I Ekstra Bladet, der engang var Poul Borums avis, for helvede! Anmelderen hedder Frank Sebastian Hansen og det er så helt præcist formlen for usensitivest mulige automatreaktion: Soldaterkammerater & ikke-Gud, og så er dén overstået, må vi håbe (og jeg mener: sarkastisk, kan man finde et dårligere adjektiv til at beskrive bogens kukkede inderlighed?); af en eller grund er der byttet om på små og store begyndelsesbogstaver i den udgave, jeg har copy-pastet fra, men det gør ikke anmeldelsen ret meget bedre:
***
året Er 1988. Verden Befinder Sig Midt I Den Kolde Krigs Sidste Krampetrækninger. En Aften Taber 18-årige Leif Til sin Far I Matador, Hvorefter Faderen Bestemmer, At Leif skal En Tur I Militæret. før Leif Kan se sig Om, Er Han En Del Af Marineinfanteriet På Bornholm, og som Faderen siger: 'enten Vokser Man, Eller Også Knækker Man'. Leif Gør Begge Dele. kåde sergentdrømme bliver Afløst Af et Psykisk sammenbrud, Og Lige Før Rekruttiden er Ovre, er Leif Tæt På At Desertere. 'bombaygryde' kan læses som Jens blendstrups litterære 'homage' Til Det Danske lystspil 'soldaterkammerater'. men Her er bare Ingen dirch Passer. kun leif Og de andre Tabere, som Henslæber tiden På klippeøen med at lege med Våben, onanere og Ryge Fede. bogen er en opvisning I Veloplagt sarkasme, og man er Godt Underholdt. alligevel savner man de sænkede Parader og den sårbare alvor, som Virkede så stærkt I Forfatterens lille, selvbiografiske mesterværk 'gud taler Ud' fra 2004.
Den er ikke bare sårbar, Bombaygryde, den er fuldstændig gennemhullet, men støt står den, mens det blæser igennem -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar