torsdag den 1. december 2016

Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."


Ingen kommentarer:

Send en kommentar