Spektakulært formørket Jensbog

Lige om lidt udkommer Jens Blendstrups og Lars Gundersens gavebogsstore og farve- og s/h-strålende Berlin - Øjenvidnevariationer, der har været mange år undervejs, og mon ikke visse læsere forventende 2 værelses med lykkelig udgang II vil blive overrumplet af tekstens neddæmpet hårde og sorte tekster om at leve i Tyskland under Hitler? Igen og igen undlader Jens helt at billedskrue og -finurliggøre blendstrupsk, hvilket virker meget voldsomt på i hvert fald denne ur- og ærkelæser, og når han så faktisk ikke kan lade være og atter forvrider umiskendeligt, virker det på baggrund af ufinnurlighederne endnu stærkere, fordi det virkelig frygtelige åbenbart ikke kan siges klart, men kun i en smedejernsforvridning; jeg er sikker på, at det er en betydelig og vigtig bog i forfatterskabet, netop fordi jeg blev så forskrækket og rådvild og utryg af at læse den, af den tyste gru, den emmer af, her er 5 tekster i sekvens ca. midt i bogen:

Der opstod tendens til at søge kærester med mindst mulig personlighed. jeg var 18 da jeg traf min Hildegard. Og til at begynde med var vi nødt til at gøre det helt klart for hinanden, at vi ikke under nogen omstændigheder ville have nogen træk der stak ud. jeg fladt ikke for Hildegards skønhed, jeg faldt for hendes nærmest ikkeeksisterende ansigtstræk. Hun var som en sten på en strand, helt slidt fri for træk. Glatheden var så beroligende. Nogle gange da forfølgelserne var værst, tog jeg mig selv i bare at sidde og ae min Hildegards glatte, glatte ansigt.

Min farfar lavede en stol af deres plomber. Vi vedblev med at sige De til dem, også da de blev til undermennesker. Der er jo ingen grund til at være uhøflige. 

Det var som om hver eneste vinter bragte nye statuer med sig. Når bladene faldt, kom rædslerne til syne.

Jeg kan lige så godt indrømme det. jeg gennemskuede hele lortet. men da ondskaben bredte sig, blev det for farligt. Jeg valgte at tage brillerne af. Naturligvis var det ikke i orden, det de gjorde mod nogle af vores medborgere. Jeg var mange gange ved at skrive et læserbrev. men da det kom til stykket, lod jeg være. der var jo ikke nogen grund til at blotte sig. Man bliver så let til grin.

Du må forstå at det var frygt for kommunismen der tvang os. Det var også kommunisterne skyld vi angreb dem. de havde nogle kolossale hære der hele tiden stod og pirkede til vores grænser. det var utåleligt. Almindelige mennesker kunne ikke sove om natten, Der var denne enerverende nynnen ved vores hoveddør.