Bowie Bowie og atter Bowie Bowie

Fin, fin antologi er udkommet, Changes. Tekster om David Bowie, redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch med små og større bidrag af blandt andre Michael Strunge ("Bowie-inspirationer" fra Hvedekorn), Poul Borum (gendigtningen af "We Are the Dead" fra artiklen om poeten Bowie, genopstøvet her på Blogdahl), Jens Unmack, Bisse, Jokum Rohde (samme tekst som i sidste Kritik-nummer, men sgu i sin intense af- og re-mytologisering den bedste danske Bowie-tekst måske EVER), Sigrún Gudbrandsdóttir (der også smart har designet bogen), Klaus Høeck - og også mig, der skriver om "Absolute Beginners" (og om det betydningsfulde refrain-ryk fra "There's no reason to feel all the hard times/ to lay down the hard lines" til "If there's reason to" - for det er der jo!). Jeg vil citere fra Kristian Leths præcise lovprisning af en parallel, sen og ensom hit-sang:

"En gammel mester
Så hvilken sangskriver står tilbage? "Strangers When We Meet" er et godt eksempel. 1. Outside (1995 LB) var det album, hvor Bowie genoptog sit arbejde med Brian Eno, og hvor numrene blev til i studiet - ligesom dengang i Berlin . ved en kollektiv konceptuel udforskning. Hvor Eno skrev roller til musikerne, som de ikke måtte fortælle hinanden om. Nogle fra fremtiden, nogle fra undertrykte folk, nogle fra fiktive kulturer.
  Teksterne blev skrevet og puttet ind i en tilfældighedsmaskine og sat sammen igen. Alt sammen for at fortælle om nogle karakterer Bowie skrev, og som han sang som og om, denne gang forskellige stemmer fra sang til sang, ikke fra plade til plade.
  Pladen er uovertruffen. Tematisk en blanding af Twin Peaks og Se7en. Musikalsk et helt unikt rum. Free-jazz, prog-rock, elektronisk musik og megapop. En kakafonisk og dybt problematisk udforskning af apokalypsen.
  Men. Så vælger Bowie alligevel at skrive "Strangers When We Meet". Det sidste nummer på pladen. Nærmest en eftertanke, virker det som om.*
  Sangen er en perfekt formet kærlighedssang, i stil med "Absolute Beginners" og "Fantastic Voyage". En sang der ikke kan skrives kollektivt, som kræver det håndværk og den rutine, han arbejdede på, dengang han bare gerne ville skrive et hit. Den virker enkel, noteagtig, ubesværet. det er en mester, der arbejder.
  Verset er der næsten ikke. Han mumler næsten teksten, der også er en samling ord mere end et digt. Og så kommer omkvædet med det smukke billede: Vi er fremmede, når vi mødes. En helt enkel omvending af de samme tre akkorder gør pludselig alt dramatisk og smukt. Og så er et gammelt Bowie-trick: I andet vers går hans stemme en oktav op. Og det der før var mumlen, er nu desperat og opgivende på en gang. Tragisk. Og så omkvædet igen."

*Første gang optræder jo faktisk "Strangers When We Meet" på det undervurderede ikke-soundtrack Buddha of Suburbia, 1993 (opvurderes heldigvis i red. Queitschs gennemgang af den komplette discografi); hvis KL har den plade til gode, er han heldig! LB