Alle platforme 1 ord

REDNINGSKRANSEKAGE

Nytårsforsæt

FORTSÆT 
FOR SATAN
SOM OM
ALTING
SKAL HÆNDE 
HÅND I HÅND

Nytårkommandoer (dvs. kommandoer til nytåret)

NYT
ER ET 
IMPERATIV,
SÅ
FLYT IKKE,
ÅR,
SPYT IKKE,
ÅR,
KNYT IKKE,
ÅR,
DYT IKKE;
ÅR,
HYT IKKE DINE EGNE,
ÅR,
LYT,
ÅR,
OG BARE
NYT,
ÅR

Buet rimraptus

Sjovt, nu jeg netop har læst Niklas Ilsted Smiths Ud af rimtågen, der rim-grubler og nærlæser centrale rimere, Baggesen, Andersen, Kristensen, Bjørnvig, Turèll, rappere, og sukker udtonende over rimmangel blandt de yngste, at følge Bue P. Peitersen (der ikke er blandt de yngste, men stadig blandt de nyeste) tumle rundt i en mindre rimraptus' vold på sin nu for alvor restituerede blog - her er første ladning:

"Rim fra oven

 
Digtene suger mit livsmod, nu åbner jeg snart den isbod.

♥

Salige er de enfoldige, thi jorden er deres.
Det er bare synd den snart er væk, ligesom Ceres.

♥

Min hovedstol for din aftenkjol’.

Om igen:

Din metafysik giver mig øjne sorte som slik.

♥

Jeg sidder i den triumferende katastrofes tegn og venter på Hein
z så jeg kan spille teater.

♥ 

En bort af lort fra den syge. 

♥

Amatører er så søde. Dem kan man køre bort i trillebøre helt uden at bøde. 

♥ 

Minimal art hænger mig ud af halsen som en terning der aldrig blev kastet.
Flyt dog til Herning og hop i havnen så jeg kan høre plasket.

♥ 

Jeg elsker at hade
den der har opfundet dem
uden chokolade
i pakkerne med
Blandede Småkager.
Var det dig, Karen Volf?
Så håber jeg fandeme
du kører i døden i en Golf.

♥

Jeg har været væk fra bloggen i et helt halvt år
og nu har jeg det næsten lige så dårligt som var det i går.

♥

Der er så meget jeg ikke forstår, men jeg er dygtig til at tabe mit hår.

♥

Fark! For tyve år siden blev jeg hentet af en almindelig ambulance der gav mig en chance. Tark!

♥

Hvornår har du sidst malet en træl i akvarel?

♥

Du skal da ikke sidde og hyle over en knækket kanyle.
Se, her er en der er ny og fin. Nå du har heller ikke mere heroin.

♥

Hvis du tror at noget som helst kan ændres til det bedre nogensinde,
skal du prøve at spørge den af dine fædre der stadig er en kvinde.

♥

Du er smuk som en blindebuk der er ulykkelig.

♥

Mit værste mareridt er at genopstå i Go’morgen Danmarks lune skød.
Den slags gør man kun én gang, for så er man nemlig død.

♥

Da jeg var cirka femten skrev jeg mit første digt.
Det er virkelig slemt, men nu gør jeg min pligt.
Det værste er nemlig at jeg faktisk kan huske det.
Og nu har jeg bestemt at jeg ikke må fuske det:

Den ting som jeg frygter mest på vor jord
er ensomheden og den er stor.

Den griber ud med sin kæmpe hånd,
vil tage min ven og bryde de bånd

der er imellem mig og min kæreste,
ja, ensomheden må kaldes det værste.

♥

Hjertet kan være rimenes neglelak og sminke.
De kan også være den kugle i den kæde der sidder på en sinke.

♥

De værste rim i hele verden? Dan Turèlls, de er så træls, fordi han ik’ ku’ tåle smerten.

De værste rim nu og her? Det er mine, og der kommer sikkert ikke fler’. !

(det gør der!)

Attendant Torp

- fra WA-kommentar i 2006 om det gloriøse bogår 1996 i anledning af 10 år på WA:

"Foreløbig sidste bulletiner lød fra sibyllen Merete Torp, Digte II , filuren Thomas Bruun, Livet og døden bl.a., og elverpigen Camilla Deleuran, Vintersøvnens rige: Kom igen med jer! En hel flok 90’er-digtere præsterede perfekte og/eller skramlende falderebsværker, Naja Aidt: Huset overfor, Niels Lyngsø: STOF, Katrine Guldager: Blank, Helle Helle: Rester, Merete Pryds Helle: Men jorden står til evig tid. Per Højholt udgav sin sidste praksis-samling, Praksis 12: Anekdoter, og Jens Smærup Sørensen sin foreløbig sidste (voksen)roman, Kulturlandsbyen. Henning Mortensen var med den lille, isnende Sneen og døden halvvejs gennem sin Ib-saga. Og dertil kom gyldne hits af bl.a. Poul Borum (sidste digte), Per Aage Brandt, Simon Grotrian, Vibeke Grønfeldt, Hans Otto Jørgensen, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Bo Reinholdt og Dorrit Willumsen. Man var forkælet, var man, og man vidste det udmærket, det var for fanden derfor, man kæftede sådan op! Hvad var det, jeg citerede Per Lange for i min første, eddikesure anmeldelse: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det.« Vrøvl! Det er lige præcis en charmerende side ved livet, at det er bestrøet med bøger. Og omvendt! Som jeg ikke bliver træt af at sige. Nogensinde! Jeg glæder mig vildt til boghøsten 2016, herunder Merete Torps Digte IV!"

- vistnok Merete Torps seneste, publicerede poetiske værk, et digt i anledning af udbygningen af Statens Museum for Kunst, hvor hun i mange har solgt billetter (når de har kostet noget), trykt i Politiken, november 1998 (garanteret forkert opsætning)

"Som vedhæng på dragens hale sat op i november
kastes vi, vindes vi, for noget vi ikke kender, vikles vi fast mod kanterne af skyernes afrevne blade ved gentagen berøring med de forskellige former gennemvædes gazen af blodet af den mørke slags og slynger os i drømmetunneler der inhalerer, inhalerer og intet nytter snore og navlestrenge af wire
vi har fået et gigantisk væsen at søge tilflugt i uden arme og ben, bygget af rektangulære fnug og på hjertekammerets inderside væggene stedvis forstærket af tavler til bøn for elastiske drømme kærlighedsmod og synets akkommoderende erindring

for at give det største af sig og af helet om så det bare er bud på at læge regnens skrå skitse med modellens hældende endnu ikke antydede fødsel - maleren indkapslet i sit værk som en Atlas den dag han spænder ryggen og sprænger rammen og alle billeder får form af pupillen
sat fri af tiden, som voksen som et barn tage imod idet det indøver sin første flugt med nakken tilbage og benene cyklende overalt i luften, en årvågen søvngænger og lig denne indgydt de største kræfter med evne til at løfte selv de mægtigste værker Roen kan blive overhængende at eje

her er verdener i landet til ud af vinduerne én stikker tungen ud for at vrænge
nogen åbner munden for at tale dyret slikker sin unge ren for hinden at den skal kunne se sin egen verden uforvrænget én åbner sit barns hånd for at se hvad det har taget -
de dage der omgiver dig med tro på det andet gå ind og tag fejl i din individuelle kirke"

Bidragyderytring

Så weird og skrøbeligt og PINLIGT, når man ellers er redaktionel puppetmaster, at bidrage til konkurrerende tidsskrifter med decideret skønlitterære bidrag, hvilket jeg gør i de nyeste numre af Udkant (nr. 2) og Texas Longhorn (nr. 5, tema: "Det fabulerende") Jeg skal ikke nyde noget af at citere mine bidrag, og det er også imod mine regler (tekster er stedt, hvor de er publiceret, i hvert fald de første 5 års tid), men her er to bid fra bidragyderkolleger.

Klaus Lynggaard (fragmentpoesien har bidt sig fast!) i Udkant:

"Kært barn får mange regninger"

Joakim Vilandt i Texas Longhorn (der nu også halvt er et tegneserieblad - 10'ernes Kong Kylie!):

"Jeg mærkede kun et sagte Skub fra Vinduet, der roligt stod på klem, det var sel under et vindstille Sagte. Trods Varmen sneg Døgntimen ind gjennem Glasset. Saagar et lunt Mørke, som Fuglene sluttede Ring om Skyerne, saadan mærkede jeg den krybende Fred i min Skjorte, Arme, den strømmede ud fra Mundstykket, som jeg hvæsede et Kul med Æblesmag. Vi havde skabt Variasjon i Hjemmet ved at flytte rundt. Et rebeslk Afbræk mod Kosmos' Meningsfuldhed: se, vi flytter Soveværelset ind i den anden Stue. Saadan osede vi."

Redaktørtalk - MED BONUSSALME!

 
Og i dag udkommer Hvedekorn 4, 2016, hvorpå jeg begynder mit tiende år som poesiredaktør, en kær og vigtig kasketidentitet. Bidrag af Reinholdt (og komponist Lomholt), Daugbjerg, Q Vist, Melas, Henningsson, Storm, Lund, Schweppenhäuser, Bergman, Madsen, Skov Nielsen, Roosevelt Hertz, Bang Korsholm, Ettrup Christiansen, Monrad Graunbøl, Lang, Bøgholm, Thomsen Schmidt, Christoffersen, Espasandin, Nielsen og billekunst (OG COVER) ved Brinch. Et betydeligt scoop er syv omhyggeligt højstemte "salmer til kirkeåret", der er sædvanligvis prosavisionære Bo Reinholdts debut i  Hvedekorn. Salmerne er udvalgt fra en bunke på i alt 65 - her en af dem, der ikke kom med:

-->

Søndag seksagesima A

Lukas 8.4 – 15

  

                        Nu stilner øjets smerte

                        Ved lignelsens termin

                        Mod troens sandhedskærte

                        Forvandler ord til vin

                        Og løfter visdoms bæger

                        Hvis budskab os bevæger

                        I lys af kærlig magt

                        Forlener ordets pragt

                        Oplyst af markens grøde

                        Som kornmods billedglans

                        Om både vækst og brøde

                        Står skrevet for hver sans

                        En sædemand på ager

                        Livsgåden klart forjager

                        Forklaret er dermed

                        Et lysfyldt troens sted

  

                        Med hjertet vil vi søge

                        Og samle al vor tro

                        Hans lignelser forøge

                        Vor tillid åbent gro

                        I ydmyghed vort øje

                        Mod lyset fra det høje

                        Forstår at billedmagt

                        Det er Guds viljesakt

Attendant Vørsel

- fra fødselsdagsportræt i Politiken, ved Maria Tetzlaff, på Niels Vørsels 60 års-fødselsdag, 2013:

"Ifølge kritiker og blogbestyrer Lars Bukdahl sagde man engang om Niels Vørsel, »at han sad og skrev på den danske ' Ulysses', hvis ikke ' Finnegans Wake', og jeg håber stadig, at de har ret, og at han snart bliver færdig eller bare endeligt ufærdig!«. Det med den store roman er nu noget, Vørsel selv har fortalt for mange år siden i et af sine meget få interview som eksempel på, at man som skribent ikke kan tillade sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end ' Finnegans Wake'. Man skal som kunstner forny det, der allerede er lavet, og ikke producere simili. Og simili kan man ikke beskylde Niels Vørsel for. Om han sidder og nørkler med en stor roman, hører måske privatlivet til. Og ovenstående viser faren ved at give sjældne interview: Hvad man siger i dem, kommer til at stå som mejslet i sten tyve år efter. I 1975 udgav Niels Vørsel ganske rigtigt en bog på forfatternes eksperimenterende forlag Arena kaldet ' J. B. En teori', som er karakteriseret som »en roman i brudstykker; et forsøg på at indkredse personen J. B.«. Og i hans egen værkliste står ' Jeg forestiller mig en bog og jeg forestiller mig den således' fra 1977.(...)"

- fra fødselsdagsportræt i Politiken på Niels Vørsels 50 års-fødselsdag, 2003

"Når Niels Vørsel ikke skriver film- eller tv-manuskripter, skriver han på en roman. Det har han gjort i adskillige år, og det er sådan, han mener, gode bøger bliver til. Over mange år. I Vørsels tilfælde er det rigtig mange år. Han begyndte i slutningen af 1970'erne."

- fra seneste interview med Vørsel, ved Morten Sabroe, i Politiken, 1994:

"Succesen med 'Riget' har været overvældende. Serien er kommet dumpende fra himlen som befriende regn over den tørke- og katastroferamte danske tv-dramatik, som vand til et tørstende tv-folk. Og Niels Vørsel har store tanker om von Triers, skuespillernes og filmholdets realisering af manuskriptet:
  - I manuskriptet arbejdede vi med tre modsatrettede dramaturgiske ting: Det rørende, det uhyggelige og det morsomme. Det er nemt nok i manusarbejdet, men at få det til at gå i hak i det endelige arbejde er en triumf. Jeg er fuld af beundring over, at det er lykkedes at få det i kassen under de betingelser, hvor der skulle produceres fem minutter effektivt hver dag, omkring fire gange så meget som på en spillefilm. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, at Lars har valgt sine teknikker efter budgettet - det håndholdte kamera, næsten ingen lyssætning og ikke de store lydeffekter. Inden han gik i gang, har han overskuet situationen og sagt: - Så laver vi det på den måde!
Da jeg ringede og bad om et interview med dig, sagde du, at du ikke havde noget interessant at sige.
Du er ikke en hund efter at komme i medierne. Inde i Politikens hukommelses-center, Polinfo, lå der kun et udklip om dig, en anmeldelse af din prosadebut på Arena i 1975 med bogen 'JB'.
- Dengang gav jeg mit første og eneste interview. Det var jeg drønskuffet over. Jeg var ikke vant til, at man den ene dag sidder over for et kødeligt menneske og den næste er plastret ud over avisside i rubrikker og raster og typografi.
- Men nu er du på!
- Jeg sidder og tænker, hvorfor ikke lave interview med en, der er interessant? Hvorfor ikke lave et med ham, der har kreeret Ariel-produktet? Det hører også med til kultur, hvordan man vasker sit tøj.
- Her gælder det 'Riget'.
- Riget er ikke kultur, det er soap.
- En meget populær sæbe.
- Vores intention var ganske enkelt at lave en tv-serie. Der ligger absolut en udfordring i tv. Det er et medie, man ikke kan komme uden om, og som man generelt må kræve mere kvalitet af, fordi det har så stor indflydelse.  TV-mediet er et bredt folkeligt medie, og der er man nødt til at forholde sig til standarden. Man kan ikke gentage det allerede gjorte, det er spild af penge og af seernes tid. Har man held til på baggrund af standarden at skabe lidt fornyelse, er man nået et stykke videre.
- Kravet til jer selv er fornyelse?
- For at gå tilbage til Ariel. Det nytter jo ikke noget, at ham der laver det, går tilbage og laver Valo en gang til. Så får han jo ikke blodet og ægpletterne fjernet. Mercedes-fabrikken går heller ikke tilbage og laver en bil med køreegenskaber fra 50erne. Sådan er det med teknologi og videnskab. Du kan ikke komme med en opfindelse, der er opfundet. Du kan ikke lave simili. Der er vel en masse i erhvervslivet, der gør det, men så kommer forbrugerombudsmanden og slår ned på det. Det sker ikke i kunstverden, hvor der næsten ikke bliver lavet andet end simili.
- Hvorfor ikke?
- Jeg aner det ikke. Jeg er fuldstændig målløs over, hvad der sker.
- Hvad mener du med simili?
- Alt forsøger at ligne noget, det vil ikke være noget. Og det er både inden for malerkunst, arkitektur og litteratur.
- Hvad vil du have?
- At nogen kommer med lidt nyt. Der er en mangel på, at kunstnere beskæftiger sig med det essentielle, det nyskabende. Indenfor billedkunsten for eksempel er der efterhånden temmelig mange malere, der har forsøgt at gøre, hvad Per Kierkeby gør. Indenfor filmdramaturgi er der lige lovlig meget reol-pilleri, hvor man tager en bog ned fra hylden og siger, den kan gøre sig meget bedre som film. Det hele er præget af simili. Jeg får ikke ondt i røven af, at folk ikke maler nye billeder, men jeg gør det over den måde, de bliver eksponeret på, som om de var noget.
Du sætter 'Epidemic' højt?
- Vi fatter ikke, Lars og jeg, at tv ikke har købt den. Det er den bedste film, vi har lavet. Det er en film, der er gennemsyret af det samme som 'Riget', det er seriens forløber. Den har den samme humor, den samme leg. Det er en virkelig low-low-budget film. Og den er meget vellykket.
Godt du siger det. Jeg har lige set den til udlejning i min videobutik. Jeg vil straks se den. Men nu til noget helt andet: 'Ude i byen', hvor du ikke kommer mere, har jeg hørt, at du skriver på en stor roman, og at du har skrevet på den siden 1977. 17 år! Den må være enormt tyk!
- Jeg fik ideen til den i 1977-78, og jeg har skrevet på den lige siden. Gode bøger bliver skrevet sådan, over mange år. Hvis der bliver gjort grin med det, så mister tingene værdi. Jeg vil ikke sammenligne mig med dem, men Joyce var 17 år om Finnegans Wake. Han var syv år om Ulysses, ligesom Thomas Mann var syv år om Troldfjeldet eller Trolddomsbjerget, som den hedder i den seneste oversættelse. De tre bøger læser jeg mindst en gang om året. De er uudtømmelige. Jeg mener faktisk, at man som skribent ikke kan tillade sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end Finnegans Wake.
- Manden har fået storhedsvanvid vil folk sige!
- Nå.
- Er det, hvad du har at sige til det?
- Ja. Det er nødvendigt at forholde sig til det, der er lavet og så forsøge at skabe fornyelse ud fra det. Der er nogle resultater, man ikke kan sidde overhørig. Man er nødt til at tage dem alvorligt.
- Hvor ofte skriver du på bogen?
- Når jeg har tid. Man skal jo tjene penge. Det er ikke noget, jeg har nogen som helst hast med. Det primære for mig er arbejdet med den. Selve det at skrive. Det er der, fornøjelsen ligger.
- Du er autodidakt som manuskriptforfatter?
- Ja. Og jeg tvivler på, at man kan lære at skrive på en skole. På et tidspunkt blev jeg bedt om at være lærer på filmskolens manuskriptlinie. De ville betale 6000 kroner for et helt semester. 6000 kroner! For at føre et hold op til den endelige afgang! Det var der, jeg blev klar over niveauet på den skole. Og jeg tror ikke på skriveskoler. Det allervigtigste for at kunne skrive er, at man har erfaringen. Erfaringen om hvad der hidtil er blevet skrevet. Og erfaringen om at holde sig i live."



- still fra Epidemic

Gode forfattere, der har udgivet en bog for længere tid siden end mig

(jeg venter utålmodigt på samtlige (inkl. mig selv))

Palle Sigsgaard - seneste (og eneste) bog 2007
Jeppe Brixvold - seneste bog 2007

Lars R. Stadil - seneste bog 2004

Knud Holten - seneste bog 1999

Thomas Bruun - seneste bog 1996
Merete Torp - seneste bog 1996

Niels Vørsel - seneste (og eneste*) bog 1975

(*udover Riget-manus og kunstkatalogtekster)

Sammentræf, sub-magisk, but still

OG APROPOS ÆSKE (se blogpost nedenfor (kunne desværre ikke google mig frem til nogen af de nævnte Schwitters-æsker))

Ser amerikanske tv-serie, der ikke er rigtig god (og hvis navn afsløres i en kommentar til blogposten, som I kan læse, NÅR I har set videoen eller bevidst har valgt ikke at se den (i hvilket tilfælde tv-serie-navnet slet ikke giver mening) og indimellem ser jeg det her berømmede afsnit, kaldet "One Man's Trash ...", af komedieshowet The Chris Gethard Show, hvor seerne skal gætte indholdet i en container (dumpster), der står midt i studiet, og til sidst viser indholdet ved et pænt utroligt tilfælde at være akkurat et centralt element i den næsten-gode tv-serie - så godt som Schadesk!

Mandelgaveperfektion (forsinket)

Min Hvedekorn-medredaktørs Christian Vinds lille bog Udtog - digressiv rejsedagbog fra et storøjet trip til Holland og Belgien - er den perfekte mandelgave: Skarpsindig og absolut charmerende og strengt situeret vidtløftighed, et klip fra Bruxelles om en fælles helt:

"I DADA-rummet er der ni Merz-collager i små private guldindramninger, som giver dem en aura af perverse antikviteter. Merz-collage nr. 235 hedder Den Haag. På en collage fra 1925 står der I.K. Bonset i falmet offset. Forsøger at kalibrere synet. Er det muligt i tanken at hente opdateringer, forny skraldet, udskifte bolchepapiret med et Snickers-chokoladepapir eller den kvadratiske After Eight med guldur på? Kunne jeg i stedet for tændstikæsken indsætte et brugt taletidskort, uden at miste for meget betydning i oversættelsen? Måske jeg endda ville være god til at formidle kunst til børn? Jeg er særligt glad for at se to sjældne kvadratiske æsker 1x10 cm i indlagt træ og finér af Schwitters og Thijs Rinsema fra 1923, en står som privateje, den anden som værende i en Thom Mercuurs samling.
  I en udgivelse fra Bornholms historiske samfund fra 2002 læste jeg engang, at der efter (kunstsamleren (gennemgående person i bogen) LB) Herbert von Garvens-Garvensburgs død på marken foran ejendommen i Abildgaard ved Sankås, blev holædt en såkaldt "frasorteringsauktion" eller en slags loppemarked over det resterende bohave, som ikke var sat til slag på auktionerne i Stuttgart og København. Her købte boghandleren Edmund Andersen fra Rønne en æske af en ubekendt kunstner, som viste sig at være Kurt Schwitters' intarsia-æske, et tobaskskrin kaldet ANNA efter Anna Blume, fra cirka 1921. Boghandleren solgte skrinet i 1972, tilfældigvis samme år som Garvens' ejendom blev nedrevet og brugte pengene til en rejse til Afrika. Tobaksskrinet ANNA ejes i dag af Sprengelmuseet i Hannover, hvor jeg så det i 2012."

Jacvagt

Med forbilledlig ildhu sørger Asger Schnack (der på Facebook er sin helt egen litterære almanak) for at holde den evige nyhed om F. P. Jacs utrolige skrift sensationel - og til foråret udkommer hans med sikkerhed autoritative poesiudvalg:

Asger Schnack

December 25 at 8:38am ·

F.P. Jac (11.11.1955-25.12.2008). ”Måske er det den endelige hvile jeg drømmer om”: ”Bare det at kunne se sin egen sten, hvirvle alle grimasserne af sig, / det var et landskab med groen i, men der var nu et frisprog bag. // Men her kan jeg altid hilses og takkes, Hvidovreknægten med sin flab. // Det blev et suverænt liv med Bodil ved min side, så jeg takker bare af i tak.” (Tvivlen, 2009)

Julekalenderdigt 24 (forsinket)

Manglende ord i K. Hammanns Chokoladeeskapde (originaltitel: "Chokoladeiliade"):






CHOKOLOADEIMPONADE*






Eventyrtid: At råbe det ord til dig ved snarligt cafébesøg






*
Imponade, en. (dannet til imponere; spøg.)
imponerethed; ogs.: imposant udstyr. Jeg er fuld af smilende Anerkendelse men ikke af Imponade. OBenzon.​(Tilsk.1921.I.323). konger må som regel betale deres imponade dyrt. Soya.​TK.50.

Julekalenderdigt 23 (forsinket)

her er håbende,
at
KALENDER
i
2017
IKKE
- som i 2016 -
er kode for ordren
KILL ÆNDER!

3 fremtidige bøger på den korte og den lange bane

 

I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne. Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver hverdagslige. (siger Gyldendal)

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702215137 Udgave 1 Udgivet 2017 Sider 36

Omslagsgrafiker Hanna Bergman

Vejledende pris: 150,00

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.

• ' Dage med galopperende hjertebanken' af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

(og så havde Pablo Llambías en opdatering, der med smittende begejstring fortalte om den endnu ubetitllede roman, han udgiver til foråret, men den, opdateringen, slettede han hurtigt igen. opfordringer er følgende opdatering, der proklamerer et forjættende projekt EFTER forårsromanen, nemlig en drømme-sequel,  RÅDHUS 2, ikke slettet:

Pablo Llambías

December 16 at 7:54am ·

"Der plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset, i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom, femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus - 20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21 years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt. Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på pidgin."

Anti-duchampisten Trump

- fra artikel i Washington Post om Trumps ansættelsesæstetik:

"Trump’s closest aides have come to accept that he is likely to rule out candidates if they are not attractive or not do not match his image of the type of person who should hold a certain job.
“That’s the language he speaks. He’s very aesthetic,” said one person familiar with the transition team’s internal deliberations who spoke on the condition of anonymity. “You can come with somebody who is very much qualified for the job, but if they don’t look the part, they’re not going anywhere.”

 

John R. Bolton, former U.S. ambassador to the United Nations, at the elevator at Trump Tower on Dec. 2 (Justin Lane/Bloomberg News)

Several of Trump’s associates said they thought that John R. Bolton’s brush-like mustache was one of the factors that handicapped the bombastic former United Nations ambassador in the sweepstakes for secretary of state.
“Donald was not going to like that mustache,” said one associate, who spoke on the condition of anonymity to speak frankly. “I can’t think of anyone that’s really close to Donald that has a beard that he likes.”
Trump was drawn to Tillerson and 2012 GOP nominee Mitt Romney for secretary of state because of their presence and the way they command a room when they walk in."

Julekalenderdigt 22 (forsinket)

LO
and behold:
der er rigelig
DEO
I
I D E O L O G I
at
GI'
af

Julekalenderdigt 21

Barber-
skum-
født

Julekalenderdigt 20

Jeg føler mig som
en snemand
i et sandslot

PÅ MARS
HVOR BEGGE DELE
VARER EVIGT
OG BÅDE SAND
OG SNE ER
RØDT SOM MARS

Julekalenderdigt 19 (akkurat forsinket)

Stirrer på
armbånd
og får det
hele tiden
til
barmånd,
der passer
bedre til
halskæde,
som jeg
kun kan få
til
hashklæde

Årets ord er sgu da ikke danskhed men

(og jo blandt andet derfor - at nogen synes, det er danskhed)

SURREELT

Word of the Year 2016

'Surreal' is our 2016 Word of the Year

---

Surreal is Merriam-Webster's Word of the Year because it was looked up significantly more frequently by users in 2016 than it was in previous years, and because there were multiple occasions on which this word was the one clearly driving people to their dictionary.

Our largest spike in lookups for 'surreal' followed the U.S. presidential election in November.

There are essentially two kinds of high-volume lookups that we track: perennial words that are looked up day-in and day-out, and words that spike because of news events, politics, pop culture, or sports. By analyzing these spikes, we can get a sense as to what significant events sent people to the dictionary, and sometimes, what people think about those events.
Surreal had three major spikes in interest that were higher in volume and were sustained for longer periods of time than in past years. In March, the word was used in coverage of the Brussels terror attacks. Then, in July, we saw the word spike again: it was used in descriptions of the coup attempt in Turkey and in coverage of the terrorist attack in Nice. Finally, we saw the largest spike in lookups for surreal following the U.S. election in November.
We define surreal as "marked by the intense irrational reality of a dream.” We also give as its synonyms unbelievable and fantastic. It’s a relatively new word in English, and derives from surrealism, the artistic movement of the early 1900s that attempted to depict the unconscious mind in dreamlike ways as “above” or “beyond” reality. Surreal itself dates to the 1930s, and was first defined in a Merriam-Webster dictionary in 1967.
Surreal is often looked up spontaneously in moments of both tragedy and surprise, whether or not it is used in speech or writing. This is not surprising: we often search for just the right word to help us bring order to abstract thoughts, emotions, or reactions. Surreal seems to be, for 2016, such a word.

Diligencens tyvegods

Ikke glemme Jokum Rohdes kostelige, grotesk meta-forgrublede western-spex Sidste diligence fra Lykkens By, der spillede i Skuespilhuset i forrige uge (og kun i forrige uge, ondsindet nok), instrueret af Anders Lunddorph og med strålende skuespil hele raden rundt, men fremhæves må det manisk pågående skurkepar Niels Ellegaard som Jim Pop og Cecilie Stenspil som Olga Toybear. Her er Jokums programtekst:

"Western er på mange måder en politisk genre, idet hele mytologien handler om at bygge civilisation i ødemarken. Hvilken én vælger man at bygge? En by hvor alt er tilladt? En by med demokrati? En by organiseret af forbrydere, med love skrevet af forbrydere til forbrydere? Og hvad sker der, når en fremmed rider ind i byen, og ikke bryder sig om det han ser?/ I dette sammenstød ligger 9 ud af 10 westernhistorier, og det er derfor vi elsker dem. Vi ser vores eget samfund og os selv som indvider i en form for ekstrem konflikt, en konflikt vi selv føler uafbrudt, men som vi censurerer. i en western-film får vi lov at mødes os selv og vores samfund på ny./ Sidste diligence fra Lykkens By er en western om den by, som Jim Pop og Olga Toybear har bygget. En forbryderisk, racistisk og demokratisk by med lykkelige indbyggere. Byen er besat af frihed og teater. Og en da rider pistolmanden Jonah the Kid til byen. Hans bryder sig ikke om det han ser. de mishandlede indianere, den grænseløse nydelse, det pornografiske teater, den udbredte alkoholisme, det kultiske demokrati. Han beslutter sig for at gøre noget ved det./ Jeg vil ikke afsløre, hvem Jim Pop, Olga Toybear og Lykkens By egentlig bygger på. Men at det er et af de mest ekstreme steder styret af to af de mest vanvittige og skræmmende roller, jeg har skrevet - og jeg har skrevet mange - skal der ikke herske tvivl om. de er udenfor vores vinduer lige nu."

Eksplicitte referencer/bestjålne i Sidste diligence fra Lykkens By:

Implicit:

Julekalenderdigt 18

Dobbeltvokal
som hver gang
så rigelig
neologisme-
begrundelse:
Hereticaekspert,
kuldeangst,
juleelg,
Cecilieeskapade

Rim på rim

Klichérim på rim:
lim

Klichérim på rime/rimer:
stime/stimer

HCA-rim på rime:
time

Grimmeste rim på rim:
grim

Grimt rim på rim, der rimer godt:
slim

Hereticarim på rim:
kim (altså ikke imperativ af kime, men: at stå i kim)

Jysk rim på rim:
klim

Jeg - en skikkelse

Jeg tænker, at det er en statusopgradering at blive benævnt "skikkelse"; jeg har ikke bidt mærke i, at jeg er blevet det før. Og nu blev jeg det lige af Nils Gunder i Martin A-klagesangen i blogposten nedenfor og så igen (mere positivt) i Niklas Ilsted Smiths (ikke derfor) gode rim-studie Ud af rimtågen, som jeg sidder og læser lige nu:

"Dog eksisterer der selvfølgelig et par skikkelser, som har undersøgt rimet og gjort væsentlige og værdifulde iagttagelser. Her bør nævnes: Jørgen Fafners grundige og systematiske rimtypologier i Digt og form (1989), Lars Bukdahls litteraturhistoriske undersøgelser i af rim og remse-formen i "Poesiens ånd / på samlebånd" (1999) og Bo Hakon Jørgensens Frihed og rim (2015), som fortolker en række Sophus Claussen-digte med rimet som fokuspunkt."

Julekalenderdigt 17

(forkølet Gnags-recitation)

Lommelygtemandens gruk
forsøger forgæves at rime på gløgg

Er der to der står sammen - om Hansenhad

- fra (min gamle KD-litteraturredaktør og dermed DR. FRANKENSTEIN) Anders Raahauges reportage i Kristeligt Dagblad fra Heretica-konference i Flensburg:

"Nils Gunder Hansen talte om hereticanernes meget specielle status i eftertiden.

De har nu været prygelknabe mere end 60 år, men har tillige raget op som en monolit, der tryllebandt litteraterne.

Man erklærede dem uafbrudt for forældede, men beskæftigede sig alligevel løbende med dem.

De kulturradikale sparkede især til Martin A. Hansen, marxisterne fortsatte, og i nutiden bedriver så forskellige skikkelser som Bjørn Bredal og Lars Bukdahl deres Hansen-" bashing".

Utrætteligheden er paradoksal, eftersom man jo har udnævnt forfatteren til at være så ualmindeligt irrelevant og gammelmodig. Måske tjener sparkeriet til at forene angriberne og overskygge forskellene i deres egne lejre, foreslog Nils Gunder Hansen.

Han henviste til Hereticaeksperten Anders Thyrring Andersens påpegninger af, hvilke fortegnelser, der er blevet søsat under hvert opgør med hereticanerne - fra Torben Brostrøms og frem.

Med en brandesiansk gestus ønsker man igen og igen at jage forgængerne ned i historiens mørke for selv at fremstå som nybrydende, argumenterer Thyrring Andersen.

Nils Gunder Hansen opfordrede tillige til større interesse for, hvor hereticanerne gik hen, da de gik ud. Deres vældige, eskatologiske nærforventning til poesiens forvandlende kraft falmede. Ole Wivel og Tage Skou-Hansen blev ligefrem venstreorienterede.

Søren Ulrik Thomsen bemærkede fra salen, at hans egen generation, 1980' er-digterne, atter åbnede sig for en alvor og en patos, som siden Heretica havde haft dårlig presse.

Han gav Nils Gunder Hansen ret i, at generationer overtager andres fordomme om dem, der gik forud. Marxisterne overtog de kulturradikales opfattelse af, hvor forfærdelig Hereticas angivelige patos var, men samtidig skruede marxisterne selv op for patos i præsentationen af egne mærkesager.

Klichéerne opstår altid i generationskampe, for man ønsker en reduceret og tydelig modstander at sætte af fra, bemærkede Thomsen.

Han bekendte, at han også selv var faldet i og havde anvendt mekanismen i sit oprindelige opgør med 1970' ernes litteratur.

Men den rummede jo dog også Klaus Høecks fornemme systemdigtning med dens kølige systemer, som tillod Høeck at skrue højt op for patosen. Søren Ulrik Thomsen indrømmede også sin store gæld til Per Højholt og en frugtbar dialog med Peter Laugesens forfatterskab."

(frugtbar for hverken eller! - så meget for den indrømmelse)

(og det sgu stadig bare noget træsk og trælst poesi, hereticanerne, bortset fra Frank Jæger, producerede (jeg sidder lige nu og læser en kvik, ung litterat kløjes fuldstændig i Bjørnvigs kosmisk knirkende skrummel Ravnen) og Løgneren er og bliver det 20. århundredes værste (kanoniserede (og det er jo derfor vi utrætteligt banker løs: børn tvinges til at læse Martin A., og vi bliver ved, indtil han omsider afløses af Scherfig)) roman (hep i stedet til De nøgne træer))

SUT SMUKT OM JAC

Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke mere om kunstneriske specificiteter, værker og livsværker, i En hårnål klemt inde bag panelet (som jeg nu omsider har fået læst (så længe har jeg ikke før ladet en SUT-bog vente))? Al denne tungt sirlige slum- og heimatnostalgi, døds- og derouteangst giver mig seriøs åndenød, for ikke at tale om de evindelige på-den ene-side-og-på-den-anden-side-konstruktioner. MEN så er der som den fineste lysning teksten om 80'er-digterkollegaen og den gamle arvefjende F. P. Jac, der (før den kedeligt moraliserende afslutning) bare hengivent nyder og forundres over den store poesiungdom, her et par klip (teksten er på 4 sider):

"Er det ikke altid så ligetil fra linje til linje at etablere en nærmere sammenhæng i F.P. Jacs tidlige digte, er det til gengæld let at mærke suset fra de store linjer i denne besættende poesi: "hvergang min bevidsthed/ formulerer sig dansende for mig/ er jeg bare den formidlende identitet/ af hvid ren fuldbyrdelse." Så langt fra en opvækst blandt den dannede middelklasses tætpakkede Mogens Koch-reoler og pladesamlinger af Blue Note cool jazz er Jac og hans bysbarn Strunge endnu et par beviser på, at kunstnerisk talent ikke nedarves socialt, men slå fuldkommen tilfældigt igennem: Enten er man født med det, eller også er man ikke, og det var de begge, endda i "de forgrædte fattigforstæder", som Jokum Rohde kalder Vestegnen.
(...)
Og for en person, der udmærket kan huske 70'ernes forstadsstemning, er netop kontrasten mellem det grandiose schwung i Jacs digte og så det miljø, det blev til i, tankevækkende: "hvergang jeg føler/ jeg står overfor en opstandelse/ af den tilstand/ jeg øjeblikkeligt befinder mig i,// iklæder jeg mig mit hvide silketøj/ og begiver mig ud i gaderne,// så alle får mulighed for at tage del/ i min pludselige anonyme lykke", skrev Jac, når han kom hjem fra arbejdet på elektronikfabrikken. Jeg er fandme til, lyder bogens titel, næsten som en protest - imod hvad? Ja, imod den følelse af ikke at være til, som man ikke behøver bo i Hvidovre for at plages af og gør oprør imod, når man er ung og født ind i en verden, som man ikke kan fortænkes i at tage for en selvfølge, eftersom den forelå som et faktum, før man fandme selv blev til."



(billede fra inkinc)

Trump anmeldelsesvranten

Endelig er der et punkt, hvor danske forfattere kan identificere sig med Donald Trump: Han kan heller ikke lide at få dårlige anmeldelser. Han tweetetde dette Tweet:

Donald J. Trump Verificeret konto ‏@realDonaldTrump

Has anyone looked at the really poor numbers of @VanityFair Magazine. Way down, big trouble, dead! Graydon Carter (VF-redaktør LB), no talent, will be out!

dagen efter hans restaurant i Trump Tower havde fået en veloplagt destruktiv anmeldelse i Vanity Fair, anmelderen hedder Tina Nguyen, overskriften (i net-versionen) er "Trump Grill could be the worst restaurant in America" og sådan begynder destruktionen:

"Halfway through a recent late lunch at the Trump Grill—the clubby steakhouse in the lobby of Trump Tower that has recently become famous through the incessant media coverage of its namesake landlord, and the many dignitaries traipsing through its marbled hall to kiss his ring—I sensed the initial symptoms of a Trump overdose. Thanks to an unprecedented influx of diners, we were sitting at a wobbly overflow table outside the restaurant, in the middle of a crush of tourists, some of whom were proposing to their partners, or waiting to buy Trump-branded merchandise, or sprinting to the bathroom.

As my companions and I contemplated the most painless way to eat our flaccid, gray Szechuan dumplings with their flaccid, gray innards, as a campy version of “Jingle Bells” jackhammered in the background, a giant gold box tied with red ribbon toppled onto us. Trump, it seemed, was already fighting against the War on Christmas.

Donald Trump is “a poor person’s idea of a rich person,” Fran Lebowitz recently observed at The Vanity Fair New Establishment Summit. “They see him. They think, ‘If I were rich, I’d have a fabulous tie like that.’” Nowhere, perhaps, does this reflection appear more accurate than at Trump Grill (which is occasionally spelled Grille on various pieces of signage). On one level, the Grill (or Grille), suggests the heights of plutocratic splendor—a steakhouse built into the basement of one’s own skyscraper.

Generic scenes of pastoral life and cuckoldry inside Trump Grill.

Photograph by Tina Nguyen.

On another level, Trump Grill falls somewhat short of that lofty goal. The restaurant features a stingy number of French-ish paintings that look as though they were bought from Home Goods. Wall-sized mirrors serve to make the place look much bigger than it actually is. The bathrooms transport diners to the experience of desperately searching for toilet paper at a Venezuelan grocery store. And like all exclusive bastions of haute cuisine, there is a sandwich board in front advertising two great prix fixe deals.

 

  t

 

 

The allure of Trump’s restaurant, like the candidate, is that it seems like a cheap version of rich. The inconsistent menus—literally, my menu was missing dishes that I found on my dining partners’—were chock-full of steakhouse classics doused with unnecessarily high-end ingredients. The dumplings, for instance, come with soy sauce topped with truffle oil, and the crostini is served with both hummus and ricotta, two exotic ingredients that should still never be combined. The menu itself would like to impress diners with how important it is, randomly capitalizing fancy words like “Prosciutto” and “Julienned” (and, strangely, ”House Salad”)."

KM = MF!

KRITISK MANIFEST:

MANIFEST* KRITIK!

*II. manifest, adj. (af lat. manifestus; især fagl.)
håndgribelig; åbenbar. Moth.​Conv.​M31. manifeste, Adv. aabenbarligen, tydeligen. JBaden.​FrO. (intet) tydede paa, at hun var sindssyg, latent eller manifest. Højesteretstid.1890.47. Kristendommen med sin Fortrængning af det manifest sexuelle. FrieOrd.1946.158. manifest: aabenbar, givende sig til kende. Det modsatte af latent. PsykiatrO.(1950).67.
 
**
 
**
"A manifest or customs manifest or "cargo document" is a document listing the cargo, passengers, and crew of a ship, aircraft, or vehicle, for the use of customs and other officials. Where such a list is limited to identifying passengers, it is a passenger manifest or passenger list; conversely, such a list limited to identifying cargo is a cargo manifest or cargo list. The manifest may be used by people having an interest in the transport to ensure that passengers and cargo listed as having been placed on board the transport at the beginning of its passage continue to be on board when it arrives at its destination."

- dvs. KRITISK MANIFEST II: MANIFEST MANIFEST!

Julekalenderdigt 16

Dér ligger alle ordene, digtere
(og de endnu urealiserede ordmuligheder),
som en stor, kaotisk, usynlig bunke mikadopinde,
der først i nedskrivnningen synliggøres

- visse spiller efter reglerne, er yderst forsigtige
med ikke at sætte andre ord i bevægelse, når
et nyt ord omhyggeligt fiskes frem og holder sig
til luftige, velordnede, velkendte dele af bunken

- andre nægter at spille efter reglerne, dykker
lige ned i de mest sammenfiltrede bunkezoner
og elsker, når et fremfisket ord, lige meget hvor
hårdt de ryster det, ikke er til at skille fra en hel
hårdknude af yderligere ord 

Julekalenderdigt 15

Den bille
i trav
med halv skrue

(gør kur til hvem?)

Julekalenderdigt 14 (forsinket)

en nøjagtig kopi
af de på Mars
opdrættede, lyserøde,
såkaldte disco-orme,
der om 60 år
boogiende til
"Just Cant' Get Enough""
skal opæde
Donald Trumps
til den tid komplet,
inside-out,
forgyldte legeme

Julekalenderdigt 13 (forsinket)

hoppe
-bolde

skal oppe
sig for at springe fra den femtende tilbage til den tolvte

Julekalenderdigt 12

Livet er et tøjeri -
har du eller "de"
syltet dit legetøj,
så leg videre
med syltetøjet -

Lørdag aftens pork pie hat

HAT & HUE

HAT

(fra Wikipedia-artikel om Buster Keaton)

"Keaton designed and modified his own pork pie hats during his career. In 1964, he told an interviewer that in making "this particular pork pie", he "started with a good Stetson and cut it down", stiffening the brim with sugar water.^[73] The hats were often destroyed during Keaton's wild film antics; some were given away as gifts and some were snatched by souvenir hunters. Keaton said he was lucky if he used only six hats in making a film. Keaton estimated that he and his wife Eleanor made thousands of the hats during his career. Keaton observed that during his silent period, such a hat cost him around two dollars; at the time of his interview, he said, they cost almost $13.^[73"



HUE

(fra Peter Øvigs BZ. Du har ikke en chance - tag den, kapitlet om Ryesgade)

"Raidhuerne er en historie for sig selv. Alle vænnede sig til at have dem på dag og nat.
  "Når man sidder og halvsover om natten, er lugten af hue det første, man bemærker, når man vågner igen," skriver Mogens Volden. "En mærkelig blanding af kaffe, ostemadder og dårlig ånde, der har samlet sig i stoffet. Og efter et regnvejr, når man tørrer igen, går man rundt i en duft som fra en gammel brødkasse."
  Eller som en brændt småkage, som en anden bemærkede.
 "Man kom ind i en meget mærkelig tilstand af at gå rundt sammen i ens tøj," Beretter Lotte Svendsen. "Vi havde kedeldragter, ens raidhuer - os, der røg, havde et lille hul i den - og grå handsker og styrthjelme. de første tre-fire dage var vi allesammen ens, og så begyndte man at lægge mærke til, hvem der havde stritører, hvem der havde en markant næse, hvem der havde en gaffalap på buksebenet, og i løbet af dagen lærte man at aflæse folks kropssprog, og se, hvem, der var hvem. Og så var der også lige et par af damerne, der lige skulle have et lille bælte i livet - mig selv inklusive."
  Hver tredje dag gik man så i bad, og der var organiseret et kæmpe fællesbad i kælderen med masser af varmt vand, og så stod folk og tog tøjet af dernede og 'hej', og der var nogen, man ikke kendte, og alle var nøgne, og man tog så håndsæben og vaskede de der pissesure raidhuer, og de hang bare overalt."

Julekalenderdigt 11

hellere lakridsromantiker
end vingummikyniker
(og chokoladekonstruktivist
og bolsjebolsjevik)

Julekalenderdigt 10 (forsinket)

sylfideselfie

polaroidradikal

Julekalenderdigt 9 (forsinket)

Gode vaner
afslører sig tit
og ofte som 
dårlige svaner

Julekalenderdigt 8 (forsinket)

l
el
elg
elge
Helge
helgen

øglehelgen
søjlehelgen

Julekalenderdigt 7 (forsinket)

Min livjægeruniforms
eventmanager
(har ingen yderligere kommentarer
(end denne))

Julekalenderdigt 6 (forsinket)

Gennem hvilken styrtregn
pisker jeg aftenligt
(med held heldigvis)
for at redde mig avisen,
der gemmer på dit åsyn
(og hvilket syn, åh!)?

Julekalenderdigt 5 (forsinket)

Ugle hår
til
hård ugle
(hardcore owl)
varsomt lettende
med dig,
lille mus,
i kløerne

Julekalenderdigt 4 (forsinket)

(kast med første terning)

hjertet slår og slår
og slår til sidst ihjel

(kast med anden terning)

jeg står i lineup med
mit yngre, poetiske, knap så høje jeg,
du genkender kun afstanden

(kast med tredje terning)

det er ikke løgn,
at hovedkvarteret for dansk hygge
er et spøgelsesværtshus,
der hedder Rottehullet,
jeg kommer forbi senere
i rask trav,
når jeg skal se en film
der handler om et træ,
der taler som Schindler i Schindlers liste

Julekalenderdigt 3 (forsinket - og forvirret)

(måske faktisk 2. - en vis forvirring!)

AL
DANSK SAFTEVAND
SKAL FRA NU AF
HEDDE
L I M O N A D E
og FLYDE (HÆLDES)
FRA ØRET
I CELLEN
PÅ
LOUISE BOURGEOIS-
SHOWET
(ALLE
UDSTILLINGER
SKAL FRA NU
HEDDE
S H O W S)
PÅ
LOUISIANA
(DER FRA NU AF
SKAL HEDDE
K N U D I A N A)

Julekalenderdigt 2 (forsinket)

Det danske egern
betragter q'et
i det engelske
med misundelse
- kan jeg ikke
få et stumt,
spørger det
- jo:
egqern

Julekalenderdigt 1 (forsinket)

Naughty
rimer bestemt ikke på
Audrey,
men det gør så godt som
kortrig,
fx på hjerter esser
og også andre esser

Tidlig torsdagskorrespondence

Et spørgsmål: hendes dofede politi-håndlanger Mener du dopede?

kh

jeg tror, jeg lavede et ord ud fra amerikansk doofus = idiot. Måske vi kunne sige:
fjottede
kh Lars

hvad med fjollede? 
Bedste hilsner

Helst fjottede! kh L

(...)

sikkert for sent!
tumpede !
kh L

(og så har jeg faktisk ikke set, hvad det endte med (det er i anmeldelsen i Kultur af den gode film Hunt for the Wilderpeople) - øjeblik! - :
fjollede ... !

(stavekontrollen accepterer 'fjottede' (og 'tumpede'), men ikke 'dofede' - se også kommentarer)

Rundhoved vs. langhoved

Af pladshensyn røg min fysiognomiske sammenligning mellem Jan Sonnergaard og Christian Skov ud af min kommentar om de to prosaister i fredagens WA Bøger, og det var måske meget godt:

-->

"Sonnergaard ligner på sine forfatterportrætter en polisk smilende, altgennemskuende leder af en dionysisk kult, Skov en melankolsk sukkende, altgennemtvivlende provinspræst. Rundhoved vs. langhoved."

Jeg fik heller ikke mit teksteksempel på yngre Skov-påvirkning med:

" Skov-stilen derimod var og er til stadighed en særdeles smitsom virus, hos erfarne prosaister som Vibeke Grønfeldt og Hans Otto Jørgensen og hos yngre folk som Dennis Gade Kofod (i 2007 medredaktør af en bog om forfatterskabet) og Josefine Klougart. Tjek bare  dette sætningspar fra sidstnævntes nye roman, New Forest: ”Hun forestillede sig tage af sted fra ham. Så ham for sig.” Skært Skovsk! Og smittevejen er tydelig, det er gennem Jørgensen, deres forfatterskolerektor, at virussen har ramt Kofod og Klougart"

Julefrokosten findes (sikke en luftighed)

Rig, præcis og nydende MANGEL på virkelighedsrelativitet - slutningen på Kristian Bang Foss' anmeldelse af en julefrokost på Schønnemans i Politiken i torsdags:

"Videre til kødet: Julemedisteren var en kort pølse, der smagte kraftigt af timian.

Derudover var den meget kompakt - der manglede lidt af medisterens porøsitet og fedme. Der hørte grønlangkål og sønderjysk vreden kål til, hvilket vil sige kogt hvidkål, vredet tørt i et stykke klæde og stuvet i masser af smør og fløde. Grønlangkålen var ganske sød og passede ikke helt til pølsen, der i forvejen havde timianens sødme i sig.

Hønsesalaten var lavet på overraskende store stykker brystfilet, der var en smule tørre i det. Der hang ikke meget mayonnaise ved de store stykker, hvilket forstærkede den tørre fornemmelse.

Det fungerede ikke optimalt. Vi savnede de traditionelle små stykker, gerne fra kød, der er kølet ned i kogevandet, så saftigheden er bevaret.

Flæskestegen var også gået hen og blevet tør, hvilket var dødærgerligt.

Specielt når man igen mærkede, hvor godt køkkenet ville os det: Der var to skiver svær for hver skive steg! Vi drak en Kronborg Julesnaps til: Julekrydderier, dild og minsandten også en smule kommen.

Med risalamanden var vi tilbage på sporet. Sikke en luftighed. Og selv om mange af de andre klassiske danske desserter kan noget med syre, som risalamanden ikke kan - tænk bare på koldskålen og citronfromagen - så er kombinationen af vanilje, mandel og kirsebær noget nær en hellig treenighed, der som en mental gribetang hiver juleminder frem fra bagest i hjernen.

For ikke at nævne effekten af varm sauce over en kold dessert."

Skeptisk overfor den tvivl

Begyndelsen på Kristian Bang Foss' bidrag til Christian Skov-antologien fra 2007, "Læsning af Stranden ved Spar Es":

"Hovedpersonerne i Christian Skovs romane er alle beskæftiget med det, der kaldes det fremmedpsykologiske problem: De tvivler på, at verden og medmenneskene eksisterer. Hvis jeg skulle komme med et ord, der kunne opsummere forfatterskabet, måtte det være tvivl. Hos Skovl tvivles der. Det er ikke til at opnå sikker viden om noget som helst.
  Her er jeg i konflikt med med Skovs bøger. jeg er skeptisk overfor den tvivl.
  Jeg havde forleden en diskussion med en kollega, der mente USA's månelanding var fup. Han smed konspirationsteorier omkring 11. september oven i hatten for at sætte trumf på. Efter en god del argumenteren frem og tilbage om, hvad det var muligt at holde for sandt, lænede han sig tilbage med armene over kors og sagde, at det var et spørgsmål om tro.
  Det med, at man ikke vil anerkende noget fuldstændigt åbenlyst sandt, det, at man siger, at det ikke er til at producere sikker viden, remmer noget i mig, det anfægter mig og kan gøre mig vred og irriteret. Jeg synes, det er uetisk.
  Jeg kan huske selv at have været optaget af den slags spørgsmål omkring medmenneskenes eksistens - måske har jeg snarere leget med dem end taget dem dybt alvorligt. Tænk nu, hvis verden bare var noget jeg forestillede mig. Men for mig er det noget, der hører barndommens og ungdommens selvoptagethed til.
  Derfor er det for mit vedkommende forsonende, at det i Stranden ved Spar Es er et barn, der har den pakke med grundtvivl, som Skovs personer udstyres med. Skovs to bedste bøger, Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben handler begge om børn. At barnet undervejs i sin udviklingsproces sætter spørgsmålstegn ved sine medmenneskers eksistens virker mere overbevisende på mig, end når det er et voksent menneske, der tvivler.
  Men når jeg nu ikke vil tage omverdenstvivlen alvorligt som et filosofisk spørgsmål, hvordan skal jeg så gå til bogen? Jeg må se tvivlen som noget patologisk. Jeg forstår den som et traume, som et sår, som noget usundt. Men hvor kommer det traume fra, hvad er det, der har påført det, hvem har påført Christine fra Stranden ved Spar Es det?"

(SUSPENSE!)

Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."

Det var i ham! - Christian Skov 1922-2016

Vi bliver nødt til lige at lave cæsur mellem litterære dødsfald! I dag mindes vi den hele vejen igennem fremragende prosaist Christian Skov, der nåede at blive 94 år gammel og udgav sin seneste bog, kortromanen (han skrev aldrig langromaner, men han skrev mange noveller) Endnu er markerne frosne, som 81-årig for 13 år siden. Skov gjorde omverdensproblemet til et refræn - det er inde i hende, at ... - i sin klarøjet undrende, udsøgt hypnotiske prosa (der ikke mindst hypnotiserede HOJ og gennem ham endnu flere). Han skrev to romaner om den samme Christine, som et stort barn og som en ung og syg mor.

Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:

"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
  - Hvor er Niels? sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  - Han er her, sagde Christine.
  - Hvem? sagde Tinne.
  - Niels, sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
  - Niels? sagde også Max.
  Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
  - Niels er i køkkenet, sagde hun.
  I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
  - Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
  - Han er i soveværelset, sagde hun.
  Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."

Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):

"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."

 Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.