Halvhjertet prispopulisme

Informations kulturredaktør Peter Nielsen havde en selvgod leder i Information, der anklagede Politikens Litteraturpris for at være populistisk, fordi læserne - modsat Infs' og Testrups Højskoles Montanapris - skal vælge mellem 7 kandidater, avisen har opstillet, en anklage jeg i og for sig er enig i, jeg gad bare ikke være det på de selvgode præmisser (og med de kedsommelige formuleringer), men så svarede Politikens litttraturredaktør Jes Stein Petersen, der er anstrengende meget oppe at køre sin pris, som om ingen nogensinde havde uddelt en litteraturpris før, med sin egen endnu meget selvbedre leder, som jeg næsten lige så lidt gider være uenig i, som jeg gider være enig med Peter Nielsen:

(...) kulturredaktør Peter Nielsen skrev: »Det er godt, at det er de danske boghandlere, der bestemmer, hvem der skal have årets laurbær. Noget andet er Politikens nye litteraturpris, der slår sig op på at honorere »årets bedste bog af litterær kvalitet«. At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Lad os lige tage den sidste sætning en gang til: »At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Information har selvfølgelig ret til at håne Politikens læsere, selv om man måske kunne forestille sig, at der var andre forhold i den litterære verden, som det var mere påtrængende at kommentere kritisk på end den glade kendsgerning, at et dagblad har fået en ny mulighed for at sætte fokus på tidens vægtigste litterære værker. Den pris, Information selv uddeler i samarbejde med Testrup Højskole, Montana-prisen, er designet, så der er garanti for en lukket fest: Ti professionelle litteraturmennesker ordner det hele: En lille komité bestående af forfattere og kritikere indstiller seks værker, hvorefter en anden komité, der også består af forfattere og kritikere, udpeger prisvinderen. Sikke en fest! (...) Personligt er jeg glad for, at vi på Politiken har en litteraturpris, som man ikke skal have VIP-invitation for at have indflydelse på.
En pris, som læsere, man møder tilfældigt på biblioteket, betragter sig som selvfølgelige parthavere i.

Nu bliver der jo rent faktisk holdt en (god) fest, på Testrup Højskole, efter uddelingen af Montanaprisen og i forlængelse af en hel uges kursus for "almindelige" læsere, som uddeler deres egen Champagnepris (i år gik den til Christina Hesselholdt, der også er nomineret til Politikens pris), som man kunne overveje at omdøbe til Informations Politikenpris, så kunne Politiken oprette en Politikens Informationspris, hvor en forfatter- og kritikerjury udpeger vinderen. Men det trælse ved litteraturpriser med læserafstemninger - foruden Politikens Litteraturpris Weekendavisens Litteraturpris og Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris - er jo den populistiske HALVHJERTEHED: læserne kan først vælge, når avisen og dens redaktør og kritikere formynderisk har valgt, hvad de har lov til at vælge mellem - til gengæld kan man være stensikker på, at læserne altid vælger en af de, hvis ikke bare DEN mestsælgende bog (og være helt usikker på, hvilke af de andre bøger læserne rent faktisk læser), derfor vil Christina Hesselholdt aldrig modtage Politikens Litteraturpris, og derfor er det enten Kim Leine eller Christian Jungersen, der modtager prisen i år. og hvor deprimerende forudsigeligt er det ikke? Hvis Jes Stein er så forelsket i sine læseres dømmekraft, kunne han jo lade dem vælge helt frit, men det tør han selvklart ikke, for så kunne Jussi Adler-Olsen risikere at vinde, og det er jo alligevel at lade demokratiet gå for vidt.