BLODETS TEATER
- efter idé fra filmen Theatre of Blood fra 1973
Skuespilhuset, Store Scene
Spilledato 28. maj.
Pris 80 kr.
Varighed 60 minutter uden pause fra kl 20:00
Om forestillingen
Jul-på-slottet-skuespilleren Jens Zacho Boye synes selv han er et stort og lysende talent. Problemet er bare, at han er alene om den opfattelse. Han har altid fået dårlige anmeldelser og nu er han oven i købet blevet overset ved uddelingen af årets Æres Reumert. Men nu må det høre op, nu skal han vise sine kritikere, at den der ler sidst, ler bedst. Han inviterer derfor fire af landets mest øretæveindbydende kritikere ind for at se en verdenspremiere på et hidtil uopdaget Shakespeare stykke. Teater, der skærer ind til benet. Når anmelderne ankommer én efter én får de et manuskript stukket i hånden og en kniv for struben. Jens Zacho Boye tvinger dem til at spille med i dødsscener fra Shakespeare, hvor han som hovedrolleindehaver slår dem ihjel. Rigtigt ihjel altså. Hvad synes anmelderne mon nu om hans præstation?
Eventministeriet i Skuespilhuset står bag en række forestillinger med ultrakort prøvetid. Gennemsnitsprøvetiden på produktionerne er fire dage, og lys, lyd, rekvisitter og kostumer er markeringer, mens der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Man kan kalde forestillingerne for iscenesatte readings eller et stadie i et prøveforløb. Fælles for forestillinger er, at de er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Billetprisen og spilleperioden afspejler disse produktionsvilkår.
Medvirkende
Kom og oplev Jens Zacho Boye i hovedrollen som sig selv, Joen Højerslev og Morten Burian som hans fordrukne og bindegale ensemble og Adrian Hughes, Jakob Steen Olsen, Anne Middelboe Christensen og Lars Bukdahl som kritikerne. Instruktion: Anders Lundorph Kostumer: Anne Sofie Bruun Special effects konsulent: Per Kapper/Kapper Creations Lysdesign: Malte Haugaard og Morten Kongsted Instruktørassistent: Astrid Gravsholt Originalt filmmanuskript: Anthony Greville-Bell, Stanley Mann, John Kohn og William Shakespeare Produceret af Eventministeriet i Skuespilhuset v/ Rikke Hedeager Matthiesen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar