Spark os et requiem på Nordvests iskolde radiatorer - Jan Sonnergaard 1963-2016

Jan Sonnergaard er død alt for tidligt, forbandet også. Jeg var og forblev alt for glad for vildt overrumplende Radiator til ikke at blive mere og mere skuffet over de senere bøger, og det kan jeg godt forstå, at han selv blev stadig mere muggen over. Vi skulle have forsonet os over hans suveræne, 1350 sider lange slægtsroman om 25 år, skulle vi. Her er min fuldstændig purt positive anmeldelse af debuten fra forsiden af Weekendavisen Bøger, maj 1997 (jeg indstillede ham til avisens Litteraturpris, men inden afgørelsen blev han fyret som kommentator af chefredaktør Peter Wivel (fordi han i Politiken havde rost McDonalds-hærværk), og Bøger-redaktør Bo Bjørnvig og jeg var kriminelt tæt på at fifle ham til at vinde i stedet for Knud Sørensen; desværre mødte Sonnergaard ikke op til festen på den italienske restaurant, hvor hans plads stod rungende tom, indtil Bertel Haarder med prosaisk retfærdighed kom og satte sig på den), jeg mener stadig hvert et ord, den bog er forpulet god:

Humorens fjernvarme

16. maj 1997 Weekendavisen Sektion 3 (Bøger) Side 1
 

Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.

Jan Sonnergaard: Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal 

Og så hedder den »Radiator«, Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«, hvilket jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed var et eksempel på det absolute upoetiske: lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes, hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator:

» - Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk, hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går stemmen over i en skinger råben: - Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i Tanger, og den lokale doktors kone var hypertermisk. - Hun var overophedet, - oversætter han. - Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme dynerne op!« Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes distancens overskud. sOM f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor væsenet er en universitetslærer, som den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand må på klassisk vittighedsmanér gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end dens farcekarakter kan bære, på humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle, toenhalvdimensionelle måske. Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København, som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret sørgelig at læse om, hvis ikke Sonnergaard var gået til sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til at triumfere. Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger slående rigtigt både i dialogen og hos fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet, sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er et billigt trick til at spæde alt det sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab. Sonnergaard minder mere om muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil, og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne, virkeligheden taler og gebærder sig på, og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en humorist med passion for realisme, plejer man at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for det er en æresbetegnelse. De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q. Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et da, eller da'et badet i nu'ets skarpe laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift (hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos sidste års debutant Pablo Henrik Llambias synes jeg man finder en nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med Sonnergaards. Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden som tekstens og hovedpersonens interesse flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans fascination af den næsten for perfekte Lotte, en helt umulig og rigtig god fortælling. Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet, og så denne store humor, der ikke ændrer en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i litteraturen: »Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.