Jeg har på bestilling skrevet en opgørelse over 10 oversete danske værker fra 00'erne til Passages kommende 00'er-nummer - det vil gå som en leg, tænkte jeg på forhånd, men selvfølgelig viste det sig gudshjammerligt svært - og ingen vej udenom at tilføje fyrretyve boblere. Da jeg så omsider var færdig og med dyb forsinkelse havde afsendt artiklen til Århus, opdagede jeg til min fortvivlelse, at Christian Dorphs digtsamling Popcorn, der var placeret og præsenteret som det primære, oversete værk 2001, i virkeligheden, og det vidste jeg for fanden godt, kom på gaden i år 2000, hvis primære, oversete værk var Haralds Voetmanns debutbog Kapricer. What to do? Brutalt degraderede jeg Kapricer til bobler i stedet for Rasmus Nikolajsens debut digte om lidt, mens til gengæld Nikolajsens anden bog, sølvKANIN, ud af intet forfremmedes til at blive det primære, oversete værk 2001. Voilá.
Her er den skrottede præsentation af Kapricer:
I buketten af offensivt charmerende 2000-debuter, Lars Frosts Og så af sted til Wien, Rasmus Nikolajsens digte om lidt, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, Lars Skinnebachs Det mindste paradis, var Harald Voetmann Christiansens Kapricer i besiddelse af den mest knortede charme, en charme på trods så at sige, på trods af nemlig blandingen af omstændelighed (syntaktisk og beskrivelsesmæsssig) og arrogant henkastethed og den idelige beskæftigelse med kropslig udskillelse og opløsning. Til gengæld forekom det kun alt for let at stemple bogens prosastykker og romanfragmenter som tilhørende den tids mode-hybrid-genre "kortprosa" (året før udkom antologien Kortprosa 1999 med et bidrag af den endnu ikke debuterede Voetmann).
Anmeldelsescitat (Erik Skyum-Nielsen i Information): Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter raskt. Måske skulle jeg have gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. Jeg mindes ikke længe at have studeret så overflødig en bog.
Nu i april 2010, hvor Harald Voetmanns foreløbige hovedværk, Vågen, en tæt, fordrømt roman om Plinisu den Ældre (hvis Historia Naturalis Voetmann i 2008 oversatte et udvlag af), netop er udkommet, efter fire bind med "kortprosa", burde det være muligt i Kapricer at få øje på den passionerede originalitet og den stærke (om end væmmelige og væmmede) kunstneriske vision - og for satan humoren.
Værkcitat: Nu var også lille Angelica begyndt at hoste, først tøvende, med hånden for munden, hun ønskede ikke at gøre det værre end det var; senere helhjertet, med blodigt snot og små rødbrune knortevækster, som far fortalte hende var skrigets små rødder, eller sygdommens. Mor, som selv havde været knortegivende længe, samlede familiens elendighed i en buket, som hun stillede i vinduet bag de astmahvide gardiner.
Matricer? Den hedder da Kapricer, Lars!
SvarSletJa da, tak, trofaste korrektulæser, jeg retter straks!
SvarSletMen Matricer er da faktisk en meget god titel, kan du ikke skrive den, Martin (eller måske snarere den anden Martin, Larsen'en?)?
SvarSlet