Jeg så Nikolaj Peyk i Inspiration i Frederiksbergcenret i dag -
på tide!
det er lige præcis 25 år siden, han via mediet Einar onanerede, provokerede og røg masser af hash
(10 år siden han skrev med på Jul på Vesterbro, men kun 3 år siden han signerede manus til Olsen Banden på de bonede gulve (tegnefilmen)) -
torsdag den 28. februar 2013
onsdag den 27. februar 2013
Hvordan man gaffataper en skurk (anmeldervejledning)
(fra Susanne Stauns Helt til grænsen (herligt hårdkogt, men ikke heeeelt scary nok skurke!), som jeg slugte, som arsenik med jordbærsmag!, i forgårs (i går tilhørte Pia Juul - i dag har jeg vimset lidt forvirret rundt (OG BLOGGET) og været på avisen og hentet den nye Svend Åge Madsen (der ligner en forklædt novellesamling - men det er også i orden og kun en bittelille smule skuffende), fordi du har kidnappet Nellies Bog, og kan du snart se at få læst den færdig!) det er retsmedicineren Maria Krause, der jegfortæller (fedt semikoloneffektueret slangeattak))
Jeg skyndte mig at snuppe en rulle gaffatape og løsne et snip, som jeg tøjrede til hans ene arm og så kørte stramt videre over til den anden, så armene blev limet til kroppen. Da jeg med en hånd på hans skulder havde rullet ham rundt og kørt tapen rundt om ham to gange, kunne jeg ikke komme længere for panoramavinduet. Hvis jeg skulle rulle ham frem og tilbage på de to meter mellem vindue og seng, ville jeg blive udmattet af at vende ham. Jeg tog ham i benene og slæbte ham ned for enden af sengen, så jeg kunne rulle ham videre ned gennem stuen.
Det lyder måske som en svært opgave at vikle en stor mand stramt ind i gaffatape. Men det er det faktisk ikke, bare han ikke skal vendes hele tiden. Det er bøvlet, det tager tid, men den fysiske udfordring, selv for en realtiv lille kvinde som jeg, er til at overse.
Den første rulle bandt jeg stramt om overkroppen og armene, og da jeg var færdig, lå han i den anden ende af stuen. Jeg tog fat i benene og vendte ham om, så jeg kunne rulle den anden vej, men først tænkte jeg, det ville være en god idé at fiksere hans ben. Jeg brugte en anden rulle til benene, stramt på fra begyndelsen af lårene og helt ud tåspidserne. Jeg behøvede ikke at rulle ham. Jeg skulle bare løfte benene. Godt for ham, at han ikke skulle have tapen af igen, for med hans kropsbehåring ville det gøre mere end ondt.
Han for længst helt immobiliseret, og egentlig var jeg sikker på, at de sælle to ruller var nok til at tage livet af ham elle rettere: Den ene rulle, der var bundet om brystet var nok. Den anden afholdt ham bare fra komme op at stå og løbe ud på gaden. Der var vel ingen grund til at overdrive; kvælerslanger rutter heller ikke med energien. de bliver ved med at stramme til om deres bytte, til de ikke længere kan mærke hjertet slå. Det lykkedes for nylig nogle forskere at udmatte et par boaer ved at forsyne varme, døde rotter med kunstige hjerter, der bare blev ved og ved med at slå. Denne mand havde (...) på en grusom og smertefuld måde, han havde (....) så nu skulle han smage sin egen medicin, om så hele verden blev blind. Det havde jeg jo for længst besluttet. Jeg viklede ham ind i endnu en rulle og var igen nået ned i soveværelset, da han begyndte at vågne.
Jeg skyndte mig at snuppe en rulle gaffatape og løsne et snip, som jeg tøjrede til hans ene arm og så kørte stramt videre over til den anden, så armene blev limet til kroppen. Da jeg med en hånd på hans skulder havde rullet ham rundt og kørt tapen rundt om ham to gange, kunne jeg ikke komme længere for panoramavinduet. Hvis jeg skulle rulle ham frem og tilbage på de to meter mellem vindue og seng, ville jeg blive udmattet af at vende ham. Jeg tog ham i benene og slæbte ham ned for enden af sengen, så jeg kunne rulle ham videre ned gennem stuen.
Det lyder måske som en svært opgave at vikle en stor mand stramt ind i gaffatape. Men det er det faktisk ikke, bare han ikke skal vendes hele tiden. Det er bøvlet, det tager tid, men den fysiske udfordring, selv for en realtiv lille kvinde som jeg, er til at overse.
Den første rulle bandt jeg stramt om overkroppen og armene, og da jeg var færdig, lå han i den anden ende af stuen. Jeg tog fat i benene og vendte ham om, så jeg kunne rulle den anden vej, men først tænkte jeg, det ville være en god idé at fiksere hans ben. Jeg brugte en anden rulle til benene, stramt på fra begyndelsen af lårene og helt ud tåspidserne. Jeg behøvede ikke at rulle ham. Jeg skulle bare løfte benene. Godt for ham, at han ikke skulle have tapen af igen, for med hans kropsbehåring ville det gøre mere end ondt.
Han for længst helt immobiliseret, og egentlig var jeg sikker på, at de sælle to ruller var nok til at tage livet af ham elle rettere: Den ene rulle, der var bundet om brystet var nok. Den anden afholdt ham bare fra komme op at stå og løbe ud på gaden. Der var vel ingen grund til at overdrive; kvælerslanger rutter heller ikke med energien. de bliver ved med at stramme til om deres bytte, til de ikke længere kan mærke hjertet slå. Det lykkedes for nylig nogle forskere at udmatte et par boaer ved at forsyne varme, døde rotter med kunstige hjerter, der bare blev ved og ved med at slå. Denne mand havde (...) på en grusom og smertefuld måde, han havde (....) så nu skulle han smage sin egen medicin, om så hele verden blev blind. Det havde jeg jo for længst besluttet. Jeg viklede ham ind i endnu en rulle og var igen nået ned i soveværelset, da han begyndte at vågne.
Dagens romanføljeton af Pia Juul
I
Ser Mad Men og får besøg af en kanin om lidt.
Ser Beck og har besøg af en kanin
III
Har sat kaninen i bur og læser
(14 minutes ago via mobil)
1 spand tjære med fjer bliver til 5 forlorne Mortensaftenænder
I går hørte jeg fra en kollega, at det er Morten Sabroe, der har skrevet den dér Ib Michael-tekst, hvor han lider af Torurettes Syndrom, først publiceret på hans Forfatterside hos Gyldendal og siden i WA Bøger (og omtalt i blogpost nedenfor), og vistnok bare fordi jeg selv direkte adspurgt i 24-syvs kulturprogram, om det kunne være en anden end IM, der havde skrevet teksten, svarede, at den i hvert fald synes stærkt MS-inspireret, hvis ikke faktisk -adviseret, og at denne inspiration muligvis er afgørende for etableringen omsider af en genuin selvironi, hvis ikke faktisk -indsigt (kulminerende i sammensmeltningen af hans og min næse). Siden havde kulturprogrammet endnu et indslag (jeg orker ikke at linke, men begge udsendelser burde være til at finde som podcasts), hvor en retoriker fra KUA var stensikker på, at det var MS, der stod bag, og væddede 500 kr. på det, og nu er det skal det åbenbart forestille at være almindelig sladder-viden. Morten Sabroe har sendt mig sit svar til 24syv, hvor han utvetydigt slår fast, at han intet ansvar har for Ib Michaels tekst:
Nå, nu har jeg hørt udsendelsen (den første radio 24/7 udsendelse jeg har hørt, og hvis I går efter laveste lyttertal i historien, you are definitely on the right track), og hvis man skal tage den for det den er, en nicheudsendelse på radio 24/7 (svært at modbevise), og ikke for satire (det kan I ikke påberåbe jer) så skylder Christine Isager Lars Bukdahl 500 kroner, som hun vel har ære nok i livet til at betale ham, når nu hun har lovet lytterne det. Satire var det i hvert fald ikke, det I lavede i den, og da Isager udmærket ved at det ikke er tilladt at lyve uden for teksten/værket, og også godt ved at det har jeg aldrig gjort, så ved hun også nu, at den Ib Michael tekst I havde under behandling, var en Ib Michael tekst. Jeg forstår slet ikke hvordan hun kan undgå at se det. IMs var jo ikke komisk, men snarere humoristisk, og vel også et forsøg på satire. Den lignede ingen af mine tekster, og hvis den gjorde i Isagers hoved, var det måske fordi den var en slags plagiat. Bukdahl er jo ikke dum, han kan høre en tone, og den tone han har hørt i teksten, ved han godt er Ib Michaels. Hvis tekst faktisk først for alvor blev rigtig sjov, da I tog den alvorligt.
Never maindz, kun ét resterer:
Er dette satire, eller er det alvorligt ment?
Sæt selv kryds, eller ring efter Isager.
Nå, nu har jeg hørt udsendelsen (den første radio 24/7 udsendelse jeg har hørt, og hvis I går efter laveste lyttertal i historien, you are definitely on the right track), og hvis man skal tage den for det den er, en nicheudsendelse på radio 24/7 (svært at modbevise), og ikke for satire (det kan I ikke påberåbe jer) så skylder Christine Isager Lars Bukdahl 500 kroner, som hun vel har ære nok i livet til at betale ham, når nu hun har lovet lytterne det. Satire var det i hvert fald ikke, det I lavede i den, og da Isager udmærket ved at det ikke er tilladt at lyve uden for teksten/værket, og også godt ved at det har jeg aldrig gjort, så ved hun også nu, at den Ib Michael tekst I havde under behandling, var en Ib Michael tekst. Jeg forstår slet ikke hvordan hun kan undgå at se det. IMs var jo ikke komisk, men snarere humoristisk, og vel også et forsøg på satire. Den lignede ingen af mine tekster, og hvis den gjorde i Isagers hoved, var det måske fordi den var en slags plagiat. Bukdahl er jo ikke dum, han kan høre en tone, og den tone han har hørt i teksten, ved han godt er Ib Michaels. Hvis tekst faktisk først for alvor blev rigtig sjov, da I tog den alvorligt.
Never maindz, kun ét resterer:
Er dette satire, eller er det alvorligt ment?
Sæt selv kryds, eller ring efter Isager.
Note til Juul
(snak ud fra til det velbesøgte Kritikerpris-arrangement i går, hold kæft, hvor var og er de lige åndssvagt gode, Harald V, Pia J og KB Foss, og hvor har vi været åndssvagt gode til at vælge 3)
Jeg var ude hos min ven Johnnie, der ikke var hjemme, for hente Af sted til stede, og menes jeg var der, hev jeg lige et par andre bøger i tasken, jeg vidste, jeg skulle bruge, og der stod også en halv whisky og og en tom lommelærke, og jeg fyldte whisky i lommelærken og spildte en del, fordi jeg ikke havde nogen tragt, og tog også den med og gik ned på gaden og kom i tanke om, at jeg havde glemt selve Af sted og følte mig frygtelig dum og gik tilbage og blev utrolig glad over, at den stadig lå på bordet, selvom jeg jo havde set den lige før, da jeg glemte den, så det havde først været underligt, hvis den IKKE var der, og gik ned på gaden igen og gik mod Amagerbro Metrostation, mens jeg læste i bogen, en særdeles farlig ting jo, og læste linjen :
Jeg aner ikke hvor sent man kan tage metroen
og som jeg læste videre, tænkte jeg tilbage på min ekskursion som meget Pia Juulsk eller rettere tænkte på den som fortalt af Pia Juul eller rettere som læst op af Pia Juul fra en novelle af Pia Juul, hvilket løftede den og gav den værdi - Pia Juulsk som ubetydelig og betydningsfuld, henkastet og katastrofal, fjollet og forfinet. Jeg har også haft det meget Pia Juulsk med Pia Juuls seneste bøger, fordi jeg ikke har fået lov til at anmelde dem, hvilket har gjort mig (formuleret) patetisk forbandet og vred, men når jeg så satte mig eller GIK og læste dem, blev jeg lettet over, at jeg ikke skulle sætte ord på min fornøjelse, endnu en gang forsøge at finde den umulige Pia Juul-formel, hvilket jeg er tvunget til i dag - og jeg vælger formlen: extremistisk humørsyge eller bare sygt extremt humør, lykkeligt og/eller lykkeligt, helt enkelt noteret i teksten "Lately" - eksemplarisk også for digterens nye, vilde og radikale ligefremhed:
Det var noget med en hest. En slags natskjorte og bare ben og ud i mørket over gården og klappe en hest hun var bange for. Hun ville meget gerne være lykkelig og blev det somme tider pludselig og det blev hun hér. Men den følelse fulgte: det skal nok gå. Og fem minutter senere lå hun under dynen tæt ind til hans krop og græd fordi de spillede Lately i radioen. Så var det pludselig sådan i stedet.
Perfekt formel for bog og forfatter:
Så var det pludselig sådan i stedet.
Meget anti-novelle-agtig figur - med disse blandinger (megen død + glæde fx ) og pludseligheder og extremismer, vs. psykologisk udvikling og kompleksitet - spring og punkter af humør, godt og skidt
Novelleafvikling gennem bogen, stadig kortere og hårdere og lettere og klarere tekster
Endnu en tekst, de første 3 sætninger kan/bør læses i 3 tonarter, fx fortvivlet, ironisk, lattermildt, "Armbåndsur":
Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse.
Måske tror jeg, jeg stadig har det jeg havde. Måske har jeg bare ikke fattet det endnu. En krop. Et lyst sind med momentane dyk. Klokken er mange. Jeg savner min barndoms armbåndsur, som jeg omhyggeligt trak op hver aften før jeg sov. Jeg tog det ikke af om natten.
Ny formel:
Et lyst sind med momnetane dyk.
Og omvendt.
Lyden af en Pia Juul- tekst og hel -bog:
Nynnen afbrudt af suk
men NB nynnen kan godt være truende og foruroligende - og suk kan også være lyksalige
Endnu en episode fra min Pia-Juul-dag:
Vi var to, der ledte efter en pung, der var blevet væk i en så godt som tom lejlighed- jeg væltede et glas, der stod på en papkasse, jeg kiggede under, og det knustes mod gulvet, hvilket var en langt mindre ulykke (end pungen, der var væk), som derfor momentant forløste og glædede mig i og med sin splendide splintren -
sådan er det at læse Af sted, til stede -
Jeg var ude hos min ven Johnnie, der ikke var hjemme, for hente Af sted til stede, og menes jeg var der, hev jeg lige et par andre bøger i tasken, jeg vidste, jeg skulle bruge, og der stod også en halv whisky og og en tom lommelærke, og jeg fyldte whisky i lommelærken og spildte en del, fordi jeg ikke havde nogen tragt, og tog også den med og gik ned på gaden og kom i tanke om, at jeg havde glemt selve Af sted og følte mig frygtelig dum og gik tilbage og blev utrolig glad over, at den stadig lå på bordet, selvom jeg jo havde set den lige før, da jeg glemte den, så det havde først været underligt, hvis den IKKE var der, og gik ned på gaden igen og gik mod Amagerbro Metrostation, mens jeg læste i bogen, en særdeles farlig ting jo, og læste linjen :
Jeg aner ikke hvor sent man kan tage metroen
og som jeg læste videre, tænkte jeg tilbage på min ekskursion som meget Pia Juulsk eller rettere tænkte på den som fortalt af Pia Juul eller rettere som læst op af Pia Juul fra en novelle af Pia Juul, hvilket løftede den og gav den værdi - Pia Juulsk som ubetydelig og betydningsfuld, henkastet og katastrofal, fjollet og forfinet. Jeg har også haft det meget Pia Juulsk med Pia Juuls seneste bøger, fordi jeg ikke har fået lov til at anmelde dem, hvilket har gjort mig (formuleret) patetisk forbandet og vred, men når jeg så satte mig eller GIK og læste dem, blev jeg lettet over, at jeg ikke skulle sætte ord på min fornøjelse, endnu en gang forsøge at finde den umulige Pia Juul-formel, hvilket jeg er tvunget til i dag - og jeg vælger formlen: extremistisk humørsyge eller bare sygt extremt humør, lykkeligt og/eller lykkeligt, helt enkelt noteret i teksten "Lately" - eksemplarisk også for digterens nye, vilde og radikale ligefremhed:
Det var noget med en hest. En slags natskjorte og bare ben og ud i mørket over gården og klappe en hest hun var bange for. Hun ville meget gerne være lykkelig og blev det somme tider pludselig og det blev hun hér. Men den følelse fulgte: det skal nok gå. Og fem minutter senere lå hun under dynen tæt ind til hans krop og græd fordi de spillede Lately i radioen. Så var det pludselig sådan i stedet.
Perfekt formel for bog og forfatter:
Så var det pludselig sådan i stedet.
Meget anti-novelle-agtig figur - med disse blandinger (megen død + glæde fx ) og pludseligheder og extremismer, vs. psykologisk udvikling og kompleksitet - spring og punkter af humør, godt og skidt
Novelleafvikling gennem bogen, stadig kortere og hårdere og lettere og klarere tekster
Endnu en tekst, de første 3 sætninger kan/bør læses i 3 tonarter, fx fortvivlet, ironisk, lattermildt, "Armbåndsur":
Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse.
Måske tror jeg, jeg stadig har det jeg havde. Måske har jeg bare ikke fattet det endnu. En krop. Et lyst sind med momentane dyk. Klokken er mange. Jeg savner min barndoms armbåndsur, som jeg omhyggeligt trak op hver aften før jeg sov. Jeg tog det ikke af om natten.
Ny formel:
Et lyst sind med momnetane dyk.
Og omvendt.
Lyden af en Pia Juul- tekst og hel -bog:
Nynnen afbrudt af suk
men NB nynnen kan godt være truende og foruroligende - og suk kan også være lyksalige
Endnu en episode fra min Pia-Juul-dag:
Vi var to, der ledte efter en pung, der var blevet væk i en så godt som tom lejlighed- jeg væltede et glas, der stod på en papkasse, jeg kiggede under, og det knustes mod gulvet, hvilket var en langt mindre ulykke (end pungen, der var væk), som derfor momentant forløste og glædede mig i og med sin splendide splintren -
sådan er det at læse Af sted, til stede -
Dagens metafor in motion
... tidligere SF-folketingsmedlem indtil 2011 Karsten Hønge.
"Anette sagde i sin tiltrædelsestale, at hun var en stædig fynbo, der ville bide sig fast i forhandlingsbordet. Men hun har bidt sig fast i et rullebord. De har kørt hende rundt i manegen. Det blotlægger en utroværdighed fra vores side, og det er meget alvorligt."
"Anette sagde i sin tiltrædelsestale, at hun var en stædig fynbo, der ville bide sig fast i forhandlingsbordet. Men hun har bidt sig fast i et rullebord. De har kørt hende rundt i manegen. Det blotlægger en utroværdighed fra vores side, og det er meget alvorligt."
tirsdag den 26. februar 2013
Bowiewatch
Ny sang og ny video, og sidstnævnte, ved Floria Sigismondi, det hedder hun, er altså noget meget bedre end den lidt trivi-sen-Bowie-rockede san (men sjov idé, i både sangen og videoen, med kändiser der stalker almindelige mennesker) til gengæld er videoen decideret fantastisk, og ikke kun fordi fantastiske Tilda Swinton spiller den ene hovedrolle, men også derfor og først og fremmest som manisk marionet dér ved spisebordet:
Jeg elsker, når Bowie spiller almindelige mennesker, for så gør han sig virkelig sjov umage med at grimassere patroniserende og parodisk realistisk, ligesom i sin tid i langvideoen til "Blue Jean", der omsider er til at se på YouTube (og som jeg i sin tid LEJEDE på vhs og har længtes hårdt efter at se igen):
Jeg elsker, når Bowie spiller almindelige mennesker, for så gør han sig virkelig sjov umage med at grimassere patroniserende og parodisk realistisk, ligesom i sin tid i langvideoen til "Blue Jean", der omsider er til at se på YouTube (og som jeg i sin tid LEJEDE på vhs og har længtes hårdt efter at se igen):
mandag den 25. februar 2013
Top 5 over sorte bøger
- altså bøger med sorte omslag
1. Johannes L. Madsen: For en person med sorte pupiller (rent sort jo)
2. Hans-Jørgen Nielsen: vedr. visse foreteelser. en hvidbog
3. Dan Turèll: Manuskrifter om hvad som helst (røde bogstaver)
4. Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke
5. Niels Frank (har fødselsdag i dag, tillykke med din femteplads, femtiårige!): Øjeblikket
1. Johannes L. Madsen: For en person med sorte pupiller (rent sort jo)
2. Hans-Jørgen Nielsen: vedr. visse foreteelser. en hvidbog
3. Dan Turèll: Manuskrifter om hvad som helst (røde bogstaver)
4. Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke
5. Niels Frank (har fødselsdag i dag, tillykke med din femteplads, femtiårige!): Øjeblikket
Entydigt tvetydig tvetulle ensretter enøjet
Opskriften på at skabe en karakterløs karakter (som kritikere (og kulturjournalister) er glade for) er at definere ham og hende rent tematisk, og læg mærke til, hvordan det er både biperson og hovedperson, der med en trist spejleffekt her tema-reduceres, af den tjenestevillige forfatter selv:
Mange af dine personer lader sig kødeligt friste. Hvilken betydning har det, at Morten Falck i romanen også fristes af en hermafrodit?
»Det er det fysiske udtryk for den splittelse, der findes i ham. Det bliver konkret en repræsentant for hans egen splittelse mellem kød og ånd, mellem mand og kvinde, videnskab og tro, borgerlighed og vildskab«, siger Kim Leine.
Mange af dine personer lader sig kødeligt friste. Hvilken betydning har det, at Morten Falck i romanen også fristes af en hermafrodit?
»Det er det fysiske udtryk for den splittelse, der findes i ham. Det bliver konkret en repræsentant for hans egen splittelse mellem kød og ånd, mellem mand og kvinde, videnskab og tro, borgerlighed og vildskab«, siger Kim Leine.
søndag den 24. februar 2013
Kom og bliv kritisk prisgivet!
Til Kritikerprisen 2012 er følgende kandidater indstillet:
Pia Juul for novellesamlingen: Af sted, til stede
Kristian Bang Foss for romanen: Døden kører Audi
Harald Voetmann for romanen: Kødet letter
Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet. Det gør vi med et arrangement med oplæsning af forfatterne og præsentation af forfatterskaberne ved litteraturkritikere Kamilla Löfström, Nanna Goul og Lars Bukdahl.
Alle er velkomne, og der er fri entré.
Der er mulighed for at nyde et måltid i Café Glad inden arrangementet.
lørdag den 23. februar 2013
Nå, ja, prismæssigt
så fik Kim Leine selvfølgelig Politikens Litteraturpris - what else is new? Han vinder garantrisset også Radioens Romanpris og Læsernes Bogpris og hvorfor egentlig ikke - selvom Klaus Rothstein i sin WA-pris-tale venligt fortalte ham at det var lidet sandsynligt - Nordisk Råds Litteraturpris, og om et år er det hele glemt, ligesom ham fra sidste år, hvad hed han? Erik Valør!? og hans bog, hvad hed den? Det hundredesyttende skravl?
Skyfri Skyum er stærk og sær sol
Niels Frank var ramt af en smuk og lys undren ved fødselsdags og romandebutfejringen i går hos Gyldendal: før udgivelsen havde folk mest udtalt skeptisk om hans bog men nu fik han 6 stjerner i Berlingske Tidende (Jeppe Krogsgaard), glad glad anmeldelse i Weekenavisen (Nanna Goul) og mest vildt og foruroligende var der uforbeholden ros, ja vel begejstring fra den sorte provst Erik Skyum-Nielsen i Information (det var Tue Andersen Nexø, der linkede til anmeldelsen, så jeg læste den først i den tro, at Tue havde skrevet den, og jeg syens nok Tue havde anlagt sig en lettere salvelsesfuld attitude, men de særeste ting sker med en kritikers stemmeføring, når han konfronteres med stor, forunderlig litteratur, så jeg blev i illusionen læsningen igennem og kan stadigvæk ikke rigtig tro, at det er en Skyum-anmeldelse):
Uregerlig. Umanerlig. Uoplæselig, Usammenfattelig. Uoversættelig ikke mindst. Jo, u-erne står i kø, når man vil forsøge at beskrive den uimodståelige og uundværlige bog, hvormed Niels Frank, der allerede ragede godt op, nu har lagt en hel alen til sin vækst som forfatter. Til en interviewer har han udtalt, at det var med ret så begrænset fornøjelse, at han gav forlaget lov til på titelblad og forside at kalde tingesten en roman. Men hvis Ulysses og Finnegans Wake er romaner, og hvis Samuel Becketts ’franske’ trilogi er romaner, og hvis Per Højholts 6512 kan gælde for roman, så er der nu ringe grund til ikke at klassificere Nellies bog som en roman, om end af den eksperimentelle og højtgearet grænseoverflyvende slags. Værket præsenterer sig selvudslettende ydmygt med et kladdehæftes layout. Men selve teksten er som en Rolls-Royce eller snarere en Rolls-Joyce i sin særlige blanding af blid ulæselighed og rig fascinationskraft. Formelt består den af løst sammensatte fragmenter, men de mange Beckett små gør en storladen bog, og selv om kameraet er håndholdt, kan filmen her godt komme på højde med Højholt.
Man storelsker Frank og hans utrolige roman, og det har de begge to rigtig godt af! Jeg er stadig ikke kommet ordentlig i gang med at læse, fordi du så dit snit til at læse først, og nu har jeg også fået fingre i Susanne Stauns pludselige nye roman med den trælse titel Helt til grænsen (hvad for en helt? er det ikke altid en heltinde?) med givetvis generøst gysende indhold, som jeg desværre HELLER IKKE skal anmelde, det skal en krimianmelder, så måske lader jeg mig lige udsætte for den først, inden jeg dykker ned i Nellie (selv er og bliver jeg Lallie).
Uregerlig. Umanerlig. Uoplæselig, Usammenfattelig. Uoversættelig ikke mindst. Jo, u-erne står i kø, når man vil forsøge at beskrive den uimodståelige og uundværlige bog, hvormed Niels Frank, der allerede ragede godt op, nu har lagt en hel alen til sin vækst som forfatter. Til en interviewer har han udtalt, at det var med ret så begrænset fornøjelse, at han gav forlaget lov til på titelblad og forside at kalde tingesten en roman. Men hvis Ulysses og Finnegans Wake er romaner, og hvis Samuel Becketts ’franske’ trilogi er romaner, og hvis Per Højholts 6512 kan gælde for roman, så er der nu ringe grund til ikke at klassificere Nellies bog som en roman, om end af den eksperimentelle og højtgearet grænseoverflyvende slags. Værket præsenterer sig selvudslettende ydmygt med et kladdehæftes layout. Men selve teksten er som en Rolls-Royce eller snarere en Rolls-Joyce i sin særlige blanding af blid ulæselighed og rig fascinationskraft. Formelt består den af løst sammensatte fragmenter, men de mange Beckett små gør en storladen bog, og selv om kameraet er håndholdt, kan filmen her godt komme på højde med Højholt.
Man storelsker Frank og hans utrolige roman, og det har de begge to rigtig godt af! Jeg er stadig ikke kommet ordentlig i gang med at læse, fordi du så dit snit til at læse først, og nu har jeg også fået fingre i Susanne Stauns pludselige nye roman med den trælse titel Helt til grænsen (hvad for en helt? er det ikke altid en heltinde?) med givetvis generøst gysende indhold, som jeg desværre HELLER IKKE skal anmelde, det skal en krimianmelder, så måske lader jeg mig lige udsætte for den først, inden jeg dykker ned i Nellie (selv er og bliver jeg Lallie).
fredag den 22. februar 2013
Signeret brand er dyrere end blank blænde
| BORUM, POUL. Den blændende by - Digte. Gyldendal 1971 (1. udg.) Sider 70. | |
| DKK 60 · spørg Clemens Antikvariat, Århus N (DK) · CLE1947 · | |
| BORUM, POUL: Den brændende by. København 1971. Orig. omsl. 70 s. | |
| ¶ Ded. fra Borum til Astrid Hjertenæs Andersen. | |
| DKK~ 150 · spørg Ruuds Antikvariat Mysen, Mysen (NO) · RUM112196 · | |
torsdag den 21. februar 2013
Redaktionelt veråb med symbolværdi
HVOR ER SYMBOLERNE?
- prøv 'insert', siger du og har helt reelt ret!
Her er de:
- prøv 'insert', siger du og har helt reelt ret!
Her er de:
§ ¶° © ® ℗ ℠ ™ ⌘ ⌥
⌫ ⏎ ↵ ⏏ ⌃Ÿ ¢ ¤ ✚ ♪ $¢£
¥ € ₠ + − ×÷ ± ⁄ < > ≤
≥ = ≠ ≅ ≈ ∧ ∨ ∞ √
Kgl. happening
Var der bare
en lufthavn på
Christianshavn,
hvor jeg kunne
tage en helikopter
til Frederikshavn
og tilbage igen og
hen igen og tilbage
igen og hen igen og
tilbage igen o.s.v.
indtil kongerækken
var helt trævlet op
og Frederik med god
grund kunne abdicere
på forhånd: Rotor ud-
peger ruter uden riter.
en lufthavn på
Christianshavn,
hvor jeg kunne
tage en helikopter
til Frederikshavn
og tilbage igen og
hen igen og tilbage
igen og hen igen og
tilbage igen o.s.v.
indtil kongerækken
var helt trævlet op
og Frederik med god
grund kunne abdicere
på forhånd: Rotor ud-
peger ruter uden riter.
Smalhalsens dans mellem bredsider
Jeg havde White Girl med i aftes i Deadline, hvor jeg som åbenbart officiel krimihader (jeg hader ingen genrer - men nogle har bare deres væsen imod sig!) distræt diskuterede krimier med en krimiforfatter og en krimiforsker, og havde det meste af min opmærksomhed tilfangetaget af den smalle, smalle, hvide, hvide bogs forsøg på ikke at blive helt mast til plukfisk af de store, tunge og tykke krimier og thrillere og krimithrillere, som værten forsøge at sandwiche den med, og flygte tilbage hen over bordet til mine anderledes sensitive hænder, så jeg kunne læse den genuint "samfundskritiske" tekst op, en gul post-it stod flagrede ved - det lykkedes aldrig:
Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge "om der ikke rigtig kold i den land, jeg komme fra?! ", jeg komme fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge? Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du liv og glade dage hver dag året rundt, og hvad du tror., den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten du er. Du fucing lære, at liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol - når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har.
Og her et klip fra den rare (og rige) krimi- eller rettere thrillerforfatter Mikkel Katz Krefeldfs tontunge Sort sne falder, som jeg hentede hos DR i går eftermiddags og fik læst mig en 50 søvndyssende sider ind i, inden jeg skulle derud igen, virkelig uoplagt (normalprosasynsvinklet) vrængen:
- Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. - Ved du ikke, at jeg er født klar. Born ready, som man siger./ Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke af den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen. Iden situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var ramt af valgfeber. Mern med de katastrofale meningsmålinger in mente hente han i øjeblikket hentede han i øjeblikket kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen.
Den hvide pige discodanser på den sorte snes mausolæum.
Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge "om der ikke rigtig kold i den land, jeg komme fra?! ", jeg komme fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge? Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du liv og glade dage hver dag året rundt, og hvad du tror., den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten du er. Du fucing lære, at liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol - når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har.
Og her et klip fra den rare (og rige) krimi- eller rettere thrillerforfatter Mikkel Katz Krefeldfs tontunge Sort sne falder, som jeg hentede hos DR i går eftermiddags og fik læst mig en 50 søvndyssende sider ind i, inden jeg skulle derud igen, virkelig uoplagt (normalprosasynsvinklet) vrængen:
- Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. - Ved du ikke, at jeg er født klar. Born ready, som man siger./ Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke af den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen. Iden situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var ramt af valgfeber. Mern med de katastrofale meningsmålinger in mente hente han i øjeblikket hentede han i øjeblikket kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen.
Den hvide pige discodanser på den sorte snes mausolæum.
Umagisk anekdote
Der sad en tryllekunstner i kaffebaren og klagede (på engelsk) over, at han ikke kunne vågne - det kan jeg godt forstå, han var gnaven over: I drømme er det ingen kunst at trylle, det er det kun i virkeligheden.
Guds eget lorteland
(nedskrevet i aftes på vej til indslag om krimier i Deadline)
Der er flydende grænser
mellem Herrens Mark og
Lars Tyndskids Marker,
hvor kun dødbidere
ved deres levende råd.
Der er flydende grænser
mellem Herrens Mark og
Lars Tyndskids Marker,
hvor kun dødbidere
ved deres levende råd.
onsdag den 20. februar 2013
Ægkølle
Jeg har hele tiden betragtet den insisterende irriterende skulptur foran DR-byen, som jeg har passeret og fra metrostationen stirret ned på et utal af gange, som et ÆG MED ANTENNE, hvilket også er meningen har jeg nu googlet mig frem til (tekst fra 2010):
(Et spejlblankt og funklende æg i højtpoleret rustfrit stål med en 19 meter høj antenne har nu fundet sin plads foran DR Byens studiebygninger. DR's konstituerede generaldirektør klippede snoren, da skulpturen i dag skulle indvies. - Det vil være en fornøjelse for alle DR's medarbejdere og besøgende i den her bydel, at have sådan en fantastisk skulptur, siger DR's konstituerede generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Den spejlblanke Receiver fanger og spejler omgivelserne. Om natten vil den blå skærm spejle sig på en helt særlig måde i skulpturens højtpolerede stål, og om dagen vil det se ud, som om himlen bliver trukket ned i Receiver gennem den høje antenne. Skulpturen har været lidt af en håndværksmæssig udfordring for kunstnergruppen, der måtte søge helt til Taiwan for at få den store skulptur af det fineste polerede stål udført på den helt rigtige måde, fortalte koordinator i projektet, Lotte Osted, til receptionen. Tilbage i 2005 søgte og fik DR i omegnen af 4 millioner kroner i støtte til kunstnerisk udsmykning af DR Byens udendørsareal fra Statens Kunstfond. Det var en enig beslutning, at opgaven skulle løses af den tyske kunstnergruppe Inges Idee med værket Receiver.)
men så i dag da, jeg stod på stationen, der jo er placeret OVER jorden, overhørte jeg en dame sige til sin veninde, at det var da en mærkelig golfkølle dernede, og pludselig kunne jeg ikke se skulpturen som andet end en golfkølle, EN KLOVNEGOLFKØLLE! Hvilket også siger ret meget dybsindigt om fortolkningsforskydningspotentialitet, synes jeg nok.
Men bortset fra det forbliver mine yndlingskøller pelikankroketkøllerne i Alice:
Popquiz om djævleøen
(Fra NFs tekst om AW: For Warhol var det smukkeste i Tokyo McDonald’s. Og det smukkeste i
Stockholm var McDonald’s. Og det smukkeste i Firenze var McDonald’s. Til
gengæld ærgrede han sig over, at der i hans levetid ikke var noget
smukt i Peking og Moskva.)
Hvad er det smukkeste på Amager?
McDonalds på Amagerbrogade
(hvor jeg læste følgende overskrift i Amagerbladet:
Endnu en svingom med slamsugeren)!
Hvad er det smukkeste på Amager?
McDonalds på Amagerbrogade
(hvor jeg læste følgende overskrift i Amagerbladet:
Endnu en svingom med slamsugeren)!
tirsdag den 19. februar 2013
Urdebut opgravet
af Mads Eslund, der på Testrup Højskole fandt denne tegneserie i Dansklærerforeningens udgivelse Grin ud! fra 1983 (da jeg blev 15 år og gik i 8. og 9. klasse), hvis eksistens jeg komplet havde svedt ud - og hvem er ikke det forkerte barn?:
Jeg kommer næppe til at steppe (men I må gerne heppe)
Helt mystisk overskrift! Den skrev sig selv, og det kan den ikke være bekendt.
Jeg ville bare lige udtrykke desperation over, hvordan jeg dog skal nå at få læst Niels Franks Nellies bog, inden den udkommer på fredag, for det kan jeg blive nødt til at få gjort, så jeg kvalificeret kan ryste på hovedet over anmeldelserne og blogge om og med mine hovedrystelser og bare være up-to-date med litteraturhistorien, mens den sker (hvornår fatter samtidslitteraturhistorikerne at Tabernakel (sammen med siger jeg sagde jeg) er en ny epokes Digte 1803?), og i hvert fald når jeg ikke som planlagt at komme ud til Louisiana og se udstillingen med Andy Warhols ungdomstegninger, hvilket egentlig forekommer som et langt større overgreb mod Niels Frank(heden) end ikke at få læst hans bog i tide, eftersom han jo er Danmarks største og bedste Warhol-fan, og forleden holdt han åbenbart et lysbilledforedrag på museet, hvilket ingen havde fortalt mig om, som nu heldigvis er til at læse på Promenaden som et klogt hvirvlende cut-up af Franks tidligere Warhol-tekster med enkelte nye indslag, så vist jeg kan læse, om akkurat tegningerne og ikke mindst SKOENE på tegningerne:
Hvad er det for en historie vi møder i Andy Warhols tidlige tegninger?
Måske er det ikke én, men tre tilblivelseshistorier vi møder i tegningerne fra 1950’erne. Først naturligvis Warhols egen, og den siger noget om, hvordan han kommer på sporet af sig selv som kunstner ved at holde fast i sin egen feminisering, også selv om det feminiserede kan forekomme indladende på kanten af det sødladne. Personerne i hans tegninger er ofte svære at placere kønsmæssigt, de læner sig op af det androgyne med deres tomme blik, deres udviskede næse og lange, tynde fingre. Desuden er der en rendyrkelse på færde her, især hvad angår hår og læber, foruden det helt særlige nummer hos ham, nemlig skoen, indbegrebet af homoseksuel fetich. Men hvorfor er den nu det? Fordi skoen i den homoseksuelle aflæsning er en funktion forvandlet til statement, ofte i direkte modstrid med den kropslige udformning – den alt for smalle sko, den alt for pyntede, alt for højhælede, alt for spidse sko. Men også den alt for lange, falliske læderstøvle, den alt for selvbevidste snørestøvle med åbenlyse referencer til sadomasochisme og den alt for prangende cowboystøvle, der praler af sin egen maskulinitet. Det er skoen som over-naturligt symbol i bogstaveligste forstand: den tjener ikke længere noget naturligt formål, den er perverteret.
Skoen er ikke helt uskyldig?
Næppe. (...)
Og NU skal jeg læse den roman, der LOVER mig at være så fantastisk, når jeg bare lige har dit og dat og dut og dyt og dot.com.
Jeg ville bare lige udtrykke desperation over, hvordan jeg dog skal nå at få læst Niels Franks Nellies bog, inden den udkommer på fredag, for det kan jeg blive nødt til at få gjort, så jeg kvalificeret kan ryste på hovedet over anmeldelserne og blogge om og med mine hovedrystelser og bare være up-to-date med litteraturhistorien, mens den sker (hvornår fatter samtidslitteraturhistorikerne at Tabernakel (sammen med siger jeg sagde jeg) er en ny epokes Digte 1803?), og i hvert fald når jeg ikke som planlagt at komme ud til Louisiana og se udstillingen med Andy Warhols ungdomstegninger, hvilket egentlig forekommer som et langt større overgreb mod Niels Frank(heden) end ikke at få læst hans bog i tide, eftersom han jo er Danmarks største og bedste Warhol-fan, og forleden holdt han åbenbart et lysbilledforedrag på museet, hvilket ingen havde fortalt mig om, som nu heldigvis er til at læse på Promenaden som et klogt hvirvlende cut-up af Franks tidligere Warhol-tekster med enkelte nye indslag, så vist jeg kan læse, om akkurat tegningerne og ikke mindst SKOENE på tegningerne:
Hvad er det for en historie vi møder i Andy Warhols tidlige tegninger?
Måske er det ikke én, men tre tilblivelseshistorier vi møder i tegningerne fra 1950’erne. Først naturligvis Warhols egen, og den siger noget om, hvordan han kommer på sporet af sig selv som kunstner ved at holde fast i sin egen feminisering, også selv om det feminiserede kan forekomme indladende på kanten af det sødladne. Personerne i hans tegninger er ofte svære at placere kønsmæssigt, de læner sig op af det androgyne med deres tomme blik, deres udviskede næse og lange, tynde fingre. Desuden er der en rendyrkelse på færde her, især hvad angår hår og læber, foruden det helt særlige nummer hos ham, nemlig skoen, indbegrebet af homoseksuel fetich. Men hvorfor er den nu det? Fordi skoen i den homoseksuelle aflæsning er en funktion forvandlet til statement, ofte i direkte modstrid med den kropslige udformning – den alt for smalle sko, den alt for pyntede, alt for højhælede, alt for spidse sko. Men også den alt for lange, falliske læderstøvle, den alt for selvbevidste snørestøvle med åbenlyse referencer til sadomasochisme og den alt for prangende cowboystøvle, der praler af sin egen maskulinitet. Det er skoen som over-naturligt symbol i bogstaveligste forstand: den tjener ikke længere noget naturligt formål, den er perverteret.
Skoen er ikke helt uskyldig?
Næppe. (...)
Og NU skal jeg læse den roman, der LOVER mig at være så fantastisk, når jeg bare lige har dit og dat og dut og dyt og dot.com.
mandag den 18. februar 2013
Collagekritik
Alle bøger burde have collageplakatomslag som Hvedekorns billedredaktør Christian Vinds til Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger, der kan foldes ud til en stor fra titlen fremassocieret s/h-collage, med parodisk/oprigtigt forbillede i de skrækkelige tematiske collager, vi blev sat til at lave i børnehaven og skolen.
Men jeg kom til at tænke på, at man efter samme metode også kunne lave collage-anmeldelser - her er betydeligt primitivere og mindre virtuost min collage-anmeldelse, inden jeg skriver den på skrift, af Peter Adolphsens År 9 efter Loopet:
Men jeg kom til at tænke på, at man efter samme metode også kunne lave collage-anmeldelser - her er betydeligt primitivere og mindre virtuost min collage-anmeldelse, inden jeg skriver den på skrift, af Peter Adolphsens År 9 efter Loopet:
Poesiforhøjelse og -forbinding
Digtsamlinger bliver dyrere!
I mange år var normalprisen for en digtsamling på højst 80 sider 150 kr, (ca. en cd, hvilket var en smart og sympatisk pris (men ingen køber jo længere cd'er ...)), det er også hvad
Christina Hagens White Girl (41 sider) og
Majse Aymo-Boots Spørgsmålene (60 sider) og
Ulrikka S. Gernes' Flosset opus for strygere og blæsere (64 sider) og
Henrik Nordbrandts 3 1/2 D (77 sider
alle fra 2012, koster (jeg tager de eksempler, der ligger stablet på mit skrivebord), 150 kr.
mens Jesper Bryggers to debutbøger kun koster 99 og 125 kr. (63 og 68 sider)
men
160 kr. for Frank Kjørups Jeg er stadig væk (48 sider)
180 kr. for Nikolaj Stochholms Ødelagt rim (64 sider)
180 kr. for Henrik Haves Hovedsporet (96 sider)
199 kr. for Marianne Larsens Med skyer under fødderne (54 sider)
199 kr. for Daniels Dalgaards Vi er ikke konger (64 sider)
200 kr. for Anders Abildgaards Din fjendes fest (85 sider)
- og så bliver det lidt komplekst pga. af bindstyrke (100 +) og/eller den nye luksus-indbindings-tendens, jeg egentlig synes er betænkelig, hellere digtsamlinger som rå og billige pamfletter end som lækre og dyre kogebøger og i høj grad netop for prisens skyld!
230 kr. for Mette Moestrups Dø, løgn, dø (175 sider, indbundet)
230 kr. for Ursula Andkjær Olsens Det 3. årtusindes hjerte (214 sider)
- og rekorden (det var den, der fik mig til at undersøge sagen):
250 kr. for Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger (98 sider, indbundet, udkommer i næste uge) -
Poesi bør forblive noget billigt pragt !
I mange år var normalprisen for en digtsamling på højst 80 sider 150 kr, (ca. en cd, hvilket var en smart og sympatisk pris (men ingen køber jo længere cd'er ...)), det er også hvad
Christina Hagens White Girl (41 sider) og
Majse Aymo-Boots Spørgsmålene (60 sider) og
Ulrikka S. Gernes' Flosset opus for strygere og blæsere (64 sider) og
Henrik Nordbrandts 3 1/2 D (77 sider
alle fra 2012, koster (jeg tager de eksempler, der ligger stablet på mit skrivebord), 150 kr.
mens Jesper Bryggers to debutbøger kun koster 99 og 125 kr. (63 og 68 sider)
men
160 kr. for Frank Kjørups Jeg er stadig væk (48 sider)
180 kr. for Nikolaj Stochholms Ødelagt rim (64 sider)
180 kr. for Henrik Haves Hovedsporet (96 sider)
199 kr. for Marianne Larsens Med skyer under fødderne (54 sider)
199 kr. for Daniels Dalgaards Vi er ikke konger (64 sider)
200 kr. for Anders Abildgaards Din fjendes fest (85 sider)
- og så bliver det lidt komplekst pga. af bindstyrke (100 +) og/eller den nye luksus-indbindings-tendens, jeg egentlig synes er betænkelig, hellere digtsamlinger som rå og billige pamfletter end som lækre og dyre kogebøger og i høj grad netop for prisens skyld!
230 kr. for Mette Moestrups Dø, løgn, dø (175 sider, indbundet)
230 kr. for Ursula Andkjær Olsens Det 3. årtusindes hjerte (214 sider)
- og rekorden (det var den, der fik mig til at undersøge sagen):
250 kr. for Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger (98 sider, indbundet, udkommer i næste uge) -
Poesi bør forblive noget billigt pragt !
Pappizzaer er politihundeæde
Det kan IKKE være et tilfælde, at jeg i 2 amagerkanske pizzeriaer, 1 på Islands Brygge og 1 ved Amagercentret, blandt BT'erne og Ekstra Bladene har fundet Dansk Politihundeforenings blad Politihunden, med sloganet "Giv hals!" og helsidesbilleder af hundeførere på knæ ved siden af deres hunde, "Flemming og Rolf", men hvad betyder det ! ! ? ?
søndag den 17. februar 2013
Clipskirkegården
til højre for min computer, der langsomt, men sikkert og i al klirrende beskedenhed bliver større og større, mens jeg nedtaster det ene Hvedekornsafslag efter det andet - og chatequegenbrugsstationen i vindueskarmen til venstre.
Firmaer ved navn Firma
Vera Vinkelwir tager til Gentofte (sikke psykedeliske sækkestole)
Jeg skal snart drage til til Mikkel Carls Traneudstiiling på Gentofte Hovedbibliotek, Fuck Yes, IGEN, for til ferniseringen sidste lørdag måtte man ikke sidde i de pertentligt (og bare forpulet SMUKT, må jeg godt sige det, Mikkel?) actionmalede sækkestole foran de over 400 Ikea-spejle, men det må man, så vidt jeg forstår, NU! Intet slår lumsk pseudo-ekspressiv ((men reel (og reel smuk)) magelighed! Kirsten Hammann har også besøgt udstillingen, fortæller hun kunstneren på Facebook, og hun fik heller ikke sat sig ned, det er på tide at sidde!:
Så kom jeg ud og så din udstilling. Så flot! Og så mange spejlinger og fordoblinger og mennesker og ting og sager og mig selv og min iphone, der blev en del af installationen. Men jeg turde sgu da ikke sætte mig på puderne, selv om jeg godt ved, malingen er tør. Man ved jo aldrig ... og ens pæne frakke ... og folk, de står og glor, nej, det fik du mig altså ikke til :)
Al den gode kunst rundt i byen! Jeg nåde ikke at anbefale Mogens Møllers hemmelighedsfulde ægyptiske kasser hos Tom Christoffersen, før de efter kun en uge pist var forsvundet igen:
for slet ikke at tale om mini-Albert Mertz-festivallen samme sted, som jeg lige nåede at se, med 1 blåt og 1 rødt øje, på sidstedagen (men der kommer en Part II!):
Personer ved navn Person
Din søgning på
person
giver 1000 hits1. Per Sohn
23 69 98 94
Lunden 27
5320
Agedrup
27 51 01 01
Cypresvej 40A
7400
Herning
25 37 37 14
Søndre Fasanvej 64 3. th.
2000
Frederiksberg
70 20 45 15
Nordens Alle 4B
9800
Hjørring
25 62 32 30
Spangsvej 160
4750
Lundby
20 14 47 57
Boltinggårdvej 5
5750
Ringe
33 79 00 29
Falkoner Allé 26A 4. th.
2000
Frederiksberg
26 24 15 53
Albert Ibsensvej 10 st. mf.
4200
Slagelse
lørdag den 16. februar 2013
Yndlingsforkotelse nr. 0
Fordi man har uforkortet den i overskriften på min anmeldelse af Peter Adolphsens billedbøger i WA Bøger i går (og fordi jeg uretfærdigt glemte den, ligesom dvs., i optællingen nedenfor), der lyder således reforkortet:
KLOSAKS VS. GRØDHOVED
KLOSAKS VS. GRØDHOVED
Årets øksejob
*NEWSFLASH* 12 February 2013: Camilla Long wins the second annual Hatchet Job of the Year Award for her Sunday Times review of Aftermath by Rachel Cusk.
Brought to you by The Omnivore, The Hatchet Job of the Year Award is for the writer of the angriest, funniest, most trenchant book review of the past twelve months.
It aims to raise the profile of professional critics and to promote integrity and wit in literary journalism.
The prize is a year's supply of potted shrimp, courtesy of The Fish Society.
For all enquiries, please get in touch at hatchetjob@theomnivore.co.uk
- citat fra anmeldelsen:
The book is crammed with mad, flowery metaphors and hifalutin creative-writing experiments. There are hectic passages on Greek tragedy and the Christian concept of family, as well as fragments of ghost stories, references to the Anglo-Saxon heptarchy, and heavy Freudian symbolism, including a long description of the removal of a molar, “a large tooth,” she writes portentously, “of great…personal significance”. The final chapter is an out-of-body experience — her situation seen through the eyes of her pill-popping Eastern European au pair. Oddly, I read the whole thing in a Bulgarian accent.
Forsinket Valentin-sms fra 1841
udateret (1841) - til Regine Olsen
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
fredag den 15. februar 2013
Fuck nu dette Forfatterskolerektormoratorium!
Ikke fordi jeg ikke håber og tror, at jeg stadig kan anmelde Hans Otto Jørgensen, men intet er helligt åbenbart!: Efter Pablo Lambías' sonetsamling Hundstein undveg mig, er nu Niels Franks ROMAN Nellies bog udleveret til anden side, og det syntes jeg selvfølgelig straks var skandaløst, men efter jeg nolede et eksemplar inde på avisen i eftermiddag og begyndte at læse og ikke kunne holde og var lige ved at køre for langt med Metroen, synes jeg, det er KATASTROFALT, for den bog er altså for VILD: En ung pige Nellie fortæller med den mest anarkistiske, barokke ortografi over 280 (som en notesbog opsatte og nummererede) sider; jeg har stoppet min læsning igen, det tog alt for meget kraft fra mine andre gøremål (fx at blogge jo!) at blive i romanen forunderlige sprogbuskads (som ikke ligner noget andet Frank har signeret, overHOVEDET (også bare i excentricitetens bindstærke KONSEKVENS)), men jeg bliver nødt til at vende tilbage lige om lige om lidt, jeg fornemmer, at bogen er lige så vildt betydelig som den virker betydeligt vild, og jeg slår simpelthen bare tilfældigt op og citerer løs:
den Roman's Filem begyndt så med at detlyst Lys lissom i Dags Lys eller Lys og man , eller NOGNE ka seer byen med Motovejnen neddenunder . Så blir det så minder , og minder det Lys og efter to måsge da to og en halv ( 2 ; 50 ) Timer går det Lys så til slut sist ud saat det blir mørk ovre byen iggen , og i Vinudeskarmern . Så seer , Jeg , så Lyset blir tændte i de storer Bygingern i DownTown i nogne riktiglang Traad hen ovre de Bygningern røde&gulle lisom på Motovejen . Ligsom når at , Jeg . ellers seer dét . Det blev noegt mørk i Roman's Filem lisom det mørk lige nu&her ude for mit , eller mine Vindur dét er dét samme . Det mørk i mine Vinduts karmer og det mørk i Roman's Vinduets Karmer . Roman har nåek ståed her i mit Taarn éengang før det Taarn her var mit Taarn , og fotografert eller optagt filmet , Jeg ka jo da ikke siig hvor når at han har det men dét lignet præsist dét som , Jeg , så seer nu Selv når at , Jeg , lige nu&her Selv ståer og kikker ud , på DownTown i giennem Vinduern her i mit Taarn
Yous see what i mean - 'bout this Wild Thing ! ?
den Roman's Filem begyndt så med at det
Yous see what i mean - 'bout this Wild Thing ! ?
Mindst 1 genfærd
indeholder
(med Todorovsk tøvende tvetydighed)
Dennis Gade Kofods nye roman Genfærd,
heldigvis,
jeg havde være skuffet over mindre,
efter sværmen af spøgelsesfiktion
på det seneste,
såvel Guy Maddins fordrømte Keyhole
som 1. sæson af manisk kulørte American Horror Story
(med Todorovsk tøvende tvetydighed)
Dennis Gade Kofods nye roman Genfærd,
heldigvis,
jeg havde være skuffet over mindre,
efter sværmen af spøgelsesfiktion
på det seneste,
såvel Guy Maddins fordrømte Keyhole
som 1. sæson af manisk kulørte American Horror Story
Post mig
Det raslede under min fod på Pilestræde, en gul post-it hang fast på min skosål
Lars Bukdahl
stod der skrevet med blå kuglepen
hvor længe har den siddet der?
44 år?
og hvem er jeg så nu?
Lars Bukdahl
stod der skrevet med blå kuglepen
hvor længe har den siddet der?
44 år?
og hvem er jeg så nu?
I det mindste vandt jeg ikke konfirmandquizzen
(resultat af af kun at søge på sit efternavn på Infomedia (hvis du kløver Troels Kløvedal får du 2 fodboldspillere fra Horsens)
HANSEN/NISSEN har netop afholdt to konfirmandaftener, hvor de unge mennesker havde mulighed for at se det store udvalg og købe tøj til den store aften, og der var blandt andet også besøg fra AC Horsens. Søren Jochumsen og Troels Kløve var blandt gæsterne, og sidstnævnte stillede op til kampe i FIFA 13. Der blev også arrangeret en konfirmandquiz, og de heldige vindere blev: 1. præmie: AC Horsens spillertrøje med tryk på ryggen efter eget valg Andreas Bukdahl Pedersen 2. præmie: AC Cap og 3 billetter til AC Horsens - OB den 10. marts 2013 Mathias Madsen 3. præmie: 2 billetter til AC Horsens - OB den 10. marts 2013 Emil G. Thysen Tillykke til de heldige vindere, der har fået direkte besked.
HANSEN/NISSEN har netop afholdt to konfirmandaftener, hvor de unge mennesker havde mulighed for at se det store udvalg og købe tøj til den store aften, og der var blandt andet også besøg fra AC Horsens. Søren Jochumsen og Troels Kløve var blandt gæsterne, og sidstnævnte stillede op til kampe i FIFA 13. Der blev også arrangeret en konfirmandquiz, og de heldige vindere blev: 1. præmie: AC Horsens spillertrøje med tryk på ryggen efter eget valg Andreas Bukdahl Pedersen 2. præmie: AC Cap og 3 billetter til AC Horsens - OB den 10. marts 2013 Mathias Madsen 3. præmie: 2 billetter til AC Horsens - OB den 10. marts 2013 Emil G. Thysen Tillykke til de heldige vindere, der har fået direkte besked.
torsdag den 14. februar 2013
Cyf 50
Digteren og fotografen og bloggeren og den tidligere bestyrer af (stærkt savnede) fysiske og virtuelle Afsnit P Christian Yde Frostholm fylder 50 i dag, og kan det passe, at jeg første gang hilste på ham i en toiletvogn på Christiania under maratonoplæsning i Byens Lys tilbage i hvad? 1987? Som digter og bogkreatør er jeg blevet stadig gladere for ham jo mindre inderligt og jo mere yderligt, han har digtet og bogkreeret; min yndlings-Cyf-bog er (selv)klart den næstseneste med bogstaver i, Ofte stillede spørgsmål (som også er en af mine yndlingsbøger som sådan fra de seneste 5 år), her er et selvportræt (med hilsen til Duchamps ophængte fysikbogs(?)-readymade) fra den allerseneste bog, som der kun er fotografier i, Things Left Behind. TILLYKKE, Pristian Pryde Prostholm!
Dø Vanskeligt-Prisen (Mick Øgendahls Hævn)
Jeg bider hovedet af al skam og fortæller, at jeg i mandags i biografen i City 2 til forpremiere på A Good Day to Die Hard, action-rutine med et vist stiligt og vittigt overskud (to hjerter i dag i Politiken, det er altså ikke retfærdigt), ufrivilligt deltog i den åbenbart faste forpremiere-lodtrækning, og fordi jeg lige præcis sad på sæde 4 i 5. række vandt jeg førstepræmien bestående af
24 (TUNGE glas)flasker Carlsberg-Export-øl (= fancy forklædt Hof)
En mega-slikpose
To billetter til den nye Schwartzenegger-film The Last Stand
og en af selveste Mick Øgendahl (se blogpost nedenfor) signeret Alle for én-dvd !
Og jeg tror sjældent, jeg har set så forfjamsket ud, som da jeg vandrede op til lærredet for at modtage mine præmier af to John McClaine-udklædte (blodige t-shirts og forrevne ansigter) City 2-medarbejdere: Totalt og inderligt identitetsafklædt! I skulle have set (igennem) mig!
24 (TUNGE glas)flasker Carlsberg-Export-øl (= fancy forklædt Hof)
En mega-slikpose
To billetter til den nye Schwartzenegger-film The Last Stand
og en af selveste Mick Øgendahl (se blogpost nedenfor) signeret Alle for én-dvd !
Og jeg tror sjældent, jeg har set så forfjamsket ud, som da jeg vandrede op til lærredet for at modtage mine præmier af to John McClaine-udklædte (blodige t-shirts og forrevne ansigter) City 2-medarbejdere: Totalt og inderligt identitetsafklædt! I skulle have set (igennem) mig!
onsdag den 13. februar 2013
Stem så meget det er muligt på Aidt og Andkjær
Så er der Berlingskes og Bibliotekernes Læsernes Bogpris, og endnu færre (også positive) overraskelser her (og de samme to med sikre odds for flest stemmer: Leine og Jungersen), men cool nok, at de har fået Naja Maries Aidt trist oversete roman Sten saks papir med - det smarte ved prisen er, at man kan stemme flere gange: sidste år var det vist helt ubegrænset, i år risikerer man at blive stoppet; det blev jeg forleden dag efter at have stemt 2 gange på Aidt og 2 gange på Ursula Andkjær, de to kvalificerede kandidater (flere er der sjældent ved en læserafstemning - Strid er sikkert også i orden, jeg har bare ikke læst hans pære-bog), men nu her prøvede jeg så igen, og det lykkedes mig at stemme 1 gang på Ursula, før jeg atter blev vist ud, det handler om at manøvrere sig frem gennem opdateringer og tilbageklik, og jeg tror ikke, det kræver de store hackerevner at få afleveret en røvfuld stemmer til de/den rette:
-
Der var et problem med din indsendelse.
Denne formular er desværre begrænset til én indsendelse per bruger.
tirsdag den 12. februar 2013
Halvhjertet prispopulisme
Informations kulturredaktør Peter Nielsen havde en selvgod leder i Information, der anklagede Politikens Litteraturpris for at være populistisk, fordi læserne - modsat Infs' og Testrups Højskoles Montanapris - skal vælge mellem 7 kandidater, avisen har opstillet, en anklage jeg i og for sig er enig i, jeg gad bare ikke være det på de selvgode præmisser (og med de kedsommelige formuleringer), men så svarede Politikens litttraturredaktør Jes Stein Petersen, der er anstrengende meget oppe at køre sin pris, som om ingen nogensinde havde uddelt en litteraturpris før, med sin egen endnu meget selvbedre leder, som jeg næsten lige så lidt gider være uenig i, som jeg gider være enig med Peter Nielsen:
(...) kulturredaktør Peter Nielsen skrev: »Det er godt, at det er de danske boghandlere, der bestemmer, hvem der skal have årets laurbær. Noget andet er Politikens nye litteraturpris, der slår sig op på at honorere »årets bedste bog af litterær kvalitet«. At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Lad os lige tage den sidste sætning en gang til: »At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Information har selvfølgelig ret til at håne Politikens læsere, selv om man måske kunne forestille sig, at der var andre forhold i den litterære verden, som det var mere påtrængende at kommentere kritisk på end den glade kendsgerning, at et dagblad har fået en ny mulighed for at sætte fokus på tidens vægtigste litterære værker. Den pris, Information selv uddeler i samarbejde med Testrup Højskole, Montana-prisen, er designet, så der er garanti for en lukket fest: Ti professionelle litteraturmennesker ordner det hele: En lille komité bestående af forfattere og kritikere indstiller seks værker, hvorefter en anden komité, der også består af forfattere og kritikere, udpeger prisvinderen. Sikke en fest! (...) Personligt er jeg glad for, at vi på Politiken har en litteraturpris, som man ikke skal have VIP-invitation for at have indflydelse på.
En pris, som læsere, man møder tilfældigt på biblioteket, betragter sig som selvfølgelige parthavere i.
Nu bliver der jo rent faktisk holdt en (god) fest, på Testrup Højskole, efter uddelingen af Montanaprisen og i forlængelse af en hel uges kursus for "almindelige" læsere, som uddeler deres egen Champagnepris (i år gik den til Christina Hesselholdt, der også er nomineret til Politikens pris), som man kunne overveje at omdøbe til Informations Politikenpris, så kunne Politiken oprette en Politikens Informationspris, hvor en forfatter- og kritikerjury udpeger vinderen. Men det trælse ved litteraturpriser med læserafstemninger - foruden Politikens Litteraturpris Weekendavisens Litteraturpris og Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris - er jo den populistiske HALVHJERTEHED: læserne kan først vælge, når avisen og dens redaktør og kritikere formynderisk har valgt, hvad de har lov til at vælge mellem - til gengæld kan man være stensikker på, at læserne altid vælger en af de, hvis ikke bare DEN mestsælgende bog (og være helt usikker på, hvilke af de andre bøger læserne rent faktisk læser), derfor vil Christina Hesselholdt aldrig modtage Politikens Litteraturpris, og derfor er det enten Kim Leine eller Christian Jungersen, der modtager prisen i år. og hvor deprimerende forudsigeligt er det ikke? Hvis Jes Stein er så forelsket i sine læseres dømmekraft, kunne han jo lade dem vælge helt frit, men det tør han selvklart ikke, for så kunne Jussi Adler-Olsen risikere at vinde, og det er jo alligevel at lade demokratiet gå for vidt.
(...) kulturredaktør Peter Nielsen skrev: »Det er godt, at det er de danske boghandlere, der bestemmer, hvem der skal have årets laurbær. Noget andet er Politikens nye litteraturpris, der slår sig op på at honorere »årets bedste bog af litterær kvalitet«. At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Lad os lige tage den sidste sætning en gang til: »At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Information har selvfølgelig ret til at håne Politikens læsere, selv om man måske kunne forestille sig, at der var andre forhold i den litterære verden, som det var mere påtrængende at kommentere kritisk på end den glade kendsgerning, at et dagblad har fået en ny mulighed for at sætte fokus på tidens vægtigste litterære værker. Den pris, Information selv uddeler i samarbejde med Testrup Højskole, Montana-prisen, er designet, så der er garanti for en lukket fest: Ti professionelle litteraturmennesker ordner det hele: En lille komité bestående af forfattere og kritikere indstiller seks værker, hvorefter en anden komité, der også består af forfattere og kritikere, udpeger prisvinderen. Sikke en fest! (...) Personligt er jeg glad for, at vi på Politiken har en litteraturpris, som man ikke skal have VIP-invitation for at have indflydelse på.
En pris, som læsere, man møder tilfældigt på biblioteket, betragter sig som selvfølgelige parthavere i.
Nu bliver der jo rent faktisk holdt en (god) fest, på Testrup Højskole, efter uddelingen af Montanaprisen og i forlængelse af en hel uges kursus for "almindelige" læsere, som uddeler deres egen Champagnepris (i år gik den til Christina Hesselholdt, der også er nomineret til Politikens pris), som man kunne overveje at omdøbe til Informations Politikenpris, så kunne Politiken oprette en Politikens Informationspris, hvor en forfatter- og kritikerjury udpeger vinderen. Men det trælse ved litteraturpriser med læserafstemninger - foruden Politikens Litteraturpris Weekendavisens Litteraturpris og Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris - er jo den populistiske HALVHJERTEHED: læserne kan først vælge, når avisen og dens redaktør og kritikere formynderisk har valgt, hvad de har lov til at vælge mellem - til gengæld kan man være stensikker på, at læserne altid vælger en af de, hvis ikke bare DEN mestsælgende bog (og være helt usikker på, hvilke af de andre bøger læserne rent faktisk læser), derfor vil Christina Hesselholdt aldrig modtage Politikens Litteraturpris, og derfor er det enten Kim Leine eller Christian Jungersen, der modtager prisen i år. og hvor deprimerende forudsigeligt er det ikke? Hvis Jes Stein er så forelsket i sine læseres dømmekraft, kunne han jo lade dem vælge helt frit, men det tør han selvklart ikke, for så kunne Jussi Adler-Olsen risikere at vinde, og det er jo alligevel at lade demokratiet gå for vidt.
Spøgelset fra ABERDEEN!
Helle Helle meddeler, at hun på vej ud af Strandvejen i 14'eren kom forbi Tuborg, hvor hun og jeg i 1999 uddelte Maarumprisen til Malk de Koijn, som på det tidspunkt kun havde udgivet Smash Hit in Aberdeen, og udenpå den selvsamme bygning hang et rødt banner med påskriften:
ABERDEEN
! ! ! ! ! ! ! ! !
Jeg har undersøgt sagen og tænker, at det må dreje sig om dette tilsyneladende uhyggelige firma, selvom deres logo er blåt, og at deres virkelige lokation er Langestrand og virkelige mission altnedbrydende (og -pårimende):
Aberdeen Asset Management PLC er en global kapitalforvalter, som forvalter aktiver på vegne af både institutionelle og private investorer fra kontorer i hele verden. Selskabet blev grundlagt i Aberdeen, Skotland, i 1983 og har siden 1991 været børsnoteret på London Stock Exchange. I dag har vi 31 kontorer i 23 lande og mere end 2000 medarbejdere globalt. Vores mission er at levere stærke afkast på tværs af forskellige aktivklasser, hvor vi mener, vi har en bæredygtig konkurrencefordel. I Danmark tilbyder vi investorer en bred vifte af åbne fonde og separate mandater på tværs af vores core aktivklasser: aktier, obligationer, ejendomme og alternative investeringer.
Vi har en betragtelig ejendomsforretning, som forvalter direkte investeringer i ejendomme til en værdi af €1,6 milliarder alene i Danmark på vegne af Aberdeen-fonde, distributører og indirekte ejendomsfonde.
ABERDEEN
! ! ! ! ! ! ! ! !
Jeg har undersøgt sagen og tænker, at det må dreje sig om dette tilsyneladende uhyggelige firma, selvom deres logo er blåt, og at deres virkelige lokation er Langestrand og virkelige mission altnedbrydende (og -pårimende):
Aberdeen Asset Management PLC er en global kapitalforvalter, som forvalter aktiver på vegne af både institutionelle og private investorer fra kontorer i hele verden. Selskabet blev grundlagt i Aberdeen, Skotland, i 1983 og har siden 1991 været børsnoteret på London Stock Exchange. I dag har vi 31 kontorer i 23 lande og mere end 2000 medarbejdere globalt. Vores mission er at levere stærke afkast på tværs af forskellige aktivklasser, hvor vi mener, vi har en bæredygtig konkurrencefordel. I Danmark tilbyder vi investorer en bred vifte af åbne fonde og separate mandater på tværs af vores core aktivklasser: aktier, obligationer, ejendomme og alternative investeringer.
Vi har en betragtelig ejendomsforretning, som forvalter direkte investeringer i ejendomme til en værdi af €1,6 milliarder alene i Danmark på vegne af Aberdeen-fonde, distributører og indirekte ejendomsfonde.
mandag den 11. februar 2013
Levering til Lynmuseet
(så gennem Baressovindue rugbrød fra)
DLT
Dansk Lyn Transport
(se, hvor smart lynene er lagt i kasser, men HOV! chaufføren har glemt et sammenklappet lyn på bagsædet!)
DLT
Dansk Lyn Transport
(se, hvor smart lynene er lagt i kasser, men HOV! chaufføren har glemt et sammenklappet lyn på bagsædet!)
søndag den 10. februar 2013
Yndlingstopantal
1. top 5
2. top 3
3. top 10
4. top 50 (er det altid i Rolling Stone, senest: 50 best rap songs)
5. top 20
2. top 3
3. top 10
4. top 50 (er det altid i Rolling Stone, senest: 50 best rap songs)
5. top 20
Yndlingsforkortelser (yf)
1. fx
2. jfr.
3. pga.
4. iflg.
5. bl.a.
(fx har jeg fået speciallicens til at anvende i WA, ellers er alle forkortelser forbudt ligesom alle andre redigerede tekststeder, og wtf (forkortelse for) hvorfor egentlig!?)
2. jfr.
3. pga.
4. iflg.
5. bl.a.
(fx har jeg fået speciallicens til at anvende i WA, ellers er alle forkortelser forbudt ligesom alle andre redigerede tekststeder, og wtf (forkortelse for) hvorfor egentlig!?)
Illustrationer til side 27
År 9 efter Loopet:
En periode havde han indrettet de forskellige værelser efter tema: Der var et kunstværelse dekoreret med malerier, hentet på LA County Museum og sømmet op, blandt andre: Katsukawa Shunsho: Abalone Fishergirl with an Octopus (1773-74),
George Braque: Boats on the Beach (1906),
Granville Redmond: California Poppy Field (1926),
René Magritte: La Trahison des images (Ceci n'est pas une pipe),
Albert Giacometti: Portrait of Isaku Yanaihara (1956),
og Roy Lichtenstein: Cold Shoulder (1963).
En periode havde han indrettet de forskellige værelser efter tema: Der var et kunstværelse dekoreret med malerier, hentet på LA County Museum og sømmet op, blandt andre: Katsukawa Shunsho: Abalone Fishergirl with an Octopus (1773-74),
George Braque: Boats on the Beach (1906),
Granville Redmond: California Poppy Field (1926),
René Magritte: La Trahison des images (Ceci n'est pas une pipe),
Albert Giacometti: Portrait of Isaku Yanaihara (1956),
og Roy Lichtenstein: Cold Shoulder (1963).
Regel om filosofi og naturvidenskab i fiktion
Filosofi og naturvidenskab i fiktion skal være fiktiviseret filosofi (jf. Borges) og naturvidenskab (jf. Calvino), determineret og relativeret og sat i spil og knopskudt og udsyret af og fra den specifikke fiktion og/eller bare fiktivt som fiktion som sådan, ligesom billedsprog (jf. Dickens) og fakta - lystfuldt musikalsk og stiligt og subversivt (excessivt (jf., hvad angår fakta, alt det Venedig-lir i Ufrivillig rødgang)) = jeg er morgenligt blevet færdig med Peter Adolphsens År 9 efter Loopet og går helhjernet ind for den i al dens frivole, forgrublede (og jo netop frivolt forgrublede og forgrublet frivole) omhu.
Fantastisk fiktionstrick (apropos Adolphsen)
FANTASI!
PRØV DET!
som optimalest, hos den den sjældent dristige fantastikforfatter, forefindes fantasien som:
3. FANTASIFYLDE
2. FANTASIFULDENDELSE/FULDENDTHED
1. FANTASIFULDSKAB
PRØV DET!
som optimalest, hos den den sjældent dristige fantastikforfatter, forefindes fantasien som:
3. FANTASIFYLDE
2. FANTASIFULDENDELSE/FULDENDTHED
1. FANTASIFULDSKAB
fredag den 8. februar 2013
Sporløs avis
Ingen tekster af mig i dagens WA, det er jo ikke i orden, og især kunne Daniel Dalgaards debutsamling Vi er ikke konger, der udkommer i dag, have fortjent en anmeldelse, der var anderledes positivt diskuterende end den eneste ene, bogen har fået, nemlig Tue Andersens Nexøs entydigt og ensporede (Skinnebach)epigon-anklage i Information - til gengæld (for total usynlighed) har jeg til anmeldelse fået to lækkert lovende, små romaner (der er ikke noget mere lækkert og lovende end små romaner af forfattere, man nærer tilliden til: fordi de lover rask udsøgthed) af Dennis Gade Kofod, Genfærd, og Peter Adolphsen, År 9 efter Loopet, som jeg næsten ikke kan lade være med at slurpe mig igennem, men hvorfor skulle jeg også lade være, bare fordi de udkommer om henholdsvis fjorten dage og tre uger, jeg kan jo bare læse dem igen (og igen). Her de første 3-4 sci-fi-funky sætninger i År 9:
Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt - eller rettere holdt op med at opføre sig som dyr - forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige virkemidler. Der var kun vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen det som naturen altid gjorde: den tilpassede sig.
To be continued konsekvent og digressivt, forhåbentligt!
Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt - eller rettere holdt op med at opføre sig som dyr - forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige virkemidler. Der var kun vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen det som naturen altid gjorde: den tilpassede sig.
To be continued konsekvent og digressivt, forhåbentligt!
Moskito lever, moskito dør (SUGER DIT BLOD)
Apropos hvepse er her titelsangen fra Yeah Yeah Yeah nye plade Mosquito, der kommer på gaden til april, spillet livet i Californien for en fjorten dage siden; Karen O er en ypperligt Iggysk performer, må man nok sige, med Suzanne Brøggersk tøjsans, man skulle have været der:
Og her albumcoveret . . . :
Og her albumcoveret . . . :
Metaforiske bier
(betyder fx travle, summende og stikkende storbymennesker i stedet for bare bier)
sombier
sombier
At bebo et biord
BYBI
Disse bistader er ejet af Dansk Bybiforening (jeg troede sentimentalt, det var et beskæftigelsesprojekt for beboerne på Sundholm)
men er alle bier ikke
bybier
fordi alle bistader er
bibyer?
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
Disse bistader er ejet af Dansk Bybiforening (jeg troede sentimentalt, det var et beskæftigelsesprojekt for beboerne på Sundholm)
men er alle bier ikke
bybier
fordi alle bistader er
bibyer?
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
biby
bybi
torsdag den 7. februar 2013
2 top 3'er med Olivia i top
(fordi hun læste fænomenalt, offensivt nervøst op af sine DIGTE (hvoraf flere har været blogposter) i forgårs til Hvedekornsoplæsning på Kultorvet sammen med Lea Løppenthin, Anders Mathiasen, Mia Degner, Poul Aksel Poulsen (på bornholmsk! en for sjælden poesidialekt) og Frank Kjørup, der også overvintrede overlegent med deres nærvær)
TOP 3 OVER LITTERÆRE BLOGS LIGE NU
1. JEG SKRIVER MIT NAVN MED VERSALER
(nylig blogpost:
2. Mit ansigt indadtil/udadtil
(nylig blogpost (apropos Lars Hedegaard):
Modsvar på modsvar II
Jeg er bombe lise, det hedder ikke bombe lise, dukke lise, jeg hedder vel nok ikke dukke lise, jeg er bombe lise, jeg går henad gaden med nåle i hår, gerningsmanden i mig, m/k, s/h, gerningsvæsenet foran mig opløser sig for øjnene af mig, i celler, dem, der ikke er blevet behandlet ordentligt, dem, som ikke har haft det godt, hvordan kunne det gå så galt, celler som er blevet misforstået, en sværm af mangler, celler, iiiiiiiiii, hvorfor opløser jeg mig for øjnene af mig, gerningsnar, du skal ikke få det til at se ud som om jeg stikker halen imellem benene, bare fordi jeg ikke siger noget lort om dig og din kultur, i mangel på nærhed, på forståelse, respekt, det er skændigt, uf, skændigt plus kryds og slange, en sværm af mangler, du er ondere end mig, fucking gerningshvadvedjeg, jeg har ret, jeg er sand, du er en bisværm af mangler, det er dem der danner din (dårlige) figur.)
3. Mich&Susse
(fra nylig blogpost:
(peiterpeitersen og capsareric (der holder en forhåbentlig lille pause lige nu) er selvfølgelig stadig deroppead, de skal bare ikke føle sig for sikre i sadlen)
TOP 3 OVER FACEBOOKOPDATERERE (SOM JEG ER VENNER MED - GØR LIGE SÅ) LIGE NU
1. (Asta) Olivia Nordenhof
(nylig opdatering:
nu siger jeg noget jeg aldrig før har sagt offentligt: jeg kan afgøre sportskampe. hvis jeg af et rent hjerte tror på et givent hold, vinder de. altid.hvis jeg siger til mig selv: han scorer på straffe, så gør han. efter anden hallej idag tænte jeg, om jeg skulle gå ind i det. men så gad jeg altså ikke det mere. jeg er ligeglad. jeg kunne have stoppet det men jeg gad altså ikke. det er også munternt at tabe. det skal man huske. dem der har tabt danser tit bedst såe.
2. Keith Thomas Lohse (Mit navn er Keith)
(nylig opdatering:
Dugvåd blomstereng, sortsmudsket pædofil i beskidt duffelcoat, kåde følhopper i munter leg: hvad stikker ud? Man skulle tro det var den pædofile, ing? Men det var det ikke, det var hestene. Føj for satan, jeg glemmer aldrig hestene. Deres psykopatiske øjne og hastige, hede vejrtrækning, imens de "undersøgte" mig på gynækologlejet, fuck jeg hader heste.)
3. Asger Schnack
(nylig opdatering:
AssociationeR (21): Idag er det Daisy – Fragment af imorgen – Diamond Dogs – Fremtidsminder)
TOP 3 OVER LITTERÆRE BLOGS LIGE NU
1. JEG SKRIVER MIT NAVN MED VERSALER
(nylig blogpost:
åh hvad/ skydækket er der, men så tyndt/ bliver liderlig ved tanken om ting der næsten er der/ det vil blive sommer igen og jeg er vidende om det/ på den måde brændt, på den måde ufornuftig, ført/ sover så lidt, jeg er hvileløs/ faldt over en næsten ikke synlig tråd så jeg slap selen og
hunden løb( hvor så den gylden ud da den løb over marken!/ endelig fik den brugt sine muskler!/ en lille å, man vejer så lidt, der er ingen der kan huske
noget/ det hele falder af uden man mærker det andet end man ingenting
har/ en stor nydelse at gi solen af sine trusser, være alene/ endnu ikke vide, eller ha glemt det, at man en dag bliver så
ussel// sådan en lille gnier!/ sådan en lille hønserøv)
2. Mit ansigt indadtil/udadtil
(nylig blogpost (apropos Lars Hedegaard):
Modsvar på modsvar II
Jeg er bombe lise, det hedder ikke bombe lise, dukke lise, jeg hedder vel nok ikke dukke lise, jeg er bombe lise, jeg går henad gaden med nåle i hår, gerningsmanden i mig, m/k, s/h, gerningsvæsenet foran mig opløser sig for øjnene af mig, i celler, dem, der ikke er blevet behandlet ordentligt, dem, som ikke har haft det godt, hvordan kunne det gå så galt, celler som er blevet misforstået, en sværm af mangler, celler, iiiiiiiiii, hvorfor opløser jeg mig for øjnene af mig, gerningsnar, du skal ikke få det til at se ud som om jeg stikker halen imellem benene, bare fordi jeg ikke siger noget lort om dig og din kultur, i mangel på nærhed, på forståelse, respekt, det er skændigt, uf, skændigt plus kryds og slange, en sværm af mangler, du er ondere end mig, fucking gerningshvadvedjeg, jeg har ret, jeg er sand, du er en bisværm af mangler, det er dem der danner din (dårlige) figur.)
3. Mich&Susse
(fra nylig blogpost:
Tallene taler
deres eget skræmmende tydelige sprog: Googler man ”kommentere på” får man cirka
570.000 resultater, og kun ganske, ganske få af dem handler om, at det lyder
ÅNDSSVAGT at bruge denne konstruktion. Som der står i Den Danske Ordbog: ” NOGEN kommenterer NOGET/NOGEN NOGEN kommenterer på NOGET (konstruktionen med på regnes af nogle for ukorrekt)”
Ja, det skal jeg lige love for. Og umådeligt uattraktivt. Der er
givetvis tale om en anglicisme (en meget direkte oversættelse af ”comment on” –
hvornår mon folk indser, at ’direkte’ langt fra altid er lig med ’præcis’ i
denne sammenhæng? Et forsigtigt gæt: Nogenlunde samtidig med at Johannes V.
Jensen officielt kåres til Asiens tredjetykkeste bassist), og således antager
vendingen karakter af invasiv art, en sproglig pendant til bjørneklo og
kinesiske taskekrabber og harlekinmariehøner og bisamrotter og så videre.
Selvsagt er der folk, der nu vil gribe analogien i flugten og hævde, at der
snarere er tale om en pendant til biodiversitet, og ville vi måske undvære
pastinakker, denne velsmagende rodfrugt, og er det ikke bare racistisk, fordi
’pastinak’ indeholder nøjagtigt de samme bogstaver som ’Pakistan’? Lad det være
sagt med det samme: Jeg kan vældig godt lide pastinakker. Men det ændrer ikke
på, at jeg, når jeg hører mennesker omkring mig ”kommentere på” noget, får en
åbenbaring om deres seksuelle tiltrækningskraft: Den er der ikke.
(peiterpeitersen og capsareric (der holder en forhåbentlig lille pause lige nu) er selvfølgelig stadig deroppead, de skal bare ikke føle sig for sikre i sadlen)
TOP 3 OVER FACEBOOKOPDATERERE (SOM JEG ER VENNER MED - GØR LIGE SÅ) LIGE NU
1. (Asta) Olivia Nordenhof
(nylig opdatering:
nu siger jeg noget jeg aldrig før har sagt offentligt: jeg kan afgøre sportskampe. hvis jeg af et rent hjerte tror på et givent hold, vinder de. altid.hvis jeg siger til mig selv: han scorer på straffe, så gør han. efter anden hallej idag tænte jeg, om jeg skulle gå ind i det. men så gad jeg altså ikke det mere. jeg er ligeglad. jeg kunne have stoppet det men jeg gad altså ikke. det er også munternt at tabe. det skal man huske. dem der har tabt danser tit bedst såe.
2. Keith Thomas Lohse (Mit navn er Keith)
(nylig opdatering:
Dugvåd blomstereng, sortsmudsket pædofil i beskidt duffelcoat, kåde følhopper i munter leg: hvad stikker ud? Man skulle tro det var den pædofile, ing? Men det var det ikke, det var hestene. Føj for satan, jeg glemmer aldrig hestene. Deres psykopatiske øjne og hastige, hede vejrtrækning, imens de "undersøgte" mig på gynækologlejet, fuck jeg hader heste.)
3. Asger Schnack
(nylig opdatering:
AssociationeR (21): Idag er det Daisy – Fragment af imorgen – Diamond Dogs – Fremtidsminder)
At være en idiot, der hedder Lars og kæfter op
rimeliggør
ikke
at blive skudt på
er jeg og Lars Frost og Lars Skinnebach og Lars-Emil-Woetmann enige om at mene, ikke også Larser?
ikke
at blive skudt på
er jeg og Lars Frost og Lars Skinnebach og Lars-Emil-Woetmann enige om at mene, ikke også Larser?
Hvad jeg mener med vild og radikal sjov
(Mick Øgendahl er ingen Will Ferrell, mens Mia Lyhne i lyse og sorte stunder, især på Klovn, godt kan ligne en Kristen Wiig)
Danish Literary Sensation Helle Helle To Harvill Secker
fra press announcement:
Michal Shavit, Editorial Director at Harvill Secker, has acquired World English language rights to Danish novelist Helle Helle's THIS SHOULD BE WRITTEN IN THE PRESENT from Sofie Voller at Gyldendal Agency in Denmark. Harvill Secker will publish in autumn 2014. (...) Michal Shavit, Harvill Secker's Editorial Director said: 'We are very proud to welcome Helle Helle to Harvill Secker. Helle is the Scandinavian master of the quiet existence, the unparalleled portrayer of everyday lives in out-of-the-way places, the consummate modern minimalist in whose books nothing and yet everything happens, mostly between the lines, and whose readers are never left unmoved.'
The novel is an intense study of the psychology of a young woman, Dorte Hanson, at a pivotal stage in life, crossing over into adulthood, at odds with herself, not knowing what to do, how to get a hold, where to go. Hanging on to the simple things that are easiest to grasp: making something to eat, getting on a train, washing a pair of jeans, buying a melon, having sex. Restless and uncertain, striving to keep a life together, powerless to move on. Helle's characters say the things people say, and yet everything seems to be left unsaid, and to exist vividly between the lines. It's a style reminiscent of Raymond Carver.
Det lyder jo fantastisk fint og meningsfuldt: At minimalisere den hele engelsktalende verden! Men må jeg ikke have lov til at insistere på, at Dortes efternavn ikke bliver oversat: Dorte Hansen er Dorte Hansen (og i romanen er der jo faktisk 2 DH'er) er Dorte Hansen også på engelsk, lige så meget som en melon er en melon er en melon fx.
Michal Shavit, Editorial Director at Harvill Secker, has acquired World English language rights to Danish novelist Helle Helle's THIS SHOULD BE WRITTEN IN THE PRESENT from Sofie Voller at Gyldendal Agency in Denmark. Harvill Secker will publish in autumn 2014. (...) Michal Shavit, Harvill Secker's Editorial Director said: 'We are very proud to welcome Helle Helle to Harvill Secker. Helle is the Scandinavian master of the quiet existence, the unparalleled portrayer of everyday lives in out-of-the-way places, the consummate modern minimalist in whose books nothing and yet everything happens, mostly between the lines, and whose readers are never left unmoved.'
The novel is an intense study of the psychology of a young woman, Dorte Hanson, at a pivotal stage in life, crossing over into adulthood, at odds with herself, not knowing what to do, how to get a hold, where to go. Hanging on to the simple things that are easiest to grasp: making something to eat, getting on a train, washing a pair of jeans, buying a melon, having sex. Restless and uncertain, striving to keep a life together, powerless to move on. Helle's characters say the things people say, and yet everything seems to be left unsaid, and to exist vividly between the lines. It's a style reminiscent of Raymond Carver.
Det lyder jo fantastisk fint og meningsfuldt: At minimalisere den hele engelsktalende verden! Men må jeg ikke have lov til at insistere på, at Dortes efternavn ikke bliver oversat: Dorte Hansen er Dorte Hansen (og i romanen er der jo faktisk 2 DH'er) er Dorte Hansen også på engelsk, lige så meget som en melon er en melon er en melon fx.
Ib Michaels selvdiagnose: Tourettes!
I en helt ærligt sjov, mock-autobiografisk tekst, "Min miserable vinter", som han har lagt ud på sin Forfatterside på gyldendal.dk, når Ib Michael frem til, at han må lide af Tourettes Syndrom, ufrivillig uhøvisk tale (og jeg skal nok lade være med at komme med forslag til, hvad det er for en lyrisk-brakvand-ud-af-hjertet-lidelse, han er ramt af i sin skønlitteratur), sådan her slutter tekster ret veloplagt, med (oplever jeg (pga. den genuine humor)) forsonende link tilbage til vores to år gamle, åndssvage fejde:
Her var det jeg søgte lægehjælp. Phuket er kendt for sine dygtige
tandlæger, alle skynder sig at få lavet deres tænder, mens de er her. Hvorfor
ikke gå til psykiater, det er hundedyrt derhjemme. Jeg opsøgte Doktor Thit i
hans klinik ved Chalong-rundkørslen, han havde lige hjulpet mig med en
brækket kæbe. Sidste gang jeg opsøgte hans konsultation stod der “Borte
Thit” på et papskilt. Det er thai-dansk og skal oversættes med “Dr. Thit er pt.
ikke til at træffe på sin klinik.”
Det var han derimod nu. “Jeg lider af Tourettes Syndrom”, begyndte jeg. “Hvad er det?” sagde Dr. Thit lettere sløret, han har nogle meget tunge øjenlåg og en tunge, som ikke rigtig vil makke ret. “Slå det op”, sagde jeg. Det gjorde han så, og mens jeg ventede, trommede jeg helt vildt i hans skrivebord.
Han løftede blikket, det tog et par minutter: “No ploblem”, sagde han så. (De kan ikke sige “r”) Han ragede ind i glasskabet efter nogle piller, puttede dem i en plastikpose og skrev med en blå kuglepen uden på posen. Meget smukt alfabet de har. “Det står jo på Thai”, indvendte jeg. “No ploblem”, sagde han. Det er altid det samme, det ved enhver: Én pille tre gange i døgnet, “Og så vil jeg ikke høre mere om det syndrom!” tilføjede han. “Skal vi slet ikke snakke?” spurgte jeg naivt og kastede et blik på hans plastovertrukne sofa. “No English”, erklærede han og verfede mig ud af konsultationen
Det var han derimod nu. “Jeg lider af Tourettes Syndrom”, begyndte jeg. “Hvad er det?” sagde Dr. Thit lettere sløret, han har nogle meget tunge øjenlåg og en tunge, som ikke rigtig vil makke ret. “Slå det op”, sagde jeg. Det gjorde han så, og mens jeg ventede, trommede jeg helt vildt i hans skrivebord.
Han løftede blikket, det tog et par minutter: “No ploblem”, sagde han så. (De kan ikke sige “r”) Han ragede ind i glasskabet efter nogle piller, puttede dem i en plastikpose og skrev med en blå kuglepen uden på posen. Meget smukt alfabet de har. “Det står jo på Thai”, indvendte jeg. “No ploblem”, sagde han. Det er altid det samme, det ved enhver: Én pille tre gange i døgnet, “Og så vil jeg ikke høre mere om det syndrom!” tilføjede han. “Skal vi slet ikke snakke?” spurgte jeg naivt og kastede et blik på hans plastovertrukne sofa. “No English”, erklærede han og verfede mig ud af konsultationen
Jeg gik hjem og gjorde som han sagde. Tog den første pille, satte mig til
at skrive. Klonk, sagde det lidt efter, men det hørte jeg ikke selv. Jeg lå med
næsen nede i tastaturet, og da jeg vågnede flere timer senere, havde jeg fyldt
hele harddisken med z’er fra den tast jeg havde ramt med min gynter. Den
var i mellemtiden vokset til en størrelse man ellers kun kender fra
Weekendavisens lyrikanmelder. Jeg kastede et blik i spejlet. Chok: Jeg
lignede ham fuldstændigt, min fjende nr. 1!
Tårerne fik frit løb, hvilken guddommelig visdom! Dr. Thit havde udvirket et mirakel. Jeg behøvede hverken russerne eller det samlede kritikerlav eller politiet, fra nu af kunne jeg bare slå mig selv.
Jeg vendte og drejede pillearket, googlede, og fandt ud at han havde givet mig antihistamin. Det forunderlige er at det har hjulpet. Der er ikke længere ondt skabt i mig, jeg er ren som den røv enhver kan komme til at trutte i. Toure-trut-trutte-rut! Elsker anmelderne og den danske vinter (de er selvfølgelig heller ikke lige rundt om hjørnet, det må jeg indrømme.) Jeg bliver herude et par måneder endnu, frem til forårsjævndøgnet – men så kommer jeg fanme også hjem, og så er der tørre tæsk til alle, det kan jeg lige love jer for.
Tårerne fik frit løb, hvilken guddommelig visdom! Dr. Thit havde udvirket et mirakel. Jeg behøvede hverken russerne eller det samlede kritikerlav eller politiet, fra nu af kunne jeg bare slå mig selv.
Jeg vendte og drejede pillearket, googlede, og fandt ud at han havde givet mig antihistamin. Det forunderlige er at det har hjulpet. Der er ikke længere ondt skabt i mig, jeg er ren som den røv enhver kan komme til at trutte i. Toure-trut-trutte-rut! Elsker anmelderne og den danske vinter (de er selvfølgelig heller ikke lige rundt om hjørnet, det må jeg indrømme.) Jeg bliver herude et par måneder endnu, frem til forårsjævndøgnet – men så kommer jeg fanme også hjem, og så er der tørre tæsk til alle, det kan jeg lige love jer for.
Er det nazisme at kalde en lortefilm noget lort?
Mick Øgendahl, stand-up-komiker og manuskriptforfatter til den nye film To for én - som jeg ALDRIG kommer til at se og derfor ikke kan udtale mig om som filmkunstværk, men jeg har været en del i biografen på det seneste, og HVER ENESTE GANG har de vist den inderligt humorforladte trailer til den såkaldte folkekomedie, så mange gange har jeg set den trailer, at det i tid vel svarer til halvdelen af filmen, så det er i det mindste et kvalificeret ukvalificeret had, jeg nærer til filmen - i radioen om filmanmelderne, før de sidste torsdag gav hans film to til tre stjerner/hjerter:
»Der er en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne«, sagde komikeren til 'Filmland' på P1 og gik så vidt som til at nævne anmelderne i en Hitler-kontekst. »Hitler havde en klar definition af, hvad der var god kunst, og hvad der ikke var, og han prøvede jo ligesom at få renset det ud, der ikke var god kunst i hans øjne. Og jeg føler nogle gange, at anmelderne håber, at de får lov at bestemme, hvad der kommer, og hvad der ikke kommer i biograferne, og det synes jeg i al beskedenhed, er meget forkert«, lød det videre fra Øgendahl.
Det er jo noget fantastisk dumt vrøvl, at det som sådan er fascistoidt at udøve kritik, og nu er det så blevet en hel sag på Politikens kultursider, hvor formanden for Filmmedarbejderforeningen skal forsvare, at hans medlemmer er kritiske overfor film, der sælger mange billetter - Jesus Kristus! - det kunne man trods alt ikke forestille sig litteraturkritikernes oldermand blive udsat for. Og når nu danske filmanmeldere til stadighed giver danske film positiv særbehandling: de bliver altid lige rost 1 stjerne eller hjerte mere end, man kan se, de fortjener, som om de faktisk var kunst og ikke bare hjertevarm, moraliserende mainstream (hvilket de ville blive anmeldt som, hvis de var lavet i Amerika); faktisk har man på fornemmelsen, at filmanmelderne i virkeligheden er glade for elendige film som To for én og Far til fire- og Min søster børn-serierne, fordi det giver dem mulighed for at fremstå bidsk og modigt kritiske, men der er jo ikke modigt at kalde en spade for en dum skovl. Men hvis man læser Kim Skottes tre hjerter-anmeldelse i Politiken, har den en trælst overbærende attitude overfor filmens tydeligvis totale mangel på kunstnerisk kvalitet (også som plat komedie jo - det er det, usjove sjovere som Øgendahl ikke fatter, at det også er en vildt radikal og radikalt vild kunst, måske endda den vildeste og radikaleste, at være plat sjov (jf. bare den for vildt og radikalt sjove komediefan Line Knutzon)):
Kritik er at have en mening, og meningen er at være kritisk.
»Der er en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne«, sagde komikeren til 'Filmland' på P1 og gik så vidt som til at nævne anmelderne i en Hitler-kontekst. »Hitler havde en klar definition af, hvad der var god kunst, og hvad der ikke var, og han prøvede jo ligesom at få renset det ud, der ikke var god kunst i hans øjne. Og jeg føler nogle gange, at anmelderne håber, at de får lov at bestemme, hvad der kommer, og hvad der ikke kommer i biograferne, og det synes jeg i al beskedenhed, er meget forkert«, lød det videre fra Øgendahl.
Det er jo noget fantastisk dumt vrøvl, at det som sådan er fascistoidt at udøve kritik, og nu er det så blevet en hel sag på Politikens kultursider, hvor formanden for Filmmedarbejderforeningen skal forsvare, at hans medlemmer er kritiske overfor film, der sælger mange billetter - Jesus Kristus! - det kunne man trods alt ikke forestille sig litteraturkritikernes oldermand blive udsat for. Og når nu danske filmanmeldere til stadighed giver danske film positiv særbehandling: de bliver altid lige rost 1 stjerne eller hjerte mere end, man kan se, de fortjener, som om de faktisk var kunst og ikke bare hjertevarm, moraliserende mainstream (hvilket de ville blive anmeldt som, hvis de var lavet i Amerika); faktisk har man på fornemmelsen, at filmanmelderne i virkeligheden er glade for elendige film som To for én og Far til fire- og Min søster børn-serierne, fordi det giver dem mulighed for at fremstå bidsk og modigt kritiske, men der er jo ikke modigt at kalde en spade for en dum skovl. Men hvis man læser Kim Skottes tre hjerter-anmeldelse i Politiken, har den en trælst overbærende attitude overfor filmens tydeligvis totale mangel på kunstnerisk kvalitet (også som plat komedie jo - det er det, usjove sjovere som Øgendahl ikke fatter, at det også er en vildt radikal og radikalt vild kunst, måske endda den vildeste og radikaleste, at være plat sjov (jf. bare den for vildt og radikalt sjove komediefan Line Knutzon)):
’Alle
for én’ blev trods sine indlysende mangler en massiv publikumssucces, og
uden at man bliver svimmel af kvalitetsniveauet, er ’Alle for to’ på alle
måder en bedre komedie. På Olsen-bandens tid var arbejderklassens drøm om succes en plads ved
småborgerskabets pænt dækkede bord. I 2013-versionen er arbejderklassen
erstattet af et Underdanmark, der drømmer om hurtige penge, rentefri lån og
body tequila til alle. Olsen-bandens vulgære efterfølger er født. Den er stadig våd bag ørerne og
trænger stærkt til en tør ble, men der er liv i den. Ungen med de tre
hoveder er ganske vist ikke for køn. Men det er vist heller ikke meningen.
Kritik er at have en mening, og meningen er at være kritisk.
onsdag den 6. februar 2013
Vridere vris
(Stefan Kjerkegaard på sin blog)
Lad os derfor kigge på forskellene først: En vigtig een af slagsen, dvs.
en væsentlig forskel mellem kendis-award show og litteratur-award show,
er, at der i det sidste følger penge med. Kulturel kapital indløses til
økonomisk kapital. Hvis det har noget på sig, så er litteraturpriser
udtryk for, at vi generelt mangler forståelse for, hvorfor et værk er
godt, og at kulturel kapital, fx i form af gode anmeldelser, ikke er et
tilstrækkeligt parameter, eller i hvert fald et parameter i krise. Men
når værket ydermere tildeles økonomisk kapital, giver det pludselige
mening (for Peter Rindal og co). Tilskrivning af økonomisk kapital er (i
vore dage) et kvalitetsstempel, også selvom dette sker under dække af
kulturelle kapitalformer.
Det er meget enkelt: Oven i at ære en god forfatter for en god bog med en forhåbentlig i samme og følgende nu i offentligheden tydelig pris (der gør opmærksom på, at her er der en bog, der er værd at læse), der er til at prale på bogflapper med i al fremtid, stikker man den gode forfatter nogen penge, fordi penge er lig med tid til at skrive en til god bog (fordi en god bog sjældent tjener den næste ind) hvilket jo simpelthen bare er en for både forfatteren og os læsere af gode bøger nyttig måde at vise taknemlighed for prisværdighed på.
Hvad jeg burde have sagt til den gnavne Netto-medarbejder
Jeg kan jo ikke gøre for,
at flaskemaskinen ikke virker!
Ligesom flaskemaskinen jo ikke kan gøre for,
at jeg ikke værker (for ikke at sige værkbarsler,
for det ville jeg nok ikke sige i Netto).
at flaskemaskinen ikke virker!
Ligesom flaskemaskinen jo ikke kan gøre for,
at jeg ikke værker (for ikke at sige værkbarsler,
for det ville jeg nok ikke sige i Netto).
tirsdag den 5. februar 2013
Vranten kortmonolog i 3 dele ang. interaktion
I februar måned giver LitteraturStedet på Åby Biblioteket mulighed for
at se, lytte og interagere med Pia Juuls værker. I udstillingen ’Sagde
jeg, siger jeg – om Pia Juuls forfatterskab’ præsenteres det
omfangsrige forfatterskab i nye rammer, hvor lyd og billede spiller
med
1.
At læse er altid at interagere med en bog og ikke mindst at læse en af Pia Juul.
2.
Lyd og billede spiller altid med i en læsning af en bog og ikke mindst en af Pia Juul.
3.
Hrmmmf.
at se, lytte og interagere med Pia Juuls værker. I udstillingen ’Sagde
jeg, siger jeg – om Pia Juuls forfatterskab’ præsenteres det
omfangsrige forfatterskab i nye rammer, hvor lyd og billede spiller
med
1.
At læse er altid at interagere med en bog og ikke mindst at læse en af Pia Juul.
2.
Lyd og billede spiller altid med i en læsning af en bog og ikke mindst en af Pia Juul.
3.
Hrmmmf.