Jeg synes, de bliver ved at nosse i det med Dan Turèll-prisen, der uddeles i dag på den udødelige onkels 66 års dag (før jeg opdagede, det var hans fødselsdag, havde jeg nævnt ham i 1 anmeldelse og citeret ham i 1 Hvede-blogpost, strange!): sidste år gik prisen til en kedelig epigon, Claus Høxbroe, og i år går den til en forfatter, der sgu da ikke, om man så bryder sig om hendes værk eller ej, kan være længere væk fra nogen Dan Turèll-hed, dramatikeren og prosaisten Astrid Saalbach, sirligt iagttagende kølighed rimer ualmindeligt dårligt på signeret performativ coolness, og hvis det absolut skulle være en dramatiker, hvad så med offensivt vittige Line K eller kulørt mytologiserende Jokum R?
Men skide nu være med det, lad os hylde den suveræne, stygt savnede digter DT; i første bind af de udvalgte digte har jeg bladret mig frem og tilbage til denne gode remse fra Manuskrifter om hvad som helst, 1971:
Du igennem rækker af billeder
i markedet
i boghandelen
i cafeteriaet
i biografen
i rejsebureauet
i avisen
i fjernsynet
i øjet
i røven
i røven på Karl den Tolvte
i røven på Ludvig den Fjortende
i røven på Alexandre Dumas
i røven på alle musketererne
i røven på alle musketererne samtidig
i dette år
i et væsen
i et glas
i et rum
i et andet rum
i en ny tilstand
i to nye tilstande
i uendelig mange gamle tilstande
i paris
i Gladsaxe
i billeder
i fotos
i arkiver
i blinde pletter
i alternative områder
i anderledes udkanter
i drømme
i boxe
i film
i tekst
i bånd
i røven på Lee van Cleef
i violette klipper
i skyer
i nedfald
i andre rejser
i gader
i scenerier
i byer
i toiletter
i skuffer
i maskiner
i lyd
i København
i dig
i nat
i denne strøm
i dette liv
Jeg er enig i det mærkværdige ved valget af prismodtager i år, al respekt for Saalbach i sig selv, men hvad i alverden er forbindelsen? Ville det også have været for mærkeligt, hvis mentor Peter Laugesen havde fået den i år? Det ville have været oplagt på grund af det runde tal, men som sagt ved jeg ikke, om mentorer bør modtage priser, der hylder mentorens elever? (men hvilken elev og hvilken mentor, og på flere planer var de jævnbyrdige).
SvarSletJeg - mig!
SvarSletMen det sagde hun osse igår.
SvarSlet. L