Ib Michaels selvdiagnose: Tourettes!

I en helt ærligt sjov, mock-autobiografisk tekst, "Min miserable vinter", som han har lagt ud på sin Forfatterside på gyldendal.dk, når Ib Michael frem til, at han må lide af Tourettes Syndrom, ufrivillig uhøvisk tale (og jeg skal nok lade være med at komme med forslag til, hvad det er for en lyrisk-brakvand-ud-af-hjertet-lidelse, han er ramt af i sin skønlitteratur), sådan her slutter tekster ret veloplagt, med (oplever jeg (pga. den genuine humor)) forsonende link tilbage til vores to år gamle, åndssvage fejde:

Her var det jeg søgte lægehjælp. Phuket er kendt for sine dygtige tandlæger, alle skynder sig at få lavet deres tænder, mens de er her. Hvorfor ikke gå til psykiater, det er hundedyrt derhjemme. Jeg opsøgte Doktor Thit i hans klinik ved Chalong-rundkørslen, han havde lige hjulpet mig med en brækket kæbe. Sidste gang jeg opsøgte hans konsultation stod der “Borte Thit” på et papskilt. Det er thai-dansk og skal oversættes med “Dr. Thit er pt. ikke til at træffe på sin klinik.”
Det var han derimod nu. “Jeg lider af Tourettes Syndrom”, begyndte jeg. “Hvad er det?” sagde Dr. Thit lettere sløret, han har nogle meget tunge øjenlåg og en tunge, som ikke rigtig vil makke ret. “Slå det op”, sagde jeg. Det gjorde han så, og mens jeg ventede, trommede jeg helt vildt i hans skrivebord.
Han løftede blikket, det tog et par minutter: “No ploblem”, sagde han så. (De kan ikke sige “r”) Han ragede ind i glasskabet efter nogle piller, puttede dem i en plastikpose og skrev med en blå kuglepen uden på posen. Meget smukt alfabet de har. “Det står jo på Thai”, indvendte jeg. “No ploblem”, sagde han. Det er altid det samme, det ved enhver: Én pille tre gange i døgnet, “Og så vil jeg ikke høre mere om det syndrom!” tilføjede han. “Skal vi slet ikke snakke?” spurgte jeg naivt og kastede et blik på hans plastovertrukne sofa. “No English”, erklærede han og verfede mig ud af konsultationen

Jeg gik hjem og gjorde som han sagde. Tog den første pille, satte mig til at skrive. Klonk, sagde det lidt efter, men det hørte jeg ikke selv. Jeg lå med næsen nede i tastaturet, og da jeg vågnede flere timer senere, havde jeg fyldt hele harddisken med z’er fra den tast jeg havde ramt med min gynter. Den var i mellemtiden vokset til en størrelse man ellers kun kender fra Weekendavisens lyrikanmelder. Jeg kastede et blik i spejlet. Chok: Jeg lignede ham fuldstændigt, min fjende nr. 1!
Tårerne fik frit løb, hvilken guddommelig visdom! Dr. Thit havde udvirket et mirakel. Jeg behøvede hverken russerne eller det samlede kritikerlav eller politiet, fra nu af kunne jeg bare slå mig selv.
Jeg vendte og drejede pillearket, googlede, og fandt ud at han havde givet mig antihistamin. Det forunderlige er at det har hjulpet. Der er ikke længere ondt skabt i mig, jeg er ren som den røv enhver kan komme til at trutte i. Toure-trut-trutte-rut! Elsker anmelderne og den danske vinter (de er selvfølgelig heller ikke lige rundt om hjørnet, det må jeg indrømme.) Jeg bliver herude et par måneder endnu, frem til forårsjævndøgnet – men så kommer jeg fanme også hjem, og så er der tørre tæsk til alle, det kan jeg lige love jer for.