søndag den 29. december 2019

Dinosaurus / græshoppe / solsort / blå tyr

Selvfølgelig (men mindre selvfølgeligt uden Seeberg-indledningen) er titlen på min årsrevy, "Græshoppens lyse morgen" en henvisning til Seeeberg-titlen (på både bog og tekst) Dinosaurusens sene eftermiddag. 

Men mon ikke også Leas titel, "13 måder at være en græshoppe", på det appendiks til hendes roman Sæson, som jeg i den utrykte indledning til årsrevyen sammenligner rmed med Seebergs "Kattekismus", er en henvisning til Wallace Stevens' digtserie "Thirteen Ways Of Looking At A Blackbird", hvor de første syv måder er: 

I
Among twenty snowy mountains,   
The only moving thing   
Was the eye of the blackbird.   
II
I was of three minds,   
Like a tree   
In which there are three blackbirds.   
III
The blackbird whirled in the autumn winds.   
It was a small part of the pantomime.   
IV
A man and a woman   
Are one.   
A man and a woman and a blackbird   
Are one.   
V
I do not know which to prefer,   
The beauty of inflections   
Or the beauty of innuendoes,   
The blackbird whistling   
Or just after.   
VI
Icicles filled the long window   
With barbaric glass.   
The shadow of the blackbird   
Crossed it, to and fro.   
The mood   
Traced in the shadow   
An indecipherable cause.   
VII
O thin men of Haddam,   
Why do you imagine golden birds?   
Do you not see how the blackbird   
Walks around the feet   
Of the women about you?  

Og så kommer jeg til at tænke på Niels Franks "Tretten haiku med blå tyre" fra Tabernakel, den NF-bog jeg stadig holder mest af (med Nellies bog på en tæt andenplads) , de første syv (ikke-)haikuer:

(haiku med kaos)

Jeg skriver mit digt
og den blå tyr løfter
sit øre

(haiku som på mytologiernes tid)

Een gang gik tyren end til floden.
Og een gang til for at gense sit billeder.
Aldrig havde den set så blå en tyr,

(Hver-dag-ser-jeg-den-blå-tyr-komme haiku)

I spejlet stirrer jeg mig blind
på den blå tyrs forfængelighed.
Under bruseren hører jeg dens tunge plasken

(udvidet haiku i flora og fauna)

Blå tyre misforstår gerne alt, kommer springende
mens man ligger i græsset og tæller får
eller hoppende mænd som hos Muybridge

(Sufi haiku)

Den blå tyrs tungsind
er også mit tungsind.
Mit tungsind er også dens

(Sufi haiku en gråvejrsdag)

Tyr, tyr
regn, regn
verden, verden

(Bekendelseshaiku)

Han sagde: jeg er en tyr.
En blå tyr. Men en gang imellem,
som fx nu, er jeg også en rød tyr

lørdag den 28. december 2019

Bedste (jule)falset

Peter Frödin hen mod slutningen af Jesus og Josefine-sangen "Krystaller" (hvis omkvæd og tekst jeg altså også godt kan lide - sue me!)

NY URSULATITEL AFSLØRET!

(og cover ved garanteret Sophia Kalkau)

http://multimediaserver.gyldendal.dk/Gyldendal/CoverFace/WH_Original/8702281354.jpg

- udkommer  31/1!

Revymangler!

2 store mangler i min årsre vi WA (og deres fravær er rene tanketorsk) - print forsiderne ud og klistr på tillægsforsiden deroppe hvor der står Bøger):

Billedresultat for Til den smukkeste


Billedresultat for Det bliver ikke væk

Et lille digt i sig selv jo:

Til den smukkeste:
Det bliver ikke væk

Kun/burde også have have nævnt titler af  Sophia handler, Dennis Gade Kofod, Martin Glaz Serup, Charlotte Strandgaard, Eske K. Mathiesen (M. Fl.)

Usynlig Seeberg-begyndelse

strøget fra min 2019-årsrevy i WA:

Den vigtigste, skønlitterære udgivelse i 2019 er naturligvis det afsluttende bind i Det Danske Sprog- Litteraturselskabs nye, tekstkritiske udgave af Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa, Øvrige noveller og kortprosa – som jeg til stadighed mener burde have heddet Ørige: Noveller og kortprosa. Det vigtigstes opsamlede værk i dette opsamlingsbind er den muselille, eksklusive og uopdrivelige udgivelse En lille musebog fra 1977, der på alle mulige måder simpelthen handler om mus, og den vigtigste (og vittigste – næsten det samme) tekst i musebogen er den opremsende ”Katekismus”, der begynder sådan her:
  ”Om god opførsel: hold snuden blank og halen lige, det ser bedst ud. Og husk ikke at gå med snavsede fødder, du har jo ingen sko på.// Om ost: det meste er danbo, det bedste er Emmenthaler, men man får et godt sniff i en velgemt Roquefort.// Når du forlader din fader og moder, så sig noget rigtig pænt til dem.// Om venlighed: kan kattene være det, kan musene også.// Om musehul: de bør hverken være større eller mindre.// Om fælder: hvis blot flæsk var til at opdrive andre steder end i fælder.// Det bedste: at nå at slippe væk. Få vejret bagefter.”
  Seeberg er den næstyngste forfatter på Undervisningsministeriets tvangskanon, og det er dejligt, at dansklærere nu har mulighed for at vælge, at den Seeberg-tekst, deres elever skal tvinges til at læse, er ”Katekismus” frem for ”Hullet” eller ”Patienten” eller en anden af de (i deres egen ret fantastiske – det er jo ikke det!) pokerface-absurdistiske 60’er-noveller.
  Det mest og bedst Seebergske stykke tekst ikke skrevet af Seeberg i 2019 er det sidste afsnit i Lea Marie Løppenthins lille, cool urolige roman Sæson, som lige nu er min yndlingsbog fra 2019 ikke skrevet af Seeberg (eller nogen jeg bor sammen med), ”13 måder at være en græshoppe”, her de første syv måder, parallelt med de syv citerede Katekismus-punkter:

Seeberg indgik derfor også - kort! - i afrundingen: 
 
Vi mistede to af de allerstørste og allermest bevidsthedsudvidende digtere i 2019, Simon Grotrian og Jess Ørnsbo, Grotrian har vi lykkeligvis ikke hørt det sidste til, han udgav en samling digte, der bare hed Digte, dagen efter han døde, den 15. august, og endnu en samling. Damoklesdrive-in her i december, fra sidstnævnte kommer her komplet ikke-seebergsk som den mest passende nytårshilsen, jeg kan finde på, ”Ørerne i maskinen”:
  ”At indføre en generalstrejke på tamponer/ og hælde postevand på en lysekrone, hvorunder man ryger sæbebobler/ er det nærmeste, jeg kommer det hulmursisolerede individs spasmer/ før dommedag skubber vingerne ud af kummefryseren, skat.”
--> -->

Fortolkningsnøgle til digtene "Godnatdigt" og "Sofus 25"

De handler ikke alment om børn, de handler om de specifikke, virkelige børn Samuel og Sofus og om hvordan de er, henholdsvis som "DYNAMIT" og "gentlemanlike", som det med al ønskelig tydelighed vil fremgå, hvis man møder dem i virkeligheden, hvilket faktisk er muligt.

fredag den 27. december 2019

Sofus 25!

Men det er så meget i orden
at gå gentlemanlike
ud i den guttermandsagtige dag
klog på stik og
andre statslige manierismer
som ikke ironisk hjertelig
men hjerteligt ironisk,
farveægte holder storebror
øje med what's what,
cykler stiligt, stålsat
mellem soklerne,
faderstotlhed bugner som
et helt brændende provinsmuseum
oversvømmet af løbske brandslanger,
hjertet er ikke en mur, det
er et vækkeur, der har ringet
i 25 år


torsdag den 26. december 2019

NY GROTRIANTITEL AFSLØRET!

- for få timer siden af tvillingebror Claus på hans FB-Grotrian-side:

"REGENTFLAMMEHAVET (digte) udkommer September/Oktober 2020.
På vegne af Boet efter Simon Grotrian har jeg 23/12-2019 underskrevet Forlagsaftale om udgivelse af Simons værk ”Regentflammehavet” (digte), som er sat til at udkomme i september/oktober 2020 (dato meddeles i 2020). Udgiveren er Det aarhusianske forlag Herman & Frudit, der også udgav Simons "Digte" 15. august i år.
”Regentflammehavet” er nr. 2 af de 5 ved Simons død færdige, men endnu ikke offentliggjorte, poetiske værker. "

ILDSØER RULES! 

Godnatdigt

DYNAMIT

under

DYNE MÆT

vil snart

DÅNE MUT

søndag den 22. december 2019

Eddie synger sort!

Eddie Murphy var vært på Saturday Night Live i går aftes, hvilket er for vildt, fordi det var FOR SJOVT - som led i hans relancering af sig selv SOM SJOV (første led var den skønne Netflix-film My Name Is Dolomite); han genbesøgte flere af de karakterer, han opfandt, da han var fast medlem af ensemblet i sin pure, geniale ungdom i 80'erne, blandt andet det voksne 30'er-filmbarn Buckwheat - det er sublim nonsensficering, er det:

Medred.-ondskab - et anmelderskab til Vind!

Christian Vind, min medred. på Hvedekorn, har udgivet tredje bind af sin rejsebindstrilogi UDTOG, og denne gang rejser han gennem Jylland (og noget af Sjælland og Kbh.) og kommenterer små og store museeer med den vitriolske(/melankolske) skarphed, som langt de fleste kunstanmeldere savner sans for - her er han på Aros:

"På 5. niveau er der endnu en udstilling, der hedder "Korridor" af kunstneren Do Ho Suh. Med rød skrift på væggen står der "ARoS FOCUS INTERMEZZO". Der overgiver jeg mig alligevel, den undertitel er så befriende selvironisk, et særlig område, hvor man kan få et afbræk til at fokusere. Fokusområdet består i, at man kan gå igennem en forskelligfarvet transparent korridor, muligvis fremstillet i gennemsigtigt nylon af den type man bruger til at lave fluenet, der kan sættes over madvarer om sommeren. Det er egentlig meget sjovt, uden rigtigt at være det, men det er hurtigt overstået. Det morsomme er formidlingen og det forhold, at også selve værket ligner en parodi på samtidskunst. "Do Ho Suhs rum griber fat i noget almenmenneskeligt i en stadig mere globaliseret tid." står der formidlende nederst på væggen. , Ja godav då! Tror lige jeg laver nogle boblestudier i Hubbabubba. Jeg beslutter at gå op og se på Hammershøis kone igen, men vender om på halvvejen."

