torsdag den 30. juni 2016
Hvad sker der for den grædende ugle
der med afsæt i endnu en forbandelse pludselig og temmelig autonomt og meget sympatisk (og så vidt jeg kan læse uden forlæg hos Ovid) tager ordet i Anders Abildgaards for længst nyklassiske Ibis på allerede side 12 (men selvfølgelig er det forbandelsesværdigt forfærdeligt at tvinges til at høre på en ugles artikulerede flæben, men STADIGVÆK!?)? Og som jeg virkelig ikke havde plads til at highlighte i min stramt korsetterede WA-anmeldelse, men på bloggen kan den sagtens få ørenlyd og undrekraft, who-uuuh-uuuh are u?:
"(...) Den dag,
du blev førdt, må himlene have været smurt ind i lort,
planeternes leje må have været af lort,
planeterne stukket ned i astrologisk lort. M& M's
af lort ned i en kage af lort. den dag, du blev
født, var afslutningen på alt, der måtte være
godt. Så snart du blev født, begyndte uglerne at
græde. De skal sidde i hver deres uglekasse og
græde. Ingen ugle skal kunne høre en anden
ugle. Men de skal græde. de er for store til deres
kasser. En af uglerne skal sige: mig, om hvem
jeg intet ved, jeg ved, at mine øjne er åbne, på
grund af tårerne, der suatndselig løber fra dem.
Den skal sige: Jeg ved, at jeg sidder på denne
gren i denne skov, men jeg ved ikke, hvilken
gren, hvilken skov. Jeg ved det, for jeg kan
mærke grenen mine kløer holder om. Men
hvad er det for et mørke, jeg sidder i. Min ryg
har ingen støtte. Jeg græder igen. Ikke en
voldsom gråd. Ikke uhæmmet. Det er en gråd,
der skal presses ud. det er en gråd, jeg skal ville.
En helbredelsesgråd. jeg sidder i min
mørkekasse, mærker tiden gå. Jeg skal meddele
dette om min position og mit greb og min gård
for ikke at blive misforstået. Og for selv at have
et defineret punkt at tale ud fra, at tale til jer fra.
Den skal sige: Hvad skal jeg meddele om mig
selv, om mine fjer. Intet at meddele. Andet end
at de lader tårerne glide ned over mig, tårerne
kan ikke samles på mig, de løber videre ned på
det, der er under mig. Hvad hjælper mine
tanker mig. De hjælper mig ikke. De er noget,
jeg opfinder for at undgå mig selv. organer er
noget, jeg opfinder med selvsamme formål.
Samme drift væk fra mig selv. Alt, hvad der findes
uden om mig, findes som tåge omkring
tændte lygtepæle. den skal sige: Jeg sidder og
græder. Jeg græder og opfinder trætoppe, kældre,
som katte finder ind i hjem og ud af hjem ad.
Hør mig brøle. Hør mine tanker. Mærk min
krop gå i stykker. Mien sår er heftige. jeg skal
have været såret så mange gange, at vævet ikke
kan holde sammen på mig mere. Jeg skal ses sl¨
ned fra træet. Men jeg kanb ikke slå ned fra træet.
Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på
grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør
opmærksom på den svedende, smører den
svedende ind i sig selv. Jeg skal forsøge at lette,
men jeg kan ikke. Jeg forsøger at tale til de
andre, men jeg kan ikke. Der er ingen vej ud.
Jeg er blevet tung. Jeg skal kunne mærke alt i
mig selv. Mit fede ansigt skal jeg kunne mærke.
Min fede krop. Min tyngde. Øjnene skal være en
evolutionær fejl. Huller, som før lå gemt. Noget,
der før kunne registrere lys, drive ejeren i en
given retning. Jeg skal gumle på mig selv. På min
fedme. Som ugle skal jeg være i stand til at slå
ned på dyr i skovbunden. Når det sker, skal jeg
ikke kunne se mig selv. På mit bord har jeg - det
er kitschet at have billeder på sit bord, er jeg af
venner blevet gjort opmærksom på - et billede
af mig og min hind. Moonboots. Græs. Marker.
Hunden, der vil bide. Tandbøjle. Alle skal se
ind, Kun vi to, hund, skal se ud. Der skal være
drømme i hunden. Når dens hjerte slår, skal hele
dens krop slå. Nogen skal vaske dig (og atter er duet forbandede Ibis LB), skrubbe dig
i okkervand, slå spejl i stykker med dit endnu
bløde hoved (...) "
- romersk ugle
"(...) Den dag,
du blev førdt, må himlene have været smurt ind i lort,
planeternes leje må have været af lort,
planeterne stukket ned i astrologisk lort. M& M's
af lort ned i en kage af lort. den dag, du blev
født, var afslutningen på alt, der måtte være
godt. Så snart du blev født, begyndte uglerne at
græde. De skal sidde i hver deres uglekasse og
græde. Ingen ugle skal kunne høre en anden
ugle. Men de skal græde. de er for store til deres
kasser. En af uglerne skal sige: mig, om hvem
jeg intet ved, jeg ved, at mine øjne er åbne, på
grund af tårerne, der suatndselig løber fra dem.
Den skal sige: Jeg ved, at jeg sidder på denne
gren i denne skov, men jeg ved ikke, hvilken
gren, hvilken skov. Jeg ved det, for jeg kan
mærke grenen mine kløer holder om. Men
hvad er det for et mørke, jeg sidder i. Min ryg
har ingen støtte. Jeg græder igen. Ikke en
voldsom gråd. Ikke uhæmmet. Det er en gråd,
der skal presses ud. det er en gråd, jeg skal ville.
En helbredelsesgråd. jeg sidder i min
mørkekasse, mærker tiden gå. Jeg skal meddele
dette om min position og mit greb og min gård
for ikke at blive misforstået. Og for selv at have
et defineret punkt at tale ud fra, at tale til jer fra.
Den skal sige: Hvad skal jeg meddele om mig
selv, om mine fjer. Intet at meddele. Andet end
at de lader tårerne glide ned over mig, tårerne
kan ikke samles på mig, de løber videre ned på
det, der er under mig. Hvad hjælper mine
tanker mig. De hjælper mig ikke. De er noget,
jeg opfinder for at undgå mig selv. organer er
noget, jeg opfinder med selvsamme formål.
Samme drift væk fra mig selv. Alt, hvad der findes
uden om mig, findes som tåge omkring
tændte lygtepæle. den skal sige: Jeg sidder og
græder. Jeg græder og opfinder trætoppe, kældre,
som katte finder ind i hjem og ud af hjem ad.
Hør mig brøle. Hør mine tanker. Mærk min
krop gå i stykker. Mien sår er heftige. jeg skal
have været såret så mange gange, at vævet ikke
kan holde sammen på mig mere. Jeg skal ses sl¨
ned fra træet. Men jeg kanb ikke slå ned fra træet.
Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på
grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør
opmærksom på den svedende, smører den
svedende ind i sig selv. Jeg skal forsøge at lette,
men jeg kan ikke. Jeg forsøger at tale til de
andre, men jeg kan ikke. Der er ingen vej ud.
Jeg er blevet tung. Jeg skal kunne mærke alt i
mig selv. Mit fede ansigt skal jeg kunne mærke.
Min fede krop. Min tyngde. Øjnene skal være en
evolutionær fejl. Huller, som før lå gemt. Noget,
der før kunne registrere lys, drive ejeren i en
given retning. Jeg skal gumle på mig selv. På min
fedme. Som ugle skal jeg være i stand til at slå
ned på dyr i skovbunden. Når det sker, skal jeg
ikke kunne se mig selv. På mit bord har jeg - det
er kitschet at have billeder på sit bord, er jeg af
venner blevet gjort opmærksom på - et billede
af mig og min hind. Moonboots. Græs. Marker.
Hunden, der vil bide. Tandbøjle. Alle skal se
ind, Kun vi to, hund, skal se ud. Der skal være
drømme i hunden. Når dens hjerte slår, skal hele
dens krop slå. Nogen skal vaske dig (og atter er duet forbandede Ibis LB), skrubbe dig
i okkervand, slå spejl i stykker med dit endnu
bløde hoved (...) "
- romersk ugle
tirsdag den 28. juni 2016
Er Erik Skyum hårdt fornørdet Michael Mann-fan?
for hvordan ved han ellers, hvad titlen på den trilogi, som Anders Abildgaards Ibis angiveligt er første bind af, her i sin sommeranbefaling i Information, henviser til:
Alonzo Stevens was a street informant who originally worked for Crockett and Tubbs before they passed him on to the FBI in Miami, lead by John Fujima.
While working with Fujima's men, who were trying to take down the Aryan
Brotherhood in Miami, he was contacted by the Aryans and informed that
they suspected they were working with the FBI. They also told him that
they had his wife at their home, and that she would be released unharmed
if he tells them the truth. He admitted that they were dealing with
undercover agents, even though he knew doing so would be their death
sentence. Distraught, he rushed to find his wife at their home,
telephoning Crockett en route to confess. Crockett and Tubbs immediately
passed the information on to Fujima before chasing Alonzo down on the
freeway to discuss what had happened. While there, Tubbs received a
phone call telling him that Alonzo's wife was already dead, and Alonzo,
unable to bear the loss of his love on top of his betrayal of the
federal agents he had been working with, stepped out in front of a
semi-trailer truck, killing himself."
YouTube-klippet er med samme søgning lige så nemt at finde; og Tubbs (Jamie Foxx) råber vitterligt "Alonzo Alonzo" til Alonzo Stevens (John Hawkes), før denne vandrer ud foran en lastvogn, link HER.
!!!!???
(og for øvrigt mener jeg at bind 2 skal handle om Wimbledon)
"Anders Abildgaard:
' Ibis' 37 sider, smalle søjler tekst, henvendt til et ' du' som ikke
er der, eller som kommer til stede, hvis læseren udsætter sig for
digtets indædte forbandelser. Mærkværdigvis resulterer
det i en skøn rensning af følelsen, en art ' urvrede' artikuleres!
Inspirationen var et 2000 år gammelt digt af Ovid. Serietitlen »Alonzo! Alonzo!« er dog fra filmversionen (instrueret af Michael Mann LB) af Miami Vice. BANG, sagde kultursammenstødet."
Jeg har ikke set eller fundet forbindelsen Ibis-Alonzo Alonzo-Miami Vice omtalt andre steder. Ren googling på 'Alonzo Alonzo' sætter ikke nogen på sporet:
Alonzo - La Belle Vie - YouTube
https://www.youtube.com/watch?v=HsR8vw19IEg
2. jun. 2014 - Uploadet af AlonzoVEVO
Alonzo – La Belle Vie Voici le 1er extrait du 3ème album solo d'Alonzo "Alonzo - Finis les - YouTube
https://www.youtube.com/watch?v=k2xmB-z2_Gw
29. jul. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO
Alonzo – Finis les Titre disponible sur iTunes: http://po.st/FinisLesItunes Réalisé par Cédric Cayla Prod by Benjay ...Alonzo - Squat - YouTube
https://www.youtube.com/watch?v=gVFztEclXX8
29. sep. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO
Alonzo - Squat Réalisé par Beat Bounce Prod by Abys & Zaka 2054 Extrait de la mixtape « Capo Dei Capi v.1 ...Alonzo Mourning - Wikipedia, den frie encyklopædi
https://da.wikipedia.org/wiki/Alonzo_Mourning
Alonzo
Harding Mourning Jr. (født 8. februar 1970) er en tidligere
professionel basketballspiller som sidst spillede for Miami Heat i
National Basketball ...
Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Alonzo
Alonzo
is both a given name and a surname. Notable people with the name
include: Contents. [hide]. 1 Mononym; 2 Given name; 3 Middle name; 4
Surname
Cristela Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Cristela_Alonzo
Cristela Alonzo
(born January 6, 1979) is an American stand-up comedian, actress,
writer and producer, who created and starred in the ABC sitcom Cristela.
The Adventures of Alonzo Woodchuck
https://books.google.dk/books?isbn=1896209084 - Oversæt denne side
Robert Ellis Klein - 1994 - Juvenile Fiction
"Its Alonzo,
not Woodchuck." "Who's not a woodchuck? I read, and I know a woodchuck
when I see one or perhaps smell one, ha, ha! What are you talking
about ...Alonzo and Melissa, Or The Unfeeling Father: An American Tale ...
https://books.google.dk/books?id=r1ZGAQAAMAAJ - Oversæt denne side
Isaac Mitchell - 1830 - American fiction
What was to become of Melissa, what of himself, what of his parents —“Alas, said Alonzo, I now perceive what it is to want the good things of this life.” - Alonzo's ...Alonzo Fitz: And Other Stories - Resultat for Google Books *
https://books.google.dk/books?isbn=1470928175 - Oversæt denne side
Mark Twain - 2013 - Fiction
Alonzo, Alonzo,
what does it mean? What has happened?" But Alonzo sat white and cold as
the dead. His mother threw back the velvet curtains and opened a ..."
Alonzo Stevens
| |
| |
Affiliation
| |
Status
|
Deceased, committed suicide on freeway
|
Appeared In
| |
Played By
| |
YouTube-klippet er med samme søgning lige så nemt at finde; og Tubbs (Jamie Foxx) råber vitterligt "Alonzo Alonzo" til Alonzo Stevens (John Hawkes), før denne vandrer ud foran en lastvogn, link HER.
!!!!???
(og for øvrigt mener jeg at bind 2 skal handle om Wimbledon)
Originalforbandelser
- fra engelsk oversættelse af Ovids latinske forbandelsesdigt Ibis, som Anders Abildgaards overlegent onde langdigt af samme navn (sent, men opgejlet anmeldt af mig i WA Bøger fredag) tager sit formelle afsæt fra (= en hel masse forbandelser, mange af dem med link til mytologi, litteratur, virkelighed, af én person, den pseudonyme Hr. Ibis):
While Thracians fight with bows, Iazyges with spears,
while the Ganges runs warm, and Danube cold:
while mountains produce oaks, and plains soft grass,
while the Tuscan Tiber flows with its clear waters,
I’ll wage war on you: death will not end my anger, rather
among the shades it will set a cruel weapon in my hands.
Then, too, when I shall be dissolved in empty air,
my bloodless ghost will still revile all your ways,
then, too, my remembering shadow will pursue
remedy for your deeds, and my bony form your face.
Whether, as I’d not wish, I’m exhausted by long years,
whether I’m dissolved in death by my own hand:
whether I’m lost, shipwrecked by mighty waves,
while the foreign fishes feed on my entrails:
whether wandering birds pick at my limbs:
whether wolves stain their jaws with my blood:
whether any will deign to place me in the earth,
or give my corpse in vain to the common pyre:
wherever I may be, I’ll strive to break from Styx’s shores,
and, in vengeance, stretch an icy hand to where you are.
You’ll see me watching, in the shades of silent nights,
appearing as a vision, I’ll drive away your sleep.
Whatever you do, I’ll flit before your lips and eyes,
and moan so there can be no peace in your house.
Cruel whips, and twining snakes, will hiss, and funeral
torches, forever smoke before your guilty face.
Living, you’ll be haunted by the furies, dead as well,
and the shorter then will be your punishment in life.
Your funeral will not affect you or your tears: you’ll forgo
your life, unlamented: and the mob will all applaud
while you are dragged away, at the executioners’ hands,
and their hooks are buried deep in your bones.
Let the flames that snatch at all men, flee from you:
let the honest earth reject your hated corpse. May
the cruel vulture tear your entrails, beak and claw,
and the greedy dogs rip out your treacherous heart,
and let there be (though you may be proud to be so
loved) a quarrel for your body, among the wolves.
May you be in a place far from Elysian Fields,
and be exiled, where the guilty host abide.
While Thracians fight with bows, Iazyges with spears,
while the Ganges runs warm, and Danube cold:
while mountains produce oaks, and plains soft grass,
while the Tuscan Tiber flows with its clear waters,
I’ll wage war on you: death will not end my anger, rather
among the shades it will set a cruel weapon in my hands.
Then, too, when I shall be dissolved in empty air,
my bloodless ghost will still revile all your ways,
then, too, my remembering shadow will pursue
remedy for your deeds, and my bony form your face.
Whether, as I’d not wish, I’m exhausted by long years,
whether I’m dissolved in death by my own hand:
whether I’m lost, shipwrecked by mighty waves,
while the foreign fishes feed on my entrails:
whether wandering birds pick at my limbs:
whether wolves stain their jaws with my blood:
whether any will deign to place me in the earth,
or give my corpse in vain to the common pyre:
wherever I may be, I’ll strive to break from Styx’s shores,
and, in vengeance, stretch an icy hand to where you are.
You’ll see me watching, in the shades of silent nights,
appearing as a vision, I’ll drive away your sleep.
Whatever you do, I’ll flit before your lips and eyes,
and moan so there can be no peace in your house.
Cruel whips, and twining snakes, will hiss, and funeral
torches, forever smoke before your guilty face.
Living, you’ll be haunted by the furies, dead as well,
and the shorter then will be your punishment in life.
Your funeral will not affect you or your tears: you’ll forgo
your life, unlamented: and the mob will all applaud
while you are dragged away, at the executioners’ hands,
and their hooks are buried deep in your bones.
Let the flames that snatch at all men, flee from you:
let the honest earth reject your hated corpse. May
the cruel vulture tear your entrails, beak and claw,
and the greedy dogs rip out your treacherous heart,
and let there be (though you may be proud to be so
loved) a quarrel for your body, among the wolves.
May you be in a place far from Elysian Fields,
and be exiled, where the guilty host abide.
Hvad hedder mops i flertal?
skulle jeg finde ud (efter jeg havde fundet ud af, at "PUG" på engelsk er "mops" på dansk, hvilket jeg jo bare kunne have SET mig til, bortset fra at jeg ikke kunne huske, at en mops hedder en mops, og nu glemmer jeg det aldrig):
"Mops, en. [mωbs] flt. -e (Saaby.7 Brehm. DL.3III2.122) ell. -er (Holb.Ep.II.172. MO. D&H). (laant fra hty., nt. ell. holl. mops; sideform til II. Moppe; jf. dial. mops, indbildsk, storsnudet (Cit.1847.(SvendbAmt.1918. 49). OrdbS.(Falster))
1) † om dum, enfoldig person (jf. I. Maabe) ell. ubehøvlet, klodset person. Overs. af HolbLevned.179. OGFBagge.Livsbilleder.(1836).Fort.2.
2) d. s. s. II. Moppe. en Mops haver et Hottentottisk Ansigt. Holb.Ep.II.176. Ew.(1914). IV.71. *En Snes udlevede, spæde Mopser snorked. PMøll.I.87. VortHj.III4.14."Altså både MOPSE og MOPSER!?
"Mops, en. [mωbs] flt. -e (Saaby.7 Brehm. DL.3III2.122) ell. -er (Holb.Ep.II.172. MO. D&H). (laant fra hty., nt. ell. holl. mops; sideform til II. Moppe; jf. dial. mops, indbildsk, storsnudet (Cit.1847.(SvendbAmt.1918. 49). OrdbS.(Falster))
1) † om dum, enfoldig person (jf. I. Maabe) ell. ubehøvlet, klodset person. Overs. af HolbLevned.179. OGFBagge.Livsbilleder.(1836).Fort.2.
2) d. s. s. II. Moppe. en Mops haver et Hottentottisk Ansigt. Holb.Ep.II.176. Ew.(1914). IV.71. *En Snes udlevede, spæde Mopser snorked. PMøll.I.87. VortHj.III4.14."Altså både MOPSE og MOPSER!?
mandag den 27. juni 2016
pædagomedhjælperoder & GROTRIANEVENTYR!
Hvedekorn 2, 2016, udkommer i dag (og i aften klokken 20 hos Rosiannte&Co, Købmagergade 62, er der lancerings-oplæsning), og jeg nægter at citere mere fra verdenspremieren på Simon Grotrians formidabelt forrygende eventyrdigning end de indledningslinjer til det første af de hele tre eventyr, som også pressemeddelelsen citerer, dette er dyrebare ord:
”Det var prinsen og prinsessen, de havde siddet i tårnværelset hele dagen og hvæsset deres negle på kakkelovnsrøret, et tålmodighedsarbejde hævet over så meget andet. For at gøre historien kort endte de i sengen i et katteslagsmål. Forinden havde han kappet snorene over, der forbandt hende med loftet. Atombomben blev en fuser i natpotten, da denne verdens artikulerede ord jo er en gangs pis, som det er svært at komme til livs. ”
Til gengæld får I oveni hatten en følsom pædagogmedhjælperode af Jakob Slebsager Nielsen:
-->
Februar, de
første plusgraders milde frelse
friske i hovederne
spiller vi fodbold i boldburet
Aksel er der,
Conrad og Valdemar, der er flere andre også
jeg koncentrerer
mig om at sparke til bolden så jeg ikke rammer et barn
men samtidig får
nydelsen af at ramme den lette plasticbold hårdt med vristen.
Det sprøde
knæk.
Vi voksne skal
fordele os på legepladsen så vi kan passe på børnene
fra mit hjørne i
boldburet kan jeg se det meste af området foran indgangen,
sandkassen,
bænken, og de overdækkede købmandsbutikker
drengene fra
sommerfuglestuen er oppe i legetårnet ved siden af, de leger godt.
Ida Sofie
græder, hun er faldet på sin løbecykel og har slået knæet,
Ella kommer og
fortæller mig det.
Jeg ved alt om
verden idet jeg bukker mig ned og tilbyder hende en omfavnelse.
Med rødligt hår
græder hun ud ved min skulder,
i 9 sekunder,
det er nok
så kan hun lege
videre
søndag den 26. juni 2016
Pappaver (Show-Bix-doku 3)
(igen fra Morten Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis - fra manuskriptet til Show-Bix-forestillingen Noget, 1971, inde i en gymnasticerende omgang)
"(...)
Da salen naturligvis stadig ikke reagerer, begynder de langsomt at gøre gymnastik igen, gribes efterhånden af det og gymnasticerer ivrigt under følgende replikker. I denne sekvens taler de begge fynsk, syngende, med bløe d'er.
2. unge mand: Slappe skide
1. unge mand: skideslappe
2. unge mand: røvbananer
1. unge mand: hva?
2. unge mand (forklarende): røvbananer
1. unge mand: røvbananer (ser lidt fåret ud, ser ud til at grunde over nye skrappe ord, så lysner det i ansigtet) pa-prøve (forvirret, så lysner de igen) paprøve! paprøve!
1. unge mand: (overbærende med 1. unge mand) papskide! ("pap" udtales med fladt "a" som i "fladt")
1. unge mand: sårn nogen papskide!
2. unge mand: vatbønder!
1. unge mand: blir sgu aldrig til noget
2. unge mand: vatdyr!
1. unge mand: VAAAAAATYYYYYR! VATHESTE VATFÅR VATHØNS VATÆNDER VATKYLLINGER VATSVIN VATTYRE VATHINGSTE VATHOPPER VATKATTE VATHUNDE
2. unge mand: vatfluer
1. unge mand: OOOORRRRR
2. unge mand: vatrøve
1. unge mand: OOOOOORRRRRRRRR!
2. unge mand pap!
1. unge mand: pap!
2. unge mand: paprøve har vi haft
1. unge mand: pap-paver!
2. unge mand: pa-pa ...
1. unge mand: jeg er sgu ikke din far!
2. unge mand: pap-paver? pap-paver (grundende, så lysner det) vatmuer, vallmuer, valmuerøve!
1. og 2. unge mand samtidig: NARKOVRAG!
De tier forskrækket, starter panisk på deres gymnastik igen, først tavse, så begynder de at skælde hinanden ud med de samme skældsord som de brugte ned mod publikum før. Øvelserne overdrives efterhånden helt åndssvagt, de trættes og står til sidst som før, med front mod publikum, hvislende de sidste skældsord ned over salen.
"(...)
Da salen naturligvis stadig ikke reagerer, begynder de langsomt at gøre gymnastik igen, gribes efterhånden af det og gymnasticerer ivrigt under følgende replikker. I denne sekvens taler de begge fynsk, syngende, med bløe d'er.
2. unge mand: Slappe skide
1. unge mand: skideslappe
2. unge mand: røvbananer
1. unge mand: hva?
2. unge mand (forklarende): røvbananer
1. unge mand: røvbananer (ser lidt fåret ud, ser ud til at grunde over nye skrappe ord, så lysner det i ansigtet) pa-prøve (forvirret, så lysner de igen) paprøve! paprøve!
1. unge mand: (overbærende med 1. unge mand) papskide! ("pap" udtales med fladt "a" som i "fladt")
1. unge mand: sårn nogen papskide!
2. unge mand: vatbønder!
1. unge mand: blir sgu aldrig til noget
2. unge mand: vatdyr!
1. unge mand: VAAAAAATYYYYYR! VATHESTE VATFÅR VATHØNS VATÆNDER VATKYLLINGER VATSVIN VATTYRE VATHINGSTE VATHOPPER VATKATTE VATHUNDE
2. unge mand: vatfluer
1. unge mand: OOOORRRRR
2. unge mand: vatrøve
1. unge mand: OOOOOORRRRRRRRR!
2. unge mand pap!
1. unge mand: pap!
2. unge mand: paprøve har vi haft
1. unge mand: pap-paver!
2. unge mand: pa-pa ...
1. unge mand: jeg er sgu ikke din far!
2. unge mand: pap-paver? pap-paver (grundende, så lysner det) vatmuer, vallmuer, valmuerøve!
1. og 2. unge mand samtidig: NARKOVRAG!
De tier forskrækket, starter panisk på deres gymnastik igen, først tavse, så begynder de at skælde hinanden ud med de samme skældsord som de brugte ned mod publikum før. Øvelserne overdrives efterhånden helt åndssvagt, de trættes og står til sidst som før, med front mod publikum, hvislende de sidste skældsord ned over salen.
Endnu et betimeligt raserianfald
ved Line Knutzon et eller andet sted inde på Facebook (lige meget om ham, Frederik Cilus, der er inde i hende Kirsten Birgit (som jeg aldrig rigtig har fået hørt) er retfærdigt skurkagtiggjort eller ej):
"Frederik Cilius udtalte hos Clement at han ikke gad øve sig på sin klarinet da han, støttet af den danske stat, gik på konservatoriet i Danmark. Han gad først øve sig rigtigt da han kom på konservatoriet i USA. Han sagde det henkastet, i en bisætning og jeg formoder han henviser til det manglende sociale sikkerhedsnet i USA som tvinger folk til at arbejde hårdere og øve sig mere = godt. #velfædissystemeterlavetaflort #USAUSA #bestcountry #hadervelfærd #barejegvaramerikaner #romantisering
Hvis Kirsten Birgit havde hørt dette interview tror jeg (håber jeg) hun havde stukket ham med en høtyv i røven og sagt at han øjeblikkeligt skulle flytte til USA med sit fine tandsæt som han gennem sin barndom har raget til sig hos dansk skoletandpleje (som hans bedsteforældre formodentligt har været med til at skabe da de selv havde prøvet at få flere kindtænder hevet ud hos smeden)- han taler jo også godt engelsk (støttet af den danske stat). Er formodentligt student (også støttet af staten) og han har gået på rød babystue på DR og blå voksenbabystue på 24/7, så han ville kunne flytte til USA uden at få problemer. Han kunne også bytte liv med en amerikaner. Jeg kender flere amerikanere der ville skære deres arme af og spille med de resterende blodige stumper på deres klarinetter og harper, for at kunne gå på konservatoriet i Danmark og som ville øve sig 10 timer dagligt i deres egen blodpøl. Frederik er ikke den første kunstner der støttet af staten benytter lejligheden til at håne andre kunstnere der er støttet af staten. Man ser det ofte. Først udnyttes alle kanaler og systemer samfundet har stillet til rådighed for dem, og når de er klar til at stå selv, bliver de modtaget af det private erhvervsliv (som jo også er kært og svært at stå for) med åbne arme, hvor de kan få sig gode og indbringende jobs som værter, konferencier og elskelige klovne. Og blændet af store honorarer, gratis buffeter og jammerlige ulyksalige frynsegoder, glemmer de hvor de kom fra. I hvert fald husker de kun de få dårlige oplevelser de havde på deres vej. F.eks. har de alle øjensynligt haft den samme grusomme og traumatiserende oplevelse, nemlig at møde en arbejdsløs skuepiller der åbenbart huserer i de Københavnske gader, der BÅDE var på a- kasse og gik til yoga. Samtidigt! Tag ikke fejl, jeg elsker også Kirsten Birgit, jeg elsker at staten støtter denne fiktive karakter og selvom jeg ikke altid er enig, er hun p.t. den vigtigste vagt hund vi har i det danske hundehus og jeg håber at Frederik sammen med Rasmus bliver betalt rigtigt godt, for det fortjener de. Til sidst – nu jeg er i gang med at fylde flaskeposten op- så vil jeg bare sige, hvis nogen lytter, at jeg er så JAMMERLIGT træt af at kunstnere pr definition er nogle venstreorienterede følelses idioter der sidder i rundkreds og er på STØTTEN. Hvordan er det den STØTTE adskiller sig fra Frederiks løn???? Eller politikeres løn? Menes der A-kasse? For en kunstner som mig kan jo slet ikke være med i en a-kasse da mit arbejde ikke kan opgøres i timer? Så det kan jo ikke være det der menes? Menes der med STØTTE at jeg får løn for at skrive et manuskript?? Eller er det at jeg indimellem har fået legat? Den snak kan vi godt tage, men det bliver i en mørk gyde en sen nat hvor man er velkommen til at medbringe våben for det gør jeg. Og hvad helvede er det for en rundkreds der ustandseligt henvises til? I øvrigt er jeg ikke venstreorienteret! Jeg er heller ikke højreorienteret. Men lige det er nok for svært for folk som Frederik at forstå. At man faktisk kan være ingen af delene. #elskerkirstenbirgit"
"Frederik Cilius udtalte hos Clement at han ikke gad øve sig på sin klarinet da han, støttet af den danske stat, gik på konservatoriet i Danmark. Han gad først øve sig rigtigt da han kom på konservatoriet i USA. Han sagde det henkastet, i en bisætning og jeg formoder han henviser til det manglende sociale sikkerhedsnet i USA som tvinger folk til at arbejde hårdere og øve sig mere = godt. #velfædissystemeterlavetaflort #USAUSA #bestcountry #hadervelfærd #barejegvaramerikaner #romantisering
Hvis Kirsten Birgit havde hørt dette interview tror jeg (håber jeg) hun havde stukket ham med en høtyv i røven og sagt at han øjeblikkeligt skulle flytte til USA med sit fine tandsæt som han gennem sin barndom har raget til sig hos dansk skoletandpleje (som hans bedsteforældre formodentligt har været med til at skabe da de selv havde prøvet at få flere kindtænder hevet ud hos smeden)- han taler jo også godt engelsk (støttet af den danske stat). Er formodentligt student (også støttet af staten) og han har gået på rød babystue på DR og blå voksenbabystue på 24/7, så han ville kunne flytte til USA uden at få problemer. Han kunne også bytte liv med en amerikaner. Jeg kender flere amerikanere der ville skære deres arme af og spille med de resterende blodige stumper på deres klarinetter og harper, for at kunne gå på konservatoriet i Danmark og som ville øve sig 10 timer dagligt i deres egen blodpøl. Frederik er ikke den første kunstner der støttet af staten benytter lejligheden til at håne andre kunstnere der er støttet af staten. Man ser det ofte. Først udnyttes alle kanaler og systemer samfundet har stillet til rådighed for dem, og når de er klar til at stå selv, bliver de modtaget af det private erhvervsliv (som jo også er kært og svært at stå for) med åbne arme, hvor de kan få sig gode og indbringende jobs som værter, konferencier og elskelige klovne. Og blændet af store honorarer, gratis buffeter og jammerlige ulyksalige frynsegoder, glemmer de hvor de kom fra. I hvert fald husker de kun de få dårlige oplevelser de havde på deres vej. F.eks. har de alle øjensynligt haft den samme grusomme og traumatiserende oplevelse, nemlig at møde en arbejdsløs skuepiller der åbenbart huserer i de Københavnske gader, der BÅDE var på a- kasse og gik til yoga. Samtidigt! Tag ikke fejl, jeg elsker også Kirsten Birgit, jeg elsker at staten støtter denne fiktive karakter og selvom jeg ikke altid er enig, er hun p.t. den vigtigste vagt hund vi har i det danske hundehus og jeg håber at Frederik sammen med Rasmus bliver betalt rigtigt godt, for det fortjener de. Til sidst – nu jeg er i gang med at fylde flaskeposten op- så vil jeg bare sige, hvis nogen lytter, at jeg er så JAMMERLIGT træt af at kunstnere pr definition er nogle venstreorienterede følelses idioter der sidder i rundkreds og er på STØTTEN. Hvordan er det den STØTTE adskiller sig fra Frederiks løn???? Eller politikeres løn? Menes der A-kasse? For en kunstner som mig kan jo slet ikke være med i en a-kasse da mit arbejde ikke kan opgøres i timer? Så det kan jo ikke være det der menes? Menes der med STØTTE at jeg får løn for at skrive et manuskript?? Eller er det at jeg indimellem har fået legat? Den snak kan vi godt tage, men det bliver i en mørk gyde en sen nat hvor man er velkommen til at medbringe våben for det gør jeg. Og hvad helvede er det for en rundkreds der ustandseligt henvises til? I øvrigt er jeg ikke venstreorienteret! Jeg er heller ikke højreorienteret. Men lige det er nok for svært for folk som Frederik at forstå. At man faktisk kan være ingen af delene. #elskerkirstenbirgit"
Hvad er det der kærtegner Yahya Hassan?
Comments
Det
bedste ved at skrive er dog forskrivelsen. Det bedste ved at tale er
dog fortalelsen. Som nu hvor jeg stod foran en flok norske studiner og
med klar og myndig stemme stillede det retoriske spørgsmål: "Hvad er det
der kærtegner Yahya Hassan?" (kendetegner, forstås)
Poesien! Men han smider den fra sig som en skabet kat
Min farfars gode danske tale, urefereret
Fra spalten "Det stod i de gamle aviser" i Sjællandske Slagelse
"1941
SLAGELSE: Det er ikke let at sige nøjagtigt, hvor mange
Mennesker, der deltog i den St. Hansfest, som Dansk Ungdomssamvirke,
Alsangkomiteen og Turistforeningen i aftes havde arrangeret paa
Frederikshøj. I et tæt, lang strøm gik Folk lidt før 20-Tiden mod
Festpladsen. Folk tog plads og da Mødet skulle begynde, var stort set
hele Rundingen besat.
Mange stod op paa Pladsen foran, og det vil nok ikke være helt galt, at anslaa Deltagertallet til omkring tre Tusinde.
Mødet
ledtes af Højskoleforstander Nissen, der efter nogle Musiknumre udført
af et Ungdomsorkester, bød Forsamlingen Velkommen. Aftenens Taler var
Forfatteren Jørgen Bukdahl,
der fængslede Tilhørerne ved den stort anlagte, med kraft og varme
gennemførte, gode danske Tale. Noget referat skal der ikke gives her."
lørdag den 25. juni 2016
Sandskorn falder
ved Antonie van Leeuwenhoek, 1703
Coral Sand magnified 100x using transmission electron microscopy, brightfield mode
Coral Sand magnified 100x using transmission electron microscopy, brightfield mode
fredag den 24. juni 2016
Punk mod pigeliggørelsen
Den anden nat, mens jeg sov mandigt, skrev Cecilie, der er digter og min kæreste, følgende vigtige og fantastiske bålopdatering om at blive læst lille:
Al den fatning altid atter at miste – men der er åbenbart ingen ende på pigesnudens bævren, nej jeg mener: pis mig i øret meget hårdt du kæreste kære Forfatterweb. Som kan forklare mig og verden hvordan jeg med min PIGEstemme skriver min PIGElitteratur om det kvindede pigede det pigede kvindede DET BIOGRAFISKE pisogpapirpigeemne: SPISEFORSTYRRELSEN feminine strutskørt, mave, skøjtehal og marianergrav. (drenge der lider af muskler og mælkesyre?) I DO NOT KNOW – I am not a girl not yet a woman – det er virkelig det den drengede mand manden søren læser af min kronik, blotterfrakkens frøkenkrop (hvem sidder der bag skærmen, hvem lurer der i krattet) en frøken der gufler gren og gafler ært – at jeg bekender min pigelivsinteresse og skrift – at mine bøger HANDLER OM DET SPECIFIKT PIGEDE – gu gør de da ørlende mig røv og en rød ræv bag det øreringspiercede pigeøre, mine fløjlsbløde øreflipper kan kneppe af og gå til alters– I AM NOT A GIRL NOT YET A WOMAN NOT FREAKIN YET BRITNEY (oh I wish), nej det jeg mener: jeg skriver i min kronik at jeg ikke ved hvad det vil sige at være pige, ikke ved hvad det vil sige at være kvinde: MED DET MENER JEG (skærer ud i pap, papfarspige kan det sige): JEG ER ET MENNESKE, til nøds: et kræ, og jeg skriver litteratur – forsøger at gøre det – forsøger at skrive mig bort fra, fra hvad ja? Fra dragerne? De dårlige ånder? Søren og Mette læser? Nej fra uh den ulykkelige fortid, det forkælede tandsæt (plak og skipperlabskovs), den mørke nat og de videste pufærmer nogen verden har set, JEG MENER: fra REDUCERINGERNE. Jeg har ikke pigelus. The creeps. Lad nu venligst være med at fortæl mig at jeg synger om afmagten i det pubertære vadested, omkvædet: damsel in distress. Jeg spiller muskler og piller næse, min orgasme, et kattenys, nej, undskyld, alt for biografisk en oplysning, mit selvbiografiske langdigt, alt er én-til-én og jeg er en PIGE med ben i næsen, nej med lidt til gården og gaden. Se: en bekendelse og noget PIGET. TARDARH. jeg skærer det åbenbart ud i smattet blommekød med en sløv neglesaks, månens melede hjerte i denne nat, og min kærlighed og mit had. Hahaha. men det er mest fordi jeg er så arrig, og hahaha alle vil le en overbærende latter, og jeg må arbejde med denne vrede, nej ikke: det jeg siger: jeg arbejder lige nu med denne vrede - kan gerne være det ikke er godt gjort, men det gøres. Om omkostningen er: jeg pige graver min pigegrav og er tøsefornærmet i min dybtgodnatkjole. Plat. Pjat. Jeg skriver pjalter, og det er fordi jeg er lidt itu. Nej. Men jeg er virkelig så træt, så træt, når jeg læser nogen forsøge at præsentere det der er mit forfatterskab som en art kjoleskab. Se mig græde flæser. Eller er det mig der er crazy? Det er det nok. NEJ. Jeg vil gerne tale meget tydeligere om dette, men jeg skal lige spy ild ud, og også hidse mig ned, og rolig nu, rolig nu. Jeg synes der er så mange fine pointer og tanker i denne læsning denne mand søren foretager, og jeg bliver så ked af her at vrænge af ham, men hvorfor skal han tale om min pigestemme? Mine kvindeområder? Temaerne – det specifikt pigede, hvorfor skal hr niklas freisleben lund i sin anmeldelse af scarykost skrive at jeg fortsætter min taktfaste undersøgelse af køn og det pigede (noget i den dur) hvorfor skal alle (HAHA lol ”ALLE”) antage at kronikken er en art nøgle til de bøger jeg har udgivet det sidste halve år (strunk og scarykost) – handler de specielt om det pigede? Altså mere end alle mulige mænds bøger handler om det mandede, det drengede? Det er et spørgsmål fra hjertet for jeg er usikker på hvad det er der gør mig PIGET? Hvorfor denne fremhævelse af denne min PIGEstemme, godt skåret for tungebåndet er jeg næppe i denne stund, men der er meget måne i natten – skulle man kigge ud. Ej undskyld, man fatter jo nok absolut brik af den her tekst. Men seriøst – hvad gør man med sin evindelige rødglødende galskabshjerne? Og sin bloddryppende vagina? JEG SPØRGER JO BARE UD I LUFTEN I NATTEN den friske friske sommerluft. Kære Bedstemor Piletræ eller hvem der vil give mig svar, en skønånd, en ugle (not what they seem MY DEAR DR WATSON såsåså guldringene hr olaf) mit udslåede hår, og mine lange arme som jeg slår ud med: slår ud med mine PIGEarme beklædt med PIGEhud og smykket med PIGEfingerringe og PIGEarmbånd. BESIND DIG BARN BESIND DIG. Ok hvis man måske læser lidt af linket så fatter man måske lidt. SKIFTE: Pigeham og pagehår, pindemadder PØBEVÆLDE. VOKSENBLE, KONESKO OG KARAMELKNAS i dit fjæs (foot and face) herfra hvor jeg går. ALT ER SANDT OG SALT SOM EN SALTSTANG. KH
Al den fatning altid atter at miste – men der er åbenbart ingen ende på pigesnudens bævren, nej jeg mener: pis mig i øret meget hårdt du kæreste kære Forfatterweb. Som kan forklare mig og verden hvordan jeg med min PIGEstemme skriver min PIGElitteratur om det kvindede pigede det pigede kvindede DET BIOGRAFISKE pisogpapirpigeemne: SPISEFORSTYRRELSEN feminine strutskørt, mave, skøjtehal og marianergrav. (drenge der lider af muskler og mælkesyre?) I DO NOT KNOW – I am not a girl not yet a woman – det er virkelig det den drengede mand manden søren læser af min kronik, blotterfrakkens frøkenkrop (hvem sidder der bag skærmen, hvem lurer der i krattet) en frøken der gufler gren og gafler ært – at jeg bekender min pigelivsinteresse og skrift – at mine bøger HANDLER OM DET SPECIFIKT PIGEDE – gu gør de da ørlende mig røv og en rød ræv bag det øreringspiercede pigeøre, mine fløjlsbløde øreflipper kan kneppe af og gå til alters– I AM NOT A GIRL NOT YET A WOMAN NOT FREAKIN YET BRITNEY (oh I wish), nej det jeg mener: jeg skriver i min kronik at jeg ikke ved hvad det vil sige at være pige, ikke ved hvad det vil sige at være kvinde: MED DET MENER JEG (skærer ud i pap, papfarspige kan det sige): JEG ER ET MENNESKE, til nøds: et kræ, og jeg skriver litteratur – forsøger at gøre det – forsøger at skrive mig bort fra, fra hvad ja? Fra dragerne? De dårlige ånder? Søren og Mette læser? Nej fra uh den ulykkelige fortid, det forkælede tandsæt (plak og skipperlabskovs), den mørke nat og de videste pufærmer nogen verden har set, JEG MENER: fra REDUCERINGERNE. Jeg har ikke pigelus. The creeps. Lad nu venligst være med at fortæl mig at jeg synger om afmagten i det pubertære vadested, omkvædet: damsel in distress. Jeg spiller muskler og piller næse, min orgasme, et kattenys, nej, undskyld, alt for biografisk en oplysning, mit selvbiografiske langdigt, alt er én-til-én og jeg er en PIGE med ben i næsen, nej med lidt til gården og gaden. Se: en bekendelse og noget PIGET. TARDARH. jeg skærer det åbenbart ud i smattet blommekød med en sløv neglesaks, månens melede hjerte i denne nat, og min kærlighed og mit had. Hahaha. men det er mest fordi jeg er så arrig, og hahaha alle vil le en overbærende latter, og jeg må arbejde med denne vrede, nej ikke: det jeg siger: jeg arbejder lige nu med denne vrede - kan gerne være det ikke er godt gjort, men det gøres. Om omkostningen er: jeg pige graver min pigegrav og er tøsefornærmet i min dybtgodnatkjole. Plat. Pjat. Jeg skriver pjalter, og det er fordi jeg er lidt itu. Nej. Men jeg er virkelig så træt, så træt, når jeg læser nogen forsøge at præsentere det der er mit forfatterskab som en art kjoleskab. Se mig græde flæser. Eller er det mig der er crazy? Det er det nok. NEJ. Jeg vil gerne tale meget tydeligere om dette, men jeg skal lige spy ild ud, og også hidse mig ned, og rolig nu, rolig nu. Jeg synes der er så mange fine pointer og tanker i denne læsning denne mand søren foretager, og jeg bliver så ked af her at vrænge af ham, men hvorfor skal han tale om min pigestemme? Mine kvindeområder? Temaerne – det specifikt pigede, hvorfor skal hr niklas freisleben lund i sin anmeldelse af scarykost skrive at jeg fortsætter min taktfaste undersøgelse af køn og det pigede (noget i den dur) hvorfor skal alle (HAHA lol ”ALLE”) antage at kronikken er en art nøgle til de bøger jeg har udgivet det sidste halve år (strunk og scarykost) – handler de specielt om det pigede? Altså mere end alle mulige mænds bøger handler om det mandede, det drengede? Det er et spørgsmål fra hjertet for jeg er usikker på hvad det er der gør mig PIGET? Hvorfor denne fremhævelse af denne min PIGEstemme, godt skåret for tungebåndet er jeg næppe i denne stund, men der er meget måne i natten – skulle man kigge ud. Ej undskyld, man fatter jo nok absolut brik af den her tekst. Men seriøst – hvad gør man med sin evindelige rødglødende galskabshjerne? Og sin bloddryppende vagina? JEG SPØRGER JO BARE UD I LUFTEN I NATTEN den friske friske sommerluft. Kære Bedstemor Piletræ eller hvem der vil give mig svar, en skønånd, en ugle (not what they seem MY DEAR DR WATSON såsåså guldringene hr olaf) mit udslåede hår, og mine lange arme som jeg slår ud med: slår ud med mine PIGEarme beklædt med PIGEhud og smykket med PIGEfingerringe og PIGEarmbånd. BESIND DIG BARN BESIND DIG. Ok hvis man måske læser lidt af linket så fatter man måske lidt. SKIFTE: Pigeham og pagehår, pindemadder PØBEVÆLDE. VOKSENBLE, KONESKO OG KARAMELKNAS i dit fjæs (foot and face) herfra hvor jeg går. ALT ER SANDT OG SALT SOM EN SALTSTANG. KH
Hvedekornsoplæsninger fås i alle størrelser
XTRA-SMALL
Denne mandag og søndag 26. og 27. juni klokken 15:10-15:30 på Gyldedals og Rosinante&Co's lyn-mini-telt-scene Forfatterskabet i Artzone på ROSKILDE FESTIVAL
søndag: Selina Rom Andersen og Victor Ovesen
mandag: Mette Zerlang og Islam Dibaje & Johanne Kirkeby
MEDIUM
Denne mandag klokken 20:00 hos Rosinante&Co, Købmagergade 62, i anledning af udgivelsen af Hvedekorn 2, 2016, under titlen ENGANGSREGN!:
Joakim Vilandt
Thit Jensen
Sebastian Nathan
Andreas Toft Thomsen
Tone Dea Larsen
Frederikke Lindahl
XTRA-LARGE
Søndag 13 november er SPOT-SCENEN på Bogforum Hvedekorns! Tre timelange oplæsninger planlægges, 11:30, 13:30 og 15:30 med de mest intergalaktiske, endnu ikke bookede oplæsere!
Denne mandag og søndag 26. og 27. juni klokken 15:10-15:30 på Gyldedals og Rosinante&Co's lyn-mini-telt-scene Forfatterskabet i Artzone på ROSKILDE FESTIVAL
søndag: Selina Rom Andersen og Victor Ovesen
mandag: Mette Zerlang og Islam Dibaje & Johanne Kirkeby
MEDIUM
Denne mandag klokken 20:00 hos Rosinante&Co, Købmagergade 62, i anledning af udgivelsen af Hvedekorn 2, 2016, under titlen ENGANGSREGN!:
Joakim Vilandt
Thit Jensen
Sebastian Nathan
Andreas Toft Thomsen
Tone Dea Larsen
Frederikke Lindahl
XTRA-LARGE
Søndag 13 november er SPOT-SCENEN på Bogforum Hvedekorns! Tre timelange oplæsninger planlægges, 11:30, 13:30 og 15:30 med de mest intergalaktiske, endnu ikke bookede oplæsere!
torsdag den 23. juni 2016
BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 3
F O R T S A T
(...)
"She can't make it with the boy she really wants to love all the time" - det er det samme som udtrykkes i Drive-in Saturday på Aladdin Sane: "she's uncertain if she likes him, but she knows she really loves him". Drifternes tilfældighed - "love descends on those defenseless" synger han i Soul Love på Ziggy Stardust. To personligheder der trænger ind i hinanden - den sado-masochistiske forsvarsløshed, ikke sandt, Janine?
"Janine, Janine, you'd like to know me well,
But I've got things inside my head that even I can't face.
Janine, Janine, you'd like to crash my walls,
But if you take an axe to me
You'll kill another man, not me at all."
Hele B-siden af Aladdin Sane kan opfattes som en kærlighedssuite, fem versioner af "love". Den kyniske, skrækindjagende Lou Reed-barpianist i "Time", den kulørte pop-drøm i The Prettiest Star, sanselighedens vrængen i Jaggers "Let's Spend The Night Together", børnenonsens-vampyrsangen og den mandlige groupie, The Jean Genie, og den kvindelige groupie Lady Grinning Soul. What is this thing called love?
Men Bowioes allerstærkeste love-song - og et af hans bedste digte - er nok We Are The Dead fra Diamond Dogs, en af de sange på pladen der tydeligst bærer spor af den oprindeligt påtænkte musical over George Orwells "1984".
David Downing citerer i sin udmærkede bog Future Rock et sted fra Orwells roman der kunne være sangens udgangspunkt:
"Der er ingen mulighed for at nogen forandring af betydning vil indtræde i vores levetid. Vi er de døde. Vores eneste sande liv er i fremtiden. Den skal vi tage del i som nogen håndfulde støv og nogen bensplinter. Men hvor langt borte fremtiden er, det kan ingen vide. Måske er der tusind år til. Lige nu er der ikke andre muligheder end at udvide den sunde fornufts område lidt efter lidt. Vi kan ikke handle kollektivt. Vi kan kun udbrede vores viden fra individ til individ. Overfor tankepolitiet er der ikke andre metoder."
Det er det Bowies digt handler om. Her er et forsøg på en dansk gengivelse:
"Der var noget der slog mig idag. Jeg kigged på dig for at se om du også oplevede det.
Folk vil gives os skylden. det slog mig idag.
Vi tager det så tungt, hvorfor ikke gå let hen over det, sig bare du har skiftet mening.
Vi kæmper med blinde øjne, og vi tager det så tungt.
Og nu synes vi vi er papir, papir du kløjs i hver nat.
De siger: "min dreng, vi vil have dig". Vær uvirkelig, men gå ikke for vidt. For vi er ved at tæmme de nye drenge; bedrag dine nærmeste, for du danser der hvor hundene går i opløsning og skider på ekstasen.
Du er kun en af legionens forbundsfæller, en spejder for jomfrukongen, men jeg elsker dig i dine knep-mig høje hæle og din rappe kjole med slæb.
Å, klæd dig ud, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde.
Der var noget der faktisk rørte mig idag,
Jeg kigged på dig og jeg talte hvor mange gange vi havde været i seng.
Og ligget og mast vores kærlighed igennem natten og vidst at det var rigtigt hvad vi gjorde.
Nu håber jeg nogen ikke vil være ligeglade men leve i åndedraget af det håb vi delte,
Jeg stoler på de sønner af vores kærlighed der en dag vil leve og ikke være ligeglade.
Men lige nu er vi dagens omtumlede væsner lænket til en dobbelt forestilling i morgen.
Himlen ligger på puden, dens tavshed er lige så stor som helvede, det er en 24timers service der med garanti skal få dig til at røbe alt.
Og gaderne er fulde af pressefolk med trang til at blive hængt og begravet, og det legendariske forhæng bliver trukket omkring Baby Bankerot der sutter på dig mens du sover.
Det er finansmændenes teater, prøv og tæl dem, femten rundt om bordet, klædt i hvidt og rede til at dræbe.
Åh kærtegn dig selv, min saftige ven, for mine hænder er næsten visnede, åh, klædt dig på, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde."
W.H. Auden, den anden engelsk-amerikanske digter som jeg nævnte før, formulerede engang sin 30er-generations motto: "to find a style for a despair", og det kan som så meget andet fra 30erne også gælde Bowies 70er-generation: at finde en stil for en fortvivlelse, en håbløshed. Ziggy Stardust, rockstjernen der dør af sit overmod, er Bowies antihelt: Ziggy elskede med sit ego og sugede sig selv op i sin hjerne som en spedalsk messias - og the kids, drengene, i gruppen, slår ham ihjel. "Ziggy played for time, jiving us that we were voodoo. The kids was just crass, he was the nazz, with godgiven ass. He took it all too far, but, boy, could he play guitar!"
Ziggy played for time - igen bruger Bowies sproglige fantasi et engelsk stående udtryk med alt hvad der er i det. Ordret betyder det jo Ziggy spillede for tiden, men det er et fast udtryk, "to play for time", der betyder "at trække tiden ud". Pointen er jo netop at Ziggy spiller for tiden, for at beherske og besværge tiden og forgængeligheden og dette overmod er det der medfører hans fald.
Og dette overmod er det Bowie nu har overvundet. "I do not need another change / to force the world into my scheme of things."
Og derfor kan han på Low i 1977 synge et digt på seks linjer, Be My Wife:
"Sometimes I get so lonely
Sometimes I get nowhere
I've lived all over the world
I've left every place
Please be mine share my life
Stay with me be my wife."
Simplere kan det ikke være. Og man kan vende formlen om og sige at hvor der ingen fortvivlelse er, behøves der ingen stil.
På sin seneste plade, "Heroes", behersker Bowie alle sine temaer. realisme og symbolisme forenes i Joe The Lion, ligesom masochisme og sadisme i Beauty & The Beast ("thank God heaven left us / standing on our feet.") En befriet afmytologisering. Og ironien og akcepten forenes stærkt og vildt i Blackout og ømt og ligetil i Sons of The Silent Age. Og vigtigts af alt: dødens evighed og stjernens flygtighed bliver ét i titelsangen, Heores, selv om intet kan holde os sammen, kan vi alligevel slå dem (de onde magter) i al evighed, for vi kan være helte bare en dag.
Det er Bowies inderste maske. Det foranderlige ved hans budskab er dets bestandighed.
POUL BORUM.
(...)
