I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på
én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne.
Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten
utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen
i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene
med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i
afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver
hverdagslige. (siger Gyldendal)
Fakta om bogen
|
|
Vejledende pris:
150,00
Maja Lee Langvad
har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med
stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er
forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i
Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige
så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere
værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er
vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.
"Der
plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne
ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men
momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye
indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i
går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den
er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons
København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også
White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme
og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det
begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par
billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter
reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere
fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset,
i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét
at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget
sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom,
femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I
want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at
skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der
skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus -
20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21
years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det
til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt.
Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for
fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det
elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg
stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand
til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er
tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at
være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor
reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er
livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for
de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på
pidgin."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar