Jeg så en roman i teatret

At man ikke kan - men ikke nødvendigvis ikke skal! - dramatisere en roman (af Helle Helle) demonstrerer Mungo Parks forestilling Dette burde skrives i nutid, instrueret og og komponeret af Martin Lyngbo, som jeg så til premieren i går i Allerød, med på samme tid rå og elegant, enkelt og virtuos opfindsomhed: De tre af de fire skuespillere, især de to og særligt den ene, Kasper Leisner, der spiller alle (i hver deres uvæsentlighed) væsentlige mænd, ryger ind og ud af rollerne, og romanens to nærtliggende spor bliver tit og ofte, når det er Per Finland-sporet, der kører, spillet som/ af to skuespillere på scenen på én gang, en fortællende og agerende, og al tale (der lidt hårdt er blevet lutter sydsjællandsk tale) er hentet ord til andet fra Helles bog og en del tale er formelt regi/ikke-dialog inkl. inquit'er: han sagde, hun sagde, hvilket alt sammen er fedt bogstaveligt og overrumplende vellykket (jeg havde forberedt flere rent høflige smil), hvortil kommer den snigende, mekaniske scenografi, som jeg ikke vil plotspoile nærmere - men for en hårdkogt HH-fan er sensationen selvfølgelig de 5 (FEM) autentiske, HH-forfattede festsange, der med stor indlevelse og for de fires vedkommende helt uafhængigt af (ikke)handlingen bliver afsunget undervejs - det er så autofiktiv, Helle kan finde ud af og tillader sig at blive (bortset fra hendes drømme-tekster): festsange indmonteret i roman-dramatisering - den seneste, kun få år gamle sang er aftrykt i kataloget, nogle af de øvrige, ældre og meget ældre, dvs. samtidige med bogens 80'er-(ikke)handling, bliver (IKKE - viser det sig, det er også kun søster-sangen) trykt i Politiken lørdag; og de afslører sig, sangene, som bevidst ikke særligt egensindige tekster, i forhold til hvor Helleske Helles bøger er, men bare rigtigt dygtigt og sjovt udførte, rigtige festsange, hyper-proffe brugstekster, genrerene og -uniformerede (og fx på ingen måde bekendende/udleverende), hvilket jo gør deres autofiktive effekt, i sig selv og og i roman-dramaet, yderst kispus-underfundig: her har I mig og mine, her har I os ikke; første strofe af "Min søsters 40 års fødselsdag", melodi: Mona, Mona, Mona:

det var meget tidlig morgen først i 1970
jeg sad ved køkkenbordet med min børnekrydsogtværs
pludselig gik døren op, der lå hun, hun var ny
hun var født i dobbeltsengen og hun skreg i vilden sky
vores mor var lidt kvæstet, så hun tog sig en kop kaff
jeg gik ind og så på barnet, jeg var ærligt talt lidt paf
morgensolen skinned på den lille fine krop
men siden har hun aldrig være tidligt op

og hun var så sød og dejlig, min lille rapand
med lange øjenvipper og Dracula-tand
åh, tina, tina, tina, godt du kom dengang
så vi kan sidde her og synge denne sang sammen