Ovre hos Højholts (i Hørbylunde ved Silkeborg LB) i maj 1975 blev Vangede Billeder endelig bearbejdet og gennemskrevet. Jeg sad fra morgen til aften i Højholts fraflyttede søns værelse med vindue ud mod heden og skrev på maskine. der var ikke andet i rummet end sengen, bordet, skrivemaskinen og en stabel gamle tegnseriehæfter. Der var ikke andre end skrivemaskinens spinnen og en afsindig hane med en uhyrlig halskatarrh. Og jeg sad der i hvert fald tolv timer om dagen i en måned.
Og for at ingen skal tro jeg overdriver, vil jeg bare medele at affaldet efter arbejdet, sidst i maj da jeg pakkede igen, at papir-affaldet bestående af kasserede sider, ubrugelige kladder, strøget og censureret stof - at papir-affaldet, omhyggeligt revet i små stykker, fyldte 7 plastic-poser. Syv, ja.
Men endelig var Vangede-bogen altså færdig, efter halvandet års arbejde. Nu skulle den bare brydes om og tilrettelægges.
Og så - mistede jeg det færdige, trykklare manuskript- På vejen hjem fra denne måned på landet fik jeg et anfald. En måneds uafbrudt koncentreret arbejde havde været for meget for en god gammel letlevende inde bys-beatnik som mig. Der kom damp på kedlen, og efter et par flasker whisky mistede jeg bevidstheden. jeg vågnede klokken fire om natten, hjemme på mit eget gulv - med en flakse whisky stoisk hævet i hånden under søvnen. Og ganske som i de billige kriminalromaner undrede jeg mig over, hvordan jeg var kommet hjem.
Derefter var min første tanke, som den længe havde været hver dag: VANGEDE! Og så opdagede jeg, at mens jeg havde min taske, var min kuffert væk. Og med den manuskriptet.
Jeg husker tydeligt min reaktion. det var tre-trins-raket. Først var jeg lige ved at græde. Så syntes jeg alt var mørkt og sort, og at universet (som allerede salig Buddha sagde) blot var uendelige tomheders tomhed. Og så kom jeg til at skraldgrine.
Jeg talte med min far, min donna dazumal, Ludvigsen. de mente allesammen, jeg ville få manuskriptet igen.
Og ved Frankenstein, det fik jeg. En kvik barmand fra lufthavns-terminalen havde kufferten. jeg fik at vide, at jeg havde været meget fuld og (af uforklarlige årsager) var blevet smidt ud af lufthavnsbussen. Hvad der derefter skete er gådefuldt, men endnu hyllet i uvidenhedens slør. Jeg kan kun oplyse, at man hilste på mig med almindelig fnisen.
Jeg fnés gerne med. Manuskriptet var reddet, og jeg havde fattet tillid på ny. Så da vi gik i gang med sidste og syvende omgang, at bryde om og sætte billeder ind i bogen, en afsluttende to ugers proces, og da så John - John Ovesen, vore lay-out mand og holdets bagstopper - glemte billed- og tekst-materialet et mystisk sted efter en sen nats fejring af et særligt vellykket afsnit, selv da blev jeg ikke nervøs. Vi fik det igen. Og nu er så altsammen overstået. For denne gang ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar