Niels Frank var ramt af en smuk og lys undren ved fødselsdags og romandebutfejringen i går hos Gyldendal: før udgivelsen havde folk mest udtalt skeptisk om hans bog men nu fik han 6 stjerner i Berlingske Tidende (Jeppe Krogsgaard), glad glad anmeldelse i Weekenavisen (Nanna Goul) og mest vildt og foruroligende var der uforbeholden ros, ja vel begejstring fra den sorte provst Erik Skyum-Nielsen i Information (det var Tue Andersen Nexø, der linkede til anmeldelsen, så jeg læste den først i den tro, at Tue havde skrevet den, og jeg syens nok Tue havde anlagt sig en lettere salvelsesfuld attitude, men de særeste ting sker med en kritikers stemmeføring, når han konfronteres med stor, forunderlig litteratur, så jeg blev i illusionen læsningen igennem og kan stadigvæk ikke rigtig tro, at det er en Skyum-anmeldelse):
Uregerlig. Umanerlig. Uoplæselig, Usammenfattelig. Uoversættelig ikke
mindst. Jo, u-erne står i kø, når man vil forsøge at beskrive den
uimodståelige og uundværlige bog, hvormed Niels Frank, der allerede
ragede godt op, nu har lagt en hel alen til sin vækst som forfatter. Til en interviewer har han udtalt, at det var med ret så begrænset
fornøjelse, at han gav forlaget lov til på titelblad og forside at kalde
tingesten en roman. Men hvis Ulysses og Finnegans Wake er
romaner, og hvis Samuel Becketts ’franske’ trilogi er romaner, og hvis
Per Højholts 6512 kan gælde for roman, så er der nu ringe grund til ikke
at klassificere Nellies bog som en roman, om end af den eksperimentelle og højtgearet grænseoverflyvende slags. Værket præsenterer sig selvudslettende ydmygt med et kladdehæftes
layout. Men selve teksten er som en Rolls-Royce eller snarere en
Rolls-Joyce i sin særlige blanding af blid ulæselighed og rig
fascinationskraft. Formelt består den af løst sammensatte fragmenter,
men de mange Beckett små gør en storladen bog, og selv om kameraet er
håndholdt, kan filmen her godt komme på højde med Højholt.
Man storelsker Frank og hans utrolige roman, og det har de begge to rigtig godt af! Jeg er stadig ikke kommet ordentlig i gang med at læse, fordi du så dit snit til at læse først, og nu har jeg også fået fingre i Susanne Stauns pludselige nye roman med den trælse titel Helt til grænsen (hvad for en helt? er det ikke altid en heltinde?) med givetvis generøst gysende indhold, som jeg desværre HELLER IKKE skal anmelde, det skal en krimianmelder, så måske lader jeg mig lige udsætte for den først, inden jeg dykker ned i Nellie (selv er og bliver jeg Lallie).
Du må gerne kalde den Fido :-)
SvarSlet