snevit 2

Fra artiklen "Snevit" i Vagn Steens Læsninger, 1969:

Teksterne på siderne er enkle opfordringer og anvisninger. Korte og saglige. Her staves varenavnet med stort, som et navn korrekt skal i pænt skrevet sprog.
Tilbage står varenavnet.
Det er i fortløbende tekst Snevit (med stort begyndelsbogstav) og på pakken snevit (med voksende bogstaver og med konkret snehvidhed, todelt i et forled med blå andredimensioner og et efterled med røde).
Orddannelsen er en fancy spelling af adjektivet snehvidt. dette adjektiv er centralt i vaske-ords-feltet. Dets forhold til poetisk sprog er ikke eksklusivt, det findes i poetisk diktion, men kan også anvendes i dagligtale.
Ordet er ikke fremmed for den kvindetype, billed-ord-helheden appellerer til. Hun kan selv bruge ordet.
Men den anden stavelsesmåde er en idé, hun ikke ville komme på. Den er "morsom, lidt kunstnerisk" - slet ikke farlig. den er "kun lidt" ukorrekt.
I reklamesproget har den god hævd.
Man kan lytte indad efter en bitone af eventyrets Snehvide. Findes den? I hvert fald er den ikke udnyttet i denne billed-teksthelhed.
Hvilke fordele opnår man ved at stryge h og d?
Nævnt er alliterationen V-V.
Kontakten af to triagrafer er måske også af værdi.
Men især vinder man en balance i skriftbilledet. Ordet Vask trykker ned på de mindre bogstaver i sne. Måske dæmpes hvidheden af det mørkeblå. Men så bliver det hvidere. Bogstaverne bliver større og større. v er et lille bogstav, i har en prik over linjen, og t strækker sig helt ud. Et sådant vokseforløb ville brydes af et h.
Hvordan er navnet opstået?
Har man strøget h for at opnå bestemte virkninger, eller er det sket af andre grunde, hvorefter man har udnyttet de frisatte muligheder?
Det kan ikke besvares på det tilvejebragte grundlag.
Men forholdene mht. til navnes beskyttelse kan oplyses, uden at jeg vil påstå, at der er kausalforbindelse her.

så vit
jeg kan
se er
her sne