To uomgængeligt egensindige digtbøger udkommer næste uge, men ankom og læstes i går:
Simon Grotrians Især til de levende, 163 sider, og
Ursula Andkjær Olsens (og bogstavbroderende Julie Andkjær Olsens) Have og helvede, 56 sider,
og det vil gå alt for vidt at komme ind på, hvordan de bøger slår - og i sidstnævnte tilfælde ser - ud, jeg vil bare citere et digt fra Simons bog og en spor-afslutning, eller hvad det kan hedde, fra Ursulas bog, der meget mystisk ender med de samme to ord - først digtet:
Du må derfor
hale mig op af graven
der består af et hoved
med klaptræer
bag panden.
De andre mennesker
går hvide mod altrene
hvor satinbobler
skvulper i et føl.
Den knuste stjerne ligger under verden
men den kan altid
flettes omkring minderne.
Støvhimlen glider på solnedgangen
i spejlet
og afslører
hvad dagen tænkte.
Askene bruser;
det er i nat
vi også
daler herned.
Det er i nat.
- og sporafslutningen:
haven bliver tungere og tungere
mere og mere hængende / mæt / tør
navneomspundet / skulle det være pynt? det er
overflod / overskud / pynt hvis pynt er
uundgåeligt / hvad kan jeg sige?
godnatskygger
godnatskygger
haven er stille før frugt /
navnene skal sejle
i nat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar