Vi bliver nødt til lige at lave cæsur mellem litterære dødsfald! I dag mindes vi den hele vejen igennem fremragende prosaist Christian Skov, der nåede at blive 94 år gammel og udgav sin seneste bog, kortromanen (han skrev aldrig langromaner, men han skrev mange noveller) Endnu er markerne frosne, som 81-årig for 13 år siden. Skov gjorde omverdensproblemet til et refræn - det er inde i hende, at ... - i sin klarøjet undrende, udsøgt hypnotiske prosa (der ikke mindst hypnotiserede HOJ og gennem ham endnu flere). Han skrev to romaner om den samme Christine, som et stort barn og som en ung og syg mor.
Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:
"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
- Hvor er Niels? sagde Christine.
- Niels? sagde Tinne.
- Han er her, sagde Christine.
- Hvem? sagde Tinne.
- Niels, sagde Christine.
- Niels? sagde Tinne.
Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
- Niels? sagde også Max.
Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
- Niels er i køkkenet, sagde hun.
I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
- Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
- Han er i soveværelset, sagde hun.
Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."
Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):
"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."
Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.
onsdag den 30. november 2016
tirsdag den 29. november 2016
90'er-afgange
Forfatteren blev ældre end diktatoren, men forlæggeren blev ældre end forfatteren (som han aldrig udgav - inden han omsider begyndte at udkomme på Gyldendal, forfatteren, udkom han på forfatterforlaget Attika, der i 70'erne var et ret cool forlag, hvor blandt andre også Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udkom (og nu findes det vist slet ikke mere?)):
FIDEL CASTRO 90
CHRISTIAN SKOV 94
JARL BORGEN 97
FIDEL CASTRO 90
CHRISTIAN SKOV 94
JARL BORGEN 97
søndag den 27. november 2016
Forlægger og digter og digterforlægger
Meget skønt billede af Jarl Borgen og Dan Turèll ved Steen Møller Rasmussen
- mindeord på Facebook ved Asger Schnack, der - hip hurra! - ikke længere blokerer mig:
"Jarl Borgen (13.4.1919-20.11.2016). Jeg ser, at Jarl Borgen er død, 97 år gammel. Stor respekt fylder mig – og også stærke følelser. Hans betydning som forlægger var vidtrækkende, han skabte og stod i spidsen for et forlag, der udgav væsentlige bøger inden for mange områder, fra yoga til lyrik og fra håndarbejdsbøger til billedkunst. Fra børnebøger til videnskabelig litteratur, billigbøger, MagnaPrint-bøger, klassikerudgivelser, ja, alt. Blandt forlagets forfattere taltes Benny Andersen, F.P. Jac, Per Kirkeby, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Michael Strunge, Morten Søndergaard, Dan Turèll. Jeg havde fornøjelsen at være ansat på Borgens Forlag fra 1971 til 1979; såvel arbejdsmæssigt som i det hele taget nogle fantastiske år! Jeg har spillet bordtennis med Jarl Borgen i Valkendorfsgade, og jeg har siddet adskillige weekender sammen med ham på forlaget, hvor han sad på sit kontor og jeg foran forlagets IBM Composer, som jeg fik lov til at bruge til fremstilling af Swing-bøger. Han var large. Han anerkendte min lyst til i fritiden at lave mit eget. Mange år senere, vi sås med mellemrum, sjældnere efterhånden, men altid hjerteligt, mødte jeg ham i 2005 ved en privat lejlighed, hvor vi stod i en lille gruppe og snakkede. Han kommenterede mit forlag Bebop, som han fulgte med interesse, og vi kom til at tale om, hvor svært det var at drive forlag, og hvor få interesserede der var. ”Litterært interesserede i Danmark kan tælles på én hånd,” sagde han med den for ham karakteristiske nøgternhed – en bemærkning, jeg aldrig har glemt. Æret være hans minde!"
- mindeord på Facebook ved Asger Schnack, der - hip hurra! - ikke længere blokerer mig:
"Jarl Borgen (13.4.1919-20.11.2016). Jeg ser, at Jarl Borgen er død, 97 år gammel. Stor respekt fylder mig – og også stærke følelser. Hans betydning som forlægger var vidtrækkende, han skabte og stod i spidsen for et forlag, der udgav væsentlige bøger inden for mange områder, fra yoga til lyrik og fra håndarbejdsbøger til billedkunst. Fra børnebøger til videnskabelig litteratur, billigbøger, MagnaPrint-bøger, klassikerudgivelser, ja, alt. Blandt forlagets forfattere taltes Benny Andersen, F.P. Jac, Per Kirkeby, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Michael Strunge, Morten Søndergaard, Dan Turèll. Jeg havde fornøjelsen at være ansat på Borgens Forlag fra 1971 til 1979; såvel arbejdsmæssigt som i det hele taget nogle fantastiske år! Jeg har spillet bordtennis med Jarl Borgen i Valkendorfsgade, og jeg har siddet adskillige weekender sammen med ham på forlaget, hvor han sad på sit kontor og jeg foran forlagets IBM Composer, som jeg fik lov til at bruge til fremstilling af Swing-bøger. Han var large. Han anerkendte min lyst til i fritiden at lave mit eget. Mange år senere, vi sås med mellemrum, sjældnere efterhånden, men altid hjerteligt, mødte jeg ham i 2005 ved en privat lejlighed, hvor vi stod i en lille gruppe og snakkede. Han kommenterede mit forlag Bebop, som han fulgte med interesse, og vi kom til at tale om, hvor svært det var at drive forlag, og hvor få interesserede der var. ”Litterært interesserede i Danmark kan tælles på én hånd,” sagde han med den for ham karakteristiske nøgternhed – en bemærkning, jeg aldrig har glemt. Æret være hans minde!"
lørdag den 26. november 2016
Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans
Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):
"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt
akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan
rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed.
Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes
stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og
grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af
hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt
indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."
"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."
Han borgede for poesien - Jarl Borgen 1919-2016
Dansk poesi står i uendelig taknemlighedsgæld til stjerneforlæggeren Jarl Borgen, der døde i søndags 97 år gammel, mæt af dage, men helt sikker stadig sulten på kunst og poesi. Ikke bare for at betale underskuddet for Hvedekorn gennem 45 år (og lade redaktørerne redigere), men for hele tiden at insistere på (i starten aldeles egenhændigt) at finde nye, fantastiske digtere og blive ved med at lade dem udkomme og udkomme og udkomme: Benny Andersen, Robert Coyrdon, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby, Vagn Steen (de vilde konkretismer efter debuten), Peter Laugesen, Dan Turèll (IM, PL, DT udgav selv deres debuter, men fandt hurtigt havn hos Borgen (DT efter en del flaksen rundt)), Marianne Larsen, Charlotte Strandgaard, F.P. Jac., Michael Strunge, Henrik S. Holck (den ene utrolige debut), TS Høeg og Thomas Bruun (poetisk prosa), Bo hr. Hansen, Simon Grotrian, Carsten René Nielsen, Janina Katz, Morten Søndergaard, Lone Munksgaard, Lene Henningsen, Mikkel Thykier (den ene utrolige debut), Rasmus Nikolajsen, Maja Lee Langvad (den ene utrolige debut) med mange mange flere (heriblandt mig selv, der stadig har et nyt forlag til gode).
Min bedste erindring om Jarl Borgen er engang, jeg var styrtet ind til Valbygårdsvej, fordi trykkeiet samme morgen havde leveret de første eksemplarer af min nye bog, og spænenden ned ad de Gernes-kolerede gange stødte på Jarl himself, der tyst og varmt ønskede mig tillykke med bogen, som han selvfølgelig havde læst straks ved ankomst en times tid før (der var også dengang har fortalte, at han havde takket nej til Sven Dalsgaards anden digtsamling, fordi han, SD, simpelthen stavede for dårligt ...)
Pia Tafdrup, der også debuterede på Borgen, som decideret ejede den første strøm af 80'er-digtere, skriver et sted på Facebook:
"Jarl Borgen gav en hel generation nogle muligheder, vi dengang ikke fik noget andet sted. Stor og varm tak! Jarl havde både dybtgående indsigt i litteratur og billedkunst. Det betød, at der blev skabt nogle helt usædvanlige og langtidsholdbare relationer mellem de to verdner. Jeg er fuld af taknemmelighed."
Min bedste erindring om Jarl Borgen er engang, jeg var styrtet ind til Valbygårdsvej, fordi trykkeiet samme morgen havde leveret de første eksemplarer af min nye bog, og spænenden ned ad de Gernes-kolerede gange stødte på Jarl himself, der tyst og varmt ønskede mig tillykke med bogen, som han selvfølgelig havde læst straks ved ankomst en times tid før (der var også dengang har fortalte, at han havde takket nej til Sven Dalsgaards anden digtsamling, fordi han, SD, simpelthen stavede for dårligt ...)
Pia Tafdrup, der også debuterede på Borgen, som decideret ejede den første strøm af 80'er-digtere, skriver et sted på Facebook:
"Jarl Borgen gav en hel generation nogle muligheder, vi dengang ikke fik noget andet sted. Stor og varm tak! Jarl havde både dybtgående indsigt i litteratur og billedkunst. Det betød, at der blev skabt nogle helt usædvanlige og langtidsholdbare relationer mellem de to verdner. Jeg er fuld af taknemmelighed."
torsdag den 24. november 2016
Jazzy stolthed
Jeg er stolt over, at min ven, redaktøren og oversætteren og TROMMESLAGEREN Johnnie McCoy får ros og 5 stjerner i Berlingske for den skarpt liflige plade, han har lavet med og for og til guitaristen (og saxofonisten, men her guitaristen) Morten Elbek, nu skal vi meget snart have en plade i hans eget navn og med hans egne KOMPOSITIONER - lad Star Eyes forsøde en blå time nær dig, Her anmeldelsescitat:
"(...) den 58-årige århusianske guitarist Morten Elbek, som i årtier har været en allestedsnærværende musiker på scenen i den jyske hovedstad, både som saxofonist og guitarist. Her har han valgt udelukkende at spille på spansk guitar. Og det gør han uden de mislyde, der ofte kan forekomme, når der spilles akustisk. Det må tillægges både den fine analoge optagelse og Morten Elbeks instrumentale færdigheder. Kort sagt – guitarlyden er både klar og organisk, og man oplever en uanstrengt strengeleg og et musikalsk overblik, der udmønter sig i de fineste melodiske fortællinger.
Morten Elbek har allieret sig med den glimrende trommeslager Johnnie McCoy, der i en årrække har været væk fra musik-scenen, og den unge og bemærkelsesværdige bassist Jonathan Bremer, og parret sikrer en perfekt og velgyngende bund."
"(...) den 58-årige århusianske guitarist Morten Elbek, som i årtier har været en allestedsnærværende musiker på scenen i den jyske hovedstad, både som saxofonist og guitarist. Her har han valgt udelukkende at spille på spansk guitar. Og det gør han uden de mislyde, der ofte kan forekomme, når der spilles akustisk. Det må tillægges både den fine analoge optagelse og Morten Elbeks instrumentale færdigheder. Kort sagt – guitarlyden er både klar og organisk, og man oplever en uanstrengt strengeleg og et musikalsk overblik, der udmønter sig i de fineste melodiske fortællinger.
Morten Elbek har allieret sig med den glimrende trommeslager Johnnie McCoy, der i en årrække har været væk fra musik-scenen, og den unge og bemærkelsesværdige bassist Jonathan Bremer, og parret sikrer en perfekt og velgyngende bund."
onsdag den 23. november 2016
Bowie Bowie og atter Bowie Bowie
Fin, fin antologi er udkommet, Changes. Tekster om David Bowie, redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch med små og større bidrag af blandt andre Michael Strunge ("Bowie-inspirationer" fra Hvedekorn), Poul Borum (gendigtningen af "We Are the Dead" fra artiklen om poeten Bowie, genopstøvet her på Blogdahl), Jens Unmack, Bisse, Jokum Rohde (samme tekst som i sidste Kritik-nummer, men sgu i sin intense af- og re-mytologisering den bedste danske Bowie-tekst måske EVER), Sigrún Gudbrandsdóttir (der også smart har designet bogen), Klaus Høeck - og også mig, der skriver om "Absolute Beginners" (og om det betydningsfulde refrain-ryk fra "There's no reason to feel all the hard times/ to lay down the hard lines" til "If there's reason to" - for det er der jo!). Jeg vil citere fra Kristian Leths præcise lovprisning af en parallel, sen og ensom hit-sang:
"En gammel mester
Så hvilken sangskriver står tilbage? "Strangers When We Meet" er et godt eksempel. 1. Outside (1995 LB) var det album, hvor Bowie genoptog sit arbejde med Brian Eno, og hvor numrene blev til i studiet - ligesom dengang i Berlin . ved en kollektiv konceptuel udforskning. Hvor Eno skrev roller til musikerne, som de ikke måtte fortælle hinanden om. Nogle fra fremtiden, nogle fra undertrykte folk, nogle fra fiktive kulturer.
Teksterne blev skrevet og puttet ind i en tilfældighedsmaskine og sat sammen igen. Alt sammen for at fortælle om nogle karakterer Bowie skrev, og som han sang som og om, denne gang forskellige stemmer fra sang til sang, ikke fra plade til plade.
Pladen er uovertruffen. Tematisk en blanding af Twin Peaks og Se7en. Musikalsk et helt unikt rum. Free-jazz, prog-rock, elektronisk musik og megapop. En kakafonisk og dybt problematisk udforskning af apokalypsen.
Men. Så vælger Bowie alligevel at skrive "Strangers When We Meet". Det sidste nummer på pladen. Nærmest en eftertanke, virker det som om.*
Sangen er en perfekt formet kærlighedssang, i stil med "Absolute Beginners" og "Fantastic Voyage". En sang der ikke kan skrives kollektivt, som kræver det håndværk og den rutine, han arbejdede på, dengang han bare gerne ville skrive et hit. Den virker enkel, noteagtig, ubesværet. det er en mester, der arbejder.
Verset er der næsten ikke. Han mumler næsten teksten, der også er en samling ord mere end et digt. Og så kommer omkvædet med det smukke billede: Vi er fremmede, når vi mødes. En helt enkel omvending af de samme tre akkorder gør pludselig alt dramatisk og smukt. Og så er et gammelt Bowie-trick: I andet vers går hans stemme en oktav op. Og det der før var mumlen, er nu desperat og opgivende på en gang. Tragisk. Og så omkvædet igen."
*Første gang optræder jo faktisk "Strangers When We Meet" på det undervurderede ikke-soundtrack Buddha of Suburbia, 1993 (opvurderes heldigvis i red. Queitschs gennemgang af den komplette discografi); hvis KL har den plade til gode, er han heldig! LB
"En gammel mester
Så hvilken sangskriver står tilbage? "Strangers When We Meet" er et godt eksempel. 1. Outside (1995 LB) var det album, hvor Bowie genoptog sit arbejde med Brian Eno, og hvor numrene blev til i studiet - ligesom dengang i Berlin . ved en kollektiv konceptuel udforskning. Hvor Eno skrev roller til musikerne, som de ikke måtte fortælle hinanden om. Nogle fra fremtiden, nogle fra undertrykte folk, nogle fra fiktive kulturer.
Teksterne blev skrevet og puttet ind i en tilfældighedsmaskine og sat sammen igen. Alt sammen for at fortælle om nogle karakterer Bowie skrev, og som han sang som og om, denne gang forskellige stemmer fra sang til sang, ikke fra plade til plade.
Pladen er uovertruffen. Tematisk en blanding af Twin Peaks og Se7en. Musikalsk et helt unikt rum. Free-jazz, prog-rock, elektronisk musik og megapop. En kakafonisk og dybt problematisk udforskning af apokalypsen.
Men. Så vælger Bowie alligevel at skrive "Strangers When We Meet". Det sidste nummer på pladen. Nærmest en eftertanke, virker det som om.*
Sangen er en perfekt formet kærlighedssang, i stil med "Absolute Beginners" og "Fantastic Voyage". En sang der ikke kan skrives kollektivt, som kræver det håndværk og den rutine, han arbejdede på, dengang han bare gerne ville skrive et hit. Den virker enkel, noteagtig, ubesværet. det er en mester, der arbejder.
Verset er der næsten ikke. Han mumler næsten teksten, der også er en samling ord mere end et digt. Og så kommer omkvædet med det smukke billede: Vi er fremmede, når vi mødes. En helt enkel omvending af de samme tre akkorder gør pludselig alt dramatisk og smukt. Og så er et gammelt Bowie-trick: I andet vers går hans stemme en oktav op. Og det der før var mumlen, er nu desperat og opgivende på en gang. Tragisk. Og så omkvædet igen."
*Første gang optræder jo faktisk "Strangers When We Meet" på det undervurderede ikke-soundtrack Buddha of Suburbia, 1993 (opvurderes heldigvis i red. Queitschs gennemgang af den komplette discografi); hvis KL har den plade til gode, er han heldig! LB
2 kursiveringsmisbrugere foran 1 engel
(foto: Jan H. Hansen, år: 2001, sted: foran Café Englen i Aarhus (som har en central rolle i novellen "Dig vil jeg sgu da skide på" i Sidste søndag i oktober)
Kursiveringsmisbruger/-elsker-top 3
(i nyere dansk litteratur - og i det hele taget misbrugere/elskere af overordentlig ortografi (accenter af alle slags også populære - og se i citatet nedenfor Sonnergaard sætte tankestreger EFTER replikker))
1. Dan Turèll
2. Jan Sonnergaard
3. Jørgen Sonne
1. Dan Turèll
2. Jan Sonnergaard
3. Jørgen Sonne
Det slutter ikke med et brag, men med en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel
- slutningen på den sidste, nyklassiske novelle, "Immatrikuleret 1.9 1982, spøgelse", i Radiator, lige efter Voll har fortalt historien om "the human hotwater bottle":
"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
- Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
- Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -
- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
- Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
- Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
- Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
- Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
- Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -
Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
- Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
- Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-
Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
- Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!
Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.
"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
- Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
- Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -
- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
- Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
- Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
- Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
- Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
- Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -
Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
- Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
- Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-
Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
- Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!
Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.
mandag den 21. november 2016
Spark os et requiem på Nordvests iskolde radiatorer - Jan Sonnergaard 1963-2016
Jan Sonnergaard er død alt for tidligt, forbandet også. Jeg var og forblev alt for glad for vildt overrumplende Radiator til ikke at blive mere og mere skuffet over de senere bøger, og det kan jeg godt forstå, at han selv blev stadig mere muggen over. Vi skulle have forsonet os over hans suveræne, 1350 sider lange slægtsroman om 25 år, skulle vi. Her er min fuldstændig purt positive anmeldelse af debuten fra forsiden af Weekendavisen Bøger, maj 1997 (jeg indstillede ham til avisens Litteraturpris, men inden afgørelsen blev han fyret som kommentator af chefredaktør Peter Wivel (fordi han i Politiken havde rost McDonalds-hærværk), og Bøger-redaktør Bo Bjørnvig og jeg var kriminelt tæt på at fifle ham til at vinde i stedet for Knud Sørensen; desværre mødte Sonnergaard ikke op til festen på den italienske restaurant, hvor hans plads stod rungende tom, indtil Bertel Haarder med prosaisk retfærdighed kom og satte sig på den), jeg mener stadig hvert et ord, den bog er forpulet god:
Humorens fjernvarme
16. maj 1997
Weekendavisen
Sektion 3 (Bøger)
Side 1
Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.
Jan Sonnergaard: Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal
Og så hedder den »Radiator«,
Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af
grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«,
hvilket
jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke
kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed
var et eksempel på det absolute upoetiske:
lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes,
hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator:
»
- Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk,
hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går
stemmen over i en skinger råben:
- Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at
hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en
form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i
Tanger, og den lokale doktors kone var
hypertermisk.
- Hun var overophedet, - oversætter han.
- Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller
bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme
dynerne op!«
Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er
opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator
Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste
ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes
distancens overskud.
sOM f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand,
der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i
hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor
væsenet er en universitetslærer, som
den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand må på
klassisk vittighedsmanér gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder
op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end
dens farcekarakter kan bære, på
humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard
en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer
mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle,
toenhalvdimensionelle måske.
Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at
fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København,
som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret
sørgelig at læse om, hvis ikke
Sonnergaard var gået til
sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så
meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i
centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til
at triumfere.
Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet
meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en
fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger
slående rigtigt både i dialogen og hos
fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi
han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet,
sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er
et billigt trick til at spæde alt det
sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks.
er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab.
Sonnergaard minder mere om
muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil,
og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard
er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne,
virkeligheden taler og gebærder sig på,
og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres
priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da
vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en
humorist med passion for realisme, plejer man
at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for
det er en æresbetegnelse.
De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret
1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i
hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en
fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og
begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen
kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren
Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q.
Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den
dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke
er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en
springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et
da, eller da'et badet i nu'ets skarpe
laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert
fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets
rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift
(hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos
sidste års debutant Pablo Henrik Llambias synes jeg man finder en
nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med
Sonnergaards.
Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om
mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt
bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden
som tekstens og hovedpersonens interesse
flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans
fascination af den næsten for perfekte Lotte, en helt umulig og rigtig
god fortælling.
Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være
samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed
og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet,
og så denne store humor, der ikke ændrer
en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores
hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator
i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i
litteraturen:
»Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods
fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har
taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog
direkte har indopereret den. I så fald har
digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige
menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i
stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.
Pastiche på aktuel romanforfatter
Som en ølflaske smuttede Tuborgvej væk mellem fingrene på ham
nej, det er mere vellignende omvendt:
Som Tuborgvej smuttede ølflasken væk mellem fingrene på ham
nej, det er mere vellignende omvendt:
Som Tuborgvej smuttede ølflasken væk mellem fingrene på ham
søndag den 20. november 2016
Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman EFTERSKRIFT
Kommentarer til Rune Skyum-Nielsens underligt hysse debatindlæg i WA Bøger:
- jeg "bruger bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbog og min portrætbog Jakob var her"; man skal altså være en meget dårlig læser for at læse min kommentar som én lang udskældning af Ejersbo og Jakob var her. Der er i stedet tale om en causerende diskussion af begrebet "realisme", hvor jeg forholder mig kritisk til nogle udtalelser af Ejersbo, hentet i Skyum-Nielsens biografi. Kommentarens indledning ("bladrer frustreret for at finde noget passioneret litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være pasionen for forfatteri") kan godt læses som en (enkelt) spids bemærkning om biografien, men det kunne jo lige så godt være en spids eller bare frustreret bemærkning om fraværet hos Ejersbo selv, iflg. biografiens rige dokumentation, af passioneret snak om litteratur. Hvortil kommer en gentagelse af og citat fra min 13-14 år gamle negative vurdering af realismen i Nordkraft (og Benn Q. Holms Album) i forbifarten (frem mod helliggjorte Helle Helle-citater).
- det er "løgn" når jeg skriver, at Skyum-Nielsen kalder mig "antirealist". Det er vel snarere upræcist, lige så upræcist som at sige, at jeg lyver. Hvad jeg burde have skrevet var: "Alligevel kaldes jeg i Skyum-Nielsens parafrasering af et interview med Ejersbos ven Christian Kirk Muff for "antirealisten Bukdahl"." Problemet med Skyum-Nielsens parafraserende testimonial-metode er dens stilistiske og dokumenrariske diffusitet (jeg vil klart foretrække straight interviews, som i alle mulige "oral histories"). Det er og bliver komplet umuligt ar regne ud, hvor tæt de konkrete formuleringer ligger på, hvad der rent faktisk er blevet sagt af vidnerne. Jeg kan ikke vide, om Muff ord til andet har kaldt mig "antirealisten" eller bare har udslynget noget i den dur, som Skyum-Nielsen oversætter og kondenserer til "antirealisten". Eller for at tage et andet, mere kulørt eksempel: Når Skyum-Nielsen parafraserer et interview med Ejersbos afrikanske ven Alizeth Mushi sådan her: "Hans mzungu var let at genkende, selv bagfra. Det kortklippede hår lyste ikke længere som friskmalket gedemælk, men hovedet sad stadig for enden af en løs fjeder, mens der blev ført samtaler i lufthavnsbaren.", har Ali så virkelig benyttet sig af billederne "friskmalket gedemælk" og "løs fjeder" eller er der tale om pasticher på den maleriske facon, hovedpersonen Marcus, modelleret efter Ali, formulerer sig på i den store Afrika-roman Liberty? Svaret løber sig vådt i troperegnen.
- det fremhæves både i bogen og debatindlægget, hvordan Ejersbo var højt hævet over at svare på min kritik af Nordkraft. Men hvad skulle han da også svare? Jeg synes, min bog er god? Ikke desto mindre taler både han og hans venner og Skyum-Nielsen om min kritik, som om jeg angriber Ejersbo personligt, og det gør jeg virkelig ikke - læs bare de anholdte tekster i blogposten nedenfor og jfr. (også ang. "stalkingen", for ja, jeg bliver blivende vred på dårlige bøger, der blive rost som eksemplarisk gode - det bør man blive, synes jeg) posten om selvindlysende sandheder længere nede. Bortset fra, at han direkte adspurgt på tv beder mig holde kæft, når de voksne taler, hvilket i sig selv dementerer tavsheds-glorien. Og hvad er det også for en mærkelig administration af Ejersbos eget ønske om ikke at svare mig offentligt at biografi-citere hans grove og personlige og meget lidt artikulerede mail-udbrud? I bogen kommer min kritik kun til orde i et lille citat fra den sene "Yndlingsaversion", og mange læsere vil automatisk få det indtryk, at mine øvrige, ældre tekster, hvad angår personlig grovhed, ligger på niveau med Ejersbos (i den private sammenhæng aldeles legitime) mail-udbrud, og det synes jeg altså helt ærligt vil være synd at sige; så vidt jeg kan læse, snakker de (passioneret) litteratur (kuriøst også, at tekst nr. 1 beskæftiger sig med et emne, som Skyum-Nielsen og jeg deler en stor entusiasme for (og som han, så vidt jeg husker, også har interviewet (eller i det mindste citeret) mig om), dansk rap (til overflod afsluttes en anden tekst med et citat fra Den Gale Pose ...)
- den gentagne insinuation i kommentaren (og i bogen, gennem parafrasering af et interview med Ejersbos mor gudhjælpeme) om, at LB "havde noteret sig Politikens fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende forfatter, der af princip ikke svarede igen" er virkelig ubehagelig (andre må vurdere om min tekst kan kaldes en "sviner", men igen, den er ikke henvendt til forfatteren, det er en kritik af bogen og dens type). Jeg har ikke nogen erindring om at have læst og noteret mig omtalen af Ejersbos sygdom i Politiken (det kunne Skyum-Nielsen jo bare have spurgt mig om), men hvis jeg nu faktisk havde nys om, at han var syg, har jeg stadigvæk svært ved at få øje på det moralsk forkastelige i at skrive et stykke konkret og principiel kritik af massivt bestsellende og kritikerroste Nordkraft (som del af en føljeton om akkurat mine "yndlingsaversioner", en af hvilke hans bog - IKKE HANS PERSON, FAT DET NU! - rigtignok var).
- Skyum-Nielsens debatindlæg slutter med en række retoriske spørgsmål, et af dem lyder: "Måske er han ikke interesseret i, at læserne skal åbne Jakob var her og se , hvordan han - set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads?" Det vil læserne som sagt ikke blive meget klogere på, eftersom bogen kun citerer få linjer af mine mange kritiske tekster og udsagn. Men jeg er bestemt ikke uinteresseret i, at læserne, i blogposten nedenfor, læser de faktiske tekster, de er faktisk ret læselige og stadigvæk ikke irrelevante, slet realisme, ikke kun i form af Benn Q. Holm, grasserer også i 2016.
- jeg "bruger bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbog og min portrætbog Jakob var her"; man skal altså være en meget dårlig læser for at læse min kommentar som én lang udskældning af Ejersbo og Jakob var her. Der er i stedet tale om en causerende diskussion af begrebet "realisme", hvor jeg forholder mig kritisk til nogle udtalelser af Ejersbo, hentet i Skyum-Nielsens biografi. Kommentarens indledning ("bladrer frustreret for at finde noget passioneret litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være pasionen for forfatteri") kan godt læses som en (enkelt) spids bemærkning om biografien, men det kunne jo lige så godt være en spids eller bare frustreret bemærkning om fraværet hos Ejersbo selv, iflg. biografiens rige dokumentation, af passioneret snak om litteratur. Hvortil kommer en gentagelse af og citat fra min 13-14 år gamle negative vurdering af realismen i Nordkraft (og Benn Q. Holms Album) i forbifarten (frem mod helliggjorte Helle Helle-citater).
- det er "løgn" når jeg skriver, at Skyum-Nielsen kalder mig "antirealist". Det er vel snarere upræcist, lige så upræcist som at sige, at jeg lyver. Hvad jeg burde have skrevet var: "Alligevel kaldes jeg i Skyum-Nielsens parafrasering af et interview med Ejersbos ven Christian Kirk Muff for "antirealisten Bukdahl"." Problemet med Skyum-Nielsens parafraserende testimonial-metode er dens stilistiske og dokumenrariske diffusitet (jeg vil klart foretrække straight interviews, som i alle mulige "oral histories"). Det er og bliver komplet umuligt ar regne ud, hvor tæt de konkrete formuleringer ligger på, hvad der rent faktisk er blevet sagt af vidnerne. Jeg kan ikke vide, om Muff ord til andet har kaldt mig "antirealisten" eller bare har udslynget noget i den dur, som Skyum-Nielsen oversætter og kondenserer til "antirealisten". Eller for at tage et andet, mere kulørt eksempel: Når Skyum-Nielsen parafraserer et interview med Ejersbos afrikanske ven Alizeth Mushi sådan her: "Hans mzungu var let at genkende, selv bagfra. Det kortklippede hår lyste ikke længere som friskmalket gedemælk, men hovedet sad stadig for enden af en løs fjeder, mens der blev ført samtaler i lufthavnsbaren.", har Ali så virkelig benyttet sig af billederne "friskmalket gedemælk" og "løs fjeder" eller er der tale om pasticher på den maleriske facon, hovedpersonen Marcus, modelleret efter Ali, formulerer sig på i den store Afrika-roman Liberty? Svaret løber sig vådt i troperegnen.
- det fremhæves både i bogen og debatindlægget, hvordan Ejersbo var højt hævet over at svare på min kritik af Nordkraft. Men hvad skulle han da også svare? Jeg synes, min bog er god? Ikke desto mindre taler både han og hans venner og Skyum-Nielsen om min kritik, som om jeg angriber Ejersbo personligt, og det gør jeg virkelig ikke - læs bare de anholdte tekster i blogposten nedenfor og jfr. (også ang. "stalkingen", for ja, jeg bliver blivende vred på dårlige bøger, der blive rost som eksemplarisk gode - det bør man blive, synes jeg) posten om selvindlysende sandheder længere nede. Bortset fra, at han direkte adspurgt på tv beder mig holde kæft, når de voksne taler, hvilket i sig selv dementerer tavsheds-glorien. Og hvad er det også for en mærkelig administration af Ejersbos eget ønske om ikke at svare mig offentligt at biografi-citere hans grove og personlige og meget lidt artikulerede mail-udbrud? I bogen kommer min kritik kun til orde i et lille citat fra den sene "Yndlingsaversion", og mange læsere vil automatisk få det indtryk, at mine øvrige, ældre tekster, hvad angår personlig grovhed, ligger på niveau med Ejersbos (i den private sammenhæng aldeles legitime) mail-udbrud, og det synes jeg altså helt ærligt vil være synd at sige; så vidt jeg kan læse, snakker de (passioneret) litteratur (kuriøst også, at tekst nr. 1 beskæftiger sig med et emne, som Skyum-Nielsen og jeg deler en stor entusiasme for (og som han, så vidt jeg husker, også har interviewet (eller i det mindste citeret) mig om), dansk rap (til overflod afsluttes en anden tekst med et citat fra Den Gale Pose ...)
- den gentagne insinuation i kommentaren (og i bogen, gennem parafrasering af et interview med Ejersbos mor gudhjælpeme) om, at LB "havde noteret sig Politikens fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende forfatter, der af princip ikke svarede igen" er virkelig ubehagelig (andre må vurdere om min tekst kan kaldes en "sviner", men igen, den er ikke henvendt til forfatteren, det er en kritik af bogen og dens type). Jeg har ikke nogen erindring om at have læst og noteret mig omtalen af Ejersbos sygdom i Politiken (det kunne Skyum-Nielsen jo bare have spurgt mig om), men hvis jeg nu faktisk havde nys om, at han var syg, har jeg stadigvæk svært ved at få øje på det moralsk forkastelige i at skrive et stykke konkret og principiel kritik af massivt bestsellende og kritikerroste Nordkraft (som del af en føljeton om akkurat mine "yndlingsaversioner", en af hvilke hans bog - IKKE HANS PERSON, FAT DET NU! - rigtignok var).
- Skyum-Nielsens debatindlæg slutter med en række retoriske spørgsmål, et af dem lyder: "Måske er han ikke interesseret i, at læserne skal åbne Jakob var her og se , hvordan han - set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads?" Det vil læserne som sagt ikke blive meget klogere på, eftersom bogen kun citerer få linjer af mine mange kritiske tekster og udsagn. Men jeg er bestemt ikke uinteresseret i, at læserne, i blogposten nedenfor, læser de faktiske tekster, de er faktisk ret læselige og stadigvæk ikke irrelevante, slet realisme, ikke kun i form af Benn Q. Holm, grasserer også i 2016.
Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman 2
KAPITEL 2
(to tekster i omvendt rækkefølge - først et debatindlæg i Weekendavisen Bøger, 18.november 2016)
(to tekster i omvendt rækkefølge - først et debatindlæg i Weekendavisen Bøger, 18.november 2016)
Debat: Bukdahls bazooka
Rune Skyum-Nielsen forfatter og journalist
I Weekendavisen 4. november bruger Lars Bukdahl
bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbo og min
portrætbog om samme, Jakob var her, selvom den allerede blev udførligt
anmeldt i Weekendavisen tilbage i august.
LB fortsætter
hermed, hvor han ikke kunne finde ud af at slippe med Ejersbos Nordkraft
og siden hen også den posthumt udgivne Afrika-trilogi - endda på et
faktuelt forkert og stærkt misvisende grundlag: LB er således særlig
fortørnet over, at jeg i Jakob var her omtaler ham som »antirealisten Bukdahl«.
Problemet ved denne grundlæggende angrebspræmis er bare, at det gør jeg
slet ikke. LB bliver rigtig nok omtalt som »antirealisten Bukdahl«
på side 239, men som på de foregående 238 sider og de følgende 226 er
det ikke mig, men skiftende fortællere, der står som afsendere af
diverse holdninger og prædikater. Det er således tydeligt markeret, at
det er en af Ejersbos venner, der omtaler LB som »antirealisten Bukdahl« - markeret sølle tre linjer højere oppe med fede, røde versaler..
Det
er heller ikke mig, der på side 276 vurderer, at LB desperat trænger
til »et ordentligt skrald fisse«, eller at LB skyder »begge sine egne
fødder af med en bazooka«. Det er Ejersbo, der skriver det i mails i
2002 og 2003.
Og det er en af vennerne, der herefter
omtaler LB som en »stalker« af den klistrende slags, der nødvendigvis må
ignoreres, hvis han skal forsvinde igen.
Den taktik
mislykkedes mildest talt, og da det på side 391-392 fremgår, at LB i
april 2008 dedikerer en hel artikel til at tilsværte den nu seks år
gamle Nordkraft (for dengang 13. gang i Weekendavisens spalter, hvortil
kom alle LBs blogindlæg og foredrag i nøjagtig samme rille, som om LB
var blevet besat af Ejersbo og/eller anså Weekendavisens abonnenter for
tungnemme), er det ikke mig, der i Jakob var her påpeger den makabre
timing. Det gør et af Ejersbos nære familiemedlemmer, som undrer sig
over, at LB sparker løs, mens Ejersbo ligger dødssyg - en oplysning, der
klart er fremgået af blandt andet Politikens omfattende og
omdiskuterede 40 årsfødselsdagsomtale fem dage forinden.
Den
slags med datoer, fakta og kildeangivelser kaldes for dokumentarisme,
og selvom LB i en knastør prosa er begyndt at referere dokumentarfilm,
betyder det øjensynligt ikke, at han forstår sig på grundbegreberne og
det her med, at det virker umanerligt tåbeligt at lægge ud med en
påviselig løgn.
En løgn, som endda klart antyder, at man ikke har gransket de første 239 sider af det, man flæsker.
Hvem
ved? Måske læser LB slet ikke bøgerne, før han beslutter sig for, om de
skal velsignes med nogle fjogede ordlege - eller skoses med nogle
fjogede ordlege? Måske vildleder han ved bevidst at misforstå, hvad
ingen andre har misforstået? Måske er han ikke interesseret i, at
Weekendavisens abonnenter skal åbne Jakob var her og se, hvordan han -
set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads? Og måske
havde han, dengang i april 2008, noteret sig Politikens kontroversielle
fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende
forfatter, der af princip ikke svarede igen? Det er mange spørgsmål på
én gang, og modsat LB overlader jeg det trygt til Weekendavisens læsere
at tænke videre herfra.
(min kommentar i WA Bøger to uger før)
Tag nu en badesandal
Realitetris. Realisme er et meget lidt magisk slagord at slå andre i hovedet med.
JEG har
omsider fået fingre i Rune Skyum-Nielsens bindstærke Jakob var her.
Bogen om Ejersbo og bladrer frustreret for at finde noget passioneret
litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være passionen for
forfatteri.
Omkring udgivelsen af Nordkraft besværger
Jakob Ejersbo igen og igen det håbløse gummiord »realisme«. I
22-nyhederne på TV2 spørger studieværten og litteratureksperten Jes
Dorph-Petersen succesberuste Ejersbo, om der - med et barokt metafor-mix
- er for meget »sovs og fernis i dansk litteratur«. »Øh, der er i hvert
fald for lidt realisme.« Jeg vil både dengang og nu sige, at der altid
er for meget realisme. Eller rettere for meget slet realisme, fordi 95
procent af den prosa, der skrives og udgives, inklusive alle krimierne,
opfatter sig selv som en slags realisme, mens 70 procent af den prosa,
der rent kunstnerisk faktisk er noget ved, kan kaldes primært realistisk
- i dette efterår kunne det være bøger af Kristina Nya Glaffey,
Christina Hesselholdt og Iben Mondrup, hvor vidt forskelligt disse end
stilistisk ter sig. Af hensyn til den litterære mangfoldighed ville det
være skønt at få det ned på 55 eller måske endda 45, men grundlæggende,
jævnfør den triumferende trio, klager jeg virkelig ikke.
I
et interview i Jyllands-Posten positiverer Ejersbo anmelder-fy-ordet
»journalistisk« og parrer det med »realisme« : »Når de har hæftet
etiketten ' journalistisk' på mine tidligere bøger, har jeg altid tænkt:
Det er sgu da dejligt, for det betyder jo, at jeg ikke skriver forknyt,
fortænkt, intellektuelt og med en alvidende fortæller, der dømmer
romanens personer () jeg synes, det er på tide, at realismen kommer
tilbage i dansk litteratur. Det er ved at være pinligt at
høre på sangen om, at ' virkeligheden er så fragmenteret, at man ikke
kan skrive længere historier om den'. For mig lyder det
som en selvbedragerisk undskyldning for dovenskab, for at sidde og hygge
sig med lidt kortprosa.«
Ejersbo gentager Jes Dorphs
fernis-sovsforvirring. Den forkerte litteratur er på den ene
side alvidende, bedrevidende fortalt og på den anden side forknyt
kortprosaisk. Det er jo ikke det samme, men fællesnævneren er stilistisk
synlighed og selvbevidsthed - åbenbart er kun anonym referatstil
realistisk.
Helt rimeligt hånes jeg selv af Ejersbo og
hans kammesjukker, fordi jeg i disse spalter ikke kunne lade være at
stikke til Nordkrafts i mine øjne drønkedelige realisme. For eksempel
skrev jeg i en anmeldelse af Benn Q. Holms tykkere og traurigere Album
fra samme år: »() hvor skriver de dog begge to åndsforladt og
affortryllet. Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse
litteratur, en lir () Sådan som Helle Helle og Jan Sonnergaard f. eks.
praktiserer hver sin yderliggående realisme, den lumsk neddæmpede og den
oprømt kursiverende.« Alligevel kalder Skyum-Nielsen mig for
»antirealisten Bukdahl«, når jeg for syv sytten bare er antisovetrynen
Lars. Sikke en lise at smække murstenen i og læse interviewet med nævnte
Helle, der i små formater er en stor stilist, men ved gud ingen
antirealist, i Rolf Højmarks nye interviewbog Forfatterstafetten.
Ligesom
Ejersbo er Helle Hemingway-fan, og hun bliver hidsig, da intervieweren
antyder, at Papa kan læses symbolsk: »Hemingway har sgu da ikke nogen
symboler () Konkrete objekter kan også betyde en hel masse i mine bøger,
men de er fandme ikke symbolske. Tag nu en badesandal. Den er blevet
tyret ud af vinduet og ligger længe nede i gården. Der er alt muligt
forbundet med den badesandal. Mindet om en dårlig lørdag. En,
der hedder Rikkes hæse latter. PCB i fugemasse. En papsøn. At have
ventet 35 år på kærligheden og stadig vente. Et skænderi for åben rude.«
Se, det er et smukt realisme-forsvar og en smuk realisme-poetik, der
paradoksalt og sigende nok næsten bliver et digt i sig selv, et
realistisk digt - for poesi kan godt være realistisk og er de senere år
blevet det stadig mere; procenten, for god lyrik, er vel helt oppe på 35
nu. Et afsluttende Helle-citat om pointen i enhver forbandet isme: »Jeg
er ingen researchforfatter. Det handler om at finde frem til det, der
genererer mest sproglig energi i mig. Hvad får mig til at skrive godt?«.
lørdag den 19. november 2016
Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman 1
KAPITEL 1
(passagerne i Rune Skyum-Nielsens Jakob var her - Bogen om Ejersbo, hvor jeg, LB, nævnes - med efterfølgende fodnoter i form af de tekster fra WA, der henvises til/ citeres fra):
side 239 (afsnit markeret:"CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - OKTOBER 2002" (= RSK har interviewet CKM omkring mail, som der citeres fra nedenfor, og parafraserer dette interview):
"Selvfølgelig måtte det være sådan. Alle kunne ikke holde lige meget af Nordkraft, slet ikke antirealisten Bukdahl, der ville have elsket at sable Jakobs roman. Men Jens Kistrup var kommet ham i forkøbet på Weekendavisen og havde anmeldt Nordkraft rosende, I stedet nøjedes Bukdahl med en ugentlig stikpille eller to - alt sammen i artikler, der i deres udgangspunkt ikke havde med Nordkraft at gøre. Og selvfølgelig havde Jakob bidt mærke i den overvældende interesse:
Subjekt LB inklinerer
Date: Fri, 11 Oct 2002 13:55:40 +200
Nå ja, Lars Bukdahl har svinet mig til endnu en gang i sidste weekend i en klumme*, samt også i dag inde i en anmeldelse af Benn Q. Holms nye bog**. Jeg skal nok sende dig nogle uddrag. Det er storslået. KH Jakob
Muff kørte forbi ambassaden og læste sig igennem de seneste eksemplarer af Weekendavisen. Bukdahl mente blandt meget andet, at Jakob formulerede sig "åndsforladt og affortryllet". Muff skrev og efterlyste et ondt genmæle, men uden held:
skide være med Bukdahl - jeg morer mig faktisk over det nu, fordi han skyder så meget forbi målet.
Der var sket noget med Jakobs selvtillid, hvis landets store litteraturprovokatør ikke var i stand til at tirre ham"
(side 251-252, afsnit markeret "ANDERS 'SIGURT' HANSEN/ BJELKES ALLÉ, KØBENHAVN N - NOVEMBER 2002)
"DR"' bogprogram havde interviewet Jakob og Benn Q. Holm under bogmessen, og Sirgurt ville ikke misse indslaget for noget i verden. Han havde gjort klar med popcorn og iskolde dåsebajere. De to forfattere var hinandens nærmeste konkurrenter - begge realister, begge aktuelle med en potentiel samtidsroman, og stik mod alle odds var Nordkraft løbet med størstedelen af omtalen.
(...)
Mens Holm savrede løs på fællesspørgsmålene, gumlede Jakob tyggegummi og lænede sig mod gelænderet.
"Der har været en kritiker, der har været så sød at kalde jeres bøger for oppust... eller oppumpet hamburgerryg. Altså kan du overhovedet se noget i det?"
Journalisten stak mikrofonen i Jakobs retning.
"Na-ha," svarede han, "altså, han burde holde kæft, når de voksne snakker. Ikk'?"
Det gibbede i Sigurt. det var en klokkeklar hilsen til ham fra Weekendavisen. Ham der blev ved at rakke ned på Nordkraft."
(side 275-276, afsnit markeret "CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - MARTS 2003")
"Jakob bragte en gammel kending på banen:
Har du læst L. Buh-dahls seneste Ejersbo-had i i fredagens Weekendavis-Bøger - denne gang i anledning af C. Jensens tale. petit-stof***. På en måde skyder han begge sine egne fødder af med en bazooka. Meget smukt. Og hvad fanden var det mere jeg ville sige? Og så kunne jeg jo foreslå et læserbrev: HJÆLP TIL L.B.: Hold nu helt kæft hvor jeg håber Lars Bukdahl snart får et ordentligt skrald fisse" Ikke mere i denne omgang. J
Muff opfordrede ham til at gøre alvor af truslen, men der blev ikke bidt på. Så længe Nordkraft vandt priser og det ene oplag efter det andet blev udsolgt, så var der kun én, som ydmygedes af Bukdahls insisteren.:
Christian, jeg syens jo det er morsomr at se fjolset skyde begge sine egne fødder af med en bazooka. Håber det går godt med pigerne.
Måske havde Jakob ret. Man skulle ikke fodre sin stalker, hvis man ville af med ham igen, man skulle ignorere ham."
side 391-392 (markeret "HANNE EJERSBO/ NIBEVEJ, ST. RESTRUP - APRIL 2008" (Ejersbo's mor læser fødselsdagsportrætter af sin søn, der fylder 40 år LB))
"Hun rev hele side seks ud af Politikens søndagsudgave, så meget fyldte artiklen om Jakob.
"Ikke så meget udenomssnak stod der med store typer i overskriften.
Da hun nåede til afslutningen, fik hun sig en mindre forskrækkelse:
"Men ellers er tiden hjemme i lejligheden på Nørrebro brugt på at udtænke, planlægge og skrive et endog meget stort roman- og novelleprojekt. På grund af sygdom har han længe været ude af stand til at arbejde på det, men hans læsere står parat i samme øjeblik, bøgerne ligger der. Jo før, jo bedre."
Dermed fik Jakob sine bange anelser bekræftet - at der blev sladret i forfattermiljøet, og at hans sygdom var blevet en offentlig kendt hemmelighed.
Fem dage senere var det Weekendavisens tur. Som Hanne sad dér med saksen forstod hun, at det var en anderledes artikel. Overskriften lød:
"Yndlingsaversion nr. 13".****
Det var skrevet af en skribent ved navn Lars Bukdahl. Han lod til at være vred på Jakob, hans uddannelse og Nordkraft:
"Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt."
Det var alt for kringlet formuleret for Hannes temperament, men venligt ment var det vist ikke. Måske anede Weekendavisen ikke, hvad Politiken havde vidst en uge tidligere - at Jakobs helbred var helt til rotterne. Ellers var det en ejendommelig og ondskabsfuld timing. Hanne undlod at vise klippet til sin søn. det var bedst sådan."
FODNOTER
*
Poesi there. Det er i rappen, at de splinternye danskere udtrykker sig, med flere tunger og uden at lægge fingrene mellem.
OM personen Hossain i Jacob Ejersbos succesombruste roman Nordkraft skrev den angiveligt kulturradikale Politikens anmelder, Bjørn Bredal, at han taler »et pragtfuldt perkerdansk«. Det lyder for eksempel på side 91 sådan her: »’Du ikke sige undskyld. Men den krig var meget grim ting.« Sådan optræder nudanskere af første, anden, tredje generation i den statsanerkendte litteratur, og sådan applauderer kritikken den ærligt talt temmelig flove forestilling. De unge nudanskere skriver ikke selv statsanerkendt litteratur: romaner & digtsamlinger & teaterstykker; ikke endnu i hvert fald, men flere af dem folder sig ud på rap-scenen. Og det kan der være flere gode grunde til.
**
Anti-rimånd. Benn Q. Holm har skrevet en meget, meget lang samtidsrealistisk roman, det har han virkelig, jeg tager ikke pis, den er meget, meget lang og meget, meget, meget samtidsrealistisk.
***
****
Er journalister, der skriver romaner om Aalborgensiske Junkier, i stedet for bare fagbøger om Flammen og Citronen og Blekingegadebanden.
(passagerne i Rune Skyum-Nielsens Jakob var her - Bogen om Ejersbo, hvor jeg, LB, nævnes - med efterfølgende fodnoter i form af de tekster fra WA, der henvises til/ citeres fra):
side 239 (afsnit markeret:"CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - OKTOBER 2002" (= RSK har interviewet CKM omkring mail, som der citeres fra nedenfor, og parafraserer dette interview):
"Selvfølgelig måtte det være sådan. Alle kunne ikke holde lige meget af Nordkraft, slet ikke antirealisten Bukdahl, der ville have elsket at sable Jakobs roman. Men Jens Kistrup var kommet ham i forkøbet på Weekendavisen og havde anmeldt Nordkraft rosende, I stedet nøjedes Bukdahl med en ugentlig stikpille eller to - alt sammen i artikler, der i deres udgangspunkt ikke havde med Nordkraft at gøre. Og selvfølgelig havde Jakob bidt mærke i den overvældende interesse:
Subjekt LB inklinerer
Date: Fri, 11 Oct 2002 13:55:40 +200
Nå ja, Lars Bukdahl har svinet mig til endnu en gang i sidste weekend i en klumme*, samt også i dag inde i en anmeldelse af Benn Q. Holms nye bog**. Jeg skal nok sende dig nogle uddrag. Det er storslået. KH Jakob
Muff kørte forbi ambassaden og læste sig igennem de seneste eksemplarer af Weekendavisen. Bukdahl mente blandt meget andet, at Jakob formulerede sig "åndsforladt og affortryllet". Muff skrev og efterlyste et ondt genmæle, men uden held:
skide være med Bukdahl - jeg morer mig faktisk over det nu, fordi han skyder så meget forbi målet.
Der var sket noget med Jakobs selvtillid, hvis landets store litteraturprovokatør ikke var i stand til at tirre ham"
(side 251-252, afsnit markeret "ANDERS 'SIGURT' HANSEN/ BJELKES ALLÉ, KØBENHAVN N - NOVEMBER 2002)
"DR"' bogprogram havde interviewet Jakob og Benn Q. Holm under bogmessen, og Sirgurt ville ikke misse indslaget for noget i verden. Han havde gjort klar med popcorn og iskolde dåsebajere. De to forfattere var hinandens nærmeste konkurrenter - begge realister, begge aktuelle med en potentiel samtidsroman, og stik mod alle odds var Nordkraft løbet med størstedelen af omtalen.
(...)
Mens Holm savrede løs på fællesspørgsmålene, gumlede Jakob tyggegummi og lænede sig mod gelænderet.
"Der har været en kritiker, der har været så sød at kalde jeres bøger for oppust... eller oppumpet hamburgerryg. Altså kan du overhovedet se noget i det?"
Journalisten stak mikrofonen i Jakobs retning.
"Na-ha," svarede han, "altså, han burde holde kæft, når de voksne snakker. Ikk'?"
Det gibbede i Sigurt. det var en klokkeklar hilsen til ham fra Weekendavisen. Ham der blev ved at rakke ned på Nordkraft."
(side 275-276, afsnit markeret "CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - MARTS 2003")
"Jakob bragte en gammel kending på banen:
Har du læst L. Buh-dahls seneste Ejersbo-had i i fredagens Weekendavis-Bøger - denne gang i anledning af C. Jensens tale. petit-stof***. På en måde skyder han begge sine egne fødder af med en bazooka. Meget smukt. Og hvad fanden var det mere jeg ville sige? Og så kunne jeg jo foreslå et læserbrev: HJÆLP TIL L.B.: Hold nu helt kæft hvor jeg håber Lars Bukdahl snart får et ordentligt skrald fisse" Ikke mere i denne omgang. J
Muff opfordrede ham til at gøre alvor af truslen, men der blev ikke bidt på. Så længe Nordkraft vandt priser og det ene oplag efter det andet blev udsolgt, så var der kun én, som ydmygedes af Bukdahls insisteren.:
Christian, jeg syens jo det er morsomr at se fjolset skyde begge sine egne fødder af med en bazooka. Håber det går godt med pigerne.
Måske havde Jakob ret. Man skulle ikke fodre sin stalker, hvis man ville af med ham igen, man skulle ignorere ham."
side 391-392 (markeret "HANNE EJERSBO/ NIBEVEJ, ST. RESTRUP - APRIL 2008" (Ejersbo's mor læser fødselsdagsportrætter af sin søn, der fylder 40 år LB))
"Hun rev hele side seks ud af Politikens søndagsudgave, så meget fyldte artiklen om Jakob.
"Ikke så meget udenomssnak stod der med store typer i overskriften.
Da hun nåede til afslutningen, fik hun sig en mindre forskrækkelse:
"Men ellers er tiden hjemme i lejligheden på Nørrebro brugt på at udtænke, planlægge og skrive et endog meget stort roman- og novelleprojekt. På grund af sygdom har han længe været ude af stand til at arbejde på det, men hans læsere står parat i samme øjeblik, bøgerne ligger der. Jo før, jo bedre."
Dermed fik Jakob sine bange anelser bekræftet - at der blev sladret i forfattermiljøet, og at hans sygdom var blevet en offentlig kendt hemmelighed.
Fem dage senere var det Weekendavisens tur. Som Hanne sad dér med saksen forstod hun, at det var en anderledes artikel. Overskriften lød:
"Yndlingsaversion nr. 13".****
Det var skrevet af en skribent ved navn Lars Bukdahl. Han lod til at være vred på Jakob, hans uddannelse og Nordkraft:
"Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt."
Det var alt for kringlet formuleret for Hannes temperament, men venligt ment var det vist ikke. Måske anede Weekendavisen ikke, hvad Politiken havde vidst en uge tidligere - at Jakobs helbred var helt til rotterne. Ellers var det en ejendommelig og ondskabsfuld timing. Hanne undlod at vise klippet til sin søn. det var bedst sådan."
FODNOTER
*
Kaudervælsk inc.
4. oktober 2002
Weekendavisen
Sektion 3 (BØGER)
Side 16
Poesi there. Det er i rappen, at de splinternye danskere udtrykker sig, med flere tunger og uden at lægge fingrene mellem.
OM personen Hossain i Jacob Ejersbos succesombruste roman Nordkraft skrev den angiveligt kulturradikale Politikens anmelder, Bjørn Bredal, at han taler »et pragtfuldt perkerdansk«. Det lyder for eksempel på side 91 sådan her: »’Du ikke sige undskyld. Men den krig var meget grim ting.« Sådan optræder nudanskere af første, anden, tredje generation i den statsanerkendte litteratur, og sådan applauderer kritikken den ærligt talt temmelig flove forestilling. De unge nudanskere skriver ikke selv statsanerkendt litteratur: romaner & digtsamlinger & teaterstykker; ikke endnu i hvert fald, men flere af dem folder sig ud på rap-scenen. Og det kan der være flere gode grunde til.
Blandt
andet er rappen fra starten af hverken fin eller ren, monologisk eller
national. Rap er en bastardform, der passer som sod i mose. Eller som
rapperen Zaki (Youssef), formulerer det i nummeret »Frag-mental« på sin
debutplade Zakis Musikmozaik fra sidste år: »Min stil er fragmentarisk/
halvt arabisk og halvt arisk.« Zaki, der er halvt egyptisk, skiller sig
ud ved at rappe på både arabisk og spansk og engelsk og dansk, så
vidtspændende et kaudervælsk som muligt. Jeg kan ikke lade være med at
citere videre fra den forrygende aggressive »Frag-mental«: »I en verden
af begreber/ Abe se abe taler/ Får jeg lyst til at te mig som original
og/ Betragte mig selv som skaber af mytologiske storbyfabler/ Skriver så
hektisk og anorektisk at jeg får vabler/ Blaf, blaf, blaf/ jeg kommer
til dig som toptunede, toptrænede elitesoldater/ Knepper hver og en af
Dansk Folkepartis mandater/ I verbaler/ Og til jer der betaler/ Jeg ved,
hvor I bor, jeg har arrangeret det sådan at hele Nordsjælland bliver
bombet med rådne hvaler.« U$O (Ausamah Saeed), halvt marokkaner og halvt yemenit, rapper på dansk eller rettere på
rap-dansk. Stilen og universet på hans debutplade fra sidste år, Mr.
Mi$ta, er meget gangsteragtig: røverhistorier om at gå i byen (Århus!)
og score piger og drikke/ryge hjernen ud. Som gangsterrapper er U$O helt
okay på papiret, men hvad man ikke kan læse er, at han i visse numre
rapper dobbelt så hurtigt som konkurrenterne, hvilket er til at blive
helt svedt af. Direkte fremmedpolitisk er nummeret »Lad være med at
dømme mig«, som med stor skarphed beretter om at blive arresteret for at
køre bil i farvet tilstand: »De fucker med mit hoved/ begynder at rode
under hynder, kommode/ de bønder troede/ jeg ikke kender deres stil/
sender et smil/ tænder nikotin/ ber dem lægge ting fra sig/ så de kan
for- svinde fra mig/ de fire civil/ med lir og bil.« Mest synlig og
radiovenlig er gruppen Outlandish (= ødemarksk ca.), som består af de
tre ligeligt rappende medlemmer Isam (Bachri), med rødder i Marokko,
Lenny (Martinez), Cuba, og Waqas (Baqri), Pakistan. På deres dugfriske,
anden plade, Bread & Barrels of Water, er det småt med både lir og
aggressioner. Outlandish har ingen problemer med at lade nuancerede
diskussioner af religion, integration, generationskonflikter og
arrangerede ægteskaber indgå i det tjekkede flow. Gruppen rapper
stadigvæk på engelsk og spansk og urdu og arabisk, men slet ikke på
dansk, hvilket Informations Klaus Lynggaard allerede har anholdt, så det
vil jeg ikke gøre. Jeg vil nøjes med at pointere, at dansk poesi nu om
dage ikke nødvendigvis behøver at være på dansk. Lyt bare til Waqas’
muntre nomade-idyl på nummeret »Dirty dirty East«, det var det, man på
Ewalds tid kaldte hyrdedigtning: »My desert caddie cruising streets/ I
don’t pimp ho’s I pimp sheep/ Pass that waterpipe/ I want my high
tonight/ Life is hard out of sight/ Struggle on to make it tight/ Hey
girlfirend can I have some water/ At the well I caught her/ 9 sons and a
daughter we share/ Making it clear from the dirty dirty«. Og det er som
sædvanlig lige så meget sand, som det er sagt: Gør det klart med skidt
og kamel!
**
Onkel Samtid
11. oktober 2002
Weekendavisen
Sektion 3 (BØGER)
Side 4
Anti-rimånd. Benn Q. Holm har skrevet en meget, meget lang samtidsrealistisk roman, det har han virkelig, jeg tager ikke pis, den er meget, meget lang og meget, meget, meget samtidsrealistisk.
Benn Q.
Holm: Album. 575 sider. 350 kr. People’s Press.
HVIS jeg nu skriver, at
jeg sidder her foran min gamle blegt lysende Compaq-skærm og anmelder
den nye roman af den succesfulde samtidsrealist, John Z. Stråhl, mens
jeg lytter til Suedes nye, semisløje cd, afbrudt af klankene fra
byggepladsen bag Codanhus, er mit liv så blevet en samtidsroman? Det
håber jeg sandelig ikke, men nogle gange kommer man fandeme i tvivl,
især når man sidder dér foran sin blegt lysende osv., mens man lytter
til bla bla bla, og anmelder den nye roman af ikke John Z. Stråhl, men
den lige så succesfulde Benn Q. Holm. Album hedder den, romanen, og
bum bummelum, siger jeg, anmelderen, for så kedelig synes jeg sgu kun
min samtidsvirkelighedsrealitet er i glimt (som dette!), men den store
reklame i intet mindre end første del af Søndags-Politiken fortæller
mig, at Ekstra Bladet har udtalt, at Album er »En besættende litterær
film (...) Fornem, fornem romankunst, der til forveksling ligner livet.«
Og jeg som troede, at en roman skulle ligne en roman og hverken livet
eller en film, hvilket nu om stunder vistnok er sådan cirkus det samme.
Politiken citeres for den fantastiske tautologi: »Benn Q. Holms store
vellykkede samtidsroman er en slægtskrønike og et Danmarksbillede.« Hvor
ville jeg dog gerne læse en samtidsroman, der f.eks. var et
Marsbillede... Album er det andet stive og oppumpede stykke samtidshamburgerryg, som er blevet gejlet igennem til hovedværkstatus
dette efterår, og det er ærlig talt så pisseirriterende, at jeg ikke
engang vil bruge krudt på at ironisere over forsideportrættet af
forfatteren, der stylet til perfektion af Sidsel Marie Bøg kaster en
særdeles tilforladelig slagskygge på et ryatæppe. Jeg vil på stedet
eksplodere i raseri over, at folk lader sig bluffe igen og igen. Jeg kan
sagtens se, at Benn Q. Holm ligesom Jakob Ejersbo skriver nydeligt
grænsende til godt, og han er endda endnu flittigere på tasterne end
Ejersbo, men hvor skriver de dog begge to åndsforladt og affortryllet.
Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse litteratur, en lir,
som jeg dekreterede her i avisen for et par uger siden. Sådan som Helle
Helle og Jan Sonnergaard f.eks. praktiserer hver sin yderliggående
realisme, den lumsk neddæmpede og den oprømt kursiverende. John Chr.
Jørgensen kan tale alt det, han vil, om dansklærerlitteratur, men hvis
der er noget, Benn Q. Holm er, så er det da pædagogisk: alt skal ind med
skeer. Vi skal ikke have været borte fra en person mere end et halvt
år, før hans indre monolog beredvilligt beretter alt, hvad der er sket
siden sidst og hvordan han ligesom har haft det. De er i det hele taget
helt utrolig meddelsomme, Q. Holms indre monologer, og smitsomme: er der
mere end én person i et lokale, har den monologiske bacille gerne været
hele raden rundt, før der er gået to sider. Når personerne er stressede
eller har fået for meget at drikke (hvilket heldigvis sker ofte),
kommer der pænt gang i de indre tastaturer, og man aner konturerne af et
fandenivoldsk talent, der på ubestemt tid er sat under administration
af et prosaisk overjeg, som er kontraktligt forpligtet til at skrive
samtidsroman & slægtskrønike & Danmarksbillede. Og jeg nægter at
referere, hvad der egentlig sker, for der sker, hvad der nu engang er
sket i samtiden & slægten & Danmark i halvfjerdserne &
firserne & halvfemserne - kvindefrigørelse & koncerter i
Saltlageret & venturekapitalisme - vi følger tre personers (med samt
deres familiers) indre monologer gennem tiderne, venstrefløjsbarnet og
loneren Jon, fantasten og forfatteren Martin og den uheldige
tabereksistens Lars. Jon bliver hurtigt helt væk i romanen, mens Lars
hele tiden er på nippet til at folde sig ud som en sand kulørt karakter,
sådan lidt picaro-agtig (han har også de mest syrede i-monologer),
Martin er bare forfatter-alter-ego, med dagdrømme og piger og pigen og
druk og rastløshed. Lars bliver involveret i lidt afpresning og
gangsteri, men ellers er det imponerende, hvor få gode historier, der
bliver fortalt (det gælder også Nordkraft), og hvor bogholder-loyal
forfatteren er over for sine monologister (og buketten af
ekstralitterære stemmer, tv-program, brev, avisartikel). På min reol,
hvor bl.a. Dickens og Scherfig står og stråler, handler samtidsrealisme
(også) om at fabulere og karikere. Og eksperimentere! Nevøen til
Lars-personen hører Dr. Dre, mens Lars selv insisterer på gammel heavy
som Thin Lizzy, og deri er han rørende enig med sin forfatter, som helst
holder sine bøger tunge & tynde & leasede.
***
Petit
21. marts 2003
Weekendavisen
Sektion 3 (BØGER)
Side 14
CARSTEN Jensen,
der i et af sine tidligere liv var litteraturkritiker, boede en årrække
- før kritikerepisoden - i Aalborg, og det har han altid haft det slemt
med. I sin tale ved overrækkelsen af boghandlernes gyldne laurbær til Jakob Ejersbo, optrykt som kronik i Politíken forleden dag, fortæller Jensen, at Ejersbos roman, Nordkraft,
der som bekendt handler om unge mennesker ude i noget snavs i Aalborg,
har intet mindre end forløst ham: »Jeg havde ikke bare haft en stor
oplevelse. Jeg var også blevet forløst i en forstand, der var mere
personlig, end jeg måske først var klar over. Jeg forstod, hvorfor mine
år i Aalborg havde været så spildte. Jeg havde hadet Aalborg, men jeg
havde glemt at elske den, og måske havde jeg ikke engang hadet nok. Jeg
havde ikke udsat mig for byen.«
For det første er det jo
ikke for sent at flytte tilbage og gøre sig færdig med Aalborg,
postvæsenet leverer også gerne Der Spiegel i Nordjylland, for det andet
må man spørge den tidligere kritiker, hvad i alverden dette strengt
private mellemværende, der i talen fungerer som både (langt) afsæt og
afsluttende punchline, har med sagen, dvs. bogens eventuelle litterære
kvaliteter, at gøre. Men det er selvfølgelig fint, at Jensen
på denne måde sørger for selv at relativere sin umådeholdne
kanonisering af den unge forfatter: »Jeg kan ikke se nogen forfattere, i
min egen eller i din generation, der kommer bare i nærheden af dig,
hvad angår originalitet, intensitet eller blik for mennesker.« Jensen
er født i 1952, og her følger en ukomplet liste over danske
prosaforfattere født i 50erne, 60erne og 70erne, hvoraf ingen kommer
bare i nærheden af Jakob Ejersbo
(f. 1968): Peter Adolphsen, Solvej Balle, Jens Blendstrup, Mads Brenøe,
Jeppe Brixvold, Camilla Christensen, Jens-Martin Eriksen, Lars Frost,
Simon Fruelund, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann, Jørgen
Christian Hansen, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina
Hesselholdt, Peter Høeg, T.S. Høeg, Carsten Jensen,
Erling Jepsen, Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Pablo Henrik Llambías,
Klaus Lynggaard, Christian Haun Nielsen, Bent Vinn Nielsen, Bjarne
Reuter, Peter Rønnov-Jessen, Jan Sonnergaard, Lars Stadil, Susanne
Staun, Charlotte Weitze. Det er meget godt gungret af en tidligere
kritikermus på ryggen af en virtuel forfattermyre!****
Yndlingsaversion nr. 13: Stilen holder ikke en mm
11. april 2008
Weekendavisen
Sektion 2 (BØGER)
Side 6
Er journalister, der skriver romaner om Aalborgensiske Junkier, i stedet for bare fagbøger om Flammen og Citronen og Blekingegadebanden.
Lad os
fortsætte den nedslående krønike om Den Nye Politiske Litteratur, som
Pablo Lambías' Rådhus, 1997, og Jan Sonnergaards Radiator, også 1997,
IKKE resulterede i: Absolut ingen - udover måske lige Christina
Hesselholdt i sin pænt upolitiske præmiehybrid Kraniekassen, 2001 - lod
sig inspirere af Llambías' fikse koncepterier. En hel del til gengæld
forsøgte at følge op på Sonnergaards frenetiske grotesker, som de
ekkoende den kulturjournalistiske neonbøjning dumt læste som
traditionelt socialrealistisk-sentimentalt (i stedet for
socialsurrealistisk-sorthumoristisk) programmerede, hvilket resulterede i
professionelt forglemmelige novellesamlinger som Jesper Wung-Sungs To
ryk og en aflevering, 1998, Jacob Ejersbos Superego, 2000, og Rolf
Højmarks Pindsvin kan ikke svømme, også 2000, alle fulde af pædagogisk
udpindede følsomme og/eller afstumpede samtidsmedlemmer i eksemplarisk
novelle-aktion.
Den dårlige, men dygtige elev Ejersbo
overtrumfede sin læremester Sonnergaard, da det lykkedes ham at
overbevise både Gyldendal, anmelderne og læserne om, at de tre
overdimensionerede noveller eller noveletter i Nordkraft, 2002, var 1
tyk roman, og ikke bare en tyk roman, men en tyk samtidsroman, og ikke
bare en tyk samtidsroman, men samtidsromanEN tromletyk! Hvorfor den så
lige skal foregå (citeret fra bagsiden) »i Aalborg, i første halvdel af
halvfemserne, blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og
fortabte forældre, som alle sammen kun lige kan holde skindet på næsen,
hvis de lader være med at se sig tilbage?«
Det skal den på
grund af en akkurat sentimental idé om, at den fineste, prisværdigste
realisme (og realisme er NB altid et plusord uden videre) er den, der er
mest dybdeborende rå, den der borer sig længst ned på samfundets bund,
og i kategorien eksotisk råt bundfald er det sørme svært at slå
Aalborgensiske Junkier. Derfor hyssede Bjørn Bredal på forsiden af
Politikens 2-sektion sig op til, at Nordkraft »vil blive stående - måske
som narkomiljøets Hærværk«. Klap lige svingdøren, hr. redaktør!
Det
er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er
den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede
eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af
almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i
skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne
andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve
Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går
uafværgeligt galt. Prøv bare at høre, hvor folkekomedie-gumpetungt det
foregår, når en iransk flygtning og en ung »pusherfrau« taler
henholdsvis »pragtfuldt perker-dansk« (citat af Bredal) og (midt i
omstændelig, gråmeleret indre monolog) råeste city-slang:
»Hvad
er det, der er så farligt ved det hår?« spørger jeg./ »En mand han
blive så liderlig, når han kigger på kvindes hår,« siger Hossein. Der
spiller et lille drillende smil i hans øjne, og jeg ved simpelthen ikke,
hvor jeg skal gøre af mig selv« [tihi, og OK, det er så pludselig Mit
livs novelle, kuriøst nok LB]// (...)// »Hav en god dag, skat,« siger
Asger henne fra sengen, da jeg er på vej ud af døren næste morgen. Han
tror jeg skal i skole. Manden holder simpelthen ikke en meter. Hele
situationen er dybt deprimerende. Så dybt, at jeg overvejer om jeg
virkelig skal flytte ind hos min mor og Hans-Jørgen og forbedre min
studentereksamen. Men hvad skal jeg bruge den til? Altså ... hvad fanden
skal jeg lave? Og samtidig går jeg rundt med en helt vildt underlig
fornemmelse indeni. Det er ikke tjald-noia, for den er forsvundet (...)«
Av
for ægthed! Enhver autentisk effekt i en (god) novelle af Sonnergaard
eller for eksempel et (godt) rap-nummer skyldes for fanden virtuos og
legesyg, vedkendt og fuldt (skrift)bevidst kunstfærdighed, forkortet:
kunst! Al journalistisk fiktionsprosa er dårlig fiktionsprosa, en del
god fiktionsprosa er journalistisk, en smule god journalistisk er god
litteratur. Og så overlader jeg ellers ordet til Jokeren i Den Gale
Poses københavnske junkie-nummer »La Coca Razzia« fra 2001:
»Det
mig der ik' er til at/ skyde igennem hvid som et spøgelse - grundet/
forøgelse af min seriøse Florida-forkølelse/ Blottet for følelse -
ondskabsfuld og respektløs/ Så »ud af kroppen«-agtig, at jeg nærmest
virker vægtløs/ Jeg' ligeglad - jeg ved, at lortet ændrer min adfærd/ Yo
jeg sagde det før: »jeg' ligeglad, der«/ Hjerteløs når jeg slipper min
smerte løs/ Pattestiv op i Københavns natteliv.«
fredag den 18. november 2016
Selvindlysende sandheder om kritik (som rigtig mange ikke desto mindre nægter at fatte)
1. Hvis kritikeren ikke synes, at en bog er god, er det fordi kritikeren ikke synes, at den bog er god, og hvis kritikeren synes, at en bog er god, er det fordi kritikeren synes, at den bog er god
2. Kritikeren skriver om bogen, ikke om forfatteren - og heller ikke for eller til forfatteren, ligesom forfatteren (forhåbentlig) ikke skriver sin bog for eller til kritikerne
3. Hvis kritikeren skriver meget om en bog, som kritikeren ikke synes er god, men som mange andre, også andre kritikere, synes er god, er det fordi mange andre, også andre kritikere, synes den bog er god, men denne kritiker synes ikke den er god
2. Kritikeren skriver om bogen, ikke om forfatteren - og heller ikke for eller til forfatteren, ligesom forfatteren (forhåbentlig) ikke skriver sin bog for eller til kritikerne
3. Hvis kritikeren skriver meget om en bog, som kritikeren ikke synes er god, men som mange andre, også andre kritikere, synes er god, er det fordi mange andre, også andre kritikere, synes den bog er god, men denne kritiker synes ikke den er god
Den virkelige Lars
Hvordan har du det, Lars?
Hæsblæsende virkeligt
Hvordan føles det at blive læst om i morgendagens avis, Lars?
Kvælende fiktivt
Hvordan er vejret, Lars?
Vådt og mørkt og anelsesfuldt
Skal du ikke snart i seng, Lars?
Jo, øjeblik
Hæsblæsende virkeligt
Hvordan føles det at blive læst om i morgendagens avis, Lars?
Kvælende fiktivt
Hvordan er vejret, Lars?
Vådt og mørkt og anelsesfuldt
Skal du ikke snart i seng, Lars?
Jo, øjeblik
torsdag den 17. november 2016
Den rigtige Laus
er digteren Laus Strandby Nielsen, ligeså suveræn som overset, der var en rigtig helt i søndags, fordi jeg havde to hjemmeblivende, syge Hvedekornsdigtere (ud af 4) til første set klokken 11 på Bogfourms Spotscene, og så jagede jeg hen til Gyldendals backstage-lokale, hvor Laus sad og ventede på gå på til Lyrik-morgen 10:45 og tryglede aggressivt og fik et spontant ja og jagede tilbage til min scene, hvor først Sebastian Nathan og så Molly Balsby brillerede, og så, så var der endnu ingen Laus, så jeg lod publikum vælge sidenumre til to digte fra årgang 1976 - af henholdsvis Louis Jensen og Flemming Røgilds, viste det sig, begge af Laus' store 70'er-generation - og så kom han omsider, Laus, som en frelsende ærkeengel og læste op fra sin nye, fantastiske bog Når det er mørkt, bliver det lyst, og blandet andet dette skandinaviske bekendelsesdigt, der også er med i nr. 2 af det lumsk blærede litteraturtidsskrift Udkant, TAK, ÆGTE LAUS:
MEN
Jo, vi er fra Skandinavien, ja,
vi har det godt, ja,
vi har måske ikke fortjent det,
men vi ser på verden
gennem skandinaviske briller.
Vi har et stort og langvarigt mørke
som vi har vænnet os til, derfor
er lyset så skarpt
når vi ser på verden, måske
har den ikke fortjent det, men
vi tror på fortvivlelsen
med et menneskeligt ansigt,
vi ved det ikke, men vi tror
vi er gode nok, vi tror
på der altid er et forbehold
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på penge
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på maskiner
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på mennesker
med et menneskeligt ansigt,
men, men, men, men og men
igen. Igen.
MEN
Jo, vi er fra Skandinavien, ja,
vi har det godt, ja,
vi har måske ikke fortjent det,
men vi ser på verden
gennem skandinaviske briller.
Vi har et stort og langvarigt mørke
som vi har vænnet os til, derfor
er lyset så skarpt
når vi ser på verden, måske
har den ikke fortjent det, men
vi tror på fortvivlelsen
med et menneskeligt ansigt,
vi ved det ikke, men vi tror
vi er gode nok, vi tror
på der altid er et forbehold
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på penge
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på maskiner
med et menneskeligt ansigt,
vi tror på mennesker
med et menneskeligt ansigt,
men, men, men, men og men
igen. Igen.
onsdag den 16. november 2016
Posthum karikatur
Jeg skulle lige fatte, at den mandlige hovedpersonen, Laus Trolle, i den næstsidste novelle "Therese Marie" i Klaus Rifbjergs seneste, efterladte bog, novellesamlingen Dametur (udkommer torsdag) ret præcist er en vranten karikatur af mig, LB, og at den kvindelige titel- og hovedperson dermed totalt upræcist skal forestille at være dig, Cecilie, min kæreste, som han tydeligvis hverken har mødt eller læst noget af. Senfattelsen skyldtes at de første sider koncentrerer sig om om Therese Maries opvartende funktion i de tos samliv, men så kommer Hvedekorn unavngivet ind i billedet og snart også en Nørrebro-version af Øverste Kirurgiskes gamle Vesterbro-venue The Lab, hvor Rifbjerg optrådte i juni 2008 (se posten nedenfor), og en kammesjuk til Laus Trolle, kaldet Stavblenderen, og så er ingen tvivl omsider mulig (smerteligst, fordi præcisest i sin ondskab, er karakteristikken af Laus "små bøger"):
"Det pudsige for Therese Marie var, at da det først lykkedes hende at få ham ind i opmærksomhedsfeltet, og han for alvor så hende var der - hvad man kunne have formodet - ingen ubalance i forholdet. Hun skrev digte, og han redigerede et tidsskrift, så i virkeligheden var hun supplikanten og han direktøren, men det mærkedes ikke, nærmest tværtimod. Han tog imod hende med næsten overdrevet chevalreskhed, når hun mødte op med sine møjsommeligt sammenstrikkede strofer, der havde samme karakter som hendes Marie-latter senere fik. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til, og i reglen var de for lange.
Men bestemt ikke for Laus, der fandt dem ikke blot afvæbnende talentfulde, men også morsomme, ja, egentlig radikalt morsomme. Han trykte en håndfuld af dem, og flere gange optrådte de sammen det sted, hvor de oprindeligt havde mødt hinanden, og hun var begyndt at lægge sine garn ud. det var i et frygteligt lokale i en tredje baggård på Nørrebro, hvor det susede ind fra en kælderhals, der ikke kunne lukkes og ikke blev det, for hvis det var lykkedes, ville de tilstedeværende ikke have overlevet. der blev oset godt af næsten alt, hvad der kunne brænde. Publikum strømmede til, og det var hovedsageligt sammensat af af håbefulde unge mennesker og enkelte skævvredne og vemodige ældre, der alle skrev og drømte om en dag at blive berømte.
Her var Laus en slags general, og mange var bange for ham, fordi de mente. at han med sit tidsskrift og det, han skrev rundt om i bladene, kunne have afgørende betydning for opfyldelsen af de ønskedrømme, de allesammen havde og led under. Der er ikke meget ved storhedsdrømme, hvis man inderst inde ved, at de aldrig bliver til virkelighed.
Men på det punkt var Laus suveræn og med god grund, for i det beskedne akvarium, hvor han svømmede var han stor. At det også gjorde ham tiltrækkende siger sig selv, og Therese Marie var da også parat til at strække sig meget vidt, da hun først var kommet ind i varmen og havde fået ham gaffet (står der, måske menes der: gaflet? LB). Hvad hun særligt beundrede hos Laus, var han skarpe blik for det tilgjorte, alt, hvad der gav sig ud for at være noget stort, men var noget lort. Andre kunne måske også se det, men ingen sagde det. - i hvert fald ikke så tydeligt og klart som Laus. Ikke alene kastede han sig over hvad han opfattede som kitsch, han bed sig fast, sled og ruskede og slap ikke, før der flød blod, og ofret skreg. Det drejede sig ikke om en artikel, der var snarere tale om en føljeton, hvor folk i uger, ja, måneder og år kunne se, hvad de var for nogen snydepelse, fupmagere, klamphuggere og prætentiøse idioter.
(...)
Det (falsk latter LB) karakteriserede i og for sig generelt stemningen i lyriktemplet på Nørrebro. Folk strømmede op på scenen, og ordene strømmede fra dem i hop og guirlander, vendt på hovedet og slået flade, pustet op og punkterede, ja, der var ingen grænser, for hvor radikalt og grænsesprængende det var og i sidste ende lumsk kedeligt. det skabte indimellem en vis uro, et par af de håbefulde råbte op, når de havde besøgt baren lidt for rigeligt, uden at forbinde deres trang til at ytre sig voldsomt med den frustration, der uvægerligt måtte snige sig ind, når det, man higer så lidenskabeligt efter, ikke vil indfinde sig, og det, man deltager i, ikke er så sjovt, som man bilder sig selv og hinanden ind. Man kunne sammenfattende sige, at der var mere kunstighed over arrangementerne end kunst, og at den meget omfattende viden, Laus var i besiddelse af, sjældent kanaliseredes ud til de videbegærlige som andet end propaganda for noget splinternyt, som i sin kerne ikke var mere nyt end Moses med tavlerne og opfindelsen af det trykte bogstav.
Fra begyndelsen af havde Therese Maria været helt med. med sin næse for, hvor det hotteste udspillede sig, var hun ikke længe ok at finde frem til tredje lyriske baggård på Nørrebro. Det var der, man kom, og man var ikke hvem som helst, det var netop folk som Laus Trolle og hans berygtede sidekick, en skægbevokset gnom og skægtullemand kaldet Stavblenderen, og som faktisk havde udgivet en bog, der vakte en vis opsigt i kredsen, men lynhurtigt var blevet glemt igen, mens man ventede på det store gennembrud, som alle vidste måtte komme, men ingen rigtig gjorde sig forestillinger om, hvad var eller kunne være. I lang tid forestillede Marie sig, at den hvide hval skulle opbringes af Laus, men da han foreløbig havde indskrænket sig til at udgive små bøger, der i få sekunder spjættede som haletudsen indesluttet i sin slimklat og derefter døde med et meget lille plut, begyndte hun at tvivle, og de følelser, hun havde næret for kæresten, forvandlede sig til irritation - ikke mindst da han nu var forsænket så dybt i sin desperate virksomhed, at han kun tog imod den kaffe, hun serverede for ham med en hånd strakt bagud og forventede, at hun ikke alene smed hans snavsede underbukser i maskinen, men også i tumbleren og derefter fiksede dem frem og foldede dem og lagde dem på plads."
Handlingen er så den, at Marie Therese træder i forskruet feministisk karakter sådan lidt a la Grease og forvandler sig "fra slumstormerpoet til en pige med vrinsk". Ved Laus' og Stavblenderens vældige multimedie-performance på spillestedet går hun "behersket og og roligt, men med lyden af de ny hæle mod scenegulvet helt tydelig, hen og gav Laus et diskret skub i ryggen, så han tog den ud over scenekanten og brasede lige ned i stortrommen." Omsider gjalder en ægte, "vild og befriet latter". Slutningen kan jeg - på trods af al forudgående, sløv og automatisk satire - ikke lade være med at finde ægte rørende:
"Mens Blenderen grøn i hovedet og uden at sige så meget som én vittighed betragtede Therese Marie, mens hun med Laus' hoved i sit skød tørrede det blod væk, faldet havde påført mesteren, følte han en rørelse, han ikke havde oplevet, siden han udgav sin bog, der var blevet venligt modtaget. Og rørelsen blev ikke mindre, da Laus i det nu tomme og helt stille lokale åbnede øjnene og så med et ømt blik på Therese Marie og sagde:
- Jeg elsker dig, Therese Marie.
- Marie, sagde hun.
Hun strøg ham over panden og opdagede, at han egentlig var ganske køn på sin underlige måde.
- Elsker du også mig?
Hun løftede hånden og betragtede Laus en stund.
- Ja, nu får vi se, sagde hun.
Det var en følsom situation, ja, så følsom og sammensat, at ingen lagde mærke til, at Stavblenderen stod og tudede, undtagen ham selv, selvfølgelig."
"Det pudsige for Therese Marie var, at da det først lykkedes hende at få ham ind i opmærksomhedsfeltet, og han for alvor så hende var der - hvad man kunne have formodet - ingen ubalance i forholdet. Hun skrev digte, og han redigerede et tidsskrift, så i virkeligheden var hun supplikanten og han direktøren, men det mærkedes ikke, nærmest tværtimod. Han tog imod hende med næsten overdrevet chevalreskhed, når hun mødte op med sine møjsommeligt sammenstrikkede strofer, der havde samme karakter som hendes Marie-latter senere fik. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til, og i reglen var de for lange.
Men bestemt ikke for Laus, der fandt dem ikke blot afvæbnende talentfulde, men også morsomme, ja, egentlig radikalt morsomme. Han trykte en håndfuld af dem, og flere gange optrådte de sammen det sted, hvor de oprindeligt havde mødt hinanden, og hun var begyndt at lægge sine garn ud. det var i et frygteligt lokale i en tredje baggård på Nørrebro, hvor det susede ind fra en kælderhals, der ikke kunne lukkes og ikke blev det, for hvis det var lykkedes, ville de tilstedeværende ikke have overlevet. der blev oset godt af næsten alt, hvad der kunne brænde. Publikum strømmede til, og det var hovedsageligt sammensat af af håbefulde unge mennesker og enkelte skævvredne og vemodige ældre, der alle skrev og drømte om en dag at blive berømte.
Her var Laus en slags general, og mange var bange for ham, fordi de mente. at han med sit tidsskrift og det, han skrev rundt om i bladene, kunne have afgørende betydning for opfyldelsen af de ønskedrømme, de allesammen havde og led under. Der er ikke meget ved storhedsdrømme, hvis man inderst inde ved, at de aldrig bliver til virkelighed.
Men på det punkt var Laus suveræn og med god grund, for i det beskedne akvarium, hvor han svømmede var han stor. At det også gjorde ham tiltrækkende siger sig selv, og Therese Marie var da også parat til at strække sig meget vidt, da hun først var kommet ind i varmen og havde fået ham gaffet (står der, måske menes der: gaflet? LB). Hvad hun særligt beundrede hos Laus, var han skarpe blik for det tilgjorte, alt, hvad der gav sig ud for at være noget stort, men var noget lort. Andre kunne måske også se det, men ingen sagde det. - i hvert fald ikke så tydeligt og klart som Laus. Ikke alene kastede han sig over hvad han opfattede som kitsch, han bed sig fast, sled og ruskede og slap ikke, før der flød blod, og ofret skreg. Det drejede sig ikke om en artikel, der var snarere tale om en føljeton, hvor folk i uger, ja, måneder og år kunne se, hvad de var for nogen snydepelse, fupmagere, klamphuggere og prætentiøse idioter.
(...)
Det (falsk latter LB) karakteriserede i og for sig generelt stemningen i lyriktemplet på Nørrebro. Folk strømmede op på scenen, og ordene strømmede fra dem i hop og guirlander, vendt på hovedet og slået flade, pustet op og punkterede, ja, der var ingen grænser, for hvor radikalt og grænsesprængende det var og i sidste ende lumsk kedeligt. det skabte indimellem en vis uro, et par af de håbefulde råbte op, når de havde besøgt baren lidt for rigeligt, uden at forbinde deres trang til at ytre sig voldsomt med den frustration, der uvægerligt måtte snige sig ind, når det, man higer så lidenskabeligt efter, ikke vil indfinde sig, og det, man deltager i, ikke er så sjovt, som man bilder sig selv og hinanden ind. Man kunne sammenfattende sige, at der var mere kunstighed over arrangementerne end kunst, og at den meget omfattende viden, Laus var i besiddelse af, sjældent kanaliseredes ud til de videbegærlige som andet end propaganda for noget splinternyt, som i sin kerne ikke var mere nyt end Moses med tavlerne og opfindelsen af det trykte bogstav.
Fra begyndelsen af havde Therese Maria været helt med. med sin næse for, hvor det hotteste udspillede sig, var hun ikke længe ok at finde frem til tredje lyriske baggård på Nørrebro. Det var der, man kom, og man var ikke hvem som helst, det var netop folk som Laus Trolle og hans berygtede sidekick, en skægbevokset gnom og skægtullemand kaldet Stavblenderen, og som faktisk havde udgivet en bog, der vakte en vis opsigt i kredsen, men lynhurtigt var blevet glemt igen, mens man ventede på det store gennembrud, som alle vidste måtte komme, men ingen rigtig gjorde sig forestillinger om, hvad var eller kunne være. I lang tid forestillede Marie sig, at den hvide hval skulle opbringes af Laus, men da han foreløbig havde indskrænket sig til at udgive små bøger, der i få sekunder spjættede som haletudsen indesluttet i sin slimklat og derefter døde med et meget lille plut, begyndte hun at tvivle, og de følelser, hun havde næret for kæresten, forvandlede sig til irritation - ikke mindst da han nu var forsænket så dybt i sin desperate virksomhed, at han kun tog imod den kaffe, hun serverede for ham med en hånd strakt bagud og forventede, at hun ikke alene smed hans snavsede underbukser i maskinen, men også i tumbleren og derefter fiksede dem frem og foldede dem og lagde dem på plads."
Handlingen er så den, at Marie Therese træder i forskruet feministisk karakter sådan lidt a la Grease og forvandler sig "fra slumstormerpoet til en pige med vrinsk". Ved Laus' og Stavblenderens vældige multimedie-performance på spillestedet går hun "behersket og og roligt, men med lyden af de ny hæle mod scenegulvet helt tydelig, hen og gav Laus et diskret skub i ryggen, så han tog den ud over scenekanten og brasede lige ned i stortrommen." Omsider gjalder en ægte, "vild og befriet latter". Slutningen kan jeg - på trods af al forudgående, sløv og automatisk satire - ikke lade være med at finde ægte rørende:
"Mens Blenderen grøn i hovedet og uden at sige så meget som én vittighed betragtede Therese Marie, mens hun med Laus' hoved i sit skød tørrede det blod væk, faldet havde påført mesteren, følte han en rørelse, han ikke havde oplevet, siden han udgav sin bog, der var blevet venligt modtaget. Og rørelsen blev ikke mindre, da Laus i det nu tomme og helt stille lokale åbnede øjnene og så med et ømt blik på Therese Marie og sagde:
- Jeg elsker dig, Therese Marie.
- Marie, sagde hun.
Hun strøg ham over panden og opdagede, at han egentlig var ganske køn på sin underlige måde.
- Elsker du også mig?
Hun løftede hånden og betragtede Laus en stund.
- Ja, nu får vi se, sagde hun.
Det var en følsom situation, ja, så følsom og sammensat, at ingen lagde mærke til, at Stavblenderen stod og tudede, undtagen ham selv, selvfølgelig."
tirsdag den 15. november 2016
Rif på Lab - en doku-tråd
Kære Øverste Kirurgiskes brevkasse
Har Rifbjerg nogensinde læst op på The Lab (eller Mayhem) og i givet fald hvornår (en novelle i hans nye, efterladte samling Dametur synes at ville parodiere en seance dér)!?
kh Lars
Har Rifbjerg nogensinde læst op på The Lab (eller Mayhem) og i givet fald hvornår (en novelle i hans nye, efterladte samling Dametur synes at ville parodiere en seance dér)!?
kh Lars
Comments
Lars Bukdahl OK! så har vi ham placeret på åstedet, godt, tak!
Lars Bukdahl Kan vi få officiel bekræftelse, Niels Ivar Larsen, Muhammed Sternberg, Jens Blendstrup !?
Jesper B. Korndal Svarre holdt en mindre tale til ham mindes jeg
Niels Ivar Larsen JA!
Store Klaus læste op hos os. På Lab, husker ikke årstallet, tror det må
have været tidligere end 2008 dog. Det var en stor dag. Havde længe
søgt at overtale ham.
Jesper B. Korndal Kan sagten svære han har været der tidligere Niels Ivar Larsen, men den juni dag i 2008 var han der i hvert fald...husker det som om han modtog en pris og Svarre sagde et par bevingede ord
Jens Blendstrup Ja det husker jeg tydeligt vi måtte lave døren højere for at han kunne komme ind med sin sixpence !
Niels Ivar Larsen Okay,
så må det have været der. Vi havde ham kun en gang. Men det blev
aftalt, at han skulle dukke op helt tilbage i 2000, da ØK fik Klaus
Rifbjerg-prisen. Jeg måtte have fat i Sven Holm til at lægge pres på
ham.
Lars Bukdahl (jeg
vil citere rigt på min blog senere, men kan dog røbe så meget at en
central medvirkende er en "skægbevokset gnom og springtullemand, alle
kaldte Stavblenderen" ...
Jens Blendstrup Ja
jeg husker også Martin ringede til ham på et redaktions møde på
diakonissen. Det har nok været i år 2000 Og fangede ham i Spanien. Det
blev en længe snak. På fastnet telefon!
Muhammed Sternberg skriver senere
Muhammed Sternberg Ja,
Lars, jeg havde ringet flere gange til hans hjem i Spanien og fik
omsider booket ham til at komme og optræde på Lab. Det skal nok passe,
at det var i juni 2008. Jeg blev medlem af ØK i 2006, så det er efter
det år. Jeg fik aldrig talt med ham på dagen,
bl.a. fordi Svarre talte ivrigt med ham og holdt tale for ham og vist
troede, at det var deres brevkorrespondance, som havde ført til, at han
var der (Niels Ivar tror tilsyneladende, at Rifbjergs tilstedeværelse
var foranlediget af ham selv). Den slags var og er en meget syret
oplevelse for mig. Nå, jeg ville alligevel ikke have vidst, hvad jeg
skulle have talt med Rifbjerg om, men det må også have været lidt sært
for ham, at den generte person, der bookede ham ikke henvendte sig til
ham på Lab. Det kunne jeg ikke overskue, pinligt nok.
Lars Bukdahl TAK
til alle informanter og til Sternberg for den endelige, autoritative,
meget rørende version (og for i går på Bogforum) - FINDES DER MON
FOTOS!? OG KAN NOGEN HUSKE HVAD HAN LÆSTE OP?
Muhammed Sternberg Thomas "Klæbehjerne" Krogsbøl ville muligvis kunne huske det!
Niels Ivar Larsen Hør
her, jeg lobbyede meget kraftigt for at få Klaus Rifbjerg til at læse
op. Det gjorde jeg alle de gange, jeg mødte ham og det gjorde jeg i en
telefonsamtale, jeg havde med ham, hvor Sven Holm havde ringet ham op
først og anbefalet ideen - Sven havde selv læst op på Lab. Og der sagde
han, at det ville han gerne på et eller andet snarligt tidspunkt. Det
kan Sven bekræfte.
Niels Ivar Larsen Det var digte fra Konfrontation, og vistnok også fantasien om Søren Krarup som gammel.
Muhammed Sternberg Hør selv her, det er ikke sådan man booker folk til at komme på en specifik dato.
Muhammed Sternberg Beklager.
Niels Ivar Larsen Det har jeg ikke påstået noget om. Første skridt var jo ligesom at få et ja overhovedet. Men fint at du fulgte op.
Jesper B. Korndal Jeg kan efter en mindre snak med mig selv, bekræfte at jeg INTET havde at gøre med at han dukkede op...
Muhammed Sternberg Ha, det var præcis sådan her, jeg havde det på den aften.
Jesper B. Korndal Men denne tråd er en af de flotteste længe, om ikke andet
Lars Bukdahl Vel er jeg ikke Peter Øvig og ØK ikke BZ ...
Muhammed Sternberg Har man nogensinde set Lars og Øvig noget sted samtidig
Caspar Eric jeg har længe gået og tænkt på, hvem der var dansk litteraturs Timon. Nu ved vi det.
(citater følger LB)