"Det pudsige for Therese Marie var, at da det først lykkedes hende at få ham ind i opmærksomhedsfeltet, og han for alvor så hende var der - hvad man kunne have formodet - ingen ubalance i forholdet. Hun skrev digte, og han redigerede et tidsskrift, så i virkeligheden var hun supplikanten og han direktøren, men det mærkedes ikke, nærmest tværtimod. Han tog imod hende med næsten overdrevet chevalreskhed, når hun mødte op med sine møjsommeligt sammenstrikkede strofer, der havde samme karakter som hendes Marie-latter senere fik. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til, og i reglen var de for lange.
Men bestemt ikke for Laus, der fandt dem ikke blot afvæbnende talentfulde, men også morsomme, ja, egentlig radikalt morsomme. Han trykte en håndfuld af dem, og flere gange optrådte de sammen det sted, hvor de oprindeligt havde mødt hinanden, og hun var begyndt at lægge sine garn ud. det var i et frygteligt lokale i en tredje baggård på Nørrebro, hvor det susede ind fra en kælderhals, der ikke kunne lukkes og ikke blev det, for hvis det var lykkedes, ville de tilstedeværende ikke have overlevet. der blev oset godt af næsten alt, hvad der kunne brænde. Publikum strømmede til, og det var hovedsageligt sammensat af af håbefulde unge mennesker og enkelte skævvredne og vemodige ældre, der alle skrev og drømte om en dag at blive berømte.
Her var Laus en slags general, og mange var bange for ham, fordi de mente. at han med sit tidsskrift og det, han skrev rundt om i bladene, kunne have afgørende betydning for opfyldelsen af de ønskedrømme, de allesammen havde og led under. Der er ikke meget ved storhedsdrømme, hvis man inderst inde ved, at de aldrig bliver til virkelighed.
Men på det punkt var Laus suveræn og med god grund, for i det beskedne akvarium, hvor han svømmede var han stor. At det også gjorde ham tiltrækkende siger sig selv, og Therese Marie var da også parat til at strække sig meget vidt, da hun først var kommet ind i varmen og havde fået ham gaffet (står der, måske menes der: gaflet? LB). Hvad hun særligt beundrede hos Laus, var han skarpe blik for det tilgjorte, alt, hvad der gav sig ud for at være noget stort, men var noget lort. Andre kunne måske også se det, men ingen sagde det. - i hvert fald ikke så tydeligt og klart som Laus. Ikke alene kastede han sig over hvad han opfattede som kitsch, han bed sig fast, sled og ruskede og slap ikke, før der flød blod, og ofret skreg. Det drejede sig ikke om en artikel, der var snarere tale om en føljeton, hvor folk i uger, ja, måneder og år kunne se, hvad de var for nogen snydepelse, fupmagere, klamphuggere og prætentiøse idioter.
(...)
Det (falsk latter LB) karakteriserede i og for sig generelt stemningen i lyriktemplet på Nørrebro. Folk strømmede op på scenen, og ordene strømmede fra dem i hop og guirlander, vendt på hovedet og slået flade, pustet op og punkterede, ja, der var ingen grænser, for hvor radikalt og grænsesprængende det var og i sidste ende lumsk kedeligt. det skabte indimellem en vis uro, et par af de håbefulde råbte op, når de havde besøgt baren lidt for rigeligt, uden at forbinde deres trang til at ytre sig voldsomt med den frustration, der uvægerligt måtte snige sig ind, når det, man higer så lidenskabeligt efter, ikke vil indfinde sig, og det, man deltager i, ikke er så sjovt, som man bilder sig selv og hinanden ind. Man kunne sammenfattende sige, at der var mere kunstighed over arrangementerne end kunst, og at den meget omfattende viden, Laus var i besiddelse af, sjældent kanaliseredes ud til de videbegærlige som andet end propaganda for noget splinternyt, som i sin kerne ikke var mere nyt end Moses med tavlerne og opfindelsen af det trykte bogstav.
Fra begyndelsen af havde Therese Maria været helt med. med sin næse for, hvor det hotteste udspillede sig, var hun ikke længe ok at finde frem til tredje lyriske baggård på Nørrebro. Det var der, man kom, og man var ikke hvem som helst, det var netop folk som Laus Trolle og hans berygtede sidekick, en skægbevokset gnom og skægtullemand kaldet Stavblenderen, og som faktisk havde udgivet en bog, der vakte en vis opsigt i kredsen, men lynhurtigt var blevet glemt igen, mens man ventede på det store gennembrud, som alle vidste måtte komme, men ingen rigtig gjorde sig forestillinger om, hvad var eller kunne være. I lang tid forestillede Marie sig, at den hvide hval skulle opbringes af Laus, men da han foreløbig havde indskrænket sig til at udgive små bøger, der i få sekunder spjættede som haletudsen indesluttet i sin slimklat og derefter døde med et meget lille plut, begyndte hun at tvivle, og de følelser, hun havde næret for kæresten, forvandlede sig til irritation - ikke mindst da han nu var forsænket så dybt i sin desperate virksomhed, at han kun tog imod den kaffe, hun serverede for ham med en hånd strakt bagud og forventede, at hun ikke alene smed hans snavsede underbukser i maskinen, men også i tumbleren og derefter fiksede dem frem og foldede dem og lagde dem på plads."
Handlingen er så den, at Marie Therese træder i forskruet feministisk karakter sådan lidt a la Grease og forvandler sig "fra slumstormerpoet til en pige med vrinsk". Ved Laus' og Stavblenderens vældige multimedie-performance på spillestedet går hun "behersket og og roligt, men med lyden af de ny hæle mod scenegulvet helt tydelig, hen og gav Laus et diskret skub i ryggen, så han tog den ud over scenekanten og brasede lige ned i stortrommen." Omsider gjalder en ægte, "vild og befriet latter". Slutningen kan jeg - på trods af al forudgående, sløv og automatisk satire - ikke lade være med at finde ægte rørende:
"Mens Blenderen grøn i hovedet og uden at sige så meget som én vittighed betragtede Therese Marie, mens hun med Laus' hoved i sit skød tørrede det blod væk, faldet havde påført mesteren, følte han en rørelse, han ikke havde oplevet, siden han udgav sin bog, der var blevet venligt modtaget. Og rørelsen blev ikke mindre, da Laus i det nu tomme og helt stille lokale åbnede øjnene og så med et ømt blik på Therese Marie og sagde:
- Jeg elsker dig, Therese Marie.
- Marie, sagde hun.
Hun strøg ham over panden og opdagede, at han egentlig var ganske køn på sin underlige måde.
- Elsker du også mig?
Hun løftede hånden og betragtede Laus en stund.
- Ja, nu får vi se, sagde hun.
Det var en følsom situation, ja, så følsom og sammensat, at ingen lagde mærke til, at Stavblenderen stod og tudede, undtagen ham selv, selvfølgelig."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar