Narrationens narrativ ekkoer

Jeg har fire anmeldelser med i det nye nummer af filmmagasinet Ekko, af premiererne Invictus og (skønne, skønne) Where the Wild Things Are og dvd'erne The Burning Plain og Buy the Ticket - Take the Ride, og hold op, de redigerer hårdt derinde, hvilket er helt okay og jo faktisk velgørende, når det handler om at få præciseret og udfoldet meningen, og når jeg vel at mærke får lov at føre hånden selv, men der er altid også lige nogle sidste-øjeblik-disciplineringer, som jeg først møder i det færdige blad, og derfor kan smerte alvorligt over, primært musikalsk: et punktum i stedet for semikolon kuldkaster nemt et helt afsnit. I anmeldelsen af The Burning Plain er det for en gangs skyld en disciplinering til det kønnere, men det irriterende er, at det grimme ord "narration" her er præcisere end Ekkos overskrivnning "fortælling", FORDI det er grimt, og fordi det betyder MÅDEN at fortælle fortællingen på, ikke bare fortællingen som fortællingen som fortællingen:

Det opmuntrende ved den argentinske manuskriptforfatter Guillermo Arriaga - manden bag Love Is a Bitch, 21 Grams og Babel, alle instrueret af Alejandro Gonzalés Iñarritu - er, at han eksperimenterer med den narration, der i alt for mange film holdes hellig og snorlige. Det nedslående ved Arriaga er, at hans narrationer til syvende og sidst altid bindes op i en perfekt sløjfe, der forsegler den mere eller mindre hysse melodramatik som yderligtgående sentimental: tilfældets musik som spilledåse-tango.

I det mindste bruger hverken jeg eller Ekko det mange gange grimmere ord narrativ (som navneord: en narrativ, narrativen, flere narrativer) - som jeg (visntok!) hørte i munden på Tue Nexø ved Testrup-kritikersalon (vistnok!)- der nemlig bare GRIMMEST betyder fortælling.

Det var den historie.