Jeg kommer næppe til at steppe (men I må gerne heppe)

Helt mystisk overskrift! Den skrev sig selv, og det kan den ikke være bekendt.

Jeg ville bare lige udtrykke desperation over, hvordan jeg dog skal nå at få læst Niels Franks Nellies bog, inden den udkommer på fredag, for det kan jeg blive nødt til at få gjort, så jeg kvalificeret kan ryste på hovedet over anmeldelserne og blogge om og med mine hovedrystelser og bare være up-to-date med litteraturhistorien, mens den sker (hvornår fatter samtidslitteraturhistorikerne at Tabernakel (sammen med siger jeg sagde jeg) er en ny epokes Digte 1803?), og i hvert fald når jeg ikke som planlagt at komme ud til Louisiana og se udstillingen med Andy Warhols ungdomstegninger, hvilket egentlig forekommer som et langt større overgreb mod Niels Frank(heden) end ikke at få læst hans bog i tide, eftersom han jo er Danmarks største og bedste Warhol-fan, og forleden holdt han åbenbart et lysbilledforedrag på museet, hvilket ingen havde fortalt mig om, som nu heldigvis er til at læse på Promenaden som et klogt hvirvlende cut-up af Franks tidligere Warhol-tekster med enkelte nye indslag, så vist jeg kan læse, om akkurat tegningerne og ikke mindst SKOENE på tegningerne:

Hvad er det for en historie vi møder i Andy Warhols tidlige tegninger?
Måske er det ikke én, men tre tilblivelseshistorier vi møder i tegningerne fra 1950’erne. Først naturligvis Warhols egen, og den siger noget om, hvordan han kommer på sporet af sig selv som kunstner ved at holde fast i sin egen feminisering, også selv om det feminiserede kan forekomme indladende på kanten af det sødladne. Personerne i hans tegninger er ofte svære at placere kønsmæssigt, de læner sig op af det androgyne med deres tomme blik, deres udviskede næse og lange, tynde fingre. Desuden er der en rendyrkelse på færde her, især hvad angår hår og læber, foruden det helt særlige nummer hos ham, nemlig skoen, indbegrebet af homoseksuel fetich. Men hvorfor er den nu det? Fordi skoen i den homoseksuelle aflæsning er en funktion forvandlet til statement, ofte i direkte modstrid med den kropslige udformning – den alt for smalle sko, den alt for pyntede, alt for højhælede, alt for spidse sko. Men også den alt for lange, falliske læderstøvle, den alt for selvbevidste snørestøvle med åbenlyse referencer til sadomasochisme og den alt for prangende cowboystøvle, der praler af sin egen maskulinitet. Det er skoen som over-naturligt symbol i bogstaveligste forstand: den tjener ikke længere noget naturligt formål, den er perverteret.
　
Skoen er ikke helt uskyldig?
Næppe. (...)



Og NU skal jeg læse den roman, der LOVER mig at være så fantastisk, når jeg bare lige har dit og dat og dut og dyt og dot.com.