Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):
"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er
også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde
at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange
sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset
sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse
dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden.
Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de
betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt
akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan
rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed.
Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes
stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og
grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af
hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt
indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig
til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan
mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt
andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og
registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje,
for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre
enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter
ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man
eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller
åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var
lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man
bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i
forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom
træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse
fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert
tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt –
spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over
deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen,
at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt
for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens
hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens
alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig
på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores
indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han
så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og
situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem
til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser
han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang
betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da
også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde
grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den
antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af
dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at
blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge
at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme
at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med
så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden
kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."
Jeg er helt vild med Helle Helle!! Lige så vild som jeg er med bambus strømper
SvarSlet