Larseste Lars, Lars von Lars, 60 i dag!

TRIER!

For 646,14 kr. yderligere Grotrian (inkl. Asterix-link)

(jf. min anmeldelse af Simon Grotrians (og Peter Brandes') 2800 kr. dyre Sneens tretten digte i fredagens WA Bøger, hvori jeg citerede 2 digte; jeg lover at levere jer de resterende 7 inden året er  omme):

Du græd i bækken, der klirrede
fortryllelsen blev rakt frem imod mig
fra min barndom, hvor jeg faldt i gryden
og havde set gæssene stige i u-form
sneen, der kridtede neglene og malede lærreder over
din hage var en skål om det, jeg også genkendte
sort i vandrette trækninger
øreringene gled som balloner ud i strømmen
perlekæder hang fra dine øjne i frost.

+

Verden er et spindelvæv, sagde du
det kan til enhver tid briste under mig
jeg svarede ikke
hvis vi nu kunne kaste en livline ud
bare ved at gå videre
under de bedøvede nåle
der blev syet gennem sjælen
vore øjne dansede alarmblåt sammen
pilene for op mod himlen.

+

det ultramarine lys over markerne
flød som stene
åbenbaret i kroner.

Endnu mindre lysremse

lås
las,
los
lus,
læs
lys
løs

Lille mørkesang

dot dot dot det mørkner

nu nul dut, det mørkner

dit og dat - det mørkner

DYT! DYT! DYT! DET MØRKNER

Tillykke til Ejvind

Min fars bedste ven, Ejvind Larsen, fylder 80 år i dag! TILLYKKE! Jeg var i 9. klasse i praktik hos Ejvind på Information i St. Kongensgade SOM CHEFREDAKTØR. Jeg var rundt på hele avisen og inde på Christiansborg med Ejvind, hvor Karen Jespersen var avisens Christiansborg-reporter, og jeg hilste på Svend Auken, og vi overværede en debat om revselsesretten (der først blev afskaffet flere år senere) og tog hjem på avisen og skrev hver sin leder (imod!), han til Inf. og jeg til min skoleavis Musvågen. Han var rigtig sød og generøs og intens og tog intet hensyn til min unge alder, talte voksent løs om hvad som helst, politik, kultur, avisbusiness, privatliv. Jeg husker især en samtale hjemme hos hans ekskone, min gudmor Gunvor Auken, hvor Ejvind talte om Jens Kistrups Berlingske-anmeldelse samme dag af en Jette Drewsen-roman, det må have været Ingen erindring, 1983, og sagde: Man kan mærke, at han synes, hun (/den) er bedre end Kirsten Thorup(/s Himmel og helvede (fra samme år)! Det gjorde indtryk på mig: At man kunne gå sådan op i, hvad en anmelder sagde og IKKE sagde .

En Aarhus-digter på fri fod

Bjørn Krag Rasmussen

1 hr ·

verdens dejligste taxachauffør: nå du er forfatter? hvad skriver du om?

mig: øhm noget om køn og kapitalisme eller sån

verdens dejligste taxachauffør: nå ensomhed!

Håndledsgate endevendt

24syv skriver:

Politiet ventede otte dage med at køre Yahya Hassan på hospitalet

Digter Yahya Hassan skulle have været opereret den dag, han blev anholdt, men først otte dage senere kørte politiet ham på hospitalet. Det møder hård kritik fra hans advokat. Ifølge en anonym kilde nægtede Hassan at lade sig scanne, da han endelig kom frem til hospitalet

Skrevet d. 27. april 2016 af Per Lysholt

Der gik hele otte dage, fra dig­te­ren Yahya Has­san blev anholdt af poli­tiet for angi­ve­ligt at have skudt en 17-årig dreng i foden i Aar­hus Vest, til han kom på hospi­ta­let. Det kan Radio24syv i dag for­tælle.
Has­san skulle ellers have været ope­re­ret for et kom­pli­ce­ret brud i hånd­le­det den 21. marts – samme dag, som han blev anholdt – men det næg­tede poli­tiet ifølge dig­te­rens for­svar­sad­vo­kat Claus Bon­nez. Det fik ham den­gang til at kri­ti­sere poli­tiet for brud på men­ne­ske­ret­tig­he­derne.
Først den 29. marts blev han kørt på hospi­ta­let af poli­tiet for at få behand­ling, og det væk­ker påny kri­tik fra Claus Bon­nez:
”Når man fri­heds­be­rø­vet, så er man i sta­tens vare­tægt. Og når man er det, så har man krav på den læge­be­hand­ling, som lægerne vur­de­rer, at man skal have. Pro­ble­met er her, at poli­tiet ikke har fulgt læger­nes råd eller spurgt, om det ville være upro­ble­ma­tisk at vente otte dage med ope­ra­tio­nen,” siger Claus Bon­nez til Radio24syv.
Radio24syv har talt med flere læger, der bekræf­ter, at et kom­pli­ce­ret brud i hånd­le­det ofte skal behand­les inden­for et kort tids­rum, og at det er kor­rekt, at det indi­mel­lem kan være for sent at ope­rere et hånd­leds­brud, hvis der går for lang tid. En kom­pli­ce­ret brud i hånd­le­det kan såle­des gro skævt sam­men, hvor­ef­ter det er sær­de­les besvær­ligt at bryde op og ope­rere på plads igen.
Claus Bon­nez siger, at poli­tiet i de få timer mel­lem anhol­del­sen og den plan­lagte ope­ra­tion var opmærk­som på, at Yahya Has­san skulle ope­re­res.
Den 24. marts blev Claus Bon­nez kon­tak­tet af en læge fra Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal. Lægen for­talte, at han var på vagt på Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal nat­ten den 21. marts, hvor Yahya Has­san blev anholdt.
Her note­rede lægen sig, at Yahya Has­san blev kørt på Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal efter sin anhol­delse klok­ken 02.53 om nat­ten – for­ment­ligt til under­sø­gel­ser i for­bin­delse med sku­depi­so­den. Lægen gjorde her poli­tiet opmærk­som på, at det var vig­tigt, at Yahya Has­san også duk­kede op klok­ken 07.30 på samme hospi­tal til en plan­lagt ope­ra­tion i hånd­le­det. Men det skete ikke.
Radio24syv har fået nav­net på den pågæl­dende læge, men det har ikke været muligt at komme i kon­takt med ved­kom­mende.
Mod­satte sig angi­ve­ligt ope­ra­tion en uge senere
For­svar­sad­vo­kat Claus Bon­nez aner­ken­der, at poli­tiet efter anhol­del­ses­da­gen har vist vel­vilje over­for Yahya Has­san.
Ifølge Radio24syvs oplys­nin­ger er dig­te­ren siden ble­vet kørt på hospi­ta­let i alt fire gange, og sær­ligt før­ste hospi­tals­be­søg sår tvivl om hvor­vidt Yahya Has­san over­ho­ve­det har en inten­tion om at blive ope­re­ret.
Ifølge en kilde tæt på for­lø­bet blev Yahya Has­san kørt til Aar­hus Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal d. 29. marts, hvor han blev til­budt en scan­ning i hån­den og en ope­ra­tion dagen efter. Men Yahya Has­san kræ­vede ifølge kil­den at blive scan­net over hele krop­pen, hvil­ket lægen anså som unød­ven­digt. Yahya Has­san næg­tede der­ef­ter – ifølge Radio24syvs kilde – at blive scan­net eller ope­re­ret over­ho­ve­det.
Radio24syv har for­holdt Claus Bon­nez den oplys­ning. Han siger, at han ikke ved, hvad der er fore­gået d. 29. marts.
”Det er en uge senere, og om det har været for sent at ope­rere, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Det, jeg for­hol­der mig til, er den dag, hvor han skulle have været ope­re­ret, og det blev han ikke,” siger Yahya Has­sans advo­kat til Radio24syv.
Claus Bon­nez afvi­ser, at Yahya Has­san skulle have mod­sat sig ope­ra­tion alle­rede d. 21. marts på anhol­del­ses­da­gen:
”Min kli­ent var ked af det og havde mange smer­ter. Jeg kan ikke vide, om det er gas eller ej, men det er der ikke noget, der tyder på,” siger han.
Claus Bon­nez har kla­get til Den Uaf­hæn­gige Poli­tik­la­ge­myn­dig­hed over poli­tiets behand­ling af Yahya Has­san.
Radio24syv har kon­tak­tet Østjyl­lands Politi flere gange, men de ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Et fuldskæg, lige meget hvor massivt, er ikke en løvemanke, Jens!

Der er fra lige om lidt og til og med søndag Litterære Dage på Løve's i Aarhus, inkl. forsøgsvis comeback til Litterær Hypnose, inkl. muligvis (har lige modtaget synopsis!) Dokumentarisk Dukketeater om YH; her er det fulde program:

Program

Fredag
Kl. 17.00 Theis Ørntoft
Kl. 17.45 Skrivegrupperne fra Godsbanen
Kl. 18.30 Christel Wiinblad
Kl. 19.30 Eline Lund Fjæren
Kl. 20.15 Joanés Nielsen
Kl. 21.00 Søren Ulrik Thomsen

Lørdag
Kl. 15.15 Helle Dalgaard: om at oversætte moderne russisk fiktion
Kl. 16.00 Peter Laugesen
Kl. 16.45 Louise Bach
Kl. 17.30 Lise Haurum
Kl. 18.15 Harald Voetmann
Kl. 19.15 Niels Frank
Kl. 20.00 Tóroddur Poulsen
Kl. 20.45 Blendstrup & Bukdahl

Søndag
Kl. 12.35 Jens Kæmpe
Kl. 13.15 Søren Fauth: om at oversætte Thomas Bernhard
Kl. 14.00 Niels Brunse: om at oversætte William Shakespeare
Kl. 14.45 Dy Plambeck
Kl. 15.30 Sissel Bergfjord
Kl. 16.15 Adda Djørup 

Da politet arresterede kommunisterne og kidnappede Ulysses

- fra Søren Gyldendal-Prismodtager Morten Møllers anbefalelsesværdige, meget spændende og gådefulde og -besværgende og -respekterende biografi Hvem er Nielsen. En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann, 2012 (se i øvrigt min Bogholderi-note i WA Bøger i dag)

Side 30-32:

"Andet fra den boksende oversætters hånd (Houmann (1902-1994) boksede og skrev en bog om sportsgrenen, foruden en roman og flere digtsamlinger LB)? Jo, i 1932 begyndte han på Cai M. Woels inittiativ oversættelsen af den irske forfatter James Joyces hovedværk Ulysses. inden det ganske krævende arbejde var færdigt, havde Woels Forlag imidlertid drejet nøglen om, og Houmann måtte søge alternative udgivelsesmuligheder til det digre værk. men det var ikke let at overbevise kritiske forlæggere om James Joyces uundværlighed på det danske bogmarked, og som forlæggeren Henrik Koppel i november 1932 skrev til hårdtarbejdende oversætter:
  ""Jeg har nu læst James Joyces bog, der har interesseret mig meget, men jeg er svært bange for, at denne bog vil gå langt over hovedet på det danske publikum, hvor interessant det end er. Der er en så kolossal forskel på det dannelsesniveau, hvori disse unge mennesker bevæger sig og det danske lidt seminaristiske publikum, at jeg er overbevist om, at bogen ville virke som kaviar for hoben. Det ville derfor, efter min opfattelse, være et alt for risikabelt eksperiment at udsende bogen i dansk oversættelse, og jeg tør ikke påtage mig opgaven."
  To år senere blev der holdt stor forfatterkongres i Sovjetunionen. Her angreb den "uofficielle talsmand for Kreml", Karl Radek, i stærke vendinger James Joyces forfatterskab, som efter Radeks opfattelse ikke levede op til den sovjetdikterede "socialistiske realisme", der pålagde forfatteren at levere "en sandfærdig, historisk konkret afbildning af virkeligheden i den revolutionære udvikling". Der var på kongressen ikke enighed om fordømmelsen af Joyce, men for Houmann, som i mellemtiden var blevet leder af DKP's forlagsvirksomhed, øgede det næppe lysten til at få bogen udgivet. Da et andet dansk forlag, Martins Forlag, i 1935 viste interesse for at udgive Ulysses, blev Houmanns oversættelse ikke udnyttet.
  Den socialistiske realisme, som gav kunsten en opdragende funktion i skabelsen af en revolutionær arbejderklasse, vandt dog aldrig for alvor indpas blandt danske kommunister, og i januar 1941 - da Karl Radek som så mange andre var blevet udrenset under Stalins skueprocesser - skrev Houmanns partifælle Peter P. Rohde i Politiken: "Danske læsere løber nu ingen risiko for at at forspise sig i Joyce, ingen stavelse af hans værker er udkommet på dansk, skønt forfatteren Børge Houmann har en oversættelse af Ulysses liggende i sin skrivebordsskuffe - dette til oplysning for eventuelt interesserede forlæggere."
  Den opfordring tog en risikovillig forlægger til sig, Et prøveark blev sat, og Houmann havde efter eget udsagn sin oversættelse liggende i DKP's hovedkvarter på Nørrebro til en sidste gennemlæsning inden trykningen. Dér lå den, da dansk politi den 22. juni 1941 på besættelsesmagtens ordre mødte op og ransagede forretningsfører Børge Houmanns kontor. Forretningsførerens ejendele blev konfiskeret, og oversættelsen røg med i købet. Den er trods Houmanns ihærdige eftersøgning ikke siden lokaliseret. Mange hundrede timers arbejde var spildt - udsigten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forekom stærk begrænset.
   I 1949 udkom i stedet Mogens Boisens roste oversættelse. Men Ulysses, en af det 20. århundredes store klassikere, fandt sin første danske oversætter i en 30-årig trafikassistent fra DSB.

Side 188:

"Kildematerialet på Houmanns færden i disse kritiske måneder er yderst sparsomt, men var han eller Frode Jakobsen blevet arresteret, havde Frihedsrådet næppe overlevet. Da Houmann i december 1944 atter turde mødes med kollegerne i rådet og vad engelskprofessor C.A. Bodelsen (Anders' far LB) fra Frit Danmark overtage Mogens Fogs plads, var det tegn på, at den værste krise syntes overvundet.
  Netop Bodelsen og Houmann mødtes kort efter på en hemmelig adresse i Brønshøj. Mens de ventede på Frode Jakobsen, faldt de i sank om deres fælles passion for Jpyce og mindedes, at Houmann i forbindelse med sin oversættelse Ulysses  i de tidlige 30'erne havde søgt råd hos den kyndige Bodelsen. Houmann var på dette tidspunkt under et enormt pres, oplevede sin folk blive arresteret, tortureret og henrettet, levede fra dag til dag i uvished om sin egen skæbne - men tog sig altså alligevel tid til en diskussion om et forførende forfatterskab. Det var den borgerlige professor og den lyriske kommunist i intellektuel konversation om modernistisk avantgarde-prosa. Midt i en julemåned, hvor godt 1300 danske modstandsfolk blev arresteret af besættelsesmagten."

Et sundt, normal ansigt

Fremragende, djævelsk empatisk novelle af Alexandra Kleeman - forfatter til en uhyrligt gode debutorman You Too Can Have a Body Like Mine (anmeldt af mig i WA Bøger) fra sidste år -  i The New Yorker, "The Choking Victim", om en ung, rådvild mor. Et Kleeman-speciale er det nådesløst resignerede/irriterede, kvindelige blik på håbløst tom/selvfed mandlighed. 2 klip om 2 mænd:

"Karen and her husband had met when they were young and working in a bigger city. One of the best things about him was his face, which was handsome but not overly so. It was a healthy, normal face, and when you looked at it you could imagine the person it belonged to doing any number of harmless things—pedalling a stationary bicycle, assembling a sandwich, listening to music while driving a car. Just looking at his face was enough to make Karen feel that she had peered into every crevice of his personality. But when he was away for too long she found it difficult to remember how the different parts of his face fit together, even though they had been married for almost five years."

"To her right, a man watched her, his hands in his pockets. He had a nice face, with big teeth and ears. When you looked at his face, you could see right through it to the one he had as a little boy. It was easy to imagine him hanging upside down on a swing or standing in front of a rosebush, swatting at it with a broken-off stick. Karen saw him staring at her. She thrust forward a package of Band-Aids.

“Are you looking for these?” she demanded.

“Ah, no, sorry,” he said. He paused. “It’s just, I think I know you.” He had a look on his face as if he were waiting for her to complete a sentence.

“From where?” Karen asked. She looked more closely at his whole person. He wore a white button-down shirt. She had always had trouble recognizing people she knew when they dressed up for work.

He named the college in Connecticut that she had gone to. He had been a film major—the film program had changed since he’d gone there, he told her, it used to deal in concrete skills, the mechanics of shooting and editing a film. Now it was mostly where people went to argue about movies. Sometimes they invited him back to give a talk and he thought about refusing, but in the end he did it anyway, because if he could, in his thirty-minute talk, impart any advice on how one manipulates the substance of film he felt that it was his duty. Karen nodded. She relaxed. With his patronizing tone and his floppy brown hair, he was just the sort of person she used to listen to at parties, trying to think of intelligent, psychologically driven questions to ask while taking small sips from a cup of lukewarm beer. She had always been interested in people like this; in their arrogance, they reminded her of the type of stylized, opinionated person she might have become if she had been a man."

Dagens dis

eller rettere gårsdagens; hvis ikke faktisk En Anmeldelse - en god dårlig kort-én - alle centrale kriterier er opfyldt. Lea Løppenthin som "Kulturforbrugeren" i Politiken på spørgsmålet om, hvilken kulturoplevelse hun følte, hun spildte tiden på?

»I sidste uge købte jeg norske Tomas Espedals bog ' Mitt privatliv'. Det er en skrækkelig bog. Den er sentimental og selvmytologiserende og lever op til klicheen om forfatteren som en særlig skrøbelig skikkelse. Det er små tekster, som er skrevet ud fra nogle kedelige billeder, han selv har taget. Bogen ligner mest et Noa Noa-katalog. Det var skuffende«

Noget-aldrig-før skulle til at ske

Jeg kan godt lide, at min far i 1962 har købt en paperbackudgave af manuskriptet til West Side Story. A Musical, "Based on a conception of Jerome Robbins/ Book by ARTHUR LAURENTS/ Music by LEONARD BERNSTEIN/ Lyrics by STEPHEN SONDHEIM/ Entire production directed and choreographed by JEROME ROBBINS" (jeg spillede Officer Schrank (non-singing part!) på Aarhus Katedralskole (og en enkelt aften i Musikhuset - husker bedst, at jeg sad på gulvet i omklædningsrummet og læste Væbnet med vinger) i vistnok 1985:

side 33-35:

(Promenade music starts and the circles start revolving. Glad Hand whistle to his mouth, is in the centre with Krupke. He blows the whistle and the music stops, leaving Jet Boys opposite Shark girls, and vice versa. There is a moment of tenseness, then Bernado reaches across the Jet girl opposite for Anita's hand, and she comes to him. Riff reaches for Velma; and the kids of both gangs follow suit. The 'gettogether' has failed, and each gang is on its own side of the hall as a mambo starts. This turns into a challenge dance between Bernardo and Anita - cheered on by the Sharks - and Riff and Velma - cheered on by the Jets. During it, Tony enters and is momentarily embraced by Riff, who is delighted his best friend did turn up. The dance builds wilder and wilder, until, at the peak, everybody is dancing and shouting, 'Go, Mambo!'. It is at this moment that Tony and Maria - at opposite sides of the hall - see each other. They have been cheering on their respective friends, clapping rhythm. Now, as they see each other, their voices die, their smiles fade, their hands slowly go their sides. The lights fade on the others, who disappear into the haze of the background as a delicate cha-cha begins and Tony and Maria slowly walk forward to meet each other. Slowly, as though in a dream, the drift into the steps of the dance, always looking a each other, completely lost in each other; unaware of anyone, any place, anything but one another.)

TONY
You're not thinking I'm someone else?

MARIA
I know you are not.

TONY
Or that we have met before?

MARIA
I know we have not.

TONY
I felt, I knew something-never-before was going to happen, had to happen, but this is -

MARIA (interrupting)
My hands are cold (He takes them in his). Yours too. (He moves her hands to his face) So warm.

(She moves his hands to her face.)

TONY
Yours, too.

MARIA
But of course. They are the same.

TONY
It's so much too believe - you're not joking me?

MARIA
I have not yet learned how to joke that way. I think now I never will.

(Impulsively, he stops to kiss her hands; then tenderly, innocently, her lips. The music bursts out, the lights flare up, and Bernardo is upon them in an icy rage.)

BERNARDO
Go home, 'American'.

TONY
Slow down, Bernardo.

BERNARDO
Stay away from my sister!

TONY
... Sister?

BERNARDO (To Maria)
Couldn't you see he's one of them?

MARIA
No; I saw only him.
 

Nationens anløbne anførselstegn

'Debat'-siderne "Nationen!" i Ekstra Bladet -

her er anførselstegnets ironi rimelig klar og forståelig, til gengæld mangler et komma, men STORT point for VUPTI (første del af egentligt læserbrev):

"Forleden præsenterede Søren Pind idéen om, at kriminelle kunne afsone i andre lande, bl.a. de lande forbryderne kommer fra. I første omgang skulle det gælde dem på tålt ophold. Vi skulle så betale os fra, at de afsonede i f.eks. Rumænien, Polen, Bulgarien eller andre lande.
  Her kunne vi spare millioner! Men så indkaldte TV2 'eksperter', professorer venstrefløjen m.v.og VUPTI var debatten Slut"
(...)

De næste 2 eksempler er skrevet til "i øvrigt mener n!"-spalten i den hertil hørende særlige, systemiske kortform: 

her er læserbrevsskribenten bange for, at "pisser" bliver læst bogstaveligt:

"at jeg er SÅ træt af politikernes hoppen fra det ene parti til det andet. Lav de regler om. Går du ud af det parti, du er valgt for, er det ud af Folketinget. Så må du senere stille op og forsøge at blive valgt for det nye parti. Som det er nu, 'pisser' I på vælgerne.

- og så bliver det underligt; læserbrevsskribenten vil da vist ikke relativere størrelsen det "danske folk", men 1000 tak for at gøre det, og hvorfor sætte anførselstegn om "flok" - fordi de ikke er særlig mange? - men ikke om "tabere" og "vor herre til hest"?:

"at hvorfor skal det 'danske folk' belemres med tabere igen. Jeg tænker på B.S. Christiansen og hans 'flok'. Vor herre til hest ..."

Lars har pengene og magten

- tak til Bongorama for link - fra Børsen:

Af Mads Gravesen og Morten Amtoft Rasmussen

Navnet Lars er usædvanligt stærkt repræsenteret, når man kigger på, hvem der sidder for bordenden i dansk erhvervsliv, politik og finans

På toppen af den danske magtpyramide sidder der en Lars.

Ikke alene, bevares, der er masser af andre magtfulde personer i dagens Danmark. Men navnet Lars er påfaldende markant i toppen af den danske elite. Statsministeren, nationalbankdirektøren og chefen for landets mest værdifulde børsnoterede virksomhed hedder Lars. Adskillige chefer, direktører og rigmænd bærer navnet Lars. Det er der ikke noget underligt ved, siger en navneforsker.

"Når Lars er på toppen nu, så har det noget at gøre med navnets aldersfordeling," siger navneforsker ved Københavns Universitet, Michael Lerche Nielsen.

I dag er der 45.300 danske mænd, som hedder Lars, viser tal fra Danmarks Statistik. Rigtig mange af dem er født i 1950'erne og 1960'erne.

"Dengang var Lars på topti-listerne over populære navne. Derfor er det klart, at i dag har en erhvervsleder eller en politisk leder, der var født i de år, en ret stor sandsynlighed for at hedde Lars," siger navneforskeren.

Frem til 1930'erne var der 1000-2000 pr. årti, som blev døbt Lars. Men så kommer navnet på mode.

"I 1940'erne kom 4000 drenge til at hedde Lars, og i 1950'erne fordobledes det til 9600 Lars'er. I 1960'erne gik det helt amok. Der var 18.900, som fik navnet Lars i løbet af det årti," siger Michael Lerche Nielsen.

Siden er Lars-bølgen løbet tør for kraft. De senere år er kun omkring fem drenge årligt blevet navngivet Lars.

Lars afløste Poul

Et tidligere topnavn på magtpyramiden var Poul, som bl.a. tre statsministre bar - Hartling, Schlüter og Nyrup Rasmussen. Erhvervsstjernerne var folk som Poul Svanholm (Carlsberg), Poul Andreassen (ISS) og Poul Due Jensen (Grundfos).

"Vi har oplevet en "Poul afløses af Lars"-effekt. Navnet Poul var meget populært, det havde sin storhedstid i 30'erne, men vi venter, at det snart vil komme tilbage," siger Michael Lerche Nielsen.

Næste chef hedder Thomas

Den næste generation af chefer kommer til at hedde noget helt andet.

"Thomas, Martin og Morten er gode bud. Måske Rasmus og Jesper. Navne, som er meget karakteristiske for årtierne omkring 1980. Der var også mange dengang, som hed Kasper og Camilla," siger navneforskeren.

På længere sigt vil effekten af de mest brugte navne nok blive udvandet. Førhen fik helt op til 10 pct. af alle drengebørn i en årgang det samme, populære navn, men nu er der meget større spredning på forskellige navne. Tidens mest populære drengenavn er William, men færre end 2 pct. af den seneste drengeårgang har fået netop det navn.

magr@borsen.dk

FAKTA Drengenavnet Lars

Lars er et traditionelt dansk almuenavn, som har været brugt fra middelalderen og frem. Det har solide rødder i den danske muld. Oprindelsen er Det katolske helgennavn Laurentius, den laurbærkronede, en af de 14 nødhjælpere i middelalderen, som man anråbte, hvis man var i havsnød, var syg, havde kærestesorger eller andet. gennem 1960'erne blev næsten 19.000 drenge døbt Lars. Siden er navnets popularitet dalet kraftigt, og de senere år er der kun navngivet en håndfuld Lars'er om året. (Kilde: Michael Lerche Nielsen, navneforsker, Københavns Universitet)

3 Sonnenoter

1.
Det er da Sonne, der står og læser op eller bare taler tæt, på det foto fra en "Poesiens dag" på side 25 i bogen Louisiana. Samling og bygninger (3. reviderede udgave, 1988), ikke sandt!?

2.
Jeg fandt mit hyldestdigt til Sonne på hans 70-års-dag, trykt i Spring nr 9, 1995, som jeg ville have læst op ved ferniseringen af hans posthume udstilling. Jeg skriver det af her, så det ikke bliver væk igen:

AT SONNE

At ære Sonne,
at ære sære Sonne, selvfølgelig,
at tære på umådelige Sonne,
at lade sig besnære af Sonne,
at lade sig besvære af Sonne,
at lade sig belære af Sonne,
at lade Sonne blære sig,
at erklære sig som Sonnist,
at bære Sonnes eksempel
som stjerneskudshak
i din flade pande,
at høre stære citere Sonne,
de kære og hidsige hyper-fans,
at splintres af lyn
fra elektrisk Sonne-pære,
at skære sig på Sonne,
at lade allehånde Sonne
gære i mit sode-hovede,
at være Sonne,
at være den i vide verdensrum
springende, alt-som-splintrende,
biblioteksgennembidende
højt tævende soloskikkelse,
at spadsere to til tre elastiske
syvmileskridt i Sonne-ham,
at lære af Sonnes væren Sonne
at være sig selv.

3.
Mikkel Thykier i sin tekst om Rimbaud-læsninger, "Den vilde parade", i sin nye, sorte mursten Dias:

"Ib Michaels notater er meget besindige, men Jørgen Sonnes udlægning i De første moderne er nok den mest koldblodige på dansk grund. Sonne præsentation af det, han kalder "Fablernes hede fakta", er uanfægtet af Sonnes ellers heftige temperament. Hvor andre er hurtige til at tale om Rimbauds opgivelse af poesien som tyve- eller nittenårig, hvis ikke endnu tidligere, er Sonne langt mere generøs med årstallene. Enkelte Illuminationer daterer han til 1876 og 1877, tre år efter det tidspunkt, hvor andre bedyrer, at Rimbaud for længst har taget afsked med poesien. Jørgen Sonnes kilder er ikke umiddelbart tydelige, men oplysningerne bekræftes af nyere biografier (intuitiv datering! LB)."

Snobpost!

(den er på fransk og jeg forstår ikke det hele)

- skrevet af fra Boris Vians Textes et Chansons:

JE SUIS SNOB

Refrain 1

J'suis snob
J'suis snob
C'est vraiment l'seul défaut que j'gobe
Ça demande des mois d'turbin
C'est une vie de galérien
Mais lorsque je sors à son bras
J'suis fier du résultat
J'suis snob
J'suis snob
Tous me amis le sont
On est snobs e c'est bon

Couplet 1

Chemises d'organdi
Chassures d zébu
Cravate d'Italie
Et méchant complet vermoulu
Un rubis au doigt
De pied ! pas çui-là
Les ongles tout noirs
Et un trés joli p'tit mouchoir.

J'vais au cinéma
Voir les film suédois
Et j'entre au bistro
Pour boire du whisky à gogo
J'ai pas mal au foie
Personne fait plus ça
Jaäi un
Ulcére
Cést moins banal et plus cher.

Refrain 2

J'suis snob
J'suis snoB
J'm'appelle François mais on dit Bob
Je prends des places à l'Opéra
Pour chaque soir mais j'y vais pas
J ne fréquente que des baronnes
Aux noms comme des trombones.
J'suis snob
J'suis snob
Et quand je fais l'amour
C'est à poil dans le cour.

Couplet 2

On se réunit
Avec les amis
Tous les mecredis
Pour faire des snobimse-parties
Il y a du coca
On déteste ça
Et du cemembert
Qu'on mange á la petite cuiller.

Mon appartement
Est vraiment charmant
J'me chauffe au diamant
On n'peut rien rêver d'plus fumant
J'avais la télé
Mais ça m'ennuyat
Et j'l'ai
R'tournée
D'l'aut'côté c'ést passionnant

Refrain 3

J'suis snob
J'suis snob
J'ai une foudroyante garde-robe
J'ai des accidents en Jaguar
je passe le mois d'août au plumard
C'est dans les p'tits détails comme ça
Que l'on est snob ou pas
J'suis snob
J'suis snob
Et quand je serai mort
J'veux un suaire de chez Dior.

Barndomsjam

BARNDOMSHJEM

BARNDOMSJIMI

BARNDOMSJAMMER

BARNDOMSJUMBOBOG

Hendes øje taler - tillykke med de 400, Bill S.

(II.2)
ROMEO: He jests at scars that never felt a wound
(Juliet appears at the window.)
But soft, what light through yonder window breaks?
It is the East, and Juliet is the Sun.
Arise fair Sun and kill the envious Moon,
Who is already sick and pale with grief,
That thou her maid art far more fair than she :
Be not her maid since she is envious,
Her vestal livery is but sick and green,
And none but fools do wear it, cast it off :
It is my Lady, O it is my love,
Oh that she knew she were,
She speaks, yet she says nothing, what of that ?
Her eye discourses, I will answer it :
I am too bold, 'tis not to me she speaks :
Two of the fairest stars in all the heaven,
Having some business do intreat her eyes,
To twinkle in their spheres till the return.
What if her eyes were there, they in her head,
The brightness of her cheek would shame those stars,
As daylight doth a lamp, her eye in heaven
Would through the airy region stream so bright,
That birds would sing, and think it were not night :
Se how she leans her cheek upon her hand.
O that I were a glove upon that hand,
That I might touch that cheek.
JULIET: Ay me.
ROMEO: She speaks.
Oh speak again bright Angel, for thou art
As glorious to this night being o'er my head,
As is a winged messenger of heaven
Unto the white-upturned wondering eyes
Of mortals that fall back to gaze on him,
When he bestrides the lazy puffing clouds,
And sails upon the bosom of the air.


- Julie (Ida P) er hoppet ned fra balkonen som bevinget sendebud fra himlen

Dejlig funktionel krystalgenstand

- fra Baudelaires Dagbøger (oversat af Regin Dahl):

"Min mening om teatret. Det, som altid har syntes mig skønnest i teatret, i min barndom og den dag i dag, er lysekronen - en dejlig funktionel krystalgenstand, indviklet af form, rund og symmetrisk.
  Dog vil jeg langtfra fornægte den dramatiske digtnings værdi. Blot vil jeg gerne, at skuespillerne kom op på de høje koturner, bar masker, der er mere udtryksfulde end det menneskelige ansigt, og talte i råbere; og endelig at kvinderollerne blev spillet af mænd.
  Men til syvende og sidst har lysekronen alle dage forekommet mig at være hovedaktøren, hvad enten man nu holder kikkerten rigtigt eller forkert. "



- lysekronen på Gamle Scene

Vi er SMÅ nullermænd!

- tekst fra Calvin & Hobbes / Steen & Stoffer-stribe:

Calvin: ARE THERE ANY MONSTERS UNDER MY BED TONIGHT?

Monster 1: OF COURSE NOT. COME AND SEE FOR YOURSELF.

Monster 2: YEAH. COME AND SEE. HEH HEH HEH.

Calvin: OH RIGHT! YOU THINK I'M FALLING FOR THAT. WHO AM I TALKING TO IF THERE AREN'T ANY MONSTERS DOWN THERE?!

Monsters: UMM ... UH.

Calvin: THEY'RE ALL TEETH AND DIGESTIVE TRACT. NO BRAINS AT ALL.

Monster 1: WHY. WE'RE DUST BALLS.

Monster 2: YEAH, LITTLE DUST BALLS.

Lad være at slås, I ødelægger jeres tøj

Paul Westerberg fra The Replacements - og Minneapolis - om Prince i Rolling Stone:

"My first recollection of seeing him was a dress rehearsal for one of his early tours. I was next to another musician, a couple other guys that were up-and-comers and that thought they were hot shit, and we were watching Prince. The guy turned to me and said, "I'm fucking embarrassed to be alive." And that's how I felt. He was so good. It was like, "What are we doing? This guy is, like, on a different planet than we are." It was showmanship, it was rock & roll, it was fun, it was great. I think it helped everyone around. It made us all think that Minneapolis wasn't the dour town that we tried to pretend it was. He was like a ray of light in a very cautious place. He was a star. He made no bones about it. He was glitz to a place that wasn't used to it. I remember a little scuffle broke out in front of the stage one night and Prince said, "Stop fighting, you'll mess up your clothes."

The first time I met him was at a urinal at a nightclub in St. Paul. There he was, and I said, "Hey, what's up?" And he answered, "Life." One word: "life." And I can't say that we went on to be pals. But we did record a lot at Paisley Park, and he became comfortable enough to grace us with his presence, not bejeweled and not dressed up. He'd be wearing maybe his jammies and sweat pants or maybe a pear of jeans and sneakers. He could sort of just hang out. He may have been a little more normal than he would've liked people to know. That's the treasure that we got, to be able to sit in the big atrium where you're taking a break and Prince shuffles by in his slippers and makes some popcorn in the microwave.

Om Princes poesi - slottet snurrer!

- Katy Waldman om "The Surreal, Dionysian Poetry of Prince's Lyrics" på Slate:

“All art aspires to the condition of music,” wrote Walter Pater, and Prince’s lyrics are as hot and dreamlike and weird as his sound. Saturated in color, wild with bizarre imagery, they overload the senses and short-circuit the brain. Rolling Stone described the Purple One’s aesthetic as “sensual anarchy,” a phrase that helps capture the intoxicating drive of his poetry. (What if not poetry would you call these lines from “Raspberry Beret”: “Now, overcast days never turned me on/ But something about the clouds and her mixed.”) Prince told us to move and dance and fuck our way to utopia, to grind “until the castle started spinning/ or maybe it was just my brain.”

He was our Dionysus, and his lyrics were full of beasts. “You’re just as soft as a lion tamed,” he crooned. “Take me to the place where your horses run free,” he begged. And he saw in color: red corvettes, pink cashmere, purple rain, purple everything. Prince understood T.S. Eliot’s notion of the objective correlative, the concrete object that stands for a chaotic, vibrant mass of emotions. “She wore a raspberry beret,” he sang, and once it was worn he didn’t say much more.

Pop songs aren’t often surrealist paintings, but Prince knew how to create a hallucinatory scene. His lyrics invite you into an altered state of consciousness: “Dream if you can a courtyard.” “I was dreaming when I wrote this.” Consider that courtyard for a second, “an ocean of violets in bloom,” in which “animals strike curious poses.” Even before the doves start shedding human tears, you’re on a rocket ship to the Martian version of Versailles. Or recall the strange, apocalyptic opening of “1999”: “When I woke up this mornin’/ Coulda sworn it was judgment day/ The sky was all purple/ There were people running everywhere.”

Fleeing in terror, or running free like the horses? In a Prince song, despite the freaky, out-of-this-world scenery, God “only [wants] U 2 have some fun.” Or he “only wants to see you/ laughing in the purple rain,” giving in to the moment as liquid color pours down, dissolving the borders between two bodies or two souls. (...)

R.I.P. U Sexy Motherfucker

Yo man
What?
She came
Where?
There!
Oh!
In a word or 2 - it's u I wanna do
No not cha body, yo mind u fool

Come here baby, yeah
U sexy motherfucker

We're all alone in a villa on the Rivera
That's in France on the south side
In case u cared
Out of all yo friends I wanna be the closest
That's why I tell u things
So u'll be the mostest
When it comes 2 life, 2 be this man's wife
U got 2 be well educated on the subject of fights
I mean prevention of
In other words - its R.E.A.L meaning of this thing called love
Are u up on this?
If so, then u can get up off hug and a kiss

Come here baby, yeah
U sexy motherfucker

Come here baby, yeah
U sexy motherfucker

We need 2 talk about things
Tell me what cha do, tell me what cha eat
I might cook 4 u
See it really don't matter cuz it's all about me and u
Ain't no one else around
I'm even with the blindfold, gagged and bound
I don't mind
See this ain't about sex
It's all about love being in charge of this life
And the next...
Why all the cosmic talk?
I just want u smarter than I'll ever be
When we take that walk

Come here baby, yeah
U sexy motherfucker
Come here baby, yeah
U sexy motherfucker

Horns stand please...

I like it, I like it

U seem perplexed I haven't taken u yet
Can't u see I'm harder than a man can get
I got wet dreams comin' out of my ears
I get hard if the wind blows your cologne near me
But I can take it, cuz I want the whole nine
This ain't about the body, it's about the mind

Come here baby, yeah
U sexy motherfucker
Come here baby, yeah
U sexy motherfucker

Tommy Barbarella in the house
Scrub the dishes

Come here Tommy, yeah

Sexy, sexy, sexy, sexy

Levi, Levi, fly

[ooh man, let's give 'em some more good shit]

I like it, I like it

Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass
Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass

Guard your folks and get your daughter
(Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass)
The sexy motherfucker's so fine I could drink her bathwater
A long, leggy 5'8"
(Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass)
Packing an ass as tight as a grape
I want to spit some game but I said to myself
Hmmm...Just conversate (Yeah!)
(Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass)
Cuz I'm usually quite the calm one (Come on!)
You never found me out prowling boy
I'm just havin' fun
(Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass)
But I'm happy 2 change my state of mind for this behind
I bet that if you threw that ass into the air it would turn into sunshine

Sexy motherfucker
That would make shakin' that ass
4 one sexy motherfucker shakin' this place shakin' that ass
Shakin' that ass
Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass
Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass
Sexy motherfucker shakin' that ass, shakin' that ass, shakin' that ass

U sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker

U sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker
Sexy motherfucker

Når duer græder

Dig if you will the picture
Of you and I engaged in a kiss
The sweat of your body covers me
Can you my darling
Can you picture this?

Dream if you can a courtyard
An ocean of violets in bloom
Animals strike curious poses
They feel the heat
The heat between me and you

How can you just leave me standing?
Alone in a world that's so cold? (So cold)
Maybe I'm just too demanding
Maybe I'm just like my father too bold
Maybe you're just like my mother
She's never satisfied (She's never satisfied)
Why do we scream at each other
This is what it sounds like
When doves cry

Touch if you will my stomach
Feel how it trembles inside
You've got the butterflies all tied up
Don't make me chase you
Even doves have pride

How can you just leave me standing?
Alone in a world so cold? (World so cold)
Maybe I'm just too demanding
Maybe I'm just like my father too bold
Maybe you're just like my mother
She's never satisfied (She's never satisfied)
Why do we scream at each other
This is what it sounds like
When doves cry

18:27

Ærkengel
misunder
lærkeyngel

18:24

Hamlet
er
himlet

men resten er ikke tavshed

resten taler
hemmeligt
bornholmsk

i
Helmand-
provinsen

DET er
humlen,
næsten
harmløs

At skulle glæde sig i MEGET lang tid

TIL FEBRUAR 2016 (og Præsident H. Clinton we hope)!:

Here’s what we know about George Saunders’s first novel, Lincoln in the Bardo.

The title of the novel was revealed earlier this month, in an interview Saunders did with Susan Sarandon. Saunders’s bio revealed that, “His novel Lincoln in the Bardo will be out in 2017.”
A description of the book is now on BookNet Canada and Bloomsbury’s website. These sites indicate that the book will be published on February 14, 2017, in Canada and March 1, 2017, in the U.K. (A source in the U.S. tells me that Random House also has the book slated for Valentine’s Day, though all of these are subject to change.) While Bloomsbury’s website does not contain descriptive copy, Random House describes the book like this:

On February 22, 1862, two days after his death, Willie Lincoln was laid to rest in a marble crypt in a Georgetown cemetery. That very night, shattered by grief, Abraham Lincoln arrives at the cemetery under cover of darkness and visits the crypt, alone, to spend time with his son’s body. Set over the course of that one night and populated by ghosts of the recently passed and the long dead, Lincoln in the Bardo is a thrilling exploration of death, grief, the powers of good and evil, a novel - in its form and voice - completely unlike anything you have read before. It is also, in the end, an exploration of the deeper meaning and possibilities of life, written as only George Saunders can: with humor, pathos, and grace.

The book’s tentative Canadian cover:

Ode til Aarhus Arrests arbejdsro og forbilledelige bibliotek (DER SKRIVES! DER LÆSES!)

Mere artikuleret og (for i hvert fald poesien!) opløftende snak fra Yahya Hassan, med hans advokat som medie, men sædeles umiskendeligt:

"- Yahya siger, at Gyldendal (hans forlag) i det mindste bør glæde sig over hans varetægtsfængsling, han har nemlig ikke været så produktiv som nu i arresten i meget lang tid, der er virkelig kommet fart på hans skriftlige produktion, fortæller Yahya Hassans forsvarer, advokat Claus Bonnez, til Ekstra Bladet.
Claus Bonnez protesterede over anklager Lars Pedersens anmodning om at få lukket dørene til retsmødet af hensyn til den videre efterforskning. Anmodningen byggede blandt andet på, at Østjyllands Politi fortsat mangler at afhøre flere vidner i sagen, herunder den voldssigtede Yahya Hassan.
- Yahya antydede ret kraftigt på vej ud af retten i dag, at han erkender sig skyldig i grov vold mod den 17-årige. Hvad siger du til det og til, at dørene blev lukket for offentligheden?
- Intet. Som hans forsvarer kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag på det stadie, hvor vi er nu.
Claus Bonnez vil dog gerne tilføje til fortællingen om sin klients produktive hverdag under varetægtsfængslingen, at Yahya Hassan er begejstret for biblioteket i Aarhus Arrest.
- Han (Yahya) siger, at det er det bedste bibliotek, han har besøgt. Han har aldrig været et sted, hvor der er så mange bibliotekarer, og hvor man serverer mad. Men det undrer Yahya, at man samtidig skærer ned på alle andre biblioteker rundt omkring i landet, siger Claus Bonnez.
Selv om Yahya Hassan med sine forskellige brud og, ifølge eget udsagn, mangelfuld lægebehandling således lider fysisk, så er han glad for den ro, de seneste ugers indespærring har ført med sig. Især fordi han siden januar i år forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse, efter at han selv havde frabedt sig PET-folkenes mandsopdækning i sommeren 2015.
- Yahya siger til mig, at han i arresten glæder sig over, at han ikke længere behøver at skulle se sig over skuldrene hele tiden, og at en varetægtsfængsling kan anbefales til alle andre forfattere, der gerne vil have speedet produktionen op, fortæller Claus Bonnez, der vil arbejde for, at hans klient opnår PET-beskyttelse igen, når han lukkes ud i friheden.
- Yahya er blevet overfaldet flere gange i perioden, mens han forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse. Det er en krænkelse af artikel 3 i menneskerettighedskonventionen ikke at beskytte ham (Yahya Hassan) mod vold og overgreb, påpeger advokaten for en af de mest markante skikkelser i den danske samfundsdebat de seneste to-tre år.
- Han frabad sig jo selv beskyttelsen, og han har ved flere lejligheder virket voldsomt provokerende. Kan du så ikke godt forstå, at myndighederne (PET) siger fra?
- Nej, for det er netop folk, der selv provokerer, som oftest har mest behov for beskyttelse.

Requiem for Camille Cloud - bogholderiet kupper brevkassen

Forrige fredag var sidste gang, at Camille Clouds høj- og lavkomisk kostelige Brevkasse - multi-pseudonymt forfattet af Frit Flet-gruppen, dvs. først og fremmest Line Knutzon og Mette Moestrup og på det seneste frem for alt Line Knutzon - stod at læse ved siden af Blæksprutten på side 4 i WA Bøger. Denne fredag blev brevkassen afløst af en nyt "element", kaldt (af mig gudhjælpeme, efter en hurtig navne-konkurrence") "Bogholderiet", små spidse noter om bøger og bogbranche ved tillæggets medarbejdere (jeg havde én med fredag om Kirsten Thorups og andre top-prosaisters inkonsekvente e-bogs-tilgængelighed og har også en skrappere én med på torsdag), som sagtens kan vise sig at blive læseværdigt, men det gør jo bare ikke VEMODET over farvellet til Camille Cloud mindre, det er så sjældent med ren. vaskeægte (gerne satirisk, men helst bare smadder- og smadresjov) HUMOR i en avis (eller nogen steder).

Jeg skal hilse fra Camille, der fortæller, at hun "er i Stavanger og er efter en hård udvælgelsesproces blevet leder af negleakademiet, men forsætter med at skrive selvhjælpsbøger, erotisk litteratur og nøgleromaner."

- her følger 4 x udødelige spørgsmål + svar-par fra brevkassens sidste måneder, det første er det allersidste - SUK!: 

HJÆLP
Jeg leder efter Julius Sølund. Vi gik i klasse sammen på Toftegårdsskolen 1957-65. Jeg var forelsket i dig, uden at du nogensinde opdagede det, og det er mig magtpålæggende, at du får det at vide (i fald ingen siden har elsket dig).Du havde meget tør hud og sagde aldrig noget, hverken i timerne eller frikvarteret. Men jeg ved, du havde en stemme, for en gang råbte du AV, da du gled på trappen. Kan du huske det? Jeg ville have trøstet dig, men jeg turde ikke.Længe efter blev jeg ved med at forestille mig, hvordan jeg hjalp dig op og tog din tørre hånd, og at vi satte os på en bænk ved den lille sø ved skolen og tavst erklærede vores kærlighed. En dag var din stol tom. En gruppe forældre havde klaget over dig. Din tørhed og tavshed skræmte de andre børn. Det græd jeg længe over. Jeg ved ikke, hvordan dit liv udviklede sig, men jeg frygter det værste. Så derfor dette brev om kærlighed følt til dig.
KH fra Lis (dengang kaldt Plamage-Lis, da jeg ofte spildte mad og drikke på mit tøj) Jensen
PS. Engang syntes jeg, at jeg så dig ved en flaskeautomat i Gilleleje (sommeren 1977). Mon det var dig?

Hej Plamage-Lis
Nu er dette ikke en opslagstavle i Brugsen, hvor man bare kan efterlyse tilfældige mennesker efter eget forgodtbefindende, men lad gå for denne gang. Jeg har sindssygt travlt. Er ved at udvikle en app, der skal kunne et eller andet, andre apps ikke kan.
Camille.

Til Camille Cloud

Hermed fremsender jeg en række gode ideer til katastrofe-tanker:
1. Du står ved en butiksrude. Metroarbejdet har løsnet ruden, og den vælter ned over dig. Glasset flænser dig.
2. Du går på en vej. Netop den dag springer en gasledning i luften. Ilden brænder dig.
3. Du er i Florida på dit livs ferie. Din lejede bungalow ligger oven på et synkehul. Hullet sluger dig.
4. Du er ved Vadehavet, og du går en tur.Men du går forkert. Tidevandet tager dig.
5. Du er på restaurant. Netop den dag har kokken tabt sit barberblad ned i kødet. Barberbladet skærer dig indvendigt.
6. Du cykler langs Søerne. Men netop den dag er der gravet et hul i cykelstien. Du overser hullet og vælter. Hullet tager dig.7. Du står hjemme i køkkenet og kan ikke åbne en dåse med skruelåg. Du tager en kniv, men den svipper ud af hånden og rammer dig.Kniven tager dig.
8. Du står i din stue. Der er ikke noget. Men du vælter alligevel. Gulvet tager dig.
9. Du kigger ned ad din krop. Den er ikke længere din. Nogen har taget den.
10. Du har stegt en bøf og stikker et stykke i munden. Du kan pludselig ikke synke. Stykket sidder fast. Stykket lukker dig.
Dette er blot 10 uddrag fra mit store katastrofe-katalog (nyligt revideret). Jeg har mange flere tanker, som man kan downloade fra min hjemmeside for rimelige priser. Jeg tager også gerne et møde med dig og tilpasser katastrofe-tanken specielt til dit liv. Jeg holder desuden katastrofe-kurser i maj og august.(Se min hjemmeside, Katastrofe. dk). Jeg har mange års erfaring i både almindelig, men også indviklet katastrofe-tænkning, og er, som noget helt nyt, uddannet Mørke-specialist fra Mørkeskolen i Finland (Helsinski). Jeg er selvfølgelig altid opdateret på de seneste katastrofer i ind-og udland.
Med venlig hilsen Kaj Ringård Ottesen, Branderup gård.

Hej Kaj
Tak for dine gode katastrofe-tanker. De er superkreative og sætter gang i fantasien. Jeg er p. t. udødelig og kan derfor ikke integrere dem i mit daglige virke, men jeg er ikke i tvivl om, at dine tanker vil vække genklang i de mange mennesker, som går rundt og tror sig sikre.
Kærlige hilsner, Camille

Til diverse

Har netop modtaget min slægtstavle og ser til min store overraskelse og glæde at jeg er ud af den skotske Chairston Familie.Min forfader er ingen ringere end Gregor Chairston, opfinder og designer af verdens første stol: The Gregorian Chair (deraf ordet Chair, på dansk: stol). Men det stopper ikke her! Hans barnebarn Mary, gifter sig i 1479 med Dwight Tablester, grundlæggeren af spise-og skrivebordet. Parret arver Gregors snedkerværksteder i Portsmouth (UK) og her grundlægger de sammen det, der senere skal blive en af verdens største møbelproducenter. De kalder dette nye møbel, som man kan sidde rundt om, for TABLE (efter Tablester). Dette fører til en familiefejde i Tablester slægten. Dwights far, Nicholas Tablester, slår hånden af sin søn da han mener at dette nye møbel vil ødelægge engelske familieværdier og i sidste ende være en trussel mod den engelske trone og den nationale sikkerhed. Men Dwight er frygtløs og drager til London med 30 spiseborde og 200 stole som han forærer den engelske konge, som med det samme kan se den gode ide og på stedet adler ham. Mens Dwight er i London, bliver han opsøgt af en Lord Forkmann, der i sin taske har de første spæde tegninger til det, der senere bliver til gaflen. Dwight og Forkmann indgår partnerskab og de næste 200 år er deres firma hovedleverandører af stole, borde og gafler til hele Europa. Tablester slægten bliver en af Englands rigeste familier, og de lever i sus og dus indtil den alkoholiserede og luddovne Alistair Tablester en regnfuld formiddag i 1711 taber hele sin formue til Hertugen af Wothwell. De havde kedet sig noget så frygteligt, og besluttede sig derfor for at spille på regndråber i det lille vindue der førte ud til slotsgården på Rothschield Castle. Her satsede Alistair hele familieformuen på den forkerte regndråbe og satte dermed punktum for slægtens storhedstid. Da jeg ikke selv har bedrevet det store, udover at have samlet nogle møbler fra IKEA, og sat en hylde op i ny og næ, føles det godt at vide, at ens forfædre i det mindste har gjort noget. Godnat for nu.
Erik Nieman. Pensioneret pensionist. Gladsaxe.

Hej Erik
Spændende læsning.Selv er jeg (langt ude) i familie med Hans Smith, Substralkongen.
CC

Kære Camille
Jeg vil hermed gøre opmærksom på, at jeg er blevet set af flg. personer:
1. Dirch Passer. Han passerer mig på Åboulevarden 1974. Kort øjenkontakt.
2. Vagn Simonsen. Færge - Korsør-Nyborg.1981. Kort øjenkontakt.
3. Grethe Sønck. Købmagergade. 1985. Flakkende blik, men dog øjenkontakt.
4. Bille August. Bredgade. 1990. Kort øjenkontakt.
5. Lone Dybkjær. Gilleleje Hovedgade. 1995. Øjenkontakt (inkl. mindre smil).
6. Thomas Eje. Amagerbrogade. 2003. Kort øjenkontakt.
7. Remee. 2014. Lufthavnen. Kort øjenkontakt.
Hvis nogen, ligesom jeg, er blevet set af nogle andre, så skriv gerne til mig. Vi kan udveksle navnelister og tidspunkter og på den måde give livet en struktur og fylde.
Jørgen Rørager, Rypevej 12, 2677 Serup.

Hej Jørgen
Helt personligt kan jeg bedst lide at blive set af mig selv. Mine vægge er prydet med spejle, og der går ikke et minut, uden at jeg får øje på mig selv. Tit holder jeg blikket i flere minutter, mens jeg smiler og vinker til mig. Men jeg er nu også særlig dejlig og hvem ved, måske jeg en dag ser dig? Så kan du tilføje mig på din liste.
Kærlig hilsen Camille



- billedsøgning på Camille Cloud resulterer blandt andet i dette portræt af billedhuggeren Camille Claudel

Skildpaddenyhederne

Viggo Madsen

April 17 at 3:16pm · 

Qued erat demonstrandum! Napoleon er en stædig rad (det vidste vi nu godt), men i dag blev det virkelig demonstreret: Jeg åbnede dagen med at give ham en skålfuld revet agurk - og han gik straks hen og lagde sig i en solstribe, med ryggen til! Okay, okay, så rev jeg et æble på rivejernet, nu jeg var i gang, og lagde for snuden af ham - og straks vendte han ryggen til! Da jeg kort efter tittede ind, var han gået tilbage og begyndt at spise af agurken! Ja, ham skal man ikke herse med! Han skal nok selv bestemme! (Det har han ikke fra fremmede, siger Fru Madsen.

                                                - digteren og skildpadden

I det nye nummer, 1, 2016, bidrager Viggo med 33 stk. "Madsens Eventyr", også et om Napoleon:

-->

Eventyr

Forstå det dog! Alting tager længere tid end det tager! Man arbejder, fra man vågner, til man segner, og når dagen er gået, er man sakket agterud. Det regnes for en naturlov, nærmest på linje med tyngdekraften. Det siger Kammerat Napoleon selv!

Hvad redaktøren og direktøren og den ene forfatter siger, ikke den anden

Lige nu afgøres det om Yahya Hassan fortsat skal sidde i fængsel:

"AARHUS: Mandag har den 20-årige århusianske digter Yahya Hassan siddet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at skyde en 17-årig i foden.
Tirsdag kl. 8.15 skal Retten i Aarhus afgøre, om han skal forblive fængslet eller løslades, mens sagen efterforskes.Det fortæller Yahya Hassans forsvarsadvokat Claus Bonnez, da Århus Stiftstidende mandag fanger ham på telefon.»Anklagemyndigheden søger om fristforlængelse. Det vil vi naturligvis protestere imod,« siger han."

Der var en kæmpe feature-artikel i Søndagspolitiken om Yahya - godt  og vigtigt at huske os på ikke at glemme ham, som han sidder gemt væk i sin fængselscelle og ikke må udtale sig. Alt for meget flaksende investigative og intimiderende journalisme om, hvad der egentlig er sket og hvem YH egentlig er og var, som om nogen ved nogen af delene, men også et mail-interview med redaktør Simon Pasternak, der handler om DIGTEREN:

"På Gyldendal er det seniorredaktør Simon Pasternak, der som Yahya Hassans redaktør kommer til at sidde med en på samme tid uprøvet og sjældent bevidst digter. I en tilspidset situation, hvor Yahya Hassan både er forfulgt og selv er varetægtsfængslet, foretrækker Pasternak at holde sig til mails. Her skriver han, hvordan en typisk diskussion om et af Hassans digte kan forløbe: »Jeg spørger for eksempel ind til et ord, en sætning, en metafor, og han lukker øjnene og reciterer hele digtet - og nogle af dem er ret lange - for til sidst at sige: Nej, det er perfekt, næste spørgsmål«, skriver Simon Pasternak: »Man skal stå tidligt op for at få et ben til jorden, men hans insisteren på sin egen stemme, på at forsvare sit eget territorium, men også på at udfordre det, er en af hans største kvaliteter. Og så er det altid en oplevelse at få sig en kop kaffe og en smøg nede i Gyldendals gård og diskutere litteratur med ham. For det er jo det, det handler om: at manden har meget at sige om verden og også har modet til at løbe en risiko for retten til sin egen stemme«. Findes der, synes du, nogen digter eller forfatter, han kan sammenlignes med? »Umiddelbart med Vita Andersen og Michael Strunge, fordi de begge skrev om deres generations erfaringer og lukkede op for nye verdener, nye sprog. Men han har også en interesse, der er mere sprogeksperimenterende, og det får mig altid til at tænke på 60' ernes sprog og institutionskritik«. Hvad er der på spil i hans digte? »Digtsamlingen består af mange slags digte, fra de helt korte og hårde, næsten socialrealistiske, til store rasende sprogødelæggende digte. Hans store kvalitet er hans tvetydighed, hans sproglige raseri og hans afsløring af alles hykleri og den allestedsnærværende vold. ' Yahya Hassan' handler både om overgreb i hjemmet og i muslimske miljøer, men også overgreb og adfærdsregulering fra behandlere og ' systemet', og han foregriber endda i langdigtet hele kulturelitens omklamring og romantisering af ham«, skriver Pasternak."

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der uden at kende manden af en eller anden grund er blevet YH-ekspert, har en mærkværdigt fortolkning af YH's vilde og aggressive opdaterings-raptus op til arrestationen som en tilnærmelse til sit oprindelige miljø - !!!?? - og mener helt forfærdeligt idiotisk, at Gyldendal har givet dårlig vejledning og "burde have frarådet ham nogle af de afsnit om religion" i debutsamlingen - som om, jf. Pasternaks testimonial, de kunne have overbevist ham, selv hvis de havde prøvet, hvilket de selvfølgelig ikke gjorde. Direktør Johannes Riis svarer godt for sig:

"På Gyldendal går vi ikke ind og fjerner passager fra manuskripterne til de bøger, vi skal udgive, uden forfatterens samtykke. Og ret beset er det kun forfatteren og os, der ved, hvilken rådgivning vi giver om kunstneriske og personlige hensyn og risici forud for en udgivelse«, skriver Johannes Riis i en mail."

Og så understreger Søren Ulrik Thomsen, der bliver spurgt, fordi han er Søren Ulrik Thomsen, at Yahya er en god digter, fordi han er en god digter, hvilket virkelig ikke burde være nødvendigt, men det er det så åbenbart:

"Også en af landets mest toneangivende digtere, Søren Ulrik Thomsen, ser usædvanlige kvaliteter i Yahya Hassans digte.
»Han er rasende talentfuld - han er en stor digter. Og hans gnistrende sprog og det, han taler om, kan ikke adskilles. Med sin baggrund og de miljøer, han færdes i, formulerer han nogle meget vigtige nye erfaringer i dansk litteratur, synes jeg. Der er en sammenhæng mellem hans liv og hans værk. Er Yahya Hassan 1: 1 med sin digtning? »Nej. Han er digter og et usædvanligt sprogtalent, og det ville han også være, hvis man kunne forestille sig, at han var født og opvokset et andet sted i et andet miljø. Det er ikke 1: 1«, siger Søren Ulrik Thomsen. »Der er ingen tvivl om, at hans verden er så langt fra min, som tænkes kan, men det er jo netop det virkelig magiske ved kunst: at den kan overskride de vilkår, den bliver til under, og tale til mennesker, der befinder sig helt andre steder i livet og samfundet og verden«. Søren Ulrik Thomsen vil ikke kommentere på Yahya Hassans livssituation eller på, at han både er forfulgt og anklaget for grov vold. »Jeg håber bare, at han vil passe godt på sig selv, så vi også om 20 år kan læse, hvad Yahya Hassan har at skrive«, siger Søren Ulrik Thomsen."

Yes, SUT! Vi tror og håber på poeten og poesien.

Fejeguld flyvende

Den ene gode/gode anmeldelse af Scarykost tikker ind efter den anden; så helt ærligt vidunderligt, at anmelderkolleger læser så stærkt og indtrængende i øjenhøjde med bogens egen ambition og vildskab; jeg er en hel morgenrøde af stolthed og citerer og linker bare:

- fra svenske Björn Kohlströms anmeldelse på sin blog Bernur:

"Liksom hur gamla blogginlägg ingår i en kollageteknik som ger helhetsintrycket en spänst och ett tillåtande och inkluderande tilltal, hur mycket dikten i sig än bryter ihop i sina sömmar, som om det rör sig om poesi som har slutat att hålla masken. Då kan sprickorna ge utrymme åt en barnslig glädje: 

jeg taber og taber og yder

en salt tåre til en

pyt

med regn

vandes blomst

og er

glad

haha nej. 

Det är så befriande med det där nejet, som en gardering som Lind ibland tar till och får utsagan att snurra, fladdra till.

Psyket är ju ändå kaputt, och i den omedelbarhet som åstadkoms när Lind ger gurlesken fritt spelrum blir jag själaglad åt hennes utforskande av vad som händer när det söt blir nerskitat, om det inte är frågan om vice versa. Då kan diktjagets fräsande påminna om Prousts underbara liknelse om vad som blir följden när en djävul som doppas i en vigvattenskål.  

Det blir också befriande när Lind skriver som om hon är den första som upptäcker dessa samband, dessa möjligheter som finns i friktionens poetik. Den oförställda ivern i att – rastlöst, hetsigt, intensivt – peka ut sina fynd. Då kan jag som läsare välja att himla med ögonen, eller – vilket känns mer fruktbart – bli delaktig i entusiasmen. Ungefär som när The Last Shadow Puppets gav ut sin första skiva för åtta år sedan: tycka att det är stötande med två typ tjugoåringar som upptäckt 60-talet eller charmas av att de vill visa sina fynd med sådan förtjusning. I stället för att bli surgubbe kan jag alltså charmas av att Lind ger sig själv rätten att i sin poesi säga ”yeah”."

- fra (der var hun igen!) Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens 4 hjerter-anmeldelse i Politiken:

"Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.
For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).
Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:
»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på."

- fra Solveig Dauggaards anmeldelse i Information:

"Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f. eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«. Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.
Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer. Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især. Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f. eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante."

Intet kan standse Nordatlantens flakkende syner!

Vi var fredag aften til koncert på Nordatlantens Brygge, helt derude, hvor Strandgade løber ud i sandet, med Nikolaj Nørlunds fænomenale trio, bestående af hams selv på vokal og akustisk guitar og Nils Gröndahl på violin (verdensberømt hos os efter hans ekspressionistiske tour de force i Politikens Foredragssal) og Adi Zukanovic på keyboards og diverse maskiner. Der blev spillet både helt nye og helt gamle sange, og på den lillebitte scene i det store mørke rum, hvor vi pænt sad på umagelige stole, var det intimt på en meget intens og inciterende facon. Et klart højdepunkt var omsider at høre Nørlund himself synge den majestætisk melankolske evergreen "Syner", musik: Nørlund. tekst: Peter Laugesen, hvis oprindelige version, sunget af (færøske, ikke tilfældigt i det rum) Teitur på pladen Andersens drømme, lige ved og næsten blev overgået - her er teksten:

Vinden skramler med kviste og grene

natten er sort jeg er helt alene

Hotellet er tomt det er her jeg bor

det syder og bobler af syner og ord

Jeg ved ikke hvem det er jeg skal møde

om det er de levende eller de døde

Ude i parken står de og kigger

ind gennem vinduet her hvor jeg ligger

Er de sluppet ud eller kommer de ind

de skæve fantomer der fylder mit sind

Jeg tænder et lys og drikker lidt vand

vejen er spærret til drømmeland

Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner

men intet kan standse de flakkende syner

De kommer som gæster fra fremmede byer

som udklipsfigurer på drivende skyer

De fylder hotellet med drømme og minder

om det der skal komme og det der forsvinder

Hvor er jeg henne hvad er det der sker

det er spøgelsesfingre på angstens klaver

I skyggerne danser fortættede tanker

til lyset der blafrer og hjertet der banker

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?

Kunstkatalogsyge

Bare lige en populistisk kritik af og undren over Gyldendals pressemeddelelse om Morten Chemnitz' glimrende digtsamling Bindingerne (anmeldt af mig i WA Bøger forrige fredag), der nemlig lyder sådan her:

"Bindingerne består af en række fortættede prosadigte, som fortsætter og udvider det grammatiske arbejde fra Inden april. I rytmiske gentagelsestrukturer og med radikal opmærksomhed rettet mod småord som forholds- og bindeord fremskrives og omskrives tilknytninger, brudflader, overgange og sammenføjninger mellem naturen, jeget og sætningen."

Hvilket lyder som noget, der står på væggen på et moderne kunstmuseum - og må siges at være en eklatant jammerlig og misvisende reklame for de TYSTE OG SMUKKE ÅRSTIDS- OG LANDSKABSDIGTE (sig det efter mig, Gyldendal: T-Y-S-T-E O-G S-M-U-K-K-E Å-R-S-T-I-D-S- O-G L-A-N-D-S-K-A-B-S-D-I-G-T-E), helt uden metasnak og med forsvindende få jeger (som der er fx, på fuldt fantastisk vis, er meget og mange af i Peter Laugesens Brev til en maler); det, der STÅR, på denne helt særlige præpositions-punkede (vær så god, Gyldendal, det ord er en gav etil jer: præpositions-punkede), Chemnitzke facon, i digtene, handler kun om naturen og landskabet, hvor meget det end kan give (og er skrevet til at give) anledning til at reflektere over bindingerne til og i jeget og sætningen.  Jf. Tue Nexøs Information-anmeldelse (lige den grad mere skeptisk end min):

"Men hvor Rolsted trækker - og skriver - så man kan mærke inspirationen fra støj og eksperimenterende musik, og hvor der var et skarpt, konceptuelt greb bag Woetmanns bog, så føles Bindinger som et helt rent forsøg på at opdatere natursansningens sprog. Den vil ikke andet end disse landskaber. Hvad skal man så sige til det? Det er jo en meget smuk skrift, og hvis man er i humør til helt stille eftermiddage og ensomme ture i gummistøvler gennem en udramatisk, mennesketom natur - nu bare per bog - ja, så er Chemnitz sagen. Så er man nok også sådan en, der kan drømme om at falde hen til de langsomme toner fra en, der tøvende øver sig på klaver i et lokale langt væk. I en ellers affolket villa. Sagt på en anden måde: Bindingerne er altså en meget sart form for litteratur. Og på kanten til at være kedelig."

- kun på kanten NB!

Og jf. fremfor alt digtene selv (der er ingen genrebetegnelse og de er stillet op som prosa, men selvfølgelig er det digte, eller i hvert fald poesi!):

  "Og over græsset duggen. I et tyndt og gråblåt lag. henover som i de sortnende rande af det lyst omfoldede løv omkring buskene. Fra bladårerne rødbrune skjolder ud igennem. I det grønne imellem. Som solen opad i de furede stammer. Og i skyggen de tungt røde bær som hænger mørkt tilhægtede som mellem de fligede blade. Imellem fra de matsorte kviste i den fortættede sol. Og som ført med igennem. Med duggen lyst op øverst i buskene. Hvor solen når indtil. Imellem det grønne som viger.  Omfoldet af solen i de nedbuede grene. Mens det meste af græsset ligger i skygge endnu. Med duggen som samler sig om de brede strå. Solen i rønnens tunge klaser over de spredte snebær. Og i enkelte af bregnerne."

Det flotteste omslag kritikeren længe har set (sig selv være mester for)

Michael Strunge lod som anmelder på Politiken ikke være med at anmelde digtsamlingen Verdensssøn, som han under pseudonymet Simon Lack selv havde skrevet, også det reelt rigtig flotte omslag var han mester for, og også det roste han afslutningsvis - konsekvent inhabiltet så sandelig:

"Og så har Verdenssøn det flotteste omslag, jeg længe har set"

Critic Moonlightning As Cover Artist

Det er en smuk og eksotisk inhabilitet, Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen geråder i vs. visse af de digtbøger, der ellers ligger indenfor hendes fagområde (og som hun derfor ikke anmelder NB!):

Hun har

under dæknavnet Ren Jazz

designet

deres yderst cool og stilige omslag!

To digtere, hun har været inde over flere gange, er Ramus Halling Nielsen, her hans Mörkhall fra 2014

 

- og Morten Chemnitz, her hans splinternye Bindingerne:

Eksklusivt for Blogdahl: KIZAJA UR-M'S KRITIKERPRIS-TALE FOR URSULA AO

(Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen talte i går for Ursula Andkjær Olsen ved Kritikerlavets prisuddeling på Københavns Hovedbibliotek)

-->

Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik, samtidskritik og fremtidsutopi.

Den er en massiv monolit af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide omslag.

Men lad mig prøve at gøre det kort:

Udgående fartøj er først og fremmest digte om “at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig sorg:

TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER RUND OG

HÅRD SOM EN KUGLE

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

kom ikke til mig med jeres bløde shit

Der insisteres med andre ord på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde – “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer

Dét er digtningen som udfald, og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden, som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær, positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:

jeg er ikke i kontakt med min eksistens hver dag

jeg er ikke til stede i min krop

ingen verdens fucking ting kommer til mig i drømme

nu skal det fyres af

  

At noget skal fyres af, er helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på, handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens og selvhadets nulpunkt.

Det kaldes i hvert fald “øvelser i selvdestruktion”. Det kaldes:

den bevægelse hvori taberen bliver til vinder

bliver til

den bevægelse hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner

bliver til

det nye menneske

I den bevægelse går sorgens hårde kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele verden indeni: “en kugle med touch screen/looking glass”, som der står.

Der ligger en utopi i den bevægelse UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og videre:

jeg er begyndt at arbejde med mine blødere dele

jeg er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser

touch screen

looking glass

touch screen

looking glass

/kugle

Her kan jeg passende huske på, at Through the Looking-Glass er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i Eventyrland – Bag spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en spejlverden, der måske er en drøm.

I Udgående fartøj er den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.

Men drømmen er også, helt enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.

Hvis kroppen, som det foreslås, er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står, “FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.

Der er en særlig samklang mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres affekt.

Det lange, serielle forløb i bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.

Selvfølgelig må det – som den fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang, og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:

At græde sammen,

danse i vindtårne.

En anden holder øjnene i hjertet,

og du kan eksplodere mit hjerte så stort!

Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og skønt lys dér i sin hyperdrøm.

Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud i højsommerens skinnende lys.

Jeg vil gerne sige tillykke – tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak, for denne bog, mange tak!