Digt om før & nu

Jeg læser
Charlotte Strandgaards
Indimellem holder de af hinanden
på en anti-terror-betonklods
i udkanten af Kultorvet,
det ord og det fænomen fandtes
ikke dengang i 1969,
da jeg selv var lige så lille,
som min lille søn, Samuel,
der er sammen med sin mor
og hendes veninde ovre i Kongen Have,
er nu,
men selvfølgelig fandtes terror
og morderisk had og ideologisk vold
og hoveder af beton også dengang,
alt det har altid fandtes,
men det har små børn,
der leger intenst i det grønne
(eller, som lille mig, helst indendørs),
inden de om et øjeblik bliver store børn,
og poesi, der bliver ved at skinne
og skinne og skinne og skinne,
også,
læs bare, hvad Charlotte,
der er lyslevende
og utrætteligt, ubændigt skrivende,
skriver i sin gamle unge bog:

"Og hvor kom tårerne fra?
Fra de våde øjne
Og hvor kom de våde øjne fra?
Fra sorgen
Og hvor kom sorgen fra?
Fra mennesket
Og hvor kom mennesket fra?
Fra mennesket.
Og hvor kom"