Elitebøsset

Matadorernes lyserøde strømper
som en hommage til
den blå tyr

Arenacirkel(gen)kridteren

og ikke tyren eller matadoren eller picadorerne
og hvad de ellers hedder, alle dem, der hedder
noget, kan jeg bruge i mit digt, kun arenacirkel-
(gen)kridteren, og heller ikke blodudviskerne,
kun arenacirkel(gen)kridteren, kun ham nu

Virkeligt butiksnavn i Madrid som det perfekte øgenavn til DK

SKINKEMUSEET

Parque del Retiro

to own a park
to park one's ark
that's a lark

- og det ville jeg gøre, hvis jeg var kunstner -

Hvis jeg var kunstner, et epigoneri, et til

Hvis jeg var kunstner, ville jeg tage konsekvensen af min umådelige glæde ved at finde vej rundt i storbyer, fra Beijing over New York til Madrid, ved hjælp af udfoldelige (helst plasticlaminerede) bykort, og fare vild og komme på sporet igen - og skrive et ikke flersporet men flerhusligt værk, en bybog, på et ark papir lige så omfangsrigt som fx Kolding med tekster udfyldende huse og havers grundplan og vejene - sporene! - mellem dem helt tomme, bare for at kunne tegne et bybogkort, som dermed ville være det primære værk, som bogbyen, trods sin monstrøsitet, ville være underordnet som den nødvendige forudsætning, og en dag, i Sahara eller en anden kortskyende ørken, ville jeg rulle bogbyen ud (jeg forestiller mig, at den er blevet rullet sammen og transponeret i et meget langt fly) og vente på en kamelridende læser, jeg kunne overrække bogbykortet til, og hvis han eller hun en dag virkelig dukkede op, ville jeg misunde ham eller hende grusomt for den finden rundt og faren vild og kommen på sporet igen, som jeg selv, som bybogens forfatter, ville være afskåret fra.

BONUS til monogramister

Hver fjortende dag dette forår en ny yndlingsbog, fra Pejk til Ursula og nu Martin Larsens roligt gnistrende Hvis jeg var kunstner, som jeg læste i på flyet i går og læste færdig tidligt i morges her i ferielejligheden i Madrid, og som jeg ikke ved om jeg kommer til at anmelde, for der var ikke nogen eksemplarer på avisen i fredags, men det var der heldigvis i min postkasse, da jeg kom hjem, med den på samme personlige og upersonlige dedikation "BONUS til Monogramister kh Martin", dvs. at jeg har modtaget bogen som medlem af den særdeles eksklusive klub af Monogrammer-ejere, og jo fordi ideen til Monogrammer - angiveligt, det kan godt være en fiktion, og det ville i så fald være helt i orden - fostres undervejs i nedskriblingen af Hvis jeg var kunstner:

Hvis jeg var kunstner ville jeg finde lister over alle de navne, den danske lovgivning giver forældre ret til at kalde deres børn, for- og efternavne, og få et simpelt computerprogram til at finde og udskrive alle de mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge; værket kunne hedde Inidviduality.

Der står bare ikke noget om at udgive værket i 8 tykke, indbundne bind og tilføje 1 essayistisk one-line-føljeton pr. bind - det er måske her den reelle, blivende digter afløser den kontrafaktiske, momentvise kunstner og fuldender eller i det mindste realiserer værket som et litterært værk!?

Og så var det jo åbenbart meningen, at jeg skulle læse bogen på vej til og i Madrid, for se, hvordan et længere stykke starter side 108:

Hvis jeg var kunstner, ville jeg mødes med en af mine venner, der lige var kommet hjem fra Madrid og fortalte om en udstilling af et stort værk i flere etager, hvor intrikate former blev gentaget i mange forskellige variationer fra stor skala til de mindste diminutive dele ...

Tekstens jeg suser straks til Madrid og forsøger forgæves at aftegne udstillingen, som vel ikke er her mere - som om den nogensinde ... I stedet har jeg i dag på Baron Thyssen-museet set udstillingen Monet & abstraktionen, hvor Monets næsten-abstrakte åkander blev jævnført med amerikanske dryppere og klattere som Mark Rothko og Jackson Pollock, heldigvis var der også et par hårdt kantede skilderier af Barnett Newman og Elsworth Kelly, men jeg indrømmer, at jeg livede alvorligt op, da vi nåede frem til den permanente samlings solide udvalg af kubisme, futurisme, russisk avantgarde og dadaisme, heriblandt nogle vildt gode Schwitters-assemblager, så friske som var de født på losspladsen i går. Hvis jeg var kunstner, ville jeg købe et kolonihavehus og lave et omvendt merzbau: klistre alt muligt personligt og upersonligt skrammel, inkl. mit forhåbentlige anmeldelsereksemplar af Hvis jeg var kunstner, UDENPÅ huset, indtil jeg nåede hækken ind til mine naboer, og så ville jeg til ublu pris købe deres kolonihavehuse, og klistre videre, og når jeg ikke klistrede, ville jeg i mit sirligt ordnede arbejdsværelse i kolonihavehuset surfe nettet efter nyt og gammelt skrammel, for det ville jo for længst ikke være mig, der klistrede, men et korps af assistenter, for jeg ville naturnødvendigt være helt klistret inde i mit kolonihavehus - og aldrig kunne ville komme til Madrid igen.

Og så afsted til Madrid

to get RID of all the
MADness -

Jeg elsker Mikkel Bruun Zangenberg -

kun i dag og kun kun fordi han giver Bombaygryde 5 hjerter i Politikens bogtillæg - og for en gang skyld har jeg ingen problemer med nogen af Zangenbergs skødesynder, fx at sammenligne alt og alle med (de samme) verdenslitterære titaner: "Hvor Rilke lod sin melankolske forfinede Malte gå rundt i Paris, og Proust lod sin Marcel gå gennem salonerne, før han indså, at han var kunstner, er det Blendstrups fortjeneste som en ny, genopstanden og nyrenoveret Gustav Wied [den sammenligning er andeledes på sin plads; Jens skrev i sin tid speciale om Wied, Scherfig, Ørnsbo] at lade den vege, følsomme og dog sært robuste skriverkarl Leif gennemgå skærsilden på bornholmerfærgen ..." Og jeg nægter at himle over, at Zangenberg totalt fejllæser romanen som tegnende en positiv "episk cirkelbue", der følger hovedpersonens "transformation fra veg, behagesyg, kraftesløs, sød, umoden, jomfruelig og lidt forkælet dreng til en slags selvberoende mandfolk" - det er stik modsat og kunstnerisk modigere en ikke-udviklingsroman, hvor det går fra galt - militær følgagtighed - til værre - dødsulykke og psykisk sammenbrud og desertering, ikke meget mandfolkeagtigt ved det! Men no matter, no matter, 5 stjerner er 5 stjerner, og jeg elsker dig, Mikkel, i dag!

Om at blive og være myrdet

At blive myrdet (fiktivt tvangsindskrevet i rollen som købmanden i Venedig af den hævngerrige skuespiller Jens Zacho Boye - ved at et lispund trevlet "kød" af uvist materiale, fastgjort til min hvide t-shirt med sikkerhedsnåle, blev "skåret" ud min krop, alt imens jeg overstænkedes med teaterblod): Sært ekstatisk.

At være myrdet (smidt i en dynge bagerst på Store Scene, hvor jeg lå i mindst en halv time, overstænket med klistret, koldt teaterblod, mens mine tre kolleger, Adrian Hughes, Jacob Steen Olsen og Anne Middelboe, blev myrdet i hver deres Shakespeare-scene): Pinefuldt og klamt, men også dejligt uforpligtende (ud over forpligtelsen til ikke at røre sig ud af stedet).

Mai in toto

Positiv, men lettere uengageret anmeldelse af Bombaygryde ved kollega Rothstein i WA: Mai Misfeldts meget glade 5 stjerners-anmeldelse i Berlingske kan forekomme noget abrupt og springende, hvis man ikke ved, at den er blevet klippet ned til sokkeholderne af avisen; Mai har været så sød at stille et critic's cut til rådighed ekskusivt for Blogdahls læsere - det kommer her:

Portræt af kunstneren som ung rekrut

5 stjerner

Litteraturkritikken diskuterer grænserne mellem fiktion og virkelighed, og folk på Nykøbing Falster blev vrede. Jens Blendstrup digter bare videre - på virkelighedens fiktioner, så det er en sand fryd

Af Mai Misfeldt

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman ”Bombaygryde” er skrevet over hans egne oplevelser som soldat. I alle fald figurerer hans forældre, som vi hørte om i romanen ”Gud taler ud” fra 2004, den alkoholiserede og totalt uregerlige psykolog Uff og den svensktalende Gerd-Lillian med ”fatamorgana-hyggesmilet”, også i ”Bombaygryde”. Men det gode er, at læseren (i forhold til hele diskussionen om romaners brug af virkelighed) er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om det var sådan i virkeligheden eller ej. Og det må alle indskrevne soldaterkammerater for den sags skyld også være! For Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Der må, nej, der skal digtes, på virkeligheden, synes at være et Blendstrupsk diktum, som han efter romanen at læse har temmelig meget med hjemmefra, fra den rimeligt rablende far-skikkelse, som gerne optræder i gammel sprængfærdig militæruniform, hvis han synes sønnike skal supportes. At der fortælles i tredje person giver Blendstrup mulighed for en lidt ironisk distance og indskudte forfatterkommentarer: Vi er tæt på, men også i et sikkert fortællergreb.
Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador – Uff ved godt, hvordan han vil have det!) står i Kongens klæder, som ”frivillig” på Bornholm! Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til, og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfruen Leif så meget at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før ”sjælens snestorm har lagt sig”, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.
Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, foranstaltet af far Uff, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp. Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren.
”En dag vil jeg skrive en roman om det her” siger Leif på en af romanens sidste sider. Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: ”Kattemenneske”, svarer Leif, ”Det skal helst være enkelt”. Og sådan bliver det, rekrut Dahn er et kattemenneske! Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.

Dobbelte tømmermænd

Et helt hold i mit hoved
og 1 enkelt i mit arbejdsværelse, der til gengæld saver helt vildt!

Fredag aften bliver jeg myrdet på Store Scene - kom og se!

BLODETS TEATER

- efter idé fra filmen Theatre of Blood fra 1973

Skuespilhuset, Store Scene

Spilledato 28. maj.
Pris 80 kr.
Varighed 60 minutter uden pause fra kl 20:00

Om forestillingen
Jul-på-slottet-skuespilleren Jens Zacho Boye synes selv han er et stort og lysende talent. Problemet er bare, at han er alene om den opfattelse. Han har altid fået dårlige anmeldelser og nu er han oven i købet blevet overset ved uddelingen af årets Æres Reumert. Men nu må det høre op, nu skal han vise sine kritikere, at den der ler sidst, ler bedst. Han inviterer derfor fire af landets mest øretæveindbydende kritikere ind for at se en verdenspremiere på et hidtil uopdaget Shakespeare stykke. Teater, der skærer ind til benet. Når anmelderne ankommer én efter én får de et manuskript stukket i hånden og en kniv for struben. Jens Zacho Boye tvinger dem til at spille med i dødsscener fra Shakespeare, hvor han som hovedrolleindehaver slår dem ihjel. Rigtigt ihjel altså. Hvad synes anmelderne mon nu om hans præstation?

Eventministeriet i Skuespilhuset står bag en række forestillinger med ultrakort prøvetid. Gennemsnitsprøvetiden på produktionerne er fire dage, og lys, lyd, rekvisitter og kostumer er markeringer, mens der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Man kan kalde forestillingerne for iscenesatte readings eller et stadie i et prøveforløb. Fælles for forestillinger er, at de er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Billetprisen og spilleperioden afspejler disse produktionsvilkår.

Medvirkende
Kom og oplev Jens Zacho Boye i hovedrollen som sig selv, Joen Højerslev og Morten Burian som hans fordrukne og bindegale ensemble og Adrian Hughes, Jakob Steen Olsen, Anne Middelboe Christensen og Lars Bukdahl som kritikerne. Instruktion: Anders Lundorph Kostumer: Anne Sofie Bruun Special effects konsulent: Per Kapper/Kapper Creations Lysdesign: Malte Haugaard og Morten Kongsted Instruktørassistent: Astrid Gravsholt Originalt filmmanuskript: Anthony Greville-Bell, Stanley Mann, John Kohn og William Shakespeare Produceret af Eventministeriet i Skuespilhuset v/ Rikke Hedeager Matthiesen

Og så den dumme!

I Ekstra Bladet, der engang var Poul Borums avis, for helvede! Anmelderen hedder Frank Sebastian Hansen og det er så helt præcist formlen for usensitivest mulige automatreaktion: Soldaterkammerater & ikke-Gud, og så er dén overstået, må vi håbe (og jeg mener: sarkastisk, kan man finde et dårligere adjektiv til at beskrive bogens kukkede inderlighed?); af en eller grund er der byttet om på små og store begyndelsesbogstaver i den udgave, jeg har copy-pastet fra, men det gør ikke anmeldelsen ret meget bedre:

***
året Er 1988. Verden Befinder Sig Midt I Den Kolde Krigs Sidste Krampetrækninger. En Aften Taber 18-årige Leif Til sin Far I Matador, Hvorefter Faderen Bestemmer, At Leif skal En Tur I Militæret. før Leif Kan se sig Om, Er Han En Del Af Marineinfanteriet På Bornholm, og som Faderen siger: 'enten Vokser Man, Eller Også Knækker Man'. Leif Gør Begge Dele. kåde sergentdrømme bliver Afløst Af et Psykisk sammenbrud, Og Lige Før Rekruttiden er Ovre, er Leif Tæt På At Desertere. 'bombaygryde' kan læses som Jens blendstrups litterære 'homage' Til Det Danske lystspil 'soldaterkammerater'. men Her er bare Ingen dirch Passer. kun leif Og de andre Tabere, som Henslæber tiden På klippeøen med at lege med Våben, onanere og Ryge Fede. bogen er en opvisning I Veloplagt sarkasme, og man er Godt Underholdt. alligevel savner man de sænkede Parader og den sårbare alvor, som Virkede så stærkt I Forfatterens lille, selvbiografiske mesterværk 'gud taler Ud' fra 2004.

Den er ikke bare sårbar, Bombaygryde, den er fuldstændig gennemhullet, men støt står den, mens det blæser igennem -

Glimrende anmeldelse, Jon, men 4 stjerner? Come on!

Så nu er jeg her igen, helvågen og totaltvågende, og i mellemtiden, klokken 03:01 helt præcist, poppede Jon Helt Haarders anmeldelse af Bombaygryde op på Jyllands-Postens hjemmeside, og den er sgu i orden, bortset fra at han kun giver 4 stjerner, og det er mindst 1 for lidt, men det skyldes vel lykkeslagets forbandelse = slagskyggen fra Gud taler ud, men den er da uden videre til 6 stjerner, og så burde det ikke have været et problem med 5 til gryden - men ellers er det en forbilledlig klog og skarp og glad anmeldelse, som jeg selvfølgelig gerne vil tro, at jeg kunne gøre bedre, men jeg er ikke sikker; jeg vil særligt fremhæve den spørgende eftertænksomhed ("jeg er ikke helt sikker på, hvor JB er henne ...), det er vi nogen, der godt kunne lære en helk del af - her er anmeldelsens anden halvdel:

I navneforskydningen fra Uffe i ”Gud taler ud” til Uff i ”Bombaygryde” ligger således andre forskydninger: I retning af det kun semi-selvbiografiske, i retning af mørkere toner i billedet af far og søn. Såmænd også i retning af en mere mainstream romanform. Jeg ved ikke, om det er derfor, at en vis Lars (Bukdahl, må vi gætte på) takkes foran i bogen »for at mumle fornærmet i baggrunden. «”Bombaygryde” bærer Blendstrup-brandet: En svært festlig blanding af galskab og gammelmodighed i prosaen. Har den ikke det sproglige og eksistentielle format, der lå pakket ned i de små tekstbokse i ”Gud taler ud”, så er den stadig en både sjov og lidt uhyggelig historie om en ung mand, der i den grad er under indflydelse./ Det 20 århundrede var vel bl.a. faderopgørets århundrede.Først lavede man larm over de strenge fædre - Karl Ove Knausgård kører i øjeblikket et succesfuldt re-run i mange bind, hvis man ikke var med, da det skete dengang. Så lavede og laver man larm over, at de (vi) ikke var strenge nok. Se bare, hvor undervisningsministeren tordner over blødsødenhed og mangel på såkaldt klassiske dyder. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Blendstrup er henne med sine faderbilleder, et andet sted i hvert fald. Og et særligt sted, hvor vi gerne vil med, et sted hvor det nænsomme og det barokke græsser på fædrenes gravhøje. Måske kommer vi engang til at høre, hvordan det så går, når sønner af Uff kommer ned fra højen og selv skal være fædre for nogen.

- grunden til, at jeg mumler fornærmet i baggrunden er såmænd bare, at jeg ikke er mere med i romanen end som så, ja, OK, at jeg er brutalt klippet ud som eneste, enerverende ven i mili-nøden, så ved I det, jeg håber at kunne stjæle og publicere fraklippene snarest!

Jeg har Jens' camouflagefarvede sommerfugle i maven

Jeg sidder og våger ved computeren, fordi Bombaygryde udkommer i morgen torsdag, som begynder om et øjeblik, og det kan jo være, at der bipper en anmeldelse på i fx Jyllands-Posten - eller Flensborg Avis; Berlingske, Information og selvfølgelig Weekendavise nventer med garanti til deres bogtillæg om fredagen og Politiken til deres bogtillæg lørdag, hvilket jo gør det ret kedeligt at sidde og våge, hvis det højeste man kan håbe på er JP - eller Flensborg Avis, det var ikke som dengang i 1994, da Jens debuterede med Mennesker i en mistbænk og sad hjemme i tv-stuen med Uff og Gerd, mens jeg jagede rundt på Rådhuspladsen efter anmeldelser og ringede til Risskov, hver gang jeg fandt én og hver gang jeg ikke fandt én, aldrig har telefonchikane været mere velmenende, og jeg tror kun, jeg i alt fandt 2: Pil Dahlerup - kan det passe? - i Information og Jens Kistrup i Berlingske, begge to med en vis undren mellemfornøjede, så vidt jeg husker. men i nat skal jeg nok holde mig i skindet, selv hvis jeg finder én, i JP - eller Flensborg Avis, og jeg må hellere lige tjekke, øjeblik ... nej, det er stadig Knausgaard og Thykier, der er øverst på JPs- anmeldelsesliste, mens Reimer Bo på selve forsiden er dybt rystet over at han med øjeblikkelig virkning er afsat som vært på 21-tv-avisen, med øjeblikkelig virkning er han dybt rystet, og jeg våger videre, kun halvvågen -

Konkret sjask

Jeg var godt på vej mod at få dårlig samvittighed over, at jeg kalder Erik Svendsens anmeldelsesvirksomhed sjasket i min kommentar i WA på fredag - der ellers forsvarer Erik Skyums (ret til) grumhed! - men så læste jeg i dag på JPs' hjemmeside Svendsens anmeldelse af Mikkel Thykiers Dit ansigt kommer før mig, og den må være selve definitionen af sjaskethed, ud over tale-tavshed-tricket får vi intet bare faaktuelt at vide om tekstspor (der er også breve med) eller opbygning eller indhold (Frederik taler det meste af tiden om (og til) en 2. pige end Alma), og som sædvanlig synes forfatteren ikke engang genkendt som havende et forudgående forfatterskab, og intimitet er da for fanden selve kodeordet og ikke noget, der søges undgået, Jesus:

Man kan læse Mikkel Thykiers bog på flere måder. Den ligner et generationsportræt, en skildring af en nær og dog distanceret relation mellem to mennesker, den er en monolog, som er dialogisk, den er et eksempel på ny-politisk litteratur, og den blander foto og prosa på en særegen måde. Vi er ikke ude i en dramatisk konfrontation mellem de to køn som i Strindbergs herlige enakter med to kvinder ”Den stærkeste”, men Thykier mimer den et stykke af vejen, idet kun denne ene part siger noget, mens den anden lytter. Pointen er blandt andet, og her kommer generationsmomentet ind i billedet, relationen mellem den ivrigt fabulerende Frederik og tavshedens Alma, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det erotiske vækkes. Snarere handler det om at være mere end venner, men ikke intime. Døm selv, hvor varm Frederiks tilnærmelse er: »Det handler bare ikke om at sige noget om den, om kærligheden eller intimiteten, men om, hvad der kan siges med den. Og om hvad den siger om mig, hvad den får mig til at sige om mig. I dit tilfælde var der intet.« Mig om mig: den gode Frederik er mildest talt selvcentreret, og det er han jo ikke alene om at være i vore dage. Er ”Dit ansigt kommer før mig” en udlevering af en narcissist? Hvor meget betyder en venstrefløjsdemonstration for en mand, der erklærer: »Det afgørende for mig er spørgsmålet om at overvinde verden som begrænsning for mit liv.«Det skriver manden gudhjælpemig. Men ét er en figur, noget andet hvad teksten som helhed forsvarer eller advokerer for. Problemet er, at bogen på den ene side apropos titlen antyder noget om ulighed og forsinkede forbindelser mellem to mennesker, mens den på den anden side bevidst undlader at følge relationsfortællingen til dørs. Måske er det hele lir og stil. Hvor sjovt er det lige?

Heldigvis er det ikke ham der skal anmelde Bombaygryde i morgen (forf. stødte på anm. i IC3-toget og blev anråbt med sit fiktive navn Leif Balleby)

Prosaist i det offentlige rum

Jan Sonnergaaard er en skulptur af Kurt Trampedach, nej,
Duane Hanson snarere, på en caféstol i Suhmsgade -

Bombay - det korte googledigt

bombay tv
bombay svendborg
bombay restaurant københavn
bombay sapphire
bombay rockers
bombay bicycle club
bombay taxi
bombay biriyani
bombayfly.dk

(foreslåede kombinations-søgninger med Bombay)

Læserbrevitis

Jeg prøvede at lade være, men gjorde det alligevel og brugte det meste af formiddagen på det: at skrive et læserbrevssvar, mit andet, til Leonora Christina Skov, hendes anden kommentar om (det ord bruger hun sjovt nok ikke mere) statslittaratur, hvor hun siger det samme, bare vagere, som i hendes første kommentar, og jeg er ikke bleg, jo den mindste smule bleg, for at indrømme, at jeg elsker at skrive læserbreve, det er måske faktisk mit yndlingsgenre overhovedet, og jeg forstår udmærket de såkaldt professionelle, bortset fra at de netop ikke lever af det, læserbrevsskribenter, hvis det ikke var fordi, jeg skulle leve af de andre ting, jeg skriver og siger, ville jeg også skrive læserbreve hele tiden, det er de tekster, jeg bruger allermest tid på, i forhold til længden, jeg kan sidde og rette til og slibe skarpere i det uendelige, og det gjorde jeg også i dag, størst lyst og størst omhu og størst koncentration på én og samme tid, der er ikke noget overflødigt i et læserbrev, vs. fx en kommentar, det er ren retorik og pur polemik, og derfor er det også unfair, at jeg i min kommentar på fredag anholder et læserbrev af Henrik Nordbrandt i Inf. for at være uptight, det er sgu i orden, at det er uptight, når det er et læserbrev, og problemet med de debatindlæg af Niels Frank og Ib Michael, også i Inf (det er grunden til, at jeg læser den avis: at finde stof at skrive læserbreve om, nej PÅ), jeg yderligere besværer mig over, er, at de ikke er læserbreve, men debatindlæg, og dette er slet ikke et læserbrev, det er totalt formløst en blogpost, og det vigtigste for mig, processuelt lysteligt, æstetisk glædeligt, i dagens læserbrev var dels indledningens hyperretoriske én ting er-værre er det-konstruktion og dels de to grusommme ord parnasprovst (om hvem mon?) og parnasprist mange sætninger fra hinanden. Det gjorde min dag! En læser ER et brev.

Frk. 1000

Ifølge skiltet på hendes tjeneruniform
hed den kvindelige tjener i dag på Grøften
Tusind.
Må man godt hedde det, Martin?
Eller var hun lige præcis hemmelig salgsrepræsentant
for Monogrammer
nominelt repræsenterende potentialiteten,
eller var hun bare fanden selv i ørkenen,
frk. 1000?

Loftsrumsarkæologi

VHS-bånd

Armstrad-computer

Harry Potter-LEGO

ur-tegninger i sæk

Magtudredningen, vandskadet

fremmede spejle

Tavse paraplyer

Nu går det for vidt med besparelserne på DR:

"Vi beklager den manglende lyd" i visningen af

Les Parapluies de Cherbourg lige nu:

Catherine Deneuve er smuk og stum i regnen;

jeg ringer til Lars Frost , så kan han synge til -

Arena i manegen - linjeskift nu

Hygsom og langmodig Arena-reception i går eftermiddags i Overgaden i anledning, omsider, af Knud Steffen Nielsens antologi Antologi, encykolpoesien, hvor folk og røvere skriver på et selvvalgt ord fra et af KSN udleveret leksikonbind (som enkelte også hårdhændet bogobjektiviserer). Det er blevet en bravt stikkende og krattende sværm af tekster, og jeg vil gerne, ud over redaktørens præcise søforklaringer, fremhæve Peter Laugesens polka-rundhyl og Kaspar Bonnéns meget u-kasparske grundstof-føljeton (dagens forjættende værkrygte: Bonnén er på vej med et flersporet tekstmonstrum, Skabelsen, på Arena: måske kan poesiens fremtid, som jeg så uforsigtigt forudsagde i WA engang, stadig nå at blive ham!) og Peter Adolphsens tekst om "Lighthouse solitude", der er på engelsk, fordi ordet er på engelsk, logisk nok:

Here I sit in my tower. An old lighthouse out of service for decades. I own the place and I don't tend to other lights than those of my own use, I'm a retired ventriloquist. That is, I gave up talking to myself. Forgive and forget, I say, I have done neither. Well, I try (unsuccessfully I might add) to replace the unthinkable with this eternity of variations on the theme "water against rocks" and scriblings with this ball-point pen (or one of her ball-point siblings) in my hand right now. It's clear that this hand has gotten older since anyone has looked at it.

Desuden blev den nyindstiftede Albertine-pris udddelt til litteraturforskeren og digtdebutanten Frank Kjørup. Prisens indstifter, Knud Steffen Nielsen, holdt en opbyggelig tale (identisk med den essay-anmeldelse af Kjørups debutbog Indefrarød, der er at finde på www.morgenrøde.dk ), og jeg selv oplæste/opførte en tekst, bestilt af prisindstifteren, én lang linje kort, skrevet ud på en hjemmelavet skriftrulle bestående af ret mange sammentapede A4-ark; i prosaisk opsætning, med i det mindste tilfældige linjeskift, ser manifestet, for det er nemlig et manifest, sådan her ud:

- manifestlinje til Frank Kjørup - linjeskift nu - enjambement straks - linjeskift fluks - enjambement med det samme - linjeskift med det vons - enjambement imédiatement - linjeskift uden tøven - enjambement øjeblikkeligt - linjeskift umiddelbart - enjambement i al hast - linjeskift hu hej vilde dyr - enjambement sporenstregs - linjeskift omgående - enjambement på stedet - linjeskift right away - enjambement prompte - linjeskift 1, 2, 3 - enjambement i en ruf - linjeskift ufortøvet - enjambement på en studs - linjeskift med ét - enjambement på stående fod - linjeskift i en håndevending - enjambement i et snuptag - linjeskift ikke nu, men nu - Lars Bukdahl her -

For slet ikke tale om Chr. Schmidt-Rasmussens fedeste malerier og tekster i stueetagen, men det gør jeg så bare en anden gang.

Meget mulig morgen

flaskepost fra Marcel:
et cykelhjul på bredden af Skt. Jørgens Sø,

og en gl. vits:
alle de lastbiler med påskriften
Find Jørgensen A/S:
hvornår finder de ham omsider?

Ny apostel i Vor Frue Kirke: Leif, nej Jens

fredag d. 21. PINSEFUSIONEN ’Luther Lagkage’
Den kristne kirke fylder 1977 år! Deltag i jobansøgningen til at blive apostel.
Kl. 20–24: Installationer, musik, andagter & performance gennem aftenen – oplev bl.a. FREDSKABINEN (rul dig i fjer og kig ud i det blå på en time-out) samt forfatteren JENS BLENDSTRUP med hjælp af billedkunstneren SØREN BEHNCKE søge om at blive apostel.
Kl. 20-20.30: Musik ved Frida Asmussen (vokal) & Jakob Bro (guitar)
Kl. 20.30-21: PERFORMANCE: ’Luther lagkage’ laver jobansøgning til at blive apostel – ved
billedkunstner Søren Behncke og forfatter Jens Blendstrup
Kl. 21-21.30: Musik ved Frida Asmussen (vokal) & Jakob Bro (guitar)
Kl. 21.30-22: Fødselsdagsandagt – syng fødselsdagssang for kirken i verden, oplev tryllekunst og få en bid af kagen!
Kl. 22-22.30: Musik ved Frida Asmussen (vokal) & Jakob Bro (guitar)
Kl. 22.30-23: PERFORMANCE: ’Luther lagkage’ laver jobansøgning til at blive apostel – ved
billedkunstner Søren Behncke og forfatter Jens Blendstrup
Kl. 23-23.30: Musik ved Frida Asmussen (vokal) & Jakob Bro (guitar)
Kl. 23.30-24: FADERVOR-HAPPENING– hør Fadervor på alverdens sprog og bed selv med på dit eget sprog til denne afsluttende fælles fredsandagt, hvor vi slutter med at gå ud og sende pinsegløden videre i natten over København.
Medv: Pinsefusion er et samarbejde mellem Natkirken Vor Frue kirke, Amagerbro frikirke, Netværkskirken på Nørrebro, baptistmeningen Re:gen, kunstgruppen til performancen ’Luther lagkage’ og musikerne Frida Asmussen (vokal) & Jakob Bro (guitar)

Dette er ikke en anmeldelse af By og hest,

dagens bog af Hans Otto Jørgensen, men hvordan kan det være noget som helst andet, når det er den første bog af Hans Otto Jørgensen i 15 år, jeg ikke har fået lov at anmelde i min avis, som i 1995, da jeg anmeldte digtsamlingen Idyller, var Kristeligt Dagblad, og som nu 21 (entogtyve, men Erik Skyum-Nielsen må have skrevet flere) HOJ-anmeldelser senere er Weekendavisen, hvor det i stedet for mig er Klaus Rothstein, der skal anmelde By og hest, og det havde ærligt talt være lidt mere menneskeligt, når han nu absolut skal afløse for en kort eller – forhåbentlig ikke – lang bemærkning, at stikke ham Jørgensens apriludgivelse, romanen Exodus, der så godt som tilforladeligt og lige ud af markvejen faktisk er en roman, en så godt som eksemplarisk HOJ-roman, mens Hest og by måske nok kan siges at være en roman – den siger det bare ikke selv, ingen genrebetegnelse anføres – men opfører sig aldeles utilforladeligt og yderligtgående zizaggende. To pardannelser kan vi hastigt oprette: For det første er bogen ligesom Exodus en fiktion om (bl.a.) en kærlighedstrekant, der skiller sig ud fra de seneste års mange værker, romaner, tekstsamlinger, tegneserie, ved IKKE eksplicit at linke til (andre værker med link til) selvbiografi og familiehistorie, men jo så som Exodus’ splitterravende gale tvilling, for det andet er bogen en hallucineret skrift-morfindøs (fjerde sætning på første side: ”Han er morfinafhængig hjerne”) ligesom den store, illustrerede tekstsamling Hjernens egen store hund, 2009, hvor vi både råt for usødet og crazy hermetisk hørte om forfatterens mofindæmpede ryglidelser. Der er også links tilbage til ormehul-faldene mellem postmodernitet og middelalder i Molly & indianeren-trilogien, Tårnet, 1989, Indianeren, 1991, Molly, 2000 – til forskel fra Klaus Rothstein kan jeg i én uendelighed udsætte en direkte konfrontation med fan-nørdet titeldropping, tale udenom det konkrete værk ved cirklende at tale forfatterskab, og kan jeg holde op lige nu! Men dette er jo ikke en anmeldelse, så jeg gider ikke referere, og jeg gider da slet ikke referere bare for at demonstrere, at handlingen fortegnes og skævvrides og udsyres, for den gør den så sandelig, viljefast hvirvlende, hver gang læseren tror sig på ca. stabil grund. Det er en dobbelt destabilisering, der praktiseres, ude af kontrol er både billedplanet, hvor billeder dejsende barokt knopskyder, og realplanet, hvor så mange instanser som muligt, kronologi, persongalleri, virkelighedsstatus, fuldstændig sejler – at det sidste kapitel vender tilbage til begyndelsens (for læseren et kort øjeblik stabile) fiktionsrum, som om ingenting er hændt, ud over at en 5-10 år er gået, er en falsk sløjfe, der næsten virker hånsk (modsat den lige så pludselige happy ending i Exodus, som jeg (modsat visse andre kritikere) gladelig tager for pålydende). Hvor forskelligt de to seneste bøger end ter sig, så lyder de slående ens, sammenlign bare begyndelserne, det er de samme, blødt frembusende gearskift mellem korte, kompakte udsagn og længere, listeagtige sideordninger, den samme nynnende brug af gentagelse og anafor (de besværgende ”det er”-sætninger optræder kun i By og hest-begyndelsen, men uden at have talt efter virker det som om, frekvensen er ca. lige høj i de to bøger):

KAJ ER SIN FAR OP AD DAGE, det siger alle. Moren siger det, og Bedste og Anker, når Anker kommer og hjælper i høsten, når de tager kartofler op, når de sidder i skellet med deres madpakker og varmer sig ved ilden fra toppene, og Kaj viser, hvad han har i lommerne.
Alt kan bruges.
En stump bindegarnssnor, en møtrik, et bøjet søm, et andet søm, det kan alt sammen altid bruges til et eller andet. Et par spændeskiver.

IAN ER IKKE MERE sig selv. Noget har taget over, det har overtaget i ham, han bliver dag for dag mindre. Muskelmassen svinder ind. Han er morfinafhængig hjerne. Det er den nål, han ånder igennem, det er de splinter af glas i såret.
Tolv år gammel havde han endnu ikke oplevet, at dagen ikke var endt lykkeligere end den var begyndt. Så skulle han blive krøbling. Så skulle hans hænder blive finere, de skulle få ligesom et skin over sig, ligesom med et drys af mel, unyttige og blege. Vintersolen står varm og gylden ind i stuen, der er andagtsfølelse.

Den første begyndelse er lutter konkreter og til slut ren liste. Den anden begyndelse skrider hele tiden ud i abstraktion og metafor, Ian har ikke en morfinafhængig hjerne, han ”er en morfinafhængig hjerne”, og jo mere udfoldet og (multi)konkret andet led i en sammenligning, ”et skin over sig, ligesom med et drys af mel”, jo uvirkeligere første led, ”hans hænder bliver finere (…) unyttige og blege”, mens spændeskiver er spændeskiver er spændeskiver.
De fiktionsrum, som romanerne indledningsvist opstiller, er på trods af billedskreddene ovenfor ret præcist lige mutte og tyste, landlige trekantshistorier, men hvor Exodus forbliver trygt og uroligt i sit fiktionsrum (der så positivt kuppes til allersidst med den dér happy ending), så galoperer By og hest frenetisk af sted i alle retninger, i en slags ekstatisk desperation, fra forfatterens og/eller de muterende personers side, over netop den forpulede muthed og tysthed – hvis det altså ikke bare er morfinen, i forfatteren og/eller personerne, der taler. I den ene langt ude retning ligger en gotisk romance med sværdsvingende riddere på hest, i den anden langt ude retning ligger en socialrealistisk reality med importerede piger i provinsbordeller; hallucinatorik er ikke nødvendigvis virkelighedsfjern business!
Mens jeg skriver herinde i stuen bygger en snedker nye, altdækkende reoler i mit arbejdsværelse – til at rumme de bøger af Hans Otto Jørgensen, der udkommer hele tiden: i år bliver det til mindst 4, efter billedbogen Vand blod tis og maskiner og Exodus og By og hest kommer der til efteråret en stor bog, der ifølge en mail fra forfatteren totalt vil kuldkaste mine forventninger. Det er det vilde ved at være HOJ-læser og (forhåbentlig snart igen) -anmelder i 2010: der skrives på og om og som livet løs i samme nu.

Kritikerservice hos Irma

Er der noget De ikke magter
så spørg blot deres slagter .

Vi yder den bedste service i byen

- Jeg magter ikke at anmelde Jens Christian Grøndahls erindringer,
hjælp mig, slagter -

24 - The Sound Poem

[PANTING]

[GRUNTS]

[TOOLS CLANGING]

[GUNSHOTS]

[GATE RATTLING]

[JACK GRUNTS]

[KNOCKING ON DOOR]

[SIGHS]

[SIGHS]

[BEEPS]

[BEEPING]

[JACK GRUNTS]

[DEVICE BEEPS]

[GUNSHOTS]

[GRUNTING]

[TIRES SCREECHING]

[PANTING]

[GUNSHOT]

[GRUNTS]

[GRUNTING]

[JACK SIGHS]

[KNOCKING ON DOOR]

[DOOR OPENS]

[SIGHS]

[SCOFFS]

[FOOTSTEPS]

[CELL PHONE DIALLING]

[SOBBING]

(transkriptioner af ikke-dialogisk lyd i de engelske undertekster til fireogtyvende afsnit af syvende sæson af 24; tilegnet radioteatralske Pia)

Fulde piger er poesi

Hatten af for Grotrian og Andkjær, men kasketten på for LCD Soundsystem's James Murphy, der sgu også er poet; her er teksten til hittet "Drunk girls" fra den nye plade This is happening:

drunk girls have a couple of heart attacks, drunk girls are unusually mild, but drunk boys - drunk boys, keeping pace with the pedophiles, drunk girls are boringly wild, drunk girls get invitations from nations, they've got the patience of millions of saints, but still they steal -- they steal from the cupboards, drunk girls like to file complaints, drunk girls would like a night of simplicity, they need a a lover that is smarter than me, well drunk boys - drunk boys, we walk like pedestrians an drunk girls wait an hour to pee, drunk girls know that love is an astonaut, it comes back but but it's never the same, but darlin, drunk boys have such beaitiful feelings, drunk girls can be just as insane, but oh, i believe in waking up together som that means making eyes across the room, just cuz i'm shallow doesn't mean that i'm heartless or, just cuz i'm heartless doesn't mean that i'm mean, but, sometimes life give us too many options and just cuz you're hungry does'nt mean that you're lean, i've hear lies that could curdle your heartstrings and a couple of truths meybe burn out your eyes, but drunk boys, drunk boys leave the irons in the fireplace, cuz drunk girls give them too many tries drunk girls drunk boys oh i believe in waking up together, oh i belive i'm waking up, but no promises, oh i belive in waiting out the weather an oh i belive in making eyes across the room, when day becomes the night, oh i believe in waking up together, oh i believe in waking up together, oh i belive i'm waking up, but still be honest with me - honestly - (honestly) unless it hurts my feelings

Det er også en forrygende foruroligende video Spike Jonze har lavet til sangen (og I kan stadig nå at se Jonze's meget m,uligt mesterlige muppet-filmatisering af Where the Wild Things Are i biografen):

+ Ursulas militære fildeling

- så røg lige de to første afsnit i min Have og helvede-anmeldelse: det var udstedt en ordre på højst 700 ord, som jeg pga. tømreren ikke fik set i tide; jeg må hellere vente med at offenlliggøre fraklippet til på fredag: vent i spænding! ... men apropos Ursula

har jeg en liste-agtig artikel med i det nye nummer 29 af Spring, "At være eller ikke være en telefonbog. Identitetstyveri, fildeling mm. i ny, dansk litteratur", hvor jeg midt mellem afsnittet "Forgribelse på fremmedtekst -fildeling 2", om Mette Moestrups "Vi Mennesker", Louise Rosengreens "Ordvalg 2007" og Bjørn Friis Thomsens Rottemades´, og afsnittet "Nettet som forfatter (forgribelse på www) - fildeling 3", om Rasmus Graffs "55 grønlænder-udsagn", Chr. Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål og Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog, burde have præsenteret tekstsporet "Some soldier wrote" fra Havet er en scene, der med pokerface sampler udstationerede, amerikanske soldaters blogposter, sådan her fx:

Up-dates continue to come in but both
bombers and car bombs seem

undetectable.

This is a bit like trying to follow a

line in the sand. It's so hot.

A line.

Sund and sand. Can you
risk your life and be

bored at the same time?

- man glemmer bare at unikummet Ursula kan være typisk ...

Snedkeren er her!

med bilen fuld af brædder
- eller hylder jo
og hvad hedder de brædder som hylderne ligger på tværs af?
rylder?

Reolarkæologi 4

Tre små ordklip af Jørgen Sonne:

Stjerneøje i Masken

hornets nat

Månens plante

ordland/ Natdyr

& en 5 dihram-seddel

Reolarkæologi 3

10-15 år gamle, håndskrevne lister over bøger, jeg mangler af F.P. Jac,Vagn Lundbye, Jørgen Sonne, Johs. L. Madsen, Eske K. Mathisen, Bent Vinn Nielsen, Preben Major Sørensen, Louis Jensen, Knud Holten, Henning Mortensen, Klaus Høeck, Peter Laugesen, Henrik Bjelke, Jens August Schade, Jess Ørnsbo, Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Svend Åge Madsen, Peter Seeberg, Uffe Harder, Rolf Gjedsted, Jørgen Gustava Brandt, Marianne Larsen, Per Kirkeby - at medbringe i antikvariater og på hollandske udsalg.

Ret mange titler har jeg fået indlemmet i biblioteket -. det er bl.a. derfor jeg har brug for nye reoler - men jeg savner stadig bl.a.:

Nul, Smukket tabere, Delifner i skoven, Og & og, Fra forårsrejsen, Søvnen og skyggerne, Aben og månen, Myten om fuglen F, Her er en morsom hund, Rejse I, Sundhedsmagasinet Bardo, Urskoven, Glas, Maskeballet, Det ubestemte, Englefronten, Janushoved, Det må siges enkelt, Blå, ormament

- derfor bl.a. har jeg brug for nye reoler -

Reolarkæologi 2

Et postkort med Jellingestenfrimærke fra Mikkel Thykier, dateret november 2003 (som vel faktisk skal skrives på værkfortegnelsen nedenfor), der mikrogrammatisk småt og sirligt skælder mig huden fuld; jeg klarer kun at afskrive begyndelsen, for det rammer stadig plet:

Lars: Sig dog op! De tager røven på dig, de er fuldstændig ligeglade m. det du skriver: Du skal bare legitimere, at de ikke udelukkende er en højre-reaktionær avis. Så længe du ikke udfordrer dig selv (refleksion! det sværeste for dig ...) & så længe du er tilfreds med at være et lille, afsondret hjørne af deres have, som de kan beskære og omplante som de lyster, kvalificerer dine anmeldelser sig ikke som nødvendige: Du kunne lige så godt skrive samtlige anmeldelser i Standard."

Som jeg netop har skrevet en gedigent ureflekteret og unødvendig anmeldelse til (se nedenfor) ...

Reolarkæologi 1

Et BASF-kassettebånd med påskriften "Højholt om Sterne" gået i en total båndsalat, der nøjagtigt ligner graferne over handlingens gang i Tristram Shandy

Reolsystemsvigt

gabende tomme
for endnu et kort,
stakåndet øjeblik
sukker mine stigereoler
deres sidste suk,

snedkeren er på vej

(og spooky ad h til
som min tasten runger)

så okay da for syv Søren Ulrik

(nedenstående er begyndelsen til en løsgående tredobbeltanmeldelse til Standart, som jeg har netop har opdaget, at jeg må starte forfra på som bare en ædruelig dobbeltanmeldelse, fordi jeg troede den kunne og skulle være monstrøst større end tilfældet faktisk er; jeg er ved at have styr på ord-omfang, men jeg er stadig elendig til anslag. Standart havde spurgt om en dobbeltanmeldelse af Bäckström og Ølholm, og tilfældigvis havde jeg en Ølholm-anmeldelse, som havde ligget WA-utrykt hen siden efteråret, og den måtte de hjertens gerne få, men enten skulle den udvides en smule som solo-anmeldelse eller udvides en hel del som dobbeltanmeldelse, inkl. noget mere om Stein Larsen; mit svar: " Åhr, for fanden, jeg har jo ikke tid til noget - men jeg har faktisk længe brændt inde med yderligere bemærkninger til Stein - og den svensker kan jeg vel godt tage i en og en halv mundfuld - jeg er bare lidt øm på den autonome elegance i Ølholm-anmeldelsen - men mon ikke jeg kan lege mig frem med noget serialitet - så okay da for syv Søren Ulrik - men pirk mig lige en uges tid før deadline." Hvilket de gjorde for halvanden uge siden, og i forgårs lovede jeg , at artiklen ville være der i dag, men pga. anslags-overvurderinmgen og DETTE yderligere tekst- og tidsspild bliver det først i morgen, som ellers er reserveret til at fjerne alle bøgerne i mit arbejdsværtelse og nedlægge stigereolerne, inden tømreren kommer mandag og bygger mine nye ALTdækkende indbyggede reoler ...)

Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger. 560 sider, 398 kr. Syddansk Universitetsforlag

Marianne Ølholm: Uforståelighed som æstetisk strategi. 204 sider, 248 kr. Spring

Per Bäckström: Vårt brokigas ochellerikke! 253 sider, nogle svenske kroner. Ellerströms

Mest rimeligt ville det vel egentlig være at anmelde kritiske værker skønlitterært. Således at anmeldelsen af Peter Stein Larsens disputats Drømme og dialoger, med undertitlen ”To poetiske traditioner omkring 2000”, bliver et digt, der er nøjagtigt 50 % centrallyrisk og 50 % interaktionslyrisk:

Oh, poesi, jeg hænger ved
dit for længst og grundigt pulveriserede juletræ,
som en sveden kravlenisse bøjet af piberensere
fra modernismekonstruktionens døgnkiosk,

men ulvetider vrider enhver bisidder, og hey, Henry,
kom op af sufflørkassen, råber Reumerts genfærd,
de waders taler alt for gumpetung klartekst:
Miele W 5741 SoftCare tromle, 7 kg. 1400 omdr.

Og anmeldelsen af Marianne Ølholms post doc-afhandling (?) og/eller artikelopsamling Uforståelighed som æstetisk strategi, med undertitlen ”Læsninger af nyere eksperimenterende dansk og amerikansk lyrik”, bliver et uforståeligt, eksperimenterende dansk-amerikansk digt:

Narrator reads on-screen text:
dette blik er second hand,
grå øjenvipper vipper VUPTI!
and vaporizes all resistence,
miss Ponymany!

Og anmeldelsen af Per Bäckströms artikelopsamling Vårt brokias ochellericke!, med undertitlen ”Om experimentell poesi”, bliver en (af Bäckström) såkaldt sproggroteske:

akademix a little less than nothing
akademix an inkblot so it completely disappears
akademix a third of a double take
akademix Mr. Mox, minister of text
akademix en hex der er vexed
akademix Max Bjævermose, Tintinperson
akademix a lot of theretical loot

Himlende sammenfald - i nat

To uomgængeligt egensindige digtbøger udkommer næste uge, men ankom og læstes i går:

Simon Grotrians Især til de levende, 163 sider, og

Ursula Andkjær Olsens (og bogstavbroderende Julie Andkjær Olsens) Have og helvede, 56 sider,

og det vil gå alt for vidt at komme ind på, hvordan de bøger slår - og i sidstnævnte tilfælde ser - ud, jeg vil bare citere et digt fra Simons bog og en spor-afslutning, eller hvad det kan hedde, fra Ursulas bog, der meget mystisk ender med de samme to ord - først digtet:

Du må derfor
hale mig op af graven
der består af et hoved
med klaptræer
bag panden.

De andre mennesker
går hvide mod altrene
hvor satinbobler
skvulper i et føl.

Den knuste stjerne ligger under verden
men den kan altid
flettes omkring minderne.

Støvhimlen glider på solnedgangen
i spejlet
og afslører
hvad dagen tænkte.

Askene bruser;
det er i nat
vi også
daler herned.

Det er i nat.

- og sporafslutningen:

haven bliver tungere og tungere

mere og mere hængende / mæt / tør

navneomspundet / skulle det være pynt? det er
overflod / overskud / pynt hvis pynt er
uundgåeligt / hvad kan jeg sige?

godnatskygger

godnatskygger

haven er stille før frugt /
navnene skal sejle

i nat

Hvordan nøjagtigt hærvejspoesi?

Jeg under mig såre over den åbenbart obligatoriske info, der er tilføjet alle omtaler af Pia Tafdrups nye digtsamling Trækfuglens kompas, som jeg ikke har læst, men som jeg kan forstå handler sådant generelt og kalejdoskopisk om at rejse - senest i annoncen på forsiden af Inf's bogtillæg i dag:

Pia Tafdrups nye digtsamling Træfuglens kompas udgives som en del af Statens Kunstfonds Hærvejsprojekt, der skal etablere kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland

Hvordan nøjagtig bliver en digtsamling en kunstoplevelse langs Hærvejen? Hænges laminerede eksemplarer op i udvalgte vejtræer? Eller placeres bogen som lokumslekture i offfentlige toiletter? Eller handler kunstoplevelsen slet ikke om at læse bogen, men om at bogen bruges om materiale i store billboard-collager eller papmaché-totempæle?

Jeg forstår det ikke - og måske DET er kunstoplevelsen ... !?

Dette er ikke en anmeldelse af Birkehytten,

det er bare en opgørelse af hvor meget jeg grinede her i aften på Mungo Park:

ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha & ha

- jeg tror aldrig jeg grint så meget og gennemgribende på 1 dag, fordi jeg har grint af suveræn nytekst af begge de to sjoveste forfattere, jeg ved: Blendstrup & Knutzon -

1 sur + 1 sød på SMK

På Statens Museum for Kunst

1 surmulende digter, X, og

1 smilende digter, Merete Torp,

der sad i billetten, da vi kom

tilbage til forhallen efter vores

thumb's up til unge Bjørns

materialeophobninger & co.,

og insisterede på at give os

vores penge tilbage, jeg

til gengæld inisisterede på,

at hun skulle sende et digt

til Hvedekorn; "jeg skriver

et i eftermiddag" lovede hun,

og jeg nægter at tro på, at

hun bare var ironisk, lige nu

sidder Merete Torp og skriver

et digt til Hvedekorn, tror jeg på.

[faktaboks: Merete Torp, fremragende digter, født 1956, to nyklassiske digtsamlinger, Digte,. 1981, og Digte II, 1996, debuterede som 16-årig i Hvedekorn 3, 1972 ("formodentlig den yngste debutant Hvedekorn har bragt" skriver Borum i præsentationen) med 11 digte, hvoraf flere kom med i debutbogen, men ikke dette:

solen,
lyset kører,
glæden hvirvler,
glæden består.]

Dette er ikke en anmeldelse af Bombaygryde,

det er en tør konstatering af et objektivt faktum:

Denne morgen er Bombaygryde verdens bedste roman.

Og et citat:

Søvnløshed er ikke nogen skam. Faktisk er det muligvis rigtig sundt at lægge sig udmattet. Leif har hørt et sted, at man slet ikke behøver søvn. At det er opfundet, fordi det er bekvemt for mange ting. At søvn ligefrem kan være skadeligt. Søvn kan også fremkalde hårtab. Uff sover jo nogle gange dagevis, og han er skaldet. Eller har i hvert fald hentehår. Der er også dem, der slet ikke behøver at sove. Der er især mange israelske politikere, der ikke behøver søvn. Shimon Peres er en af dem. Leif ved godt, at han ikke er Shimon Peres. Men det beroliger ham alligevel, at det der er mennesker, for hvem søvn ikke er noget problem, men bare en lille hurdle i et ellers travlt liv. Sådan tænker Leif, mens han lister ned ad gangen med hovedet fuldt af ørepropper og stilhed. Det skal nok gå. Der er masser af tid. Der er masser af tid til at indhente søvn, der mangler. Også selv de skal have PANK på fredag og Leif er meget bange for, hvad PANK indebærer. Han har flere gange været ovre at kigge på tavlen med skemaet. Han pørver at forstå, hvad det betyder. Før FUT var det ikke nogen sag med de forkortelser på det ugeskema. Men nu hvor han har haft FUT og set, hvad det indebærer, er han bange for, at der er værre ting end FUT. Faktisk er det på grund af PANK, han ligger søvnløs. Han vender og drejer forkortelsen inde i sit hoved. Men han kan ikke finde nogen god forklaring. Han hader de forkortelser. De er bare overalt. Det er ikke bare forkortelser. Det er sammentrækninger. Flere ord pakket sammen i en kugle, som, når de bliver foldet ud, er frygtindgydende kolossale, ligesom menneskers tarme. Man tror det ikke om tarmene, men når der går hul på et menneske, så sprøjter de op til 20 meter ud. Og Leif frygter det værste for den her værnepligt, for sæt nu det ikke kun er ord, der bliver forkortet, men alt muligt! Så kan tiden godt blive lang.

Bomabygryde udkommer torsdag 27. maj på Samlerens forlag.

Glæd jer!

ÅNDGRIBELIGHEDER!

redaktøren sms'er, mens jeg er ved at færdiggøre manuset til Hvedekorns hjemmeside, at Hvedekorn 1, 2010, er kommet fra bogbinderen, skal han sende eksemplarer med bud? NEJ, sms'er jeg (med stort besvær) tilbage, det vill ikke være rigtigt, jeg skal komme ind til dem i Købmagergade, men det kan jeg først, når jeg færdig med manus, og jeg finder hele tiden på nye sektioner, "LÆSERÅD", ""KUNSTEN I HVEDEKORN", der kræver nye lister og afskrifter, men omsider, kvart i tre, opgiver jeg at lave mere og springer på min forholdsvist nye cykel, hvor lygten hænger ned på siden som en syg kanariefugl og hjuler derindad, og i receptionen står kassen med Hvedekorner, jeg griber et blad, og hvor er det bare cool nysseligt, falder og føles fuldstændig rigtigt i hånden og åbner sig venligt af sig selv, ikke mere stiv Bilka-katalog-glitren, lødig-lækker stilighed, venner, og jeg står bare og aer og aer mit tidsskrift og samtaler distræt med receptionister, da jeg får øje på en mildt kulørt bog, der står i flere eksenplarer på en hylde lige over Hvede-kassen, og fandme om det ikke er Jens' Bombaygryde, hvilket er om muligt endnu mere bevægende end Hvedekornsnummeret, jeg har ikke læst en linje i romanen, men jeg har fået utallige linjer læst op i telefonen, så for mig er det slet ikke en bog, men bare et flydende, ucentreret litteratur-enviroment, og alligevel står den bog dér og hævder, at Bombaygryde er en bog, på nøjagtigt samme tidspunkt som et Hvedekorn business class-udkommende på Rosinante&Co er en realitet, hvilket jo er fuldstændig til at græde over, eftersom Bombaygryde akkurat handler om, hvad der af grotesk sindssvagt (= militærtjeneste på Bornholm) skete efter, at Jens og jeg debuterede i Hvedekorn 1 og 2, 1987: Storgrinende megahulk!

NU sidder jeg tre-fire timer senere efter-perlende på den mirakuløst ikke-fade champagne-slat fra nonfirmationen og har fingereret Hvedekorn-nummeret endeløst og læst mig en 30 sider ind i Jens' roman, som er SÅ sjov og sand, at den simpelthen ikke kan gå galt, hvilket jeg godt ved er hybris at sige, men jeg taler jo ikke om anmelderne, de sataner, jeg taler om mig, den kan ikke gå galt for mig, for enviromenten fungerer 100 også på skrift: DOBBELTLYKKE!

Darling Harald myrdet - og udstoppet her

Jeg har på bestilling skrevet en opgørelse over 10 oversete danske værker fra 00'erne til Passages kommende 00'er-nummer - det vil gå som en leg, tænkte jeg på forhånd, men selvfølgelig viste det sig gudshjammerligt svært - og ingen vej udenom at tilføje fyrretyve boblere. Da jeg så omsider var færdig og med dyb forsinkelse havde afsendt artiklen til Århus, opdagede jeg til min fortvivlelse, at Christian Dorphs digtsamling Popcorn, der var placeret og præsenteret som det primære, oversete værk 2001, i virkeligheden, og det vidste jeg for fanden godt, kom på gaden i år 2000, hvis primære, oversete værk var Haralds Voetmanns debutbog Kapricer. What to do? Brutalt degraderede jeg Kapricer til bobler i stedet for Rasmus Nikolajsens debut digte om lidt, mens til gengæld Nikolajsens anden bog, sølvKANIN, ud af intet forfremmedes til at blive det primære, oversete værk 2001. Voilá.

Her er den skrottede præsentation af Kapricer:

I buketten af offensivt charmerende 2000-debuter, Lars Frosts Og så af sted til Wien, Rasmus Nikolajsens digte om lidt, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, Lars Skinnebachs Det mindste paradis, var Harald Voetmann Christiansens Kapricer i besiddelse af den mest knortede charme, en charme på trods så at sige, på trods af nemlig blandingen af omstændelighed (syntaktisk og beskrivelsesmæsssig) og arrogant henkastethed og den idelige beskæftigelse med kropslig udskillelse og opløsning. Til gengæld forekom det kun alt for let at stemple bogens prosastykker og romanfragmenter som tilhørende den tids mode-hybrid-genre "kortprosa" (året før udkom antologien Kortprosa 1999 med et bidrag af den endnu ikke debuterede Voetmann).

Anmeldelsescitat (Erik Skyum-Nielsen i Information): Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter raskt. Måske skulle jeg have gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. Jeg mindes ikke længe at have studeret så overflødig en bog.

Nu i april 2010, hvor Harald Voetmanns foreløbige hovedværk, Vågen, en tæt, fordrømt roman om Plinisu den Ældre (hvis Historia Naturalis Voetmann i 2008 oversatte et udvlag af), netop er udkommet, efter fire bind med "kortprosa", burde det være muligt i Kapricer at få øje på den passionerede originalitet og den stærke (om end væmmelige og væmmede) kunstneriske vision - og for satan humoren.

Værkcitat: Nu var også lille Angelica begyndt at hoste, først tøvende, med hånden for munden, hun ønskede ikke at gøre det værre end det var; senere helhjertet, med blodigt snot og små rødbrune knortevækster, som far fortalte hende var skrigets små rødder, eller sygdommens. Mor, som selv havde været knortegivende længe, samlede familiens elendighed i en buket, som hun stillede i vinduet bag de astmahvide gardiner.

Leonora udnævnt til statslitterat

Kan I huske så langt tilbage som tre-fire uger siden, da Leonora Christina Skov i en kommentar på forsiden af WA Bøger med den vrængende overskrift "Statslitteratur" klynkede aggressivt over, at genrelitteratur af parnasset blev diskrimineret til fordel for forfatterskolelitteratur?

Jeg kan næsten ikke, men i går blev det offentliggjort, at genrelitteraten Leonora fra Statens Kunstfond modtager et treårigt legat på 3 x 280.000 og dermed - hvis hun altså takker ja - officielt er en statslitterat, der skriver statslitteratur.

De øvrige modtagere: Lone Aburas, Jonas T. Bengtsson, Christian Hagen, Majse Aymo-Boot, Thomas Harder og Palle Sigsgaard.

Og hvad kan man ellers bemærke: At det ligner den sædvanlige - og helt rimelige! - studehandel mellem de to eksperimentelt sindede (og forfatterskoleuddannede, konspirationsteoretikere!) digtere, Morten Søndergaard og Christina Hesselholdt, og den ene realistisk rugende kritiker, Nils Gunder Hansen, i det litterære tremandsudvalg: Tre smalle (og forfatterskoleuddannede), Hagen, Aymo-Boot, Sigsgaard, 1 semi-bred og halvsmal (og forfatterskoleafvist), Aburas, to (henholdsvis kulørt og jammerrealistisk) brede, Bengtsson og Skov, og 1 af alle elsket oversætter, Harder.

Og at det rent publikations- og sidetalsmæssigt (hvis vi ser bort fra Harder) må være den snævreste uddeling nogensinde: Tre har kun 1 bog bag sig, Aburas, Hagen, Sigsgaard, to har to bøger bag sig, Aymo-Boot (hvis to "bøger" tilsammen fylder mindre end de fleste digtsamlinger) og Bengtsson, mens Leonora står som forfatter til hele fire bøger, tre romaner og og en Alice-versionering. Den gode grund til bindsvagheden er vel simpelthen, at udvalget er løbet ud af retfærdighedsgerninger (jeg har ikke udtømmende tjekket efter, og selvfølgelig skulle jeg nok kunne finde en håndfuld værdigt trængende, men for fanden Martin Larsen HAR fået) og kan koncentrere sig om de vitterligt yngste forfattere.

Og at jeg varmt går ind for flertallet af modtagere (Leonora har jeg ikke læst, siden jeg anmeldte hendes debut, jeg tør ikke!) - tillykke til DEM!

Prosatendens m. roser (vælg den)

1. Lister

Optræder i både Dennis Gade Kofods nye, korte roman Superhelte i det hele taget, som jeg lige har siddet og anmeldt (godt) og i Dorte Nors' nye (genreløse) kortroman Dage, som jeg straks bagefter sad og læste (glad), men som jeg ikke skal anmelde, og som består af LUTTER lister (nærmere bestemt: dagaflistninger). Højst kuriøst indgår rosenavne på begge bøgers lister:

Fra Superhelte i det hele taget:

Roser de har købt efter de er flyttet ind:
Karen Blixen
Alexandra
Isabella Rosselini
Victor Borge
Kong Frederik IX

Derudover har de to roser, der var der, da de overtog huset. En rhapsody in blue i en krukke i gården. Og i haven står en Ingrid Bergman. Det tog noget arbejde at finde deres navne. Først da en mor fra børnehaven kommer forbi og kender begge roser, bliver det helt sikre. Ingrid Berman havde de fået rigtigt, men den anden troede de var en Madame Hardy. Det morede hende meget, moren, der var gartner.
Per nulrer et kronblad mellem fingrene. Lugter dejligt, siger Line, når han stikker fingrene hen under hendes næse.
Purløgene kan bladlusene ikke få bugt med, men alt andet er angrebet. Gården skulle på sigt blive mere frodig, end den er i dag.

Fra Dage:

1. Sagde: Nu skal du bare tage én dag ad gangen.
2. Sagde: Og dette er den første af de dage, som du skal tage én ad gangen.
3. og stod så op og var løbet tør for mælk.
4. Gik forbi kirkegårdens duer, og det er ikke, at livet går videre, men at det aldrig vil standse,
5. var i Frederiksberg Have,
6. tøvede ved Suttetræet og kunne huske mor stå i køkkenet på en campingplads i Norge med en svensk og en hollandsk kvinde, alle tre i færd med at kigge i bunden af en gryde og tage tæger af en unge, og selv har jeg ikke ofret en eneste sut til Suttetræet på stien her til Det Kinesiske Lysthus.
7. Købte en jordbæris og kunne ikke blive voksen, hvor gerne jeg ellers ville.
8. Tog ordene ud af munden og lagde dem i en lille, hvid kiste.
9. Læste i skyggen af et træ på kirkegården,
10. læste side op og side ned i lugten af varm buksbom og havde ondt i tanden,
11. men det gjorde ingenting.
12. Standsede på vej tilbage ved Kyhns grav, og det var roserne,
13. Centifolia, Multiflora og Astrid Lindgren, og der stod jeg og lagde alt det, jeg håber på, fra mig, og det var, som om han drejede hovedet fra sin irrede bronzeplade og kiggede ned på mig:
14. Jamen, der har vi dig så, kvinde,
15. med svirrefluer om ansigtet
16. og helt alene.

- det er sgu da langt ude kuriøst med de roser, på lister ...!

Mere real time action i litteraturvidenskaben

Jeg går direkte fra at læse i Per Bäckströms akademiske artikelopsamling om "experimental poesi" Vårt brokigas ochellericke til at se et par episoder af syvende sæson af 24, og når lige at tænke, inden det håbløst maniske plot opsuger mig: hvorfor er der ikke mere real time action i litteraturvidenskaben - eller som den modsatte yderlighed: hvorfor er der ikke flere textexperimenter i litteraturvidenskaben, som akkurat Martin Glaz' sms-digt på/som forsiden. I en af 24-episoderne skal computerexperten Chloë hjælpe Jack Bauer ud af FBI's hovedkvarter, det gør hun ved hælp af " a series of loops"; vi vil have serier af loops, ikke serier af teorireferater, vi ved godt, vi ikke undslipper, men vi vil fare vild vildt!

Tillykke Carsten Valentin

I dagens anledning injiceres der

blåt blod til alle på Blågårds Plads

Plakatparadoks

"Vi er alle antifascister"

Jamen, hvis vi alle er antifascister,
også fascisterne, hvorfor så
antifascisme? Ud over at gøre
det klart for fascisterne,
at de i virkeligheden er
antifascister, men så er det
måske smart med andre metoder?

Hvis hun er der i morgen tidlig, giver jeg hende min dublet af Vinterfluen, men det er de aldrig

Den forklaret smilende bagerjomfru i Lakagehuset på Vesterbrogade spurgte, om jeg ikke ville have en æske til mine croissanter, så de ikke blev maste ...

That's a first!

Selvfølgelig, svarede jeg.

Kraniebrud i Sofus City

I dag holder vi nonfirmationsfest for min søn.

I går, da Sofus lige var forbi kontoret, øjnede han Max Frischs Jeg er ikke Stiller i en bunke på gulvet og spurgte, om det monstro drejede sig om Ben Stiller?

I det nye nummer af Rolling Stone bliver Ben Stiller interviewet om sin nye film Greenberg, instrueret af Noah Baumbach:

Do you see "Greenberg" as a bookend to "Reality Bites", where 15 years later it's not so cool to still be a slacker, and no one gets your cultural references anymore?

People have said that. I never thought that when we were doing it, except maybe in the party scene at the end. Instead of using extras, Noah had the girls who were in the movie invite their friends. We were totally intimidated by these kids who were supercool and superhip. I was not like that at 20. So it was three days where Noah and I, in between shots, would say to each other, "This is the movie right now, we're Greenberg."

In what way?

I wasn't so confident. I didn't have any of my shit together. There is an air about them that is like, "Wow they really seem to fucking own the place". And I guess they do, because they're young and have it all ahead of them.

Hvilket ca. er hvad jeg vil sige i den tale, jeg usmart nok ikke har skrevet endnu.

Gør som Knud Romer, weekendrejsende:

(i Hovedbanens kiosk,
efter grundigt at have studeret Stern og Spiegel)

Køb en cola og en Weekendavis!

Tendenser, forår 2010 (vælg én)

(på Testrup Højskole i går oplistede jeg på min faste tavle i foredragssalen 8 øjeblikkelige litterære tendenser på baggrund af forårets nye bøger (og Hvedekorn'er); det kan være jeg udfolder den nærmere i en kommentar til avisen, men her er den foreløbig i ren liste-nøgnhed:)

1. Google-poesi (og -illustration)

2. OULIPO

3. Interaktivitet

4. Bogobjekt

5. Hi/Sci-Hy (History/Science-Hybrid)

6 Parabel-humoreske / Allegori-groteske

7. Hyperpolyfoni

8. Mikkel Thykier

Hyttekuller, I want it now

Jeg holder ikke til disse værkfaktumchok: Først Pia Juuls Radioteateret, som ingen havde advaret mig om, ud af det blå kom det, poly-knitrende, og her til morgen skal jeg læse i Politiken, at Line Knutzon på Mungo Park har premiere på et nyt stykke, Birkehytten, i en træls lunken tre stjerners-anmeldelse ved Monna Dithmer, og det er da ingen måde! Men hver mavesur bemærkning fik mig kun til at glæde mig endnu mere, og da jeg nåede til slutningen, fik jeg helt ondt i maven af utålmodighed:

Men den grundfølelse forløses ikke ved, at Knutzon installerer en talende ånd i en vandkedel. Den hedder nok Jeff, og ikke Bent, men den har heller ikke noget bud på meningen med det hele.

Nej, heldigvis, og skidegodt, at intet forløses ved den talende ånd Jeff i vandkedlen, som jeg kan blive nødt til at møde ASAP! Der er få billetter tilbage til forestillingen i aften klokken 8, jeg spæner mod Allerød!

http://www.mungopark.dk/forestilling.asp?id=964

Omvendte drikkepenge

Min taxachauffør fra Testrup til Århus Banegård, der var blevet undervist på Krogerup af Erik Knudsen, gav mig et læsetip:

Herman Hesses Glasperlespillet

Alt for tidlig morgengrublen

guderne må vide
hvem de er

guderne skal vide
at vi ved det ikke

(godmorgen God)

R.E.M.-sang i indre loop til markedsføringsmøde i Købmagergade

Make your money with a suit and tie
Make your money with shrewd denial
Make your money expert advice,
If you can wing it
Make your money with a power play
Make your money with a buyout bribe
Make it lie as long as you mean it
I'm not king of comedy,
Grease the pig, give a squeeze (squeeze me)
Make your money with exploitation
Make it holy illumination
Say a prayer at every station
Don't forget to ask for mercy
Make your money with a pretty face
Make it easy with product placement
Make it charged with controversy
I'm straight, I'm queer, I'm bi
I'm not king of comedy,
I'm not your magazine,
I'm not your television
Make your money, make it rich
Make it young and make it quick
Make your money on the jukebox, baby,
It's pick up sticks,
Make your enemies, make your moves
Make your critics fumble through
Make it smart and make it schmooze
Make it look easy
I'm not king of comedy,
I'm not your magazine,
I'm not your television,
I'm not your movie screen
I'm not commodity (all together now)
I'm not commodity
I'm not commodity
I'm not commodity
I'm not commodity
I'm not commodity

- jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, jo, vi er, Hvedekorn og jeg (og R.E.M.). og det er allright!

Møbelidé udgrundet hos Idé-Møbler

Sovesofacykel -

- for søvngængere på to hjul

Kasseret poesi indkasseret

Jeg skal huske at notere mig det, så poesien ikke bliver kasseret dobbelt: I forrige uge på Gentofte Hovedbibliotek, da jeg stod og ventede på at komme ind i foredragssalen og holde foredrag om nye bøger 2010, rodede jeg i bogkasserne med kasserede bøger og fanndt og købte to, som jeg startede mit fordrag med at læse op ad, så de forsamlede bibliotekarer lige kunne høre, hvad de smed ud, før de hørte, hvad de skulle indkøbe.

Den ene bog var et katalog til en udstilling med glaskunstneren Per-René Larsen, An Echo of Light fra 2005, med tidligere trykte digte af F.P. Jac og Jess Ørnsbo, og IKKE tideligere (eller siden ) trykte digte af Dorrit Willumsen, blandt andet dette, som jeg følsomt læste op for bibliotekarerne:

Askepot er træt - men nu er det hele overstået

Og var det det hele værd?
Den onde stedmors dans
I glødende jernsko
To blinde haltende søstre
Pludselig husker hun asken
Blødere end duernes fjer
Og forventningen
Mere strålende end festen
Og som tårer smelter skoene
Af hendes små fødder

Den anden bog er den spanske digter Carlo Alvarez' skrevet på murene, udkommet på Borgens Forlag 1963m oversat af Sven Skydsgaard og Ebbe Traberg og med forside - sgu! - af Ivan Malinovski, dette digt hedder

LILLE DIGT TIL MIT LOMMETØRKLÆDE

Jeg har vendt mine lommer
og i dem
har jeg hverken fundet åkander
eller guldpiroler
eller digte,
men derimod en gådefuld
billet
til en eller anden bus
(hvor vil den mon føre mig hen?)
et bundt nøgler som givetvis
ikke vil åbne mig dørene
ind til himmerige
og dette lommetørklæde som
til min skam
ikke er plettet af mit blod.

- dennne poesi er hermed privatiseret!

Forresten skal Mikkel Thykier have Georg Brandes-prisen

for essayet om ægypteren Morti på Anblik, Refleksioner i guld og bly (også bare for titlen). Hører I, priskomité, Erik, Anders, Bo! I skal kende jeres besøgelsestid! Og Mikkel er i huset nu! Ligesom Thomsen uden held var det med Mit lyd brænder (og uden held ikke var det med En dans på gloser og kritik af den negative opbyggelighed og Repremiere i mit indre mørke) og ligesom Niels Frank uden held var det med Yucutan og Første person, anden person (og med held ikke var det med Alt andet er løgn). Digterkritikere er deres vægt værd (og mere til i tilfældet Thykier) i guld og bly!

4. maj fx er poesiens kampdag: Rasmus N i fanely

Rasmus Nikolajsen, en yndlingsdigter i frit fald fra Borgens midair-implosion, er landet i venligtsindet forlagstrampolin med ny bog i hånd, fortæller han til facebookgruppen The Rasmus Nikolajsen Aprreciation Society; that sure is good & forjættende news:

Hm, og så er jeg igen kommet til at skrive en digtbog. Denne gang et langdigt ved navn socialdemokratisk digt der på en gang er støbt i og overskrider formen fra Alting ender med et bryllup. Digtet er på 64 enheder (a 8*8 stavelser) der, over 5 sange (på henholdsvis 16, 8, 16, 8 og 16 enheder) løber over i og ud af hinanden. Der er tale om et arbejdspladsdigt, ikke så meget fordi det handler om livet på en arbejdsplads, men fordi en væsentlig del af digtet er skrevet imens jeg har været på arbejde. Samplinger fra de klassiske socialistiske slagsange (”Internationale”, ”Når jeg ser et rødt flag ...”, ”Nu dages det brødre, ...” m.fl.) løber som en rød tråd igennem i hvert fald de sidste 4 sange. socialdemokratisk digt mangler måske lige en sidste finpudsning, men det skulle være sikkert nok, at det udkommer til august på et større københavnsk forlag (der hverken er Borgen eller Gyldendal (hermed udloves et gratis eks. til den første der gætter forlaget (uden at vide det))).

Det burde jo så være Peoples' Press!!??

Og kunne fagbevægelsen ikke bruge nogen af de millioner, de ikke længere bruger på Socialdemokratiet, til en Lars Larsensk husstandsomdeling, helt ærligt!?

I hvert fald ikke 72 håndskrevne sider

For en måneds tid siden ringede en herre til mig (da jeg var på vej op i et ic3-tog på vej til eller fra Jylland) og meddelte, at han for en klækkelig sum havde indkøbt Peter Laugesens legendariske undergrundspublikation 72 håndskrevne sider, 1970, men da han talte efter, opdagede han, at mappen kun indeholdt 67 (duplikerede) håndskrevne sider, hvilket han naturligvis klagede til antikvariatet over. Men nu ville han gerne høre, hvordan det egentlig forholdt sig med værket: Fandes der overhovedet nogen eksemplarer med 72 sider i. Jeg mente nok, svarede jeg, at jeg vidste et og andet, som jeg imidlertid havde glemt. om sideforholdene i 72 håndskrevne sider, men jeg kunne jo spørge digteren selv, så vi én gang for alle, for vores egen og litteraturhistoriens skyld, kunne få det opklaret. I dag, en måneds tid senere, da jeg stod ved kassen i Irma, ringede herren igen, og jeg havde selvfølgelig ikke fået talt med digteren, men det havde han, og sagen forholdt sig sådan, at Laugesen i sin tid ikke selv havde talt siderne, det havde forlæggeren, og han havde talt forkert, også Laugesens eget eksemplar er på 67 sider. Men der er og bliver sgu noget mystisk ved det sideantal; jeg har talt efter 5 gange i mit eget eksemplar (uafvidende deponeret hos mig af en af familiens venner for tyve år siden), og de første 4 gange blev det nyt antal hver gang (der er den lille komplikation, at nogle sider er beskrevet på begge sider, og nogle er ikke; det tog jeg ikke i betragning ved den første sidetælling), 42, 63, 66, 69, og de to sidste gange har det været 68; jeg kommer også i tvivl om, hvorvidt herren sagde 67 eller 69 sider, men han sagde i hvert fald ikke 68 - og nu tør jeg simpelthen ikke tælle mere, for hvad hvis der pludselig virkelig er 72 sider!!?? Og så kan digteren ellers være så konkret, som han vil, DER på de sider:

Tingene er DER
hvad skal de være på papiret for osse
Papiret er DER
hvorfor skal det bruges til NOGET
Kroppen er der hånden er DER

- resultat fra søgning på "72 håndskevne sider" på antikvariat.dk = publikationer på/med 72 (håndskrevne) sider, man sandsynligtvis godt kan stole på:

OLSEN, ARNOLD. $ammenhængende - en bog for idioter. Nytårspublikation, 1983. 1. oplag. 72 sider. Håndskrevne sider med blå sats. Heftet. Ryg falmet.
¶ Nr. 100 af 400 nummererede eksemplarer.
DKK 100

VEDEL, ANDERS SØRENSEN OG PEDER SYV: Udvalgte danske Viser fra Middelalderen; efter A. S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver og efter haandskrevne Samlinger udgivne paa ny af Abrahamson, Nyerup, og Rahbek. 5 bd. Kbhvn.: J.F. Schultz 1812-14. Med 72 sider med noder. Indb. i 2 lidt senere hlvldrbd. med rygforg. Med indklæbet exlibris og gl. navn på friblad.
¶ Early collection of Danish ballads. 5 vols. in 2, a little later halfleatherbindings. Bibl. Dan. IV, 192.
DKK 2.000

Bon!

Færdsel på trappen er bandlyst.

Der bones.

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard

Sjovt at bemærke, når jeg sidder og registrerer Hvedekorn-årgange, hvordan digterne efter en tid kort eller lang uafværgeligt dropper deres -sen-navne:

Harald Voetmann (Christiansen)

Lene Asp (Frederiksen)

Gitte Broeng (Kristensen)

Anders Søgaard (Nielsen)

Peter-Clement Woetmann (Nielsen)

Lone Hørslev (Rasmussen)

Det kunne være en plan at foretage den omvendte operation: For hver af de næste 165 tekster, jeg signerer, tilføjer jeg et nyt efternavn fra listen over de 165 frie efternavne (båret af over 2000 nemlig), som Martin Larsen benytter sig af i Monogrammer (og i den tilfældige rækkefølge, de optræder i dér), demokratiskere og demokratiskere bliver min identitet:

Lars Bukdahl Berthelsen

Lars Bukdahl Berthelsen Lund

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh Frederiksen

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh Frederiksen Schrøder

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh Frederiksen Schrøder Winther

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh Frederiksen Schrøder Winther Bundgaard

Lars Bukdahl Berthelsen Lund Christoffersen Nygaard Krogh Frederiksen Schrøder Winther Bundgaard Johannsen

Thats' me!

Vase/ Wolf

PYH!

Jeg har brugt i går og denne morgen på at lave register over bidragydere til Hvedekorn 2000-2010 til brug for Hvedekorns nye hjemmeside, der skal gå i luften samme dag som nr. 1, 2010, det første Rosinante-nummer, udkommer, nemlig 11. juni, fandens og Prins Henriks fødselsdag, og

PYH!

Hvor er det mange navne! Skal jeg tælle dem? Øjeblik:

508 navne!

Inkl. udlændinge, døde digtere, oversættere, pseudonymer.

Alle dem, I kender godt og kun alt for godt, og alle dem, I ikke!

Her er, for at give et indtryk af rigdommen (herunder ogsåe bare den LYDLIGE rigdom), v- og w-efternavnene:

Vahlstrøm
Vangsgaard
Vase
Vergmann
Vestergaard
Vidbrad
Villon
Vind
Vinther
Vizki
Voetmann
Værge

Wagner
Wallentin
Wardenær
Waterhouse
Weiland
Wiborg
Wiinblad
William-Olsson
Winkels
Woetmann
Woetmann
Wolf
Wolf
Wroblewski
Wærness

(og selvfølgelig er ambitionen at registrere de samlede årgange af Klinte, Vild Hvede, Hvedekorn 1920-2010 - og ultimativt: at scanne altet! Med register-links! Men spis lige croissant til!)