Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.

Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.

Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.

Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.

Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.

På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.

Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."