"Ifølge kritiker og blogbestyrer Lars Bukdahl sagde man engang om Niels Vørsel,
»at han sad og skrev på den danske ' Ulysses', hvis ikke ' Finnegans
Wake', og jeg håber stadig, at de har ret, og at han snart bliver færdig
eller bare endeligt ufærdig!«. Det med den store roman er nu noget,
Vørsel selv har fortalt for mange år siden i et af sine meget få
interview som eksempel på, at man som skribent ikke kan tillade sig at
begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end '
Finnegans Wake'. Man skal som kunstner forny det, der allerede er lavet,
og ikke producere simili. Og simili kan man ikke beskylde Niels Vørsel for. Om
han sidder og nørkler med en stor roman, hører måske privatlivet til.
Og ovenstående viser faren ved at give sjældne interview: Hvad man siger
i dem, kommer til at stå som mejslet i sten tyve år efter. I 1975 udgav Niels Vørsel ganske rigtigt en bog på forfatternes eksperimenterende forlag Arena
kaldet ' J. B. En teori', som er karakteriseret som »en roman i
brudstykker; et forsøg på at indkredse personen J. B.«. Og i hans egen
værkliste står ' Jeg forestiller mig en bog og jeg forestiller mig den
således' fra 1977.(...)"
- fra fødselsdagsportræt i Politiken på Niels Vørsels 50 års-fødselsdag, 2003
"Når Niels Vørsel ikke skriver film- eller tv-manuskripter, skriver han på en roman. Det har han gjort i adskillige år, og det er sådan, han mener, gode bøger bliver til. Over mange år. I Vørsels tilfælde er det rigtig mange år. Han begyndte i slutningen af 1970'erne."
- fra seneste interview med Vørsel, ved Morten Sabroe, i Politiken, 1994:
"Succesen med 'Riget' har været overvældende. Serien er kommet dumpende fra himlen som befriende regn over den tørke- og katastroferamte danske tv-dramatik, som vand til et tørstende tv-folk. Og Niels Vørsel har store tanker om von Triers, skuespillernes og filmholdets realisering af manuskriptet:
- I manuskriptet arbejdede vi med tre modsatrettede dramaturgiske ting: Det rørende, det uhyggelige og det morsomme. Det er nemt nok i manusarbejdet, men at få det til at gå i hak i det endelige arbejde er en triumf. Jeg er fuld af beundring over, at det er lykkedes at få det i kassen under de betingelser, hvor der skulle produceres fem minutter effektivt hver dag, omkring fire gange så meget som på en spillefilm. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, at Lars har valgt sine teknikker efter budgettet - det håndholdte kamera, næsten ingen lyssætning og ikke de store lydeffekter. Inden han gik i gang, har han overskuet situationen og sagt: - Så laver vi det på den måde!
Da jeg ringede og bad om et interview med dig, sagde du, at du ikke havde noget interessant at sige.
Du er ikke en hund efter at komme i medierne. Inde i Politikens hukommelses-center, Polinfo, lå der kun et udklip om dig, en anmeldelse af din prosadebut på Arena i 1975 med bogen 'JB'.
- Dengang gav jeg mit første og eneste interview. Det var jeg drønskuffet over. Jeg var ikke vant til, at man den ene dag sidder over for et kødeligt menneske og den næste er plastret ud over avisside i rubrikker og raster og typografi.
- Men nu er du på!
- Jeg sidder og tænker, hvorfor ikke lave interview med en, der er interessant? Hvorfor ikke lave et med ham, der har kreeret Ariel-produktet? Det hører også med til kultur, hvordan man vasker sit tøj.
- Her gælder det 'Riget'.
- Riget er ikke kultur, det er soap.
- En meget populær sæbe.
- Vores intention var ganske enkelt at lave en tv-serie. Der ligger absolut en udfordring i tv. Det er et medie, man ikke kan komme uden om, og som man generelt må kræve mere kvalitet af, fordi det har så stor indflydelse. TV-mediet er et bredt folkeligt medie, og der er man nødt til at forholde sig til standarden. Man kan ikke gentage det allerede gjorte, det er spild af penge og af seernes tid. Har man held til på baggrund af standarden at skabe lidt fornyelse, er man nået et stykke videre.
- Kravet til jer selv er fornyelse?
- For at gå tilbage til Ariel. Det nytter jo ikke noget, at ham der laver det, går tilbage og laver Valo en gang til. Så får han jo ikke blodet og ægpletterne fjernet. Mercedes-fabrikken går heller ikke tilbage og laver en bil med køreegenskaber fra 50erne. Sådan er det med teknologi og videnskab. Du kan ikke komme med en opfindelse, der er opfundet. Du kan ikke lave simili. Der er vel en masse i erhvervslivet, der gør det, men så kommer forbrugerombudsmanden og slår ned på det. Det sker ikke i kunstverden, hvor der næsten ikke bliver lavet andet end simili.
- Hvorfor ikke?
- Jeg aner det ikke. Jeg er fuldstændig målløs over, hvad der sker.
- Hvad mener du med simili?
- Alt forsøger at ligne noget, det vil ikke være noget. Og det er både inden for malerkunst, arkitektur og litteratur.
- Hvad vil du have?
- At nogen kommer med lidt nyt. Der er en mangel på, at kunstnere beskæftiger sig med det essentielle, det nyskabende. Indenfor billedkunsten for eksempel er der efterhånden temmelig mange malere, der har forsøgt at gøre, hvad Per Kierkeby gør. Indenfor filmdramaturgi er der lige lovlig meget reol-pilleri, hvor man tager en bog ned fra hylden og siger, den kan gøre sig meget bedre som film. Det hele er præget af simili. Jeg får ikke ondt i røven af, at folk ikke maler nye billeder, men jeg gør det over den måde, de bliver eksponeret på, som om de var noget.
Du sætter 'Epidemic' højt?
- Vi fatter ikke, Lars og jeg, at tv ikke har købt den. Det er den bedste film, vi har lavet. Det er en film, der er gennemsyret af det samme som 'Riget', det er seriens forløber. Den har den samme humor, den samme leg. Det er en virkelig low-low-budget film. Og den er meget vellykket.
Godt du siger det. Jeg har lige set den til udlejning i min videobutik. Jeg vil straks se den. Men nu til noget helt andet: 'Ude i byen', hvor du ikke kommer mere, har jeg hørt, at du skriver på en stor roman, og at du har skrevet på den siden 1977. 17 år! Den må være enormt tyk!
- Jeg fik ideen til den i 1977-78, og jeg har skrevet på den lige siden. Gode bøger bliver skrevet sådan, over mange år. Hvis der bliver gjort grin med det, så mister tingene værdi. Jeg vil ikke sammenligne mig med dem, men Joyce var 17 år om Finnegans Wake. Han var syv år om Ulysses, ligesom Thomas Mann var syv år om Troldfjeldet eller Trolddomsbjerget, som den hedder i den seneste oversættelse. De tre bøger læser jeg mindst en gang om året. De er uudtømmelige. Jeg mener faktisk, at man som skribent ikke kan tillade sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end Finnegans Wake.
- Manden har fået storhedsvanvid vil folk sige!
- Nå.
- Er det, hvad du har at sige til det?
- Ja. Det er nødvendigt at forholde sig til det, der er lavet og så forsøge at skabe fornyelse ud fra det. Der er nogle resultater, man ikke kan sidde overhørig. Man er nødt til at tage dem alvorligt.
- Hvor ofte skriver du på bogen?
- Når jeg har tid. Man skal jo tjene penge. Det er ikke noget, jeg har nogen som helst hast med. Det primære for mig er arbejdet med den. Selve det at skrive. Det er der, fornøjelsen ligger.
- Du er autodidakt som manuskriptforfatter?
- Ja. Og jeg tvivler på, at man kan lære at skrive på en skole. På et tidspunkt blev jeg bedt om at være lærer på filmskolens manuskriptlinie. De ville betale 6000 kroner for et helt semester. 6000 kroner! For at føre et hold op til den endelige afgang! Det var der, jeg blev klar over niveauet på den skole. Og jeg tror ikke på skriveskoler. Det allervigtigste for at kunne skrive er, at man har erfaringen. Erfaringen om hvad der hidtil er blevet skrevet. Og erfaringen om at holde sig i live."
- still fra Epidemic
Ingen kommentarer:
Send en kommentar