"She can't make it with the boy she really wants to love all the time" - det er det samme som udtrykkes i Drive-in Saturday på Aladdin Sane: "she's uncertain if she likes him, but she knows she really loves him". Drifternes tilfældighed - "love descends on those defenseless" synger han i Soul Love på Ziggy Stardust. To personligheder der trænger ind i hinanden - den sado-masochistiske forsvarsløshed, ikke sandt, Janine?
"Janine, Janine, you'd like to know me well,
But I've got things inside my head that even I can't face.
Janine, Janine, you'd like to crash my walls,
But if you take an axe to me
You'll kill another man, not me at all."
Hele B-siden af Aladdin Sane kan opfattes som en kærlighedssuite, fem versioner af "love". Den kyniske, skrækindjagende Lou Reed-barpianist i "Time", den kulørte pop-drøm i The Prettiest Star, sanselighedens vrængen i Jaggers "Let's Spend The Night Together", børnenonsens-vampyrsangen og den mandlige groupie, The Jean Genie, og den kvindelige groupie Lady Grinning Soul. What is this thing called love?
Men Bowioes allerstærkeste love-song - og et af hans bedste digte - er nok We Are The Dead fra Diamond Dogs, en af de sange på pladen der tydeligst bærer spor af den oprindeligt påtænkte musical over George Orwells "1984".
David Downing citerer i sin udmærkede bog Future Rock et sted fra Orwells roman der kunne være sangens udgangspunkt:
"Der er ingen mulighed for at nogen forandring af betydning vil indtræde i vores levetid. Vi er de døde. Vores eneste sande liv er i fremtiden. Den skal vi tage del i som nogen håndfulde støv og nogen bensplinter. Men hvor langt borte fremtiden er, det kan ingen vide. Måske er der tusind år til. Lige nu er der ikke andre muligheder end at udvide den sunde fornufts område lidt efter lidt. Vi kan ikke handle kollektivt. Vi kan kun udbrede vores viden fra individ til individ. Overfor tankepolitiet er der ikke andre metoder."
Det er det Bowies digt handler om. Her er et forsøg på en dansk gengivelse:
"Der var noget der slog mig idag. Jeg kigged på dig for at se om du også oplevede det.
Folk vil gives os skylden. det slog mig idag.
Vi tager det så tungt, hvorfor ikke gå let hen over det, sig bare du har skiftet mening.
Vi kæmper med blinde øjne, og vi tager det så tungt.
Og nu synes vi vi er papir, papir du kløjs i hver nat.
De siger: "min dreng, vi vil have dig". Vær uvirkelig, men gå ikke for vidt. For vi er ved at tæmme de nye drenge; bedrag dine nærmeste, for du danser der hvor hundene går i opløsning og skider på ekstasen.
Du er kun en af legionens forbundsfæller, en spejder for jomfrukongen, men jeg elsker dig i dine knep-mig høje hæle og din rappe kjole med slæb.
Å, klæd dig ud, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde.
Der var noget der faktisk rørte mig idag,
Jeg kigged på dig og jeg talte hvor mange gange vi havde været i seng.
Og ligget og mast vores kærlighed igennem natten og vidst at det var rigtigt hvad vi gjorde.
Nu håber jeg nogen ikke vil være ligeglade men leve i åndedraget af det håb vi delte,
Jeg stoler på de sønner af vores kærlighed der en dag vil leve og ikke være ligeglade.
Men lige nu er vi dagens omtumlede væsner lænket til en dobbelt forestilling i morgen.
Himlen ligger på puden, dens tavshed er lige så stor som helvede, det er en 24timers service der med garanti skal få dig til at røbe alt.
Og gaderne er fulde af pressefolk med trang til at blive hængt og begravet, og det legendariske forhæng bliver trukket omkring Baby Bankerot der sutter på dig mens du sover.
Det er finansmændenes teater, prøv og tæl dem, femten rundt om bordet, klædt i hvidt og rede til at dræbe.
Åh kærtegn dig selv, min saftige ven, for mine hænder er næsten visnede, åh, klædt dig på, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde."
W.H. Auden, den anden engelsk-amerikanske digter som jeg nævnte før, formulerede engang sin 30er-generations motto: "to find a style for a despair", og det kan som så meget andet fra 30erne også gælde Bowies 70er-generation: at finde en stil for en fortvivlelse, en håbløshed. Ziggy Stardust, rockstjernen der dør af sit overmod, er Bowies antihelt: Ziggy elskede med sit ego og sugede sig selv op i sin hjerne som en spedalsk messias - og the kids, drengene, i gruppen, slår ham ihjel. "Ziggy played for time, jiving us that we were voodoo. The kids was just crass, he was the nazz, with godgiven ass. He took it all too far, but, boy, could he play guitar!"
Ziggy played for time - igen bruger Bowies sproglige fantasi et engelsk stående udtryk med alt hvad der er i det. Ordret betyder det jo Ziggy spillede for tiden, men det er et fast udtryk, "to play for time", der betyder "at trække tiden ud". Pointen er jo netop at Ziggy spiller for tiden, for at beherske og besværge tiden og forgængeligheden og dette overmod er det der medfører hans fald.
Og dette overmod er det Bowie nu har overvundet. "I do not need another change / to force the world into my scheme of things."
Og derfor kan han på Low i 1977 synge et digt på seks linjer, Be My Wife:
"Sometimes I get so lonely
Sometimes I get nowhere
I've lived all over the world
I've left every place
Please be mine share my life
Stay with me be my wife."
Simplere kan det ikke være. Og man kan vende formlen om og sige at hvor der ingen fortvivlelse er, behøves der ingen stil.
På sin seneste plade, "Heroes", behersker Bowie alle sine temaer. realisme og symbolisme forenes i Joe The Lion, ligesom masochisme og sadisme i Beauty & The Beast ("thank God heaven left us / standing on our feet.") En befriet afmytologisering. Og ironien og akcepten forenes stærkt og vildt i Blackout og ømt og ligetil i Sons of The Silent Age. Og vigtigts af alt: dødens evighed og stjernens flygtighed bliver ét i titelsangen, Heores, selv om intet kan holde os sammen, kan vi alligevel slå dem (de onde magter) i al evighed, for vi kan være helte bare en dag.
Det er Bowies inderste maske. Det foranderlige ved hans budskab er dets bestandighed.
POUL BORUM.
onsdag den 22. juni 2016
Bet'en er breaking news
på Ekstra Bladets side 2 - og heldigvis forstår Bet-bestyreren momentvist ikke ironi, dette er et sådan moment:
"En eller anden, der kalder sig Lars Bukdahl, har 13 gange uddelt et eller andet, han kalder Bukdahls Bet.
Ifølge
Weekendavisen er Bukdahls Bet i år gået til forfatterne Julie og Ursula
Andkjær Olsen, der har skrevet en bog med titlen ' Julekalender 2015'.
Bukdahl
forklarer: ' Der er 24 tekster + billeder - eller måske rettere tekster
i billeder eller billeder med tekster, ja, ja, jeg sagde ikke, det ikke
var hybridt, men det er en hyper-enkel hybriditet'.
Stambordet kan slet ikke vente med at læse det omtalte værk. Men ak, det meldes udsolgt fra forlaget.
- Weekendavisens Lars Bukdahl ved en hel masse om hye... hypri... hybriditet. FOTO: MARTIN KURT HAGLUND/POLFOTO"
HOV! KVALITET ER ET SALGSARGUMENT!
Åbenbart kommer det bag på såkaldte Gyldendal Group Agency, at kvalitet kan været et tungtvejende og afgørende argument for at udgive en dansk bog i udlandet; prøv at se her i Carsten Andersen Politiken-artikel, hvordan de både siger, at hvis de bare havde fået lov til at sælge Christinas Hesselholdt Selskabet-bøger som en tyk kvartet i stedet for én bog ad gangen x 3, så havde det været en anden sag OG at det kun er udvalgte forfatterskaber, de forsøger sig med, dvs. sandsynligvis har de ikke løftet ret meget af en lillefinger for CH in the first place, men tillykke, alle I andre lande derude med, at I nu får lov til at læse hesselholdtsk på jeres eget sprog!:
"Forfatteren Christina Hesselholdt kan være på vej til et gennembrud i udlandet. I løbet af et halvt år har det britiske agentur Rogers, Coleridge & White (RCW) solgt forfatterens seneste roman, ’Selskabet’, til udgivelse i fire lande, bl.a. til det store tyske Hanser Verlag.
»Jeg blev blæst fuldstændig bagover af kvaliteten og originaliteten af det, hun skrev«, siger Laurence Laluyaux fra agenturet i London.
Salget af rettighederne kommer efter 10 år, der for Christina Hesselholdt har føltes som noget af en ørkenvandring. Mens hun selv har drømt om at blive læst uden for landets grænser, har hun kunnet se, at andre danske forfattere blev solgt til udgivelse i andre lande.
Hvad tror du er afgørende for, om bøger bliver solgt til udlandet?
»Der er flere parametre. Store salgstal er det ene, og det kan jeg ikke prale af. Det andet er litterær kvalitet, hvad der ikke behøver at være i modsætning til gode salgstal. Jeg har hele tiden tænkt, at mine bøger nok ville have appel til mindre forlag i udlandet, og at det bare gjaldt for agenten om at finde netop de forlag. Men det har jo vist sig ikke at være tilfældet, eftersom jeg nu er solgt til tyske Hanser, som er et stort forlag«, siger Christina Hesselholdt.
(...)
Christina Hesselholdts bog ’Selskabet’ er en samlet udgave af fire bøger, som er udkommet i årene 2008 til 2014, og hvis man spørger Jenny Thor, lederen af Gyldendal Group Agency, er dette hovedforklaringen på, at det britiske agentur har haft succes, mens det ikke lykkedes for Gyldendal.
»Vi kunne arbejde med de tre første titler som enkeltstående værker, mens RCW sælger den komplette kvartet. Det gør en stor forskel for de forlag, der køber. Naturligvis er det også sådan, at nogle gange går det godt og andre gange mindre godt med at sælge en forfatters rettigheder. Vi har haft succes med Kim Leine, Helle Helle og Kristian Bang Foss med flere, og så findes der andre lige så spændende og interessante forfatterskaber, som vi ikke har fået ud i verden«, siger Jenny Thor.
(...)
Christina Hesselholdt har det indtryk, at I udvælger et lille antal af forlagets forfattere, og at det så er dem, I gør noget for at sælge. Hvad siger du til det?
»Det er helt rigtigt. Sådan har vi arbejdet de seneste 5 år. Ligesom alle andre agenturer vælger vi nogen ud, som vi fokuserer på«, siger Jenny Thor.
Den oplysning kommer bag på Christina Hesselholdt.
»Det har hun i hvert fald aldrig sagt til mig«, siger forfatteren."
"Forfatteren Christina Hesselholdt kan være på vej til et gennembrud i udlandet. I løbet af et halvt år har det britiske agentur Rogers, Coleridge & White (RCW) solgt forfatterens seneste roman, ’Selskabet’, til udgivelse i fire lande, bl.a. til det store tyske Hanser Verlag.
»Jeg blev blæst fuldstændig bagover af kvaliteten og originaliteten af det, hun skrev«, siger Laurence Laluyaux fra agenturet i London.
Salget af rettighederne kommer efter 10 år, der for Christina Hesselholdt har føltes som noget af en ørkenvandring. Mens hun selv har drømt om at blive læst uden for landets grænser, har hun kunnet se, at andre danske forfattere blev solgt til udgivelse i andre lande.
»Jeg har været ærgerlig over det, og indimellem misundelig, fordi det ikke er
lykkedes for mig. I år er det 25 år siden, jeg udgav min første bog, og som
årene er gået og mine bøger er blevet bedre og mere tilgængelige, har jeg
været mere og mere optaget af at blive oversat og få en litterær
anerkendelse uden for Danmark«, siger hun.om vi fokuserer
I en årrække har hun presset på for at få Gyldendal Group Agency til at gøre
noget mere for at få hendes bøger solgt til oversættelse, uden at det er
lykkedes i større omfang. Derfor besluttede hun sig for at finde et nyt
agentur.
Hvad tror du er afgørende for, om bøger bliver solgt til udlandet?
»Der er flere parametre. Store salgstal er det ene, og det kan jeg ikke prale af. Det andet er litterær kvalitet, hvad der ikke behøver at være i modsætning til gode salgstal. Jeg har hele tiden tænkt, at mine bøger nok ville have appel til mindre forlag i udlandet, og at det bare gjaldt for agenten om at finde netop de forlag. Men det har jo vist sig ikke at være tilfældet, eftersom jeg nu er solgt til tyske Hanser, som er et stort forlag«, siger Christina Hesselholdt.
(...)
Christina Hesselholdts bog ’Selskabet’ er en samlet udgave af fire bøger, som er udkommet i årene 2008 til 2014, og hvis man spørger Jenny Thor, lederen af Gyldendal Group Agency, er dette hovedforklaringen på, at det britiske agentur har haft succes, mens det ikke lykkedes for Gyldendal.
»Vi kunne arbejde med de tre første titler som enkeltstående værker, mens RCW sælger den komplette kvartet. Det gør en stor forskel for de forlag, der køber. Naturligvis er det også sådan, at nogle gange går det godt og andre gange mindre godt med at sælge en forfatters rettigheder. Vi har haft succes med Kim Leine, Helle Helle og Kristian Bang Foss med flere, og så findes der andre lige så spændende og interessante forfatterskaber, som vi ikke har fået ud i verden«, siger Jenny Thor.
(...)
Christina Hesselholdt har det indtryk, at I udvælger et lille antal af forlagets forfattere, og at det så er dem, I gør noget for at sælge. Hvad siger du til det?
»Det er helt rigtigt. Sådan har vi arbejdet de seneste 5 år. Ligesom alle andre agenturer vælger vi nogen ud, som vi fokuserer på«, siger Jenny Thor.
Den oplysning kommer bag på Christina Hesselholdt.
»Det har hun i hvert fald aldrig sagt til mig«, siger forfatteren."
mandag den 20. juni 2016
BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 2 (det der gør kunsten værd at leve)
F O R T S A T
(...)
The casuall, det ligesom tilfældigt-afslappede, indgår i hans mest seriøse og surrealistiske sange. Som refrainet i Cygnet Committee, den store og mærkelige fremtidsvision på "Space Oddity" i 69: "I bless you madly, sadly as i tie my shoe." Mere tilfældigt kan det da ikke være:
Men sangen går langt videre, til en skræmt vision af hvordan samfundet vil blive, når hans hippie-samtidige får magten i den Frie Stat. Med blodig, anarkistisk satire giver Bowie denne stats trosbekendelse: "Jeg tror på det godes magt. Jeg tror på Kærlighedsstaten. Jeg vil kæmpe for retten til at have ret. Jeg vil slå ihjel for dén kamps skyld, kampen for retten til at have ret". telefonsvarerens automatiske telefonsvarer ...
Bowie er ikke revolutionær - "We never got i off / on that revolution stuff", hedder det i All The Young Dudes - men han er revolutionerende. "Jeg har brug for dig flyvende, og jeg vil vise at det at dø, er at leve hinsides al fornuft, tidens hellige dimension". (Saviour Machine)
Når han på Ziggy Stardust-albummet synger om Ziggys sindssyge kontakt med de overjordiske væsner, så er der en svimlende rigdom af både uskyld og erfaring i refrainet:
"There's a starman waiting in the sky.
He'd like to come and meet us,
But he thinks he'd blow our minds.
There's a starman waiting in the sky,
He's told us not to blow it,
'Cause he knows it's all worhwhile.
He told me: Let the children lose it,
Let the children use it,
Let all the children boogie."
På Pin-Ups lader Bowie med sin nye amerikanske sound selv the children boogie, når han synger alle de engelske oldies, kærlighedssangene fra hans tidligste ungdoms beatplader: "Hey pretty baby I love you so."
Overgangen fra Ray Davies' Where Have All The Good Times Gone, der slutter Pin-Ups i 73 til Future Legend, der indleder Diamond Dogs et halvt år senere, er betegnende for Bowies spændvidde:
"Yesterday was such an easy game for you to play,
But let's face it, things are so much easier today.
Such as you need some bringing down.
And get your feet back on the ground.
Won't you tell me ...
Where have all the good times gone?
......
And ... in the deatth, as the last few corpses
Lay rotting on the slimy thoroughfare, the shutters
Liffted in inches in Temeprance Buildings,
High on Poacher Hill and red mutant
eyes gazed down on Hunger City ..."
Denne spændvidde - og ordet skal tages for dets fulde pålydende, en langarmet, langfingret luftomfavnelse - kan ses til den mindste detalje. Som i den homoseksuelle kabaret-plus-sang på Diamond Dogs, der hedder Sweet Thing, et eksempel på "gay realism". Her står der: "I'm glad that you're older than me, makes me feel important and free. Doesn't that male you smile?"
Men Bowie indføjer en lille nuance, og tydeliggør derved det psykologiske portræt. På amerikansk intimsprog er udtrykket "That's not you", f.eks. hvis man er inde og prøve en jakke og ens ledsager siger "Oh, no that's not you" d.v.s. det passer slet ikke til din type, og i de citerede linjer indføjer Bowie en umærkelig pause foran ordet "me", "isnt' that : me", der alluderer til det udtryk. Det er bare en lillebitte nuance, men det er den slags der gør kunsten værd at leve.
Bowies flytning fra England til USA betød en enorm kunstnerisk forandring - stærkest og mest grelt udtrykt på pladen Young Americans, hvor han forvirrede kritikerne ved at synge sort soul og ovenikøbet have hans velærværdighed John Lennon med på det (Bowie is the nigger of this world!). Når de to herrer sammen på Phiadelphia-manér synger Lennon og McCartney's Across The Universe, så kan det få selv den loyale David Douglas til at karakterisere udførelsen som "forvreden, umelodisk, ufølsom, grov og simpelthen smagløs". Men det er ikke smagløshed, det er et forsøg på at sige det samme - forandringen - på et nyt sprog:
"Sounds of laughter shades of life are ringing thorugh my
Opened ears, inciting and inviting me.
Limitless undying love which shines around me like a
Million suns, it calls me on and on, across the universe
Nothin's gonna change my world,
Nothing's gonna change my world."
Det er også en typisk blandet Bowie-hyldest: sort soul og Lennon, mine medhelte: ligesom han på den ene side af Hunky Dory hyldede Andy Warhol og Bob Dylan og mere skjult Lou Reed - ligesom jeg er sikker på den sidste, meget hemmelige sang, The Bewlay Brothers, handler om Bowie og Mick Jagger.
Men ligesom Bowie kan blande soul og Lennon, og på de sidste plader Lou Reed og Brian Eno (den fattige mands Phil Spector), således kunne han allerede i starten med enorm stilistisk sikkerhed blande vidt forskellige indflydelser.
Maid of Bond Street, en af de tidligste sange, har både Donovans blåøjethed og Pete Townshends vildskab. Denne sang om en pige, der er lavet af læbestift og ensomhed begynder som realistisk satire og bevæger sig over i en objektiv beskrivelse af et samfundsfænomen frem til en forelsket Warhol-akcept (tre uforenelige ting: forelskelse, Warhol og akcept). På et minut og fireogfyrre sekunder giver Bowie definitionen på begrebet "cool":
"Maids of Bond Street picture clothes, hiding stars.
Maids of Bond Street shouldn't have worrldly cares,
Maids of Bond Street shouldn't have love affairs."
(...)
F O R T S Æ T T E S
(...)
The casuall, det ligesom tilfældigt-afslappede, indgår i hans mest seriøse og surrealistiske sange. Som refrainet i Cygnet Committee, den store og mærkelige fremtidsvision på "Space Oddity" i 69: "I bless you madly, sadly as i tie my shoe." Mere tilfældigt kan det da ikke være:
Men sangen går langt videre, til en skræmt vision af hvordan samfundet vil blive, når hans hippie-samtidige får magten i den Frie Stat. Med blodig, anarkistisk satire giver Bowie denne stats trosbekendelse: "Jeg tror på det godes magt. Jeg tror på Kærlighedsstaten. Jeg vil kæmpe for retten til at have ret. Jeg vil slå ihjel for dén kamps skyld, kampen for retten til at have ret". telefonsvarerens automatiske telefonsvarer ...
Bowie er ikke revolutionær - "We never got i off / on that revolution stuff", hedder det i All The Young Dudes - men han er revolutionerende. "Jeg har brug for dig flyvende, og jeg vil vise at det at dø, er at leve hinsides al fornuft, tidens hellige dimension". (Saviour Machine)
Når han på Ziggy Stardust-albummet synger om Ziggys sindssyge kontakt med de overjordiske væsner, så er der en svimlende rigdom af både uskyld og erfaring i refrainet:
"There's a starman waiting in the sky.
He'd like to come and meet us,
But he thinks he'd blow our minds.
There's a starman waiting in the sky,
He's told us not to blow it,
'Cause he knows it's all worhwhile.
He told me: Let the children lose it,
Let the children use it,
Let all the children boogie."
På Pin-Ups lader Bowie med sin nye amerikanske sound selv the children boogie, når han synger alle de engelske oldies, kærlighedssangene fra hans tidligste ungdoms beatplader: "Hey pretty baby I love you so."
Overgangen fra Ray Davies' Where Have All The Good Times Gone, der slutter Pin-Ups i 73 til Future Legend, der indleder Diamond Dogs et halvt år senere, er betegnende for Bowies spændvidde:
"Yesterday was such an easy game for you to play,
But let's face it, things are so much easier today.
Such as you need some bringing down.
And get your feet back on the ground.
Won't you tell me ...
Where have all the good times gone?
......
And ... in the deatth, as the last few corpses
Lay rotting on the slimy thoroughfare, the shutters
Liffted in inches in Temeprance Buildings,
High on Poacher Hill and red mutant
eyes gazed down on Hunger City ..."
Denne spændvidde - og ordet skal tages for dets fulde pålydende, en langarmet, langfingret luftomfavnelse - kan ses til den mindste detalje. Som i den homoseksuelle kabaret-plus-sang på Diamond Dogs, der hedder Sweet Thing, et eksempel på "gay realism". Her står der: "I'm glad that you're older than me, makes me feel important and free. Doesn't that male you smile?"
