Og så af sted til Toldboden

For at fejre Helle Helles Laurbær, lad os se, hvor mange gange jeg kan nå at skrive Helle, inden taxaen kommer, det kommer til at ligne, skriver jeg nu taxaen er ankommet, et meget forfinet og lidt galsindigt strikketøj:

helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle

Spektakulært formørket Jensbog

Lige om lidt udkommer Jens Blendstrups og Lars Gundersens gavebogsstore og farve- og s/h-strålende Berlin - Øjenvidnevariationer, der har været mange år undervejs, og mon ikke visse læsere forventende 2 værelses med lykkelig udgang II vil blive overrumplet af tekstens neddæmpet hårde og sorte tekster om at leve i Tyskland under Hitler? Igen og igen undlader Jens helt at billedskrue og -finurliggøre blendstrupsk, hvilket virker meget voldsomt på i hvert fald denne ur- og ærkelæser, og når han så faktisk ikke kan lade være og atter forvrider umiskendeligt, virker det på baggrund af ufinnurlighederne endnu stærkere, fordi det virkelig frygtelige åbenbart ikke kan siges klart, men kun i en smedejernsforvridning; jeg er sikker på, at det er en betydelig og vigtig bog i forfatterskabet, netop fordi jeg blev så forskrækket og rådvild og utryg af at læse den, af den tyste gru, den emmer af, her er 5 tekster i sekvens ca. midt i bogen:

Der opstod tendens til at søge kærester med mindst mulig personlighed. jeg var 18 da jeg traf min Hildegard. Og til at begynde med var vi nødt til at gøre det helt klart for hinanden, at vi ikke under nogen omstændigheder ville have nogen træk der stak ud. jeg fladt ikke for Hildegards skønhed, jeg faldt for hendes nærmest ikkeeksisterende ansigtstræk. Hun var som en sten på en strand, helt slidt fri for træk. Glatheden var så beroligende. Nogle gange da forfølgelserne var værst, tog jeg mig selv i bare at sidde og ae min Hildegards glatte, glatte ansigt.

Min farfar lavede en stol af deres plomber. Vi vedblev med at sige De til dem, også da de blev til undermennesker. Der er jo ingen grund til at være uhøflige. 

Det var som om hver eneste vinter bragte nye statuer med sig. Når bladene faldt, kom rædslerne til syne.

Jeg kan lige så godt indrømme det. jeg gennemskuede hele lortet. men da ondskaben bredte sig, blev det for farligt. Jeg valgte at tage brillerne af. Naturligvis var det ikke i orden, det de gjorde mod nogle af vores medborgere. Jeg var mange gange ved at skrive et læserbrev. men da det kom til stykket, lod jeg være. der var jo ikke nogen grund til at blotte sig. Man bliver så let til grin.

Du må forstå at det var frygt for kommunismen der tvang os. Det var også kommunisterne skyld vi angreb dem. de havde nogle kolossale hære der hele tiden stod og pirkede til vores grænser. det var utåleligt. Almindelige mennesker kunne ikke sove om natten, Der var denne enerverende nynnen ved vores hoveddør.

2 barrikader

1.
De kæmpe kasser fulde af byggematerialer (til bryggersskab) der står stablet op i stuen midt mellem tv-sofaen og fjernsynet.

2.
Den mælkekarton (letmælk), jeg stillede på et trappetrin halvvejs oppe, fordi jeg havde glemt at tage avisen med.

Som en flækket Paul Smith-sko

Min hæl skoggerler en sort, vergilsk latter til dem, der har valgt min fritgroende tå fra.

Rumanmeldelse

(ikke anmeldelsen af Ide Hejlskovs Rummet i WA i dag, men)

Gulvmandens anmeldelse af vores bryggers:

Det er jo et reelt rum!

Tabte trompeter

Oprindelig trompet på anmeldelsen af Milan Kundera i WA Bøger i dag:

LÆSEFRUGTFRAGTMAND

Oprindelig underrubrik:

Milan Kundera elsker romanens anti-følsomhed og reklamerer for dens anti-agitprop, gid dog det smittede

Oprindelig trompet på kom,mentar om horror og krimi:

GENRESJAKREN

Så blev det endelig Frost!

Kritikerprisen 2012 går yderst fortjent til Lars Frost for romanen Skønvirke!

Et stort tillykke til Supersurmule, det kan måske lære ham at være glad eller i det mindste sekundkort veltilfreds!

For aldrig har vel en så litterært selvhadsk bog fået prisen, en bog der vrænger af sig selv som litteratur ved at forvrænge sig selv som triviallitteratur, men gør det vildt virtuost, mens den selvfølgelig vrænger af samme virtuositet, før den kører ud i forvrængning af sproget selv, ren og beskidt støj af den fedeste, Finneganske slags, auto(værns)vrængen - så pragtfuld selv(værds)mutilation er i sandhed prisværdig!   

Sådan lyder motivationen ikke i pressemeddelelsen, den lyder sådan her, med samt klokkeslet og dato for overrækkelsen, hvor Lars vil holde endnu en brandtale imod kæledyr og bilisme, og lidt også om Georg Brandes Prisen:

Kritikerprisen 2011 til Lars Frost og Georg Brandes-Prisen til Lis Møller

Prisuddelingen foregår torsdag den 12. april kl. 17 hos Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.

Alle er velkomne

Kritikerprisen for 2011 tildeles Lars Frost(født 1973, debut 2000) for romanen Skønvirke (Gyldendal): Skøn er Skønvirke kun til dels. Den er et elektrisk skrummel af en fremtidsroman skrevet af stilisten og velfærdsstatskritikeren Lars Frost. Måske fordi fremtiden i sagens natur er usikker er Skønvirke formet efter den katolske dødsmesse. Man kan som romanens morder, Lise, blive åndssvagt trist af at tænke på fremtiden, og man kan som læser blive underligt og umanerligt opløftet af Lars Frosts romankunst.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Simon Grotrian for bønnebogen: Domkirkeperlen og Susanne Staun for thrilleren: Hilsen fra Rexville Sidste års modtager af Kritikerprisen var Christina Hesselholdt for fortællekredsen Camilla - og resten af selskabet.

Georg Brandes-Prisen for 2011 tildeles lektor Lis Møller for afhandlingen Erindringens poetik (Aarhus Universitetsforlag). Komiteen motiverer valget således: Erindringens poetik er et arbejde på højt internationalt niveau, der fremlægger et nyt syn på romantikken, idet Lis Møller fokuserer på erindringen og med intens indlevelse følger og fortolker de billeder, hvorigennem digterne fremstiller dette komplekse fænomen. (...)

Begge priserne er på 60.000 kr.,  og finansieres af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Venlig hilsen

Mai Misfeldt
Oldermand for Litteraturkritikernes Lav

Den hjertelige avis

- eller bare den Gyldeglade avis?

Efter Jungersens 5 hjerter giver Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg i dag 5 hjerter til Ib Michaels Hjertets hemmeligheder, og jeg fortryder, at jeg har klaget over ikke at få lov til at anmelde Jungersen og Michael, begge bøger ser så massivt trælse ud, og det er slidsomt nok at læse Zangenbergs anmeldelse. ævl på anden hånd er ævl i anden potens - når jeg hører ordet komplementær bliver jeg komplet kontrær:

'Hjertets hemmeligheder' har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ' erindringsbobler' fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu. Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre-og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af. Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ' Calabi-Yau'-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.

Lad os i fællig udråbe et tifoldigt Kålrabi-Miav!

Og her anmeldelsens slutning:

JEG HAR altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ' mensch'.

Zangenberg undlader at forklare, hvordan præcist urimelig åndssvaghed og selvoptagethed kvalificerer sig som knagende gode kvaliteter, hvilket de vel godt (ikke sagtens) kan opleves som - jeg har selv sagt noget lignende om Martin Hall for år tilbage, inden hans åndssvaghed og selvoptagethed kitsch-koksede helt - men hvordan for helvede? via energi, elegance, charme (som tilfældet var i min korte Hall-forelskelse)? jeg ved nemlig heller ikke med knagende, det er, modsat skramlende, ikke et (muligt) positivt adjektiv i mit kritiske vokabular, jeg hører det som sådan en kælent, klodset gnidende lyd: teksten knager åndssvagt og selvoptaget, det lyder ikke så fedt, vel? men det lyder rigtignok af Ib Michael som værst.

Når Ib Michael går mig i møde, går jeg i dækning, fordi jeg ved, at det, han gavmildt vil give mig, er øretøver, ikke fordi han kan finde ud af faktisk at gøre noget ved det, men fordi han så frygtelig gerne vil, og det er det grimme syn af en mand, der så frygtelig gerne vil uddele øretæver, men nosseløst ikke tør, som jeg gemmer mig for.

Og by the way er Mensch navnet på et effektivt reklamebureau, der forleden ringede til mig for at tilbyde mig et foredrags-job, som jeg takkede ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle tale om Ib Michael, men om poesi, som ikke er det samme.

Selvopfuldfed

Disse to anmeldercitater fra Gyldendalannoncen for Christian Jungersens roman Du forsvinder (Allerede 2. oplag) er jo slet ikke smagsdomme, men bare succesforudsigelser, hvilket imidlertid er det samme i et uhyggeligt möbiusbånd: bogen kommer til at sælge, fordi bogkøberne ved, den kommer til at sælge, og fordi det er til at forudsige, at forudsigelsen er selvopfyldende, er bogen god!`

* * * * * "Årets danske bestseller er er landet." EKSTRA BLADET

"Jungersen har gjort det igen: Skrevet en roman, som læserne vil elske." WEEKENDAVISEN

Antologisk drømme-top 5

Top 5 over antologier, jeg gerne ville sammenclipse/hæfte/lime (uden deres catchy titler, de er hemmelige, bortset fra nr. 2, som jeg lige fandt på og vel skal hedde, hvad den skal indeholde))

1. Humoristisk avantgarde / Eksperimentel sjov ((KÆMPE)arkiv)

2. Antihaiku (enquete)

3. 232 fæle metaforer (arkiv)

4. Dansk nonsens/lyddigtning (arkiv/enquete)

5. Billedkunstnerdigtning (arkiv)

Antologisk top 5, 3. årtusinde

(på fortsat bloglæseropfordring)

Top 5 over antologier udgivet efter 2000

1. Andersens drømme (cd med booklet) (red. Naja Marie Aidt)

2. Af sted (red. Morten Søndergaard)

3. Kanon i dansk 1-3 (gymnasiebindene) (red. Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger og Jens Smærup Sørensen)

4. Leporello 1-11 (red. Christina Wendelboe m.fl.)

5. Antologi 2010 (red. Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann)

Antologisk top 5 x 3

(på bloglæseropfordring)

top 5 over enquete-antologier

1. Brøndums Encyklopædi (red. Niels Lyngsø, Morten Søndergaard m.fl.)
2. Kortprosa 1999 (red. Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen)
3. 78 danske digtere. En antologi med nye, håndskrevne tekster (red. Knud Holten og Dan Turèll)
4. Den danske regering (red. Kenn André Stilling)
5. Fantastiske fortællinger (red. Knud Holten)

top 5 over arkiv-antologier

(0. Nikke Nikke Nambo (red. Benny Andersen)
1. 365 digte (red. Asger Schnack)
2. Antologi af dansk kortprosa (red. Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen)
3. Danmarks land (red. Asger Schnack)
4. Med lukkede øjne (red. Asger Schnack)
5. Dansk poesi 1900-1940 (red. Poul Borum)

top 5 over generations-antologier

(0a. Brøndums Encyklopædi (red. Niels Lyngsø, Morten Søndergaard m.fl.))
(0b. Kortprosa 1999 (red. Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen))
1. Eksempler (red. Hans-Jørgen Nielsen)
2. Ung dansk poesi. 22 digtere fra 70'erne (red. Poul Borum og Asger Schnack)
3. Platform (red. Søren Ulrik Thomsen m. fl)
4. Den nye poesi (red. Torben Brostrøm)
5. Prosa (red. Erik Thygesen)

Førende antologist: Asger Schnack!

Signatursætninger - QUIZ!

Slætninger fra den højst læseværdige antologi Dette er ikke en krimi; det er ikke svær at gætte, hvem der har skrevet hvilken, fordi dette er digtere, der suverænt ligner sig selv til forveksling (én sætning har jeg rettet lidt i, det opnåede jeg licens til for 25 år siden, én af signaturerne er der gode nyheder om lige om lige om lidt):

Jeg har hørt ham tale så meget om hende, altid med hån og vrede og træthed i stemmen, hvorfor, når hun ligger her, men jeg er ikke overrasket over at se dem sammen, jeg vidste det allerede, at jeg ikke havde noget at gøre her, det var for godt til at være sandt.

En fugleflok slog et pludseligt sving ind om et kirketårn set fra en venindes tagterrasse. 

Hvordan kunne den gode pastor Hannesen i sin tid acceptere at vie KræDonlad Laveran til en allerede afdød?

Han viser Danny sine ben, det er næsten, som om han anklager Danny for, at der er så mange knuder, at de magre lår på den måde er tilsåede, at der er den brand, at det brænder sådan i ham.

Hvis han blot på et tidligt tidspunkt i sit liv havde lært at få afløb for sine drifter, uden at dette skulle være forbundet med intim kontakt med grandfætter Børglum, ville han måske ikke nu være plaget af denne foruroligende snert af introvert seksualitet.

De mærkelige nerver, der engang havde været så spændstige, nu hang de som en hængekøje, der ikke er blevet taget ind og er angrebet af fugt og tvivl og kastevinde.

Udrenset Jungersen-bashing (og Madsen-ros)

fra anmeldelsen af Milan Kunderas essay- og notatsamling Et møde, der udkommer på Gyldendal denne uge, hvor det vel strengt taget heller ikke hørte hjemme - og til hver en tid dog:

Kunderas romanideal er det stik modsatte af det, Christian Jungersen giver udtryk for i interviewene om sin nye roman, Du forsvinder der ifølge WA’s anmelder overhovedet ikke er velskrevet og ifølge ham selv ”overhovedet ikke i strukturen” er anderledes og fx kaotisk: ”Sådan har man hidtil gjort det, når man har forsøgt at lave avantgarde. Man har opbrudt sammenhænge og kronologi, men jeg prøver jo at lave en page turner, altså en fremadskridende fortælling.”

  Jungersen propper pædagogisk populærvidenskab ned i en populærlitterær skabelon, for Kundera, om nogen en avantgardeskeptiker, er processen lige omvendt: Ved at forny sig formelt og radikalt når romanen frem til at sige noget nyt om menneskene.

  Første afsnit i essaykapitlet om Malapartes angiveligt alt andet end fremadskridende  Huden, ”På sporet af en form”, nævner de store franske romanforfattere fra Malapartes generation, Sarte, Malraux, Camus, ”som blænder os med deres kraftfulde åndrighed, men som lader til at være ramt af en forbandelse: Til alt det de havde at sige, fandt de aldrig en original form der var forbundet med deres personlighed på en lige så uadskillelig måde som deres tanker.”

  Forskellen i forhold til Jungersen, bortset fra at han ikke blænder mig med sin kraftfulde åndrighed, er, at han og mange danske prosaister med ham slet ikke har nogen ambition om at nå frem til en original form, skammeligt nok.  
  Ærkeroman kalder Kundera Huden, en hædersbetegnelse, som han definerer således i en lille tekst om og til Carlos Fuentes: ”Ærkeromanen er for det første kendetegnet ved at koncentrere sig om det som kun en roman kan sige; for det andet ved at genopvække alle de forsømte og glemte muligheder som romanen har akkumuleret.” Ærkeromanen er for meget af det særligt romangode og alligevel og derfor et helt nyt monster. Gid andre end Svend Åge Madsen ville prøve at skrive danske ærkeromaner!

Arbejdspolyfoni

Maleren maler (og hører P3)

Gulvmanden flår gulv op

Blikkenslageren afmonterer og flytter komfur

Jeg skriver anmeldelse (og blogpost)

Det er alt i alt en god støj

Frotér denne grublen

Rodins Grubleren i Glyptotekets baghave grubler over Astrid Noacks "Stående kvinde med drapering", der står lige udenfor indgangen ved Niels Brocks Gade, som han altid har haft et godt øje til, men aldrig, aldrig får at se: det er da ikke en drapering, det er da et håndklæde, fordi hun, poetisk indadvendt, lige er kommet ud af badet, mens han, forgrublet grublende, bare har glemt at tage tøj på eller blæst det i bortfløjne trævler med sin røvsyge refleksions hvirvelvind, hun har lige tørret sig og er klar til at være klar om et øjeblik.

Sommertid er sindssygt kompliceret

Jeg har brugt hele morgenen på at skrue den store og lille viser 1 time frem efter denne i en vis forstand - hvis det bare ikke var mig, der blev udsat for galskaben - beundringsværdigt forskruede procedure:

To adjust the analog time:

1. In the Timekeeping Mode, press (C) six times to enter th Hand Setting Mode (page E-6)

2. Hold down (A) until the current digital time strats to flash, which indicates the setting screen.

3. Use (D) to adjust the analog setting.
Press (D) once to advance the hands 20 seconds.
Hold down(D) to advance the hands at high speed.
To lock high speed hands movvement, hold down (D) to start it and then press (B) to lock. The hands will continue to advance for one 12-hour cycle or until you press any button to stop it.
High-speed hand movement also will stop automatically after the time advances 12 hours or if an alarm (daily alarm, Hourly Time Signal, og countdown beeper) starts to sound

4. Press (A) to exit the setting screen.
The minute hans will be adjusted slightly to match the seconds when you ewxit the setting screen.
To return to the Timekeeping Mod, press (C)

Simon Grotrian er en femi-krimi (hej Horsens!) i sammenligning, men hey, det lykkedes (en eventuel forståelse af Grotrian skal jo ikke i den forstand lykkes, den kan (og skal) sagtens være lykkeligt mislykket), klokken er nu 12:27 på mit sorte Casio-armbåndsur, som jeg for helvede bare købte, fordi det var smukt!  

Stem på Amalie til Over-Meta-pris

Arnold Buscks halvreklameavis BogMagasinet beder deres læsere om at vælge Årets Danske Prisvinder mellem vinderne af 12 danske litteraturpriser (uddelt i år og sidste år, det er lidt forvirret), heriblandt sandelig sørme BUKDAHLS BET - Den Smalle Litteraturpris, der i 2011 (snart, til juni, er det tid igen) som bekendt gik til Amalie Smith (der i april kommer med en ny, fælt forjættende bog, I civil) for Fabrikken falder, og selv om der er mange andre skønne favoritter mellem prisvinderne, Helle Helle, Birgithe Kosovic, Susanne Staun, Bjørn Rasmussen, Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær, synes jeg selvfølgelig I skal stemme på suverænt smalle Amalie på FB-linket her!

Prisværdig skræk og rædsel

Vinder af Årets Danske Horrorudgivelse 2012 

I 2011 stiftede en række danske horrorforfattere sammenslutningen Dansk Horror Selskab. I udlandet er horror anerkendt som en litterær genre for voksne ligesom krimien og thrilleren, mens den i Danmark ofte bliver anset for at være en børne- & ungdomsgenre uanset romanens indhold.

Foreningen har stiftet en årlig pris til Årets Danske Horrorudgivelse, der skal sætte pris på gode horrorudgivelser rettet mod den voksne læser. Prisen blev uddelt første gang i 2012 på Krimimessen i Horsens, og vinderen blev Steen Langstrup for romanen Alt det hun ville ønske hun ikke forstod.

En uafhængig jury var blevet udpeget til at vælge blandt årets udgivelser og kårer den bedste. Juryen bestod af Jakob Stegelmann, redaktør på Troldspejlet; forsker Rikke Schubart, Janus Andersen, Horrorsiden.dk; Jette Holst, Gyseren.dk og anmelder Lars Bukdahl.

Siden Steen Langstrup debuterede som horrorforfatter med romanen Kat i 1995 har han været en sikker repræsentant for horrorgenren. Han har aldrig været bange for at gå nye veje, hverken som forfatter eller som fortæller, og har bl.a. også flere krimier på samvittigheden. Med Plantage-trilogien vendte han tilbage til mere klassisk horror, og med Alt det hun ville ønske hun ikke forstod afsøger han igen nye territorier, nemlig tortur-horror.

Begrundelsen for valget af Steen Langstrups Alt det hun ville ønske hun ikke forstod lyder:

”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” kvalificerer sig som genrelitteratur, der er skøn litteratur: originalt, stiligt og effektivt turneret. (Lars Bukdahl)

En fængende, uhyggelig, grum, afskyelig, velskrevet og vel-undfanget fortælling. Der er flot fremdrift i bogen, der fortællemæssigt er yderst godt komponeret, og i sig selv et meget vellykket eksempel på et rigtig godt gys for voksne. (Rikke Schubart)

En historie man husker efter endt læsning. Situationen er enkel og velvalgt og godt afviklet (selv hvis der er mange mennesker på en benzintank virker den øde og skræmmende på mig). (Jakob Stegelmann)

I ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udnytter Steen Langstrup de filmiske virkemidler optimalt (Janus Andersen)

Yderst velskrevet roman, der hurtigt får læseren til at flytte sig uroligt på stolen. Så grum at den nærmest rammer læseren fysisk, men samtidig er Langstrup en mester i at klippe væk, lige når det værste sker, så læserens fantasi selv udfylder resten. (Jette Holst)

Juryen ønsker Steen Langstrup et stort tillykke med prisen.

Venlig hilsen

Jakob Stegeelmann

Janus Andersen

Jette Holst

Lars Bukdahl

Rikke Schubart

Den bedste og måske eneste lovlige sentimentalitet

er sentimentalitet over og for kunstnere - ikke kunstnernes kunst NB (jf. tæt på mig lige nu: Storm P, der kunstnerisk kvalificeres ved at hans værk sentimentaliseres, ikke i orden) -, at de er til/ har været til og klør på/ har kløet på, og den allerbedste kunstnersentimentalitet, i fiktionen, men selvfølgelig helst i virkeligheden, er - som i Martin Scorseses nye, fint 3D-fremdrønende Hugo, som jeg så i går med 3d-brillerne ovenpå ordinærbrillerne - det glemte kunstnergeni, der omsider anerkendes - jeg kneb en pænt stor tåre, da filmskaberen Meliés (værdigt fipskæggede Ben Kingsley) træder frem foran lærredet og får sine stående ovationer omsider, men Scorsese sentimentaliserer lige præcis ikke Meliés' udsyret og poetisk påhitsomme film, der mest af alt fremstår som en serie af maniske glædeshandlinger (ikke ulig, i min optik, Storm P's lige så uoverskuelige værk). Jeg snøfter, fordi en kunstner ikke har - og anerkendes for ikke at have - tudet vores øjne og ører fulde af snot, men i stedet skabt selvstændig, egensindig for evigt i vores hoveder og kroppe raslende kunst.

Kort bemærkning på Langelinie

Hov, frøken,
du er da vist ingen
havfrue,

de ben i næsen
må du længere
ud på landet

og slå med
halen på

Ingensomhelst er ingensomhelst

tekster i WA Bøger i dag, efter først den ene og så den anden uge med kun 1 anmeldelse i tillægget, og jeg er noget så forbandet, og jeg kunne rase i en mail til redaktøren, og det gør jeg måske også, eller også eksploderer jeg på hendes kontor om et par timer, og det ved jeg godt ikke hjælper, men lad mig lige sprutte her et kort øjeblik for jer, bloglæserne, som jeg tillader mig at betragte som i udgangspunktet sympatetiske, selvom mange af jer sikkert ikke læser eller ser avisen og mine artikler deri, fordi WA koster crazy 45 kr. og ikke kan læses på nettet og mange af jer er unge mennesker (forestiller jeg mig, jeg ved det ikke, det kan være I allesammen er over 75, det må I hjerteligt gerne være), men det er altså mildest talt frustrerende at blive prioriteret så langt ned i forhold til både repræsentation (hvor mange tekster jeg har i), plads (hvor meget de får lov at fylde) og bogvalg (hvilke bøger jeg får lov at anmelde), og jeg gider ikke pukke på, at de læsere, som redaktøren hele tiden henviser til, men som ingen af os for helvede kender, også undrer sig, når jeg møder dem eller de henvender sig som hin enkelte X eller Y. Og det er uden videre usympatisk og arrogant af mig at mene, at jeg i forhold til ny, dansk skønlitteratur burde står først i køen og have lov til at brede mig sindssygt pga. profil (se min luvslidte ørnenæse vejre aftenluft!) og eXpertviden og åh så suveræne skriveevner. Og meningsløst, for der er ikke længere nogen kø, bøger uddeles vilkårligt (ønskelister, ukendskab til/ligegladhed med forfatterskabsengagement eller bare -kendskab, hvis det ikke faktisk dømmes et problem) og demokratisk (alle skal have) og opdragende (for mit vedkommende i det mindste, klassikerkampagne, fordom om mine fordomme, men jeg ved sgu faktisk ikke, hvad jeg vil mene om den nye Jungersen eller Ib Michael). Men i det mindste er det klart for enhver at se, at der er for mange anmeldere af ny dansk litteratur, mig, Klaus Rothstein, Nanna Goul, Leonora Christina Skov og undtagelsesvist, men tilsammen ikke sjældent jo så, Poul Behrendt, Birte Weiss, Henrik Dahl, redaktøren selv; det kan nødvendigvis ikke gå op til nogens tilfredshed undtagen de sidstnævnte luksusanmeldere, der jo nemlig ikke er interesseret i at være andet end luksusanmeldere; de eneste bøger, der ikke blive slåsset om, er dem, der er for små til, at andre end mig kan få øje på dem, som nu fx de 3(/5), jeg usynligt anmeldte denne uge, af Bue P. Peitsersen, Ide Hejlskov, Glenn Christian (og krimier, ingen gider anmelde krimier, heller ikke Katinka Bruun, der gør det hele tiden). Jeg ved ikke, om det er illoyalt af mig at udsprutte alt dette, hvis det er, må jeg slette det senere, men ingen læser alligevel min blog på WA, så det er kun, hvis nogen sladrer, og be my guest, at det dukker op på en Pilestræde-skærm  Og til sidst vil jeg bare sige: kjwBHØLwjghrøwlkGHwækgløkhGRWLKWHRGLØIHG!!!

cykelpigedigt

cykel
cykelpige
cykelpigedigt
cykelpigedigter
cykelpigedigterinde
cykelpigedigterinderlig
cykelpigerdigterindelighed
cykelpigedigterinderlighedspunktering
cykelpigedigterinderlighedspunkteringslap
cykelpigedigterinderlighedspunkteringslaplænder
cykelpigedigterinderlighedspunkteringslaplænderkaravane
cykelpigedigterinderlighedspunkteringslaplænderkaravanetænkning

Perry Mason, Albany, 1982

Jeg så frygteligt meget Perry Mason det halve år, vi boede i Albany ved Berkeley, så godt som hver dag vel faktisk, mens min mor og søster var væk en to timer til min søsters svømmetræning, jeg sad lænet op ad indhakket mellem daglig- og spisestuen med fjernsynet foran mig, og jeg elskede den trygge, dobbelt sort-hvide skematik, klient, udredning, retssag, twist, opklaring, og jeg tror, jeg i virkeligheden gerne vil være dansk litteraturkritiks Perry Mason, men nu er det paradoksalt nok krimigenren, der er forbryderen, og litteraturen, der er det stadig vitale offer med heldigvis kun overfladiske flesh wounds, men ind og brumme skal krimigenren med vold og magt, når jeg endegyldigt får bevist dens skurkagtige skyld.

2 ducks

De stod ved siden af hinanden i Vangsgaards bogkasse, og jeg håber sådan, at det er tilfældet, der bragte dem sammen og ikke en kvik antikvar, men det er okay, hvis det var en kvik antikvar, i hvert fald var jeg nødt til at købe begge kulørte romaner:

The Case of the Drowning Duck af Erle Stanley Gardener

og

You Can Always Duck af Peter Cheney

! !

De to romanbegyndelser:

CHAPTER I

Once when Della Street, Perry Mason's private secretary, had asked him what was the most valuable attribute a lawyer could have, Mason had answered, 'Thar peculiar something which makes people want to confide in you.'
  Certainly Mason possesed this power to a marked degree. When he walked across a room, people instinctively followed him with their eys. When he seated himself in an hotel lobby or in a train, people who were seated next to him almost invariably started a casual conversation and wound up baring their innermost secrets.

CHAPTER ONE

FOR ME - GAYDA!

The grandfather's clock half-way up the windin' staircase outside the bar-parlour strikes twelwe. Grandpop is plenty wheezy. They tell me this clock is three hundred years old. It sounds like it has got the bellyache. An' why not? If you was three hundred years old I reckon you would have the bellyache too.
  I lean my head against the back of the armchair an' relax. I am thinking about Adolf Hitler. I am thinkin' that if it was not for this guy I woulds probably be kickin' around some swell place in the U.S. takin' things nice an' easy.

Hudløshed i pragtbind

Jeg har nu hentet Ida Jessens Ramt er ingenting på Gyldendal og læst den i sådan ca. samme nu og erklærer mig umiddelbart glad for dens rå klarhed og sirlige brutalitet, men hvorfor skal de sølle 68 sider, det er gennemsnitligt digtsamlingskort, være i hardcover? det er som om, det fine og smarte forlag tænker, at når bestsellerromanforfatteren skriver en et kort, lyrisk fragmentarium, så er måden at få venindelæserne til at købe den magre kat i sækken at gøre den til en gavebog, med en vignetagtig, sort kat udenpå, så den ligner en lille lommebog med livsvisdom at pakke med til wellness-weekenden; det ville være så meget rigtigere og coolere - og jeg synes, Ida Jessen fortjener og har brug for at blive cool, ikke nødvendigvis som Christina Hesselholdt og Pia Juul, der kun har cool læsere, vel helst som Lone Hørslev og Kirsten Hammann og Helle Helle, der både har cool læsere og venindelæsere, men de cool læsere er jo da for fanden de bedste læsere  - hvis den var udkommet som et flaprende primitivt, gråt hæfte på After Hand eller Jorinde & Joringel eller forlaget Virkelig, som jeg lige har modtaget to supergrå småbøger fra, så kunne det også være, at hun undgik at blive anmeldt på dagen af skuffede romanfundamentalister.

At blive holdt anmeldelsesudenfor

Ida Jessens "glemmebog" Ramt af ingenting udkommer i dag, og jeg ved godt, man bliver ekstra irriteret på anmeldelserne af en bog, man selv gerne ville have anmeldt, men ikke fik lov til at anmelde (fordi man skulle vælge mellem den og Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, som endda udkommer i hver deres uge), og Ida Jessen har jeg gennem tiderne anmeldt vidt forskelligt, så jeg har ikke noget idé om, hvad jeg selv vil synes om bogen, når jeg forhåbentlig snart når frem til at læse løs, men jeg får en frygteligt lyst til at gå stærkt ind for den, når jeg læser Jes Stein Pedersens irriterende 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, der besværger og reklamerer for nyfigenhed i læsningen, men behændigt selv holder sig helt udenfor, hvilket må siges at være en stærkt uærlig retorisk manøvre:

VIRGINIA WOOLF skrev, at en kvinde har brug for et værelse, hun kan kalde sit eget. Tre generationer senere er det blevet til et hus, og kvinder både læser og skriver og lader sig skille som aldrig før. En af disse fantastisk skrivende, fraskilte kvinder er Ida Jessen, forfatteren, som man fra interview ved tidligere boede i Kristianiagade med udsigt over Døveskolen (ligesom bogens hovedperson nemlig, men det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu LB). »Skal vi ikke læse bogen om Ida Jessens skilsmisse?«, vil alle kvinderne ude i læseklubberne spørge hinanden. Når de læser om kvinden, der så gerne vil glemme, vil de føle sig inviteret med ind under den virkelige forfatters eget syvende slør og opfatte det, de læser, som et selvbiografisk partsindlæg i en kærlighedskrig. Den kvindelige forfatter skriver for at slette sine erindringer om en mand. For Jessen, kvinden bag kvinden, handler det måske også om at skrive noget ud, men resultatet er paradoksalt nok en bog, hun resten af sit liv vil blive spurgt ind til af nyfigne læsere. Men det følger jo med, når man doserer forholdet mellem virkelighed og fiktion, som hun har valgt at gøre det.

Og så mener Jes Stein (vistnok, han mener ikke rigtig noget som helst), at det er for galt, at Jessen slet ikke indlever sig i den mand, som hovedpersonen er blevet skilt fra, som hun nemlig ville have gjort, hvis det var en af hendes romankonkurrence-tykke romaner, hvad det jo lige præcis ikke er - anmelderen kunne måske også have erindret sig (og læserne) om, at Jessen har skrevet en (lille) hård roman, ABC, om hvor skrækkeligt en skilsmisse går ud over en mand.

Katrine Lilleør i Berlingske klager til gengæld i sin ikke mindre irriterende 3 stjerner-anmeldelse, over at den ubehagelige læser-type, overlappende med Stein Pedersens nyfigne læser, venindelæseren, som hun ikke har noget problem med selv at inkarnere, ikke får fortrolighed nok, men det er en dum læser, der vil være ven eller veninde med sin forfatter (og en dum forfatter - og sådan en dum forfatter er Ida Jessen ikke, men det er fx en, der hedder Ib - der vil være ven eller veninde med sin læser):

Her er jeg i tvivl om, hvad Jessen vil fortælle, og om hun overhovedet har lyst til at fortælle.
Det er så modsat hendes romaner, hvor alt kan siges - og bliver det. Den nye bog holder mig udenfor, som en veninde der ikke regnes nær nok til at få det hele at vide. Ida Jessen skal nok forberede sig på, at der vil være en del læsere m/ k, der føler, at hun har smidt veninderingen væk. Forhåbentlig kun for en stund. »Ramt af ingenting« er som alle Jessens bøger en sproglig nydelse, så mange trofaste veninder vil såmænd hænge på og ydmygt håbe, at vi næste gang bliver fundet værdige til større fortrolighed.

(og hvad er det også for en uting med disse Smagsdommerne-agtige, kulturpersonlige ikke-litterater som anmeldere: præster, politikere, sociologer (ja, det var et stik til min egen avis, WA, og Birte Weis og Henrik Dahl)!)

Og noget principielt irriterende forbandet vrøvl i begge anmeldelser, at store, rolige romaner pr. definition er litterært vægtigere og sandere og skønnere end små, rasende notatsamlinger.

Pyh! Lad mig til sidst fremhæve anmeldelserne i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad af henholdsvis begejstrede Henritte Bacher Lind og skeptiske Nils Gunder Hansen, der som det modsatte af kedeligt kønnede (det er også synd for manden vs. mere klart snavs om manden) ven- og venindelæsere, som nemlig litteraturlæsere, engageret karakteriserer og smagsdømmer bogen som den bog, den i deres øjne faktisk former sig som.

Stik ham Iben 1000-vis af moneter - i en sportskage

Litteraten Iben Holk, der i sin tid redigerede alle de fantastiske, værk-for-værk-portrætbøger om Seeberg, Inger C, Højholt (et afholdt og gennemslidt bind i min reol), Gustava, Nordbrandt m.fl. mangler, meddeler han i dag i en mail, en masse 1000 kroner til at udgive sin comeback-portrætbog om Jørgen Leth, hvor alle mulige kloge hoveder og jeg skriver om samtlige Leths bøger (jeg om Sportsdigte), og kan nogen da tage at give ham de penge, besværger jeg, hvad med et cykelfirma, Kildemoes!?

Og så kom jeg i går i en anmeldelse i tanke om DIGTEREN Iben Holk, der udgav tre aggressivt lækkert æsteticistiske digtbøger i begyndelsen af 70'erne, Skin, Skum, Ruter, her er kampdigtet (mod al gråmeleret, Mao-uniformeret 70'erhed) "La Glace" fra Skum, 1974:

På det lille Konditori anbragte vi os
Bag et af de små Marmorborde og bestilte Kaffe
Vi var et stykke Tid noget uenige om
Hvilken Kage vi ville spise til!

Om det skulle være en Appelsinkage med
Karamelerede Appelsinstykker eller en Hindbærtærte
Med friske Hindbær, Naturgelé og Flødeskum?
Gud! hvor var det svært at bestemme sig . . .

Jeg lukkede derfor Øjnene og fandt på den Måde
Frem til en Georginekage og blev glad
Da jeg opdagede at den bestod af Makronbund
Og Syltetøj og Creme.

Min Ledsagerske følte Lyst til at prøve med en
Sportskage men foretrak alligevel en Valnøddekage
Med Mokkaglasur og Flødeskum med hakkede Valnødder!
Serveringsjomfruen serverede . . .

Og vi skiftedes til at spise af Hinandens Kage
Og inden vi forlod Konditoriet bestilte vi endnu
To Kopper Kaffe for ikke at skulle sidde
Med tomt Service og ryge Cigaretter

Hvis nu ingen har skrevet det før (og det er sandt)

Thanatos har tinnitus.

I al hast pisser Facebook sig selv i nakken

Min tegnemakker Lars Nørgård, som jeg har vilde, snarlige net-planer med, kunne ikke få lov at publicere denne tegning på sin Facebook-profil; meget mærkeligt og uhyggeligt så hurtigt FB-kontrollørerne i deres spion-siloer får øje på en alt for nøgen skildpadde, hvilket står grel modsætning til hvor laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid det tager for en skildpadde at pisse sig selv i nakken, det er der slet ikke noget beskidt og grimt og obskønt ved, det er et cirkusnummer, der er udviklet over 80 år i et speciallaboratorium i Ringling Brothers, Barnum & Baileys hovedkvarter i Utah, USA, en gennempisning tager ca. 3 1/2 time, men kun et brøkdel af et sekund er strålen hel og ubrudt, som det ses på den strengt videnskabelige tegning af den dybt beundringsværdige skildpadde, der for øvrigt hedder James:

Prispis - i røven på alle musketererne samtidig

Jeg synes, de bliver ved at nosse i det med Dan Turèll-prisen, der uddeles i dag på den udødelige onkels 66 års dag (før jeg opdagede, det var hans fødselsdag, havde jeg nævnt ham i 1 anmeldelse og citeret ham i 1 Hvede-blogpost, strange!): sidste år gik prisen til en kedelig epigon, Claus Høxbroe, og i år går den til en forfatter, der sgu da ikke, om man så bryder sig om hendes værk eller ej, kan være længere væk fra nogen Dan Turèll-hed, dramatikeren og prosaisten Astrid Saalbach, sirligt iagttagende kølighed rimer ualmindeligt dårligt på signeret performativ coolness, og hvis det absolut skulle være en dramatiker, hvad så med offensivt vittige Line K eller kulørt mytologiserende Jokum R?

Men skide nu være med det, lad os hylde den suveræne, stygt savnede digter DT; i første bind af de udvalgte digte har jeg bladret mig frem og tilbage til denne gode remse fra Manuskrifter om hvad som helst, 1971:

Du igennem rækker af billeder

i markedet
i boghandelen
i cafeteriaet
i biografen
i rejsebureauet
i avisen
i fjernsynet
i øjet
i røven
i røven på Karl den Tolvte
i røven på Ludvig den Fjortende
i røven på Alexandre Dumas
i røven på alle musketererne
i røven på alle musketererne samtidig
i dette år
i et væsen
i et glas
i et rum
i et andet rum
i en ny tilstand
i to nye tilstande
i uendelig mange gamle tilstande
i paris
i Gladsaxe
i billeder
i fotos
i arkiver
i blinde pletter
i alternative områder
i anderledes udkanter
i drømme
i boxe
i film
i tekst
i bånd
i røven på Lee van Cleef
i violette klipper
i skyer
i nedfald
i andre rejser
i gader
i scenerier
i byer
i toiletter
i skuffer
i maskiner
i lyd
i København
i dig
i nat
i denne strøm
i dette liv

Splintret samvittighed

Jeg åbner døren for glarmesteren, og det er ligesom at se en politibetjent, man føler med det samme skyld: en eller anden rude har man jo altid knust - eller i det mindste et spejl, men glarmestre tager sig vel ikke af spejle? det gør vel så spejlmestre eller bare spejlmænd, og -kvinder ...

Meta-ubevidst tastfejl

Id og Axel-trilogien

Den frie prisopgave uden pris

 
Fra Hein Heinsens tekst i kataloget til Den Frie (yderst seværdige - ikke mindst Heinsens to magtfuldt mærkelige skulpturer) Forårsudstilling i den Frie Udstillingsbygning (ovenfor den brandflotte udstillingsplakat af Jesper Christiansen, en af vores allerbedste bogstavmalere - ved siden af selve Bogstavmaleren Poul Pedersen selvfølgelig, der optræder på udstillingen med "Alfabetet uden bogstaver" flot, men ærgerligt nok):

Havde denne tekst været en af mine skulpturer havde den udfoldet sig i flere stilarter og ville mere ligne et mycelium end et træ, mere en jordskok end en pyramide, mere lort en rød og blå. Jeg ville gerne skrive en smuk, uren og knoldet tekst uden retning og konklusion ud fra midten, men kan ikke.

Opgaven: At skrive sådan en tekst, som Hein Heinsen ikke kan skrive, en jordskokke-uskikkelig tekst - lige nu!

Klovneskoede fodnoter til blogpost nedenfor

Digt af Peter Laugesen (oprindeligt fra Konstrueret situation) i katalog til Mogens Gissels retrospektive udstilling i Århus Kunstbygning 1999 (snuppet hos min faster):

Mange år senere
klar til at høste
Marken er mejet
kornet er plysset
børnene plejet
og frøen er kysset
det er for sent nu
venner er døde
hvide og røde
mellem hinanden
Satans på spanden
og gejlet til grin
gennet på skærmen
i bure som svin

Forside på en anden bog (end Laugesens) om klovnerne Foottit & Chocolat:

Parisisk eftersmag og -klang

Efter at at have været formeligt forfulgt af bistroer i Paris går man lige ind og spiser frokost på, hvad man for sent opdager er en forpulet københavnsk og med parisisk målestok virkelig kedelig bistro, Sebastopol på Skt Hans Torv, som jo ikke bliver mindre bistro af, at man drikker hvedeøl til charcuteritallerkenen -

fra Placebo-sangen "Drag" hørt fra rigtige højttalere i aften:

You're always ahead of the game
I drag behind
You never get caught in the rain
When I'm drenched to the bone every time
You're the first one to swim across the Seine
I lag behind

Superhelt, der ringede på døren i morges

Fugeman

Jeg trykker Foottit & Chocolats hånd

Den diskret fremragende maler Mogens Gissel, der som gammel ven deltog i skriftfesten LUXUSEN! for Peter Laugesen, har som lovet ved festen sendt mig et dublet-eksemplar af Laugesens lille, sjældne, lyserøde hæfte Foottit & Chocolat, trykt på en af Henrik Haves gamle trykkemaskiner, en original Heidelberg Vinge 1925 og udsendt i forbindelse med udstillingen Cirkus på Kunstindustrimuseet 1978 - 1000 TAK FOR DET - teksten står afskrevet (fra et lånt og kopieret eksemplar fra Århus Hovedbibliotek, så vidt jeg husker) i UGH! Et totalskriftportræt af Peter Laugesen og er en meget straight og selvfølgelig meta-allegorisk fortælling om de to titel-klovner, der begynder sådan her :

Foottit og Chocolat
var klovner i cirkus i Paris
Cirkushistorien ser Foottit som skaber af nummeret
og en stor del af historien må man gætte sig til
Chocolats historie er for tavs
og Foottits for talende

- og slutter sådan her:

Om Chocolats søn
har cirkushistorien intet at fortælle
for den er ikke historien om cirkus
lisså lidt som enhver anden
specifik historie
er den fulde fortælling
af og om noget som helst
Men fortsættelsen følger
altid

Og her er yderst passende, synes jeg, et billede af en telefon malet af Mogens Gissel:

Arrogant uvidenhed

Forfærdeligt tung, tungere end en kasse med mine egne usolgte bøger, føles Information her til morgen, og så opdager jeg, at det er på grund af et krimi-tillæg på 56 sider (med en bagsideannonce for 20 krimier, der kan købes i Føtex, og annoncer er jo nok den reelle bevæggrund til krimitillægget, der er stoppet med dem), hvor tungt forfærdeligt! og hvor er jeg åndssvagt stolt over, at jeg kun kan svare på 1 spørgsmål (OK 2, der er også et spørgsmål om Susanne Stauns Hilsen fra Rexville) i "Den store krimiquiz":

Hvad hed den logisk tænkende detektiv i Edgar Allan Poes novelle 'Dobbeltmordet i Rue Morgue' (1841)?

C. Auguste Dupin!

Men gid dog Poe ikke havde skrevet sine tre Dupin-noveller og ved et teknisk uheld opfundet krimigenren, så havde det ikke været et krimi-tillæg, der skammeligt tyngede Information denne lørdag, men ærefuldt måske faktisk et poesi-tillæg (så meget af den bedste poesi i disse år anmelder Inf slet ikke, fordi den udkommer på små- og mikroforlag).

Hvem ringer dørklokken for - for tiden?

Hvis dørklokken ringer om morgenen, ringer den for en håndværker, for en blikkenslager, en elektriker, en murer, en snedker eller selveste montagelederen (som ikke er det eller den samme som Over-dadaen).

Hvis dørklokken ringer om eftermiddagen, ringer den for et pakkespostbud med endnu en kasse fuld af usolgte bøger skrevet af mig, som jeg skynder mig ned af trappen for at tage imod, altså postbudet, ikke mig, thi det er frygtelig tunge kasser, som om det faktisk er mig og atter mig, de er fulde af.  

Hvis dørklokken ringer om aftenen, ringer den for en teenager og endnu en og en til og lynhurtigt en hel flok af klokkeklare ynglinge, der - undtagen sønnike angiveligt - ryger som fabriksskorstene.

De nye bedste Laugesen-videoer!

Ikke de bedste nye, de nye bedste, ligesom den ene af de tre vietnamesiske restauranter ved Det Ny Teater, der serverer "vietnamesisk autentisk cuisine", der nemlig er autentisk på den særlige vietnamesiske måde, som også Laugesens poesi er autentisk Laugesensk på og ny og bedst -

(uprioriteret rækkefølge)

nr. 1.
Uannonceret surprise-oplæsning med de uendeligt cool musikere Jakob Bro, Nicolai Munch-Hansen og Jesper Zeuthen ved LUXUSEN! Skriftfest med lyd og toner for PL

Nr. 2.
Henrik Busks to the point-film "Peter Laugesen & skrivemaskinen", der havde urpremiere ved LUXUSEN! Link her -

Nr. 3
Oplæsning ved Hvedekornsoplæsningen VÆR VÅR dagen efter LUXUSEN! af debutteksten (aldrig før læst op) i Hvedekorn 4, 1962, og Medeateksterne i Hvedekorn 1, 2012

Luksuriøs fortrydelse

Jeg køber og spiser for lidt dyr chokolade! Der er alle disse dyre chokoladebutikker på Gl. Kongevej, og jeg burde frekventere dem ugentligt. Nu har jeg omsider smagt den nye, dyre, chokoladebestøvede  lakrids, der er til salg i Magasin og andre dyre steder, og den smager ondskabsfuldt delikat. Ergo køber og spiser jeg også for lidt dyr lakrids! Når vi lige om lidt får vaskemaskine, skal jeg ikke længere købe billigt Haribo-slik i døgnkiosken for at få mønter tilbage til møntvasken, og hvis jeg nu aftaler med mig selv, at jeg lige præcis skal bruge så dyre penge på dyr chokolade og lakrids om ugen, som jeg før brugte på møntvask-slik om måneden, mon ikke jeg så kan få den centrale luksus på plads?

Bedragerisk armod

Det er jo ikke sikkert, at jeg kun har 1 tekst med i WA denne uge, anmeldelsen af Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, så markant mindre end anmeldelserne af Kim Leines og Liv Mørks markant tykkere (og for Leines vedkommende markant forlagsopgejlede) bøger, jeg hader den slags forholdsmæssighed, især selvfølgelig når den går ud over mig og mine - det kan jo være, at der gemmer sig op til 5 yderligere, signaturslørede og urenfærdigt forfattede tekster i gedulgte og/eller grelt oplyste hjørner af avisen, hvem ved?

