Hul af ven i luften

Min ven Jens og jeg sad og skulle være sjove i aftes og var det også, tror vi nok, og det er jo godt nok, når det er en kollektiv tanke, at man er sjov, men så skulle han pludselig gå, til forpulet Frode-øver, og efterlod et jensformet hul i luften, og det var ikke sjovt, det er langt mindre end halvt så sjovt kun at være én om at være sjov, når man lige har været to venner om det, og nu ved jeg heller ikke, om jeg ordentligt var sjov, det tror jeg nok, jeg var (og grundideerne for resten af det sjov, der skulle formuleres, havde vi udgrundet i fællesskab), men det er jo ikke godt nok, når det bare er mig, der tænker det.

Og her, på Forfatterindens Blog,  kan man høre Jens holde en sjov tale for sin kære kone Malene Kirkegaard i anledning af udgivelsen af hendes debutroman, thrilleren Hotel Rudolph, som han påstår, han selv har skrevet, men det er altså kun for sjov, han ved slet ikke, hvad en thriller er, og hvis han skrev én, ville man komme til at grine hele tiden, fordi den var sjov i stedet for spændende, han ved slet ikke, hvad spændende er, han ved heller ikke, hvad sjovt er, det er han bare alligevel, også når han SKAL være det, og i går skulle vi skulle, og så gav vi den en dobbelt skalle.

Ensomt ordspil

Vi må alle trække på samme Hamlet.

2 nye Borgen-bjergede

Jeg er først og fremmest glad på deres vegne, men kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på min egen næste, mere eller mindre uskrevne bog, når jeg kipper med sørøverflaget for, at endnu to  skibbrudne og mere end gode Borgen/Vindrose-forfattere er blevet samlet op af kloge forlag.

Denne uge udkommer

Maja Magdalena Swiderska på People's Press med "RoadRomanen" Brudstykke

og

Janina Katz, der ved noget om at overleve, på Rosinante med digtsamlingen Skrevet på polsk

her et digt fra Janinas bog

EN GÅDE

Du så den
og jeg så den.
En lille velklædt fugl.

Langt næb,
blå hale,
beige mave,
sorte vinger.

Så fløj den væk.

Hvordan kan vi nu få at vide,
hvem af os der dør først?

Tillykke til forfatterne og forlagene med disse for os alle livsnødvendige fortsættelser!

Jeg skal til et møde i morgen

et møde
lægger alt øde

det er et skøde
på at bløde

fløde
for de døde

Up on the top next

Da Primal Scream i aftes i Vega var færdig med første nummer, "Movin' On Up" selvfølgelig, og jeg lykkelig blæst stod og glædede mig til resten af koncerten, med overstadig tillid til, at dette ikke kunne misse - Bobby bevægede sig! Bobby smilede til os! - hvilket det så sandelig heller ikke gjorde, det blev et pænt stykke højere end solen, bippede en sms ind fra min kollega Klaus Rothstein, der sikkert stadig var på Møn og døgn-interviewe Knausgaard (som, dokumenterer hans kjempeværk i det mindste, har en glimrende musiksmag, og sikkert hellere ville have været i Vega end på Møn), der fortalte alle interesserede, at han havde skiftet telefon og telefonnummer. Pga. den søde musik, tænkte jeg straks, den kan hans mobil på Møn ikke holde til!

Min krop er en grøn postkasse

Jeg bliver ved at undre mig over, at tatovøren på Gl. Kongevej har kaldt sin butik eller salon for Colourblind Tattoo - hvem vil risikere en rød krokodille eller en grøn solopgang (der findes to slags farveblinde, fortæller nettet mig, grønblinde og rødblinde), ud over tjekkiske surrealister, og de bærer traditionelt ikke tatoveringer, selvom de burde?

1991 er et smukt år

bare kig på dets fænomenale spejleffekt! -

og Primal Scream indspillede Screamadelica, som de spiller og syrer sig igennem i Vega i aften

og Dan Turèll skrev Himalaya Hilton og var levende ("Drømmeslør/ Spindelvæv/ Tåge -/ Ja/ Det er hverdagen/ jeg mener -")

og Jonathan Demme instruerede Silence of the Lambs, som stadig er virkelig uhyggelig og Demmes seneste rigtig gode film, lav en ny, virkelig hyggelig én i år, Jonathan  (Rachel's Wedding var ikke rigtig god, det ved du også godt).

Nurse Straightlove - eller hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og gå ind for (om ikke elske) Kirsten Hammanns nye roman

Jeg begyndte med at læse mig alvorligt skuffet i Kirsten Hammanns nye roman Se på mig, som det rimeligt gennemskueligt fremgår af blogposterne nedenfor, fra mmmmm til hrmmmmf og de overdrevne sideantal: Jeg fandt bogen for form- og konceptløst uspændende, for uenergisk uambitiøs og en masse andet u-, og for forskelsløst ekkoende Mette-stemmen (nu bare også i en parallel mandlig udgave) - sardonisk-autentisk mimen hyperkonkret smålighed og egocentri - fra Fra smørhullet og En dråbe i havet (romanen/poetikken Bruger de ord i kaffen? handler bl.a. om at ikke kunne komme af med og ud af Vera Winkelvir-stemmen, nu er det et Mette-fængsel, Hammann befinder sig i). Jeg gik direkte fra begyndelsen på Se på mig til fjerde bind af Knaugaards Min kamp og blev perverst indtaget i den gedigne Karl Ove-omstændelighed vs. Hammanns ferme, falsk solidariske vrængen. But not for long! Stille og roligt hang teenage-arkæologiens endeløshed mig længere og længere ud af halsen, og da jeg onsdag aften ikke uden desperation vendte tilbage til Hammann, morede jeg mig pludselig intenst over de udsøgte udleveringer af hovedpersonernes egomani (Sune der bliver decideret overstadig af at succes-vennen Lars (!) får et dødfødt barn), og det er jo ikke givet, at det var bogen der havde forandret sig. Men ak, så var jeg tvunget til at bruge torsdagen, inden Gy-reception, på at knolde mig færdig med Knaugaard. I Gyldendals gård mente Kirsten Hammann (den virkelige humanoid KH), der takket være Zangenbergs hysteriske 6 hjerter i Politiken ikke var til at skyde igennem, at vide (fra distingverede blog-læsere), at jeg ikke brød mig om bogen. Det var jeg ikke sikker på, at jeg stadig ikke gjorde, og under alle omstændigheder havde jeg ikke læst den færdig, så det holdt jeg mig let skingert til: Det ved jeg ikke, jeg er ikke blevet færdig! Jeg fik kun pletlæst fredag, inden jeg drog til dr-byen, hvor grundigt sminkede Olga Ravn forsvarede romanen bravt (i forlængelse af Hammanns interviews, men uden besværgelsen af en bonus-dybde!) som fuldfed, virtuos rom-com og talte dunder mod avantgarde-snobbet næserynken: Av! Lørdag læste og læste jeg og læste færdig og var og er i syv sind, hvoraf mindst de fem er positivt glødende, vistnok. Dobbeltsporet efter Julies hospitalsophold med dets mangedobbelte (selv)bedrag kører kosteligt kokset derudaf, og bravo for modet til og talentet for pornoen, der både allegoriserer sig som det ultimative luksusforbrug (jf. al det ensomme slikspiseri i Fra smørhullet) og fremstår som en helt straight (kynisme-undergravende) celebrering af god sex. Jeg tror lige nu, at Se på mig er et seriøst grumt stykke letbenet underholdning, sort latter under en spejlblank overflade. Jeg vil også lige citere et sent, umiddelbart ublæret tekststykke, hvor Sune forsøger at destruere en kompromitterende dvd, person og situation er så dødelig præcist og konkret tegnet ("holder også lidt igen ..."):

Det er sværere end han troede. Den er enormt hård, og han lægger flere og flere kræfter i, men holder også lidt igen, fordi han er bange for at blive skåret, når den endelig giver efter. Han pakker den ind i stoffet på sin bluser, men han kan sgu ikke. Skal man virkelig op at stå på sådan én? Det er som at bøje et stykke metal, han bruger alle sine kræfter, og bagefter er dvd'en alligevel nærmest intakt. Den er bulet og vil få svært ved at komme ind i sprækken på computeren, men det skulle ikke undre ham, om en almindelig dvd-spiller kunne klare den. Når han kommer ned i gården, vil han ridse den over asfalten, så den bliver ulæselig. Ingen må nogensinde se den. Hvor er det bare ærgerligt, det gør bogstaveligt ond at skulle aflevere den film, hvilken optagelse, hvilket kunstværk han fik skabt der, og ham selv, der var så stor! Han fik ikke engang set den færdig, så fræk og ophidsende var den.

Uden yderligere sammenligning så lykkedes det heller ikke min fjendtlige læsning at destruere Kirsten Hammanns roman, den sprang hele tiden tilbage i synet igen.

Væg til væg-digt løsriver sig

at heppe og steppe
på et flyvende tæppe,
at nægte at sige næppe
og sætte sin neon
under en skæppe
fucking Guiseppe!
Derfor drikker en sneppe!

Shubi Noir - voksed og koksed

Hører Shu-bi-duas "Den røde tråd" på radioen, da jeg står og vasker op og hører den pludselig som en helt utrolig mørk sang, en hård eksistentiel ve-klage, på lige linje med en anden klassisk, bedragerisk forsoren 70'er-elegi, "Hvad gør vi nu, lille du":

Hvem mon man er før man bli'r til
et stjerneskud - et puslespil
en tanketorsk - en gulerod
man må for fa'en ha' været no'ed
Moders barm var rød og hvid
til min far sagde hun : glid
vi var en kæmpe børneflok
og der var aldrig penge nok  Otte år så var jeg klar
til at gå på kaffebar
min ryg så ud som strivret flæsk
for dagens ret var tørre tæsk
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt en plads i solen
i skolen lærte jeg at skrive De med stort
Men jeg ku' aldrig bli' til no'ed
trods mit store ordforråd
stod i kø på livets vej
mens andre overhalede mig
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt min plads i skyggen
med ryggen op mod muren
hvorfor blev jeg født
Og hvad mon der sker når man skal bort
når livets skjorte bli'r for kort
hvor mon den er den røde tråd
man må for fa'en da blive til no'ed

More is a bore, less is hardcore

Med en vis tømmermændsmurren skal jeg ind til dr-byen og snakke om bind 4 af Knausgaards Min kamp, men der er sgu ikke så meget at snakke om, fordi romanen bare er en meeeeeeget laaaaaang uuuuuungdooooooomsboooooog; Christian Yde Frostholms mildt og magtfuldt minimalistiske Selvportræt med dyr, første bind af et!, som jeg anmelder positivt i WA i dag, er den diametrale modsætning til Knausgaard, som

og så nåede jeg ikke længere på den blogpost, inden jeg måtte vælte mig på cyklen, 3 timer kom vi til at henslæbe i dr-byens rungende haller, hvoraf kun 1 time var effektiv optagelsestid - med idelige opbremsninger fra den usynlige ordstyrer, hver gang en samtale ca. var kommet i gang, men det gjorde den så overraskende nok, kom i gang, gang på gang, men nu venter skamklipningen!

Nå, hvad jeg bare ville, var at citere en tredelt, på samme tid luftig og forrtættet teksteenhed fra Selvportræt fra dyr og kommentere, at det ville Knausgaard have brugt mindst 30 sider på at fortælle udtømmmmmmmmmende:

"Nu må du ikke svigte hende", siger Trines mor da jeg bliver kærester med Lena fra gymnasiet.

Mor er forvirret over alle mine veninder.
  Jeg har ikke lyst til at gøre hende ondt, men jeg kan ikke længere sove i huset.

Det er jul, og jeg venter bare at det skal gå over. Sidder i familien, men er der ikke. Det er den eneste måde jeg kan være der på.

Et telt på toppen!

Et rugbrød fra Gentofte Teltudlejning ruller her aftenligt ind på Codanhus' parkeringsplads.

Var det, det jeg bestilte i går nat på det uigennemskuelige telefonnummer:

Et telt på toppen?

Farezonen, Klareboderne

Okay, så tager jeg ind til Gyldendal-reception. Min litteraturredaktør, der er uddannet soldat, har lovet at kratte øjnene ud på eventuelle overfaldsmænd

eller -kvinder!

Fejlhørings kejsersnit

René Jean Jensens

plakatfulde, højtrøstede

tvilling

Ramasjang Jensen

Klein was the greatest

Mine første og (før Line Knutzon live) største grineflip blev udløst af at se Klyderne, Jess Ingerslev, Tom McEwan, Jesper Klein, i Stakladen i Århus, på et vist tidspunkt var de så sjove, at de selv brød sammen af grin på scenen, hvilket det altsammen i sublim og livsfarlig grad kun blev endnu grinagtigere af - sikke en sirligt syret herre, Jesper Klein, blæret være hans minde!

Cocktailtjener overhørt

talende med skeptisk ung pige om nødvendigheden af at indynde sig for at opnå bar-privilegier:

Du er dyr i kram!?

Min hud er spanienskyst nu! - NYT JAC-DIGT!

Min fødselsdag går mod midnat,

og vi sidder opmuntrende af alder.

Jeg kan mærke en telefontræthed kime væk,

min hud er spanienskyst nu, lidt solslået.

I dag har jeg skærmet den moralske Bush,

og nydt den frokost, som fruen erklærede.

Jeg driver af dans mod sengen, stille åleslank,

i morgen vil jeg støde imod skrivebordet, pyjamastræt.

 

FP Jac, 11. november 2004

Kære Lars Bukdahl
(...)
Engang - jeg tror det var i 2004, for jeg husker jeg ringede fra Taars, hvor jeg boede dengang, ringede jeg til FP JAC og Bodil Andres. Jeg gjorde det mest for sjov og fordi jeg kedede mig. Det var i november, tror jeg, omkring hans fødselsdag, på arket har jeg skrevet 49, og det passer vist også med 2004, han blev 49 det år. J eg sad der i Vendsyssel og skrev på en aldrig færdiggjort artikel om Morti Vizki og det lidt mystiske omkring hans død.Jeg ringede til Jac for at høre om han havde noget at bidrage med. Det havde han -  dog ikke til artiklen. Men han ville gerne give mig et digt. Det var jo hans fødselsdag, og så giver man gaver, mente han. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til. -Vent lige et kvarter og så ring tilbage igen, sagde han med sin vidunderligt snøvlende stemme. Det gjorde jeg så. -Det var for TIDLIGT! sagde digteren da jeg ringede igen. Jeg ventede igen 5 minutter. Da jeg ringede for anden gang, var digtet færdig. Han dikterede det med tydelig angivelse af PUNKTUM! KOMMA! Så vidt jeg husker. Du kan læse digtet på vedhæftningen, som jeg håber du kan åbne. Du kan tro mig eller lade være, Buk,  historien er sand. Jac messede digtet ind i telefonrøret, hvor jeg forsigtigt samlede det op, bagefter omhyggeligt renskrev og kælede for det. Siden sendte jeg det til Ekstra Bladet, som dog ikke var interesseret - Jac var et overstået kapitel for dem på det tidspunkt. Men her er det altså, et Jac-digt, som han personligt lavede det til mig på hans fødselsdag som en omvendt gave, sådan var han jo. Ved ikke om det nogensinde er blevet trykt nogensteder, det ved du sikkert - hvis ikke, så meget mere interessant - håber du kan åbne det - skål og velbekomme, navnebror.Og som sagt, jeg vil have min historie gengivet, hvis du offentliggør det - fanme, det var min telefonregning...
venlig hilsen
Lars Smith

Ekspertudtalelse fra Asger Schnack, Jacs litterære eksekutor og lyriske registrator:

Kære Lars,
Vi har jo ikke noget bevis for historiens rigtigthed, men umiddelbart tror jeg på den. Digtet mener jeg ikke at have set før, men det virker ægte. Så alt i alt tror jeg på både historien og digtet. (Jeg har lige tjekket min kalender fra 2004, og jeg var faktisk til frokost hos Jac, så det passer med digtets ordlyd, og da det er skrevet sent om aftenen, er gæsterne gået, og det er troværdigt, at han har besvaret telefonopringningen med lovningen om et digt). Kh, Asger

Krysterkritik: Er meta et superlativ?

Lilian Munk Rösing har i Information en dag for tidligt anmeldt Kristen Hammanns roman Se på mig, og det er umuligt at læse, om det er en positiv eller en negativ anmeldelse, fordi der ikke er nogen overordnet (gerne nuanceret/kompleks) smagsdom at få øje på. Her er hele sidste del:

Kirsten Hammanns seneste romaner har fået deres særlige charme og indsigt ved at være en slags triviallitteratur i anden grad: En udstilling af den skrøbelige identitet, der bygger sig op for blikket fra »dem fra Købmagergade«. Samtidig har de beholdt den meta-dimension, som har kendetegnet forfatterskabet fra første færd: De har også altid handlet om det at skrive. Med Se på mig har Hammann tilsyneladende taget et yderligere skridt i retning af trivi og krydret det med porno. Jeg kan faktisk være i tvivl, om jeg ville holde af denne roman, hvis ikke den var en del af Hammanns forfatterskab. Men fordi den er det, kan jeg trods den overvejende ironiske udstilling af personerne også fornemme dem som de skrøbelige og udsatte postkatastrofale eksistenser, Hammann har portrætteret siden Vera Winkelvir. Og jeg kan slet ikke lade være med også at læse romanen som en metaroman, der handler om, hvordan og hvorvidt man kan få adgang til et andet menneskes (og det andet køns) bevidsthed, sådan som enhver romanfortæller med indre syn på frækkeste overvågningsbamsevis altid har gjort det.

Kun hvis man opretholder - og det kan man jo ikke, synes selv en meta-entusiast som jeg - at en meta-dimension (en temmelig vag meta-dimension endda: ret mange romaner besværger umuligheden af at få adgang til andre menneskers bevidstheder, hvilket vel er en menneske-dimension snarere end en meta-dimension) er entydigt kvalificerende, kan anmeldelsens afslutning læses som den positive smagdsom, den stiller sig an som. Ellers står der faktisk jo sort på hvidt, at Hamman har "taget et ydeligere skridt i nærheden af trivi" (dvs en trivi i tredje grad, der opløser ironien i en trivi i anden grad eller hur?)  og at anmelderen er i tvivl om hun "ville holde af denne roman hvis den ikke var en del af Hammanns forfatterskab". Hvilket sgu er en pervers på trods-holden af: Jeg holder af dig, selvom du er forbandet møgunge, fordi dine større søskende er englebørn (og fordi jeg "fornemmer" en indestængt empati hos dig, møgunge)! Jeg kender godt det relativerende forfatterskabs-blik fra mig selv (fra fx mine anmeldelser af Katrine Guldagers Kilimanjaro, Lysgrænsen og Resten af historien, som det ikke er umuligt, jeg ville have anmeldt strengere (og klarere!), hvis de ikke var skrevet af en (stadig mere tidligere) yndlingsforfatter), men det gør det jo ikke mindre uholdbart (Munk Rösing foretog samme manøvre i sin anmeldelse af Guldagers novellesamling Nu er vi så her, som hun ikke kunne tro var så plat, som den faktisk er, når den nu er skrevet af Guldager).

Gennemlæst onsdag

1520 sider gennem Se på mig

3280 sider gennem Min kamp 4

føles det!

(og bleak future:

Lilian Munk Rösings Inf-anmeldelse (se også næste blogpost):
Den formår at holde læseren fangen i 3500 sider, inden hovedpersonernes kønsorganer forenes. Derefter havde i hvert fald denne læser svært ved at forblive fanget.

Olga Ravn i FB-status: 
Ok, jeg er lidt gnaven i dag. Knausgaards Min kamp 4 udkommer i morgen på dansk. Jeg har indtilvidere læst 4700 sider af de 5500. Min analyse er: En lang kamp for at fylde en kvinde med sæd. Haha, lol, ses. Kh)

75 sider inde i den forkerte bog

mmmmmmmmmmmmmmmmmmm /

hmmmmmmmmmmmmmmmmmmm /

hrmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm /

hrmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmf /

///// og forfra igen /////

Ønskes: Ny luft i synet

Fantastisk lettelse at få ny luft i cykeldækkene, tænk hvis man på samme måde kunne pumpe ny luft i sine briller!

(regel formuleret på vej hjem fra Gyldendal: Jo flere bogstaver, der er på en ung mands tøj, jo færre bøger læser han, (jf. bare Formel 1- og speedwaykørere))

Ham vs. Knaus, gårdmann!?

Der ligger en Kirsten Hammann til mig i Klareboderne, men jeg har selvfølgelig ikke arbejdet mine 12 timer om dagen på Knausgaard-fabrikken (det er også fordi Elisabeth efter Hvede-oplæsning instruerede Olga og mig i at udtale ham på norsk som Knøjsgaard), og nu begynder det at knibe med at nå bare fjerde bind, som jeg for fanden er tvunget til at læse til tv-optagelse fredag, men jeg kan ikke holde ud ikke at være i det mindste begyndt på Hammann, inden hun udkommer samme fredag, og mine kolleger (og dem, der er værre ...) mener alt muligt utroligt idiotisk, så hvad nu, hvis vi siger, at en 25-50 siders Hammann er dessert hver gang jeg har læst 100-150 sider Knausgaard, lyder det ikke som en god idé? Jo, det lyder som en rigtig god idé, vrænger jeg til mig selv, men jeg nægter at høre sarkasmen og cykler i samme nu af sted efter Hammannen!

Dybt frimærkeligt

Hvorfor er BREVE, som man jo for helvede ikke skriver længere (men måske netop derfor!?), pludselig en vital genre, på samme tid intrikat og direkte, subversiv og fabulerende, for yngre (kvindelige) digtere?! Eksempler: Frem for alt Christina Hagens uomgængeligt umanerlige 71 breve til M, men også Olivia Nordenhofs syret inderlige breve på hendes blog mellem Daniel og Emily og senest fra far til Jessica:

JESSICA/ HVOR HELVEDE BLIVER DU AF/ OH/ ja fanden tag dig og ligeså din fødeby / jeg er begyndt at hade din FØDEBY/ hvis man overhovedet kan kalde Rønne for en by/ kære Jessica/ Kære Jessica/ Her flyver maskiner rundt i luften. Scocht whisky. Coca cola. Jeg har endnu lidt tilbage af din nivea-creme. Den driver af kroppen./

Og debutanten Julie Elmhøjs fem fræsende, maskinskrevne og farveplettede breve i det nye nummrer 3, 2011, af Hvedekorn (køb det, abonner!) fra farmor til farmor, fra mor til far, fra mor til mig, fra mig til dig x 2 ("min mors brev til min far"):

jeg presser dig ud over kanten, mine små spinkle fingre, som du engang syltede, og min stemme skriger skingert, så lyden fra dit øre, som jeg knaser, ryster. tårerne løber over din hvide hud, du har købt 20 pakker lommetørklæder.

Det må have noget med den formelle, udartende, altmodische. dokumentariske intimitet at skaffe, eller HVAD, kære bloglæsere!? Kh Lars

LARS WHO?

Lars H.U.G. har omsider - efter hvad? 18 år - udsendt en ny sang på dansk, "Sommersyner", der sgu er virkelig fin (men hvorfor kan han ikke nøjes med at synge om kirsebærblomster, der daler som sne,. som er det, han er sat på jorden for at synge om, hvorfor (i alverden!) skal han også synge om at høre "Steffen Brandt og TV2"?) og kan høres på hans FB-side her og er første single fra en snarlig, HEL plade på dansk betitlet intet mindre end Hvis du ved hvad du vil er der ingen grund til at gøre det; den er jeg fast besluttet på at glæde mig til. På sit profilbillede fremviser H.U.G. et slags digt, der måske også nævner mig, hvilket jeg i fald så frem er stærkt beæret over:

Marcelløst

Sigende nok er Marcel Duchamp ikke inkluderet i den fundamentalt godmodige og uspændende avantgarde-revy  (the Fitzgeralds, Hemingway, Pablo Picasso, Gertrude Stein, Luis Bunuel, Man Ray, Salvador Dali (klart filmens højdepunkt: Adrian Brody med moustache fablende om næsehorn)) i Woody Allens mildt underholdende Midnight in Paris - men hvem skulle have spillet ham? Hvem SKAL spille ham i en drømt biopic - titel? hvad med Readymade!? - instrueret af fx Wes Anderson eller Michel Gondry? Enten Crispin Glover, der ligner, eller allerhelst Jim Carrey, der slet ikke ligner, men vil være SÅ god til at tygge hårdt i piben, mens han sidder på et parisisk hustag og spiller skak med en nøgen kvinde (der ER gået op ad trappen).

Woodys regn, vores regn (som vi gerne vil sælge til Jørgen)

Det regnede i Paris, da Woody Allens Midnight in Paris sluttede. Det regnede i København, da vi kom ud af biografen, og modsat Owen Wilson i filmen syntes vi ikke, at det var fedt, eller rettere sagt, det syntes vi først, at det var, da vi havde fundet ly under voldsomt betrommede parasoller på Nytorv, og så syntes vi faktisk, at det var ret fedt, men heldigvis behøvede vi ikke at sige det til et kamera, igen og igen og igen, ligesom Owen, kun hvis vi råbte det i kor: DET ER FEDT, NÅR DET REGNER I KØBENHAVN, og Jørgen Leth stod bag kameraet, ville det være en slags i orden.

2 ting om Märta

1.
Min ven Jens læste i dag i en bog af Märta Tikkanen ude på vores toilet (han finder altid en ny bog på reolen for udenlandsk litteratur), den lå derude, da jeg kom hjem fra biografen og det forskrækkede mig en smule.

2.
Engang jeg på Bogmessen skulle deltage i en quiz om Nordisk Kvindelitteraturhistorie sammen med F.P. Jac, hviskede Jac til mig, at vi bare skulle svare Märta Tikkanen på hvert spørgsmål.

fra hjemmesiden BLÆKBRÆK/ Søndagspolitiken 2. sektion

JANUS KODAL (august 2011). Et menneske med to ansigter, nej tre. Det ene sidder i røven, og det har meget ondt af sig selv, det andet sidder i nakken og stirrer melankolsk tilbage på året 1991, og det tredje er et spejlreflekskamera, der klikker som en neurotisk tic, når Janus flaprer sine ansigter gennem den endeløse Bobi Bar, der er hans pommesfrites-pomadiserede paradis.

Primalskrig fejlhørt

Min søn og jeg diskuterede om Bobby Gillespie på nummeret "Loaded" fra Primal Scream-klassikeren Screamadelica - som bandet koncert-opfører næste søndag i Vega; det kan kun blive et glædeligt TRIP ned af erindringsstræde - synger/skriger

I don't wanna loosen up!

eller

I still wanna loosen up!

eller Beckettsk synger/skriger begge dele.

Vi googler sangen for at få et svar, og alle sangtekst-services mener at vide, at han synger/skriger

I don't wanna  loose your love!

Hvilket vi er ikke så lidt skuffede over.

Splintret plamage

I morges ude i køkkenet tabte jeg et tomt glas på gulvet, så det knustes i 1000 stykker.

Her til aften væltede jeg et glas med saftevand på skrivebordet, så der blev vådt over det hele.

Heldigvis var det ikke det samme glas.

Desværre var det ikke det samme glas.

Hjemme i glashuset

Mærkelige kortslutninger i Katrine Marie Guldagers kronik i Politiken i dag, citat med citat i:

De fleste kan nok huske, at Ib Michael i foråret lovede Lars Bukdahl bank. Det var givetvis ikke særlig smart. Men efter at Jens Christian Grøndahl også havde blandet sig, fik både Ib Michael og han denne svada med på vejen af Informations kulturredaktør Peter Nielsen: »Jeg tror slet ikke, det er tilfældigt, at den seneste litterære fejde skulle udgå fra Ib Michael; og slet ikke tilfældigt, at det lige netop var Jens Christian Grøndahl, der skulle komme Ib Michael til undsætning. Begge var engang store forfattere. De havde ikke bare retfærdig succes hos læserne. De blev også tiljublet af kritikerne, ligesom de ikke mindst blev beundret som de karismatiske mandfolk, de var på hver deres måde. Kunstnerisk er de imidlertid lidt i knibe, og læserne ikke så mange som tidligere«. Hvabehar? Så fik vi taget brodden af den kritik. Ingen forholden sig til argumenterne, ja, man behøver slet ikke at tage hverken Ib Michael eller Grøndahl alvorligt, for de er hverken forfattere eller mænd(!) mere.

Men siden hvornår har en voldstrussel været et argument (og helt ærligt har jeg svært ved at tage en person alvorligt som mand og forfatter, hvis han insisterer på at ty til voldstrusler)? Og når Guldager senere (da det ikke længere handler om litterære fejder, men om politik) skriver:

I den forbindelse synes jeg, vi skal huske os selv på, at det i offentligheden drejer sig om at argumentere for sine synspunkter (...) Det drejer sig ikke om at føle en hel masse. Det drejer sig om at tænke. Had er nu engang ikke et argument, angst er ikke noget verdensbillede.

Så er jeg da helt enig, men hvad skal man betegne Ib Michaels besynderlige talehandling som andet end et primitivt udtryk for rendyrket had. Det er en særlig blind form for projektion, der skingert anklager modstanderen/kritikeren for at være hadefuld, som demonstreret af Guldager selv i det tre år gamle JP-interview, der pænt unuanceret hadede og atter hadede på mig for at være en hader:

Han nedgør forfattere for underholdningens skyld. Der er en hel liste af folk, som han jagter og bliver ved med at håne i spalterne. Og det er så meget hans eget projekt. Han cykler rundt mellem sine manier og fobier, og det ville være fint nok, hvis det var noget, han nøjedes med at skrive i sine egne bøger, men problemet er, at han står ovenpå en hel masse forfattere, som han bare taler henover og misbruger til sit eget formål.« Hvad er det for et formål? »Formålet er ham selv. Han skriver om sig selv. Jeg ved ikke, om det er hans behov for omtale eller for at vise hvor fantastisk godt, han skriver, og jeg er også ligeglad, men han misbruger sin magt som anmelder, fordi han går så meget efter manden i stedet for bolden.«

Som hun skriver i kronikken: "At motivforskning pr. avis ikke alene er farligt, men også uvederhæftigt, kan man forvisse sig om ved at se på et lille eksempel fra litteraturens verden" Nemlig fx eksemplet hende selv. Hvorfra ved hun, at jeg nedgør/kritiserer forfattere for underholdingens skyld og at formålet med min kritik er en narcissistisk promovering af mig selv - jeg kunne jo godt være en håbløs, kritisabel idiot, der samtidig har rent eller overvejende eller bare halvvejs noble hensigter om at tale for den gode litteratur og imod den dårlige, sådan som jeg går rundt og påstår, at jeg har.

Derudover har jeg meget svært ved at set, at det ikke er et centralt, (ikke nødvendigvis diskvalificerende, men dog) relativerende faktum, at en forfatter, der kritiserer en kritiker, selv er blevet kritiseret, hvilket NB er kritikerens forbandede job: at kritisere, af samme nyligst, et faktum både Guldager og Janus Kodal i deres kritik af mig (+ i sidstnævntes tilfælde: overfald, men det var så bare et ekstra slagkraftigt argument, Katrine?) dygtigt fortiede.

Og hvad med dette tænkte eksempel: En forfatter kræver af en litteraturredaktør, via privat besked på socialt netværk, at hans/hendes bog bliver genanmeldt i avisen, fordi anmelderen angiveligt er hadefuldt forudindtaget overfor forfatteren?

For tænk nu, betænkelige forfatter i det fortænkte eksempel, hvis anmelderen mente, hvad han mente om din bog, fordi han mente, hvad han mente om din bog, hvilket vistnok lige præcis er den gode og fornuftige pointe i Katrine Marie Guldagers kronik.

Nedtrampet trompet

Ikke håndkækt

HÅRDKÆKT!

Jeg vil gerne SE PÅ DIG, men jeg må ikke!

khspmkhspmkhspmkhspmkhspmkhspmkhspm

er lyden af Kirsten Hammanns med febril længsel ventede (og frygtede) Se på mig, der går min lange næse forbi!

jrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjjrjrjrjrjrjrjrjrjrjr

er lyden af en Jørn Riel-bog, der som et puselspil med isbjergmotiv lander i mit dueslag i stedet for

fuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuck

er lyden af min utak

Mailemneparanoia

Hvilke af disse mailemner giver MINDST lyst til at åbne mailen:

Re: HUSKDETNU!

MENS vi venter på Godot

Flisning i efterårsferien uge 42

Re: Deadline Laugesen osv

Mit flikflakkende blik

Blikket flakkende i den skønne, nye, ulæste bog, jeg ikke ved om jeg skal anmelde, flakkende nemlig mellem anmelderlæsningen, der læser for at anmelde, og lystlæsningen, der læser for at forlyste sig, kontrolblikket og kaosblikket, det gennemtrængende blik og det i vandrette ottetaller overfladeskøjtende blik, samlerblikket og adsprederdigtet, og lige nu flakkende i Christian Yde Frostholms nye bog Selvportræt med dyr, som jeg fik med posten i dag som en fin forskrækkelse, på side 64 står følgende tre korte tekststykker at læse med mit flakkende blik:

Mor udstøder et skrig da fisken spjætter på spækbrættet.

Hun og søster tre vender pandekagerne så højt i luften at de sætter sig på skabslågerne.

Der er hundrede måder at sige "Skal vi have stegte kartofler igen?" på. "Skal vi have stegte kartofler igen?" "Skal vi have stegte kartofler igen" "Skal vi have stegte kartofler igen?"

Bloddigt, bløddyr

at lande
blødt og blodigt
i meta
er business
as bloody usual;

digtets bævrende
blodbudding
pyntet med
begge øjenæblers
blodappelsinbåde

Fortolkningens malstrømhvirvler

Det skræmmende ved fortolkningens nedadsugende og jo SIRUPSSØDE, evigt potentielle og, hver gang jeg atter forsøger mig, REELLE endeløshed i litterære artikler og essays og (åh, alle de bestilte (og betalte)) monografier, og desto dybere skræmmende nu anmeldelserne efter ordre har effektiviseret sig kortere og klarere og (desværre også for mig) overskueligere: i små, svimle ryk fortaber jeg mig uhjælpeligt i et digt fra Hvedekorn nr. 1, 1982: "mine bevægelser/ består af hændernes vindomfavnelse"

Hong Kong er ikke Hong Kong er ikke Hong Kong

Dan Turèlls vældige digt "Biografi & testamente" fra Drive In-Digte, 1976, begynder som en fordanskning og DK-formatering af den stædigt NU!levende beat-digter Lawrence Felinghettis digt "Autobiography". På et opslag i Renè Højris' lille, fine bog Dan Turèll - samtale og introduktion, 1977, ses de to første sider af DT's eget eksemplar af Ferlinghettis digt; med umiskendelig sirlige fyldepensskrift er forslag til danskificeringer markeret i margenen:

I have not been out to The Cloisters [legendarisk kunstner-værtshus i San Fransisco]
in a long time
nor to the Tuileries [i Paris]
but I still keep thinking
of going

er overstreget til

I have not been out to the Hong Kong [selvfølgelig natværtshuset på Nyhavn]
in a long time
nor to Nykøbing F
men jeg har ikke noget imod
at sé [?´] nogen af dem
Men i den endelig bogversion er Hong Kong blevet til det kineisiske Hong Kong og Nykøbing F til Bornholm, og jeg er ikke sikker på, at det er en forbedring, det er i hvert fald en af-intimisering:

Jeg har ikke været i Hong Kong
og jeg har aldrig været på Bornholm
men jeg har ikke noget imod nogen af dem
og begge dele kan når som helst komme

Halfdans aks og avner

Anonyme vers garanteret skrevet af redaktør Halfdan Rasmussen til den desværre forlængst nedlagte spalte "Aks og avner" i det allerførste nummer af Hvedekorn med navnet Hvedekorn, 1, 1952, og læst op af desværre ikke Halfdan, men bare redaktør mig ved den vildt succesfulde Hvedekornsoplæsning i går på Kultorvet:

Vi er så glade for kulturen,
men det er sjældent at vi bruger'en.

*

Lad havet vælte, stormen flå,
[Morten] Korch flyder altid ovenpå.

*

De mand som ikke har talent
kan sagtens blive verdenskendt
såfremt han skriver anekdoter
for alle andre idioter.

*

Der skjules ofte mange vindæg
bag flagrehår og lange kindskæg.

*

Djævlen forbande ham
der sopper i min andedam,
og ham der pjasker ved servanten
og tror mit vandfald er Atlanten.

*

Når Snøvle Sofie for alvor tar fat
med den tud hun så villigt fagotter på,
så står man beskæmmet og tænker på at
det er selve kulturen hun snotter på

*

Den som læser "Dagens digt"
burde tænke på at sligt
sikkert læses skal på tværs
som et helt naturligt vers.

*

De danske film blev ikke værre,
hvis Schønberg spillede i færre.

[Schønberg kan efter behag udskifte med Mikkelsen eller Lie Kaas eller W. Berthelsen]

*

Landets mangel på papir
gør en digter til fakir.
Kun den ædle sultekunst
nyder statens fulde gunst.

*

De store digtere som dør
blir tit begravet længe før.
Dog blir de først til store mænd
den dag de graves op igen.

Tekst på piller

”opbevares utilgængeligt for børn”

står der på mine høfeberpiller,

og det pisser mit indre barn af,

der skal ikke så meget til,

hvad fanden så med mig?

skal pillerne også i kroppen

virke utilgængeligt for mig,

som kan gå rundt herinde

og snotte og nyse og kremte,

mens ham dér, siger mit indre barn

og peger ud på ydre, voxne mig,

har det som den nypudsede skal

omkring den rådne æggeblomme,

der er mig?

Jeg skal vise jer spejlæg, skal jeg!

Umyg myg

den MYG

der zzzzzummmmmmende

rekognoscerer

lige udenfor

og derfor

lige indenfor

mit søvnløse,

modløse hoved

rimer på PSYK,

jeg bliver sgu SYG,

der rimer på MYG

med blødt g

som i yd-myg,

hvorfor har jeg

aldrig, aldrig

mødt en MYG,

der var MYG?

Og i dag er i dag

Nemlig foruden dagen for i aftens Hvedekornsoplæsning, se nedenfor, også dagen for udgivelsen af det nye nummer af Hvedekorn, 3, 2011, bugnende over af tjekket og ekset poetisk excentricitet, en specialklasse i særklasse, og fx kan I læse dette helt ærligt mærkelige, men også mærkeligt smukke digt af Line Toftsø, der også læser op i aften:

som søpindsvin og agurker. helt ærligt!

det dybe hul hvori man skal hakke en kuglepen uden indhold hvis man er tæt på kvælning (og uden indhold vil sige uden fjeder men altså også uden clips og dette er vigtigt ) og hvad hedder nu dette hul?

 

imens: som håndarbejde dog tager tid og der bliver så stille når jeg taler. som jeg dog lyser.

samtidig: grundsten. henne. læder. nylonstrømper og sammenfiltrede kabler

& Steve!

Fandt lige ud af, at min skrammede, men netop (ved koncerten i London) genoppudsede helt Steve Martin også har fødselsdag 14. august, via denne tweet fra i går, hvor han åbenbart fyldte 66:

In 364 days, it will be my birthday.

DET ÆNDRER ALT!

TROR JEG!

nøjagtig hvordan vil jeg først finde ud af om 363 dage, når jeg for første gang gennemlever den priviligerede simultanitet!

Det er i morgen (Hvede m. Leth & Juul & Co)

Nu skyller skybrudstykker dagen bort med uhørt brutalitet, fordi jeg (eller David Crosby eller Lars Ravn eller Stig Tøfting) har været slem, men skide være med i dag, det er i morgen, der er vigtig og magisk, for Hvedekorn 3, 2011, udkommer, og i Rosinante&Co's galalokaler, Kultorvet 11, over Klaptræet, præsenterer vi 20-22 Hvedeoplæsning med PIA JUUL, JØRGEN LETH, MONIA SANDER, PETER HØJRUP, LINE TOFTSØ og BO ÆRENLUND SØRENSEN - hvem kan få det over sit hjerte at gå glip!!??

Tillykke til en tamburinmand

I dag fylder Byrds-medlemmet m.m. David Crosby, som jeg for mange, mange år siden sad på samme række som i Lincoln Center (sammen med desuden min mor og Diana Ross) til Mike Nichols' Waiting for Godot med Steve Martin og Robin Williams, 70 år, tilllykke til ham!

Spørgsmål ved morgenopvask (til HCA)

Hvordan har kagerullen det egentlig med at ligge i skuffe med grydelågene?

Mao II (spirende)

Salvador Dali skulle have en udstilling i New York og havde denne her idé. Han ville gerne have den kinesiske leder Maos ansigt anbragt på et riskorn. Han ville have så mange ris, at der var fem truckloads der kom ind fra hver ende af Manhattan, så skulle de køre igennem og kaste ris ud, og så var det meningen, at folk skulle spise de her ris, og så havde du Maos sjæl eller hvad pokker det var - inde i dig. Så fik han selvfølgelig nogen til at finde ud af, hvordan man fik lavet de her ansigter på ris, og de gik til Kodak og de gik til forskellige for at se om de kunne få det lavet, men alle sagde: Det kan man ikke. Så løb de ind i en person som sagde: Der sidder en dansker downtown som sikkert vil kunne sådan noget, for hun er udlært på den gammeldags måde og så sendte han bud ned til mig. (...)

jeg eksperimenterede og eksperimenterede på alle måder, og jeg havde altså så meget vrøvl med det, men jeg gav ikke op, og så til sidst fandt jeg ud af at lakere bønnerne, så jeg lukkede dem. Det gjorde det meget lettere ... Der gik over tre måneder før jeg havde det, men så ringede jeg til dem og sagde: "Nu har jeg det!" De kom og Dali var med, og han var meget begejstret for det. det var alle tiders! De gik igen og kom tilbage og sagde, at det ville de gerne have. Så er det først, de fortæller mig historien, at der skal laves fem vognfulde. Og jeg tog mig til hovedet: Hvorfor havde de ikke sagt det fra begyndelsen? Det ville jo tage resten af mit liv at lave det. Jeg ved ikke, hvad de havde forestillet sig. Jeg lavede jo hver enkelt i hånden. Jeg skulle stå og stille skarpt og det ene og det andet, og man kunne kun skylle et par stykker ad gangen ... Det var de meget, meget kede af, og så tog de af sted. Nu ville de bare have tredive bønner og dem skulle de bruge til en udstilling i Paris. (...)

Jeg havde nogle der ikke var blevet helt rigtige, og så fik jeg den idé at skrabe lidt i lakken og lægge dem på nogle bakker med vand i. Så begyndte de at spire. Og dét har jeg fotograferet.

- fra Pia Juuls muntre og intense og smukke bog Et liv med lys. En bog om fotografen Marianne Engbergs liv med fotografiet (som man bliver nødt til at købe - det gør man under alle omstændigheder!P - for at se det forunderlige foto af de spirende Mao'er)

It's hard to be a saintly Mao in Irma

TILBUD
2 ØKOLOGISKE MAOSKO
40 KR.

(tilbuddet gælder ikke for
Fair Trade-Maosko)

Englelig morgen (som optakt kun til djævelsk eftermiddag)

3 anmeldelser på ugen/dagen (Sternberg, Gerd Laugesen, Lolita - som Inf.s bogtillæg alle har misset, hæ) og 1 bestillingstekst (receptdigt til København læser!) skrevet og afleveret tre dage før deadline, glorie som speedwaybane for hvid tornado!

Men, men, men så venter - tordenskyer i dødsdrom - 1½ år, mindst!, forsinket tekst til Morti Vizki-antologi og 4-5 måneder, mindst!, forsinket (transskription af) Papa Laugesen-interview til Céline-dramabog, al selvhelgenkåring er så forbandet midlertidig, ikke engang daglang!

Kritisk socialitet og a-

Der er en tid for høfligheder
og en tid for bøfligheder

(og tøf-tøfligheder
og DJØFligheder)

Er det nu endelig Juul?

KAN DET VIRKELIG PASSE
AT JEG NUUUUUUUUUUUUUUUU
EFTER TO FRARØVNINGER
FÅR LOV AT ANMELDE
EN BOG AF PIA JUUL?

(for at citere et digt af mig selv,
det er der ikke andre der gør:)

MÅSKE, MÅSKE, MÅSKE,
MEGET MEGET MULIGT!

Autofiktion som TUNGE lektier, betonfiktion

DR2 producerer på et nyt FRISK litteraturprogram med en JOURNALIST som vært og en læseklub med ALMINDELIGE mennesker undtagen som en UNDTAGELSE en sjælden gang imellem en læseklub med folk, der har en slags prof forstand på litteratur, bl.a. mig og Olga Ravn, og vi skal til den første optagelse om 14 dage læse og diskutere 4. Knausgaard-bind, men jeg har ikke læst noget som helst Knausgaard, så jeg anmodede DR, som for en gangs skyld i det mindste et naturalie-vederlag, om at tilskikke mig alle 4 bind, hvilket jo bare hårdt nok betyder, at dem skal jeg så læse, og er der ikke please nogen blandt bloglæserne (som jeg stoler på), der kan forsikre mig om, at det i en eller anden, gerne pervers forstand er umagen værd; Olga og Mette M, som jeg begge (i et vist omfang!) stoler på, stod udenfor foredragssalen og dissede Karl Ove, da han havde "holdt foredrag" (= læst et utrykt kapitel op) på Testrup, men de havde vistnok heller ikke læst ham!?

Syndflods autonome Merzbau

Det er uhyggeligt, som gårdens forlængst monstrøse, midgårdsormslignende skraldebunke af gennemblødt kælderlort hver evigt eneste dag - af hvem, af hvem?! - tilføjes nye objekter: I dag en klovnedukke, en vandpibe, en dør - !

Technicolorblind

her var himlen lige før
borte med blæsten,

nu er den atter
noir

Kritikerens korte sommer

kun tirsdag
og allerede
lutter forbud
og omskrivning,
ombud og
forskrivning
(til luset Luther- og looser-æstetik)

Junior High School-alfabetet

Angel, Grace
Austin, Floyd
Beale, Jack
Beale, Mary
Buck, Daniel
Byron, Marguerite
Campbell [dåsen!], Alice
Carmine, Rose
Chatfield, Phyllis
Clarke, Gordon
Cowan, John
Cowan, Marion
Duncan, Walter
Falter, Ted
Fantasia [filmen!], Stella
Flashman, Irving
Fox, George
Glave, Mabel
Goodale, Donald
Green, Lucinda
Hamilton, Mary Rose
Haze, Dolores
Honeck, Rosaline
Knight, Kenneth
McCoo, Virginia
MacCrystal, Vivian
McFate, Aubrey
Miranda, Anthony
Miranda, Viola
Rosato, Emil
Schlenker, Lena
Scott, Donald
Sheridan, Agnes
Sherva, Oleg
Smith, Hazel
Talbot, Edgar
Talbot, Edwin (3. tvillingepar!?)
Wain, Lull
Williams, Ralph
Windmuller, Louise

- afskrift af Lolitas (= Dolores Hazes) klasseliste i Humbert Humberts dagbog ("Det er et digt jeg allerede kan udenad (...) Et digt, et digt, min salighed", fra Claus Bechs nyoversættelse af Lolita).

Brothers in LARM

25 år siden vi stod dér i aulaen på Aarhus Katredralskole og skabte os skæbnesvangert, om ikke forbandelsesfrugtsommeligt!

Tillykke drengene! Med de 2 x 430 år!

Og nej, Jens, sweateren, jeg glemte i din taske i forgårs efter havbadsoplæsning, er IKKE din fødselsdagsgave, den er jo for helvede aldeles monokrom, hvilket ikke betyder, at du, Johnnie, skal føle dig sikker på IKKE at modtage et fastelavnskostume!

Encellet satan/ Altings dobbeltdip

(eksklusivt for Blogdahl bringer vi Jens Blendstrups oplæsningsSTIRPtekst ved OG I Havnebadet i går)

Kære Havnefestival!

Hele sommeren har jeg drømt om at vende tilbage til urhavet

Det startede med at jeg en bog om livets opståen i Danmark, ”Danmark og omegn i 500 millioner år.” Det var en dejlig bred bog som gør at man kan zoome helt ud og blive lille i urhavet - og glemme hverdagens kedelige trængsler.

Der stod om flercellede dyr med HYDROSTATISKE SKELETTER som hed...mærkelige navne som...Trilobit, og charni disco

De så dejlige ud. Det hele virkede så afslappet dengang. Der var ikke nogen mund der skulle fyldes med mad.

Ingen valg mellem müslibarer med hemmelig fedt og økologiske bornholmerhaner

For der var ingen mund dengang

Der var heller ingen arme til at gramse med

Man kunne ikke flirte og dumme sig med popsmarte bemærkninger.

Man fimrede bare rundt med andre primitive dyr uden at sige for meget

Man skulle være en fisk for 542 millioner år siden i phanarozoikum som betyder tiden med de TYDELIGE DYR.

Jeg vil også være et lille leddyr tænkte jeg! Og satte min plan i værk.

Det startede med jeg lige så stille satte min ene fod i en skål med vand mens vi så tv avisen

Hvad laver du dog elskede sagde hun ( altså min kone Grete.)

Det er bare en splint sagde jeg. Under udførsel af huslig plankeværk fik jeg en splint i tåen det gør saft suse mig ondt. Men så er det godt den kan komme i et fodbad

Nåå på den måde

Ja

Dagen efter faldt jeg og fik et sæbe øje

Det var pragtfuldt i flere timer sad jeg med en skål og kiggede nede under vandet

Blink blink blink og så goddag. Ned i gen blink blink blink

I de senere dage er det gået stærkt. Det har jo været solskin og vi bor tæt på Storebælt.

Min hund elsker de tunge sten. Den dykker efter dem og slæber dem op på bredden. Vi har leget se mig - jeg går dybere- end dig

Bagefter ville den gerne lege - ned i sand og rulle ovenpå byttet

Det gad jeg ikke. Dumme hund. Det gjorde de jo heller ikke på livets første strandbred sagde jeg -Der kom man bare op og lå og gispede med de her lungefiske vinger

Jeg prøvede at illustrere det ved at lægge mig på siden og blafre med mine behårede arme

Min hund kiggede uforstående på mig. Hvad ved hunde om livets første strandbred?

Så ville mine børn ha en is og jeg blev tvunget til at være menneske igen

Det er dejligt vi bor i en global verden. Det er så Dejligt når regnen ødelægger vores huse. Og sprænger vanddækslerne op.

Hvor kan vand dog meget.

Oversvømmelsen i kælderen gjorde mig ikke ked sf det

Tvært imod var jeg helt oppe og køre da jeg kom ned i vores kælderrum og så der stod 2 meter vand. halvnøgen krabbede jeg mig ud i den dejlige forplumrede indsø.

Jeg kom af med mange kedelige plader med Hanne Boel og status quo på  den måde

Og også den hæslige standerlampe min kone har med sig fra hun var au pair i sweitz

Og nu kan jeg med god samvittighed rende rundt hernede og lege alge i kælderen, uden det virker mærkeligt. Tvært imod kan jeg sige til min kone at jeg arbejder for familiens ve og vel og at jeg prøver at begrænse skaderne fra århundredets oversvømmelse

Men du er der godtnok længe skat siger hun - i op til 2 døgn af gangen

Jaaa svarer jeg men der er også mange vandskader i vores kælder skat

Men behøver du stønne så frygteligt samtidig?  du lyder virkelig uhyggelig nogen gange siger hun

Hvordan?

Ja det er ligesom når du synger i badet Bare dobbelt så højt og hval agtigt dumt og sådan relativt hjernedødt

Nu skal du passe på siger jeg. Hvaler er ikke dumme Grete. De dominerede jorden længe før du blev børnehave pædagog.

På det tidspunkt var jeg svømmet ind under den gamle olietank og lå og gnubbede min kløende ryg på et rustent varmerør.

Jeg ville glemme det hele obamas budgetunderskud, pia kjærsgård, liberal arrogance, verdens fallit, altings dobbledip, Norges tragedie. Lukketiderne og …ffffuuuuuuuu

Aaaagh mumlede jeg ooooooogugiiiii  mumu kluteose!

Min kone råbte vredt. Dæmp dig MENNESKE Og vi får gæster om lidt.

Det endte med jeg kom op og deltog i vores gæster. M en jeg havde smurt mig ind i tee tree Oil og kopattesalve for at bevare min ny-dannede padde skæl hud. Jeg prøvede også hele tiden at dreje samtale over til noget med Vesterhavet,  fiskeri noteringen og ...farvandet humber og thames og kattegatcentrets klumpfisk - den er så flot og grim på engang sagde jeg synes i ikke - det syntes de ikke. De syntes jeg lugtede af tang. Og daggamle muslinger.

Derfor blev jeg også så glad da Dorte ringede fra hovedbiblioteket

Havnefestivallen er over os,

Vil du ikke komme herind jens blendstrup og læse lidt højt for folk i vandet

Jooooo det vil jeg da rigtigt nok hellere end gerne (jeg sad faktisk lige og tænkte på havet)

Jeg stjal min kones badedragt, den er mere kropsnær

Jeg kyssede min kone med tungen før jeg gik. Min tunge var en guld fisk i hendes bowle af en mund rundt og rundt som en lille glad guldfisk heeeeej Grete vi ses bb bb Zaza

Styr dig du kysser alt for grundigt.

Undskyld det er bare fordi jeg er så glad for dig.

Jeg har glædet mig helt vildt til i dag.

Hvor længe skal jeg læse.

Åh bare en halv time det er fint

Og må jeg så forsvinde og gøre mig våd

Ja altså hvis det er det du gerne vil jens blendstrup

Det kan du tro det er Dorte fra biblioteket. Det er det eneste jeg ønsker.

Der er havet. Kan i se det. Havet i bryggens havnebad. Jeg kommer ned til jer.

Giv mig Mysenium og prækambrium muslinge skallers venskab.

Jeg vil aldrig mére tilbage til Korsør

Lad os glemme sproget det er så grimt!

Encellede lyttere  jeg kommer.

2 entertainere på dybt vand - ned i//oppefra- lørdag

1.
Jens B ved Havnebadet oplæsende nyskrevet vand-tematisk tekst (se næste blogpost), mens han smed jakke og bukser og skjorte og til sidst stod tilbage med stort skæg og sin ældste datters MEGET stramme badedragt og med fine, havskildpaddeagtige balletbevægelser læste færdig og PLASK sprang i bassinet.
2.
Prince på Tiøren funkende ud med Bass-Ida og det øvrige, sindssygt seje, billedsmukke band plus legenden Larry Graham og lalleglad, ophevet publikumsflok på et fra "Everyday People" gennem "Alphabet Street" nådesløst knopskydende jam og pludselig afbrudt SPLASK af violet skybrud.

Strømpekonspiration

Først fandt jeg én fremmed strømpe, REGBUESTRIBET PÅ SORT BAGGRUND, nederst i centrifugen efter endt centrifugering af SART, rødt-orange vasketøj; et kvarter senere fandt jeg gudhjælpeme den på sort baggrund regnbuestribedes strømpes TVILLING nederst i centrifugen efter endt centrifugering af HVIDT vasketøj, selvom jeg GRUNDIGT havde gennemsøgt centrifugen efter fundet af terrorstrømpe nr. 1!

Og da jeg en halv time senere tømte tørretumbleren, stod et japansk par og fotograferede mig gennem ruden med et dyrt spejlreflekskamera!

Noget er råddent i møntvasken!

Mord & Maarum (inden Jens undervandsoplæser)

Henning Mortensen (og YES! fortsættelsen til Det blanke vand, der selvfølgelig hedder Slottet ved Det Liguriske Hav, udkommer til september!) i Politiken i dag om de alle de dårlige kriminalromaner:

Jeg misunder dem ikke. det er hårdt arbejde sidde og skrive alt det bras.

- i månedens Ud & Se-krimi-novelle demonstrerer Christian Dorph & Simon Pasternak, hvordan man skriver god kriminalistik - ved at skrive kriminelt godt simpelthen!:

Vi har kørt en evighed på E20, og det pisser ned. Mørket har sænket sig, det kom lige pludselig. Svenskeren sidder og sms'er [tænk, hvis der kunne stå 'texter'] og stanger tænder og rømmer sig, sutter og suger på sit tandkød og på sine læber. Jeg bliver sindssyg af hans mundlyde og klikkeri på mobilen. Hvordan kunne det ske? Der Alte bliver rasende. Nej, mere end rasende. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.
  - Sväng in där, siger svenskeren.
  Vi er 50 kilometer nord for Göteborg, jeg må have fat i den gamle, ansigt til ansigt, og fortælle ham om svenskeren, han var for helvede backup, skulle holde bodyguarden i skak.
  - Hvorfor? Vi har travlt.
  - För att jag ska skita. Därför.
  Han ser på mig igen med sit spidsmundede skånske [adjektiv-lektion!] dræberfjæs, og jeg trækker over og triller ind på en mørk rasteplads, et par borde, et lokum, øde og kold. Der holder en lastbil med polske plader et stykke væk. Danish Crown. Chaufføren sover sikkert, rugende over sine skinker.

Der er også et intetview med Malk de Koijn i Ud & Se; de kommer med en NY PLADE til september med den pragtfulde titel TOBACK TO THE FROMTIME! Endnu en gang beretter de om dengang i 1999, Helle Helle og jeg nominerede dem til Maarumprisen, som de gudhjælpeme vandt og fik overrakt hos Tuborg i Hellerup, sandt altsammen:

Vi stod udenfor og fik en smøg, da vi fik besked på at komme ind. Der stod en kødrand af folk omkring en gammel oberst og hans kone i fin nederdel og ny taske og holdt tale om Maarum-kilden. Det var ham der ejede den. Vi gemte os bag randen og blev så skubbet ind foran. Allerforrest i vores shorts, mens Bukdahl læste op af vores tekster. Han var endnu mere nervøs end os, og vi begyndte bare at grine.

SENSATIONELT citerer artiklen afslutningsvist 8 gyldent spyttede linjer fra et nyt nummer, lagt i munden på det altid fraværende, fjerde Malk-medlem Brinne Klinke:

Brinne, det' mit forreste navn
Jeg trækker torsk, taler norsk, LSD er min hjemstavn
Flyver som en ravn, svømmer som en salamander
Fandt dig, tryllebandt dig, og nu du' lammet
Men det' en del af programmet
Vi' på en anden frekvens, skubber kyllingen baglæns
Ind i et æg og så tilbage op i hønen
Hvem kom først med et ordentligt drøn

Og så afsted til Islands Brygge, hvor Jens B undervandsoplæser i sin kones badedragt ...

Poetiske klædestykker i DK - en meget kort litteraturhistorie

3.
Gerd Laugesens digtsamling + kjole Har du set min kjole?

udkommer fredag 12. august på After Hand
1. udg 1. oplag
249 nummererede eksemplarer
8 kjoler i første serie
bog og kjole koster samlet 2.000,-
bog for sig koster 250,-

Har du set min kjole? udgives med kjole i et mindre oplag, som kan købes samlet eller betragtes i udvalgte boghandeler, tøjforretninger og et galleri. Digtsamlingen kan også købes for sig, med en lille lap stof og en knap, så man selv kan sy den på et stykke tøj, eksempelvis en skjorte, for digtsamlingen kan naturligvis også læses og bæres af mænd.













2.
Jonathan Nielsens og Frederik Bjerre Andersens P-shirts

I efteråret 2008 lancerede Andersen & Nielsens Lyrikkanon – Jonathan Nielsen og jeg [Frederik Bjerre Andersen] – den første kollektion af P-SHIRTS: unika-trykte trøjer med poetisk tryk på.
P står for Poesi
P står for Præsentation
P står for Programskrift
P står for Præcisionsarbejde
P står for Permanenttryk
P står for Posepakket
P står for P-SHIRT; et poetisk alternativ i påklædningsjunglen.
P står for Punktum
Trøjerne blev og bliver solgt i udvalgte boghandlere i København. Siden den 1. kollektion er det foreløbig blevet til tre kollektioner mere, så vi nu i alt har skabt 49 forskellige trøjer, der hver kun findes i et eksemplar.

1.
Mette Moestrups HAM-bluse
(tekst og billede fra parløren på afsnitp.dk)

Jeg lavede et stykke lyrisk merchandise af en 100% syntetisk ærmeløs bluse i guldlamé med drapering i halsudskæringen og trykknap i ryggen. Den var glitrende og grim. Jeg havde fået ondt af den og købt den for 30 kr. i en lokal genbrugsbutik. Siden havde jeg fået den syet om til en str. 36/38 og bl.a. båret den til en reception på Den Sorte Diamant i forbindelse med udgivelsen af Danske Digtere i det 20. århundrede og på The Lab i forbindelse med den dansk-nordamerikanske lyrikfestival In the Making. Jeg brugte superlim og applikerede tre bogstaver fra Universitetsparken i Århus, dvs. fra en skotøjsæske med kasserede bogstaver fra "de gule mure", som jeg havde samlet i løbet af min studietid og taget med mig til København. Jeg limede bogstaverne M A H på blusen. H'et var hvidt som tænder i en tandpastareklame, A'et var skrammet, tefarvet og krakeleret, ligesom M'et, der desuden havde nogle røde streger af uvis herkomst. Der stod H A M. Ham som ham jeg skriver til (ham som har magt eller ham som misbruger sin magt) eller som ham når ham er noget, slanger skifter, og ham som skinke på engelsk - ham. Med andre ord tænkte jeg mig, at netop det ord betød noget forskelligt alt efter sprog, intonation og hvem, der bar blusen: En kvinde ville måske bære ham som en kærlighedserklæring (ham som ham hun elsker). Eller hun ville stå i grel modsætning til påskriften ham, da hun rent faktisk ville være hende og ikke ham. Ham ville kunne ses som hendes ønske om at tiltrække eller blive som ham eller som en kritik af, at hun skulle ønske at tiltrække eller blive som ham. En mand ville ligne en drag i glimmer, og blusen ville statistisk set være for lille til ham, men de tunge bogstaver ville insistere på hans køn (det ligner ham måske ikke, men det er ham). Uanset køn ville ham som slangeham og ham som skinke gøre det svært af afgøre, hvad bogstaverne henviste til - kroppen eller blusen, iklædningen eller den iklædte. Eller en anden; en som den iklædte eller udklædte således pegede på: Ham. Jeg tænkte meget på ham, og jeg tænkte, at jeg kunne sælge dette stykke lyriske merchandise for 3000 kr. til en virksomhed, som så kunne trække beløbet fra i skat. Eller 30.000 kr. Eller 300.000 kr. Hvorfor ikke? Hvilken virksomhed ville ikke, tænkte jeg, betale prisen for sådan et selvbiografisk, samfundskritisk stykke lyrisk merchandise, der oven i købet kunne fortolkes forskelligt alt efter sammenhængen? Hvilken virksomhed ved sine fulde fem ville ikke, tænkte jeg, betale prisen, når blusen enten kunne udstilles på en af arbejdspladsens vægge eller (og det var min egentlige vision) udlånes på skift til de ansatte? Sammenhængen kunne selvfølgelig være noget ydre (et lille privat firmas vægge eller en international koncerns vægge), men - og det fandt jeg særligt subtilt - også indholdet, dvs. gruppen af ansattes kroppe, kroppe med forskellige størrelser, køn og lugte. Hvis, tænkte jeg; hvis blusen kom til at lugte af den enkeltes sved i en sådan grad, at det ville blive til gene for cirkulationen i gruppen - og dermed en trussel for de ansattes velbefindende i virksomheden - så ville de store bogstaver udgøre et praktisk problem, som imidlertid ville kunne løses i form af nænsom kemisk rensning.

Sommeren er forfalsket tysk

årets sidste tur på
den falske tyskervej
med den falske tyskerhjelm
og den falske sturm und drang
hærgende igennem den falske heimat

Min første boglige optræden, 1980

- fra Johannes Møllehaves Huset vi bor i. Rum- og erindringsforskydning

 Når jeg går ud i køkkenet, tænker jeg på de mange mennesker der mellem år og dag har siddet og spist hos os. Der er god plads i køkkenet, vi kan nemt være ti om bordet. Børnene har altid elsket, når der "kommer nogen". Det kan være en foredragsholder som har talt oppe i kirken, eller et menneske der trænger til en lang aftens snak.
  Jørgen K. Bukdahl, der døde alt for tidligt, sad her for et års tid siden med sin søn. Han havde gerne drengen med alle vegne, også når han forelæste over Hegel og andre svære emner. Lige fra børnene var små, kravlede de rundt på ham, når han udviklede sine filosofiske begreber. Måske vidste han, at det havde hast.

(jeg husker bedst, at Møllehaves søn havde slanger i kælderen og at jeg så Holocaust, som jeg ikke måtte se derhjemme, sammen med hans datter, og at min far og jeg overnattede i Herdis' arbejdsværelse, hvor der var en skuffe med mærkatet "Ny roman", sådan en skuffe ville jeg også have, det vil jeg stadigvæk)

Land Art & Sand Poetry

foran combine bestående af lille mågefjer stukket ned i løs og blød skosål og usynligt betitlet "Custers sidste kano" skrev jeg i sandet

SAND HOLDER
STAND PÅ STRAND

som vinden hurtigt omskrev til

 AND H ER
S A D RAND

Den ydre fiksere-vildmand

Værste titel på sommerhushylden:

Den indre by (Dea Trier Mørch)

Bedste titel på sommerhushylden:

Rama Sama (Anders Bodelsen)

Skudbuler må ordet være

Hvem er ansvarlig for skudbulerne - må ordet være, når der ikke er skudt igennem til egentlige skudhuller - i det store skilt om afkørsel til Råbjerg Mile? Hvis dette var en kriminalroman - og det er det kun, hvis det med garanti skaffer 10.000'er af nye læsere - ville den skyldige IKKE være Klaus Rifbjerg en dag med byger af dårlige anmeldelser, det ville være alt for oplagt, men i stedet fx en arabisk sheik, MIN arabiske sheik, i et natligt mareridt om, at hans majestætiske ørken var skrumpet ind til denne latterlige sandGARAGE.

TEXT MIG!

Hvorfor hedder en sms og at sms'e en sms og at sms'e på dansk, når det hedder a text og to text på engelsk; det ville være så meget finere hvis man - med X, som text ikke er blevet stavet med på dansk siden 60'erne - kunne sige: jeg texter dig en text og: text mig! På dansk bruger vi kun at tekste  i formen tekstet, hvilket altid betyder undertekstet, fx for hørehæmmede, dvs. at hvis jeg siger: text mig, vil det blive forstået som, at jeg taler udenlandsk eller utydeligt eller taler til en en døv, og derfor har brug for at blive (under)tekstet, men jeg vil have Text mig til at betyde: Nyskriv en TEXT til mig på det øjeblik, det bør tage at TEXTE en TEXT, på og som et TEXTENDE øjeblik. T E X T  M I G,  D U, A S A P!

Jeg har endelig købt billetter til The Pains Of Being Pure at Heart på Amager

I have at long last bought tickets for Smerten Ved At Være Ren I Hjertet on Amager

Drachmann som Midsommerman

- fra Jens Smærup Sørensen og Franz Ernsts urealiserede filmmanus Lyset over Skagen. 1986 (som jeg visntok ikke har læst, før jeg læste det i formiddags lænet op af skrænten i delvist skygge nede på stranden; fint smerteligt og gedigent anekdotisk går historien sin gang), det er Skt. Hansaften 1902

En mand ses tænde bålet. Flammerne slår op. En stemme begynder på Drachmanns Midsommervise. Følges hurtigt af flere, af alle.

Holger [D] og [fru] Soffi står og synger med. Hun får et hosteanfald i røgen.

SOFFI: Uff da - kom, Holger - vi kan ikke stå her! Kom med mig!

Holger bliver stående, synger heroisk og pivfalsk videre.

SOFFI (rykker i ham): Kom så, Holger! Du må ikke stå i den her røg! - (hoster igen) - Med dit helbred! Du bliver jo syg, du kan jo slet ikke tåle det!

HOLGER (hurtigt mellem to vers): Jeg skal jo!

SOFFI: Skal! Hvad er det du siger?! Vil du dø?

HOLGER (afbryder sin syngen): Det er min plads! Det er jo et billede!

Vi ser i det samme totalbilledet, og derfor også Holger og Soffi i midten af det hele.

Rosenrød sommer

Denne sommer har udviklet sig til en meget triviel solstrålehistorie, der virkelig ikke kan håbe på gode anmeldelser fra en bandsat lyssky kritiker som yours truly, jeres sanddru sandkassedruide.

Drachmannman

Hvad dog er forskellen på en tresårig herre, der cykler rundt i sommerlandet iklædt en kulørt og tætsiddende cykelrytterdragt, og en tiårig dreng, der springer ned fra en skammel iklædt en Supermandragt? Jeg sidder heroppe på hemsen, til overflod 42 år gammel, og skriver blogpost iklædt min Drachmann-hat og mit Drachmann-skæg og min Drachmann-slængkappe.

Sølle fodboldeksistens

(i overskrift på Politikens sportssider i dag)

klubløs back

Korsikansk fortrydelse

Jeg fortryder, at jeg i går i SuperBrugsen i Skagen ikke købte en PAKET med 4 napoleonshatte for 40 kr.

Fordi jeg har frygtelig lyst til en napoleonshat nu (og vi har kun skolekridt i huset), og fordi ordet PAKET sgu da ikke findes i det danske sprog, det har fx ikke noget at gøre med et parketgulv, som jo nemlig er fladt, mens en paket i SuperBrugsen åbenbart er en lille, gennemsigtig plasticbeholder.

Nej, hov, paket findes faktisk på dansk, med en helt tredje betydning. Iflg. Den store danske et: mindre skib i rutefart mellem indenlandske havne med stykgods.

Dæmonen Madsen

Yderst fornuftigt, at der på Skagens Museum, mellem heroisk folkloristiske fiskere og mandigt livsnydende kunstnertyper, også huserer en DÆMON: Hammerhøis grumt glødende portræt af professor Karl Madsen, langt nede på en væg i højre sidegalleri.

Alices besked til biografgængerne

(indledende voice-over, med close-up af Alices mund, i Jan Svankmajers Alice, 1988, den bedste Carroll-filmatisering ever, bedre end både Burton og Disney)

Alice tænkte ved sig selv

du skal se en film for børn

måske

jeg glemte næsten

du skal lukke øjnene

ellers kan du ikke se noget

Hjort brækker sig i skovsø

Pastor Sørine Gotfredsen har engang (i Smagsdommerne) haft et af mine Brølende hjort ved skovsø-digte i sin beskidte mund; det krymper sig nu i sin bog, digtet.

Christina er da også tjekkisk surrealist

Den tjekkiske surrealist Harald Voetmann anbefaler på sin blog Christina Hagens (Bet-nominerede) roman 71 breve til M, og det åbnede mine øjne op for, at hun selvfølgelig også er tjekkisk surrealist, i hvert fald i hendes romans stadig mere dominerende mareredne afsnit, jeg tilføjer hende straks i top 5'en over tjekkiske surrelister i DK, som dermed bliver en Top 6!

På Christina Hagens hjemmeside opfordres man til at hjælpe med hendes næste skriveprojekt:

Har du haft en dårlig oplevelse som turist i et fremmed land?
Skriv til: smalltalkmedmere@hotmail.com

Ukendte Skagensmalere

- = for MIG ikke uden videre af dårlige grunde ukendte Skagensmalere - på udstillingen SKAGEN GULD/ Værker i privateje, der retteligt burde hedder SKAGEN TIN, på Skagens Museum:

Tupsy Clement
Ella Heide
Einar Hein
Oscar Herschend
Jo Hahn Locher
Johan Neumann
Thorvald Niss
Alfred Olsen
William Stuhr
Johannes Wilhjelm
Wilhelm Xylander

Legendariske børn

I forbifarten læser jeg skiltet

PAS PÅ
LEGENDE
BØRN

med hårdt g i 'legende' som betød det

PAS PÅ
LEGENDEN OM
AT BØRN OG BARNDOM FINDES

og det vil jeg ikke passe på, jeg tror på børn som børn (ikke længere) tror på julemanden.

Myggym

også
MYG
går på
GYM
nasium -
men har
kun 2 fag:
SUMMMMMMMMMM
og
STIK!
1 skoleår er
1 sekund,
1., 2., 3.
g - ud
i virkelig-
heden og:
SUMMMMMMMMMM
og STIK!