Den hjertelige avis

- eller bare den Gyldeglade avis?

Efter Jungersens 5 hjerter giver Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg i dag 5 hjerter til Ib Michaels Hjertets hemmeligheder, og jeg fortryder, at jeg har klaget over ikke at få lov til at anmelde Jungersen og Michael, begge bøger ser så massivt trælse ud, og det er slidsomt nok at læse Zangenbergs anmeldelse. ævl på anden hånd er ævl i anden potens - når jeg hører ordet komplementær bliver jeg komplet kontrær:

'Hjertets hemmeligheder' har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ' erindringsbobler' fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu. Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre-og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af. Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ' Calabi-Yau'-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.

Lad os i fællig udråbe et tifoldigt Kålrabi-Miav!

Og her anmeldelsens slutning:

JEG HAR altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ' mensch'.

Zangenberg undlader at forklare, hvordan præcist urimelig åndssvaghed og selvoptagethed kvalificerer sig som knagende gode kvaliteter, hvilket de vel godt (ikke sagtens) kan opleves som - jeg har selv sagt noget lignende om Martin Hall for år tilbage, inden hans åndssvaghed og selvoptagethed kitsch-koksede helt - men hvordan for helvede? via energi, elegance, charme (som tilfældet var i min korte Hall-forelskelse)? jeg ved nemlig heller ikke med knagende, det er, modsat skramlende, ikke et (muligt) positivt adjektiv i mit kritiske vokabular, jeg hører det som sådan en kælent, klodset gnidende lyd: teksten knager åndssvagt og selvoptaget, det lyder ikke så fedt, vel? men det lyder rigtignok af Ib Michael som værst.

Når Ib Michael går mig i møde, går jeg i dækning, fordi jeg ved, at det, han gavmildt vil give mig, er øretøver, ikke fordi han kan finde ud af faktisk at gøre noget ved det, men fordi han så frygtelig gerne vil, og det er det grimme syn af en mand, der så frygtelig gerne vil uddele øretæver, men nosseløst ikke tør, som jeg gemmer mig for.

Og by the way er Mensch navnet på et effektivt reklamebureau, der forleden ringede til mig for at tilbyde mig et foredrags-job, som jeg takkede ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle tale om Ib Michael, men om poesi, som ikke er det samme.