(...)
"She can't make it with the boy she really wants to love all the time" - det er det samme som udtrykkes i Drive-in Saturday på Aladdin Sane: "she's uncertain if she likes him, but she knows she really loves him". Drifternes tilfældighed - "love descends on those defenseless" synger han i Soul Love på Ziggy Stardust. To personligheder der trænger ind i hinanden - den sado-masochistiske forsvarsløshed, ikke sandt, Janine?
"Janine, Janine, you'd like to know me well,
But I've got things inside my head that even I can't face.
Janine, Janine, you'd like to crash my walls,
But if you take an axe to me
You'll kill another man, not me at all."
Hele B-siden af Aladdin Sane kan opfattes som en kærlighedssuite, fem versioner af "love". Den kyniske, skrækindjagende Lou Reed-barpianist i "Time", den kulørte pop-drøm i The Prettiest Star, sanselighedens vrængen i Jaggers "Let's Spend The Night Together", børnenonsens-vampyrsangen og den mandlige groupie, The Jean Genie, og den kvindelige groupie Lady Grinning Soul. What is this thing called love?
Men Bowioes allerstærkeste love-song - og et af hans bedste digte - er nok We Are The Dead fra Diamond Dogs, en af de sange på pladen der tydeligst bærer spor af den oprindeligt påtænkte musical over George Orwells "1984".
David Downing citerer i sin udmærkede bog Future Rock et sted fra Orwells roman der kunne være sangens udgangspunkt:
"Der er ingen mulighed for at nogen forandring af betydning vil indtræde i vores levetid. Vi er de døde. Vores eneste sande liv er i fremtiden. Den skal vi tage del i som nogen håndfulde støv og nogen bensplinter. Men hvor langt borte fremtiden er, det kan ingen vide. Måske er der tusind år til. Lige nu er der ikke andre muligheder end at udvide den sunde fornufts område lidt efter lidt. Vi kan ikke handle kollektivt. Vi kan kun udbrede vores viden fra individ til individ. Overfor tankepolitiet er der ikke andre metoder."
Det er det Bowies digt handler om. Her er et forsøg på en dansk gengivelse:
"Der var noget der slog mig idag. Jeg kigged på dig for at se om du også oplevede det.
Folk vil gives os skylden. det slog mig idag.
Vi tager det så tungt, hvorfor ikke gå let hen over det, sig bare du har skiftet mening.
Vi kæmper med blinde øjne, og vi tager det så tungt.
Og nu synes vi vi er papir, papir du kløjs i hver nat.
De siger: "min dreng, vi vil have dig". Vær uvirkelig, men gå ikke for vidt. For vi er ved at tæmme de nye drenge; bedrag dine nærmeste, for du danser der hvor hundene går i opløsning og skider på ekstasen.
Du er kun en af legionens forbundsfæller, en spejder for jomfrukongen, men jeg elsker dig i dine knep-mig høje hæle og din rappe kjole med slæb.
Å, klæd dig ud, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde.
Der var noget der faktisk rørte mig idag,
Jeg kigged på dig og jeg talte hvor mange gange vi havde været i seng.
Og ligget og mast vores kærlighed igennem natten og vidst at det var rigtigt hvad vi gjorde.
Nu håber jeg nogen ikke vil være ligeglade men leve i åndedraget af det håb vi delte,
Jeg stoler på de sønner af vores kærlighed der en dag vil leve og ikke være ligeglade.
Men lige nu er vi dagens omtumlede væsner lænket til en dobbelt forestilling i morgen.
Himlen ligger på puden, dens tavshed er lige så stor som helvede, det er en 24timers service der med garanti skal få dig til at røbe alt.
Og gaderne er fulde af pressefolk med trang til at blive hængt og begravet, og det legendariske forhæng bliver trukket omkring Baby Bankerot der sutter på dig mens du sover.
Det er finansmændenes teater, prøv og tæl dem, femten rundt om bordet, klædt i hvidt og rede til at dræbe.
Åh kærtegn dig selv, min saftige ven, for mine hænder er næsten visnede, åh, klædt dig på, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde."
W.H. Auden, den anden engelsk-amerikanske digter som jeg nævnte før, formulerede engang sin 30er-generations motto: "to find a style for a despair", og det kan som så meget andet fra 30erne også gælde Bowies 70er-generation: at finde en stil for en fortvivlelse, en håbløshed. Ziggy Stardust, rockstjernen der dør af sit overmod, er Bowies antihelt: Ziggy elskede med sit ego og sugede sig selv op i sin hjerne som en spedalsk messias - og the kids, drengene, i gruppen, slår ham ihjel. "Ziggy played for time, jiving us that we were voodoo. The kids was just crass, he was the nazz, with godgiven ass. He took it all too far, but, boy, could he play guitar!"
Ziggy played for time - igen bruger Bowies sproglige fantasi et engelsk stående udtryk med alt hvad der er i det. Ordret betyder det jo Ziggy spillede for tiden, men det er et fast udtryk, "to play for time", der betyder "at trække tiden ud". Pointen er jo netop at Ziggy spiller for tiden, for at beherske og besværge tiden og forgængeligheden og dette overmod er det der medfører hans fald.
Og dette overmod er det Bowie nu har overvundet. "I do not need another change / to force the world into my scheme of things."
Og derfor kan han på Low i 1977 synge et digt på seks linjer, Be My Wife:
"Sometimes I get so lonely
Sometimes I get nowhere
I've lived all over the world
I've left every place
Please be mine share my life
Stay with me be my wife."
Simplere kan det ikke være. Og man kan vende formlen om og sige at hvor der ingen fortvivlelse er, behøves der ingen stil.
På sin seneste plade, "Heroes", behersker Bowie alle sine temaer. realisme og symbolisme forenes i Joe The Lion, ligesom masochisme og sadisme i Beauty & The Beast ("thank God heaven left us / standing on our feet.") En befriet afmytologisering. Og ironien og akcepten forenes stærkt og vildt i Blackout og ømt og ligetil i Sons of The Silent Age. Og vigtigts af alt: dødens evighed og stjernens flygtighed bliver ét i titelsangen, Heores, selv om intet kan holde os sammen, kan vi alligevel slå dem (de onde magter) i al evighed, for vi kan være helte bare en dag.
Det er Bowies inderste maske. Det foranderlige ved hans budskab er dets bestandighed.
POUL BORUM.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar