Unbeknownst to me
var regnen i færd
med at hidse den
feber op, som plager
mig i dette nu, da
jeg på Vesterbrogade
i går formiddags
zigzaggede udenom
en mand, der zigzag-
gede udenom mig med
en kæmpe kasse fuld af
frosne rejser og så op,
fangede mit blik og sagde:
Skriv et digt om det!
hvilket lykkeligt opløste
det semi-skænderi,
vi var ude i og som
ikke gik ud på andet
end divergerende
spadserefart, jeg tager
konstant for lange
skridt, som om jeg
skridter en hær af poeter
af, som Orson Welles
i Catch 22 (som Anthony
Bourdain netop talte om
på YouTube: Citizen Kane
gav ham ret til at sælge
ud med reklamer for
dårlig vin - jeg sidder
foran computeren og
hører Beyoncé og drikker
helt rimelig rødvin,
som om det skulle hjælpe
på min feber (hvad med
et forlag, der hedder
Feber & Feber)), nå,
men du sagde, med
dit lykkebringende smil:
Ja, lov mig at skrive det
digt, inden dagen er omme,
og det nåede jeg ikke,
forbandet nok, fordi
feberen kidnappede mig
og lagde mig brak, og
det er ikke fordi, jeg er
rask, men du er væk i
Karlslunde, i selskab
med familie og antikke
Koala-bamser, og hvad
fanden skal jeg ellers gøre
end gøre min poetiske
skyldighed i al forbasket
beskedenhed som akkurat
det modsatte af en kæmpe
kasse med frosne rejer
(= en falleret digter med
feber)
- det er da ikke så elendigt - digtet. God bedring!
SvarSlettak, hilsen fiskemanden
SvarSlet