Det gedigent glædelige ved Jens' tekster i Venedig-bogen er deres lykkelige anstrengelse og inspirerede anstrengthed: Jeg skal med vold og magt skrive tekster om Venedig, som jeg aldrig før har skænket en tanke og linje, men som min fotograf-kumpan venligt har inviteret mig til at besøge - det vil jeg imidlertid gerne, voldeligt Venedig-skrive, og det kan jeg sagtens, og hey, denne tvang går som en leg! Jo mere yderliggående langt ude de associative knopskydninger og allegoriske billedgørelser og i alle retninger flygtende digressioner jo skønnere og (som udsagn om Venedig og (via Risskovisering!) pesten etc.) sandere - og jo personligere, jo, jo!
Her 6 småtekster i sekvens, boblende minimal-forvridninger:
Hver søndag fjerner myndighederne klicheer fra Markuspladsen. De værste hældes i en tønde med saltsyre og en fond af gnæggende bitre gamlinge. Det er nødvendigt, ellers bliver byens betydning for tyk.
Græd
ikke
så
lystigt,
du
lille
nonne.
(på 2 hvid-gule søjler)
Inden i
den
lille
gondol-
skinke
sidder
der
en
ejer
af
en
plan.
Her
fremstiller
de
smagsløg.
Ind
med
tungen.
I går var her mange!
I dag er her næsten ingen.
Her er en gammel mand
han tænker på et minde i udkanten
af det hele.
Iltelegram fra en hjertestarter. Jeg er 7000 damer i ét. Jeg kan vække dig fra de døde. Jeg kan også vække dig fra de levende, selvom det er svært. Jeg foretrækker mænd der er blå i hovedet. Så er resultatet også tydeligere når de hvisker. Er det dig, Katrine? Nej det er mig, Monster Truck Extravaganza, min kusse har larvefødder og kan køre lodret opad. Kig mod øst, når du himler. Dér har du mig. I kussekaravanen!
Da pesten kom, kom den langsomt som en gammel mand der spørger om vej i Lystrupkrydset. Man har ikke rigtig tid, og den gamle mand kan ikke finde sit plejehjem. det er et farligt kryds så man tager ham i hånden og følger ham hjem til Fortegården.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar