Halloweendigt (cut cut)

Den mest Halloweenske digtsamling, jeg kan komme i tanke om, er Thomas Bruuns Sekunder fra 1992, der samler betydeligt gotiske/groteske digte, og fx dette her med blodigt saksemotiv:

Cizor

Cizor saver
armen af led
er der mange
tilbage til
flere dage
måske

til en enkel
begyndelse et
fingerled et
lille bitte
led som fører
til stepper
af vidtstrakte
muligheder

Cizor bruger
flere meter
sutur end
nødvendigt er
øvelse gør mest
er der meget
at nå endnu

således led
for led når
han hånd
rodens gevækst
er for intet
vokser kvit
og frit ind
i himlen

en massiv
gummislange
om biceps i
brug som
fdøselshjælper
for blåligt op
svulmede blod
årer som ingen
omskæring over
lever foruden

Cizor sætter
tænderne mod
knoglerne og
bølgeskæret
(krappe toppe)
sæter ham på
sporet af nye
svimlende højder

nåle stikker
lidt bedøver
mere end det
skal der til
viljestyrke f.
eks. eller en
tro på godt og
solidt håndværk

albuen alle
rede afspær
ret klar et
dusin hurtige
ryk med bladet
eller to og så
er den i orden
må der til og
en målrettet
satsning

Cizor har øvet
sig i flere uger
holder ingen pause
eller næsten ingen
ting kan standse
ham før han af
slappet kan lig
ge torso tryg

Også en præmie til digteren Jonny

Blandt de betydelige digtere i min egen 90'er-generation befinder sig en del rappere og en af dem er Jonny Hefty, der netop har modaget Den Nordjyske Kulturpris, en af de mindre kendte litteraurtpriser, på 100.000 kr.:

Hefty løb med kulturpris

.

Drengerøv med 45 år på bagen løb med æren og de 100.000 kroner fra Den NORDJYSKE Kulturpris

AALBORG: Det blev den 45-årige rapper og multikunstner Jonny Hefty, der retteligen er døbt Jakob Ørom, som løb med ære og 100.000 kroner, da Den NORDJYSKE Kulturpris blev uddelt torsdag eftermiddag i Musikkens Hus i Aalborg.
I sin tale i forbindelse med overrækkelsen sagde formanden for NORDJYSKE Holding, Jørgen Kjær Jacobsen, at prisen har til formål at belønne og synliggøre den kunstneriske kvalitet og mangfoldighed, som præger det nordjyske kulturliv.
- Det er en glæde for Aalborg Stiftstidendes Fond at kunne bidrage med det. Der bliver sikkert fest i gaden, når jeg om lige om lidt afslører navnet på årets prisvinder, for med ham kommer streetkulturen for første gang ind i kulturprisens verden. En kultur, der ulmer i undergrunden og i dag vel er ret så etableret, Selv om årets prisvinder næppe vil acceptere at blive regnet for etableret, sagde Jørgen Kjær Jacobsen, før han afslørede, at det var Jonny Hefty, der havde fået prisen.
Den NORDJYSKE Kulturpris er blevet uddelt 13 år tidligere.

 - Jonny er selvfølgelig repræsenteret i min rap-antologi Poesi dér med blandt andet klassikeren "Fingernem", et uddrag:

Hej unger, ska' jeg lære jer at lave bonger

Af halvliters cola-flasker og haveslanger

Ry'e på skolens lokummer og lave RØGRINGE

Hvis I får røde øjne si'r I bare I har skåret LØGRINGE

I husgerning, skal vi bage os en hash-kage

Hvis vi får æderen på - bestiller vi bare en pizza, i en taxa.

Hos skoletandlægen skal vi sniffe LATTERGAS

Til vi bli'r så skæve vi ik' ka' måles med et VATERPAS

I sløjd ska' vi høvle den a' og ry'e MASSER AF HASH

I formning ska' vi lege med ler og lave CHILLUMMER

Slå en prut på min lighter, så skal I se et vildt ILDNUMMER BOOM!

Hov lille ven

Dit hår vokser ud igen

Mine rim kokser ud igen

Jeg har stjålet dem fra Eminem

Så kald mig Jonny Fingernem

Eller Jonny Hefty

- og, red. Lars, er det rigtigt, at han også dukker op i næste-næste nummer af Hvedekorn, 4, 2014, det allerede legendariske sangtekstnummer?

- No komments!

One mean regionsformand

Den skrappeste anmeldelse i WA Bøger i dag - min Blæksprutte om Jussi Adler-Olsen er jo ikke en anmeldelse (JO, DET ER) - er overraskende nok regionsformand i Region Syddanmark Carl Holsts anmeldse af Kristian Ditlev Jensens Sønderjyllands-bog, særligt denne passage:

STRUKTUREN i bogen er enkel. Et forord, et introducerende kapitel og dernæst en række større og mindre fortællinger om småt og stort forskellige steder i landsdelen. Den opbygning medfører desværre et manglende helhedspræg.
De mange beskrivelser og fortællinger fra de forskellige egne af Sønderjylland kommer næsten til at virke som 60 sammenhæftede turistbrochurer og giver bogen et indholdsmæssigt primitivt præg. Men er der således mangler i teksten, kan man glæde sig over mængder af flotte billeder fra det sønderjyske. Rækkefølgen af billederne virker desværre ret tilfældig - og tekst og foto går langtfra altid hånd i hånd. Bogen - og i særdeleshed forfatterens egne og fotograf Lasse Hyldagers billeder - fanger nok stederne, men ikke helt menneskene i det sønderjyske.

 - vendingen "indholdsmæssigt primitivt præg" ville jeg gerne have fundet på, den er på stedet stjålet til fremtidig ondskab. 

5-fingerreglen

Jeg synes, vi skal overtage Time-filmanmelder-parret (gift i 45 år) Richard og Mary Corliss' 5-finger-regel; de er dialogisk til filmfestival i Venedig og ser HBO-miniserien Olive Kitteridge, som vi klart også skal se, premiere først i november:

RC: It happens that the first screening of Olive Kitteridge, which concentrates on a couple married for some 40 years, was scheduled for the evening of our 45th wedding anniversary. Do we watch the movie for four hours, or have a delightful memorial dinner at some lovely Lido restaurant? Since I hadn’t read a page of the book, and Mary had been enraptured and haunted by it, I thought she should decide whether we go to the film and how long we stayed.

MC: We let the movie decide. If it grabbed Richard and didn’t seem to me like a betrayal of the book, we would stay. For decades at festivals, we’ve had a signal when a movie exasperates one or both of us: raising the five fingers of one hand, meaning that if it doesn’t drastically improve in the next five minutes, we leave.

RC: And after two minutes of Olive Kitteridge, you flashed the five!

MC: I was jolted by the opening scene of Frances McDormand as Olive in the woods, gun in hand, preparing to kill herself. I thought it announced a film that was going to turn all the delicate nuances of the novel into blatant, explosive statements. Yet things quickly calmed down; the storytelling got sharper and the characters soon bore a family resemblance to those in the book. We stayed for all four hours.

 

Denne readymade er bare for god

(selvom den afslører daglig selvsøgning, men hvem selvsøger ikke dagligt?)

Nikon D7100 | 1/ 250 sekund | F11 | ISO 100 | 47 mm INDSENDT AF: JAN BUKDAHL Tryggve har satt et makrobillede af vanddråber sammen med et foto af en bil. Der er billedbehandlet i Elements, hvor han har spejlet bilen. En del af billedet er konverteret til sort-hvid, bortset fra dråberne med bilen, så de træder frem. Der er også tilføjet en kraftig vignettering.

Stadig forblendet after all these years

Det gedigent glædelige ved Jens' tekster i Venedig-bogen er deres lykkelige anstrengelse og inspirerede anstrengthed: Jeg skal med vold og magt skrive tekster om Venedig, som jeg aldrig før har skænket en tanke og linje, men som min fotograf-kumpan venligt har inviteret mig til at besøge - det vil jeg imidlertid gerne, voldeligt Venedig-skrive, og det kan jeg sagtens, og hey, denne tvang går som en leg! Jo mere yderliggående langt ude de associative knopskydninger og allegoriske billedgørelser og i alle retninger flygtende digressioner jo skønnere og (som udsagn om Venedig og (via Risskovisering!) pesten etc.) sandere - og jo personligere, jo, jo! 

Her 6 småtekster i sekvens, boblende minimal-forvridninger:

Hver søndag fjerner myndighederne klicheer fra Markuspladsen. De værste hældes i en tønde med saltsyre og en fond af gnæggende bitre gamlinge. Det er nødvendigt, ellers bliver byens betydning for tyk.

Græd
ikke
så
lystigt,
du
lille
nonne.

(på 2 hvid-gule søjler)

Inden i
den
lille
gondol-
skinke
sidder
der
en
ejer
af
en
plan.

Her
fremstiller
de
smagsløg.
Ind
med
tungen.

I går var her mange!
I dag er her næsten ingen.
Her er en gammel mand
han tænker på et minde i udkanten
af det hele.

Iltelegram fra en hjertestarter. Jeg er 7000 damer i ét. Jeg kan vække dig fra de døde. Jeg kan også vække dig fra de levende, selvom det er svært. Jeg foretrækker mænd der er blå i hovedet. Så er resultatet også tydeligere når de hvisker. Er det dig, Katrine? Nej det er mig, Monster Truck Extravaganza, min kusse har larvefødder og kan køre lodret opad. Kig mod øst, når du himler. Dér har du mig. I kussekaravanen!

Da pesten kom, kom den langsomt som en gammel mand der spørger om vej i Lystrupkrydset. Man har ikke rigtig tid, og den gamle mand kan ikke finde sit plejehjem. det er et farligt kryds så man tager ham i hånden og følger ham hjem til Fortegården.

1 a-stilist og 1 asymmetrisk stilist

a-

Et øjeblik stod hun og betragtede de frønnede planker ude i vandet og den skvulpende tang omkring bundpælene. Hvad kunne vel være mere fredeligt end det, og alligevel gav det hende naturligt nok ubehagelige associationer. For sagen var den, at Pirjo tidligere havde haft virkelige trusler hængende over hovedet, og sidste gang var det endtlige her.
  Hun var kommet op at toppes med en af de kvindelige disciple, som hun havde indset var blevet en farlig rivalinde, og det havde ført til råb og skubben og småslag, der gradvis var blevet hårdere. Kvinden havde et par uger været fast inventar inde i Atus gemakker og ganske langsomt var hun begyndt at presse på for at overtage visse af Pirjos abrejdsopgaver, det mærkede hun jo.
  Så lige dér trådte hun over en tærskel, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage.
  Egentlig var udfaldet af denne konfrontation et uheld, men når det nu ende, som det gjorde, var det nok alligevel det bedste, der kunne være sket.

- fra Jussi Adler Olsens nye roman Den grænseløse (så langt jeg har læst - som reserach til en Blæksprutte i WA Bøger i morgen om automat-modtagelsen af romanen, hvor jeg citerer et endnu mere radikalt stykke dilettant-prosa)

asymmetrisk

Venedig er ikke ægte. Det er en by af tyve. Og falskspillere. de liderlige brandhaner er fra Falck. En kæmpe mesopotamisk brandbilsby hvor folk siger ui ui ui i stedet for at tale. Kvinderne er hugget fra Babylon og Varde og Almindingen på Bornholm. Man kan se det på deres måde at holde masken på. Der er det her ikke landfaste smil som aldrig overgiver sig fordi det står og kigger på en soldat i en skov nær Rønne: Mosaikkerne består af øjne høstet da de stod på stilke. Gaderne genlyder af falske skridt ranet fra den osmanniske ostebutik. Mændene er et kapitel for sig. Hentet på havnen i Århus går de hele tiden og taber nødder som de har stjålet fra containere på havnen. Og solen, den satan, er af pap og bly og okker og ral og atomer. En gang om året kommer den ned til solmanden på Calle del Ildebrand hvor den bliver set efter i sømmene. Solmanden er en hård nitte. Nitterne er fra Ninive. Han har set 700 koner futte af. Selv vandet er stjålet fra Indiana Jones' vandflaske. Sengene er svenske. Nej, byen er ikke ægte. Den er fup og fidus, mester. Indgroet krageguld. Opmodnet hvisk fra virile vågekoner. Magiske mortérgrananter, made in Mongoliet, skydes lydløst af, så folk siger åh, hvor er her flot på Rialto. Sortsvedent svovlswahili hører også. Her er tasker og tis, men ingen tro. Hvad fanden skulle de også med den. Gondoldissidenter og flamsk følende fusentaster. Morbide bidétkandidater. Kurtisanesoduku. Bagere med melbulnet blod. Kroniske kusseklatretræer kom. Jeg er villig til at lade mig gro til.

- fra fotograf Lars Gundersen og Jens Blendstrups Venedig eller kunsten at fare vild (det radikalt asymmetriske her er jo skredet fra den vel nok maniske, men stadig forholdsvis godmodige fabuleren over falskheds-motivet den decideret Ørnboske hyper-sortnen til - gennemhullet af Schadesk/Nashsk kælleingedigteri - i sidste tredjedel)

Verdens sandeste anmelder-gif

(stjernende Chloë Grace Moretz) præsenterer Inf-anmelder Linea Maj Ernst i en FB-opdatering i dag - den grimassering har jeg præsteret ikke få gange de sidste 26 år

/forsøger at skrive noget sammenhængende & meningsfuldt om christel wiinblads de elskende, har det indeni således:



- nede i tråden uddyber Linea grimassen (jeg har NB ikke læst og skal ikke anmelde Wiinblads bog):

jeg har ikke læst andet end Min lillebror tidligere, den var meget rørende og jeg var meget ung, men siden da har jeg ikke orienteret mig i forfatterskabet rigtigt >>
ansigtet skal udtrykke himmelfalden forvirring, jeg synes den er svær og svær at skrive om - -

- solidaritet til (og HYLDEST til ærligheden om) rådvildheden herfra

Harald bliver ved med at få smidt penge i hovedet

yderst fortjent, og forhåbentlig og formdoentlig stoppe det ikke her -

og Frit flet får mere end en flad fregne x 3, det er stadig en prægtig bog -

og faglitterturen har nu også fået fedtet sig ind på præmierne, og godt for fagbogsforfatterne, men skidt for digterne:
 

Statens Kunstfond vælger de tre bedste bøger fra foråret 2014

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har valgt at præmiere tre bogudgivelser fra foråret 2014

28. oktober 2014

De tre udgivelser har efter udvalgets vurdering på hver deres måde betydning for dansk litteratur i dag og fortjener derfor en særlig udmærkelse. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr.

Om de præmierede værker siger udvalget blandt andet:

"Alt under månen" af Harald Voetmann
"Snart sagt hver eneste sætning kunne fremhæves; vi vælger denne: 'I en ussel hytte med tangtag ligger en hovedløs måge i en gryde på bordet, badet i eget blod. Der løber tråde af blodet gennem grødresterne i fad og skåle.' Man skulle være en hovedløs måge for, at mene at Harald Voetmanns ’Alt under månen’ ikke fortjener en præmiering".

"Frit flet" af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
"Det er en rørende, intelligent og humoristisk bog, der udforsker køn, frihed, krop, forbrugerisme og hvad det vil sige at være menneske. Midt i en tid præget af polariseret skyttegravskrig er det forfriskende, at spørgsmålet om hvad feminisme er stilles med ægte nysgerrighed."

"En europæisk Danmarkshistorie. Fra oldtiden til i dag" af Lars Hovbakke Sørensen
"Det er en helt enestående præstation. Den giver ligeså meget plads til Yngre Bronzealder som til Valdemar d. 1 og Danmark i 2. verdenskrig. Lars Hovbakke Sørensen behersker danmarkshistorien ned til mindste detalje og med et overblik og et udblik, der imponerer. Fremstillingen er ny, derved at den søger at forklare – et yndlingsord i bogen – det, der sker i Danmark med, hvad der sker i resten af Europa."

Et Laila Berlin-tørklæde til 2600 kr.

Om vi kender den Emmerys - men det DOBBELT uhyggelige er jo, at hun ved PRÆCIS hvad hver luksuriøs beklædningsgenstand på de to piger koster -  

( fra klumme i Ekstra Bladet af Lotte Reimar "en selvironisk, erfaren erhvervskvinde på 45 år, der til daglig bor i 2900 Happiness med sin mand ' Alfahan', sine børn og sin elevatorvægt. Der er meget, Lotte ikke forstår, og det skriver hun om hver uge i EKSTRA. Hvordan livet mest er op ad bakke, når man er tættere på 50 end 40 og både skal være succesfuld direktør, nogens mor, nogens veninde og en husmor, der på mystisk vis forvandles til sexgudinde om aftenen. Her er Lottes tanker om ugen, der gik")

HELLERUP-FRONTEN: Hvis man en dag har det rigtig godt med sig selv, så skal man bare gå en tur på Emmerys på Strandvejen i 2900 og drikke en kop kaffe. Så går det sgu hurtigt over! Sidder (svært tilfreds med mig selv) og hygger med veninde, indtil to gymnasiepiger på maks. 17 somre indtager bordet ved siden af os. Den ene er iført en Saks Potts-pels til 16.000 kr., et Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og et par Acne Pistol-støvler til 3000 kr. Den anden iført en Chanel-taske til 20.000 kr., et andet Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og en halskæde om halsen fra Sophie Bille Brahe til 12.000 kr. Og nej, galskaben stopper skam ikke her. Nærmest synkront tager de så lige hver deres iPhone 6 op af taskerne! Jamen, hvad fanden sker der? Om jeg så solgte alt, hvad jeg ejede, ville jeg ikke have råd til at se ud som dem. Så jeg lagde pænt min i-Phone 4 ned i min Hennes og Mauritz-taske og skred! Hvorfor er det lige, at jeg har bosat mig i 2900? Flytter fandme snart til Greve!

Den grånende guldmedalje MEN tilllykke til Knud!

Akademiets Store Pris - der skal forestille at være den vigtigste og fineste litterære pris i DK - går i år til Knud Sørensen, født 1928, som jeg er en stor tilhænger af, både som forfatter af digte, noveller og romaner og som Hvedekorns-abonnent gennem over 60 år - har er også den ældste modtager af prisen nogensinde og  den første over 80, og det ville også være meget cool, hvis det ikke cementerede prisens flaskehalsproblem; modtagerne er de sidste mange år blevet ældre og ældre og ældre -

Af de sidste 10 modtagere - og prisen er siden 1982 totalt åndssvagt kun blevet uddelt hver andet år, hvilket gør flaskehalsen desto mere kvælende - er de 5 født før 1940 (og, i snit, langt tættere på 1930 end -40), Jørn Riel, f. 1931, Peer Hultberg, f. 1935, Vagn Lundbye, f. 1933, Cecil Bødker, f. 1927. Sidst en prismodtager var under 50 år ved modtagelsen var i 1994 og 1996, hvor modtagerne Ib Michael og Vibeke Grønfeldt begge var 49. Siden Grønfeldt har aldrene været 71 (Bødker), 58 (Kirtsen Thorup), 69 (Lundbye), 54 (Bent Vinn), 53 (Jac), 79 (Riel), 52 (Boberg). Den seneste prismodtager under 40 var 35-årige Henrik Nordbrandt i 1980 - de øvrige prismodtagere under 40: Sven Holm, 34 år, 1974, Svend Åge Madsen, 33 år, 1972, Klaus Rifbjerg, 34 år, Villy Sørensen, 33 år, 1962; samtlig pris-ynglinge er (i Sørensens tilfælde; har været) medlemmer af Akademiet, kuriøst nok, nu de ikke under andre yngre at nyde æren.

Jeg vil jo ikke afskaffe ældre prismodtagere, men jeg synes, den ultimative anerkendelse kommer for sent nu om stunder; det gav langt mere mening i 60'erne/70'erne/80'erne, da man hele tiden vekslede mellem de dagsordensættende og de hæderkronede og de oversete, sådan her fx:

  1976 Jørgen Sonne
· 1975 C.E. Soya
· 1974 Sven Holm
· 1973 Hans Scherfig
· 1972 Svend Åge Madsen
· 1971 Leif Panduro
· 1970 Ivan Malinowski
· 1969 Frank Jæger
· 1968 Tom Kristensen

Det er absurd, at ingen forfattere, der er debuteret efter 1990, har fået prisen (de må, som Harld Voetmann og Lone Hørslev i år, nøjes med juniorpriserne), blandt de for længst kvalificerede kandidater er (men lad mig lige nævne nogle præ-90-debutanter, Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Marianne Larsen, Hans Otto Jørgensen, Simon Grotrian, Niels Frank - og SÅ dumt at Pia Juul ikke må få, bare fordi hun er akademimedlem (det samme gælder Klaus Høeck, opdager jeg!)), Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Line Knutzon, Jens Blendstrup, Peter Adolphsen, Pablo Llambìas, Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost og, ja, Harald Voetmann.

MEN BORTSET FRA DET tillykke til den stærke og fine, skarpe og milde digter Knud Sørensen, den pris er velfortjent til hver en tid og hvilken alder som helst:

Forfatteren om forfatteren

Han er én
der gerne vil opleve.
Ikke nødvendigvis alt
og ikke nødvendigvis voldsomt.
Men noget. Et eller andet.

Han oplever bedst siddende.
På en bænk i et hjørne af en plads
eller i en ventesal eller på en mole.
Han oplever
ved at føle sig indenfor og udenfor
på éngang.

Han spørger:
Hvilket digt sker nu?

Så skriver han.

Cool akademipriser

Otto Gelsted-prisen til

HARALD VOETMANN, født 1978



Beatrice-prisen til

LONE HØRSLEV, født 1974


Klaus Rifbjergs debutantpris til

ASTA OLIVIA NORDENHOF, født 1988

Bjørns, nej, Babsusettes skriveøvelser

Natlige opdateringer på Bjørn Rasmussens FB-side:

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER:

1. skriv en dialog på 3 replikker: - et spørgsmål - et svar - et spørgsmål (ex:- vil du hækkel mig en beæ stol? - mor, snak dansk - vil du gøre mig en tjenest vibeke?) så har du allerede vibeke og hendes mor.
2. mens du fortsætter med at skrive, tænk da på henholdsvis
a. blå
b. men struation
c. butt-litt
d. tun-mousse
e. caspar eric
f. din vrede
g. gud
h: det u-fuldendte b
i - fortsættelse følger2

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 2

LYT TIL DIT HJERTE DIT HJERTE BANKER DIN ODDER
HVORFOR ER DU SÅ UUU

alfabetiser alle dem du har knaldet
og husk på at alle dem der knaldededig ok var højrehængte
de versatile var røde
- tag stilling til:
- skal din tekst være ærlig
- konteksten
jaja holder en masterclub nu / står overfor eleven der helmer nu
fortsættelse følger

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 3

SKRIV ET DIGT om hvorfor du er så fåking
ENSOM
LIDERLIG
ENSOM
LIDERLIG
ENSOM

jeg mener beskriv en tør orgasme tør lissom gjør det tør det
mens du husker det skal formes sån her:
0
1
2
3
4
5
6
7
8
9
TILFØJ jeg elsker fluer så jeg græder når de død så græder jeg 

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 4

SKEDEGODT på mandag tager vi alle pigerne ind og fortæller dem hvordan de skal dræbe deres fædre og sønner (MED ORD)
SKEDEGODT
imens vil drengene strikke en eksakt tun

opgave:
skriv videre på teksten
hvem er afsender?
hvem er modtager?
er der tale om ironi i teksten?
bonus: tag et foto af hvad feminisme betyder for dig

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 5

JEG ARBEJDER MED BLÅ TÆNDER
SKRIV EN LISTE OVER MIT HELBRED

JEG ELSKER Ina Munch Christensen 

Peter Laugesen skal blive tre gange så gammel som Dylan Thomas, mindst

Dylan Thomas (1914-1953), der ville være fyldt 100 år i dag er ikke mindst vigtig ved, gennem en lp-plade i et klasselokale på Aarhus Katedralskole (jeg tror, jeg ved hvilket, men har reelt ingen anelse), at have inspireret Peter Laugesen til at blive digter. Man kan se Laugesen tale om (at oversætte) Dylan Thomas i dokumentarfilmen Peter Laugesen - fire stemmer, som man gennem et intrikat bibliotek-link måske kan være heldig at se her

Her et et klip fra min anmeldelse af filmen i WA:

-->

Filmens kup og eneste egentlige og uundværlige samtale er Dylan Thomas-sporet. Dels er det vildt i sig selv for første gang at høre og læse Laugesens råoversættelser af Thomas’ to store digte (Dylan Thomas var ikke så gammel, da han skrev dem, påpeger Laugesen, men for at oversætte dem, skal man være helt enormt gammel (hvilket han langt fra er)), ”And Death Shall Have No Dominion” og ”Do Not Go Gentle Into That Good Night”. Dels bliver det bogstavelig og filmisk samtale, når Laugesen krydslæser den engelske og sin egen version, og Thomas, med oversættelsen som undertekster, gjalder digtene majestætisk ud fra båndoptageren, ligesom dengang i klasseværelset på Århus Katedralskole, da unge Peter blev initieret til poesien: ”Though lovers be lost love shall not;/ And death shall have no dominion”, ”Skønt elskere mistes skal kærlighed vare;/ og døden skal intetsteds herske”.

- og her digtet på engelsk:

And death shall have no dominion.
Dead man naked they shall be one
With the man in the wind and the west moon;
When their bones are picked clean and the clean bones gone,
They shall have stars at elbow and foot;
Though they go mad they shall be sane,
Though they sink through the sea they shall rise again;
Though lovers be lost love shall not;
And death shall have no dominion.

And death shall have no dominion.
Under the windings of the sea
They lying long shall not die windily;
Twisting on racks when sinews give way,
Strapped to a wheel, yet they shall not break;
Faith in their hands shall snap in two,
And the unicorn evils run them through;
Split all ends up they shan't crack;
And death shall have no dominion.

And death shall have no dominion.
No more may gulls cry at their ears
Or waves break loud on the seashores;
Where blew a flower may a flower no more
Lift its head to the blows of the rain;
Though they be mad and dead as nails,
Heads of the characters hammer through daisies;
Break in the sun till the sun breaks down,
And death shall have no dominion. 

- og her kan I høre Dylan Thomas læse det op ligesom Laugesen gjorde dengang, som en udødelig, sølvtunget frikadelle: 

Den anden stor-smalle Athenroman (Marmornote 4)

er Rasmus Nikolajsens "Rejseroman", i Athen, 2009, LAD OS IKKE GLEMME DEN, i to afsnitsløse dele delt af et SMS-remake, som er den perfekte, overblomstrende systemiske (ligeså mange tegn, nøjagtigt, som HCA's dagbogsnotater fra sit nøjagtigt lige så lange Athen-ophold) kæreste til leksikalsk knitrende Marble - her et klip:

Jeg bliver så let forelsket, hvilket er en gave, men en gave der gør mig skrøbelig som gavepapir, kun redder det mig akkurat at huske på at min elskede, når hun ikke se mig (se sig), ønsker at gå rundt med mine øjne i i sin løst knyttede hånd og gnide dem meditativt mod hinanden, som var de to værdifulde perler man er bange for at sig selv triller op af lommen. "No no, Denmark is the capital of IKEA (det er sjovt fordi det er sandt), sagde jeg til Sara (tom som en backpacker) mens jeg svævede hen over det distræt sitrende blomstertæppe ved Zeustemplet holdt oppe af en stor løgn som en tegneseriefigur holdt oppe af en taleboble hægtende sig fast i rammen. Senere tog vi til koncert som små romaner læsende sig selv hen mod døden, og jeg nød særligt en velplaceret fejls ukendte og uventede vellyd. Ikke blot al ulykke (som Brecht fastslog), men også al lykke skyldes mangefulde beregninger, og jeg elsker dig ikke som summen af din opvækst + dine forædre, men netop på grund af den fejl i overførslen, der gør at du er dig(-lig) som da vores drømme omslyngede hinanden som Sonny & Chers stemmer i "I got you babe" og vi så i ét vågnede og ikke vidste hvem vi var.

Til sammenligning lille klip fra Marble:

Der er bagt et rødt æg ind i bagerens påskebrød; ægget er indfarvet ved kogning, bagetiden tilføjer en blå rand om blommen. Marble piller ægget ud og skærer brødet i skiver.

Hn fortæller om dødsmasken af guld, som hun har set i den forhistoriske sal på det arkæologiske Museum. Et tyndt ark guld presset ned over den dødes ansigt. Et meal, som vogter en form, det fik tildelt for mere en tre tusind år siden.

Daniels øjne stråler som klart glas. Sollyset trænger gennem det ene øje fra siden, lyser det blå op som en oplyst pool om natten et sted, hvor vandet damper.

- så tæt på være et Nikolajsensk billede den dampende pool, og så tæt på at være et Smithsk billede de perler i lommen ...

(hvad er der ellers af dansk Grækenlandslitteratur? Halfdan Rasmussens, Erik Stinus' og Ivan Malinowskis prosa- og poesi-rapport om oberststyret, Mørke over Akropolis, diverse 70'er-digtsamlinger af Henrik Nordbrandt ø-hoppende i det græske ø-hav, Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, der fantaserer om labyrinten på Kreta, flere?) 

Stor den (lad os kalde det Marmornote 3)!

Så længe der er
torden
i
oden

er den i
orden.

r den,
den,
De,
d

(øden (dagens kælenavn?)!)

Jeg bliver cyklisk i hovedet (Marmornote 2)

Hvilket klart er et alderdomstegn.-

Jeg tænker på Amalie Smith som den reinkarnerede Merete Pryds Helle (selv om Merete hyperaktivt er lyslevende) med hendes hybriditet og encyklopædicitet og hang til naturvidenskab.

Signe Gjessing linker selv til 80'erne (der jo, iflg SUT, fik ende præcis 8. september, 1985) i Ud i det u-løse (og Signe har selv fortalt, at det nærmere bestemt var en henvisning til Michael Strunges herligt opkørte Rimbaud-hyldest, der førte hende til bladet):

Jeg løber op på gadens loft. Numre af Sidegaden ligger og flyder, poesiens husnumre. Jeg sner skiltene til. Jeg ser dem glitre væk i utal. Hvem bor ikke på landet?

Men klart er Signe snarere sen-80'eren Simon Grotrian (der hyldede Strunge tilbage i Livsfælder) reinkarneret

- så kan Yahya Hassan være Strunge, SKRIGERNE!- og Nigger-Strunge nærmere bestemt, anno 2014.

Og Cecilie Lind må, som endnu en 90'er-født, selvfølgelig være den nye F.P. Jac, selve dette hieroglyfiske flow, men hun kysser meget, meget bedre.

Dårlige anmeldelser giver gode annoncekroner (Marmornote 1)

Nanna Gouls hårde anmeldelse af Benn Q. Holms nye roman Manden i glasset, som jeg som gammel Q. Holm-læser uden videre stoler på, altså anmeldelsen, har resulteret i en halv sides stor annonce for roman domineret af en sortklædt, resigneret Benn Q. - og det er da et NYT argument for hårde, onde, dårlige, negative anmeldelser: de generererer annoncekroner fra loyalt, trodsigt, damagecontrollende forlag! - der så battler med sidens anden (og bedre!) halvdel, som er min alt andet lige glade anmeldelse af Amalie Smiths nye roman Marble illustreret med et af Gladiators skønne pressefotos, hvor Amalie tilsyneladende har tabt sin bog på Mars og kigger u-undskyldende op på en marsbo/astronaut; og den kamp vinder Marmor + Smith jo nemt og helt gratis (på sin side har Q + bog 4 hjerter fra Politiken, 4 stjerner fra Dagbladenes Bureau (et provinsaviskollektiv) og dialog-ros fra EkstraBladet, ikke ligefrem imponerende ammunition) på REEL kulørthed.

DT-anekdote om genfundet kuffert med forhåbentlig lykkelig voodoo-effekt på Theis' fjällräv

(Dan Turèll om færdiggørelsen af Vangede Billeder, i Onkel Danny fortæller)

Ovre hos Højholts (i Hørbylunde ved Silkeborg LB) i maj 1975 blev Vangede Billeder endelig bearbejdet og gennemskrevet. Jeg sad fra morgen til aften i Højholts fraflyttede søns værelse med vindue ud mod heden og skrev på maskine. der var ikke andet i rummet end sengen, bordet, skrivemaskinen og en stabel gamle tegnseriehæfter. Der var ikke andre end skrivemaskinens spinnen og en afsindig hane med en uhyrlig halskatarrh. Og jeg sad der i hvert fald tolv timer om dagen i en måned.
  Og for at ingen skal tro jeg overdriver, vil jeg bare medele at affaldet efter arbejdet, sidst i maj da jeg pakkede igen, at papir-affaldet bestående af kasserede sider, ubrugelige kladder, strøget og censureret stof - at papir-affaldet, omhyggeligt revet i små stykker, fyldte 7 plastic-poser. Syv, ja.
  Men endelig var Vangede-bogen altså færdig, efter halvandet års arbejde. Nu skulle den bare brydes om og tilrettelægges.

