Jeg begyndte med at læse mig alvorligt skuffet i Kirsten Hammanns nye roman Se på mig, som det rimeligt gennemskueligt fremgår af blogposterne nedenfor, fra mmmmm til hrmmmmf og de overdrevne sideantal: Jeg fandt bogen for form- og konceptløst uspændende, for uenergisk uambitiøs og en masse andet u-, og for forskelsløst ekkoende Mette-stemmen (nu bare også i en parallel mandlig udgave) - sardonisk-autentisk mimen hyperkonkret smålighed og egocentri - fra Fra smørhullet og En dråbe i havet (romanen/poetikken Bruger de ord i kaffen? handler bl.a. om at ikke kunne komme af med og ud af Vera Winkelvir-stemmen, nu er det et Mette-fængsel, Hammann befinder sig i). Jeg gik direkte fra begyndelsen på Se på mig til fjerde bind af Knaugaards Min kamp og blev perverst indtaget i den gedigne Karl Ove-omstændelighed vs. Hammanns ferme, falsk solidariske vrængen. But not for long! Stille og roligt hang teenage-arkæologiens endeløshed mig længere og længere ud af halsen, og da jeg onsdag aften ikke uden desperation vendte tilbage til Hammann, morede jeg mig pludselig intenst over de udsøgte udleveringer af hovedpersonernes egomani (Sune der bliver decideret overstadig af at succes-vennen Lars (!) får et dødfødt barn), og det er jo ikke givet, at det var bogen der havde forandret sig. Men ak, så var jeg tvunget til at bruge torsdagen, inden Gy-reception, på at knolde mig færdig med Knaugaard. I Gyldendals gård mente Kirsten Hammann (den virkelige humanoid KH), der takket være Zangenbergs hysteriske 6 hjerter i Politiken ikke var til at skyde igennem, at vide (fra distingverede blog-læsere), at jeg ikke brød mig om bogen. Det var jeg ikke sikker på, at jeg stadig ikke gjorde, og under alle omstændigheder havde jeg ikke læst den færdig, så det holdt jeg mig let skingert til: Det ved jeg ikke, jeg er ikke blevet færdig! Jeg fik kun pletlæst fredag, inden jeg drog til dr-byen, hvor grundigt sminkede Olga Ravn forsvarede romanen bravt (i forlængelse af Hammanns interviews, men uden besværgelsen af en bonus-dybde!) som fuldfed, virtuos rom-com og talte dunder mod avantgarde-snobbet næserynken: Av! Lørdag læste og læste jeg og læste færdig og var og er i syv sind, hvoraf mindst de fem er positivt glødende, vistnok. Dobbeltsporet efter Julies hospitalsophold med dets mangedobbelte (selv)bedrag kører kosteligt kokset derudaf, og bravo for modet til og talentet for pornoen, der både allegoriserer sig som det ultimative luksusforbrug (jf. al det ensomme slikspiseri i Fra smørhullet) og fremstår som en helt straight (kynisme-undergravende) celebrering af god sex. Jeg tror lige nu, at Se på mig er et seriøst grumt stykke letbenet underholdning, sort latter under en spejlblank overflade. Jeg vil også lige citere et sent, umiddelbart ublæret tekststykke, hvor Sune forsøger at destruere en kompromitterende dvd, person og situation er så dødelig præcist og konkret tegnet ("holder også lidt igen ..."):
Det er sværere end han troede. Den er enormt hård, og han lægger flere og flere kræfter i, men holder også lidt igen, fordi han er bange for at blive skåret, når den endelig giver efter. Han pakker den ind i stoffet på sin bluser, men han kan sgu ikke. Skal man virkelig op at stå på sådan én? Det er som at bøje et stykke metal, han bruger alle sine kræfter, og bagefter er dvd'en alligevel nærmest intakt. Den er bulet og vil få svært ved at komme ind i sprækken på computeren, men det skulle ikke undre ham, om en almindelig dvd-spiller kunne klare den. Når han kommer ned i gården, vil han ridse den over asfalten, så den bliver ulæselig. Ingen må nogensinde se den. Hvor er det bare ærgerligt, det gør bogstaveligt ond at skulle aflevere den film, hvilken optagelse, hvilket kunstværk han fik skabt der, og ham selv, der var så stor! Han fik ikke engang set den færdig, så fræk og ophidsende var den.
Uden yderligere sammenligning så lykkedes det heller ikke min fjendtlige læsning at destruere Kirsten Hammanns roman, den sprang hele tiden tilbage i synet igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar