" - som jeg netop har hørt for 117. gang på dr-rock ude i køkkenet - så helt utrolig, gennemgribende perfekt, at jeg lige nu ikke tøver med at udnævne den til det allerbedste danske 70'er-digt? Det må være noget med dens fyndige og konkrete flimren, tror jeg:

Solen den går ned over gaden
stemmerne får tusmørkelyd
vi spiller bold mod facaden
og så med et der ryger min dyd
Og Floridor ja og Cellestin
de siger hva' ska' du ha' min dreng
jeg si'r det bedste til mig og mine venner, ja ja ja
Billy var på speed i Herstedvester
ca. sytten dage på pip pip
der var discofil-musik og skrigende gæster
og gamle venner på trip.
Og Floridor ja og Cellestin
de siger hva' ska' du ha' min dreng
jeg si'r det bedste til mig og mine venner
Sjakalerne de begyndte og grine
da de første ruder de røg
og drengene de gik på line
i crepe-de-chine og tøsetøj
Og Floridor ja og Cellestin
de siger hva' ska' du ha' min dreng
jeg si'r det bedste til mig og mine venner
Nerverne som glas på resteniler
skøjteløb på Bagsværd sø
kærlighed i kolde biler
og så er man sgu bange for at dø
Og Floridor ja og Cellestin
de siger hva' ska' du ha' min dreng
jeg si'r det bedste til mig og mine venner, ja ja ja.

Abstrakt lystlæsning / Marius & Kaktus

- det gode ved dårlige bøger er, at de giver mulighed for at opleve læseglæde helt rent: som det glædelige i bare at læse bogstaver på en side; det kan jo nemlig så ikke være på grund af de specifikke ord og sætninger, bogstaverne danner, at man sidder og glæder sig, men udelukkende på grund af læsehandlingen i sig selv, som nu i dag, hvor jeg fra cover til cover læste en ny, slet bog på 400 + sider, der udkommer i næste uge, jeg startede imorges og blev færdig ved 14-tiden, afbrudt af en mindre frokostpause, hvor jeg så en Daily Show-episode på computeren, og jeg tror også, at det var afgørende for renfærdigheden i læseglæden, at det var sådan en solidt lang roman, efter nogle uger hvor jeg primært har læst små, spjættende digtbøger, det var rart simpelthen at få læsemusklen ned i det seje, langmodige prosaleje -

- men selvfølgelig undgik jeg ikke - oven i og ved siden af den rene læsning - at lade mig enervere og intimidere: slet litteratur forbliver (heldigvis!) en provokation, ikke mindst når sletheden, som i dette tilfælde, stærkt insisterende prætenderer en viis og inderlig sophistication, der igen og igen viser sig aldeles hul. Det gjorde det så heller ikke bedre, at jeg i morges var kommet til at læse - jeg burde have vidst bedre! - Erik Skyum-Nielsens massivt patroniserende og afslutningsvist lige ud foragtfulde nedhegling af Marius Nørup-Nielsens digtsamling og pludselig forstod vi et levende suk i Informations litteraturtillæg:

Hvor meget jeg end må beundre digterens sans for abrupte vendinger og afskæringer af vers, ender jeg med at blive forstemt over digte, der så konsekvent skruer ned for traditionelle skønhedskvaliteter, og som så gæstfrit lukker op for 'heterogene' indfald. Når man snakkker sammensat kød og spørger, om det mon er lige så sundt, som det er trist at tænke, svarer politikerne nede i EU, at forbrugerne da bare kan sige fra over for produkter, de ikke bryder sig om. Det samme vil jeg gøre over for Nørup-Nielsens opgejlede ordklister.

- som sædvanlig har Skyum flere præcise formelle iagttagelser, hvilket som sædvanlig ikke forhindrer ham i at kløjes så grundigt i sine æstetiske og moralske kvababbelser, at det bliver umuligt for fx mig at genkende den melankolsk anfægtede og egentlig ret nedddæmpede digtbog, jeg troede at have læst og anmeldt for få dage siden; jep, Marius har sin stil, og det er på mange måder en drastisk stil, men det er fremfor alt hans egen stil, der forlængst er gået fra at være manér til bare at være stemme, hans egen 1-mandsstammes stemt stammende stemme - modsat forfatteren til 400 sider +-romanen, der spiller smart som smurt på kælent anonymt smørrebræd. Her en tilfældig lækker-fad sætning fra romanen:

Vi kan tænke hvad vi vil om (...), men vi kan ikke tænke noget, der var værre eller mere fordømmende end det, han selv tænkte, og da slet ikke denne smukke septembermorgen, hvor han var på vej hen for at bese en mulig location for en kampagne for sikkerhedssko.

Og her en tilfældig sær-kroget sætning fra digtsamlingen:

Det er ikke første gang, jeg havde medbragt egen belysning til et stævnemøde, men første gang/ jeg havde glemt rigeligt med/ forlængerledninger.

Den specificerer min læsning, uimodståeligt.

Hvedekorn er cut-up-sponsor

Hvedekorn bidrager med en til randen fyldt poetisk Irmapose til nedenstående gloriøse gentagelse af decembers uhørte Rådhusplads-succes, som det vil være virkelig uklogt at gå glip af:

Cut-up poetry – et sproglaboratorium
Tidspunkt: Lørdag d. 13/2 12.00 - 18.00
Hvor: Roskilde Bibliotek
Entré: Gratis
Kategori: Andet, Den unge, Den voksne
I december forsøgte verdens ledere at blive enige om en ny bindende klimaaftale I Bella Center. Lørdag d. 13. februar forsøger digterne Christian Bjoljahn, Mette Moestrup, Nina Søs Vinther og Martin J. Møller at danne rammerne for en alternativ klimadebat på Roskilde Bibliotek med arrangementet Cut-up poetry.
Roskildes borgere inviteres til at komme og sakse løs i gamle bøger, Kyoto-protokollen, COP15-”aftalen”, aviser, reklamer og meget andet for derefter at klistre dem sammen igen, og på den måde skabe nye former for digte og statements omkring klimaet.
Kom og deltag i dette åbne sproglaboratorium og find ud af, hvad der sker, når man klipper alle mulige gode intentioner, holdninger og litteratur i stykker og sætter det sammen på nye overraskende måder.-->

Debutantnavn for hire

Hiksten Narre-Vris

Cool forlagskuli

En glimrende overspringshandling er at klikke sig ind på presseservice - http://presseservice.gyldendal.dk/2010_03.aspx - helt nede i bunden på Gyldendals hjemmeside og tjekke ud, hvilke bøger der er at glæde sig til - at anmelde eller bare forbandet læse - i fx marts (i februar udkommer ikke en disse), der nemlig byder på både Bent Vinn, Niels Frank, Martin Larsen, Thomas Boberg, Laus Strandby Nielsen - og Mikkel Thykier, og hov, stop lige en halv, hvor er altså den usignerede slagstekst til Thykiers bog umanerligt fint og sjovt og personligt skrevet, og det er sågu da et novum, mere af det venligst og respekt til hr. eller frk. Anonym:

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig (24. marts)
DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG afslutter Mikkel Thykiers triologi DAGLIG TALE.
At skrive en salgstekst om Mikkel Thykiers bog er som at emballere en sky i en Tupperware. Det er meget svært at sige noget ikke-reducerende om Mikkel Thykiers bøger eller skriftpraksis, men Erik Skuym-Nielsen er en af de læsere, der har karakteriseret forfatterskabet meningsfuldt:
”At Mikkel Thykiers digteriske skaben ikke har tilvejebragt et [forfatter]-skab man kan gå hen og lukke op og plukke for bind efter bind, skyldes nok i første omgang, at han har et mildt sagt problematisk forhold til kategorierne Bogen og Genren, idet han helst vil tilvirke tekster, der handler og lever, frem for at høre op og dermed på en måde dø ud. Han vil hellere skabe plads end sætte et eller andet på plads.” (fra hans anmeldelse af ENTRÉ, 2009).
Men her er altså en regulær, traditionel bog, udgivet på et regulært, traditionelt forlag. Erik Skyum-Nielsen anbefaler at læse Thykiers tekster ”mediterende, nysgerrigt medtænkende”, og sådan er det faktisk ikke svært at læse den nye bog, DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG. Som i de foregående bind er bogens gennemgående træk to personers samtale, eller det vil sige: en person, der taler, og en der lytter, eller i al fald optræder med sit navn, som inkvittet i drama. Denne gang er Frederik den talende og Alma den tavse – indtil sidste side, hvor hun faktisk siger noget. Omkring de to opstår et tekstrum, der netop kan rumme mest muligt: Frederiks fortælling om en pige, han har kendt, og det forholds forviklinger, hans beretning om en musikfestival for udviklingshæmmede, hans tanker om sammenhængen mellem en musikers performance og hendes menneskesyn, hans tanker om politiske revolution og hans refleksioner over intimiteten.
Så lad mig bide i det sure æble og reducere Thykiers tekst radikalt: Den handler om intensitet og identitet og intimitet. På en intens, intim og identitetsundflyendende måde.

Den bog er lige pludselig blevet endnu mere forjættende!

8-10, godmorgen!

Her i morges klokken 6:50 hos 7-11 på Vesterbrogade meddeler ekspedienten mig, på svensk, at tilbuddet om tre croissanter for 20 kr. kun gælder fra 8 til 10, selvom der igår på selvsamme tidspunkt, men hos en anden, ikke-svensktalende, ekspedient ingen problemer overhovedet var i at udnytte tilbuddet. Det er forvirrende nok, at en døgnåben butik hedder 7-11, men at deres tilbud udelukkende gælder i dagtimerne fra 8 til 10, HVERANDEN DAG OG PÅ SVENSK, det er bare ikke i orden.



(på Østerbro, vil jeg vædde med, gælder tilbuddet for Carsten Jensen HVER DAG)

snevits 7

sneen er nusset som ret
ca. min søns tennisssokker,
han har lige været nede og
købe nye i Føtex, hvornår
åbner de en sneafdeling?

Intens cirkelslutning

I sidste års jubilæums-antologi Nye vinkler på et gammelt fag. Ti år med dansk i Kolding bidrager jeg som tidligere husforfatter med "Kolding-kantaten: Uh!", mens Maja Lucas som nuværende ph.d.studerende i Kolding signerer artiklen "Intensitet og kunsten at vurdere" , en præsentation af hendes igangværende ph.d.-projekt, der nemlig beskæftiger sig med kunstneriske vurderingskriterier i almindelighed og det besværlige, men populære vurderingskriterium 'intensitet' i særdeleshed. Jeg optræder selv, nu i rollen som kritiker, i artiklen (og dermed måske også den kommende afhandling) som eksemplarisk (og intens?) bruger, må det hedde, af intensitetskriteriet:

Også hos mange af nutidens kritikere og teoretikere spiller intensiteten en vigtig rolle. Hvad angår dagbladskritikken kunne man ud over receptionen af Stridsberg pege på den fremtrædende [jeg tror altid, det hentyder til min næse, når jeg læser det ord LB] danske kritiker Lars Bukdahl, der fx roste Kasper Thomsens Malonecity (2006) med karakteristikkerne "lidenskabeligt", "intenst" og "der er så utroligt meget kul på hele tiden". Bukdahl bekender [stort ord! LB] sig i denne anmeldelse direkte til en poststrukturalistisk æstetik, ikke mindst ved henvisningen til Højholts showæstetik, som udfoldes i Intethedens grimasser (1976). Højholt ser litteratur som et "show", noget, der skal underholde, så længe det varer, men ikke nødvendigvis har et tungt, alvorligt indhold. Det er en ekstrem form for sprogmaterialisme [og dog, jf Halfdan etc. LB], der har tydelige inspirationskilder i den franske poststrukturalisme, som vi finder den hos Barthes og Dérrida [min faste morgenlæsning LB].

I sidste uge udgav forfatteren Maja Lucas, der, selvom det hverken fremgår det ene eller det andet sted, er identisk med den ph.d.-studerende Maja Lucas, den lille, genreløse, skønlitterære bog Katrines hånd, på hvis bagside bogen beskriver sig selv således:

Katrines hånd er en intens og præcis beskrivelse af det følelsesmæssige landskab i den opløste kernefamilie, når sygdommen til døden melder sig.

Og nu lyder spørgsmålet: Hvordan kan og skal og bør jeg som kritikeren LB, der er under opsyn af den ph.d.-studerende Maja Lucas for sin brug af intensitetskriteriet, vurdere en skønlitterær bog af forfatteren Maja Lucas, der selv påberåber sig intensitet som primær kvalitet? Og er det simpelthen en fælde? Jeg vil jo mene, at jeg opererer med (ret) mange andre kvalitetekriterier end intensitet, fx præcision, som er den anden kvalitet, Lucas' bog påberåber sig, og som jo ikke nødvendigvis går hånd i hånd med intensitet; man kan sagtens forestille sig en (god) bog der er præcis og køligt distanceret-ironisk, altså decideret anti-intens (eksempler kunne være Scherfigs romaner og nyligst Simon Fruelunds Verden og Varvara). Det raffinerede ved Lucas' labyrintisering af min læsning er ydermere, at hendes bog jo mildest talt har et "tungt, alvorligt indhold" og at bagsideteksten (i dens metaforiske pele-mele) implicit postulerer en kausal relation - hey, nu begynder jeg selv at lyde som en ph.d.-afhandling! - mellem intensitet og tungt, alvorligt indhold, som jeg er særdeles vagtsom overfor (jf. senest Julia Butschkows kluntede nazi-slægtsroman Apropos Opa, der uforklarligt tryllebandt mange). Er det muligt for mig eller nogen at opleve en intensitet i Lucas' bog, der ikke er genereret (overfladisk, kitschet) af det tunge, alvorlige indhold? Eller er lige præcis jeg ude af stand til at opleve en eventuel reel intensitet i Lucas' bog af frygt for at den intimt forbinder sig med indholdet? Alt dette vil - måske! - blive opklaret i min anmeldelse af Katrines hånd på fredag i WA ...

og derfor komma af ren og skær misundelse komma

Jeg sidder og skriver og skriver på en lille evighedsanmeldelse af ikke-akutte, totalskønne småbøger og kigger åndsfraværende over på fredagens WA Bøger, der ligger opslået på blæksprutten med Lars N's cyklist (fra da jeg i morges skrev blogposten nedenfor), og pludselig kan jeg se, at der er noget helt galt med de sidste linjer, der i avisen lyder:

Først og fremmest er vi her på Weekendavisen bare dybt misundelige på denne massive feedback til Sentura halvusynlige anmeldelser. Af ren og skær misundelse genoprettede jeg 1. februar Blogdahl, den frie version 2.0., på adressen bukdahl.blogspot.com./ Lad kattejammeren knitre!

Og typisk nok gennemskuer jeg kun, at der er noget stilistisk-syntaktisk-musikalsk galt med især det klumpede par "misundelig" og "misundelse", men da jeg tjekker tilbage i manus, opdager jeg, at den uskønne kattejammer er en bivirkning, collateral damage, af indholdsmæssig censur (man må ikke lige ud sige, at hjemmesiden er automatiseret og (derfor) ikke har plads til debat og blogs - selvom det er sandt, lyder det dårligt, og det er jo ikke løgn), men skide være med indholdet, det er den formelle terror, der gør ondt; og hvis bare ikke "og derfor" medsamt de to kritiske kommaer var røget med i købet:

Først og fremmest er vi her på Weekendavisens bare dybt misundelige på denne massive feedback til Senturas halvusynlige anmeldelser. På vores nye, automatiserede hjemmeside er der ikke mulighed for hverken blogs eller debat, og derfor, af ren og skær misundelse, genoprettede jeg 1. februar Blogdahl, den frie version 2.0, på adressen bukdahl.blogspot.com./ Lad kattejammeren knitre!

Hørt, nemlig!

Lagkagelauget

Knap havde jeg fået vejret efter mit livtag med Lars Nørgårds tegning af en cyklist med katteøjne og -hoved i baglommen - publiceret og kommenteret som blæksprutte i WA Bøger i fredags - før han sender mig endnu en umulig tegning, nemlig ovenstående, med emnet "lagkagesadler kan hurtigt blive forårets store dille(r)" og følgende dare nede i mailen: "hov, der røg smilet. Skal jeg nu i gang igen. Nej, men nu har du den." Og denne cyklist er sgu fandme da flere gange kompleksere end den forrige: Der er et cykel-lag, et musik-lag, et bokse-lag og frem for alt et lagkage-lag. Og hvis vi starter forneden, så er det jo en væltepeter, en børne-væltepeter, med noder som pedaler, og sadlen er rigtig nok et stykke lagkage, med flødeskum på toppen, der tilsyneladende genererer flødeskumsskyer hele vejen rundt om cyklistens bare røv, der på sin side er solidt placeret på lagkagesadlen, parallelt med væltepeterens ene cykelhjul har cyklisten kun ét (synligt) barfodet ben, bukseløs er han, men ikke trøjeløs og højt oppe på trøjen fungerer et cirkelrundt klaviatur som et særdeles stramt bælte, kroppen synes voldsomt vredet rundt, men lad os sige, at det er i højre arm, han holder en banjo med kun én intakt streng (ud af tre), der enten attakeres af lagkagesadlens flødeskumsskyer eller også emanerer sine egne, venstre arm er stukket ind i en dobbelt boksehandske, der også er et øre, cyklistens, og som en "forgrening" af cyklistens hoved er stukket ind i fra den anden side, hovedforgrening nr. 2 ender i en mere reel bokshandske, der mellem tommefinger og lab holder et par (Man Ray'ske) læber, hovedet op til halvdelen af øjnene er skjult af en kæmpe flip, og på den meget smalle, overskårne isse står et fad med en (så vidt vi kan se, sadel-stykket kan udenfor vores synsvinkel sagtens mangle) hel lagkage. Her er et forslag til, hvad cyklisten siger (inde bag flippen, derfor er han nødt til at råbe):
JEG ER LAG PÅ LAG SLÅET TIL LIREKASSEAND, HVIS IKKE SIMPELTHEN KAGEAND - I KAN IKKE SE MIT NÆB, MEN TAG OG HØR MIT RÆB - AF TONEDØVE KREDITFORENINGS-KONDITORER, DER IKKE VED NOGET BEDRE END AT TAGE RØVEN PÅ FREDELIGE EKS-EL-KLAVERBOKSERE OG PLACERE DEN PÅ SKUMFØDT SITUATIONSKOMEDIE; JEG LÅNER SLAGKRAFTIGT ØRE OG HOLDER - I STRAKT HJERNEVINDING - MIN KÆFT!

Carsten Jensen skal have en pris for at have fået en pris

DESV
ÆRRE er den måde, hv
orpå hæ
dersbevisningen er blevet omt
alt og debatteret i d
e senes
t
e dage, endnu et udtr
yk for den samfundstilst
and, C
arsten Jens
en vender sig imod og den sv
enske priskomité har haft ø
je for: Den politi
ske ortod
oksi herh
jemme er på en gang så selvs
ikker og så pro
vinsiel, at den ikke tåler krit
ik, men derimod ford
ømmer både Carste
n Je
nsen og Sv
erige med en aggr
essivitet, der minder om eur
opæisk natio
nalisme fra første halvd
el af det tyven
de årh
undrede eller tidligere. Melod
ien er at Ca
rsten Jensen forr
åder Danm
ark ved at kr
itisere et politis
k flertal, og at de svensker
e, der hædrer ham, blot afsl
ører deres egen "lukk
ede deb
atkultur."

Brev fra Apollinaire

Jeg modtog på avisen et brev fra en læser i Frankrig, Malene Lüders, indeholdende et digt af Apollinaire, "L'Assasin" og en elegant oversættelse af samme, med påskriften: "En hilsen fra Guillaume Apollinaire som jo også var critiquer", med tak for digte og hilsen viderebringer jeg her:

Morderen

Hver morgen når jeg står op
Viser en kvinde sig for mig
Og jeg genkender i hendes krop
Hele gårsdagens univers

I går trængte jeg ind
I hendes hårs dybe mørke
Den skov hvor mine tanker
Gror og sig forgrener
Og i ansigtets fabrikker
O du min morgenfjende
Forarbejdede man og formede
I går mine ords metaller

Og i hendes nævers forsvarsværk
Nådesløse stålklodser
Jeg genkender jeg genkender
Min viljes stempelhamre

tv-blog-svar

Et læserbrev skulle være bragt i WA Bøger forrige fredag, men blev relegeret ud i sidste øjeblik til fordel for en Louisiana-annonce, men jeg nåede forbandet nok at læse det via infomedia og få det summende i hovedet, inden jeg opdagede, at det slet ikke stod i avisen; nu her for en time siden fandt jeg læserbrevet optrykt inde på læserbrevskribentens blog, der hedder Berømte sidste ord og befinder sig inde på tv2's hjemmeside, og så var jeg altså nødt til at få den summen ud af hovedet:

Kære Claus Willumsen
Nu kom dit læserbrev ikke i WA, så jeg svarer lige på det her: Jeg synes, det er meget groft og stærkt misvisende at beskylde mig for dobbeltmoral og hykleri i min nekrolog over Asger Stig Møller. Ja, det ville være både det ene og det andet, hvis jeg aldrig havde anmeldt Asger Stig Møllers bøger, men det har jeg rent faktisk, indtil flere gange, ligesom jeg skriver om forfatterskabet i min mursten om ny dansk litteratur, Generationsmaskinen, 2004. Jeg konstaterer i nekrologen, at aviserne som flest blindt sorterer bøger fra Attika fra, og at det er en dårlig grund til, at ASM's bøger ikke blev anmeldt; en anden ikke mindre dårlig, men måske mere forståelig grund er, at der er tale om bøger, der på alle mulige ledder - som jeg pligtskyldigt opremser i nekrologen - er for meget. At det forholder sig sådan, er for galt, helt enig, men hvad fanden skal jeg gøre ved det, ud over selv at anmelde (gode) bøger fra Attika og (gode) bøger, der på alle mulige ledder er for meget, og besværge uretfærdigheden! Please tell me!? Gid det ikke var nødvendigt for ASM's eftermæle, at Gyldendal udgiver et udvalg af hans poesi, men det er det altså, og så hjælper jeg gerne med det og håber, at du til sin tid køber bogen. I mellemtiden kan du jo læse mine anmeldelser og Asgers digtsamlinger.
Mange hilsner
Lars Bukdahl

Dobbeltbundet Eske

Eske K. Mathiesen: Vinterfluen. Grafik af Seppo Mattinen. 28 sider, ? kr. Clausens Kunsthandel

Eske K. Mathiesen og Ursula Seeberg: Hunden der løb hver sin vej. 28 sider, ? kr. Høst & Søn

Men så skal vi også huske at juble helt umådeholdent over, at Eske K. Mathiesen får Kritikerprisen 2009 (ved en højtidelighed hos Kunststyrelsen på H. C. Andersen Boulevard onsdag 24. februar klokken 16, vær der eller vær ikke-nisser!) og får den for Bonjour monsieur Satie, som vel også rent faktisk og helt objektivt var sidste års bedste bog - i nogen som helst genre, inkl. krimier og besættelseslitteratur og helgenbiografier (og få mig nu ikke til at sige, hvilke der var nummer 2 og 3 (Mordet på Halland og Yeahsuiten - og nr. 4? Hmmm, delt mellem Fotorama og Det blanke vand)).

Min jublen kan passende nok få form af en dobbeltglad dobbeltanmeldelse af Mathiesens to seneste udgivelser, ingen af hvilke vistnok er udkommet endnu, digtsamlingen Vinterfluen, med grafik af Seppo Mattinen , som jeg modtog med posten i december, men som vistnok f'ørst udkommer 14. april (og det må da vist være danmarksrekord for langstræk mellem ankomst og udgivelse), når udgiveren Clausens Kunsthandel åbner en udstilling med Mattinen, men nu kan jeg altså ikke vente længere, og billedbogen Hunden der løb hver sin vej, med skønne, for ikke at sige ypppige illustrationer af Ursula Seeberg, som jeg snuppede i Pilestræde i går, men fik forbud mod at anmelde i avisen, fordi jeg har frastjålet børnebogsanmelderen rigeligt (senest HO Jørgensens og Maria Wandels hårrejsende Vand blod tis og maskiner), som om!

Vinterfluen er en helt encyklopædisk mathiesensk lillesamling inkluderende både fabler, humoresker, nonsensvers, naturidyller og fugle- og insektportrætter og med en klar og tindrende melankolsk tone under det hele, en rigtig vinterdigtsamling med andre ord, og så løber jeg selv tør for dem, ord altså, men det gør ingenting, når jeg bare kan låne Eskes (og hey, glæd jer også, vildt, til Hvedekorn nr. 4, 2009, om et par uge omsider udkommer, med "Mathiesens Kanon for dansk billedkunst" som scoop!):

Vintersvaler

Er svalerne allerede kommet? Er det dem,
der flokkes mellem hinanden
oppe over marken?
Nej, nu dukker den rustne møgspreder
skramlende frem over
bakkekammen. Det er den, der slynger
flyvende klatter af gammelt lort og halm
højt op i den frostklare luft.

En reel svale dukker op - helt ud af det blå - til allersidst i billedbogen, der med anderledes lystig oprømthed fortæller om hunden Plet, der deler sig i to for at finde sin frue, fru Æblerund, men hurtigt savner sine bedre halvdele og går på jagt efter dem i stedet. Nå men, (PLOTSPOILER)da fordel og bagdel omsider har fundet både hinanden og fru Æblerund igen, og fru Æblerund vil sy dem ordentligt sammen, savner hun sin saks:

Så kom svalen til hjælp, dykkede ned over dem og klippede tråden over med sin halesaks. "Tak for hjælpen," sagde konen. "Piv, piv," svarede svalen. Det betyder: "Åh, det var så lidt, dit rodehoved."

Det er Eske i en nøddeskal: Svaler, drømte og hjælpsomme, mellem bogbind.

Morton Sokoldo, tolloko!

Og så er det da bare et fuldstændigt urimeligt vildt langt ude RIGTIGT valg at Morten Søkilde skal have Dan Turèll-prisen 2010!

I mit Søkilde-dossier (der blandt flere highlights bl.a. indeholder en maskin- og håndskrevet invitation til bogreception med vedhæftet visitkort: MS/ A Light-Heart Boy) fandt jeg den her lille tekst, der visnok har være publiceret i tidsskriftet Grafen i 2006:

På scenen er jeg alene om natten. Og bevægelserne lever med kroppen, så blikket antager også det åndedrag, som mit hjerte projicerer ned i enden af salen. Og salen optages i nat af mennesker som ser. Jeg står med min butterfly i suppen, søvndrukken, lang og slem i min hylet [måske tatsfejl for 'hylen'? LB]. Jeg er på efterslæb og dødsdømt, hvis jeg griner netop nu - men rigtig prins om jeg vimser.

Eller som Dan formulerer det i Gud & Gokke, 1992:

Det kræver enorm stædighed
at være sig selv. Alle andre synes at mene
at det er dog
for arrogant! Man må løbe hurtigt
for at kunne blive stående
på egne fødder.

- Tillikki, Mirtin!

Hvedekorns ret tynde arme NU PÅ DR.DK

Der er i dag premiere på Hvedekorns samarbejde med dr.dk. Hos den såkaldte Testklub i litteratursektionen ( http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Testklubben/ ) kan I læse to friske tekster fra Hvedekorn nr. 3, 2010, plus eksklusive interviews med teksternes forfattere, debutanterne Louise Harbo og Lea Løppenthin, og hvor er de respektindgydende cool i deres eksede excentricitet, begge to:

På spørgsmålet om hvilke særlige temaer eller dilemmaer, der optager hende, svarer Louise:

Erfaringsrapportering impressionisme verdenssumpen dommene over dommerne huler krukker skrin overanstrengelser detaljemæthed igler klinger systemer - hvis muligt - opgradering og/eller udslettelse af trivialiteter immunitet og det og det, livsstrømme hastigheder bemærkninger og herskerteknikker opacitet døde sjæle og orkestringer.

På spørgsmålet om hvad det er digte kan, som andre litteraturformer ikke kan, svarer Lea:

Alle litteraturformer og alle udtryksformer er potentielt set digte. Digte vil bare gerne lære verden at være mere som digte. Det er det, de skal, tror jeg.

Vi tillader os at forvente EN HEL MASSE af Louise og Lea!

ensvit 6

forskellen er
sen,
forskellen er
sne

Gu er jeg ej århusromanforfatter

For mange års siden gjorde jeg vældig grin med en akademisk antologi om københavnerromaner, og i dag modtager jeg så med posten en akademisk antologi, Århushistorier, fra Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet, hvor min håbløst gamle roman Guldhornene i en (som sådan glimrende) artikel af Rikke Andersen Kraglund, "Den fantastiske by", bliver klasssificeret som århusroman, hvilket så rent logisk gør mig til århusforfatter på lige linje med Jens Blendstrup (der snarere er risskovforfatter, men det er han så til gengæld frygteligt gerne), Peter Laugesen, Louis Jensen, Svend Åge Madsen og Mikkel Wallentin. Og netop som jeg skulle til at protestere kraftigt (ud i luften), læste jeg artiklens PS: "Blandt de kunstnere, der i denne artikel har været med til at tegne den litterære signatur i Århus, er der muligvis nogle, der vil påstå, at de slet ikke er århusianere, at de er fraflyttet byen for længe siden [15 år LB], at de kommer fra forstæderne [VEJLBY-Risskov LB], at de blot var på en kort fodreise [5 år på Trøjborg LB] eller lignende (...) Men på det punkt er Århus rent faktisk ikke en smålig by. Hvor byens grænser præcis går, hænger man sig ikke i." Og så er der en fodnote, der frækt lyder således: "I bogen Barndomsbyer fra 1998 nævner Lars Bukdahl for eksempel, at det værste man kan blive, er at "(...) blive slået til Århusianer med alt hvad den rolle indebærer (...) hen ad jævnhed, djærvhed, underspil, provinsstolthed, anti-københavneri." Men ak og ve, sådan kan det ske!" Flugten er mislykkedes, og jeg finder mig ikke i det!

Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber

Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.

Konkretrettelser

Konkretdigteren Vagn Steen ringede i går og sagde tak for min artikel om hans reklame-tekster, som jeg havde mailet til ham - you're welcome, sagde jeg - han havde imidlertid visse bemærkninger:

På side to, i sidste linje i femte afsnit, er der et overflødigt parentestegn i 'at slå an)'.

På side fem, i anden linje i tredje afsnit, skal 'indenfor' være i to ord.

På side seks, i sjette linje i andet afsnit, mangler der et 'en' i '"Vagn er også lidt læskedrik'.

På side seks, i tredje linje i tredje afsnit, mangler der et 'at' i 'der er vel mærke tale om en humoristisk accept'.

På side seks, i anden linje i fjerde afsnit, mangler et 's' i 'digteren visitkort'.

På side seks, i anden linje i femte afsnit, er der et 'r' for meget i 'jeg kan hviske ind i/ ørert på dig'.

snevit 5

i mørket er alle snefnu
g rå


PS
Jeg er udmærket klar over, at jeg burde sætte mig ned og skrive forbandet poesi i en forpulet poesibog omsider og endelig i stedet for tankeløst at spilde blogplads, planeret ud til prægtig polemik mod præmieidioter, på krystalkneppende snelyrik, jeg er udmærket klar over det.

snevit 4

meget sneere ...

Fandens oldemors alternativ

Tysk krimi eller studiebøger for 8000 kr.

(overskrift på reklamemail fra g.dk)

snevit 3

idelig sne er ensidigt
vaskepulver

gud, din vaskepulver-
heks

snevit 2

Fra artiklen "Snevit" i Vagn Steens Læsninger, 1969:

Teksterne på siderne er enkle opfordringer og anvisninger. Korte og saglige. Her staves varenavnet med stort, som et navn korrekt skal i pænt skrevet sprog.
Tilbage står varenavnet.
Det er i fortløbende tekst Snevit (med stort begyndelsbogstav) og på pakken snevit (med voksende bogstaver og med konkret snehvidhed, todelt i et forled med blå andredimensioner og et efterled med røde).
Orddannelsen er en fancy spelling af adjektivet snehvidt. dette adjektiv er centralt i vaske-ords-feltet. Dets forhold til poetisk sprog er ikke eksklusivt, det findes i poetisk diktion, men kan også anvendes i dagligtale.
Ordet er ikke fremmed for den kvindetype, billed-ord-helheden appellerer til. Hun kan selv bruge ordet.
Men den anden stavelsesmåde er en idé, hun ikke ville komme på. Den er "morsom, lidt kunstnerisk" - slet ikke farlig. den er "kun lidt" ukorrekt.
I reklamesproget har den god hævd.
Man kan lytte indad efter en bitone af eventyrets Snehvide. Findes den? I hvert fald er den ikke udnyttet i denne billed-teksthelhed.
Hvilke fordele opnår man ved at stryge h og d?
Nævnt er alliterationen V-V.
Kontakten af to triagrafer er måske også af værdi.
Men især vinder man en balance i skriftbilledet. Ordet Vask trykker ned på de mindre bogstaver i sne. Måske dæmpes hvidheden af det mørkeblå. Men så bliver det hvidere. Bogstaverne bliver større og større. v er et lille bogstav, i har en prik over linjen, og t strækker sig helt ud. Et sådant vokseforløb ville brydes af et h.
Hvordan er navnet opstået?
Har man strøget h for at opnå bestemte virkninger, eller er det sket af andre grunde, hvorefter man har udnyttet de frisatte muligheder?
Det kan ikke besvares på det tilvejebragte grundlag.
Men forholdene mht. til navnes beskyttelse kan oplyses, uden at jeg vil påstå, at der er kausalforbindelse her.

så vit
jeg kan
se er
her sne

Narrationens narrativ ekkoer

Jeg har fire anmeldelser med i det nye nummer af filmmagasinet Ekko, af premiererne Invictus og (skønne, skønne) Where the Wild Things Are og dvd'erne The Burning Plain og Buy the Ticket - Take the Ride, og hold op, de redigerer hårdt derinde, hvilket er helt okay og jo faktisk velgørende, når det handler om at få præciseret og udfoldet meningen, og når jeg vel at mærke får lov at føre hånden selv, men der er altid også lige nogle sidste-øjeblik-disciplineringer, som jeg først møder i det færdige blad, og derfor kan smerte alvorligt over, primært musikalsk: et punktum i stedet for semikolon kuldkaster nemt et helt afsnit. I anmeldelsen af The Burning Plain er det for en gangs skyld en disciplinering til det kønnere, men det irriterende er, at det grimme ord "narration" her er præcisere end Ekkos overskrivnning "fortælling", FORDI det er grimt, og fordi det betyder MÅDEN at fortælle fortællingen på, ikke bare fortællingen som fortællingen som fortællingen:

Det opmuntrende ved den argentinske manuskriptforfatter Guillermo Arriaga - manden bag Love Is a Bitch, 21 Grams og Babel, alle instrueret af Alejandro Gonzalés Iñarritu - er, at han eksperimenterer med den narration, der i alt for mange film holdes hellig og snorlige. Det nedslående ved Arriaga er, at hans narrationer til syvende og sidst altid bindes op i en perfekt sløjfe, der forsegler den mere eller mindre hysse melodramatik som yderligtgående sentimental: tilfældets musik som spilledåse-tango.

I det mindste bruger hverken jeg eller Ekko det mange gange grimmere ord narrativ (som navneord: en narrativ, narrativen, flere narrativer) - som jeg (visntok!) hørte i munden på Tue Nexø ved Testrup-kritikersalon (vistnok!)- der nemlig bare GRIMMEST betyder fortælling.

Det var den historie.

snevit

Hvor er
den sne,
der ikke
faldt i
fjor? All
over the
place.

Hvad faen rager sagen sagen

Jeg skrev i sidste uge en artikel, "Vagn er også lidt en læskedrik", om Vagn Steens reklamer for sig selv og konkretismen 1964-69 til den store nordiske avantgardehistorie, som Tania Ørum og andre konstruktivt nedbrydende kræfter er i færd med at stykke sammen, der blev alt, alt for lang, artiklen altså, og uoversættelig til dét meriterende engelsk, storværket er forpligtet til at tale - men gerne havde jeg skrevet den dobbelt så lang og dobbelt så uoversættelig - én af de talrige ting, jeg lod være at bruge plads på, var den tidlige undtagelse til reglen om de kulturradikales reklame-had, som var PH og co.s tyver-blad Kritisk Revy, der nemlig med stor iver og opfindsomhed reklamerede for PH og co. Både i rigtige, flashy billed-reklamer og i de små,kursiverede bon mot'er, der poppede op under artiklerne, som fx denne mundrette: "Henningsen helliger midlet". Kritisk Revy (designet - MONTAGE! - mere end indholdet!) er en af kun tre undtagelser til min massive PH-fobi; de to andre? Lamperne og Ølhunden glammer).

Da jeg sad og bladrede i Sven Møller Kristensens uglebog-antologi over Kritisk Revy (jeg ejer ærgerligt nok ikke 1 nummer), faldt jeg over Otto Gelsteds rammende "Regler for nobel polemik", som det giver god mening at citere her ved starten af en ny blog-æra (jf. bare den nylige debat om kritisk form og takt og tone på Mads Eslunds, Stefan Kjerkegaards og Martin Johannes Møllers blogs):

En åndsturnering er en fest,
og den har valgt den bedre del,
som værner om den hvide vest
og posen med det rene mel.

Vær large, urban, fidel, koket,
stil skrubben væk og slib din pil
og skjul den i din slebne stil:
Den fine mand har altid ret.

Lidt gift i blækket gør sin gavn,
men anvend helst en andens navn.
Du finder let et dødt geni,
som du kan dyppe pennen i.

Hvis du skal stikke, ros så først,
det viser klart, at du er størst.
men kniber det, så ti! så ti!
til hele faren er forbi.

En dagens mand med dagens pen
må lægge kræsen smag for dagen.
- Men sagen da, hvordan med den? -
Hvad faen rager sagen sagen!

- Let's get this party started!

St. Naja, genopstået

Dette er den sidste blog-post, jeg skrev på Weekendavisens hjemmeside, publiceret natten til onsdag 25. november, næste nat skete bagholdsangrebet. Jeg kan ikke læse det hele, fordi det er en en spøgelsesversion, som jeg ad kringlede veje er nået frem til, gennem Infomedia bl.a. , men jeg tror min rekonstruktion er sådan cirkus korrekt. Underrubrikken var "Seje kvinder i mandtal i uge 48" og dette var brødteksten:

1. Naja Marie Aidt i går i Kritikersalon på Forf.skolen, efter Theis Ø, og før vi, mig og Tue og Lars, ævlede fantastiskheden ned: Hendes toughe, toughe sødme, fx sådan (og det læste hun ikke op, men det var som om hun gjorde):

En eller anden
besvimer på gaden
iført perler og lak.
Et hegn, et våben,
himlen gul som gift.
Så blev jeg til en voldelig
mand.
En dag er noget nok,
et hul i hovedet,
er det ensomhed
her stinker af?
Hæsligt.
Flugt over pigtråd
halsende hunde
nogen råber mig an.
Dette er ødeland,
dette er kviksand.
Nu køres jeg væk
i en ramponeret vogn:
skæbne uvis,
ukendt identitet.

2. St. Vincent i Vega her til aften, som opvarmning til tralle-soniske Grizzly Bear, hendes søde, søde toughness, dukkefjæs og elektrisk guitar, fx sådan:

You're a supplement, you're a salve
You're a bandage, pull it off
I can quit you cut it out
You're a patient, iron lung

You're a cast signed broken arm
You're an actor out of work
You're a liar and that's the truth
You're an extra lost in the scene

You´'re a boxer in the ring
With brass knuckles underneath
You're the curses thorugh my teeth
You're the laughter, you're the obscene

You're a supplement, you're a salve
You're the bandage, pull it off
I think I love you, I think I'm mad

Goddag igen, Gang!

Så synes jeg ikke længere det holdt med blog-orloven, efter at den første Blogdahl på Weekendavisens jammerlige hjemmeside tilbage i var det december eller faktisk november overnight blev opløst ved overgangen til en automatiseret ikke mindre jammerlig hjemmeside uden redaktionel supervision - som om der nogensinde havde været bare en redaktionel SURFEN forbi min blog - de havde så bare lige glemt at fortælle mig, at bloggen var termineret, så dér usundt tidligt om morgenen var jeg i pæn panik: borte havde taget min blog, og hvad uhyggeligere var: mit 3-400 poster store blog-arkiv, som det nu var/er umuligt at komme i kontakt med, posternes overskriftter dukkede/dukker stadig op på søgninger, men der er ingen hjemme! Jeg fandt senere på dagen ud af, at arkivet stadig findes et sted på WA's store modercomputer, og på en eller anden måde - om ikke andet så ved simpelthen at genoprtte samtlige poster som nye poster - skal jeg nok få det hjem til dette mit nye, FRIE hjem. Of hvad er det jeg så ikke har fået blogget om og på, ud over alt det der bare opstår af sig selv af blogge-forpligtelsen og -muligheden (og nu har jeg tjekket, hvornår terminering fandt sted: natten mellem onsdag den 25. november og torsdag den 26), Akademiets årsfest, forhandlinger om og fest for Weekendavisens Litteraturpris, forhandlinger om Kritikerpris, the last days of Hvedekorn at Borgen, opposition ved aalborgensisk disputatsforsvar, Oulipo-show med Peter A, Klima-cut-up på Rådhuspladsen (der visnok skal gentages på Roskilde Festival, døgnet rundt), frisørbesøg, JUL, sønnikes 15 års fødselsdag, nytår i jysk mørke, seriøs bogoprydning, Tag og læs på Testrup, nabokrig II (om nyt badeværelse, vores), kritisk anmeldelsesbogløshed og bare i går, søndag, da vi var inde og se Up in the air, OK cool og vittig melankoli (that's how I like my melancholy served), og hele vejen frem og tilbage sank tungt ned i city-sne. Og nu ved jeg ikke, hvordan det her kommer til at se ud, når jeg trykker på "udgiv indlæg", men umiddelbart fungerer det glimrende, og jeg savner IKKE mellemrubrikker som fx: Her har I mig tilbage, i en ny bagerpose.