Men Bowie indføjer en lille nuance, og tydeliggør derved det psykologiske portræt. På amerikansk intimsprog er udtrykket "That's not you", f.eks. hvis man er inde og prøve en jakke og ens ledsager siger "Oh, no that's not you" d.v.s. det passer slet ikke til din type, og i de citerede linjer indføjer Bowie en umærkelig pause foran ordet "me", "isnt' that : me", der alluderer til det udtryk. Det er bare en lillebitte nuance, men det er den slags der gør kunsten værd at leve.
Bowies flytning fra England til USA betød en enorm kunstnerisk forandring - stærkest og mest grelt udtrykt på pladen Young Americans, hvor han forvirrede kritikerne ved at synge sort soul og ovenikøbet have hans velærværdighed John Lennon med på det (Bowie is the nigger of this world!). Når de to herrer sammen på Phiadelphia-manér synger Lennon og McCartney's Across The Universe, så kan det få selv den loyale David Douglas til at karakterisere udførelsen som "forvreden, umelodisk, ufølsom, grov og simpelthen smagløs". Men det er ikke smagløshed, det er et forsøg på at sige det samme - forandringen - på et nyt sprog:
"Sounds of laughter shades of life are ringing thorugh my
Opened ears, inciting and inviting me.
Limitless undying love which shines around me like a
Million suns, it calls me on and on, across the universe
Nothin's gonna change my world,
Nothing's gonna change my world."
Det er også en typisk blandet Bowie-hyldest: sort soul og Lennon, mine medhelte: ligesom han på den ene side af Hunky Dory hyldede Andy Warhol og Bob Dylan og mere skjult Lou Reed - ligesom jeg er sikker på den sidste, meget hemmelige sang, The Bewlay Brothers, handler om Bowie og Mick Jagger.
Men ligesom Bowie kan blande soul og Lennon, og på de sidste plader Lou Reed og Brian Eno (den fattige mands Phil Spector), således kunne han allerede i starten med enorm stilistisk sikkerhed blande vidt forskellige indflydelser.
Maid of Bond Street, en af de tidligste sange, har både Donovans blåøjethed og Pete Townshends vildskab. Denne sang om en pige, der er lavet af læbestift og ensomhed begynder som realistisk satire og bevæger sig over i en objektiv beskrivelse af et samfundsfænomen frem til en forelsket Warhol-akcept (tre uforenelige ting: forelskelse, Warhol og akcept). På et minut og fireogfyrre sekunder giver Bowie definitionen på begrebet "cool":
"Maids of Bond Street picture clothes, hiding stars.
Maids of Bond Street shouldn't have worrldly cares,
Maids of Bond Street shouldn't have love affairs."
(...)
F O R T S Æ T T E S
Vivian opløser Selskabet
BIOFABEL ISF AUTOFABEL
Christina Hesselholdts første post-Camilla-bog (men ingen siger, der ikke kan komme flere senere, VEL? - det er ikke som om, hun er død, Camilla, tværtimod, hun er senest set for søren gravid JO!) er sensationelt nok netop blevet annonceret af Rosinante som septemberudgivelse, og hold op, hvor ser det BLITZENDE forjættende ud:
Selvportræt af Vivian
Christina Hesselholdts første post-Camilla-bog (men ingen siger, der ikke kan komme flere senere, VEL? - det er ikke som om, hun er død, Camilla, tværtimod, hun er senest set for søren gravid JO!) er sensationelt nok netop blevet annonceret af Rosinante som septemberudgivelse, og hold op, hvor ser det BLITZENDE forjættende ud:
Christina Hesselholdt
Vivian
Med stor indlevelse, humor og sproglig finfølelse skriver Christina Hesselholdt sig i romanform ind i
en af vor tids mest gådefulde kunstnerskikkelser: den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009), hvis unikke fotografiske livsværk kun ved et tilfælde nåede offentligheden efter hendes død.
Udstyret med sit elskede Rolleiflex betragter Vivian den verden, der omgiver hende – almindelige mennesker på gaden, øjeblikke af leg, bevægelse, spejlinger – men lever ellers en stilfærdig tilværelse som en kærlig, kontant og
til tider ondsindet barnepige for forskellige velbjærgede familier i Chicago og New York. Da familien, hun bor hos, en dag tilfældigt kommer ind på hendes værelse, der ellers altid er omhyggeligt aflåst, opdager de til deres forbløffelse, at værelset er fyldt med aviser fra gulv til loft, med smalle gange imellem. Og med kasser og kufferter med tusindvis af film og negativer.
Vivian er en fortælling om en enspænder, en excentriker og en samler af Guds nåde.
Vivian
Med stor indlevelse, humor og sproglig finfølelse skriver Christina Hesselholdt sig i romanform ind i
en af vor tids mest gådefulde kunstnerskikkelser: den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009), hvis unikke fotografiske livsværk kun ved et tilfælde nåede offentligheden efter hendes død.
Udstyret med sit elskede Rolleiflex betragter Vivian den verden, der omgiver hende – almindelige mennesker på gaden, øjeblikke af leg, bevægelse, spejlinger – men lever ellers en stilfærdig tilværelse som en kærlig, kontant og
til tider ondsindet barnepige for forskellige velbjærgede familier i Chicago og New York. Da familien, hun bor hos, en dag tilfældigt kommer ind på hendes værelse, der ellers altid er omhyggeligt aflåst, opdager de til deres forbløffelse, at værelset er fyldt med aviser fra gulv til loft, med smalle gange imellem. Og med kasser og kufferter med tusindvis af film og negativer.
Vivian er en fortælling om en enspænder, en excentriker og en samler af Guds nåde.
Selvportræt af Vivian
søndag den 19. juni 2016
Flyglet græder (Showbix-doku 2)
- atter fra Mottren Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis. Inventarlisten over Show-Bix-boksene i Museet for Samtidkunsts samling:
"B2-054
Brev (5 sider) fra Per Højholt til Gunner Møller Pedersen. A5-format. Original, MS, udateret. Forside underskrevet "Per" med sort pen.
De øvrige 4 sider indeholder oplæg og forslag til optrin og sekvenser, som kunne inddrages i "Noget" (Show-Bix-forestilling 1971 LB)
"Frokost i det grønne, et optrin.
To personer kommer ind med kurve plaider osv., en af hvert køn. De spiser frokost i det grønne vil sige der er grøn projektor på. Udbygges ved snak, måske.
Samtidig er der store blokke af lyd i luften, blokke som farer forbi, løses op i susen, drønen, tynde toner i nervetrådene osv. Vag hysterisk damesang, jægerhorn på temaet fra beatstykket - dyrelyde.
o, oo og o dut. Brydes i stykker og anvendes ind i mellem de støre lydflader.
Optrin.
To personer kommer ind på scenen, eller op på en platform, forsynet med kameraer. De skiftes længe til at fotografere hinanden, mens de fotograferer hinanden, mens de fotograferer hinanden ideen er gammel, men det er en fordel, for de to tager sagen alvorligt, de aner ikke at de er komiske og de tager nul hensyn til kedsomhed og protester fra publikum osv, osv.
De kan snakkes til noget skægt, måske.
Optrin
En person, et flygel
Personen sætter sig ved flyglet og åbner det, strax lyder der gråd og brøl og svalende fortvivlet stemme fra det. Lukker det. Pavse. Åbner det, samme lyde, masser af mundlyde og intens kropslig fortvivlelse. Lukker det. Åbner det, samme lyde. Personen nu forstemt i stigende grad, ret bevæget. Lukker det, før han eller hun brister i gråd.
Åbner det, nu med viden om hvad der kommer, men drevet til det. Begynder kort efter at græde og rive sig i håret, rive i sit tøj, savler ned i flyglet. Lyden stiger med hans/hendes stigende fortvivlende. Han/hun hamrer i flyglet af desperation, fuldtsændig opløst af gråd, sorg osv.
Slutning mangler, hvis der skal være nogen.
Beatstykke for voice og orkester
Her fra min seng kan se dine sko smidt henne i hjørnet sammen med tøjet som også er dit rummet er højt og væggene hvide og loftet er hvidt gulvet er gråt og forrodet og nu også smadder beskidt mesn du er her
Du er her
Du er her
Vi er her midt i vort liv
Ja du er her
Jeg er her
Du er her midt i vort liv
Ja vi er her
Jeg er her
Du er her
Du er her midt i mit liv
Osv."
"B2-054
Brev (5 sider) fra Per Højholt til Gunner Møller Pedersen. A5-format. Original, MS, udateret. Forside underskrevet "Per" med sort pen.
De øvrige 4 sider indeholder oplæg og forslag til optrin og sekvenser, som kunne inddrages i "Noget" (Show-Bix-forestilling 1971 LB)
"Frokost i det grønne, et optrin.
To personer kommer ind med kurve plaider osv., en af hvert køn. De spiser frokost i det grønne vil sige der er grøn projektor på. Udbygges ved snak, måske.
Samtidig er der store blokke af lyd i luften, blokke som farer forbi, løses op i susen, drønen, tynde toner i nervetrådene osv. Vag hysterisk damesang, jægerhorn på temaet fra beatstykket - dyrelyde.
o, oo og o dut. Brydes i stykker og anvendes ind i mellem de støre lydflader.
Optrin.
To personer kommer ind på scenen, eller op på en platform, forsynet med kameraer. De skiftes længe til at fotografere hinanden, mens de fotograferer hinanden, mens de fotograferer hinanden ideen er gammel, men det er en fordel, for de to tager sagen alvorligt, de aner ikke at de er komiske og de tager nul hensyn til kedsomhed og protester fra publikum osv, osv.
De kan snakkes til noget skægt, måske.
Optrin
En person, et flygel
Personen sætter sig ved flyglet og åbner det, strax lyder der gråd og brøl og svalende fortvivlet stemme fra det. Lukker det. Pavse. Åbner det, samme lyde, masser af mundlyde og intens kropslig fortvivlelse. Lukker det. Åbner det, samme lyde. Personen nu forstemt i stigende grad, ret bevæget. Lukker det, før han eller hun brister i gråd.
Åbner det, nu med viden om hvad der kommer, men drevet til det. Begynder kort efter at græde og rive sig i håret, rive i sit tøj, savler ned i flyglet. Lyden stiger med hans/hendes stigende fortvivlende. Han/hun hamrer i flyglet af desperation, fuldtsændig opløst af gråd, sorg osv.
Slutning mangler, hvis der skal være nogen.
Beatstykke for voice og orkester
Her fra min seng kan se dine sko smidt henne i hjørnet sammen med tøjet som også er dit rummet er højt og væggene hvide og loftet er hvidt gulvet er gråt og forrodet og nu også smadder beskidt mesn du er her
Du er her
Du er her
Vi er her midt i vort liv
Ja du er her
Jeg er her
Du er her midt i vort liv
Ja vi er her
Jeg er her
Du er her
Du er her midt i mit liv
Osv."