Kære Pernille
Tillykke med prisen. Du
har fortjent den, det har din bog også.
June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de
rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er
stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk
bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig
eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje
de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og
overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de
tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent
mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i
den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder,
som romanen June – familie, i al den
død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest
som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.
”Dit værelse var en
verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen
af bogen. Det er hendes bog også. June
gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret
almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som
derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.
Her har June mødt en
ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på,
fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører
man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De
taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske
ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.
”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod
mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en
lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger
jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende.
Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men
alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed
over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt
skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”
Upassende ømhed, uden at
det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel
er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der
ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer
den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt
passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende
måde.
Det er en ømhed, der
strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af
kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale
normalitet halse efter så godt de kan.
For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop,
stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder
de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald,
eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest
fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan
stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.
Det gør den på et smukt,
smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har
fortjent den, det har din bog også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar