Udrenset Jungersen-bashing (og Madsen-ros)

fra anmeldelsen af Milan Kunderas essay- og notatsamling Et møde, der udkommer på Gyldendal denne uge, hvor det vel strengt taget heller ikke hørte hjemme - og til hver en tid dog:

Kunderas romanideal er det stik modsatte af det, Christian Jungersen giver udtryk for i interviewene om sin nye roman, Du forsvinder der ifølge WA’s anmelder overhovedet ikke er velskrevet og ifølge ham selv ”overhovedet ikke i strukturen” er anderledes og fx kaotisk: ”Sådan har man hidtil gjort det, når man har forsøgt at lave avantgarde. Man har opbrudt sammenhænge og kronologi, men jeg prøver jo at lave en page turner, altså en fremadskridende fortælling.”

  Jungersen propper pædagogisk populærvidenskab ned i en populærlitterær skabelon, for Kundera, om nogen en avantgardeskeptiker, er processen lige omvendt: Ved at forny sig formelt og radikalt når romanen frem til at sige noget nyt om menneskene.

  Første afsnit i essaykapitlet om Malapartes angiveligt alt andet end fremadskridende  Huden, ”På sporet af en form”, nævner de store franske romanforfattere fra Malapartes generation, Sarte, Malraux, Camus, ”som blænder os med deres kraftfulde åndrighed, men som lader til at være ramt af en forbandelse: Til alt det de havde at sige, fandt de aldrig en original form der var forbundet med deres personlighed på en lige så uadskillelig måde som deres tanker.”

  Forskellen i forhold til Jungersen, bortset fra at han ikke blænder mig med sin kraftfulde åndrighed, er, at han og mange danske prosaister med ham slet ikke har nogen ambition om at nå frem til en original form, skammeligt nok.  
  Ærkeroman kalder Kundera Huden, en hædersbetegnelse, som han definerer således i en lille tekst om og til Carlos Fuentes: ”Ærkeromanen er for det første kendetegnet ved at koncentrere sig om det som kun en roman kan sige; for det andet ved at genopvække alle de forsømte og glemte muligheder som romanen har akkumuleret.” Ærkeromanen er for meget af det særligt romangode og alligevel og derfor et helt nyt monster. Gid andre end Svend Åge Madsen ville prøve at skrive danske ærkeromaner!