Og så - mistede jeg det færdige, trykklare manuskript- På vejen hjem fra denne måned på landet fik jeg et anfald. En måneds uafbrudt koncentreret arbejde havde været for meget for en god gammel letlevende inde bys-beatnik som mig. Der kom damp på kedlen, og efter et par flasker whisky mistede jeg bevidstheden. jeg vågnede klokken fire om natten, hjemme på mit eget gulv - med en flakse whisky stoisk hævet i hånden under søvnen. Og ganske som i de billige kriminalromaner undrede jeg mig over, hvordan jeg var kommet hjem.
  Derefter var min første tanke, som den længe havde været hver dag: VANGEDE! Og så opdagede jeg, at mens jeg havde min taske, var min kuffert væk. Og med den manuskriptet.
  Jeg husker tydeligt min reaktion. det var tre-trins-raket. Først var jeg lige ved at græde. Så syntes jeg alt var mørkt og sort, og at universet (som allerede salig Buddha sagde) blot var uendelige tomheders tomhed. Og så kom jeg til at skraldgrine.
  Jeg talte med min far, min donna dazumal, Ludvigsen. de mente allesammen, jeg ville få manuskriptet igen.
  Og ved Frankenstein, det fik jeg. En kvik barmand fra lufthavns-terminalen havde kufferten. jeg fik at vide, at jeg havde været meget fuld og (af uforklarlige årsager) var blevet smidt ud af lufthavnsbussen. Hvad der derefter skete er gådefuldt, men endnu hyllet i uvidenhedens slør. Jeg kan kun oplyse, at man hilste på mig med almindelig fnisen.
  Jeg fnés gerne med. Manuskriptet var reddet, og jeg havde fattet tillid på ny. Så da vi gik i gang med sidste og syvende omgang, at bryde om og sætte billeder ind i bogen, en afsluttende to ugers proces, og da så John - John Ovesen, vore lay-out mand og holdets bagstopper - glemte billed- og tekst-materialet et mystisk sted efter en sen nats fejring af et særligt vellykket afsnit, selv da blev jeg ikke nervøs. Vi fik det igen. Og nu er så altsammen overstået. For denne gang ...

Sådan ser en sort fjällräv ud

- den ligner et mere praktisk og firkantet blækhus, hvilket den i dette tilfælde også er (+ jo et renæssancekunstner-atelier)

Der er brug for en national politiindsats - for poesiens skyld

Panserne skal smide alle de stjålne cykler, de alligevel ikke finder, og rykke helt, helt ud af Christiania og forbandet finde Theis' fjällräv - alt, hvad han skriver, er altid allerede kulturarv; det svarer til, at nogen havde stjålet fx hele J.F. Willumsens atelier i 1904:

Theis Ørntoft

21 mins ·

EFTERLYSNING
Jeg læste op på Din Nye Ven i aftes. Et sted mellem kl 22 og 01 blev min sorte Fjallræven-taske stjålet fra deres baglokale. Tasken indeholdt min computer OG min orange LaCie backup-harddisk, og indeholder derfor:
-ALT JEG NOGENSINDE HAR SKREVET
-ALLE FOTOS JEG NOGENSINDE HAR TAGET
-ALT MUSIK JEG NOGENSINDE HAR INDSPILLET.
HVIS NOGEN VED NOGET, PLEASE KONTAKT MIG. DUSØR 10.000 KRONER

Den ultimative anti-anti- og derfor kun NÆSTEN melankolske meta-sang

er selvfølgelig Pulp's "Something Changed", der insisterer på ikke at være melankolsk, for om to timer mødes de, og alt bliver lykkeligt, men det er for fanden netop ikke sket endnu, og det er selvfølgelig ikke umuligt, at det måske vil ske - men det er for fanden en Pulp-sang og musikken er heller ikke ligefrem lystelig - så derfor er det til syvende og sidst en kun MÅSKE melankolsk meta-sang, men er måske-melankoli i virkeligheden ikke endnu mere melankolsk end stensikker, klokkeklar melankoli, der jo netop er en dejlig tryg melankoli?:

I wrote this song two hours before we met.
I didn't know your name or what you looked like yet.
Oh I could have stayed at home and gone to bed.
I could have gone to see a film instead.
You might have changed your mind and seen your friends
Life could have been very different then but something changed.
Do you believe that there's someone up above?
Does he have a timetable directing acts of love?
Why did I write this song on that day?
Why did you touch my hand and softly say.
Stop asking questions that don't matter anyway.
Just give us a kiss to celebrate here today
something changed.
When we woke up that morning we had no way of knowing
That in a matter of hours we'd change the way we were going.
Where would I be now if we'd never met.
Would I be singing this song to someone else instead I dunno
But like you said something changed.

Rytmen af rimende guitarer anmeldt

Det bedste ved Bryan Ferry-koncerten i Tivolis Koncertsal var

1. At du sad ved siden af mig

2. Bryans stiligt skamløse, kulørte jakke



3. Bryans af dig såkaldte "Malkepige"-moves

4. At Bryan omsider spillede Roxy-mestersangen "Oh Yeah"; den ultimative, melankolske meta-sang: jeg synger en sang om at være så melankolsk, at jeg hører en melankolsk sang, der er så melankolsk, at det er DENNE sang, oh yeah:

Some expression in your eyes
Overtook me by surprise
Where was I how was I to know'
How can we drive to a movie show
When the music is here in my car
There's a band playing on the radio
With a rhythm of rhyming guitars
They playing Oh Yeah on the radio
And so came to be our song
And so on through all summer long
Day and night drifting into love
Driving you home from a movie show
So in tune to the sounds in my car
There's a band playing on the radio
With a rhythm of rhyming guitars
They playing Oh Yeah on the radio
It's some time since we said goodbye
And now we lead our separate lives
But where am I where can I go'
Driving alone to a movie show
So I turn to the sounds in my car
There's a band playing on the radio
With a rhythm of rhyming guitars
There's a band playing on the radio
And it's drowning the sound of my tears
They're playing Oh Yeah on the radio

5.  Bryans små, klagende, melankolske lyde til sidst i sangen, som om vi hørte selve hans mørbankede SJÆL nynne

Klaus Bryan

Er det Klaus
Høeck, der
stadig mere
ligner Bryan
Ferry eller
Bryan Ferry,
der stadig
mere ligner
Klaus Høeck?

stil ER eksperiment

Jeg sidder med en rigtig god og REDELIG, fornuftig og uforskrækket skolebog, af Henrik Poulsen, System og eksperiment. Litteratur og virkelighed i spil 1965-2014, bagsidetekst: System og eksperiment handler om formeksperimenter i dansk litteratur fra 1965 til 2014. Bogen præsenterer eleverne for konkret poesi, systemdigtning, skabelonlitteratur, readymades og digital litteratur.

GODT eleverne omsider kan præsenteres for den slags som andet end kuriøse fodnoter til den ægte, seriøse litteraturhistorie. Litteraturlisten henviser sørme til Blogdahl (uden navns og net-adresses nævnelse): "Litteraturkritikeren Lars Bukdahl er en engageret formidler af den formeksperimenterende kunst. Hans blog rummer alle mulige ind- og udfald om de forfattere og begreber, der er nævnt i bogen." Tak dér, Henrik, men jeg får sådan lyst til at råbe:

AL GOD LITTERATUR ER FORMEKSPERIMENTERENDE LITTERATUR

HVIS DU IKKE EKSPERIMENTER MED FORMEN PÅ HVAD SOM HELST STIVNER FORMEN PÅ HVAD SOM HELST TIL KLICHÈ OG SKABELON, BÅDE DEN REALISTISKE ROMAN OG DET KONKRETISKE DIGT, BÅDE HELLE HELLE-ROMANENS HELLEHED OG KNUD HOLTEN-ROMANENS HOLTENHED

Mads' og KB's gratis skriveøvelser, et udvalg

Mads Eslund har på sin blog trykt en helt masse (42 vistnok) skriveøvelser, som han og Kristian Bang Foss har konstrueret til noget Kulturnat-hejs i forbindelse med Elmgreen & på Statens Museum for Kunst; her er 10 af KB's og 10 af Mads':

Brug disse tre ord i din tekst:
Elektrisk, spejl, chokolade.

Brug disse tre ord i din tekst:
Magt, glitter, eksplosion.

Teksten skal foregå juleaften og indeholde ordet bulder.

Handlingen i din tekst må kun vare ti sekunder.

En af beboerne ligger og er ved at dø alene i sin lejlighed. Beskriv personens tanker de sidste minutter.

En beboer sidder og ser fjernsyn, men kan ikke lade være med at spekulere på, om overboen mon er død. "Krydsklip" mellem hvad der sker i fjernsynet og tankerne om overboen.

Fortæl historien om en af genstandene i et af værelserne, fx den vinkende kat i køkkenet eller elguitaren på drengens værelse. Historien skal besvar tre spørgsmål: Hvor er genstanden lavet henne? Hvordan er genstanden endt på værelset? Hvad betyder genstanden for ejeren?

Skriv en tekst om en af beboerne, der giver svar på, hvad det bedste han/hun ved er, og hvad det værste er.

Skriv om en af beboernes højeste ønske.

Skriv en tekst, der indeholder sætningen jeg orker ikke at rejse mig tre gange.

*

En teenager i et af rummene læser hate speak om sig selv på et chatforum. Han sidder med en guitar imens, øver akkorder måske. Gengiv noget af det, han læser.

Denne sætning skal være med i din tekst:
Det lugter af kødret, når naboen laver mad

Fortæl, hvordan de hvide persienner er blevet smadret i et af rummene. Der er en rød pære i vinduet.

Sådan begynder du din tekst:
Hun sætter sig i stolen og smiler, som om hun læner sig tilbage i sin træthed, eller, når hun læner sig fremad, ud ad den

Denne sekvens skal være med i din tekst:
Det var ikke gået så godt med den palme, han havde købt i IKEA.

Dette er indledningen på din tekst:
Jeg har en fast kunde, der altid falder i søvn på briksen. Han er venlig, men fortæller racistiske vittigheder.

Et barn ligger i sin seng og skal sove, det kigger på akvariet på den anden side af gardinet, fascineres af fiskene, fiskenes farverige verden i en lille kasse med vand.

En person sidder i mørke og stirrer på et tyndt, blafrende gardin i et åbent vindue. Lydene udenfor trænger ind i lejligheden.

To beboere mødes i hemmelighed på taget af ejendommen. Hvad laver de deroppe? Hvad er der deroppe?

En beboer har noia over, om naboen er terrorist, sætter observationer sammen, danner sig et billede, forestiller sig hvad, der vil komme til at ske, hvis han/hun ikke snart griber ind.

Brug denne sekvens i din tekst:
Hun kan huske en høj, perlende latter, som hun i flere år prøvede at eftergøre.

4 gratis skriveøvelser

Stilistisk jævnaldrende dødsannoncer/nekrologer
på 6-7 linjer hver
1. For et barn skrevet som et børnerim
2. For en teenager skrevet som en ungdsomroman/young adult (gerne fantasy)
3. For en en mand/kvinde i 20/30'erne skrevet som et modernistisk 80'er-digt (dunke metaforer obligatoriske)
4. For en mand/kvinde i 40/50'erne skrevet som (slutningen på en ) kriminalroman (morderen skal afsløres)
5. For en mand/kvinde + 60 skrevet som en opskrift i en kogebog (gerne det nye nordiske køkken)

Metaformusetrappe
Sammenlign A med B
B med C
C med E
E med F
F med G
G med H
I med J
J med K
K med L
L med M

SMS-raga-digt
Hver linje i et 24 linjer langt digt skal begynde med de første 2-5 ord i den seneste SMS på din mobil klokken 12.00 næste onsdag, digtet skal handle om den onsdag

Kværulantisk selfie
Skriv en klage over støj i ejendommen til ejerforeningen som en parodi/pastiche på dig selv

Stilistisk råd om metaforik i prosa

Lad som om, du er Helle Helle, hvilket du ikke er,

AND JUST DON'T DO IT

- medmindre du er fx Charles Dickens eller Knud Holten eller Jens Blendstrup, hvilket du heller ikke er, vel?

2 mesterstilister (animerer en mund i en skov)

(jeg underviste i Stilistik på Forfatterskolen for Børnelitteratur i går - dette var mine eksemplariske pragteksemplarer i/som hver deres yderlighed, men begge med suveræn fokus, via STORE øjne, på en mund i bevægelse i en skov)

(Alex Morgenstjerne er stødt på en hypdangbok)

Det var over to meter højt og havde bulnende, favesløse mnneskeøjne i et kolossalt, fladtrykt hoved, placeret direkte på kroppen - der både lignede og stank som en kødklump i stærk forrådnelse. Idet monstrummet satte sine tre billeagtige ben i græsset, svirpede det lynsnart et par gennemsigtige vinger sammen, som var de rullegardiner, og lod med en metallisk hvinen nogle sorte dækvinger glide om sig som et panser. tre ligblege fangarme, tæt besat med sugekopper, fimrede på hver side af munden, som ikke så ud af andet end et slimdryppende hul - men da væsenet i næste nu spærrede den vidt op, vældede en lang, svullen tunge frem fra svælget, hvor nogle skinnende, savtakkede tænder roterede i rasende fart som en djævelsk affladskværn.

- fra Knud Holtens (ak! stadig seneste bog) Flamme-øglens tåre, 1999

Nu er solen lavere på himlen, og jeg er ikke alene. der er en kvinde ude på stien. Hun står og roder i sin lomme, hun er iført pandebånd. Træningsjakken bundet om hofterne. Hun putter noget i munden, så kigger hun direkte herhen. Tyggemusklerne går op og ned. Men hun har ikke set mig, for nu glider blikket videre op mod trækronerne, hun lægger nakken helt tilbage. Hun bliver stående sådan, må¨ske er der noget deroppe. Hun formår at tygge i den position. Jeg løfter hovedet for at se efter, men der er bare en blå himmel over alle de krogede grene. Månen er stået op, det var tidligt.
  Da jeg sænker hovedet, er hun igen i fart. Træningsjakken svinger fra side til side.

- fra Helle Helles (hårdt nok - for så er der LÆNGE til den næste - seneste bog) Hvis det er, 2014

Stilistisk råd 2

Frygt adjektivet
Dyrk substantivet
Væbn dig med verber

Stilistisk råd 1

Søg
le mot propre
og sæt motor i proppen

Dobbelt forsvundet bagage

John F. Kennedy Airport, New York

Anthony Bourdain @Bourdain  ·  18. okt.

That time when the airline loses your luggage both going out AND coming back.

Dobbelt bestillingsdigt, forsinket

Unbeknownst to me
var regnen i færd
med at hidse den
feber op, som plager
mig i dette nu, da
jeg på Vesterbrogade
i går formiddags
zigzaggede udenom
en mand, der zigzag-
gede udenom mig med
en kæmpe kasse fuld af
frosne rejser og så op,
fangede mit blik og sagde:
Skriv et digt om det!
hvilket lykkeligt opløste
det semi-skænderi,
vi var ude i og som
ikke gik ud på andet
end divergerende
spadserefart, jeg tager
konstant for lange
skridt, som om jeg 
skridter en hær af poeter
af, som Orson Welles
i Catch 22 (som Anthony
Bourdain netop talte om
på YouTube: Citizen Kane
gav ham ret til at sælge
ud med reklamer for
dårlig vin - jeg sidder
foran computeren og
hører Beyoncé og drikker
helt rimelig rødvin,
som om det skulle hjælpe
på min feber (hvad med
et forlag, der hedder
Feber & Feber)), nå,
men du sagde, med
dit lykkebringende smil:
Ja, lov mig at skrive det
digt, inden dagen er omme,
og det nåede jeg ikke,
forbandet nok, fordi
feberen kidnappede mig
og lagde mig brak, og
det er ikke fordi, jeg er
rask, men du er væk i
Karlslunde, i selskab
med familie og antikke
Koala-bamser, og hvad
fanden skal jeg ellers gøre
end gøre min poetiske
skyldighed i al forbasket
beskedenhed som akkurat
det modsatte af en kæmpe
kasse med frosne rejer
(= en falleret digter med
feber)

The Resurrection of Rolf

I interviewet i WA Bøger i dag i anledning den nye digtsamling Fantombillede taler Thomas Boberg om digteren Rolf Gjedsted, født 1947, der ikke har udgivet bøger siden 2002 - men et par gange eller tre haft tekster i Hvedekorn - og som, jeg kunne have en idé om, var bitter, hvis jeg ikke havde mødt ham i uimodståeligt sprudlende humør til åbningen af håndskrift-udstillingen i Den Sorte Diamant; han gik fra Gyldendal til Schønberg i sin tid, og så fandtes Schønberg pludselig ikke mere, og så holdt han op med at udgive bøger (jeg foreslog på et tidspunkt på Rolfs opfordring Gyldendal at udgive hans udvalgte digte, men fik et blank nej fra Johannes Riis); nu maler han vist mere (og skyder og dyrke karate og træner ridning) end han skriver digte, ærgerligt nok (for poesien, TB says:

Så har jeg gentaget nogle ting og forsøgt at finde et billede på min egen ungdom. Sommeren 1981 - åh, duft af sølv og blå vind - som var det år, jeg mødte digteren Rolf Gjedsted. Jeg glemmer det aldrig. Han sagde, han var den bedste digter, og i dag er der ingen, der kan huske ham. Han oversatte Rimbaud og var den store inspiration for Strunge, og om lidt er det mig, der er gammel og glemt.

Rolig nu, Thomas! Rolf har aldrig fået en akademi-pris, du har fået den Store og er trygt Gy-udkommende. Her er hele digtet fra Fantombillede, som er en smuk, typisk Bobergsk, forbumlet anfægtet minderune om en digter, der syv søren ikke er død:

Sommer 1981, åh duft af sølv og blå vind. På sommersko støder jeg ind i digteren Rolf, for længst et overmodent blomsterbarn, 30 år senere er han gammel og stort set lagt i glemsel (dette er vor skæbne). Husk, jeg er den bedste, sagde han, keder ud dig dig siden du altid er væk, du og Abu Simbel og dit røde sand og din udve og hjemve, keder du dig? Jeg fx ligger ofte i solen som et firben, det er min private ejendomsret. Han talte om den åndelige kapital i franske symbolistpenge, han talte om et spansk stenhus - en faderarv - et dybt stengærde, en Lorca-fantasi, som krybdyr æg under de sten. Han digtede om den suverænes leg med appelsintræer i Sierra Nevada. Forstår du, de gamle forsøger at overbevise os om at fortiden er fantastisk. Vores erindringer preller af på de andres: Lad os for helvede fyre hele skidtet af nu! Han talte om magikerens og voldsæstetens giftklo hævet i solen. Og jeg jeg som hader mig selv for min latterligt hovne blufærdighed. Jeg jeg som i et nu ser min flossede ungdoms uforbederlige humbug. Jeg jeg øjner en horisont med andre skorpioner. Jeg jeg som  senere ligner en gammel mands stammen. April 2011. En humlebi tumler mod vinduet.

Boberg burde på næste side simpelthen have trykt et klassisk, skønt Gjedsted-digt, men så gør jeg det bare i stedet for; dette, en futuristisk blues, fra Krigen er skøn, 1970, kunne godt være skrevet af Thomas, på en god dag, i 2014:

Verdens smukkeste krig

jeg vasker knivene

igen i år /
er der flere,
om at dele

årets priser.

Årets priser.

Årets pris /
et relikvie /

for VERDENS -

den smukkeste krig /

blev delt af flere,
der repræsenterer
den & den nation &

den & den situation /
helt klædt,
i hvidt.

Prisen for /

verdens smukkeste krig /

blev delt &

jesu forblødte, HJERTE /
blev skåret istykker
& i
4 kanter.

Igen i år /
kommer der repræsentanter

fra
ALLE 4 VERDENSHJØRNER

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene.

En kok får sprog (the badness of well-done)

Jeg faldt over den artikel i New Yorker, "Don't Eat Before Reading This", hvor Anthony Bourdain viste verden og sig selv, at han var lige så god til at skrive (om mad) som til at kokkerere, dette er det Harald Voetmannske højdepunkt (og  jeg gik straks videre til at købe hans Kitchen Confidential, som artiklen knopskød til, som e-bog):

People who order their meat well-done perform a valuable service for those of us in the business who are cost-conscious: they pay for the privilege of eating our garbage. In many kitchens, there’s a time-honored practice called “save for well-done.” When one of the cooks finds a particularly unlovely piece of steak—tough, riddled with nerve and connective tissue, off the hip end of the loin, and maybe a little stinky from age—he’ll dangle it in the air and say, “Hey, Chef, whaddya want me to do with this?” Now, the chef has three options. He can tell the cook to throw the offending item into the trash, but that means a total loss, and in the restaurant business every item of cut, fabricated, or prepared food should earn at least three times the amount it originally cost if the chef is to make his correct food-cost percentage. Or he can decide to serve that steak to “the family”—that is, the floor staff—though that, economically, is the same as throwing it out. But no. What he’s going to do is repeat the mantra of cost-conscious chefs everywhere: “Save for well-done.” The way he figures it, the philistine who orders his food well-done is not likely to notice the difference between food and flotsam.

Jeg fejrer ikke dødsdage

Men det er i dag også 10 år siden Per Højholt døde, og sådan slutter Poul Borums artikel, "Klog, klogere, bagklog", om Cézannes metode i antologien Natur-retur:

Senere delvis litteraturpolitisk bestemte omrokeringer bør ikke skjule, at Højholt ligesom Gustava Brandt er - er og bliver! - en dansk fyrtiotalist. For disse to - ligesom for sarvig, Knudsen, Malinovski og flere (heriblandt min ringhed) - er svensk poesi under og lige efter krigen den afgørende, store poesioplevelse.
  Højholt slutter forordet med at sige, at han helst så "texterne" (flertalsformen er for øvrigt interessant - er Cézannes metode ti teoridigte, elleve med forordet?), "opfattet som, hvad Ragnar Thoursie kalder "skärsliparens dager över tingen". Og lad os da slutte disse bemærkninger hos Ragnar Thoursie. Lad hans skærslipper kaste sit lysskær over tingene.

IV Den klogeste: Skærslipperen

Det var ikke blot Eekelöf, Lindegren og Vennberg, der var livsafgørende for os, der kom til litterær bevidsthed sidst i fyrrerne, men også en række nu mindre beagtede digtere som Sven Alfons og Ragnar Thoursie. Thorusie, f. 1919, som gjorde embedsmandskarriere og bare udgav to digtsamlinger, Emailögat, 1945, og Nya sidor och dagsljus, 1952. I den sidste bog finder vi den lange digtcyklus Skärsliarens dager över tingen, som på mange måder (læst som "helhedsløsning") er et programdigt for en demokratisk poesi. Hele digtet, som er i seks afsnit, synes jeg, man kan læse spm én lang kommentar til Per Højholts digtning, måske den bedst mulige. Og jeg vil oversætte afsnit I og sidste del afsnit VI og lade læseren selv opleve sine løsninger:

Knivenes lange nat
skaftet med jerneg, med ibenholt
og ved fæstet gnistrende fæstnede
stjernernes nitter - klingede bort.

Rødt som dødkød har daggryet ved Värtan
rejst sig over rester af sammenkrummet mørke.
Ligblegt blik på morgentage.
Livsvarm duft der bages ud fra kælderhuller.
Dame der tar strømpe på,
mand som barberer adamasæblet,
I sin lænke rasler kulden lidt.
Portens gråsten damper, nyligt skurede,
Og allerede i sin stribe fra i fjor har
den røde skærslipper taget plads og prøver
lysets ægg med arret tommeltot;
tågehjul og smergeledderkop,
pedalen tøver ...

- Har en drøm sit lysskær kastet
over tingene, eller hvorfra vel det skarpe
dyb i dette stille vejrlig?

-  -  -

Hør altså en lille lyd
når vindhjulet knuser et gruskorn.

Det er sandhedens korn der valses.
Sandheden
er et vældigt lagen
hængt op til luftning på himlen.
Og individet
lille som en lus:
kun en sort prik i luven,
når sandheden I Sin Helhed får lov at komme til syne.

Hør, o hør
den lille lyd.
Den lille advarsel,
en læspen fra gaden,
hvor skærslipperen står med taburetten
og de snurrende sole af sand.
Han der prøver
lysets ar med tommeltotten.
Den fremmede, rødlette, der kommer
en morgen, og med et er det forårslyst.
Han der med astmarøst fortæller
om vidtstrakte rejser ind i msertens domæner
- det siges han er dømt
til at leve som flygtning fra sygehus til sygehus
og om sommeren nyede en kortvarig ferie fra døden.

Noget synes at være afslebet.
Noget synes at have jævnet og glattet
kanterne i hans sind.
Han hvæsende venlighed beretter
eventyret om menneskets sejhed.
det skinnende dyriske evne:
til at ryste af i daggryet
al uret - som regn.

Munterhedens under
fortættes i hans blik.


- Ragnar Thoursie

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - D

Hvedekornsdebutanter på pralelisten fra Borums redaktørtid

Per Aage Brandt 1968
Sten Kaalø 1968
Rolf Gjedsted 1969
Marianne Larsen 1969
Eske K. Mathiesen 1969
Laus Strandby Nielsen 1969
Louis Jensen 1970
Susanne Jorn 1970
Bent Vinn Nielsen 1970
Jens Smærup Sørensen 1970
Merete Torp 1972
Niels Vørsel 1973
Klavs Bondebjerg 1975
Søren Ulrik Thomsen 1977
Jens Christian Grøndahl 1978
Jørgen Chr. Hansen 1978
Henrik S. Holck 1978
Michael Strunge 1978
Bo Green Jensen 1979
Peter Rønnov-Jessen 1979
Klaus Lynggaard 1979
Pia Tafdrup 1980
T.S. Høeg 1981
Thomas Boberg 1982
Thomas Bruun 1982
Juliane Preisler 1982
Morti Vizki 1982
Bo hr. Hansen 1983
Pia Juul 1983
Simon Grotrian 1984
Nicolaj Stochholm 1984
Christian Yde Frostholm 1985
Kenneth Krabat 1985
Jan Thielke 1985
John Bang Jensen 1986
Carsten René Nielsen 1986
Jens Blendstrup 1987
Hans Erik Larsen 1987
Morten Søndergaard 1987
Christian Dorph 1988
Kirsten Hammann 1988
Helle Helle 1988
Janus Kodal 1989
Mads Brenøe 1990
Annemette Kure Andersen 1990
Peter Adolphsen 1991
Kaspar Bonnén 1991
Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991
Lene Henningsen 1991
Renè Jean Jensen 1991
Simon Pasternak 1991
Tomas Thøfner 1991
Katrine Marie Guldager 1992
Martin Larsen 1992
Palle Sigsgaard 1992
Mette Moestrup 1993
Lone Munksgaard Nielsen 1993
Robert Zola Christensen 1994
Thomas Hvid Kromann 1995
Mikkel Thykier 1995

 

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - C

4 anmeldelser fra Ekstra Bladet:

-->

Anmeldelse af Bo Nissens debutsamling Eengangsdigte, 16/9, 1969 (i sin helhed):

”Forhåbentlig.”

Anmeldelse af Klaus Rifbjergs roman Tak for turen, 2/9, 1975:

”ÅRH; DET VAR SÅ LIDT

Den populære, gamle rejsebogsforfatter har her føjet et nyt opus til sin lange række af værker. Enhver, der selv har været på skiferie i Nordsverige og Norge sidst i fyrrerne vil læse den lille bog med fornøjelse og nikke genkendende til mange pudsige detaljer. For den opvoksende generation kan Rifbjergs underholdende, om end lidt langtrukne fortælling give mange nyttige oplysninger til forståelse af deres forældre.

  For den mere kritiske læser vil bogens lidt overfladiske blanding af Tykke Niels-skolehistorier og Sigmund Freud nok virke noget besynderlig. Det berømte rifbjergske sanseapparat kører så meget i tomgang, at man næsten tvinges til at opfinde begrebet over-sanset. Bogens indblik i pubertetsdrenges sindsbevægelser, specielt når de er vordende digtere, er ikke særlig dybtgående, men tager man den for, hvad den er, vil man såmænd ikke føle det par timer det tager at læse den helt spildt.”

Anmeldelse af F.P. Jacs digtbog Misfat, 5/12, 1980:

”DET SNERRENDE BARN

F.P. Jac, som han kalder sig, er kun 25, og udgiver i dag sin sjette digtsamling. Han er en utrolig original og fascinerende forfatterpersonlighed, og han er allerede ved at låse sig fast i en digterrolle, som i det lange løb kan blive farlig for ham og trættende for læseren.

  En af de seks lange digtsuiter i hans nye, store bog hedder ’Faser af jegformens totale opløsning’ – og her synes man at ane noget af en modstrid mellem teori og praksis, for er der noget Jacs digte handler om, så er det ’jeg’, ’jeg’, ’jeg’. Men selvfølgelig er han ikke bare F.P. Jac, han er også repræsentativ, og han er i udpræget grad en generations stemme.

  ’Gang på gang er jeg barnet der snerrer det første sæt tænder af/ med et grin der tager hårdt på den ældende generation’, står der på bogens første side. Og hans snerrende grin tager unægtelig hårdt på en ældende læser. Men de to linjer viser også Jacs gennemgribende sproglige originalitet, som der ofte tilmed er stoflig dækning for. Hans bog er en hel verden af raseri og detaljer. Hver linje kræver fordybelse og genoplevelse af læseren, det er en bog for dem der vil finde ud af noget om sproget og om livet – og ikke er bange for at gøre et stykke arbejde. Ligesom F.P. Jac selv har gjort. Godt arbejde.

  Nu mangler han bare at finde ud af, at der er vigtigere ting i verden end at konstatere at ’mit køn bøvser af dig’. Dvs. modenhed (som ikke har noget med alder at gøre …).”

Anmeldelse af Ib Lucas’ novellesamling Lystens labyrinter, 1983:

”EDBOG

Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.”

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - B

Brystfabel

Der var negang en overformynder, der tog
ud på Halmtorvet for at finde nogle
overformer han kunne ynde. De bedste han
fandt, efter adskillig mærkning, tilhørte en
afbleget transvestit fra Virum, der hed
Justine. Han havde selv strikket dem og
stoppet dem ud med en blanding af
skumgummi og vat æltet sammen med
hesteblod.
Over en hyggelig kop kaffe med
napoleonskager diskuterede de sagen, og
Justine lovede at strikke og udfylde et par
til overformynderen. Han har dem liggende
i en skuffe på sit kontor og tager dem ofte
frem og bliver lykkelig.
Moral: Der er overhovedet ingen
sammenhæng mellem tilfredsstillelse og
ægthed.

(fra 44 fabler, 1987)

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - A

"METODER VED AFSKED"

1) Man kan forlade.
2) Man kan ikke forlade.
3) Man tager bestandig afsked.
4) Farvel-farvel.
5) Der er ingen, så jeg går.
6) Tak for alt.
7) I henhold til Deres ærede ...
8) Nu er jeg her.

(fra debutsamlingen Livslinier 1962)

Idealet for kritik er madkritik, inkl. Bagedysten

Fra klumme på newyorker.com af  Hannah Goldfeld om online-restaurantanmeldelser vs. avis-restaurantanmeldelser:

While reading Pete Wells’s recent review of Tavern on the Green, I laughed out loud at his spot-on description of the renovated building: “woven into the life of the park more fully than in its last incarnation, a wedding-cake palace as imagined by a 6-year-old princess with a high fever.” Tejal Rao, Bloomberg’s new restaurant critic, piqued my interest in the Brooklyn restaurant Take Root much more than did the restaurant’s inclusion on Michelin’s new list. A dish of cucumbers and macadamias, she wrote, “was finished at the table with a pour of macadamia milk. It was rich with olive oil, thickened with bread leftover from last night’s service, but meticulously strained and emulsified until it was lush as cream. Richer and more refined than an almond-based ajo blanco, the Spanish soup that informed it, it was also one of the loveliest things I’ve eaten this year.”

I don’t always agree with the restaurant critics in the Times or elsewhere, but I trust them—in the way that I trust certain critics of film, television, art, or literature—not to predict what I or anyone else will like (how could they possibly know?) but to entertain me; to provide carefully researched historical and cultural context; to make me think. I trust them to write so thoughtfully and distinctively that I don’t have to wonder if they’re biased; rather, I know that they are, and, over time, can learn their biases and balance my own judgments against them. The relationship between critic and reader is exactly that: a relationship, between two people. You can’t have a relationship with stars.

Dommer Mette Blomsterberg i episode 7 af Den store bagedyst:

Man skal mestre at lege.

Hemmelig ny HOJ-bog! akkompagneret af ny DB-sang!

Og det er jo, i forhold til den høje gennemsnitshastighed, kriminelt længe siden sidst (Strange days indeed, 2012) -

afsløret på side 86 i Bogforum-kataloget (søndag klokken 14:30, på Gladiator-standen)

Hans Otto Jørgensen læser op fra "Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi"

!

og mens jeg læste det, sådan cirkus, hørte jeg David Bowies nye, lige så godartet mærkelige (altså lige så godartet mærkelig som HOJ-titlen) sang:

!