De bedste hængninger i ny, dansk litteratur

(i uprioriteret rækkefølge)

1.
Teksten " Efter hængningen" s. 93-107 i Harald Voetmanns En alt andet end proper tilstand, 2008, et uddrag:

Med tiden begyndte kulden, og hvidløgsfedene i hans øregange begyndte så småt at spire. Da den hængtes øjne ved selve hængningen var blevet presset et godt stykke ud, kunne det lige akkurat lykkes ham at se de fine lysegrønne stilke, der skød ud fra hans kranie, når han rullede øjnene helt til den ene eller den anden sid. men også andet grønt begyndte at gro omkring Galgebakken, og den hængte opdagede til sin egen forbavselse, at han var i stand til at sætte pris på naturen i højere grad end nogensinde før. Snart ville han se første bøgeblade, og hvem var det, der peb så yndigt for ham fra galgens tværstang, om ikke nattergalen, som han aldrig før i sit liv havde skænket en tanke?

2.
S. 15-19 i Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, 2012, et uddrag:

Manden var skaldet. men han var ikke bare skaldet, han var skaldet på en grum måde. Som om der var en lidelse ved det, at der var det maskinklippede hår rundt ved ørerne, og at resten så var som én stor smerte.
  Han er i mine drømme, nogle gange, bare jeg lukker øjnene, ser jeg hans krop kaste sig rundt. Benenes sik-sak i luften, fægter med dem som i vand, han træder vande eller forsøger at flyve, eller bare skrue sig opad. Han væltede borde, stole, alt, hvad der er i nærheden.

60'er-neon slår 80'er-neon any day

- selv og især når den er bøjet i 80'erne:

Den amerikanske minimalist og lyskunstner Dan Flavin har (synlig, eksplicit) betydning for dansk litteraturhistorie derved, at det er et foto fra hans udstilling ”Dan Flavin: alternating pink and gold” på Museum of Contemporary Art i Chicago, 9. december 1967 – 14. januar 1967, der (som fortjenstfuldt opklaret af Thomas Hvid Kromann) pryder forsiden af Hans-Jørgen Nielsens 'Den mand der kalder sig Alvard'-

På en væg i et meget tomt og koldt lokale i Gallerie Nikki Diana Marquardt på Rue Turenne hang det fineste, YNDIGE OG MUNTRE stykke minmalistiske lyskunst af Dan Flavin, dateret og tilegnet galleristens datter Charlotte 1987 - som ville have set så meget bedre ud på forsiden af min debutbog fra samme år end dét dér cykelhjul af Duchamp, som jeg hilste på i endnu en udgave på Pompidou, og som jeg stadig holder enormt og hypnotiseret af, det er ikke for det - det er bare fordi, den lille neon var så helt utroligt FIN, se bare her: 

Smag ordene 3

PARISISK BRØD (ET PAIN)!
(smuglet hjem i kufferten sammen med fint maste madeleiner)

Tillykke med ondskab

Information 9. maj, 1986 

Blævrende følsom

Stig Dalager: Århus-elegi. Digte

Hvad skal man stille op, spurgte jeg engang en erfaren anmelderkollega, hvis en bog er så jamrende elendig, at man allerhelst vil forbigå den i tavshed?
 "Begynd med det positive", svarede hun. "Der vil altid være et eller andet i en bog, som du kan rose. Hus på, at det er et medmenneske, der har siddet og udgydet sit hjerteblod."
  Omslaget til Århus-elegi er ret pænt- Og på s. 31-32 optræder der en tekst - en tætsanset barndomsoplevelse . som jeg uden forbehold vil kalde et godt digt.
  Resten er så håbløst, at det nærmest unddrager sig samlende karakteristik. En klump gelé på størrelse med en bybus? En ørkenvandring i ambitiøst ævl - jeg opgiver opg holder mig til adjektiverne: diffust, kropsløst, patetisk, manieret, sentimentalt. Som poesi værdiløst, som bog en fatal misforståelse.
  Måske er det allerstørste minus ved bogen dette: at man ikke kan sætte fingeren på noget bestemt som er dårligst. der er næppe rettet meget i disse digte, for de oparbejder ingen indre konsekvens. på hvis baggrund mislydene evt. kunne høres. ingen rytme, ingen klangfornemmelse, ingen tone, ingen syntaktisk tydelighed, ingen orden, kort sagt - den være sig nok så tilfældig - der kunne forlene de mange associationer med poetisk nødvendighed. I hvert af de fem hovedafsnit, i hvert digt, ja ofte helt ned i den enkelte passage, arbejdes der i indbyrdes uforbundne sætstykker uden sans for rekapitulering og videreudvikling af betydning og motiver.
  Jeg tror det er her, i de ubearbejdede kladders mangel på klarhed og kohærens, at man skal søge forklaringen på Dalagers intensive anvendelse af store abstrakte armbevægelser. Netop fordi hans blævrende skrift næsten intet kan artikulere, søger han stedse at forankre og dermed legitimere den i stedet (Århus, Europa), tiden (fra efterkrig til 80'erne), den store følelse (ensomhed og gådåtynget længsel), samt, først og sidst: naturen, der jo så tit har måttet holde for.
  Specielt har han en forkærlighed for fuglene, selv så eksotiske arter som lomvie og pirol. Ja, han opfinder sågar en fugleart selv - "strandpiber" s. 180.
  Eksemplet kan stå som en illustration af hvor sløret og upræcist Dalager omgås det sproglige materiale. Men lad mig som yderligere dokumentation citere en stribe utydelige og frem for alt sprogligt usikre passager: "deres stemmer itser (s 25)/ et blad er sluppet løs/ svæver ligegyldigt blank (s. 30)/ hun kommer ind af havelågen/ og jeg gemmer mig/ stadig et maskepi (...) yderst ved grenen når han mig (s. 41) / og vi går/ altid voksne/ våd af feber/ (s. 54) vibrende let (s. 7+) / Udenfor til helvede med dette (d. 75) / I blæsten ligger skibe til (s- 91) / overalt det nedladne skrig fra natur (s. 93) / krummerne / fra et par timer siden (s. 187). Hvad er trykfejl og hvad er bevidst nydannende? Digtene er for udflydende til at svare bevidst herpå.
  Heller ikke de poetiske billeder i bogen tåler nærmere analyse. Dalager lader f.eks. fugle ligge bedøvede af nektar (s. 73) skønt det sædvanligvis er insekter, der hengiver sig til denne last, eller han alder i et digt jeg'et høre sit navn "forsvinde/ som et skud i ryggen" (s. 77). det ene indfald dementerer det andet. Helt grotesk bliver billedbrugen når Dalager s. 198 hævder at kærligheden ikke vil mere: "den kører baglæns/ som et tog." det fungerer ikke - de tider er længst forbi hvor man undrede sig når et tog kørte baglæns.
  Et sidste billede, s. 233, behøver næppe kommentar: " de hårde slag fra ugjorte ting der trævler jorden/ op."
  En regulær anmeldelse burde vel gøre omhyggelig rede for Dalagers skiftende udsigelsesmodeller (det hullede, det fortællende og det ultrakorte digt) og med indlevelse karakterisere samlingens billeder af opvækst og parforhold. Man burde beskrive by-scenariet og undersøge den almene kultur-kritik. Påvise genfødsels-temaet og dødens centrale rolle. Man burde diskutere "virkelighedsproblematikken" og se subjekt-opfattelsen i relation til dén modernistiske tradition, som 256 sider formelig trygler om optagelse i. - Men hvorfor levere et så indgående modspil til noget, der ikke kvalificerer forudsætningerne herfor? Hvorfor ikke bare tage til efterretning, at Stig Dalager har udsendt sin tredje digtsamling og for trdje gang vist at han ikke er lyriker? - Samt for retfærdigheds skyld tilføje, at forlaget har kvajet sig mindst lige så grundigt som forfatteren?

(optrykt i Ordet fanger, der udkom for 10 år siden på 50 årsdagen)

Ondt tillykke

Fra Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, DER UDKOMMER I DAG (jeg har endnu ikke orket at læse Zangenbergs sølle 4 hjerter-anmeldelse i Pol og har slet ikke set, om bogen er anmeldt i Inf af måske faktisk fødselsdagsoldingen (mit forhold til Skyum ligner Skyums forhold til HOJ (og omvendt): forsplintret ambivalent)):

Jeg tror at finde en skjult dagsorden i avisen. Jeg føler mig personlig forfulgt, når jeg igen ikke finder mit navn nævnt. Ikke en eneste stavelse. Og når jeg gør, når jeg har grund til at føle mig ramt, når der i forbindelse med mit navn i Den mindst ringe forekommer et udbrud som muhh, som en kos brølen, er det ikke kun dette her og nu, så er det fortiden som sådan, der ramler ind i mig.
  Muhh. muhh.
  Men vil man høre min mening, er signaturen en stud, en ynkelig kastrat. der er ingen sten i posen, intet dunk i de mørke klunker. Brønden er tør, når han pisser, er det kærnemælk, han pisser, ingen sædaftapning er mulig, ingen sædaftapning her.
  Eller: skulle vi ikke se at blive lidt voksen, hwa. Få lidt system på det, hwa. At du holder dig gift, holder dig ædru. Se dig selv i øjnene.

The Art of Whacking

Mens min kritiske superhelt og -skurk Erik Skyum-Nielsen fejrede sin 60 års fødselsdag i Informations kantine, sad jeg passende nok oppe i en flyvemaskine og læste artiklen "The Family Hour. An Oral History of the Sopranos" i det nye nummer af Vanity Fair - ligesom danske forfattere gik skuespillerne rundt i en evig frygt for, at deres karakter var den næste, der skulle "whackes":

Steven Schirripa (Bobby "Baccala" Baccalieri): Personally, I think the better they killed you, the better it was. Like Joey Pants went out with the head (in a fistfight). Michael had a good one (by suffocation). Mine was fantastic (shot looking at train sets).. Bit I think if they let you go with a wimper, it was a bad joke, instead of, you know, "Hey, we're going to give you a good fucking send-off"

Annie Leibovitz-foto af nogle af de mest prominente, whackede personer i serien:

Parisiske efterbilleder og -stemmer

- de franskpludrende skolebørn på Værnedamsvej

- den enlige "Lapin" på spring i Irmas køledisk

Prøvetekst

(til et foreløbigt hemmeligt formål)

Det er ligesom ham, der prøver at bygge Eiffeltårnet som sandslot og hele tiden ender med Rundetårn i stedet for, en fuldstændig eksakt model 1:1200 af Rundetårn, men det nytter jo ikke noget, når det er Eiffeltårnet, han vil bygge, det er ligesom en hær af småbitte Rundetårne, som dækker en hel kystlinje, og som er helt, helt forkert, fordi det skulle forestille at være en hær af bittesmå Eiffeltårne i stedet, det er der bare ingen, der ved, undtagen ham, der har bygget dem, og som bliver beundret af alle og enhver for den fine, fine hær af småbitte af Rundetårne, ham kommer i nyhederne og alting, man ser ham stå nede på stranden og forsøge at sparke til Rundetårnene, men en strandbetjent, der er blevet ansat til formålet, rundetårnene er nu et nationalklenodie, griber ham i hans dybt opløste - al den skulpterende ståen i vandkanten - gummisko og vrider ham rundt og kaster ham til jorden, hvilket er noget han har lært, strandbetjenten, på et obligatorisk efteruddannelseskursus i Udvalgte Kampsportsgrene, en benvridning er et godt, gammeldags karatetrick, han er oprindeligt uddannet parkbetjent, men strandbetjent er som demonstreret en helt anderledes brutal beskæftigelse, og på sandet ligger han, ham, der har bygget hæren af Rundetårnene, der skulle have været hæren af Eiffeltårne, ikke fordi Rundetårne er bedre eller finere end Eiffeltårne, bare fordi det altså var meningen, at det skulle være Eiffeltårne og ikke Rundetårne, og prøver ikke at græde saltvand, men klart, klart Lourdes-kildevand, det lykkes heller ikke.

Gibert Jeune er ikke en københavnsk boghandel

Litteratur(E) som en i sig sig selv fragmenteret fragmentationsbombe, der sprænger en boghandel i gule stumper og stykker i indtil flere etager hver - au revoir til den herlighed!

Bistrobister

Én ting er, at bistroerne ligner bistroer på en prik, men de restauranter, der ikke ligner bistroer, selv de dyreste og chikeste, afslører sig hele tiden som i realiteten også bistroer med uendelige variationer og camoufleringer af steak frites på menuen - hele dagen i dag gik med at finde en restaurant, der ikke i virkeligheden var en bistro, det lykkedes naturligvis ikke, glimrende mad og vin på den omsider udvalgte, men ingen tvivl om dens fundamentale bistroidentitet, og i aften kommer der heller ikke til at være nogen vej uden om

at parkere sin mistro på en bistro.

En omvendt gade

Det er ligesom med bøger, tror jeg nok, hvis man først én gang har fået vendt en gade forkert, og det er tilfældet med gaden, jeg bor på, Rue Turenne, så kan man ikke vende den rigtigt igen - når jeg er sluppet fri af gaden, har jeg fuldstændig styr på, hvad der er op og ned, frem og tilbage, men lige så snart jeg entrer den igen, går det uhjælpeligt galt, jeg kan ikke stå på den og få den til at vende korrekt, det er en totalt forhekset fornemmelse, og det bliver endnu værre, hvis jeg bruger kortet til at få styr, det er som om, kortet, der ellers gør mig så kriblende tryg - tænk hvis jeg kunne læse mig gennem livet, som jeg med et bykort læser mig igennem en by! - vender sig mod mig, nej, vender mig mod sig i en målrettet, djævelsk indfoldning, nej, udvending.

Er det forår nu?

Radiserne-stribe i Herald Tribune:

Is it spring yet?

You came over here to ask me that?

You have a brother and a sister at home ... Why dont' you ask them?

They get mad when I ask stupid questions

Spring is next week

Thanks for not getting mad ...

Tour Eiffel bogstaveligt besunget

- fra metrodigteren Jacques Joues antologi Poemes de Paris. Un anthologie à l'usage des flaneurs, købt i boghandlen Librairie La Hune 23:30:

LA FOLIE FERRIFÈRE LOUÉ À LA LETTRE 

Tare ou folie?
Fete ou réalité?
Fleur futile ou fatuité fatale?

Il fallait etre fou, fou à lier:
tout attitré et outillé,
le ferrailleur fertile et farfelu la fit,
fruit air et fer,
fille toute à lui.

Filet troué,
tole filetée,
elle fuit, effilée,
frele et forte
altière et fière.
Toute affrétée,
rituelle,
elle attire la foule;
et au faite, alerte! foutue trouille!

Elle flétrit?
Tire-lui l'oreille ou effleure-lui l'orteil
et elle aura le fou rire.

Elle a l'air falote?
Frole-la, farfouille-la et elle ralera,
elle furètera, et elle frétillera:
l'oeil froufroute e l'aile folatre.

Elle rouille?
Frotte-la, il faut la faire reluire:
elle rutilera,
et au litre, oui, oui, au litre la filoute,
elle foutera le fiel
où l'alouette tire-lire
et òu file la tourterelle.

Olivier Salon

Mode er og bliver en écriture

Navne på tøjbutikker på Boulevard St. Germain, hvor jeg trygt klichéfuldt drak Ricard på Café de Flore:

INFINITIF

APOSTROPHE

Smag ordene 2

PARISISKE MADELEINER!

Auteur at work!

Alle billederne og skulpturerne og installationerne og readymade-replikaerne blegnede på et øjeblik, da jeg opdagede, at den excentriske, canadiske auteur Guy Maddin stod i kælderen på Pompidou og som led i projektet "Spritisme" filmede endnu en fremmanet/-hypnotiseret rekonstruktion af en forsvundet eller "aldrig realiseret" stumfilm (fuck The Artist, som jeg ikke har set, Maddin er den sande 21.århundrede-stumfilmsinstruktør, jf. Archangel og Careful og YouTube-klassikeren The Heart of the World) den 16. ud af 17, danske George Schneevoigts "Gardner Boy Sought" med følgende handling:

Lorsque son amant jardinier quitte le Baron Pappenheim en pleine nuit, le replongeant ainsi dans sa lourde solitude, celui-ci, meurtri, s'empresse de dépêcher une missive afin de retrouver celui qui raviverait sa flamme: "Recherche garçon jardinier".

Midt inde i en primitiv filmkulisse foran en rød, hallucinatorisk bagprojektion instruerede Maddin, gråskægget og semibamset, en ældre skuespiller, jeg ikke kendte (blandt de medvirkende har været Geraldine Chaplin, Udo Kier og Charlotte Rampling), i at vende sit hoved langsomt og majestætisk - og jeg synes, det var temmelig vildt, fordi hvornår ser man ellers en auteur I FÆRD MED AT INSTRUERE? Jeg har set David Lynch og David Cronenberg gøre publicity og fået Lynchs autograf, men det her er så meget vildere - det må være ca. ligesom dengang min fars gamle ven Johannes H. Christensen så Hitchcock instruere, var det Torn Curtain?, i København, her ser man mig se:

Det var også fint og fedt her næste dag at se Tim Burton-udstilling med masser af filmrekvisitter og originaltegninger, herligst af de mest finurlige monstre, på Cinematheque Francaise, men på ingen måde det samme, heller ikke hvis vi faktisk var stødt ind i Tim, som var forbi på Master Class for nogle dage siden, fordi det vildeste i verden er at se en auteur auterisere - her er min hånd ved siden af Edward Scissorhands hånd, sådan ser en auteurhånd ud:

Sonetblokade

Pablo Llambás' Monte Lema
blokerer for, at jeg kan fort-
sætte min praksis med at skrive
løse rejse-sonetter, selvom

jeg kom først, selvom ingen
kommer først med noget som
helst, og foreløbig har jeg
heller ikke så meget andet at

sige end at Paris i marts er
helt utroligt Parisagtigt og
bedste forstand martsagtig,

dvs. smuk og mild og umis-
kendelig, og særligt er bistroerne
ekstremt umærkeligt bistroagtige

Jens B spøgelsesskriver den usigelige blogpost

som kun let fiktiviseret ulejlighedstekst til en bogforside oplæst på Museet for Samtidskunst i Roskilde i går eftermiddag, mens flugten til byernes by var godt i gang:

På forsiden den her røde farve. Med den uendelige gule stråle. Et par skal have nyt badeværelse. De har glædet sig i månedsvis. Det gamle badeværelse var slidt op. Rør er rustet. Underboer har truet sig til kompensation. De vil ikke have nogen larm fra dem ovenpå. Ingen nye rør skal gå gennem deres loft. Men nu sker der endelig noget. Hamren og banken. Millioner af store håndværkere rykker ind. Antiklimaks. Hvor skal man tisse? Parret lammes af tilværelsens centrale emne. Hvordan helvede kommer jeg af med det jeg skal af med for at kunne spise mere? Vi følger parret længere og længere væk for at finde kældertoiletter. For at gøre det store. Den forfærdelige existentielle situation. Hvordan de deler sig for ikke at blive kendt som lokumsparret. Det forfærdelige anti-narkoman neon lys på cafeernes toiletter. Et lys jeg altid har opfattet som dobbelt. Rettet mod narkomaner for at de ikke skal finde deres årer. Men også mod det almindelige menneske for at det ikke skal opnå kontakt med sin sjæl og derved starte den revolution vi alle venter på. Det lille menneske sammenpresset i det lille rum, som måske ikke engang kan låses. Kulminerende med konstante rejser til Rom. Og Konstantinopel. Ikke for at se Colloseum men for at finde et sted at besørge. Febersyner af børnekorstog mod et toilet i Mellemøsten. Hverdagen der ikke fungerer fordi man ikke kan koncentrere sig om noget. Hovedpersonerne er succesfulde mennesker i deres bedste alder. Den ene er musikanmelder, den anden er modeskaber, syr tøj i lyse farver. Pludselig kan hun ikke leve op til sin normalt optimistiske stil. Der kommer flere og flere mørke kjoler og uudgrundelige jakkesæt. Alt bliver med et til en kredsen om de mest basale, mest primitive ting, som gør at vi mennesker kan fungere og beskæftige os med metafysik og statsministerier og drømme og kunst. Der skal være overskrifter til hvert kapitel: Onsdag: Drømmer om at tisse i et hav. Eller tirsdag d. 6.8: Av. Eller ”luksuslokum kom” Frygtelige pinefulde snakke på gaden med venner og bekendte. Hej Svend, alt vel? Ja tak. Ja, for vi går og snakker om at samle de gamle drenge. Ja, det lyder da hyggeligt. Du ser beklemt ud? I har det godt sammen, ikke? Jo, jo, da. Indeni denne forfærdelige tissetrang. Hvornår er håndværkerne færdige? Om 6 uger, skat. Måske skal der også være en tegning af mælkevejens planeter der kredser om en tissekumme. Sætter man bogen til en stikkontakt vil tegningen svulme op og brede sig ud over siderne.

Malk er søn af Shu-bi!

Geolo G fra Malk de Kojn fortæller Soundvenue hvilken plade, der var den første, der betød noget:

Shu-bi-dua '4', 1977

Den med bien! Den er spækket med gode sange. det var en af de første plader jeg fik, som ikke var lydspor til et børneprogram. Jeg har været fem år, og jeg tror måske, min far købte den lige så meget til sig selv. Deres tekster malede et Bayeux-tapet af uforståelige, fragmenterede billeder inde i mit hoved, som var fede at synge med på. Og så kunne jeg høre på min fars patos og grin, når han sang med, at der vare mere i dem, end jeg lige opfattede, men jeg vidste ikke hvad. Det er god syng-med-musik og en sproglig opfindsomhed, som er inspirerende. Måske startede min sproglige udlængsel her?

(Trackliste:

United Steaks

Nappa Og Nylon

Mig Og Så Harry

Slinger I Valsen

Irene Mudder

Sommergryder

McArine

Emma

Vuffeli-Vov

Basuner Og Engle)

 

Smag ordene

PARISISKE CROISSANTER!

En ny bog af Hans Otto Jørgensen er ligesom en ny plade af John Lennon

hvis John Lennon stadig levede, og han lavede plader, der var lige så gode som David Bowies plader, da de var bedst, 1970-1980 -

Jeg har været i Paris med Hans Otto! For 14-15 år siden, til et arrangement om kortprosa (?) for danske lektorer i udlandet - det var første gang, vi rigtigt snakkede sammen, og det virkede på samme tid rigtigt og forkert, at det skete i Paris, vi spiste middag på en stor, støjende restaurant og havde meget svært ved at kommunikere med tjeneren (og menukortet) og snakkede videre i lang, lang tid stående udenfor vores hotelværelser, og af en eller anden grund skulle jeg næste dag hurtigt af sted og nærmest styrtede ud af det danske hus på Champs D'Elysées og hyrede en taxI og havde virkelig dårlig samvittighed over at efterlade Hans Otto derinde sammen med alle lektorerne.

Jeg styrtlæste og lynanmeldte den nye, nådesløst (selv)pågående bog, Strange days indeed, som ligner en af hans allerbedste værkudladninger, i går morges og formiddags, inden jeg tog af sted, og blev akkurat færdig, da strømmen gik, som om Hans Ottos elektriske skrift, citeret ekstensivt i anmeldelsen, simpelthen kortsluttede systemet, som om at nu var det nok, nu blev det ikke bedre og vildere og hårdere, så hvorfor anmelde andet, hvorfor selv skrive mere?

Her er teksten til John Lennons titelsang, bløddyret jeg går ud og køber croissanter:

Everybody's talking and no one says a word
Everybody's making love and no one really cares
There's Nazis in the bathroom just below the stairs
Always something happening and nothing going on
There's always something cooking and nothing in the pot
They're starving back in China so finish what you got

Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Strange days indeed -- strange days indeed

Everybody's runnin' and no one makes a move
Everyone's a winner and nothing left to lose
There's a little yellow idol to the north of Katmandu
Everybody's flying and no one leaves the ground
Everybody's crying and no one makes a sound
There's a place for us in the movies you just gotta lay around

Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Strange days indeed -- most peculiar, mama

Everybody's smoking and no one's getting high
Everybody's flying and never touch the sky
There's a UFO over New York and I ain't too surprised

Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Nobody told me there'd be days like these
Strange days indeed -- most peculiar, mama

Og så ankommet i Paris

Strømmen gik ud på det halve Vodroffsvej, lige da jeg skulle proklamere, at jeg tog af sted, men den fungerer her på Rue de Turenne, hvor jeg netop er ankommet, heureusement.

At komme sig over sin sprechstallmeisteritis

Da jeg torsdag tiltalte de studerende i Roland Bar "Mine damer og herrer" mærkede jeg akut, at jeg ikke kunne klare mere mikrofonrytteri, og hvor dejligt i i dag/ i går i selvsamme bar at være blot og bart publikumsmedlem under OVBIDAT-oplæsning med Cecilie Lind oplæsende sig selv, sølverne hvirvlende, og forlagsudøver (man må ikke sige -ejer og slet ikke -leder) Rolf Sparre afløsende og oplæsende Glenn Christian (hvis bog Fabriksnoter jeg omsider fik i hænde - den er så fint rå!)) og en vis Mikkel, ven af Rolf, afløsende og oplæsende Rasmus Halling og Rolf besværgende bestræbelsen på og besværet med forlagsmæssig renfærdighed, som jeg så ikke kunne lade være med at stikke til (rimelig slem magtudøvelse er det jo at afvise manuskripter, hvilket fx det tidlige Jorinde og Joringel og Arena subpub ikke gjorde), men kun ford Rolf spurgte, om der ikke var nogen, der ville spørge, og fordi jeg sad med ingen mikrofon på ingen scene omsider. 

Du er en fugl punktum

Susanne Staun og jeg nåede ikke at bedømme tredje heat af Bulwer-Lytton-konkurrencen om bedste værste begyndelsessætning, da vi i går eftermiddags på Roland Bar agerede dommerkomité, kategorien var Selvhjælpsbøger (en genre, jeg kender meget lidt til, men i årevis på Borgens Forlag blev subsideret af), Susanne har med et natlig møgfald, der ikke skal gentages her, det er en pæn blog, overladt til mig at udpege de tre vindere - som hov, ligner de 3 første bedste værste sætninger i 1 selvhjælpsbog:

1. Du er en fugl. 

2. Du flyver gennem himlene og møder en kæmpe ovn.

3. Føler du, at din indre delfin endnu ikke har fundet sin melodi?

(ærefuld benævnelse: Vælg mig, så deler jeg 1. præmiepuljen med jer!)

Jeg så en roman i teatret

At man ikke kan - men ikke nødvendigvis ikke skal! - dramatisere en roman (af Helle Helle) demonstrerer Mungo Parks forestilling Dette burde skrives i nutid, instrueret og og komponeret af Martin Lyngbo, som jeg så til premieren i går i Allerød, med på samme tid rå og elegant, enkelt og virtuos opfindsomhed: De tre af de fire skuespillere, især de to og særligt den ene, Kasper Leisner, der spiller alle (i hver deres uvæsentlighed) væsentlige mænd, ryger ind og ud af rollerne, og romanens to nærtliggende spor bliver tit og ofte, når det er Per Finland-sporet, der kører, spillet som/ af to skuespillere på scenen på én gang, en fortællende og agerende, og al tale (der lidt hårdt er blevet lutter sydsjællandsk tale) er hentet ord til andet fra Helles bog og en del tale er formelt regi/ikke-dialog inkl. inquit'er: han sagde, hun sagde, hvilket alt sammen er fedt bogstaveligt og overrumplende vellykket (jeg havde forberedt flere rent høflige smil), hvortil kommer den snigende, mekaniske scenografi, som jeg ikke vil plotspoile nærmere - men for en hårdkogt HH-fan er sensationen selvfølgelig de 5 (FEM) autentiske, HH-forfattede festsange, der med stor indlevelse og for de fires vedkommende helt uafhængigt af (ikke)handlingen bliver afsunget undervejs - det er så autofiktiv, Helle kan finde ud af og tillader sig at blive (bortset fra hendes drømme-tekster): festsange indmonteret i roman-dramatisering - den seneste, kun få år gamle sang er aftrykt i kataloget, nogle af de øvrige, ældre og meget ældre, dvs. samtidige med bogens 80'er-(ikke)handling, bliver (IKKE - viser det sig, det er også kun søster-sangen) trykt i Politiken lørdag; og de afslører sig, sangene, som bevidst ikke særligt egensindige tekster, i forhold til hvor Helleske Helles bøger er, men bare rigtigt dygtigt og sjovt udførte, rigtige festsange, hyper-proffe brugstekster, genrerene og -uniformerede (og fx på ingen måde bekendende/udleverende), hvilket jo gør deres autofiktive effekt, i sig selv og og i roman-dramaet, yderst kispus-underfundig: her har I mig og mine, her har I os ikke; første strofe af "Min søsters 40 års fødselsdag", melodi: Mona, Mona, Mona:

det var meget tidlig morgen først i 1970
jeg sad ved køkkenbordet med min børnekrydsogtværs
pludselig gik døren op, der lå hun, hun var ny
hun var født i dobbeltsengen og hun skreg i vilden sky
vores mor var lidt kvæstet, så hun tog sig en kop kaff
jeg gik ind og så på barnet, jeg var ærligt talt lidt paf
morgensolen skinned på den lille fine krop
men siden har hun aldrig være tidligt op

og hun var så sød og dejlig, min lille rapand
med lange øjenvipper og Dracula-tand
åh, tina, tina, tina, godt du kom dengang
så vi kan sidde her og synge denne sang sammen