lørdag den 29. maj 2010
Jeg elsker Mikkel Bruun Zangenberg -
kun i dag og kun kun fordi han giver Bombaygryde 5 hjerter i Politikens bogtillæg - og for en gang skyld har jeg ingen problemer med nogen af Zangenbergs skødesynder, fx at sammenligne alt og alle med (de samme) verdenslitterære titaner: "Hvor Rilke lod sin melankolske forfinede Malte gå rundt i Paris, og Proust lod sin Marcel gå gennem salonerne, før han indså, at han var kunstner, er det Blendstrups fortjeneste som en ny, genopstanden og nyrenoveret Gustav Wied [den sammenligning er andeledes på sin plads; Jens skrev i sin tid speciale om Wied, Scherfig, Ørnsbo] at lade den vege, følsomme og dog sært robuste skriverkarl Leif gennemgå skærsilden på bornholmerfærgen ..." Og jeg nægter at himle over, at Zangenberg totalt fejllæser romanen som tegnende en positiv "episk cirkelbue", der følger hovedpersonens "transformation fra veg, behagesyg, kraftesløs, sød, umoden, jomfruelig og lidt forkælet dreng til en slags selvberoende mandfolk" - det er stik modsat og kunstnerisk modigere en ikke-udviklingsroman, hvor det går fra galt - militær følgagtighed - til værre - dødsulykke og psykisk sammenbrud og desertering, ikke meget mandfolkeagtigt ved det! Men no matter, no matter, 5 stjerner er 5 stjerner, og jeg elsker dig, Mikkel, i dag!
Hov din gamle bønne, Bukdahl. Dødskysset og alt det sædvanlige karakterfortegneri vil jeg gerne gengælde en anden gang - men hvis vi for nu ser lidt nærmere på slutningen og udgangen af den herlige gryde, så er det jo indlysende, at jeg har fat i den langt duftende ende. Forsøg at genlæse den sidste side, og så sker der alligevel jo en klar bevægelse væk fra ham der tabte i Matador til Uff. Og det er noget helt andet end det den store anti-udviklingsromanskriver Gombrowicz bedriver; hold Ferdydurke op mod Bombaygryde, så bliver sagen krystalmudret. Mange venlige fjendehilsner MBZ
SvarSlet