Billedresultat for christian vind udtog III 2019

fredag den 20. december 2019

Det kassettebånd ønsker jeg mig i julegave (indtil det kan fås!)!

Fra artikel i Rolling Stone om alt mulig Lousk:

"In 1975, Lou Reed gave Andy Warhol a BASF C-90 cassette. One side was a mix of live Reed songs recorded at recent tour dates. The other was an apparently homemade demo of a dozen songs based on his friend and mentor’s newly-published The Philosophy of Andy Warhol: From A to B & Back Again,

The story of the “Philosophy Songs” tape came to light this fall when Cornell professor Judith Peraino published an essay called “I’ll Be Your Mixtape: Lou Reed, Andy Warhol, and the Queer Intimacies of Cassettes” in The Journal of Musicology. (Full disclosure: Peraino is a friend.) The recordings had been but a rumor among Reed superfans, and the existence of an actual tape of them in the Andy Warhol Museum archives in Pittsburgh made news internationally, in spite of the fact that almost no one could hear it.

The museum’s all-knowing late archivist, Matt Wrbican, was well aware of the tape before Peraino happened on it. But due to access and copyright restrictions, it hadn’t been written about until the author gained access to the recording, recognized its importance, and gamely worked around the restrictions. In the essay, she broadly described 12 songs played on acoustic guitar, rudimentary folk and rock riffs with audible traffic noise in the background; on one of them, she noted a boogie groove resembling “I Wanna Be Black,” a then-unreleased song Reed had been performing live (a version appears on the tape’s flip side). Peraino noted lyrics that touch on ideas from Philosophy and other Warholia, among them the presentational heroics of drag queens (“ambulatory archives of ideal moviestar womanhood,” as Warhol wrote in Philosophy), fame, success, and sex, plus reflected stories and gossip from Warhol’s circle, which Reed was still part of. Assorted signature Warhol expressions (including the notion of a “put on”) are referenced, ditto a story about his dog taking a shit in the aisle of his local Gristedes grocery, the conceit of a Warhol doll that does nothing when you wind it up, plus assorted gripes and snipes — a “shocking tirade of bitterness and accusation” towards the artist, as Peraino fairly describes it — capped by Reed’s apologetic authorial endnote."

En parentes til Højholt

Vores

(barn gøer
af at en)

             hund gøer
ad en hunds

fjerne gøen
ad en hund

som gøer lang borte

(Revolver, 1977)

Godt dårligt Laugesen-rim fx

Der blev ikke plads til et Laugesen-eksempel i min rim-kommentar, det er der her, meget vilkårligt fra Plettede plusfours, 1993 (også bare et pragtfuldt skamløst bogstavrim, den titel dér!):

Skrub væk din nar
for lyset dræber
som en cigar
blandt røde læber.
Du er min ven
en af de få
så kom igen
vend om at gå.
For søvnens kiste
venter dig
hvor du forliste
på livets vej.

torsdag den 19. december 2019

Yahyas rim - et katalog

(opgjort som research til min kommentar, "Forsvar for dårlige rim - og for gode" i WA i fredags)

RIM I YAHYA HASSAN 2


Side 30
værnemagere
blikkenslagere

Side 62
snot
krimiplot
krop
vådt
råt
op
stof
nok
gråt
for
op
godt
flot

smut
minut
skudt
fortrudt
forbudt
krudt

frembrud
gud
kanonskud
knæ

Forbandet
ildsandet
fastlandet

slummen
løsesum
/pengebundt
bunden
rundt
munden
brummen
pung
grund
munden

ørken
tørken
størkne

76 -
kap
skagearak
skakt
/maskingevær
vejr
millionær
/gløder
skøder
rødder
brødre
/knæskallen
stalden
/profetier
rigere
/ligsyn
øjenbryn
/skadefryd
dyd
/nydelse
forbrydelse
/du
iglo
/hængenosser
bandebosser
/blekingebanden
atlanten
diamanten
/bluffede
plaffede
/pudseklud
gud

hjernestamme
sammen

kniv
kiv
liv
/staldene
ballerne
/tirader
græder
brædder

afsnit
hvide snit
(listepikken)
(overliste)

bryst
lyst
kyst

led oksesved
jaget ged

sinde
hende
heltinde

elskerinde
sinde

noget
nåde
flået
gråd
/pussy riot
tired

ar
bortforklare

rækker
sprækker
/gælder
celler
(lang
børneprogram)
halspulsåre
dåre
hvornår
år
/jagt
intakt
jagt
/nogen
klon
ammunition
/finansloven
klovn
/ingenting
hvidvaskning
/fontanelle
karrusel
/voldtægt
selvtægt
/magisk
psykiatrisk
/vejrtrækning
armstrækning
håndsrækning
/kussemager
skomager
/bank
anke
stampe
/tang
forfang

onsdag den 21. august 2019

Knækket knæk

Ondskab (gen)fundet i går og delivst oplæst i AK25syv under snak om onde anmeldelser (LINK her),  i anledning af WA-podcasten, beværtet af mig (LINK her (til diverse desangående))

- i Jess Ørnsbos kronik "Almindeligheden som fængsel" i Politiken, 1981 (lettere (eller tungere) sexitisk identificeres den ny flade knækprosa, som Ørnsbo her forrygende lægger for had, som et rent kvindeligt fænomen), opsamlet i pærevælling-bogen Personer, 1982:

"Lad os se tre af de mere anbefalelsesværdige modeller af slagsen:
    Der r det yderst populære 14-års syndrom, det unge barn alene, skæv og uforstpet i en ond (voksen) verden, en forurettelse og en ikke-slåen-til-fornemmelse der næppe kan rummes i en hel floddamper, en fiksering på umodenheden og et mangel på overblik der gør almindelighederne til et kvælende fængsel. Stilen: klynkestil. f oplagstallene kan udledes at modellen findes vidt udbredt her i landet. Modellen fungerer som narcissistisk nødlazarat for kvinder i alle aldre der ikke vil være ældre end 14:

"Bare jeg var en anden/ bare jeg var smuk ..../ hvis jeg var smuk nok .../ behøvede jeg slet ikke sige noget .../ hvordan skal jeg være .../ hvem er jeg .../ liste ... jeg må¨lave en list" (fra "Elsk mig" af Vit Andersen)

(fortsættes i morgen)

lørdag den 17. august 2019

Sublimt udgæret årgangs-Ørnsbo

- fra måske-hovedværket Myter, 1964:

(Ørnsbos egen fodnote!)

TORDEN

Katteskumring indvolde
for alle vinduer en sørgerand om himlens
intention Op over træets klæge kød
og paraplyers bopladser
stod overflødig varme flueopsvulmet
og uden vejr,

Have frustreret af blade
låge med sugekopper
og dejgbuskadser henstillet til hævning
Vallede pindsvin og sko
med daggamle svedballer* synker ned
i tykningens silo
Udmattet søgte røgen bort
fra eget kontrafej og skorstenslæder
hang fast i kviste undervejs
blev sær.

Spindelvævsstrikninger
opslår deres trøjer mellem grenene
ders fluer ophængt i ærmegabene deres tønder
til klumpekroppene
syreners pukler pejler den forladte meteorologi
levrede stære
falde redesort traumatisk gennem blakkede
buske tilbage i hegnets
matte underverden.

Vinduesindrammet menneskepus
katte lukket ind i skabe som kløende sår
Sved står af kroppen
som brædder på vej ud af et stillads
Hovedbunden løftet
på rokkende fingre ud i værelsets fedtede petroleumshav
det lyser i håret undervejs
signalerer ned små magnesiumsbordbomber
øjnene svupper frem og tilbage
på deres dybvandsstilke
               Lydløst oplades grimassen mellem
               røde tallerkenvægge og møblers blå mærker
               munden prøver sin tunge, lynafleder
               sit elektriske spyt
               atmosfærisk forsagt løsnes alle
               blonde skæl på kraniebakken.

Endeligt
de lilla lunger kryber et stykke op
astmatikken ligger lige under ganen
en tordens blåstrømper
begynder sin afklædning i havegangen
et lyn for fejl af egen kolbøtter
endte ude i et andet sogn.

Nu brast det
klemmer tages ud af tøjet
kroppen skæres fir af osteklokker
tordenklemmer falder ned af trappen
neglerødders grønne magnetiske horn bisser
mellem møbler
halsen i aftrækkerbevsær bytter om
på sine spændte tommelfingre
slipper en gennemtræk løs
fra lungernes slugte komprimeringsstue
omvender sig til vestenvinden
og en anden nasal opkomlingselektricitet

Lyn i himmelspræt
kriminelle vinkler fremdraget skyer
uden bukser fingeraftryk på taget
Nu ses de havedele overfyldte mørkekamre
fotogene hundehuse
flagstænger med fleget nede om benene
siamesiske vanddråber
ormeblottelsers forlængede perspektiv
nu.

Ravage
ud over mundvige jern og bobler
havers blødersygdomme
lommer flyder over, lemmet står
som et kæntret skib
gæller arbejder under huden
håret begynder sine algebevægelser dybdehavsdans
fisk flyder ind fra trætoppene
blop ind i munden
ocenagående sømænd hilser mig dinglende
henne fra buskadset.

Således
en retouchering har klaret teinten
snegleaccelereret tager landskabet form
regnorme trækker deres hud
op af jorden fliser hælder vand af kroppen
ud under paraplyers styrthjelme
dukker ansigtet frem smukt
humusbræmmet.

En særlig gud
har kasseret skyer rettet på tage
gødet alle lommer
på sprukne indendørshaner og stigbøjlefjer
Ind over mit dryppende hoved
står friske hunde med næsers rasende vindtunneller
bladrer lugte ud af min skjorte
godtager med løftede ben et hjørne af min krop:
hvem var her sidst


* af et bal

Indfaldne blå øjne - Jess Ørnsbo 1932-2019

Jess Ørnsbo havde tre digte (i maskinskrevet faksimile) med i det seneste nummer, 67, af Victor B. Andersens Maskinfabrik fra denne april, dette er nr. to, så ømt krasbørstigt som nogensinde (jeg læste det op live i TV2 News i går, det gjorde godt at gøre, men slukkede jo lang fra sorgen over en bortgået suveræn digterstemme, vel faktisk tværtimod) (og måske er titlen Ørnsbos endelige definition af sin legendariske skeløjethed!?), egentlig er det vel faktisk et hyrdedigt!?:

En tung og genstridig januar
uden for kroen står nogle gærende
unge mennesker
skræppende blomster og flygtende persille
indfaldne blå øjne
og sprøde skridt i gruset
pludselig
når hjernerystelser mødes
og sød musik opstår
i trænede hjerter
og dertil månens strålebehandling
ny og næ og næ og ny
det er børnene der er på vej
snart fødes der børn
med skilning og medfødt slips
en fødebølge går gennem teatrene
nye børnehaver støbes i beton
på toppen af højhusene
der blæser børn ud alle vegne
Statsministeren er rugemor
får forhøjet sin livrente
mænd får indopereret en gyldig livmoder
Barnløse kun for samlere

MIT VAREMÆRKE ER SKYERNE

Billedresultat for jess ørnsbo

Dobbeltnekrologen

Billedstyrken i dansk poesi er siden i går reduceret med mindst 40 %

2 x julehad

Det er ikke løgn, at jeg tænkte på Jess Ørnsbo, da jeg læste Simon Grotrians ny samling, Digte, og begge store digtere stadig var levende, da jeg nemlig læste dette lille digt, der næsten kunne være en Ørnsbo-hommage:

Hun hængte hvæsende
de bloddryppende kugler på træet
spaghettilang aften.

og jeg kom i tanke om klassikeren "Jul-i-himmel" fra Hjertets søle, 9184, min Ørnsbo-øjenåbner (som jeg læste op i AK24syv torsdag aften (de ringede midt i et bleskift, og jeg havde glemt aftalen, men heldigvis stod jeg ved den rigtige reol)):

En ond jul står for døren
barneansigter der skærer tænder
invalide træer der bæres ind
Stearinlys svider sjælen
en stikken i huden
som ag glemte vækkeure
Husene fyldes med vand i spande
bløde pakker undersøges
omhyggeligt af en alt for ung læge
En blødende nisse gemmer sig
skræmt bag panelet
Man betragter hinanden uforsonligt
om nogen skulle være vendt
tilbage fra barndommen - - -
men kun en overgemt torden
ruller råt over tagene fra en klistret himmel
der har gemt sit vand
fra i julisommers
Hadske ansigter ser ud gennem ruden
efter januars frelse

Den blødende nisse får mig så igen, lige nu, til at tænke på dette geniale, allermindste (sammen med andre kun bestående af 1 tegn) yndlingsdigt fra Talkumekspressen:

NISSEN STÅR PÅ HOVEDET


               V



Der er NB også visuelle digte i Talkumekspressen fra 2006

og endda rigtig mange, og fx disse 2:

D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D

Skildpadder værner
de sårbare margener.

eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee

Skildpadder brystsvømmer.

fredag den 16. august 2019

Og dette digt fra side 70 i Fire, med tilhørende (FUTURISTISK) billede

Min fremhævelse

(jeg kan kun overskue at bladre i to Grotrian-bøger lige nu, den nye, Digte, og så Fire, 1990, der var Grotrians fjerde bog og derfor kun indeholder firelinjede digte , og som var den første jeg anmeldte, i Kristeligt Dagblad, og den, der gjorde mig svoren tilhænger for life)

L'ESCALIER DES AU REVOIR
       s      Balla

Mens trappen bare løber for at indhente sorgen
vinker jeg med penslen ned til kvinderne
for hver etages endeløse hilsner
må jeg slette deres smil og male trin

Billedresultat for L'ESCALIER balla

Datoer på liv og død -

I al min hast op til avisens deadline i går eftermiddags fik jeg blandet dagene sammen i min nekrolog over Simon Grotrian, det ærgrer mig ikke så lidt i dag:

Grotrians nye bog udkom i går torsdag den 15. august, jeg skrev anmeldelsen af bogen dagen før onsdag den 14., som var min fødselsdag, digteren døde samme aften på Silkeborg Sygehus af en aneurisme.

Her er et afsnit fra nekrologen, der blev klippet mindre til endelige udgave:


"Alt det vrøvl om Grotrians rekordhøje grad af uforståelighed (den smukke, smukke hævn over den kliché: Ærkehermetikeren er i dag en de populæreste, mest menighedsafsungne, moderne salmedigtere). At sidde dér og få hugget og boret og trukket i sin tand og forsøge at acceptere, at Grotrian, der bare skulle blive ved at sidde langt, langt borte i Lemming og producere udødelig poesi UAFBRUDT, vitterligt var død, føltes NØJAGTIGT som blev en flaskepost smadret mod mine tænder."

Og opslaget før

HAj OVER HOVED


V V V V V V V

          O


ISTAPPER, ÆG


V V V V V V V
           O
        OOO
      OOOOO

torsdag den 15. august 2019

Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

På barken indskrives hvert åndedrag

I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok


Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende end egentligt ophøjet

Bøjet i regnbuer

Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit

De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger og Den korsfæstede budding, bare hedder Digte (forrige titel, Mit nøgne hjerte fra sidste år var også enkel, men ikke så enkel).
  Fordi hvert eneste velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode) digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig som en decideret folkelig nyklassiker:
  ”Vi lever også med hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som et lokomotiv, vær din egen nyhed.”
 Næseplov/jordbærduft-linjen er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner” ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.
  Nu jeg har outet mig selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:
  ”Derfor rydder du op i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der tynges til siderne af vild forsoning”
  Regnbuer har altid været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas, men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:
  ”regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”
  Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid” med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for, hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke til os alle sammen med ikke mindst den:
  ”Du har spist et æble indefra.”

-->

onsdag den 14. august 2019

Digt om 1 og 5

Jeg kunne godt føle det som fyldte jeg 15,
hvis det ikke var for denne eksistentielle kremten 
Kan man kalde det en ten og et kald min stress
over rent faktisk at være 51?

lørdag den 3. august 2019

Evolutionen som nølende, majestætisk popsang

Åh, ja, Jarvis Cocker er tilbage, så cool og vittigt ambitiøs:

torsdag den 1. august 2019

Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.
Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.
Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.
Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.
Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.
På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.
Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."

lørdag den 27. juli 2019

ZOO er en fiktion 4

GIRAF!

FLODHEST!

ZEBRA!

STRUDS!

NÆSEHORN!
 
PÅ 1 GANG!

I 1 SYN!

HVILKE ANDRE
P L A N E T E R
KOMMER DE
VÆSENER FRA?

VI FORTJENER
ALLERHØJEST
KØER, GRISE,
VISSE HUNDE,

SLET IKKE FUGLE!

Billedresultat for Dürer rhino

ZOO er en fiktion 3

Når man ikke kan se tigeren her i buskadset,
virker den mindst lige så usandsynlig som
William Blake, der brændte mindst lige så lyst

Billedresultat for blake tyger tyger

ZOO er en fiktion 2

Det kan jo altså
ikke være Gud
eller evolutionen,
der har skabt
flamingoen, så
standhaftigt syret
og pinligt pink
den står dér og
hypnotiserer os
med sin urimelighed,
ingen vej udenom,
at Lewis Carroll
er den ansvarlige

Billedresultat for alice flamingo tenniel

ZOO er en fiktion 1

Slående
som
den klappeged
ligner
Picassos
skulptur,
som man
bestemt
ikke må
klappe,
begge geder
til gengæld
må man
gerne
klappe AD,
og det
burde man
måske
lige huske
at gøre!

Billedresultat for picasso goat

torsdag den 25. juli 2019

Digt om før & nu

Jeg læser
Charlotte Strandgaards
Indimellem holder de af hinanden
på en anti-terror-betonklods
i udkanten af Kultorvet,
det ord og det fænomen fandtes
ikke dengang i 1969,
da jeg selv var lige så lille,
som min lille søn, Samuel,
der er sammen med sin mor
og hendes veninde ovre i Kongen Have,
er nu,
men selvfølgelig fandtes terror
og morderisk had og ideologisk vold
og hoveder af beton også dengang,
alt det har altid fandtes,
men det har små børn,
der leger intenst i det grønne
(eller, som lille mig, helst indendørs),
inden de om et øjeblik bliver store børn,
og poesi, der bliver ved at skinne
og skinne og skinne og skinne,
også,
læs bare, hvad Charlotte,
der er lyslevende
og utrætteligt, ubændigt skrivende,
skriver i sin gamle unge bog:

"Og hvor kom tårerne fra?
Fra de våde øjne
Og hvor kom de våde øjne fra?
Fra sorgen
Og hvor kom sorgen fra?
Fra mennesket
Og hvor kom mennesket fra?
Fra mennesket.
Og hvor kom"

onsdag den 24. juli 2019

S-TOGIE - slangforslag

Jeg foreslår, at vi fra i morgen kalder et S-tog en S-togie:

stogie


Also found in: Thesaurus, Idioms, Encyclopedia, Wikipedia.
Related to stogie: cigar

sto·gie

or sto·gy  (stō′gē)
n. pl. sto·gies
1. A cheap cigar.
2. A roughly made heavy shoe or boot.
Relateret billede

tirsdag den 23. juli 2019

Halfdan was here

Lad os lige overdøve al den ANDEN Halfdan-snak (som slet ikke fyldte mest i min anmeldelse af de to bind med jo til stadighed DE REELT (minus kun (hvad sidekorte rim angår) de 8 med de to utidssvarende ord) SAMLEDE BØRNERIM, Jeg vil tælle stjerne og Abrakadabra) med dette fine, ikke synderligt kendte digt, fra nemlig den sene samling Tante Andante, der foregår lige her ved siden af, hvor vi vildt meget har vores rullende gang, fordi Samuel går i vuggestue lige overfor Charlottenlund Slot (og et meget 2019-barnenavn jo faktisk, Charles):

CHARLES OG CHARLOTTE

Charles og Charlotte 
med de sorte negle
købte hver en potte
og tog ud at sejle.
Charles faldt i  vandet,
Charlotte gik på grund.
Nu sider de på potte
i Charlottenpottenlund.

Dukkedigt, readymade

(ordlyd fra bogen Legetøj og legeting af John og Elizabeth Newson, fundet i Bogbørsen, Hellerup)

Dukker med
evne til at drikke, tale,

skælde ud, græde, gå,
skrive, danse, synge,

ryste på hovedet, med
hår der vokser osv.

- dog ikke alle ting
på én gang.

Sovende øjne blev patenteret
i 1854,

skønt øjne, der bevæger sig, var kendt allerede
i 1636;

svømmende dukker blev fremstillet
for hundrede år siden.

Utvivlsomt er der
nogen, der arbejder på sved. 

mandag den 22. juli 2019

Iggy vil være fri

- også noget at glæde sig til, som kommer nærmest snart, allerede i september nemlig, ny Iggy Pop-plade "Free" med Dylan Thomas-linje mellem sangtitlerne!:

1. Free
2. Loves Missing
3. Sonali
4. James Bond
5. Dirty Sanchez
6. Glow In The Dark
7. Page
8. We Are The People
9. Do Not Go Gentle Into That Good Night
10. The Dawn

Iggy siger:
 
“By the end of the tours following Post Pop Depression, I felt sure that I had rid myself of the problem of chronic insecurity that had dogged my life and career for too long. But I also felt drained. And I felt like I wanted to put on shades, turn my back, and walk away. I wanted to be free.
“I know that’s an illusion, and that freedom is only something you feel, but I have lived my life thus far in the belief that that feeling is all that is worth pursuing; all that you need – not happiness or love necessarily, but the feeling of being free. So this album just kind of happened to me, and I let it happen.”

Og her er det smukt fåmælte titelnummer: 
 

Bestyrelsesportræt

Billedresultat for tintin conspiration

- udskift blot Faraos Cigarer-symbolet med

Billedresultat for kvindetegn

I stedet for tænderskærende at blogge, kommentere, tale i søvne om Marianne Stidsens såkaldte bog

MARIANNE STADSEN, LAKTOR, MEDL. AF DET DANSKE AKADEMI
MERIENNE STEDSEN, LEKTOR, MEDL. AF DET DENSKE EKEDEMI
MIRIINNE STIDSEN, LIKTOR, MEDL. AF DET DINSKE IKIDEMI
MORIONNE STODSEN, LOKTOR, MEDL. AF DET DONSKE OKODEMI
MURIUNNE STUDSEN, LUKTOR, MEDL. AF DET DUNSKE UKUDEMI
MYRIYNNE STYDSEN; LYKTOR, MEDL. AF DET DYNSKE YKYDEMI
MÆRIÆNNE STÆDSEN, LÆKTOR, MEDL. AF DET DÆNSKE ÆKÆDEMI
MØRIØNNE STØDSEN, LØKTOR, MEDL. AF DET DØNSKE ØKØDEMI
MÅRIÅNNE STÅDSEN, LÅKTOR, MEDL. AF DET DÅNSKE ÅKÅDEMI

Tragisk sløjfet overskrift

på min anmeldelse for nogle uger siden af Robert Zola Christensens roman Det er Knud som er død:

Where have you gone, snemusen Knud? 

 

Rødbede- og kannibaldigt

Hvor kannibalisk er det lige,
at jeg dagligt kalder min søn
"din lille nuttede rødbede"
og så giver ham rugbrødshapsere
med rødbedehummus på? Og var
det faktisk Kannibalen, Uni-
vesitets Frokoststue, hvor min
farfar spiste måske faktisk
leverpostejmadder med rødbeder
sammen med Broby og Schade
og Scherfig. blev kaldt? Ja,
siger Google og gør denne gl.
rynkede rødbede stjerneglad.

Yay og suk

Den her bog udkommer, lyksaligt nok:

Billedresultat for lydia davis essays

men først i november, melankolsk nok!

Men hey! også fedt forjættende med det ONE, så bliver det jo nødt til at være planlgt mindst 1 TWO!

lørdag den 20. juli 2019

HOV! Jesper vandt jo!

På grundaf min monstrøse blogforsømmelighed har jeg slet ikke fået meddelt her, at det jo for fanden faktisk var JESPER ELVING, der for ca. en måned siden modtog Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, eller præsenteret snapshots fra ceremonien (fotografer, Cecilie, Jens, HT):


































































































torsdag den 20. juni 2019

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (Nexø om Abd-El Dayem)

(Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Kære Pernille
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.
June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder, som romanen June – familie, i al den død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.
”Dit værelse var en verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen af bogen. Det er hendes bog også. June gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.
Her har June mødt en ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på, fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.
”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende. Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”
Upassende ømhed, uden at det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende måde.
Det er en ømhed, der strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale normalitet halse efter så godt de kan.
For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop, stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald, eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.
Det gør den på et smukt, smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har fortjent den, det har din bog også.



EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (Mai om Abd-El Dayem)

(Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Det er ganske svært at få hold på Pernille Abd-El Dayems roman June - og det er meningen og meningen er rigtig, for bogen handler om June, hvis liv er punktvist, flosset, sivende og strømmende.

Hun er som lyset kan være i den måned, hun har navn efter - flimrende, fuld af skygger og så lige pludseligt brændende, som sollyset i den første af de mange korte tekster, bogen består af.

Selv forklarer June kvinden Z, som hun bliver veninde med, at hun ikke rigtig er i gang i endnu og er underlig viljeløs, og at hun leder efter en vilje. Michael Strunge beskrev en lignende ung tilværelsesoplevelse med ordene:

Jeg er ikke selv nogen person
jeg er nærmest en tilstand
i stil med de drejede tumlende skyer
der bærer på vand og snavsede drømme
og besvimer af og til
for at sove lidt i jorden
eller blive kogt til te

Junes viljesløshed betyder ikke, at hun ikke kan mærke sit liv og sin verden: hun er så meget tilstede, at verden kan invadere hendes krop og bevidsthed, en relation er ikke mindst udrykkes i hendes forhold til mad. En pandekage, som hun spiser, bliver ved med at ligge klægt i maven – pandekagen er mere virkelig, end hun selv er, og måske fascineres hun af Z, fordi Z uden problemer kasserer en bolle, hun ikke synes er god og går på jagt efter en bedre. Mad truer og forskrækker June, men hun når til slut til at anrette et måltid rituelt og spise det. Hun påtager sig sin egen kødelighed og sætter måske dermed også en grænse i forhold til den invaderede omverden. Hendes mad-afsky startede i mødet med Christian Lemmerz’ udstilling af rådnende grise i Esbjerg, hvor den fraværende lugt i selve udstillingslokalet kun gjorde oplevelsen endnu mere makaber.  Som den levende kylling Junes onkel har anbragt som bordpynt ved en familiefrokost er June mærkelig og kødeligt fortabt i et retningsløst liv.

Romanen veksler mellem afsnit fra Junes barndomsverden og fra en ferierejse, som hendes morfar har givet hende i arv. Barndoms- og voksenafsnittene belyser hinanden, men de forklarer ikke hinanden. Barnets univers er en realitet for den unge kvinde, ligesom voksenlivet er en højst virkelig størrelse i barnets univers.

Man kommer ind i en særlig stemning, når man læser Pernille Abd-El Dayems roman, man kommer ned i tempo, for man skal fange hver sammensætning af ord, men man svimler også, når Junes bevidsthed fanges af tanker, der maskinelt kører i ring.

Indimellem bobler humoren, som i skildringen af de triste barndoms
kvarterers poetiske navne, Engryleparken og Skjoldbregnehaven, af forholdet mellem veninderne og Junes optræden med fløjtespil. Jeg er en drømmeflade siger June, og læseren følger hende gerne gennem drømme, et one-night-stand og et møde med en ny veninde, fordi hendes historie såvel vækker en indlevelse i hendes kejtede ømhed som en dyb eftertanke over, hvad et menneskeliv egentlig er.

Tak for brugen af romanen som en drømmeflade - et ord Michael Strunge ville have holdt af, og tillykke med hans pris - det er en slags arv fra en digter til en anden, og du kan bruge den, nøjagtig som du vil.

Fra mail fra Bet-vinderen

(der forbliver officielt navnløs for andre end Bet-gæsterne indil i morgen, hvor alt afsløres, inkl. tale, inventarium og fotoreportage)

- Og så var titlen stennel blevet til spennel.

søndag den 16. juni 2019

Bet-krise! Bet-krise overstået!

SMS, i går kl. 14:10:

Kun 1
bettaskebutik
tilbage i
istedgade og
kæmpetasker
udsolgt!

SMS kl. 14:21

Fandt 1 m
taske!

fredag den 14. juni 2019

BET19

De nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2019 - portrætter og citater i i dagens WA Bøger - uddeling foran Café Svejk i Smallegade på mandag den 17. klokken 15!


1      Majse Aymo-Boot og Jan Søndergaard: Postkort fra Vatikanet. 94 sider. 250 kr. Basilisk.
2      Molly Balsby: Ponyprivilegiet. 76 sider. 200 kr. Basilisk.
3      Anne-Louise Bosmans: Bruxelles. 56 sider. 160 kr. Antipyrine.
4      Jesper Elving: reskov/ tunis/ goffer/ lok. 4 x 16 A3-ark. 200 kr. jesperelvving.net.
5      Signe Gjessing: Synet og vennen. 50 sider. 149,95 kr. Gyldendal.
6      Simon Grotrian: Mit nøgne hjerte. 64 sider. 138 kr. Herman og Frudit.
7      Rolf Sparre Johansson: Piedestal. 84 sider. 139,95 kr. Kronstork.
8      Pia Juul: Let gang og lidt til. 90 sider. 150 kr. Arena.
9      Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner. 226 sider. 129 kr. Kronstork.
10   Jonas Rolsted: Organe remain. 194 sider. 199,95 kr. Gladiator.
11   Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben. 234 sider. 298 kr. Spring. 
12   Anna Fro Vodder. 448 skridt. Space Poetry. 96 sider. 120 kr. Pletdigte (og –billeder). Citat: ”Panikbelysning// Venter på at maling/ skal tørre” 
13 Lars-Emil Woetmann: Af det almene. 68 sider. 149 kr. Kronstork. 

 
-->