"(...) Den dag,
du blev førdt, må himlene have været smurt ind i lort,
planeternes leje må have været af lort,
planeterne stukket ned i astrologisk lort. M& M's
af lort ned i en kage af lort. den dag, du blev
født, var afslutningen på alt, der måtte være
godt. Så snart du blev født, begyndte uglerne at
græde. De skal sidde i hver deres uglekasse og
græde. Ingen ugle skal kunne høre en anden
ugle. Men de skal græde. de er for store til deres
kasser. En af uglerne skal sige: mig, om hvem
jeg intet ved, jeg ved, at mine øjne er åbne, på
grund af tårerne, der suatndselig løber fra dem.
Den skal sige: Jeg ved, at jeg sidder på denne
gren i denne skov, men jeg ved ikke, hvilken
gren, hvilken skov. Jeg ved det, for jeg kan
mærke grenen mine kløer holder om. Men
hvad er det for et mørke, jeg sidder i. Min ryg
har ingen støtte. Jeg græder igen. Ikke en
voldsom gråd. Ikke uhæmmet. Det er en gråd,
der skal presses ud. det er en gråd, jeg skal ville.
En helbredelsesgråd. jeg sidder i min
mørkekasse, mærker tiden gå. Jeg skal meddele
dette om min position og mit greb og min gård
for ikke at blive misforstået. Og for selv at have
et defineret punkt at tale ud fra, at tale til jer fra.
Den skal sige: Hvad skal jeg meddele om mig
selv, om mine fjer. Intet at meddele. Andet end
at de lader tårerne glide ned over mig, tårerne
kan ikke samles på mig, de løber videre ned på
det, der er under mig. Hvad hjælper mine
tanker mig. De hjælper mig ikke. De er noget,
jeg opfinder for at undgå mig selv. organer er
noget, jeg opfinder med selvsamme formål.
Samme drift væk fra mig selv. Alt, hvad der findes
uden om mig, findes som tåge omkring
tændte lygtepæle. den skal sige: Jeg sidder og
græder. Jeg græder og opfinder trætoppe, kældre,
som katte finder ind i hjem og ud af hjem ad.
Hør mig brøle. Hør mine tanker. Mærk min
krop gå i stykker. Mien sår er heftige. jeg skal
have været såret så mange gange, at vævet ikke
kan holde sammen på mig mere. Jeg skal ses sl¨
ned fra træet. Men jeg kanb ikke slå ned fra træet.
Jeg skal kunne sidde og mærke mig selv på
grund af tårerne. Som sved, der hele tiden gør
opmærksom på den svedende, smører den
svedende ind i sig selv. Jeg skal forsøge at lette,
men jeg kan ikke. Jeg forsøger at tale til de
andre, men jeg kan ikke. Der er ingen vej ud.
Jeg er blevet tung. Jeg skal kunne mærke alt i
mig selv. Mit fede ansigt skal jeg kunne mærke.
Min fede krop. Min tyngde. Øjnene skal være en
evolutionær fejl. Huller, som før lå gemt. Noget,
der før kunne registrere lys, drive ejeren i en
given retning. Jeg skal gumle på mig selv. På min
fedme. Som ugle skal jeg være i stand til at slå
ned på dyr i skovbunden. Når det sker, skal jeg
ikke kunne se mig selv. På mit bord har jeg - det
er kitschet at have billeder på sit bord, er jeg af
venner blevet gjort opmærksom på - et billede
af mig og min hind. Moonboots. Græs. Marker.
Hunden, der vil bide. Tandbøjle. Alle skal se
ind, Kun vi to, hund, skal se ud. Der skal være
drømme i hunden. Når dens hjerte slår, skal hele
dens krop slå. Nogen skal vaske dig (og atter er duet forbandede Ibis LB), skrubbe dig
i okkervand, slå spejl i stykker med dit endnu
bløde hoved (...) "
- romersk ugle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar