3 fremtidige bøger på den korte og den lange bane

 

I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne. Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver hverdagslige. (siger Gyldendal)

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702215137 Udgave 1 Udgivet 2017 Sider 36

Omslagsgrafiker Hanna Bergman

Vejledende pris: 150,00

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.

• ' Dage med galopperende hjertebanken' af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

(og så havde Pablo Llambías en opdatering, der med smittende begejstring fortalte om den endnu ubetitllede roman, han udgiver til foråret, men den, opdateringen, slettede han hurtigt igen. opfordringer er følgende opdatering, der proklamerer et forjættende projekt EFTER forårsromanen, nemlig en drømme-sequel,  RÅDHUS 2, ikke slettet:

Pablo Llambías

December 16 at 7:54am ·

"Der plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset, i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom, femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus - 20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21 years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt. Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på pidgin."