Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:
"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
- Hvor er Niels? sagde Christine.
- Niels? sagde Tinne.
- Han er her, sagde Christine.
- Hvem? sagde Tinne.
- Niels, sagde Christine.
- Niels? sagde Tinne.
Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
- Niels? sagde også Max.
Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
- Niels er i køkkenet, sagde hun.
I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
- Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
- Han er i soveværelset, sagde hun.
Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."
Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):
"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."
Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.
Christian Skov 1922-2016
SvarSletOrdfinder
Ud af muld
Og sat på
Papir, det som andre
Ikke magtede.
De dage hvor
”bækken grønnes
af frøer”, ord som
Fugle
Støbt i form
Sprænges
Et univers
Til deling
Christian Skov
I mente
Jørgen Wassilefsky
Min anmeldelse af Endnu er markerne frosne, 2003:
SvarSletDrøm er det ikke
16. januar 2004 Weekendavisen Sektion 3
En ung mors bevidsthed drypper håbefuldt og ubændigt i et nu, der er Christian Skovs seneste romanekstrakt.
Christian Skov: Endnu er markerne frosne. 128 sider. 175 kr. Gyldendal.
CHRISTIAN Skovs roman Endnu er markerne frosne udkom tilbage i oktober og var i fare for at blive helt væk i hoben af langt tykkere og ubetydeligere romaner. Derfor har jeg bragt romanen i sikkerhed her på den anden side af julehandelen i en klar og tyndt befolket januar, hvor den i langt højere grad hører hjemme. Skovs forrige roman, Høstnætter fra 1994, som fortjent tildeltes Kritikerprisen, var lige så klart en forårsroman, som Endnu er markerne frosne med al ønskelig tydelighed er en vinterroman; det er følgende passage fra Høstnætter, der har givet den nye bog dens titel:
»Endnu er markerne frosne, endnu sneklædte, men lyset kommer tidligere og tidligere, bliver længere og længere, i frosten er den mildhed, der føles mere og mere og vil få overtaget, år efter år har han set hen til dette, allerede fra vinterens begyndelse, dog aldrig set hen til det som denne gang aldrig før med denne fornemmelse af det ventendes nærhed.«
Hvor den store dreng Jes i Høstnætter med lethed når frem til sit forår, som han så derpå kløjes alvorligt i, er den unge kvinde Christine i Endnu er markerne frosne uhjælpeligt fanget i sin vinter, ramt af en mystisk sygdom er hun indlagt på et hospital. Romanen er en lyrisk, stiliseret beskrivelse (og ingen 1:1-gengivelse) af Christines bevidsthedsliv, som det fra stuens ingentid bevæger sig tilbage til en mørklagt og smertefuld barndom, en kort kærlighedshistorie og samlivet med det lille barn, hun har måttet forlade, og frem til forhåbentlig kommende oplevelser med barnet. En vigtig rolle spiller de endnu frosne marker, som Christine engang passerede sammen med barnets far, og som hun håber engang at gense hånd i hånd med barnet.
Håbet kæmper en hård kamp mod mismodet, der med god grund hele tiden ligger på spring og gerne tilbyder sine egne forvrængede versioner af nutid og fremtid, men håbet er bomstærkt, og til allersidst er det virkelig, som om det omsider er ved at blive forår, både indenfor og udenfor. Christine har da også klaret skærene en gang før, nemlig i romanen Stranden ved Spar Es fra 1984, hvor vi mødte hende for første gang som en lille, skrøbelig pige, der også var nødt til at have det hele i hovedet, fremfor alt den forsvundne familie og titlens drømmelokation. Den gamle roman slutter ildevarslende med, at Christine er kommet op at køre med en mand, der bestemt ikke synes at have godt i sinde. Men hun overlevede, ved vi nu og bør ærlig talt få endnu en chance.
(fortsættes)
ET centralt motiv i romanen er noget så corny som moderkærlighed (og -ængstelse) (..) Årsagen til, at romanen på trods af alt aldrig kommer i nærheden af nogen form for kitsch, ligger i den egenartede stil og tilgang, som Skov har udviklet og finpudset gennem de fire romaner og fire novellesamlinger, han har udsendt siden sin sene anden debut med romanen Hein dør (der også foregår på et hospital, men med en anderledes sikker udgang) i 1968: En distinkt, på samme tid ordpåholden og gentagelsesbåren/cirkelgående skrift, der til varierende grader af forfjamskelse hos hovedpersonerne nægter at skelne mellem realitet og forestilling/dagdrøm (en fast vending lyder: »det er i hende, at...«), er under vejr med alt på en underlig blufærdig måde, der nok har en hel del med den lyriske stilisering at gøre (utallige omvendte ordstillinger, endnu et no-no, ikke mindst i en roman):
SvarSlet»Der trækkes sammen om barnets mund som optakt til gråd, undersøgende har øjnene været, hvor de før er søgt hen, ved loftslampen, ved billedet på væggen bag sofaen, ved det ene af vinduerne – og er på ny hos hende, og hun smiler og smiler til barnet, og andet end begyndende gråd er der nu i trækningerne omkring dets mund, hun kalder og kalder på det med sin smilen – og barnets øjne flakker ikke længere, stirrende bliver de ved hendes ansigt, og i dets eget ansigt ser hun det, hun kalder på, bane sig vej./ Barnets første smil er det./ Det første rigtige smil.« Snøft, javel, men det er helt på læserens side, skriften snøfter ikke, den er ikke inderligt bevidsthedsstrømmende som til eksempel Jens-Martin Eriksen-protagonisters mandige tuden, den er med vedkendt kunstfærdighed og yderliggående distance præcist bevidsthedsdryppende, som det tøvejr, Christine drømmer at høre: »Hun har sagt til sig selv, at nu tør det, nu smelter sneen overalt, også på tagene, at det er fra tagene, det drypper.«